Sissel
   Om grise og andet
   Jeg har lejet en bil hos den lokale Aldi. Det var den eneste bil, de havde tilbage til leje – en gammel skrammelkasse af en Toyota Corolla. Med Krak liggende åben på passagersædet kører jeg ud af motortrafikvejene og prøver at finde frem til DanGlobeTech koncernen. Jeg ender med at komme for sent derhen til min præsentation, som skulle have begyndt kl. 11 i deres konferencelokale. Klokken er halv 12, da jeg går derind med hurtige, stive skridt. "Det må I undskylde. Jeg havde svært ved at finde herud."
   De seks mandlige ledere af koncernen sidder rundt om bordet og kigger op på mig med øjne, der ser små og griseagtige ud. Faktisk er deres ansigter og kroppe meget griseagtige, buttede og akavede og huden nærmest lyserød. De grynter som svar på min undskyldning. Der står et enkelt glas med saltstænger midt på bordet.
   Der er stillet en bærbar computer med overhead frem, og et projektionslærred trukket ned foran tavlen for enden af konferencebordet. Jeg sætter min diskette ind i computeren og finder hurtigt PowerPoint-præsentationen frem. Så tager jeg en dyb indånding.
   "Det, jeg er kommet her for at fortælle jer om, er hvordan I kan være med til at gøre en forskel. En forskel, der betyder håb for fremtiden og fremtidige generationer. Håb for jeres børn og børnebørn. Håb for miljøet."


* * *
   En time senere står jeg der og har talt mig selv hæs, og det glas vand, sekretæren har givet mig i pausen, smager af klorin. Jeg når endelig til det sidste billede i PowerPoint-præsentationen, der ellers bestod af komplicerede diagrammer og grafer. Det sidste billede er et kunstnerisk foto af en vindmøllepark med en solopgang skinnende ind fra horisonten.
   "Så tænk godt og grundigt over, hvad jeg har fortalt jer i dag, før I begynder forhandlingerne med hovedkoncernen i januar. Tænk på DanGlobeTechs fremtid som foregangseksempel for andre multinationale selskaber i Europa. Tænk på miljøets fremtid. Hvis alle DanGlobeTechs koncerner kan samarbejde om en overgang fra fossile brændstoffer til grøn energi, vil vi gå en lys og først og fremmest dansk fremtid i møde."
   Jeg lukker PowerPoint-præsentationen. Et øjeblik sidder lederne bare der ved konferencebordet og stirrer på mig og den blanke skærm.
   "Det var det hele," siger jeg.
   Langsomt begynder de at klappe. Bifaldet dør hen efter fem sekunder, og så rejser de sig og går hen og giver mig hårde, faste håndtryk. Jeg klikker disketten ud af computeren og stikker den ind i min mappe. Jeg skal til at forlade lokalet, da jeg hører en stemme fra den bagerste ende af konferencebordet.
   "Det var da godt nok flot, at én som dig er blevet en rigtig leder."
   Jeg stopper op og kniber øjnene sammen for at se den sidste leder, der er blevet tilbage. Jeg havde slet ikke kunnet se ham i den mørke, bagerste ende af lokalet. Nu træder han frem, mens han rækker ind over bordet og tager den sidste saltstang fra glasset midt på bordet.
   "Undskyld, hvad mener De?" spørger jeg.
   "Du behøver et a' bruge høflig tiltale," siger han med et smil. Han ligner de andre mænd fra koncernen, buttet og griseagtig. "Vil du ha' en saltstang?" Han rækker den frem mod mig, som om det var en fin lille gave.
   "Øh, ja tak," siger jeg og tager imod saltstangen. Jeg tager en bid af den. Den er nærmest våd og blød.
   "Det er så gammeldaus at bruge høflig tiltale," fortsætter han.
   Jeg nikker og smiler. "Ja, det er det vel. Det må du undskylde."
   "Men vi ka' nu godt li' at være gammeldaus herne' i den sønderjyske DGT koncern. Vi kan godt li' at være lidt forældede."
   "Nå," siger jeg og prøver at holde min stemme neutral. 'Forældet' var et af de ord, jeg valgte til at beskrive brugen af fossile brændstoffer, når DGT nu har mulighederne for at gå over til grøn energi. "Men hvad mente du med, at det er flot, at 'én som mig' er blevet leder?"
   "Et nau." Han smiler. Han kan godt tale rigsdansk, hvis han vil – det kan jeg høre på ham – men han taler sønderjysk til mig med vilje. Han går ud af lokalet. Jeg smider den halvt spiste saltstang ned i en potteplante, før jeg går ud i koncernens lyse gange.


* * *
   Jeg parkerer den gamle, døende Toyota i et tomt hjørne af hotellets parkeringsplads. Jeg går ind i lobbyen med hurtige skridt. Brian står i receptionen igen og smiler og vinker til mig. Jeg sender ham et irriteret blik, der fjerner smilet fra hans ansigt. Jeg tager elevatoren til 5. etage og banker knoerne mod den blanke metalvæg i en let, hurtig rytme, mens jeg venter på, at det langsomme maskineri skal transportere mig op. Da jeg går ned af gangen til mit værelse, står Ulla Brøgger, min kære veninde fra i går, og fejer det støvede gulvtæppe.
   Hun smiler op til mig med sine nikotingullige tænder. "Do ser u' som om do har haft en mockedau?"
   "Ja, Ulla. Jeg har haft en mockedau." Lortedag. Jeg fumler i min jakkes lommer efter værelsesnøglen.
   "Victor Borge sa' engang, at al' de dårlige ting og al' de go' ting, der var sket for ham, det var al'sam' snefnug. Bare snefnug. Han var granne, ham Victor Bou'."
   "Det var han vel," siger jeg og låser mig ind. Jeg smækker døren i.


* * *
   Jeg ligger i badekarret igen den aften. Jeg har ikke puttet skumsæbe i, og jeg kan se min nøgne krops slørede konturer under vandoverfladen. Jeg holder min mobiltelefon i hånden ude over kanten af badekarret. Jeg finder Franks nummer frem i telefonbogen. Et øjeblik svæver min tommelfinger over knappen til at ringe ham op. Så slukker jeg telefonen og lader den falde ned på gulvet.
   Jeg læner mit hoved tilbage mod de kolde vægfliser og stirrer op på loftet. Den samme strimmel spindelvæv hænger stadig deroppe og svæver frem og tilbage.
   Selv herinde kan jeg høre elevatorens skramlende, skurrende maskineri, når nogen bruger den.


* * *
   Næste dag kører jeg ud til min fars gård. Jeg har fået en mail fra triumviratet, hvor der står, at jeg skal blive her på Als i tre uger og præsentere planen om overgangen til grøn energi for nogle andre, mindre fabrikker rundt omkring i kommunen. Jeg har ikke ringet til Frank for at fortælle ham om det. Af en eller anden grund har jeg ikke lyst til at snakke med Frank.
   Min fars gård ligger ca. en halv times kørsel udenfor Sønderborg, ude omkring Ragebøl og Helved. Jeg kører ned ad den smalle, rumlende sidevej mellem egetræerne og ind ad indkørslen til den store, brostensbelagte gårdplads. Han står ude foran og venter. Han ryger en pibe og smiler med læberne i en mærkelig, kantet ] form. Han er næsten sådan, som jeg kan huske ham fra min barndom. Hans krop er måske lidt mere lasket og lavstammet, og hans kinder er ikke så tykke og rødmossede, som jeg husker dem. Hans hår plejede at være kraftigt og brunt; nu er det bare en klump gråt spindelvæv, og han har barberet sit skæg væk.
   Jeg parkerer bilen i hjørnet mellem laden og gårdsbygningen. Da jeg står ud, råber han med det samme: "Godaw, min pich! Æ har gjort et kaff'bord klart til os; ska' du et ind og ha' nau kaff'?"
   "Jo, tak, far," siger jeg og smiler og går hen til ham. Uden advarsel giver han mig et knogleknusende kram, der slår luften ud af mig. Han har lidt jord eller griselort eller måske begge dele på sin kedeldragts bukseben, og det bliver smurt lidt af på mit hvide jakkesæt. Han lægger vist ikke mærke til det, og jeg siger ikke noget om det.
   "Har du noget kage eller et eller andet? Jeg er blevet ret sulten," siger jeg.
   "Kage? Do ska' da et ha' kage, lille Sisle; do ska' ha bækkenøer o' mussenøer!" siger han med et dybt grin fra halsen og ølvommen, mens han går ind ad den åbne dør til gårdens entré. Jeg følger efter, mens jeg husker, at kage betyder franskbrød.
   "Kage!" griner han igen. "Det ska' da bli' finere end det! Æ har lau't bækkenøer o' mussenøer ti' vos. De æ godt nok et så go' som mors. Hun ka' jo et lau' dem længer'." Et øjeblik bliver hans stemme mindre munter, mere stille, og han taler som et normalt menneske i stedet for at råbe op. Så griner han. "Men det ka' gå an, et, min pich?"
   "Det ka' gå an, far," siger jeg med et smil. Bækkenøer og mussenøer er småkager. Mor lavede dejlige mussenøer; det var nærmest som pebernødder, bare større og mere krydrede.
   Vi går ind i dagligstuen. Bornholmeruret tikker, og lyden er helt ligesom den, jeg husker så godt fra hvert sekund, jeg tilbragte herinde, da jeg var lille. Der er ikke tændt op i pejsen; den er mørk og kold og grå. "Æ har fået æ radiator i æ davle dørens, som du ka' se!" siger far og peger stolt på de to radiatorer omkring den nu ubrugte pejs. "Det et så hyg'ligt som æ pejs, men det ka' gå an! Et, lille Sisle?"


* * *
   Æ står u å æ ø u i æ å.
   Sådan føles det. Hele tiden.
   Et sprog man ikke kan tale og et sted der er fjernt fra begge bredder.


* * *
   Senere kører jeg os ud til Tanghave Plejehjem. Plejehjemmet er en række lave, røde murstensblokke rundt omkring store arealer med græsplæner og rosenbede. Hen på eftermiddagen er himlen blevet grålig med en lilla nuance omkring horisonten. Parkeringspladsen er næsten tom, og jeg parkerer i hjørnet tættest ved indgangen. Da vi stiger ud, rammer de kolde, bitre vinde mig med det samme, og jeg går hurtigt forrest ind i plejehjemmets forhal.
   Der sidder nogle gamle damer og ser Søren Ryges haveprogram i fjernsynet. En sygeplejerske hjælper en lavstammet, rystende mand med en rollator hen til sofaen. Der lugter af kaffe og røg. Jeg vender mig mod min far. "Nå, så må du vise vej. Jeg har ... jeg har jo ikke været her for nylig."
   "Do har et været her i fem år, lille Sisle." For første gang i dag mister min fars stemme lidt den muntre klang. Der er en snert af bebrejdelse i hans ord, tror jeg. Så jeg prøver at undskylde, mens han går ned ad gangen foran mig.
   "Jeg har simpelthen haft så travlt med mit arbejde på DGT i København ... Jeg havde virkelig tænkt mig at -"
   "Det ska' du et bekymr' dei' om. Det ka' vær' lige-maj't, lille Sisle."
   "Tak."
   "Et nau a' tak' mig for."


* * *
   Jeg føler mig så lille, når han snakker til mig. Men lille på en god måde. Lille på den måde, at der bliver passet på mig, at jeg ligger under et varmt, uldent tæppe, at jeg ikke skal tænke så meget på at forsvare mig imod verden hele tiden, for jeg vil altid have en beskyttelse, et sikkerhedsnet.
   Det lyder lidt dumt, når man siger det sådan.
   Jeg er bange for, at han også vil være væk en dag. Måske 'væk' ligesom mor er væk. Eller bare død.


* * *
   Der er helt stille inde på min mors stue. Hun sidder i rullestolen og stirrer blankt. Da jeg trykkede hendes hånd, og far sagde: "Se, Ellen, se hvem der æ å besøg! Det æ din pich Sisle!", smilede hun svagt; læberne blævrede nærmest. Hendes øjne hvilede på mig et sekund før de rullede nedad igen. Der var blålige og grønlige små årer i hendes øjne. Hendes øjne lignede splintrede glasruder.
   Jeg sidder på sofaen overfor hende, mens min far sidder ved siden af hende og mader hende med noget marmorkage, som han har taget med. Hun kan næsten ikke holde stykkerne i munden og tygge dem. Hun siger ikke noget. Hun fokuserer ikke øjnene på noget bestemt.
   Min far fortæller hende om, hvordan det går ude på gården. Han fortæller hende om en so, der har fået et kuld og en gris, der hele tiden æder og nogle gange jager de andre grise væk fra truget. Han fortæller hende om mig. "Lille Sisle arbejder i et stort stort firma i Køb'nhaun, ka' du jo nok husk'! Hun har virk'lig scoret æ jack-påt. Og så har hun en kær'st. Hva æ det nu, han he'e?"
   "Han hedder Frank, far."
   "Frank, nåja! Ligesom æ pølsemand ne'e å æ torv. Men lille Sisles kær'st Frank æ vist ikke pølsemand." Hans latter runger højt og gennemtrængende i den stille stue.
   Min mor sidder i rullestolen og smiler tomt. 'Vacant' kalder man det på engelsk. Ordet kan også betyde 'ledigt', som i at et værelse eller noget er ledigt. Nogle engelske ord er bedre end nogle danske ord. I hvert fald bedre end sønderjyske ord.
   Jeg stirrer på hendes hænder. De er så skrøbelige og tynde, at man nærmest kan se igennem dem. Som silkepapir.
   Med små grå og blålige blodårer.
   Jeg kigger ned på mine egne hænder. De er glatte og rene og hvide.


* * *
   Den aften har jeg kraftig, tynd afføring, der føles som en mellemting mellem diarré og ren væske. Det var de forbandede mussenøer og bækkenøer. De løber lige ud af mig. Mussenøer og bækkenøer.


* * *
   Jeg ringer til Frank og beder ham om at fortælle mig om hans forældre.
   Han siger, der ikke er noget at fortælle. De gav ham en god opvækst i København i et overklassemiljø. Blev skilt og blev senere gift igen. Nu er de flyttet til Gran Canaria.