Folk der er vågne om natten
   Maj
   Vita Broby Skovgaard sidder ved det halvt åbne vindue og drikker kaffe. Hun stirrer ud på Københavns trafik. Bittesmå fremmede lys, forlygter og baglygter, svømmer rundt i mørket. Lygtemænd i mosen.
   Vita kan ikke falde i søvn.
   Hun har drukket for meget kaffe. Hun har lavet lidt papir-arbejde for Forfatterskolen, hvor hun arbejder med at vurdere ansøgninger og holde foredrag. Papir-arbejdet holdt hende beskæftiget i en halv time. Nu har hun intet at lave, og hun kan stadig ikke falde i søvn.
   TVet kører i dagligstuen bag hende. Der er en eller anden krimiserie på DR1. Hun har ikke fulgt med i den. Hun sætter sig ned på sofaen, tager fjernbetjeningen og skifter kanaler hurtigere og hurtigere. Hun føler sig lidt som en dum teenager. Homo Zappiens.
   Der er slet ikke noget godt på nogen af kanalerne kl. 2 om natten. Reklamer, action-film, porno, nyheder på CNN om en eller anden ny krise i Mellemøsten.
   Vita slukker for TVet, rejser sig op og kaster et blik på ansøgningerne på hendes skrivebord. Forfatterspirerne. Deres noveller og digte er begyndt at kede hende mere og mere på det seneste.
   Vita går hen til vinduet og lukker det. Kaffekoppen står stadig i vindueskarmen og er ved at blive kold. Hun drikker den sidste sjat alligevel.
   Vita kan ikke falde i søvn.


* * *
   Lyset skifter. Fra gult til rødt. Ikke fordi det betyder noget. Der er næsten ingen trafik kl. 2 om natten i den her lille lorteby.
   Nikolaj Brandes tænker lidt på dét med, at det er en lille lorteby, og han tænker lidt på, hvor surrealistisk det hele er. Lyset skifter selvom der ikke er nogen trafik. Lyset bliver bare altid ved med at skifte. Det er dets lod i livet. Dets eksistentielle essens.
   Fuck, hvor er han stiv.
   Han cykler tværs over lyskrydset og lige ned ad midten af vejen. Han slingrer. Griner lidt. Hvis der kom en bil lige nu, ville han nok ikke prøve at cykle ud til siden. Han ville smide cyklen fra sig og sætte sig ned midt på vejen. I meditationsstilling.
   Kom så. Kør mig over.
   Fremmede mennesker går forbi på fortovet. Nikolaj prøver at forestille sig, hvorfor de er ude at gå midt om natten. Han ville ønske, han bare kunne parkere cyklen, gå hen til dem og spørge dem pænt og venligt, om de ikke godt vil fortælle ham, hvorfor de går ned ad den her gade på det her tidspunkt. Nej, han vil høre mere end det. Han vil høre hele deres livshistorie. Deres små glæder og deres store problemer.
   Men Nikolaj cykler videre.
   Endelig når han til villavejen, hvor han bor. Han parkerer cyklen i skuret, låser hoveddøren op og sniger sig op ad trappen til hans værelse som en tyv. Han er lidt ligeglad med, om han vækker sine forældre eller ej.
   Han børster hurtigt tænder. Smider sig på sengen i sit røg- og øl-stinkende tøj. Han slukker lampen. Alt bliver blåligt mørkt.
   Kom så. Kør mig over.
   Nikolaj kan ikke huske, hvornår han sidst har grædt. Han kan ikke få sig selv til det nu, selvom han gerne vil. Han prøver at vride ansigtet sammen og klemme tårer ud, men der sker ingenting. Der må være et eller andet specielt trick, som han har glemt.


* * *
   Malene Rudebeck snakker med en fremmed mand over internettet. Hun har endelig fået et nyt svar på den annonce, hun har lagt ud.
   Hun sidder ved sin bærbare computer midt på gulvet i den rummelige lejlighed. Møblerne er fine og praktiske, men de står lidt underligt spredt. Hun har stadig ikke indrettet stedet ordentligt i løbet af den måned, der er gået, siden hendes forældre købte lejligheden til hende, og hun flyttede ind. Måske skulle hun hyre en indretningsekspert til det.
   Hun har en skjorte, nederdel og stribede strømpebukser på; det ser lidt kitschet ud, men det er sexet, smart og dyrt, lige fra de fedeste modebutikker her i Århus. Malene går meget op i, hvordan hun ser ud. SU'en og hendes forældre har altid sørget for, at hun har haft råd til de bedste produkter, behandlinger, frisurer og tøjstile. Men nu er hun så også begyndt på et nyt job for at få råd til en smule ekstra.
   På den bærbare chatter hun over MSN med sin nye kunde. De er blevet enige om, at han får en times almindelig sex for 1000 kr. Hun giver ham sin adresse. Han skal komme hjem til hende i morgen kl. 3 og blive til kl. 4. Ikke længere end kl. 4. Ikke et sekund længere.
   Han har sendt hende billeder af sig selv, og han ser okay ud. Ikke særlig lækker, og ikke særlig grim. Han er tynd og 20 år. Hun ville aldrig acceptere en kunde, der var tyk eller rigtig gammel.
   "Jamen så ses vi," skriver han.
   "Ja, det gør vi :)" skriver hun.
   Hun lukker computeren. Hun går ud på badeværelset og tager to lykkepiller, før hun går i seng.


* * *
   Ole Friisberg sidder i lænestolen i dagligstuen. Han har sat noget Chopin på anlægget. Nocturne i Es-dur, opus 9 nr. 2. Hvor morsomt. Nocturne. Det er jo meget passende, når det nu er nat.
   Det er nat. Han indser det lige pludselig. Det er et hårdt, koldt faktum, plasket lige op i ansigtet på ham. Det er nat, og han kan ikke falde i søvn. Vil ikke falde i søvn.
   Han kigger op på væggen, hvor der hænger billeder af familien. Der er et gammelt sort-hvidt fotografi af Birgitte, fra dengang hun var ung og på rejse i Amerika sammen med idræt-holdet. Sammen med ham. Dengang han var ung.
   Birgitte er død. Han har stadig svært ved at indse det, selvom der er gået næsten et år, siden han så hendes lig ligge sammenkrøllet og stift under et sammenkrøllet, stift lagen på hospitalsværelset. Birgitte, hans kone gennem 41 år.
   Nocturne.
   Ole rejser sig, går ud i køkkenet og hælder en snaps op. Han går tilbage til dagligstuen. Får øje på bogen, han har efterladt på bordet. Hemingway. Den gamle mand og havet. Bagsiden vender opad; der er et billede af Hemingway på den. Ole smiler og tænker på, at gamle Ernest havde et jagtgevær, og det har Ole ikke, men han har vel andre midler. Hvorfor vente, når man kan få det gjort selv?
   Ole rækker snapseglasset ud mod billedet. "Skål."


* * *
   Nana Friisberg er nødt til at finde på et projekt til billedkunst til på mandag. Hun har billedkunst på B-niveau i sin studieretning, og efter gymnasiet har hun tænkt sig at tage en eller anden kreativ videregående uddannelse. Det har hun i hvert fald skrevet i U-planen og fortalt studievejlederne. "Jeg er en meget kreativ slags person." Sikke noget pis at sidde og fyre af.
   Nana ved da ikke, hvad hun er for en slags person. Hun ved ikke engang, hvad hun vil efter gymnasiet.
   Hun kigger på mobiltelefonens ur. 02:15?! Fuck. Hun troede klokken kun var 12 eller et eller andet.
   Okay, hun skal koncentrere sig nu. Få det her overstået.
   Billedkunst-projektet skal handle om, at man undersøger en kliché indenfor billed-symbolik og prøver at vende den på hovedet.
   Hvad fanden er det for et projekt at give klassen for? Nana rejser sig fra sengen og sparker hårdt ud i luften. "Fuck," siger hun. Ikke for højt. Hendes mor sover i værelset lige ved siden af, og væggene i den her lille lortelejlighed er tynde.
   Hun går hen til det store spejl på skabsdøren og læner panden op mod det kolde glas. Hun stirrer ind i sine store, grønne øjne i den fedtede refleksion. "Fuck, fuck, fuck ..."
   Hvordan er det nu, man siger? Øjnene er "the windows to the soul ..."
   Ej, ja! Ja, dér har hun sit projekt! Projektet skal handle om øjne. Hun vil undersøge den kunstneriske kliché, at lige præcis øjnene udtrykker følelser.
   Nana hiver sin billedkunst-mappe ud fra hylden og skynder sig at skrive nogle noter og stikord til projektet, før hun går i seng.


* * *
   Christian Brandes ligger vågen i sengen ved siden af sin kone. Han stirrer på de velkendte skygger og silhouetter, møblernes rektangulære former i mørket. Så vender han hovedet og stirrer på den mørke profil af hans kones ansigt i det blålige mørke. Stefania. Han mødte hende i Italien, engang da han var på Interrail rejse rundt omkring i Europa med sine universitetsvenner i starten af 70'erne. Hans unge dage. Hans dumme dage.
   Han er 45 år nu. Christian forelskede sig hurtigt i hende dengang. Alt for hurtigt, tænker han nogle gange.
   Stefania er ellers et perle-eksempel på integration. Hun har lært at tale flydende dansk i løbet af de snart 20 år, de har været gift og boet her i Danmark. Nu kalder folk hende bare 'Stef.' Hun kunne ligeså godt hedde Stephanie.
   Her i aftes snakkede de om alkohol - om unge fjolser, der drikker hjernen ud til fester, og om voksne, ansvarlige mennesker, der får sig en snaps og nogle øller til familie-sammenkomster. Stef mente ikke, der var nogen forskel. Hun sagde igen, at de ikke burde servere eller drikke noget alkohol til de selskaber, de holder. Som om det er en synd.
   Hvor kan hun være en dum gås nogle gange, tænker han igen. Har lyst til at sige det. Råbe det af hende.
   Han sukker dybt, lader luften hvisle ud mellem tænderne. Han er så træt. Men han kan ikke falde i søvn.