---
   8.
   ---

Ved aftensmaden bliver der ikke talt meget, og bornholmerurets tikken dominerer i stuen.
   Pludselig kigger Jakob op på Viktor. "Fulgte du mit råd?"
   Viktor tøver. Så svarer han med et smil og et blik over på Henrik: "Ja."
   "Hvad foregår der?" spørger Theodor og lægger bestikket fra sig. "Hvilket råd?"
   Henrik kigger ned på sin tallerken. Viktor fastholder strengt Jakobs blik, men denne sidder og smiler et fandenivoldsk smil. Han røber hemmeligheden: "Viktor har fuldbyrdet sine lyster med tjenestedrengen."
   Theodor rejser sig; stolen skurrer mod gulvet i den tyste stue. Han går med hastige, kontrollerede skridt ind på sit værelse. Viktor følger efter. "Theodor! Theodor! Nej, nu skal vi tale sammen!" Han får døren smækket op i fjæset, men hamrer en stærk arm imod og maser sig ind på værelset, hvor hans tvillingebror viger ængsteligt tilbage mod skrivebordet.
   "Jeg vil gerne være alene," siger Theodor.
   "Alene med Gud?"
   "Jeg vil gerne være alene!"
   Men Viktor smækker døren i bag sig. Han drejer den lille kobber-nøgle i låsen.
   "Kan du se os for dig lige nu?" spørger han. "Mig og Henrik? Kan du forestille dig det? Hvordan to mænd er sammen?"
   "Det er en vederstyggelighed," hvæser Theodor.
   "Er jeg en vederstyggelighed?" spørger Viktor, forundret. Han går imod Theodor med udstrakte hænder. "Kalder du din egen bror en vederstyggelighed?"
   "Det du har gjort er en vederstyggelighed," siger Theodor, sitrende; han kigger væk, ned på et støvet hjørne af værelset. "Du forvansker mine ord. Det er djævelskab at forvanske et andet menneskes ord."
   "Der er så meget der er djævelskab!" siger Viktor leende. "Nogen gange tror jeg ikke, der er andet end djævelskab i verden, når jeg lytter til sådan én som dig." Han rækker hænderne ud mod Theodors kinder.
   Theodor går væk i et frastødt ryk. Han stiller sig ved fodenden af sengen med ryggen til sin bror. Han knuger knoppen af sengestolpen i den ene hånd. "Det er ikke kun mig, du støder fra dig med disse handlinger. Far blev knust, da han hørte sandheden om dig. Hvorfor tror du, du aldrig hører fra ham?"
   Viktor griner igen, glædesløst og gøende. "Fars tavshed! Tror du, det er det sværeste? Man vænner sig til fars tavshed. Nej, du har ingen anelse om, hvor svært det er for mig. Du har ingen anelse om, hvor hårdt det er at blive arresteret for ingenting af ordensmagten, store grupper af os, sendt i fængsel og spyttet ud igen den næste dag, og så er endnu et af vores tilhængssteder blevet lukket, de særlige beværtninger ..." Han går helt hen til Theodor og hvisker ham næsten ind i øret nu. "Og man kan hele tiden mærke folks blikke på sig; man ved hele tiden, at man bliver fordømt. Det er Helvede! Vi lever i Helvede, på grund af folk som dig! Vi lever i Helvede lige nu! Man har slet ikke brug for ét til os efter døden!"
   "Var din mund, før din tale bliver blasfemisk!"
   Viktor griber fat om Theodors skuldre og vender ham om mod sig. "Dér ender du altid, 'din tale er blasfemisk; din tale er blasfemisk'! Jeg ved jo ikke, hvordan jeg skal trænge igennem til dig, dit forbandede, højhellige svin!" sprutter han med et vanvittigt, desperat smil. "Man burde gøre noget! Du burde føle en afvigelse på din egen krop! Jeg kunne tage dig med vold. Jeg kunne tage dig med vold! Dét ville så sandelig være blasfemisk!"
   "Hjælp mig!" skriger Theodor. "Hjælp -"
   Viktor vender sin bror om og hamrer ham op mod væggen i én flydende bevægelse. "Nej! Nej, Viktor, nej, nu må du komme til fornuft, Viktor," klynker Theodor, mens han forsøger at vride sig fri. Viktor presser ham op ad væggen med hele sin kropsvægt. Han rækker indenom Theodor og spænder bæltet op med een hånd, mens den anden griber fat om Theodors højre håndled; Theodors venstre hånd søger rystende ned for at forhindre afklædningen, men det er for sent; Viktor river bukserne og underbenklæderne ned. Theodor råber igen på hjælp, men Viktor griber fat i hans hår og hamrer hans hoved ind i væggen.
   "Hvad foregår der derinde?" råber Jakob ude fra gangen; der bliver taget hårdt i døren igen og igen. "Viktor, du skal ikke gøre pastoren fortræd!" råber Henrik.

---

"Træd tilbage, knægt," siger Jakob og forsøger at sparke døren op. Han har intet held med det; han prøver igen, og igen; så går han over til at hamre sin skulder imod den. Ved siden af ham begynder Henrik også. De kaster deres samlede kropsvægt ind i døren, men det er solidt egetræ; det rokker sig ikke, eller i hvert fald for langsomt.

---

Viktor spænder sine bukser op. Spinkle Theodor vrider sig for at komme fri og gnubber ballerne imod Viktors halvvejs erekte lem.
   Theodor hulker håbløst nu. "Nej Viktor nej nej ..." En pludselig vrede kommer ind i hans stemme. "Nej, din forbandede djævel, nej, din vederstyggelige djævel!"

---

"Vinduet," siger Henrik pludselig, åndeløst, og løber fra Jakob ned ad gangen og gennem opholdsstuen. Han slår porten op og løber ud i den kølige skumring i gårdmidten, hvor han griber en økse fra en træstub. Han løber hele vejen rundt om bygningen til ydersiden af fløjen, langs med muren, indtil han når vinduet til Jakobs værelse. Stemmerne trænger bedre igennem her; Theodor skriger: "Nej, din forbandede djævel, nej, din vederstyggelige djævel!" Henrik kan ikke se dem herfra; de må være oppe imod væggen umiddelbart ved siden af vinduet.
   Han svinger øksen ind i vinduet, og det splintres.
   Theodor og Viktor kommer begge med forskrækkede udbrud; de vakler tilbage fra væggen. Theodor falder ned på gulvet med bukserne om anklerne. Henrik smækker økseskaftet ned i vindueskarmen og bevæger det hele vejen rundt, så de sidste glasstykker falder ned. Så kravler han igennem og står dér, foran de to brødre, med øksen i hånden.
   Han råber af dem: "Nu må I holde op! Nu må det være nok! Jeg er ligeglad med, hvor meget I hader hinanden, og hvor meget had og, og mistro og hån og spot, der er imellem jer, men nu må I holde op! Dét, der skulle til at ske herinde, var afskyeligt! På alle måder! Ikke bare 'i Guds øjne', simpelthen bare ... afskyeligt! Nu holder I begge to op!"
   Viktor og Theodor stirrer begge ned på gulvet som børn, der skammer sig. De tager bukserne på igen. Viktor låser døren op og går hastigt forbi Jakob, der står som forstenet i gangen. Theodor synker sammen på sengen.
   "Tak," siger han uden at møde tjenestedrengens blik.
   Henrik går ud og lukker døren efter sig.

---
   9.
   ---

Brødrene og tjenestedrengen bliver på deres værelser resten af aftenen og natten. På grund af det ituslåede vindue flytter Theodor over i værelset længere mod fløjens bagerste hjørne, længere væk fra Jakobs og Viktors værelser.
   Om morgenen går Henrik tøvende, som en søvngænger, ud og dækker bordet til morgenmad. Han spiser alene.
   Én efter én, med et kvarters eller en halv times mellemrum, lister brødrene ud og henter mad ind på deres værelser. Ingen vil se hinanden; ingen vil tale til hinanden. Frokosttid passerer ligeledes. Der er tyst på gården, og man lytter efter fodtrin og åbningen og lukningen af døre; man lytter efter suk og stønnen og gråd.
   En mærkelig, tyk, grå tåge har lagt sig over landskabet i dag. Det rødlige solskin trænger næsten ikke ned hen på eftermiddagen.
   På sit værelse går Jakob frem og tilbage i sin natkjortel og på strømpefødder. Han vrider fingrene foran sig som et nervøst barn. Han stopper op ved natbordet, hvor der ligger en almanak. Han bladrer uinteresseret igennem den. Der står at det er sommersolhverv i dag, den 21. juni. Årets længste dag.
   Det er vel på sin vis en passende højtidelig dag. Jakob smiler for sig selv og lægger almanakken fra sig. Han går ud af værelset, stopper op i døråbningen og kigger tilbage. Dynen er krøllet lidt sammen, men ellers er der pænt, rent og ryddeligt. Jakob går videre ned ad korridoren og ind i redskabsrummet bagerst. Blandt haveredskaberne finder han en god længde stærkt reb og en tom sæk til korn. Han tager rebet og sækken med sig, går henover gårdmidten, gennem østfløjens porte og videre ned ad skråningen til søen. Tågen smyger sig om ham og får ham til at skælve under natkjortlen.
   Robåden ligger stadig fortøjet til et tykt birketræ dernede. Jakob går rundt ved søbredden. Han samler store, tunge sten op og lægger dem i sækken, indtil den utvivlsomt vejer mere end hans egen krop. Han slæber den helt hen til båden og slynger den op i den solide træbund. Så tager han det medbragte reb, hopper selv op i båden og giver sig til at binde rebet fast om sækkens åbning. Han har altid været god til at binde stærke, komplicerede knob; det er en af de færdigheder, hans far engang lærte ham.
   Jakob binder nu sækken fast til sin venstre ankel. Hvis han smed sig i vandet nu, ville der ikke være tid til at ombestemme sig og redde sig selv. Beslutningen ville være uigenkaldelig. Han ville synke ned til iglerne. Han kunne give dem et festmåltid.
   Han løsner fortøjningen og begynder at ro ud mod midten af søen. Det går hurtigt og let. Vandet glider med en blød, nærmest kærlig modstand om årerne. Jakob overraskes af sin egen armstyrke, eller måske snarere vandets eftergivenhed. For én gangs skyld i livet er noget let.
   Tågen tykner. Snart kan han ikke se søbredden overhovedet. Der er kun vandet og tågen og over ham birketræernes grene med blegt-gullige blade. De hænger ned mod ham som et stort væsens slatne fingre.
   Jakob giver slip på årerne og lader båden gynge blidt herude i intetheden. Der er så stille. Herude er det, som om gården og Viktor og Theodor og Henrik slet ikke eksisterer. Som om far og mor og livet i København slet ikke eksisterer.
   Han rækker en hånd ned i vandet og føler den glatte, rene, isnende kulde. Så stikker han sit frie, højre ben ud og dypper foden.
   En mørk form tegner sig pludselig i tågen umiddelbart ud for bådens bov. Jakob gisper og trækker benet op til sig igen; båden balanceres igen. Den mørke skikkelse kommer nærmere gennem tågen nu, og Jakob husker pludselig barndomsfantasiens rædsler, søuhyrer, lygtemænd og mosehekse.
   Skikkelsen træder frem og bliver tydelig; det er en kvinde iklædt en sort kjole. Hun er højgravid og holder hænderne foldet over mavens runding. Jakob husker Viktors og Henriks ord ved morgenbordet i går. Et genfærd.
   Kvinden går henover vandet som Jesus; et øjeblik har Jakob næsten lyst til at grine, midt i sin frygt, af denne fantastiske blasfemi. Hendes bare, kridhvide fødder betræder vandoverfladen som var den af glas, et stort spejl, som i et eventyr. Troldespejlet. Snedronningen. Hun smiler roligt til Jakob, idet hun stiller sig helt hen foran bådens bov.
   Jakob stirrer på hende. Det er jo hende. Det er jo husholdersken fra hans barndomstid herude. Emilie.
   Emilie løfter op i kjolen, op til knæene. Jakob ser en stribe blod trille ned ad det ene behårede, blege skinneben. Så strømmer endnu en skarlagensrød stribe ned ad det andet skinneben, og endnu en. Snart fosser blodet ned fra Emilies skød.
   Det spreder sig i vandoverfladen med en unaturlig fart; det blomstrer nedad og udad og fylder hele søen. Vandet er snart rødt overalt, som Nilen i den gammeltestamentlige skrøne. Det fortaber sig ud i tågen; det oversvømmer vel snart bredderne og hele landskabet og gården; blodet vil indsvøbe alting. Det mætter vel i det mindste iglerne dernede, tænker Jakob delirisk.
   Og Emilie smiler fortsat roligt til Jakob, mens hun står dér, et rigtigt genfærd; og Jakobs sidste tanke, før han besvimer, er at hvis der virkelig er en risiko for at skulle hjemsøge denne verden efter døden, så kan det sgu næsten ikke være besværet værd at fremskynde processen.

---
   10.
   ---

Han vågner op til lyden af desperat gråd og bramfrit udstødte eder.
   "Åh for Helvede! Åh for Satan! For pokker!" råber Viktor spruttende et sted. "Jakob, hvorfor gør du sådan noget?"
   Jakob stirrer op i den mørkeblå himmel; det er skumringstid. Han ligger i båden. Pludselig rykkes der voldsomt i den; nogen har grebet fat i den; to personer, fra hver sin side.
   "Vær forsigtige!" råber Theodor fra bredden.
   Henrik, der er lettest, hiver sig ombord. Han hjælper derefter Viktor op. Jakob smiler næsten ved tanken om, at de to igen er endt i søens iglebefængte vand. Han vender hovedet lidt og ser, at vandet er normalt igen; det hele var en hallucination, og dog.
   "Hold ham fast! Hold ham fast og bind knuden op!" siger Viktor, mens han griber årerne og begynder at ro febrilsk. Henrik sætter sig overskrævs på Jakob og giver sig til at kæmpe med knuden, der forbinder sækken med mandens ankel.
   "Bare rolig," siger Jakob træt. "Jeg har ikke tænkt mig at kaste mig ud nu."
   Henrik ser ikke ud til at tro på denne forsikring. Han reagerer i hvert fald ikke, rykker sig ikke fra Jakobs lår og binder overraskende fermt knuden op. Bag ham sidder Viktor og ror. De nærmer sig bredden ligeså hurtigt, som Jakob roede ud til midten af søen.
   "Jakob," hulker den ventende Theodor. "Jakob, min bror ..."
   "Jeg har bundet ham fri nu," siger Henrik og springer sammen med Viktor ud i det lave vand. De trækker båden helt op på land. Tågen er lettet.
   Theodor knæler ved båden og omfavner sin slappe bror. Viktor og Henrik river igler af sig selv og hinanden, mens de flår deres gennemblødte tøj af. Der sidder kun 3-4 af de sorte parasitter på hver af de to mænds skælvende kroppe, ikke ligeså mange som sidst.
   "Jakob, vi vil jo bare gerne beholde dig her hos os," siger Theodor og knuger sin bror ind til sig. "Du må ikke forlade os sådan. Elsker du os ikke? Vi elsker allesammen dig så højt ..."
   Jakob river sig løs fra omfavnelsen og kommer på benene. Han stavrer forvirret omkring et øjeblik. Han stirrer på Viktor og Henrik, der er ved at tage underbenklæder og bukser på igen.
   "Jeg har set jeres genfærd."
   Viktor og Henrik stopper op. De holder deres tøj ud for sig i små, dryppende bunker.
   " Hun vil os noget!" siger Jakob. Han vender sig og går op imod gården igen.
   Theodor, Viktor og Henrik følger manden op til øst-fløjen, som han slår porten op til. "Henrik, hent en lampe!" råber Jakob uden at kigge sig tilbage, mens han tordner ned ad korridoren. Henrik smutter ind på sit værelse og henter sin allerede tændte petroleumslampe. De fire mænd går alle ned til det yderste hjørne af fløjen og ind på husholderskens gamle værelse.
   Jakob bøjer sig og kigger under sengen, hvorefter han retter sig op, flår lagnet af, løfter madrassen og smider den over i et tomt hjørne. "Den må vi sprætte op," siger han roligt. Han vender sig mod det åbentstående skab og sparker hårdt mod bagsiden, væggene og bunden af det, som for at prøve at finde hulrum. De tre andre mænd deltager ikke, men står som hypnotiserede i døråbningen. "Vi kan hakke det i stykker med øksen," siger Jakob og slår en arm ud mod skabet. Han vender sig mod skrivebordet og river skufferne ud, seks i alt i hver sin ende. Der er intet i rummene i bordet; han bøjer sig ind og kigger efter. Han løfter skufferne lidt op én efter én og sparker foden igennem de tynde træbunde.
   Ved den tredje falder ikke én, men to træplader ud, samt en tynd, sort notesbog, der lå imellem dem.
   "En falsk bund," siger Jakob med et smil. "Pragtfuldt."
   Han samler bogen op og bladrer igennem den. "Det er hendes dagbog. Emilies dagbog."
   "Hvad står der?" spørger Henrik.
   "I finder vel ikke noget dér," siger Theodor. "Og det er ubehøvlet at snage i et andet menneskes hemmelige optegnelser."
   "Hold din kæft, Theodor," siger Jakob og sætter sig på kanten af sengens skelet af ormstukkent træ og ståltråd. "Her står noget om, at hun overvejer at ansætte en ny kokkepige ... Her står, at herren har givet hende en uhørt fin halskæde i fødselsdagsgave, ud af ren og skær taknemmelighed for hendes tro tjeneste..."
   Henrik går hen og sætter sig ved siden af Jakob for at kigge med. Viktor føler sig ubehageligt til mode, stående ved siden af Theodor i døråbningen. Han går hen og sætter sig på den anden side af Jakob.
   "Vent, der stod noget dér; nej, du skal et par sider tilbage," siger Henrik. "Dér. 'Affære'? Jeg kan ikke læse hendes skråskrift."
   Jakob læser højt:

'30. oktober 1879
   Det er ikke til at bære! Jeg elsker jo Herren, og der har været Stunder, hvor jeg i Sandhed har troet, at han ogsaa elskede mig. Men han benægter det; han kan være saa frygteligt tavs og kold. Jeg vil ikke tro, at det hele blot er bleven en tarvelig Affære i den kropslige Forstand; disse vore hemmelige Møder.'

"Vent," siger Viktor. "Herren. Det er far?"
   "Der var jo ikke nogen andre herrer herude dengang," siger Jakob tonløst. Han læser videre:
   'Selvfølgelig har Herrens Vellystighed været en Aarsag til disse Møder, i Begyndelsen i hvert Tilfælde. Der var ikke Kærlighed fra Begyndelsen. Men Kærligheden er efterhaanden opstaaet; dét tror jeg, imellem vore Kroppe, som ikke længere bærer nogen Hemmeligheder for hinanden. Nu føler jeg det frygteligste Sus af Glæde ved blot en tilfældig Berøring, ved Middagsbordet, i Fruens Nærvær !
   Jeg tror, Fruen ved, hvad der foregaar, eller bærer paa en Mistanke. Men hun er kold; det er for hende ligegyldigt. Jeg har hørt, at hun selv har haft Elskere. Aa, hvis blot jeg var gift med Herren! Hvis blot vi kunne leve sammen og elske hinanden uden Skam!

15. november 1879
   Jeg er sikker paa, at jeg er frugtsommelig nu. Det vokser indeni mig. Jeg har fortalt Herren det. Han blev tavs og forlod mig. Der bliver slet ikke talt ved Middagsbordet i disse Dage. Det er Pinsel; Man føler sig saa indespærret her paa Gaarden; ej længere er det et Frihedens og Lykkens Sted!

20. november 1879
   Herren elsker mig ikke! Jeg er for Herren en Byrde, en Belastning! Og nu er jeg svanger, og det har blot for ham gjort Byrden tungere! Aa, hvilken Ondskab, hvilken Uretfærdighed! Hvorfor lokker Kærligheden mig, som en Ellekvinde lokker unge Hyrdedrenge, før hun viser sig at være hul indeni! Hul og falsk!
   Ak, jeg kan ikke skrive nu; jeg kan ikke nedfælde, hvad der er sket i Ord -

21. november 1879
   Jeg føler, at jeg kan tænke klarere nu.
   Herren har forladt mig. Herren og Fruen er draget af sted i den største Hast, hovedkulds, som Tyve fra et bestjaalet Hus midt om Natten. De er draget til Paris, siges det. Den lille Jakob har de sendt på Kostskole. Jeg skal forblive paa Gaarden og tage mig af den med Peer og Irene. Vi er en sørgmodig Trio, latterliggjort; vi tager os af en Residens uden dens retmæssige Beboere, en Slægtsgaard uden Slægten.'

Jakob kigger op fra dagbogen. "Peer og Irene ... staldkarlen og kokkepigen. Og det er altsammen sandt. Jeg blev sendt på kostskole dengang, da jeg var 10-11 år, og far og mor tog til Paris og blev dér i flere måneder. Jeg forstod aldrig hvorfor."
   Theodor ser bleg og kvalm ud; han dupper sin pande, hvor en af de lyse lokker er faldet ned over hans mørke øje.
   Jakob fortsætter:

'24. december 1879
   En ensom Juleaften. Peer, Irene og jeg gav hinanden billige, tarvelige Julegaver. Jeg kunne tage Livet af mig! Men Barnet; Barnet vokser indeni mig. Jeg maa leve, naar jeg har dette lille Liv indeni mig. Jeg maa fortsætte.

12. februar 1880
   Min Mave danner en fin Runding nu; man kan se uden et Anstrøg af Tvivl, at jeg er svanger. Men Peer og Irene siger Intet. Herren og Fruen lader ikke høre fra sig. Det er frygteligt; denne Taushed fra Alle! Gemmer de Alle paa een stor Hemmelighed?

17. maj 1880
   Dagene passerer uden Ændringer eller Afsløringer. Jeg føler mig som en Søvngænger fanget i en tyk Taage. Jeg tilbringer Dagene ørkesløst henslængt i min Gyngestol; jeg læser, og jeg betragter Himlen og Stærene. Jeg ved, at jeg skal føde Tvillinger. De sparker saa ivrigt derinde.
   Er det Meningen, at jeg skal føde uden en Mand til at støtte mig, uden en Mand til at opdrage mine to smaa Guldklumper med? Hvordan kan Gud være saa ondsindet? Jeg vil ikke! Jeg vil ikke!

18. juni 1880
   Jeg forstaar nu! Aa, det er frygteligt! Aa, jeg forstaar det nu! Jeg har løst Gaaden!
   Som Gøgeunger, taget fra een Rede og lagt i en Anden - !
   Herren og Fruen har været i Paris for at ingen herhjemme skulle kunne se, at Fruen ej har været svanger! Snart vil jeg have født, og de vil komme tilbage; de vil tage Børnene fra mig og opdrage dem som deres egne! Saaledes undgaas en Skandale. Jeg ved, at ingen vil tro paa mig, hvis jeg fortæller Sandheden om den respektable Herre og hans Affære med mig. De vil velsagtens anbringe mig i Aandssvageforsorgen! Jeg vil blive anset for at være gal, en gal, sindssyg Kone! Men jeg maa fortælle Sandheden! Det maa jeg! Det er saa slet; Herren er et slet Menneske; jeg ved det nu!
   Aa, mine Børn; de maa ej blive taget fra mig; de maa ej blive anbragt hos den forkerte Moder, som Gøgeunger -

19. juni 1880
   Det er snart Sommersolhverv. Jeg tror, at jeg maaske skal føde paa Sommersolhvervsdag.
   Stæreflokkene er saa smukke at se paa. De skjænker mig en vis Fred og Ro i Sindet.'

"Den stopper dér," siger Jakob og bladrer igennem de resterende, tomme sider. "Der er ikke flere optegnelser."
   "Hun døde i barselssengen," siger Henrik tonløst. "Hun må have mistet livet i barselssengen. Derfor har I aldrig hørt fra hende; derfor var der ikke nogen skandale om en husholderske, der kom med vilde beskyldninger. Derfor har hun vist sig for os i højt svanger skikkelse."
   Jakob nikker ordløst. Han lukker dagbogen.
   Viktor stirrer op på Theodor.
   "Vi er uægte børn," siger han så. Han rejser sig og begynder at gå imod Theodor. "Vi er uægte børn, Theodor."
   Theodor græder stille. Han ryster på hovedet. Han står med knyttede, rystende hænder og stirrer på sin tvillingebror.
   "Viktor," siger Jakob advarende.
   "Vi blev undfanget i synd," siger Viktor med et bredt smil.
   "Nej," siger Theodor. "Nej ..."
   "Viktor, hold op!" siger Jakob og rejser sig fra sengen.
   "Vi blev født ud af synd!" siger Viktor leende.
   "Nej! Det er løgne!" siger Theodor. "Det er noget, I alle sammen har fundet på!"
   Han vender sig og løber ned ad korridoren, ud gennem porten til gårdmidten. Viktor løber efter ham ud i den kølige skumringsluft og råber: "Vi er uægte børn!" Jakob og Henrik følger efter.
   Theodor braser igennem porten til øst-fløjen og videre ud igennem bagporten i opholdsstuen. Han løber ned ad skråningen mod den mørke, tyste nåleskov. Hans gråd ruller henover landskabet som en hylende vind, en lyd, der ville få det til at sitre i enhver af medynk. Viktor stopper op i portåbningen og ser sin bror løbe væk, en forsvindende, hulkende, mørk skikkelse. Halvvejs mellem gården og nåleskoven, i det høje, vindblæste græs, falder Theodor om. Han ligger dér med ryggen til gården og græder. Hans gråd er blevet svagere nu, indesluttet i ham selv.
   De tre andre mænd står ubevægelige i portåbningen.
   Endelig går Henrik ned ad skråningen. Han bøjer sig over den faldne præst, retter ham blidt op og hjælper ham på benene igen. Sammen går de op imod gården igen. Viktor og Jakob forsvinder ind på deres værelser.
   Henrik fører præsten ind på hans værelse og hjælper ham med at klæde sig af. Theodor ifører sig snøftende natkjortlen og lægger sig til ro. Henrik sidder længe hos ham. Han spørger, om han skal lade lampen brænde. Theodor nikker.
   På et tidspunkt siger han: "Hvorfor er far ikke herude? Hvorfor lader far ikke høre fra sig? Det hele ville være bedre, hvis far lod høre fra sig."
   Endelig glider Theodors øjne i, og hans vejrtrækning bliver regelmæssig. Henrik forlader ham lydløst.

---

11.
   ---
   Senere, næsten ved midnatstid, banker Viktor på døren til Henriks værelse.
   Henrik åbner tøvende. De to mænd står overfor hinanden i deres natkjortler i skæret fra Viktors medbragte petroleumslampe.
   "Henrik, jeg ... " Viktor ser pludselig ud som om, han ikke ved, hvorfor han er kommet her.
   Henrik ser på ham med afsky. "Du er et slet menneske."
   Viktor ser chokeret ud et øjeblik; så bøjer han hovedet, forstående. "Ja."
   "Hvorfor er du sådan? Hvorfor hader du så meget?"
   "Jeg hader min tvillingebror for hans tro."
   "Og han hader dig for din synd. Hvorfor kan I ikke ... prøve at glemme disse ting og blot elske hinanden, som brødre bør?"
   Viktor smiler vemodigt. "Det er store ting. De blokerer for alt andet."
   "Du har været modbydelig," siger Henrik. "Du gør ham jo fortræd. Kropsligt, og med dine ord ... Kan du ikke se, hvordan du hele tiden har gjort ham fortræd? Han er skrøbelig. Kan du ikke se, hvor skrøbelig han er?"
   Viktor er tavs, som om disse ord overrasker ham.
   "Og Jakob; Jakob har for anden gang forsøgt at tage livet af sig selv, og det bliver måske ikke sidste gang," siger Henrik fast og konstaterende. "Har du tænkt på, at det måske var fordi, I to driver ham til vanvid?"
   "Henrik, jeg ved jo alle disse ting; jeg har selv tænkt over det," siger Viktor. "Og jeg angrer virkelig. Jeg ved, jeg har været slet. Jeg har været tåbelig og modbydelig. Kan vi ikke ... Jeg vil jo bare gerne glemme det hele en stund."
   Han lægger en hånd om drengens nakke og vil kysse ham, men Henrik skubber ham væk.
   "Gå," siger Henrik. "Gå bort!"
   Viktor stirrer på ham. "Vil du ikke have mig igen?"
   "Nej. Jeg ville aldrig have dig."
   "Men ... i stalden ... Det var vidunderligt. Jeg troede, du var som mig."
   "Jeg tænkte på kvinder imens," siger Henrik, som om han kan føle hvert ords vægt trykke ned og knuse manden foran ham. "Jeg er ikke som dig. Jeg gjorde det, fordi jeg ville adlyde ethvert behov og ethvert ønske, herrerne måtte have. Jeg ville ikke miste min stilling, og pengene, til behandlingen af min søster."
   Viktor snapper efter vejret. "Du ... Du ville ikke ...? Du prostituerede dig selv?"
   Henrik stirrer på sin herre med vredestårer brændende i de store, unge øjne.
   "Man bliver jo sindssyg herude," siger Viktor med et opgivende smil. "Man bliver jo sindssyg!"
   Henrik smækker døren i.
   Viktor går hastigt tilbage til sit værelse. Petroleumslampens lys danser henover korridoren. Her er vel intet genfærd længere. Det har udrettet, hvad det var her for at udrette; det har afsløret sin hemmelighed.

---

Om morgenen ankommer en kurér fra byen. Han overrækker et telegram til Jakob, før han rider tilbage op ad vejen.
   "Det er fra far," siger Jakob, idet han vender sig om mod de tre andre mænd, der står i portåbningen til spisestuen, hvor de var ved at indtage morgenmad. "Opholdet herude må ende nu. Han vil mødes med os alle tre i København og tale."
   "Tale om hvad?" spørger Viktor.
   Jakob trækker på skuldrene. "Min tilstand velsagtens. Han vil vel høre, hvordan vi har haft det herude. Måske vil han endelig fortælle os om Emilie."
   "Han bryder i hvert tilfælde tavsheden," siger Viktor tonløst.
   "En hestekærre vil ankomme klokken 12, så vi har god tid til at pakke," siger Jakob og går over gårdmidten igen. "Der vil være én hest i overskud, som du kan ride tilbage til Hass-godset på, Henrik."
   "Det er meget betænksomt af Deres fader, hr Wittendorf," siger Henrik stille. De sætter sig alle fire ved spisebordet og indtager resten af morgenmaden.

---

Viktor har pakket. Han går ud med sin kuffert, klædt i tilknappet sort vest, langslips og mørkegrøn velourfrakke, ligesom på dagen da han ankom her for omtrent en uge siden. Han går igennem opholdsstuen, hvor Henrik er ved at slænge hvide lagner henover møblerne igen, uden at ænse sin herres passeren. Viktor stopper op i portåbningen til gårdmidten.
   "Jeg har udslukt oliefyret og hældt mælken ud," siger Henrik roligt, uden at møde Viktors blik. Han tildækker møblerne hurtigt og effektivt. "Gården skal vel stå forladt igen i et stykke tid."
   "Ja," siger Viktor. "Godt. Henrik, jeg ... Jeg sagde, at jeg ville hjælpe dig med henblik på ... en eventuel behandling af din søsters sygdom."
   Han går hen til tjenestedrengen, der står ubevægelig med et lagen i hænderne, som han lige har slængt henover chaiselongen. Viktor rækker ham en kuvert. Henrik tager tøvende imod den og kigger i den. "Her er ... Her er 500 kroner," konstaterer han.
   "Det burde række til at sende din søster til Malmø, til lægen, der skulle have fundet en ny behandlingsmetode," siger Viktor og lyder mest af alt træt. "Så er der i det mindste kommet én god ting ud af opholdet her og ... og vores bekendtskab. Ja, du behøver ikke at takke mig."
   Henrik betragter udtryksløst sin herre, som om han slet ikke havde noget sådant i sinde.
   "Hestekærren burde komme snart," siger Viktor og går ud.
   Han går henover gårdmidten, rundt om øst-fløjen og ned mod søen. Jakob står på skråningen og stirrer op imod solen og de smalle, skarpe skyer, der glider henover den.
   "Det var sommersolhverv i går," siger Viktor, idet han går ned og stiller sig ved siden af sin bror. "Dagene vil blive kortere nu."
   "Ja," siger Jakob med et lille, stramt smil.
   Han vender sig om mod gården og betragter den, som var den et ukendt sted, hvor han aldrig havde levet. "Så megen smerte," mumler han.
   "Hvadbehager?"
   Jakob gentager ikke de tre ord. "Kan man ikke bare le af det hele?"
   "Hvad mener du?"
   "Kan man ikke bare le?"
   Viktor er tavs. Han stirrer på sin storebror. Det er som om, de egentlig ikke er kommet hinanden nærmere i løbet af dagene herude. Det er som om, de egentlig er forblevet ved status quo. "Måske er det for silde nu," mumler han. Ja, det er nok alt for silde nu.
   Viktor, der stadig vender mod søen og vejen, ser hestekærren komme rumlende. Han går op til gårdmidten, og Jakob følger efter. Theodor træder ud fra opholdsstuen i dette øjeblik, iført sin præstekjole og bærende på sin attaché-taske. Han møder ikke Viktors blik, idet de tre brødre alle går op ad skråningen til vejen.
   Bag dem kommer Henrik ud og lukker og låser porten til vestfløjen. Gården er aflåst nu og gjort klar til endnu en periodes tomhed, stilhed, kulde, fravær af liv. Der vil kun være plads til spøgelser og genfærd herude, hvis der endnu findes nogen.
   Henrik småløber op til vejen, hvor hestekærren ankommer. Kusken springer ned og løsner en af de tre smukke, mørkebrune hingste fra kærren. Den ældre, jovialt smilende mand overlader dyret til Henrik, der sætter sig op i sadlen med erfarne bevægelser.
   Viktor betragter drengen på hesten med et smil. Først nu ser han Henrik i sit smukkeste øjeblik, som rytter, med solskinnet i det pjuskede brune hår, som et glimt af uopnåelig skønhed, en mulighed udenfor rækkevidde, en chance, der aldrig rigtig var en chance. Henrik er ikke en dreng; han er en stærk, voksen mand. Har han hele tiden været det?
   Henrik betragter de tre brødre under sig og nikker afmålt til dem. "Far vel, de herrer." Han rider ned ad skråningen, mod Hass-godset og den gyldne havremark, hvor der bliver høstet. Han rider tilbage til sin mor og søster.
   De tre brødre stirrer efter ham et øjeblik, før de sætter sig op på hestekærrens åbne lad.
   Kusken driver hestene af sted igen, tilbage mod byen.
   Brødrene sidder tavse på laddet og ser landskabet drive forbi. Jakob sidder imellem Viktor og Theodor. Solen brænder.

---