1. I værelset
   Vi kan kalde det overvågning. Vi ser et værelse. Vi ser dette værelse igennem et længere stykke tid. Der er en ung mand herinde. Han gør ting. Vi ser ham gøre disse ting.


* * *
   Den unge mand trækker de store, hvide gardiner fra det sydvendte vindue, der næsten fylder hele væggen over en lang radiator. Gardinerne var her, da han flyttede ind. De har nogle mærkelige gullige pletter nederst, og dét, at de er hvide, gør at sollyset let slipper ind om morgenen. Men han har ikke gidet skifte dem ud endnu.
   Gråt formiddagslys falder ind i værelset. Manden sætter sig ved skrivebordet, venstre side mod vinduet og lyset. Han åbner sin bærbare computer og tænder for den.


* * *
   Den unge mand har slukket for computeren igen. Han står nu midt i værelset og holder en mobiltelefon op til øret. Han er ved at ringe til nogen. Mens han venter, tager han to langsomme skridt hen til sengen. Han vender sig og synker ned på kanten af sengen. Han sidder med krum, slap ryg og stirrer frem for sig ud af vinduet. Himlen er ved at blive mørkegrå og tung.
   Han sænker telefonen fra øret og slukker for den.


* * *
   Den unge mand sidder ved computeren igen og skriver noter ind. Han har sluttet en vandkoger til stikket på gulvet ved siden af sengen. Vandet i den hvisler og bobler. Han går hen og slukker for den og løfter kanden.


* * *
   Han ligger på sengen. Han ligger på siden, vendt mod vinduet. Han har åbne øjne.
   Han vender sig om på den anden side, ind mod væggen.


* * *
   Han barberer sig. Han står i badeværelset foran spejlet og barberer sig med langsomme, systematiske bevægelser.


* * *
   Han stryger tøj. Han stryger en hvid skjorte, i langsomme, rolige bevægelser. Han bliver ved med at stryge den i lang tid. Til sidst stopper han op og holder strygejernet i udstrakt arm ude over skjorten, på den ene ende af strygebrættet. Han stirrer på strygejernet i nogle sekunder, som om det er en ny del af hans krop, en forlængelse af hans hånd.


* * *
   Han har tændt for stereo-anlægget og spiller en CD med Beethovens 7. symfoni, opus 92. Han sidder på kontorstolen, som han har rullet lidt ud fra skrivebordet. Han lytter til symfoniens Allegretto.
   Han har lukkede øjne. Hans hoved hælder lidt tilbage, svinger slapt fra side til side. Han smiler ikke.


* * *
   Han står i badeværelset nu, foran vasken og spejlet. Han tager en Panodil og drikker et glas koldt vand, mens han kigger på sine bevægelser i spejlet, kigger ind i sine egne øjne.
   Han står og holder det tomme glas foran sig, bevægelsesløst, efter han har drukket vandet.


* * *
   Han hælder nogle glasskår fra en fejebakke ned i den lille skraldespand i hjørnet af badeværelset. Der er størknet blod, brunligt, på nogle af glasskårene.
   Han lukker den lille spand igen, går ind i værelset og lægger fejebakken i et hjørne bag døren ved siden af børsten.
   Han sætter sig på kanten af sengen. Han lægger sig tilbage på sengen. I stilheden kan han høre rytmiske, knagende lyde fra værelset ovenover, nok fra en seng. Nogen der knepper. Rytmen skifter, hurtig, langsommere, hurtigere.


* * *
   Han fryser.
   Han har kun en løstsiddende t-shirt på. Han åbner et skab i den smalle entré. Han tager en sort og hvid-stribet hættetrøje af tykt, varmt stof fra en af hylderne og tager den på. Han står stille et øjeblik, tøvende. Så slår han hætten op over hovedet.


2. I gangen
   Den unge mand lukker døren til sit værelse efter sig. Han står stille et øjeblik og stirrer frem for sig på den okkergule væg. Værelsesdørene på gangen er skråt overfor hinanden, så der er kun en blank væg lige overfor hver dør. Han kan høre vaskemaskinen og tørretumbleren køre længere nede ad gangen, ude ved siden af køkkenet. Han kan høre mikrobølgeovnen bippe, da den bliver færdig med at varme noget op. Han står stadig helt stille, stadig med en hånd på det kolde, blanke dørhåndtag.
   "Er der noget galt?" spørger en ung kvinde.
   Kvinden står længere nede ad gangen, ved døren til køkkenet. Hun er lige kommet ud. Hun holder en tallerken med et stykke pizza, som hun nok lige har varmet op i mikroovnen. Hun er meget køn. Hun er tynd under sin posede, grå sweater og cowboybukser. Hun har langt lyst hår, en tynd hals og et blegt, lidt fugleagtigt ansigt med store, runde øjne. "Hallo?" siger hun med et nervøst smil. "Er du okay?"
   Den unge mand smiler et lille, skævt smil og lader sin hånd falde fra dørhåndtaget. "Jeg har lige låst mig selv ude."
   Hun ler. “Nå, det har jeg også prøvet nogle gange. Du skal kigge i elevatoren; der står nogle navne på folk her i bygningen, der har nøgler. Kom, jeg hjælper dig.” Hun går ned ad gangen mod ham. Hun smiler stadig til ham. Hun fisker en nøgle op fra bukselommen og låser en dør op skråt overfor hans. Værelse 408. Hans er 407. “Skal lige stille det her fra mig,” siger hun med tallerkenen med pizzaen løftet i den ene hånd.
   Hun tager et par skridt ind i sit værelse og sætter tallerkenen ned. Han tager et lille skridt mod døråbningen og kigger ind. Han kan skimte den smalle entré, hvor skabsdørene står åbne. Tøj i mange forskellige, varme farver bugner op over kantene af kurvene.
   Kvinden kommer ud igen og går hurtigt videre forbi ham. Hun lader døren til sit værelse stå på klem. "Kom så," siger hun og smiler igen, mens hun kigger over på ham. Han følger hende med hurtige skridt. "Vi har ikke rigtig snakket sammen, har vi? Jeg tror ikke, jeg har mødt dig før. I køkkenet og sådan."
   "Nej. Jeg er også lige flyttet ind for en uge siden cirka."
   "Jeg hedder Anna," siger hun og trykker hænder med ham, da de stopper op foran elevatoren. De rækker begge ud for at trykke på knappen, og hun ender med at gøre det.
   "Jeg hedder Johan," siger manden.
   "Johan?"
   Han nikker.
   "Det er et lidt usædvanligt navn," siger Anna. "Jeg kan godt lide det."
   "Mine forældre tænkte nok på Johann Sebastian Bach," siger Johan. "De er meget glade for klassisk musik. Min far er i hvert fald. Men mit navn er Johan med ét N. Johann i Johann Sebastian Bach er med to N'er."
   "Nå, ja, det er vist den danske måde at stave det på. Med ét N. Hvor er du så fra?"
   "Valby."
   "Okay. Og du er lige flyttet hjemmefra så?"
   Han nikker.
   "Du er så begyndt på ... universitetet, eller hvad?" Anna ler igen. "Undskyld hvis jeg bare står og virkelig krydsforhører dig her."
   Johan ryster på hovedet og prøver at smile afslappet. "Nej nej. Ja, jeg er begyndt på økonomi."
   "Økonomi? Okay. Christian fra 410 studerer også økonomi. Han er på andet år vistnok. Såeh, ham kan du snakke med om det engang."
   "Hvad studerer du?" spørger Johan.
   "Litteratur." De hører elevatoren stoppe ud for dem. Anna ruller lidt med øjnene. "Det var også på tide." Hun trækker den tunge dør ud og holder den åben.


3. I elevatoren
   "Okay, kig på den der seddel øverst oppe. Øverste højre hjørne," siger Anna, mens hun holder døren åben ved at læne sig tilbage mod den.
   Johan går ind og løber øjnene opad opslagstavlen. "Hvis du låser dig selv ude ..." læser han mumlende højt. "Daniel Clausen, 205 ... Jakup Stengade, 507 ... og så kan man også ringe til viceværten, hvis han er her. Men han har kontortid ... tirsdag og fredag fra 12 til 14." Johan udstøder et lille fnysende grin. "Det må være et nemt job at være vicevært. Med de tider."
   "Ja, helt klart," siger Anna og går ind i elevatoren, så døren lukker sig bag hende. Hun trykker på 2. "Lad os så starte med Daniel. Jeg tror også, jeg har banket på hos ham før, da jeg låste mig selv ude. Han er rigtig flink."
   "Hvad laver du?"
   Elevatoren bevæger sig langsomt nedad.
   "Hvad mener du?"
   "Jeg kan godt ordne det her selv. Hvorfor hjælper du mig?"
   Hun stirrer på ham et øjeblik. Hun trækker på skuldrene. "Jeg kan godt lide at hjælpe folk."
   Elevatoren stopper ved 2. etage. Der er klistret en stor plakat af en kvindelig undertøjsmodel ud over hele døren. Anna åbner døren.


4. På 2. sal
   Anna banker på ved værelse 205. De står og venter. Gangen på denne sal er også tom, mørk og stille. "De fleste er nok ude," siger hun.
   "Hvad mener du?" spørger Johan.
   Anna banker på igen, hårdt. "Det er jo lørdag aften. De fleste er nok ude og feste."
   "Nåja. Selvfølgelig."
   De står og venter, i stilheden.
   "Skal vi prøve ham dér på femte?"


5. På 5. sal
   Anna banker på med begge hænder i en galopperende rytme. De venter. Johan banker også på.
   "Jeg tror sgu heller ikke, ham her er hjemme," siger Anna. "De burde have et eller andet system. Sådan så der altid er én af dem hjemme."
   Johan nikker. "Skal vi sætte en seddel op?"
   "Ja ikke?"


6. I køkkenet
   De er tilbage på deres etage efter at have sat sedler op på begge døre på femte og anden. På sedlerne skrev de, at Johan Christensen fra 407 har låst sig selv ude og gerne vil låses ind igen engang i aften. De skrev hans mobil-nummer på. Han har heldigvis sin mobiltelefon på sig.
   Nu går Johan rundt i køkkenet, mens Anna står med et glas appelsinjuice og snakker med ham. "Det er bare typisk, sådan noget. Jeg håber, de ikke er alt for fulde og trætte, når de kommer hjem. Fra deres fester altså."
   "Ja," siger Johan. Han hiver en tomatsuppe ud af fryseren.
   "Hvad vil du så gøre nu?"
   Johans mund fortrækker sig i et mærkeligt apatisk udtryk. "Jeg vil vel bare sidde herude og se TV eller noget." Han klipper pakken op og hiver den frosne suppe ud. Han går hen til komfuret og smider suppen i en gryde og skruer helt op for kogepladen. Han prikker til den frosne, røde klump med en gaffel og får den til at snurre rundt.
   "Okay ..." Anna kigger ned på gulvet og drikker sit glas juice. "Er det ikke lidt trist?"
   "Ikke rigtig," siger han med ryggen til hende. "Hvad skulle jeg da ellers lave?"
   "Det ..." Hun går hen til komfurerne og står ved siden af ham, kigger over på hans profil. "Du kunne godt komme ind til mig, og så kunne vi snakke. Eller noget. Jeg har også et større TV inde hos mig." TV'et i køkkenet er et lille, kvadratisk et.
   Pludselig kigger Johan op på hende, som om han har husket eller forstået noget vigtigt. "Hvorfor er du ikke også ude og feste? På en lørdag aften, altså."
   Hun smiler. "Hvorfor er du ikke ude? Eller du var måske på vej ud. Da du låste dig selv ude."
   Han ryster på hovedet og kigger ned på den smeltende suppe igen. "Nej. Jeg var bare på vej herud for at lave en lidt sen aftensmad. Og det gør jeg så nu."
   "Plejer du bare at varme en suppe op?"
   "Nej nej, jeg plejer at lave ordentlig mad. Jeg er bare lidt forkølet for tiden. Så jeg laver bare supper."
   "Ja, det er også det bedste. Jeg er også selv lidt forkølet." Hun ler lidt igen, mens hun taler."Måske er vi blevet smittet af hinandens bakterier, som har ... hunget heromkring på gangen."
   Johan smiler et lille, træt smil til hende og kigger ned på suppen.
   "Du har stadig ikke svaret på, hvorfor du ikke er ude på en lørdag aften," siger Anna så. Hun tømmer sit glas juice og går hen og vasker det, mens Johan bliver stående ved komfuret. De står med ryggene mod hinanden.
   "Jeg kender ikke rigtig nogen ... fester, jeg kunne tage til," siger Johan. "Det er også fint nok med en aften, hvor man bare bliver hjemme alene. Og slapper af."
   "Ja, helt klart," siger Anna. Hun ler lidt: "Man skal bare ikke få for mange af den slags."
   "Hvad?"
   "Jeg siger: Man skal bare ikke have for mange af den slags aftener."
   "Nå. Ja."
   Hun tørrer glasset og stiller det på plads i skuffen. Hun stiller sig hen ved siden af ham igen. "Jeg bliver hjemme, fordi jeg skal have læst noget. Jeg er kommet lidt bagud. Så jeg besluttede mig for, at denne weekend vil jeg få styr på det."
   "Ja, god ide," siger Johan.
   De er stille et stykke tid. Anna vender sig med ryggen mod køkkenbordet mellem de to komfurer. Hun holder om kanten af bordet med sine tynde fingre. Hun kigger rundt i de kedelige, grå køkken-lokaler. Hun kigger ud i spisestuen, med de få stole og den lange, sorte læderbænk, foran et bord med stereo-anlæg og det lille TV. Det er et trekantet lokale, med et stort panorama-vindue ved den længste væg, ud mod byens mørke og små lys.
   "Hvor længe har du så boet her?" spørger Johan. Han rømmer sig midt i sætningen, som om han slugte spyt.
   "Nå, jeg har boet her i ... halvandet år nu." Hun smiler bredt til ham. "Så hvis du har nogen spørgsmål om tingene heromkring, så bare spørg mig."
   "Okay."
   "Nå, men ... så vil jeg gå ind til mig selv. Du må hygge dig."
   "Tak i lige måde."
   Hun går.


7. I spisestuen
   Johan sidder ved hjørnet af bænken og det lange, tomme bord. Han spiser suppen op. Han drikker mælk til. Han rækker ud til midten af bordet og trækker en køkkenrulle hen til sig for at tørre sig lidt om munden. TV'et står på nyhederne. Han går hen til TV'et, bøjer sig og skifter kanaler. Fjernbetjeningens batterier er døde.
   Han finder et stand-up show på TV2 Zulu. Han sætter sig og læner sig tilbage på den lange læderbænk. Han ligger støttet på albuerne og ser stand-up showet. Han griner ikke af nogen af de sjove ting, som publikum griner af. Han smiler, når komikeren siger noget sjovt. Han griner bare ikke. Rummet er tomt og stille bortset fra TV'et.
   Han hører skridt i gangen. Nogen træder ind i spisestuen og rundt om hjørnet. Det er Anna. Hun stiller sig på den anden side af TV'et og står og ser med. Komikeren siger noget sjovt, og hun griner lidt.
   "Jeg sad faktisk lige og så det inde på mit værelse," siger hun så.
   "Nå. Det er vist slut nu."
   Komikeren har sagt en sidste sjov ting og råbt "tak for i aften!" Nu går han ud, publikum klapper, og der er rulletekster.
   Johan slukker for TV'et, tager suppetallerken og glas og går ud og vasker op. Anna følger ham ud i køkkenet og står ved siden af. "Synes du ikke, der er lidt koldt herude?"
   "Jo, lidt."
   "Jeg synes altid, jeg fryser herude. Jeg plejer at spise inde på mit værelse. Medmindre der er nogle andre herude, der også er ved at lave mad, og så snakker man med dem og vil gerne være social og spise sammen med dem ..." Hun smiler skævt. "Du plejer måske at spise på dit værelse?"
   "Ja. Det plejer jeg. Det kan jeg jo ikke nu."
   "Nej ... Ej, hvor er der bare koldt herude." Hun lægger armene over kors og gnider sig på overarmene gennem den lette, grå trøje. "Det er måske derfor, du har den der hætte på?"
   Johan har hele tiden haft hætten på sin hættetrøje slået op. Han rækker en hånd op og rører ved den, som om han nu husker, at han har den på. "Ja. Fordi her er koldt. Ja."
   "Jeg kan faktisk ikke rigtig se dit hår. Må jeg godt se dit hår?" Anna smiler og tripper nærmest frem og tilbage. Johan står stille. Anna rækker en hånd ud, langsomt, og trækker hætten ned. Johan har halvlangt, pjusket, sort hår, der nu falder ned i hans øjne. Han stryger det ud og tilbage med hurtige, gentagne bevægelser med den ene hånd.
   "Du har rigtig fint hår," siger Anna med et smil. "Der er rigtig mange fyre, der bruger voks lige for tiden. Sådan for at få det til at stritte foran eller bagved eller hvad ved jeg. Det synes jeg slet ikke er særlig lækkert. Jeg kan bedre lide, når det bare er sådan ... naturligt."
   Johan skærer en lidt mærkelig grimasse, der ender som et smil. "Øh, tak."
   "Nå ..." Anna kigger op på uret over køkken-opslagstavlen. Klokken er ved at være halv 11. "Nu må en af de der to fyre med nøglerne godt snart ringe til dig, hva'?"
   "Ja."
   "Vil du bare blive siddende herude og se TV?"
   "Det ... det havde jeg tænkt mig."
   "Sikker på du ikke vil sidde inde hos mig, mens du venter? Jeg kan lave varm kakao til os."
   "Ja ..." Johan slår lidt ud med armene. "Hvorfor ikke?"


8. I Annas værelse
   Anna har sin seng stående i samme hjørne som Johans, 90 grader omvendt, så den stikker ud mod vinduet. Hun har et skrivebord ved siden af, i væggen med døren. TV'et er et stort anlæg med højtalere midt i en buet formation af hylder fyldte med klassisk litteratur og noget moderne. Hun har en orientalsk rød lampe hængende fra midten af loftet.
   "Hvad synes du? Er her hyggeligt eller hvad?"
   "Ja, jo. Det er underligt at se sit eget værelse spejlvendt," siger Johan. Han står midt i rummet og ser ud, som om han ikke ved, hvilken vej han skal vende. Hans fingre piller ved sømningen af trøjen.
   Anna smiler og sætter noget vand til at koge i en vandkoger på en af hylderne. "Ja, det er det vel. Du har måske ikke været inde og se nogen af de andres værelser på den her side af gangen?"
   "Jeg har ikke været inde og se nogen af de andres værelser."
   "Nå men man skal jo starte ét sted. Sæt dig ned!" siger Anna, mens hun henter to kopper og en dåse Nestea kakaopulver fra et af skabene. Hun står ved reolen med ryggen mod Johan og hælder skefulde op. Johan sætter sig på kontorstolen ved skrivebordet. Han tager sin hættetrøje af og lægger den over stoleryggen. Han har en sort t-shirt på indenunder.
   "Det er en stor seng, du har," siger han. "Altså, en dobbeltseng. Min er bare til én person."
   "Min, øh ... Min kæreste plejede at sove i den seng sammen med mig, meget af tiden. Men nu har jeg ikke en kæreste længere." Anna griner lidt og hælder vand op i kopperne. Hun går over til sengen med kopperne, giver Johan én og sætter sig på kanten af sengen med den anden. "Så nu er der mere plads til mig."
   Johan nikker. "Det er da altid noget."
   "Ja. Har du så en kæreste?"
   "Mig? Nej ..." Johan udstøder endnu et lille, fnysende grin, som om selve ideen er latterlig, absurd. "Nej, nej."
   "Okay." De er begge stille et stykke tid. Så kigger Anna op på Johan, som om hun har fået øje på noget bestemt.
   "Hvad er det der, på din arm dér?"
   Johan kigger ned på sine underarme. Der er røde mærker, kantede striber, op langs hans håndled på venstre arm og op til albuen. Som om han har brændt sig. Skoldet.
   "Det var noget kogende vand, jeg kom til at spilde ... til te. Jeg var ved at lave te, og så ... spildte jeg vandet ud over det hele."
   "Av. Det er slemt, sådan noget." Så smiler Anna. "Du er måske lidt klodset?"
   "Ja, sådan er jeg. Jeg er virkelig klodset."
   "Det er vi vel allesammen lidt." Anna sætter sin kop fra sig og rejser sig abrupt, går hen til reolen og kigger CD'erne igennem. "Jeg sætter lige noget musik på."
   "Hvad for noget musik? Jeg er mest til ... Jeg kan ikke rigtig lide ... moderne ... pop og den slags -"
   "Nå, nej, ikke pop, bare slap af," siger Anna. Anlægget begynder at spille et stille klaverstykke.
   Johan smiler. "Satie?"
   "Ja. Kan du også lide ham?"
   "Ja. Jeg troede bare ikke rigtig at ... at det var den slags musik du -"
   "Jeg kan godt lide al mulig musik. Og man skal ikke, hvad hedder det ... skue hunden på hårene." Hun går hen til sengen igen og hendes ben børster imod hans. Hun sætter sig igen.
   "Nej nej. Det skal man jo ikke," siger Johan.
   Anna lægger hovedet på skrå, mens hun ser på ham, og han ser ned på gulvet. "Du er hele tiden enig med mig."
   "Hvad?" Han kigger op på hende.
   "Du siger hele tiden at ja ja, det og det har jeg ret i. Det er lidt sjovt."
   Han trækker på skuldrene. Så begynder han pludselig at snakke hurtigt: "Hvis du kan lide Satie, så bør du også lytte til Debussy. Han er lidt i samme stil som Satie. Især sådan nogle stykker som Arabesque og Clair de Lune ..."
   "Johan, jeg lytter også til Debussy," siger Anna med en kort latter. "Slap af. Er du nervøs? Du virker lidt nervøs."
   Johan svarer ikke. Med den ene hånd kører han pegefingerneglen henover de røde mærker på underarmen, hvor han har skoldet sig. Anna tænker lidt over, om det stadig gør ondt. Hun ved ikke, hvor lang tid siden det er at det skete.
   "Hvad ville du sige hvis ... jeg sagde til dig, at ..."
   "Ja?" Anna smiler beroligende og læner sig lidt frem. "Hvad er der?"
   "At jeg har låst mig selv ude," siger han så.
   Hun griner. "Ja, det ved jeg godt du har!"
   Han ryster på hovedet. "Nej. Jeg mener; med vilje. Med vilje."
   "Hvad? Har du låst dig selv ude med vilje?" Hun griner lidt igen, men så rynker hun på panden, ser forvirret og lidt bange ud. "Hvorfor ville du gøre sådan noget?"
   Han ser hende lige ind i øjnene nu. Det er første gang, han har gjort det hele aftenen. "Måske ville jeg ikke være alene, derinde. Måske var jeg bange."
   "Bange? Bange for hvad?"
   "For ..." Han kigger lidt væk, hen på den blanke sorte TV-skærm. "For mig selv."
   Anna er stille et øjeblik. Hun trækker vejret ind, skal til at sige noget, men så siger Johan:
   "Nej. Nej, jeg har slet ikke låst mig selv ude."
   "Nå, det var bare for sjov?" siger Anna og læner sig tilbage, smiler igen. "Du har ikke låst dig selv ude med vilje?"
   "Nej, jeg mener, jeg har slet ikke låst mig selv ude." Han kigger hende i øjnene igen. "Jeg har nøglen lige her i lommen." Han rækker den ene hånd ned i venstre lomme, som om han holder om noget dernede.
   "Hvad ... Jamen, hvorfor ville du så sige til mig at ..." Annas øjne spiler sig lidt op. Hun rejser sig halvt fra sengen, som om hun skal til at bakke væk fra Johan. "Ej, sig det er for sjov. Det er sgu ikke sjovt, det der. Det er også bare en joke, det der, er det ikke?"
   Johan trækker begge hænder op af lommerne og trækker lommerne helt ud. De er tomme, bortset fra hans mobiltelefon, som han holder demonstrativt mellem tommel- og pegefinger. Han smiler et lille, skævt smil til hende.
   Anna ånder tungt ud og lader sig dumpe ned på sengen igen. "Godt så." Hun udstøder en lidt rystende latter. "Ikke flere dårlige jokes. Ikke flere for i aften, vel?"
   "Så vil jeg godt spørge dig om noget."
   "Okay. Hvad?"
   "Hvad fanden er det her?" siger Johan og stirrer op på hende, fjendtligt.
   "Hvad mener du?"
   "Hvad fanden har du egentlig gang i?" Han rejser sig. Hun rejser sig også, nærmest refleksivt. "Du møder bare en fremmed fyr, som du ikke har snakket med før, som bor på din gang; og så inviterer du mig ind og snakker med mig om alt muligt, stiller mig alle mulige spørgsmål ..."
   "Det var jo bare fordi du var låst ude ..."
   Hun lægger en beroligende hånd på hans overarm, men han rykker armen væk og trækker sig tilbage.
   "Du rører mig ikke!" Han råber næsten nu. "Du er ynkelig. Du er bare en ensom, ynkelig pige, der sidder her alene på en lørdag aften og ikke vil være alene. Det er ynkeligt! Havde du tænkt dig, at vi skulle kneppe eller sådan noget? Er det det, du havde tænkt dig?"
   "Nej, helt ærligt! Nu slapper du af!"
   En telefon ringer, i stilheden, efter Anna har råbt af ham. Johans mobiltelefon. Han løfter den med det samme op og svarer og kigger ned i gulvet. "Hallo? ... Ja, ja, det er mig ... Ja, så kan du bare komme herned. Så venter jeg på dig her i gangen. Fint. Hej."
   Han klapper mobiltelefonen sammen og stikker den i lommen. Han kigger op på Anna. Anna stirrer på ham, står stadig op, bevægelsesløs, med store øjne.
   "Der kommer én og låser op nu."
   Johan vender sig og går ud i gangen. Anna går langsomt ud efter ham.


9. I gangen
   Anna stiller sig i døråbningen. Johan venter foran elevatoren.
   "Jeg ville jo bare gerne hjælpe dig," siger Anna højt ud i luften i den lange, mørke gang.
   Johan svarer ikke. Han stirrer ind i den blanke blå elevatordør.
   "Jeg ville bare ... lære dig lidt at kende," siger Anna. "Og hjælpe dig med det med at blive låst ind i dit værelse igen. Hvorfor skal du være sådan lige pludselig?"
   "Du skal ikke prøve at hjælpe mig."
   "Hvad?"
   Elevatoren stopper, og døren bliver skubbet op indefra. En mand i midten af tyverne i t-shirt og cowboybukser kommer gående ud og ned ad gangen. "Dav," siger han til Johan og Anna. Han holder en flaske øl i den ene hånd og et nøglebundt i den anden, med en enkelt nøgle mellem fingrene. Han stopper op ud for 407, låser døren op og skubber den op på klem. Så går han ned ad gangen igen og ind i elevatoren.
   "Tak," siger Johan.
   "Det var så lidt," siger manden.
   Elevatordøren lukker sig. Johan går ned ad gangen med hurtige skridt; han kigger tomt frem for sig; han går ind på sit værelse. Anna bevæger sig hurtigt ud fra døråbningen og tager et par løbende skridt mod Johans værelse, men han når at lukke døren, i en stille og rolig bevægelse. Anna banker hårdt på døren.
   "Johan! Johan, gider du godt lukke op! Johan!"
   Hun står og trækker vejret tungt, tager et skridt tilbage. Så banker hun videre, hårdt.
   "Johan! Johan, jeg vil godt snakke med dig! Du kan ikke bare låse dig inde sådan her nu! Johan! Johan, jeg ... jeg er ..."
   Hun lader armene falde slappe ned. Hun træder tilbage fra døren.
   "Jeg er bange," siger hun.
   Hun står stille et øjeblik. Der er stadig ikke noget svar fra Johan. Døren bliver ikke lukket op. Gangen er stille, tom og mørk.
   Anna går ind på sit værelse igen og lukker døren.


10. I værelset
   Johan står stille i midten af værelset. Han vender mod vinduet, men han kigger ikke ud af det. Han kigger ikke på noget bestemt.
   Vi har udført en slags overvågning. Vi har set ham gøre forskellige ting. Nu gør han ikke noget. Vi ved ikke, hvad han vil gøre. Måske ved han ikke selv, hvad han vil gøre. Og det er derfor, han bare står stille her i sit værelse.