Viktor har lyst til at drikke sig fuld; han har lyst til at drikke sig fra sans og samling. Det ville i det mindste være en art oprør mod den frygtelige stilhed, denne frygtelige tilbageholdenhed, der er så dominerende herude.
   Han kender jo ganske godt flaskens glæder fra sit liv i København. Der har været mange fortabte nætter, endog dage, hvor han har mistet sig selv i spiritussens tåge. Så glemmer man, og så går tiden hurtigere, og man føler på en mærkelig måde, at man næsten hører til her i verden, eller rettere at man svæver over den, som Gud svævede over vandene. Et udsvævende liv. Det må være dét, man mener med dette udtryk.
   Der er så varmt herinde, nærmest kvælende. Han står ved bordet, knapper sin vest op, løsner sit langslips og knapper skjorten op. Han binder slipset op og lader det hænge om halsen som et halstørklæde båret i forfængelighed.
   Han tømmer sin lommelærke i et par lange slurke. Cognacen brænder dejligt i halsen. Han klør sig som en rasende i håret med den anden hånd. Den olierede sideskilning bliver uglet og stikker latterligt ud fra panden.
   Han lægger lommelærken fra sig og går ud og ned ad korridoren. Stearinlys brænder stadig i opholdsstuen. Viktor tager en tre-armet kandelaber fra spisebordet og går videre gennem det mørke køkken, ud i forrådskammeret. Der er ikke nogen ordentlig vinkælder på gården; sprutten er gemt væk her.
   Viktor hiver en flaske Grand Marnier ned og tager en slurk fra flasken. Han tager en tilfældig flaske rødvin med ud i stedet for. Han roder køkkenskufferne igennem, finder hurtigt proptrækkeren og bruger den med stærke og erfarne bevægelser. Han drikker af flasken; det er en ganske velsmagende vin, der går direkte til hovedet. Lige præcis hvad han havde håbet på.
   Med flasken i den ene hånd og kandelaberen i den anden går han ud i opholdsstuen igen. Henrik står dér, med hænderne nervøst foldet foran sig; han er lige kommet ind fra korridoren. Hans blik løber kort nedover striben af bar hud, hvor Viktor har knappet sin vest og skjorte op.
   "Er alt i orden, hr Wittendorf? Ønsker herren noget?"
   "Hold nu op med dette 'Ønsker herren noget' hele tiden!" siger Viktor med en blanding af irritation og munterhed. Han stiller kandelaberen fra sig i vindueskarmen og tager en lang slurk af rødvinen. "Skal vi ikke bare være dus med hinanden, som jeg hele tiden har prøvet at være med dig?"
   "Ja, det ... det kan vi godt, hvis du foretrækker det, hr Wittendorf," siger Henrik.
   "Der sér du jo; det er slet ikke så svært. Og du kan ligeså godt kalde mig ved mit fornavn." Viktor tager endnu en slurk af flasken, lader den hænge slapt ned ved sin side og går langsomt imod tjenestedrengen.
   "Ja, hr ... Ja, Viktor."
   "Herregud, al denne hierarkiske orden, alle disse regler!" Viktor slår ud med armene, og lidt rødvin plasker ud af flasken og ned på gulvet. "Det driver én til vanvid, gør det ikke? Er du ikke enig, Henrik?"
   "Jo, hr ... Viktor."
   Viktor smider sig på chaiselongen med det ene ben trukket op til sig og det andet liggende ud over kanten. "Kom, sæt dig her hos mig," siger han. Han har stadig sko på, og den ene hviler nu på en silkepude i chaiselongen. Henrik siger intet og sætter sig stift i den modsatte ende.
   Viktor drikker af flasken og bøvser. "Vi mænd har lov til at være lidt svinske, ikke?" siger han leende. "Også mænd som mig. Det er befriende at være lidt svinsk."
   "Ja, det er det vel," siger Henrik.
   "Kan du ikke gøre andet end at erklære dig enig med mig?" spørger Viktor, ikke hånligt, men genuint nysgerrigt. "Kan du ikke fortælle mig om dig selv? Du interesserer mig. Bliver du betalt godt for dette arbejde?"
   Henrik nikker ivrigt. "Ja, Deres far ... din far betaler mig generøst. Det er derfor, jeg forlod Hass-godset og min familie. Min mor og min storesøster arbejder begge i køkkenet derude. Min far døde i en ulykke på møllen for et år siden. Nu er det kun os tre."
   "Det må være hårdt."
   "Det er det skam, men jeg tjener rigeligt som tjenestedreng og kok herude, og jeg har i sinde at sende pengene tilbage til min mor og søster. Min søster er blevet syg. Vi tror, det er tyfus. Jeg håber på at kunne få hende behandlet. Det er hovedsageligt derfor, at jeg er så taknemmelig for stillingen herude."
   "Ja, det kan jeg da godt forestille mig." Viktor tager endnu en slurk af flasken og holder den ud for sig; den er halvt tom. Han tøver og kigger så op på Henrik igen. "Jeg kunne måske hjælpe dig. Jeg har hørt om en læge bosat i Malmø, der skulle have fundet gode, nye metoder til behandling af tyfus. Det ville skam ikke koste alt for meget at sende din søster dertil. Med lidt økonomisk hjælp fra mig ..."
   "Det ville skam være alt for meget, hr Wittendorf, Viktor; det ville vi ikke kunne tage imod," siger Henrik med store øjne, der ser ud til at indeholde et håb, der er i modstrid med hans høfligt afvisende ord.
   "Det er blot en idé indtil videre," siger Viktor med et søvnigt smil. Han stiller rødvinsflasken fra sig på mahogni-bordet ud for chaiselongen og kører fingrene dovent op og ned ad sit bryst. "Du kan jo tænke over det, og så kan jeg undersøge mulighederne for det."
   "Tak, Viktor; tak for tilbuddet i hvert fald," siger Henrik med et bredt, ungdommeligt smil.
   "Du har jo et smukt smil," siger Viktor lavmælt, træt og tilfreds. Hans ene ben, der er trukket op på chaiselongen, glider et stykke ned og kommer til at støde imod Henriks lår med skospidsen. Henrik sitrer et øjeblik og stirrer ned på gulvtæppet.
   Pludselig sætter Viktor sig op, tæt på Henrik nu, og lægger en hånd om den unge mands bøjede nakke. "Jeg kunne tænke mig at skrive et digt om dig," siger han. "Må jeg det?"
   "Hvad foregår der her?"
   Viktor og Henrik farer sammen og vender sig, som fangede forbrydere, mod indgangen fra korridoren, hvor Theodor er trådt ind.
   "Foregår der noget upassende?" spørger Theodor og går imod dem; han løber øjnene henover sin brors opknappede skjorte og vest.
   Viktor ler: "Nej, nu må du -"
   "Jeg spurgte ikke dig." Theodor retter blikket mod tjenestedrengen. "Er der foregået noget upassende?"
   Henrik rejser sig og står let bøjet, med hænderne foldet foran sig. "Nej, pastor Wittendorf, der er ikke foregået andet end, at Deres bror og jeg har ført en afslappet konversation."
   Theodor stirrer ned på sin bror, der stadig ligger dér, skødesløs og dog trodsig i sin position. "Javel. Man skal passe på med at føre afslappede konversationer med et menneske som min bror. Smut De nu blot i seng, Henning."
   "Hr pastoren må undskylde, men mit navn er Henrik."
   "Javel, ja, Henrik, smut De blot i seng."
   Henrik forsvinder ned ad gangen og over i øst-fløjen.
   "Er du beruset?" spørger Theodor.
   Viktor rejser sig, tager en lang slurk af flasken og siger roligt til sin bror: "Ja, jeg har beruset mig i flaskens glæder. Det er bedre end at beruse sig i sin egen forbandede hellighed."
   Han går ind på sit værelse og smækker døren i. Theodor bliver stående som forstenet en lang stund. Han løber fingerspidserne henover ryggen af chaiselongen. Så går han rundt og puster alle stearinlysene ud, før han går til ro.
   Der bliver uendeligt stille og mørkt på gården.

Midt om natten hører Theodor kvindegråd. Den passerer frem og tilbage i korridoren lige udenfor hans værelse.
   Theodor tænder sin petroleumslampe. Der må være tale om vindens eller et dyrs hylen, forvrænget, en fjern lyd bragt så mærkeligt nær på en uvis måde, som en fysiker ville kunne forstå sig på.
   Han hiver sine strømper op ad underbenklæderne under natkjortlen. Han tager petroleumslampen og går langsomt hen til døren. Nej, det er ganske tydeligt en kvindes gråd, og langsomme fodtrin. Han kan næsten føle de kolde brædder under fødderne bøje sig, presset ned af fodtrinnene derude.
   Han føler et barns angst, en angst, der ikke hører til i en præsts sind. Han skammer sig over angsten, selv i det øjeblik, han føler den.
   Ansporet af denne skam, denne modenhed og voksenhed, åbner han døren i ét hårdt ryk.
   Kvinden står derude og stirrer ind på ham.
   Han viger tilbage med et lille, forskrækket udbrud. Han falder ind over sengen og taber næsten petroleumslampen, men stiller den så fra sig på natbordet. Han kryber op imod sengegærdet, trækker benene til sig og trækker dynen op til hagen.
   Hun går ind på værelset og imod ham. Hun er en smuk, midaldrende kvinde med mørkt hår i en stram midterskilning. Hun har grædt, men nu smiler hun og stirrer ind i hans øjne.
   Hun kommer helt hen til hans side ved sengegærdet. Hun er højgravid. Hun stryger sig over mavens runding under kjolens sorte, grove stof.
   Hun bøjer sig ind over ham og rækker ud med kolde, fine hænder, der lægger sig på hans kinder. Hun kysser ham på panden.
   I dette øjeblik besvimer han.

Næsten med det samme, da Theodor vågner, svedig og øm i kroppen, indser han, at det blot var en drøm. Eller en hallucination i vågen tilstand, påvirket af dagens udmattende begivenheder. Der findes jo ikke spøgelser og genfærd. Dem er der ikke plads til i Guds verdensorden.
   Han tager tøj på og går ud for at indtage morgenmaden.