Drengen er fra mandens første ægteskab. Kvinden føler sig slet ikke som en moder for ham. Nogle gange ser hun på ham og føler sig nærmest tiltrukket af ham. Han er 17 år og ser helt voksen ud. Han har fantastisk ren og glat hud med en nærmest gylden teint. Man kan slet ikke se porerne eller nogen bumser overhovedet.
   Hun er 29 år. Manden er 35. I starten kunne de slet ikke få nok af hinanden. De kneppede konstant. Drengen var alligevel aldrig hjemme det meste af tiden. Han skulle hele tiden til fester og koncerter med vennerne.
   De havde en lejlighed inde i hovedstaden. Nu er de flyttet ud til Albertslund. De har et hus med tre etager og en stor baghave. Det er en running joke for dem, at huset er for stort til deres små liv.
   Drengen snakker ikke meget. Nu bliver han hjemme det meste af tiden. Han sidder på sit værelse og spiller computer og downloader Gud-ved-hvad fra internettet.
   Kvinden og manden har ikke så meget sex længere.


* * *
   De holder en housewarming-fest en lun eftermiddag i august. Der bliver grillet og drukket kolde øller. De fleste andre familier og ægtepar på vejen kommer forbi. Folk bliver siddende flere timer ved de lange hvide plastic-borde, der er stillet op i baghaven under æbletræets kølige skygge.
   En af naboerne får især lidt for meget at drikke. Han er en midaldrende familiefar med gråt skæg og en bornholmsk accent, der især kommer frem, når han er fuld. Han fortæller højrøstet om noget hærværk, der er sket her i kvarteret.
   "Skide indvandrer-drenge. Har de ikke noget bedre at tage sig til?"
   "Og det skete på den her vej?" spørger kvinden ham. "Lige i nærheden?" Hun nipper til et glas rødvin.
   Naboerne nikker. "Det er sket to gange nu," siger en enlig ældre kvinde, der bor i et todelt hus på hjørnet. Hun nikker og gestikulerer meget. "De knuser simpelthen hoveddørslamperne. Bare sådan, fordi de kan."
   Nabokvindens stemme er hæs; hun kæderyger. Kvinden føler et lille indvendigt sug af glæde over, at hun selv holdt op med at ryge cigaretter, da hun var midt i 20'erne, og at hun nu har et perfekt helbred.
   Den fulde nabomand ryster på hovedet. "Det er simpelthen ondskabsfuldt. De får jo ikke selv noget ud af det. Det er bare ren ondskab."
   Manden, der har deltaget ivrigt i samtalen, vender sig halvt mod kvinden og siger lavmælt: "Henter du ikke lige vores søn? Han skal da ikke sidde på sit værelse hele dagen."
   "Jo, selvfølgelig."


* * *
   Luften er varm og støvet inde i huset. Kvinden går op ad den brede trætrappe til anden sal og nedad gangen til drengens værelse. Døren er lukket. Hun banker sagte på. Der kommer en lav brummen derinde, måske som svar. Hun åbner døren på klem.
   Drengen sidder og masturberer. Der kører en eller anden porno-video på skærmen. En ansigtsløs kvinde hopper mekanisk op og ned på en ansigtsløs mands store lem.
   Drengen vender sig om på stolen. Med en langsom, ugenert bevægelse trækker han bukserne op over sin stive pik. "Hvad?"
   Kvinden smiler stift. "Jeg ville bare sige fra din far, at du skal komme ned til festen ude i haven. Der er masser af grill-mad."
   "Okay." Han stirrer på hende uden at bevæge sig i nogen retning. Han sidder helt sammensunken og tung på stolen. På skærmen bag ham spiller porno-videoen videre.
   Kvinden lukker døren. Hun går ned ad trappen og ud af de franske døre til baghaven. Hun kysser sin mand hurtigt på kinden, da hun sætter sig ned igen. "Han kommer lige om lidt."


* * *
   Drengen får hudafskrabninger. Hun kan se dem på hans knæ og skinneben og arme. Han går med shorts og t-shirts igennem august og september, mens det stadig er lunt og fugtigt i luften.
   "Hvor får du de hudafskrabninger fra?" spørger hun ham en dag, mens de begge sidder på terassen. Han sidder på gyngesofaen og læser en eller anden voksen-tegneserie; der er blod og skumle skygger på forsiden. Hun ligger på en designerstol midt på fliserne; den er bølget som et S. Hun ligger i bikini og tager sol.
   Drengen kigger op fra sin tegneserie og stirrer på hende. Hans øjne er ikke fokuserede på hendes ansigt; de glider ned over hendes krop. Eller også er det bare noget, hun forestiller sig.
   "Dem får jeg bare," siger han. "I idræt. Når vi spiller indendørs fodbold."
   "Nå. Er du god til det?"
   Han trækker på skuldrene. Hans blik hviler stadig på hende. Så bøjer han hovedet og læser sin tegneserie. Solskinnet brænder hvidt i hans sorte hår. Hans hud har virkelig en fantastisk, gylden kulør. Hans krop er spændstig og radmager under den store t-shirt og shortsene.
   Kvinden kigger væk.
   Hun smører mere sololie på maven og benene.


* * *
   "Hvorfor snakker du aldrig om din skilsmisse?" spørger kvinden nogle gange manden.
   En nat giver han et lidt vredt svar, der kommer bag på hende. De har lige haft sex, og deres kroppe klæber til hinanden og lagnerne.
   Han siger: "Du snakker sgu aldrig om din. Derfor. Du snakker aldrig om, hvorfor du ikke fik forældremyndigheden dengang."
   Hun kan føle en tynd stribe af hans sæd klistre til hendes inderlår. Hun rækker ud i mørket, finder en kleenex og tørrer det væk. Det klistrer og kradser stadig. Hun rejser sig og går nøgen ud i gangen. Døren til drengens værelse står åben. Hun er ligeglad med, om han ser hende gå forbi.
   Hun går ud på badeværelset og tager et brusebad.


* * *
   Nogle gange gør drengen små ting for at provokere sin far og sin nye mor. Små demonstrationer.
   De skal ind og se en opera. Verdis Nabucco i Operahuset inde i København. Kvinden og manden har virkelig glædet sig til det. De har bestilt tre billetter, men et par dage før siger drengen lige pludselig, at han ikke vil med. "Jeg skal ikke ind og se sådan noget kedeligt bøsselort. Der er en fest, jeg skal til den aften."
   Kvinden og manden prøver at få drengen med, men han er urokkelig. Manden bliver vred. Han råber af drengen, men det gør slet ikke indtryk.
   Kvinden prøver at berolige manden. De ender med at invitere en kollega med som den tredje person. Han insisterer på at betale for billetten, men manden og kvinden siger smilende, at det bliver helt gratis for ham.
   Operaen er fantastisk. Bagefter sætter de sig ind på en café og snakker om opførelsen, de flotte kostumer, en særligt imponerende arie. De ender med at snakke om musik generelt, både klassisk og moderne. Til sidst flirter kvinden lidt med kollegaen, mens manden er på toilet.
   I løbet af den næste uge spiller drengen konstant opera på sit værelse. Han har fået fat i Verdis Nabucco, og han spiller den døgnet rundt på anlægget deroppe, så det gungrer og vibrerer i gulvet. Manden og kvinden må begge igen og igen gå op og råbe til ham, at han skal skrue ned. At han skal stoppe den her barnlige demonstration.
   Der er et nummer, drengen især bliver ved med at spille. Koret, slavernes kor. 'Va, Pensiero.' Flyv, tanke.


* * *
   I løbet af efteråret begynder han at pjække alt for meget. I starten bliver han hjemme og stikker manden og kvinden en troværdig løgn om, at de har fri i den og den time, eller at han er syg. Senere kontakter skolen manden og kvinden om drengens høje forsømmelsesprocent, og de har mange alvorlige samtaler med ham om problemet.
   De kommer ingen vegne. Nu tager han bare i byen i stedet for at blive hjemme. Han tager i byen og bliver der hele skoledagen. Hverken manden eller kvinden kan forestille sig, hvad han laver i alle de tomme timer.
   Han pjækker især i idræt. Det er åbenbart hans hadefag. Rektor informerer dem om, at drengen slet ikke har mødt op til nogen timer i idræt, siden skoleåret begyndte.
   Kvinden tænker på hudafskrabningerne.


* * *
   Endelig fortæller hun manden, at hun plejede at slå sin datter. Det er derfor, hun ikke fik forældremyndigheden.
   Hun fortæller ham det en grå onsdag eftermiddag. De er begge trætte efter arbejde. Men hun har på forhånd besluttet sig for, at hun ville fortælle ham det i dag. Det er en helt almindelig onsdag. Der er hverken sket noget særlig godt eller dårligt for dem, som kan påvirke situationen.
   Han reagerer voldsommere, end hun havde forventet. Han rejser sig fra sofaen og går ud i entréen, mens han råber. "Og det faldt dig slet ikke ind, at jeg måske gerne ville vide sådan noget fra starten? Det faldt dig slet ikke ind, at jeg ville blive vred over først at få det at vide nu?"
   "Jamen, for helvede, du skal jo ikke dømme mig ud fra det! Jeg ville ikke have, at du skulle dømme mig ud fra det -"
   "Hvordan kan jeg lade være med at dømme dig ud fra sådan noget? Det er jo en stor del af din fortid! Det er - jeg kan ikke tro, det her overhovedet sker! Det er som noget fra en dårlig film ..."
   De råber i munden på hinanden. Hun prøver at lyde fornuftig overfor hans aggression: "Ja, det er netop sådan som du siger; det er en del af min fortid. Det har ikke noget at gøre med, hvordan jeg er i dag."
   "Bare hold kæft. Bare hold kæft; jeg ... jeg trænger bare til at komme væk fra dig lige nu." Han har taget sko og vindjakke på. Nu finder han bilnøglerne frem. Han går ud af hoveddøren og smækker den efter sig. Det regner udenfor.


* * *
   Ved 7-tiden er han stadig ikke kommet hjem.
   Hun laver aftensmad til sig selv og drengen. Tænker ikke rigtig over det. Hun tager bare resterne af en kylling fra i går. Hun smider de blege, fede kødlunser i mikrobølgeovnen. Så skræller hun nogle tilfældige grøntsager. Løg, gulerødder. Mens hun skræller dem, forestiller hun sig, at det er et menneskes hud, hun skræller af. Hun skraber og skraber for at komme ind til kødet, ind til mennesket, ind til hemmelighederne.
   "Hey," siger drengen. Han giver hende et chok. Hun hørte ham slet ikke komme ind. Han står lænet op ad dørkarmen. Han har været væk hele dagen; det har hun slet ikke lagt mærke til indtil nu. "Hvor er far?"
   "Væk." Mikrobølgeovnen bipper, og hun åbner den og tager kyllingeresterne ud. Hun smider grøntsagerne på og smækker det hele ned på bordet. Hun sætter sig ned på den yderste stol, hvor manden plejer at sidde. Hun begynder at spise med fingrene. Kyllingen har ikke været i ovnen længe nok. Den er kun varm på overfladen, stadig lidt kold indeni.
   Drengen stirrer undrende på hende.
   Hun rynker på panden. "Vil du ikke spørge mig, om der er noget galt?"
   Han svarer ikke. Han sætter sig overfor hende. Nu læner han sig ind over bordet på en nærmest dramatisk måde, der næsten får hende til at grine. Regnen slår mod ruderne. Ellers er huset stille.
   "Vil du vide, hvordan jeg får de hudafskrabninger?" siger han. Hans stemme lyder grødet og ru, som om han har grædt eller skal til at græde. Hun har aldrig hørt ham sådan før.
   "Hvad?" siger hun bare. Læberne hænger skilte, våde og fedtede. Hun føler sig grim og ulækker.
   "Vil du vide, hvem der giver mig de hudafskrabninger?" spørger drengen. Nu lyder han monoton og ligeglad igen, sådan som han altid har lydt foran hende. "Vil du vide, hvem der skubber mig ned på gulvet?"
   "Hvem der ... skubber dig?" Hun kigger væk fra hans mørke, sløve øjne og ned på bordet. Hun stirrer på den hvide, glatte, sterile overflade. Nu forstår hun. Han er blevet mobbet. Han er blevet mobbet i gymnasiet. Det er derfor, han har besluttet sig for simpelthen at holde sig væk. Det er derfor, han har været så aggressiv og fandenivoldsk. Et øjeblik tænker hun over ordet 'fandenivoldsk.' Mærkeligt ord.
   Hun kigger op på ham igen. Hun er følelsesløs i kroppen, som om hun har været ude i en intens kulde. "Jeg forstår dig. Jeg tror godt, jeg forstår dig."
   "Jeg vil virkelig gerne kysse dig," siger han, nærmest skødesløst. Ordene slipper bare ud, som et ræb.
   "Okay."
   De læner sig ind over bordet, over tallerkenen med de ulækre kyllingerester og løg og gulerødder. Det er et langt, ubehageligt kys. Men hun føler sig tvunget til at gøre det. Som om det er en nødvendig opgave, en pligt, en byrde. Nu er de begyndt på det her. De kører tungerne rundt, stivt og cirkulært. Han er mere interesseret i hende, end hun er i ham. Det kan hun mærke.
   "Knep mig," siger hun. Tonløst, ligegyldigt.
   Og så har de rejst sig, og så skubber han hende op mod køkkenbordet. Og de tager tøjet af med en hurtig, mekanisk effektivitet, og hun løber hænderne henover hans dejlige hud, slikker hans dejlige hud, hans dejlige hudafskrabninger. Hun er på pillen, og han er hård, og det virker kun rigtigt, at de gør dette, nu, her, uden ord. Hun er hans mor, og han er hendes søn, og så alligevel ikke; hun føler sig slet ikke som en moder for ham, og det kan også være ligemeget, hvad man føler. Bukserne om anklerne, hendes røv mod kanten af køkkenbordet. Hendes baghoved slår mod håndtaget til et skab. Det gør ondt; det dunker overalt; hun bliver svimmel. Hun lader ham komme op i hende, ind, i hurtige, hårde stød. Hun lader ham. Hun lader sig selv. Gøre. Det. Det her. Nu.
   Hun skriger.


* * *
   Ved 11-tiden den aften kommer manden hjem.
   Kvinden ligger på siden i deres dobbeltseng med lagnet trukket helt op over sig. Et liglagen. Hun har ladet vinduet ud til baghaven stå åbent. Hun vil fylde rummet, huset, med den kolde natteluft, med vindene. Som om det kan rense huset, rense huset for alt det forkerte.
   Manden går op ad trappen med langsomme, stille trin. Forsigtige trin. Han søger forsoning. Status quo.
   Han går hen til sengen og trækker lagnet blidt væk, ned til hendes skulder. Hun ligger med lukkede øjne og lytter. Han tager alt sit tøj af. Hun er selv nøgen.
   Han lægger sig bag hende med den ene arm om hende. Han ånder ind på hendes nakke, tungt og varmt. Så hvisker han. Selvfølgelig. Den uundgåelige hvisken. En tilgivelseshvisken.
   "Skat? Er du vågen?"
   "Ja."
   "Godt. Jeg vil bare have, at du skal vide, at jeg er ligeglad med det med din datter. Det er sådan som du siger. Du har lagt det bag dig. Det var dumt, alt det jeg sagde til dig i aftes. Jeg tænkte slet ikke. Nu har jeg tænkt over det, og jeg synes, vi har noget rigtig godt sammen, nu, her, med dig og mig og vores søn. For han er vores søn; ikke kun min. Vores søn. Vores ansvar. Jeg vil have, at det skal fortsætte sådan. Så kan det være ligemeget, hvad vi har lagt bag os. Nu skal vi bare se på nutiden og fremtiden. Synes du ikke?"
   Er han fuld? Han lyder fuld. Hun kan ikke helt lugte hans ånde, når han ligger bag hende sådan.
   "Synes du ikke, skat?"
   "Ja," mumler hun. "Ja, selvfølgelig, skat."


* * *
   Et kvarter senere er han faldet i søvn. Han snorker. Hun vikler sig ud af hans arme og rejser sig fra sengen. Han er helt sikkert fuld; bunken af hans tøj på gulvet stinker af store, spildte sprut-pletter.
   Hun tager en let, hvid natkjole på. Hun går ud i gangen. Hun ved ikke helt, hvad hun vil. Hun kigger ind i drengens værelse. Han er væk.
   Hun går nedenunder. Hun vandrer gennem de tomme, mørke rum. Det eneste lys kommer fra gadelygterne udenfor de store vinduer i dagligstuen. Stilheden er tung og dyb. Det må være sådan en stilhed, der er på bunden af havet. Eller i en sarkofag i en pyramide.
   Så får hun øje på ham, mens hun står bevægelsesløs og stirrer ud af vinduet, der vender mod gaden. Drengen står i forhaven ved huset overfor. Han holder et eller andet i hånden. En mursten. Han går op ad trinene til hoveddøren. Han hamrer murstenen ind i hoveddørslampen, igen og igen.
   Kvinden smiler svagt. "Indvandrer-drenge," mumler hun.
   Drengen smider murstenen fra sig og løber tilbage over den øde vej. Kvinden står stille i dagligstuen og lytter. Hun hører ham lukke sig ind igen. Han ser hende ikke i mørket. Han går op ad trappen og ind på sit værelse.
   Kvinden bliver stående i dagligstuen. Hun sætter sig i sofaen. Hun tænder for TV'et, slår lyden fra, zapper gennem kanalerne.


* * *
   Hun er ved at falde i søvn, da hun pludselig hører trin igen ovenpå. Tunge, langsomme trin. Hun genkender dem. Det er manden.
   Trinene bevæger sig gennem gangen i en kort bue. Så ind på drengens værelse.
   Kvinden slukker for TV'et, der viste en eller anden komedieserie. Hun kigger ud på uret i køkkenet med de selvlysende visere. Klokken er snart 3.
   Hun går langsomt op på anden sal. Hun lister. Føler sig som en lille pige, der er oppe efter sin sengetid. Hun må endelig ikke blive opdaget af de voksne.
   Lyset er tændt inde på drengens værelse, et råddent gulligt skær. Døren står på klem. Hun lister helt hen til åbningen og kigger ind.
   Manden står overfor drengen. Han tager drengens t-shirt af i en langsom bevægelse. Han knapper drengens bukser op. Drengen står helt stille, helt slap, som om han er ligeglad, eller som om han ikke forstår dette. Manden kysser drengen. Drengen kysser ikke. Hans mund hænger slap, passiv, overfor mandens ivrige tunge. Manden ser frustreret ud, koncentreret, som om dette er en opgave, han ikke kan løse.
   Han skubber drengen ned på gulvet.
   Giver ham hudafskrabninger.
   Begynder at trække hans bukser og underbukser helt af.
   Kvinden vil ikke se mere. Hun går væk, ind i hendes og mandens værelse. Hun lægger sig alene i dobbeltsengen. Hun trækker lagnet op over sig.
   "Va, pensiero," mumler hun, før hun falder i søvn.