Der var noget, der havde rørt ved hende. Kvinden lå i sin seng og prøvede at falde i søvn, og så var der noget, der havde rørt ved hende. Det var hun helt sikker på. Det havde føltes som en helt almindelig fingerspids, varm og menneskelig, der havde strøget hende over den ene underarm, der lå udenfor dynen og udover kanten af sengen.
Nu sad hun halvt op mod væggen, mod hjørnet, med øjnene spærret vidt op; de vænnede sig til mørket, men der var ikke andet at se end de samme gamle velkendte konturer af hendes møbler, hendes malerier, det store vindue med høj udsigt over Frederiksberg. Hun havde trukket alle legemsdele ind under dynen, fødder og arme; intet skulle røre ved hende igen og give hende sådan et chok. Men der var jo ingenting. Det måtte have været hendes fantasi.
Med en hurtig, pludselig bevægelse slyngede hun sig hen til lyskontakten på væggen ved fodenden af sengen. Klik. Lys der stak i hendes trætte øjne. Der var virkelig ingenting. Bare hendes Ikea-møbler i deres rene, geometriske forme. Hendes tøj i en mørk beige bunke på lænestolen. Rækker af klassisk litteratur i reolens kvadratiske celler. Natbordet, hvor mobiltelefonen lå og ladede op. Måske skulle hun ringe til Henrik eller en eller anden.
Kvinden bøjede sig langsomt ned over kanten af sengen og stak så hovedet ned med et hurtigt ryk for at kigge ind under. Der var ingenting. Hun satte sig op igen på sengen og smilede vagt af sig selv. Hun gik igennem lejligheden i sin pyjamas, der bestod af en stor t-shirt og trusser. Hun kiggede ind i skabe, ind bag brusebadsforhænget, selv ned i skuffer, hvor der umuligt kunne gemme sig et menneske. Det havde sikkert bare været et insekt. Måske et lidt stort ét, der kunne føles som en menneskelig fingerspids.
Hun tog en panodil og drak et glas koldt vand. Klokken var kvart i 12. Det var en tirsdag nat, og hun skulle op ved 7-tiden og på arbejde i morgen. Hun gik i seng igen.
Hun vågnede igen ved 1-tiden. Noget havde rørt ved hende igen. Denne gang havde det føltes som to fingre, mindst to, der havde strøget hende over anklen, der lå udenfor dynen. Hun tændte lyset med det samme og stirrede rundt i værelset, kiggede under sengen igen. Ingenting.
Hun tog mobiltelefonen fra natbordet og ringede til Henrik.
Han kom forbi cirka 20 minutter senere; han boede i nærheden. Han så træt og sur ud, selvfølgelig; hun havde vækket ham. Han havde en krøllet grå skjorte på, og hun kunne se små svedpletter ved armhulerne. Det var en varm juni-nat.
"Hey," sagde han med rusten stemme. "Hvad er det så for noget?"
"Bare kom ind." Hun åbnede døren helt for ham, og han børstede træt og tungt forbi hende. Hun havde taget cowboybukser på og en bh inde under t-shirten. Et øjeblik, da hans krop stødte dovent imod hendes, fik hun lyst til ham igen. Så lukkede hun døren, vendte sig og så ham fumle foroverbøjet med at tage sine sko af, og pludselig virkede han bare lille og fjollet.
"Vil du have te eller kaffe eller noget?"
"Ja, kaffe; hvorfor ikke bare ødelægge min nattesøvn fuldstændigt og skide på min arbejdsdag i morgen?" sagde han med et skævt og bittert smil, mens han rettede sig op.
Hun så bare på ham et øjeblik. "Var det sarkastisk?"
"Nej nej, jeg vil virkelig gerne have kaffe."
Hun gik ud i køkkenet og satte en kande over. Han stod i døråbningen. Hun stod med ryggen mod køkkenbordets kolde overflade; efter et par tavse sekunder satte hun sig op på det.
"Så du siger altså, at du tror, der er noget i din lejlighed?" spurgte Henrik endelig.
"Ja. Jeg ved godt, det lyder som en dårlig gyserfilm."
Henrik trak på skuldrene som for at sige at ja, det gør det faktisk. "Og du tror ikke bare, at det kunne være et insekt?"
"Det kunne det godt være. Men i så fald er det et stort ét. Det føltes som en hel finger, eller to fingre, der strøg mig over armen her ..." Hun strøg sig over underarmen, som det ukendte i mørket havde gjort. "Og anklen her." Hun trak det ene ben op for at stryge sig over siden af anklen. "Det er jo også ret uhyggeligt, hvis det bare er et stort insekt."
Henrik smilede skævt igen. "Så derfor havde du brug for en stor stærk mand i huset."
"Yes." Kvinden smilede.
Henrik gik langsomt hen til hende og stillede sig overfor hende, op imod hende, som hun sad dér på kanten af køkkenbordet. Hun følte igen noget trække i sig, inde i sig, lysten til ham. "Er det bare derfor, du ville have mig her?"
"Ja. Bare derfor."
Han lænede sig ind for at kysse hende. Hun vendte ansigtet væk og hoppede ned, tog et skridt sidelæns, væk fra ham. Hun rømmede sig. "Skal vi gå en runde gennem lejligheden? Måske kan vi spotte det dér insekt."
De gik igennem den stille, rene lejlighed. Hun havde tændt lyset overalt. Henrik kiggede ind i skabe og ind bag brusebadsforhænget. Hun sagde ikke til ham, at hun havde gjort det.
"Hvor er det mærkeligt at gå rundt her, når jeg ikke bor her længere," sagde Henrik pludselig, mens de stod inde i soveværelset. Han satte sig ned på kanten af sengen. Dynen var stadig krøllet sammen i en bunke i midten. Han så op på hende med sit åbne, egentlig meget flotte ansigt, ubarberet. Han var i starten af 30erne, men kunne gå for at være sidst i 20erne, hvor hun selv befandt sig. Hun havde lidt lyst til at række en hånd ud og ruske i hans pjuskede, sorte hår. Som en moder. Bedstemoder.
Hun gik ud i entréen igen uden at sige noget. "Er kaffen færdig nu?" spurgte han, gående bag hende.
"Ja. Skal du have en kop?"
"Nej ... nej, egentlig ikke. Skal jeg bare tage hjem nu?"
"Det kan du vel lige så godt."
"Godt så. Det var ... sjovt at være her igen." Han gav hende et kram. Hun stod stille og lod det passere, lod ham sige farvel, lod ham gå ud og lukke døren efter sig. Hun gik ud i køkkenet og stod stille i tomheden, fingrene på venstre hånd hvilende på bordet i midten, den blanke hvide overflade. Hun besluttede sig for at lade kanden med kaffe stå. Hun gik i seng for at prøve at få de fem timers søvn, hun havde tilbage. Der var intet, der rørte ved hende igen i mørket. Hun vågnede, da vækkeuret ringede kl 7.
På arbejdet syntes hun selv, hun fungerede normalt, men en af hendes kolleger sagde i en pause til hende, at hun virkede lidt distræt. Hun takkede ham for informationen og gik tværs over det blanke grå gulv for at fylde sit krus med koldt vand igen ved vanddunken. Så satte hun sig tilbage foran sin computer for at arbejde videre på et banner i PhotoShop. Hun var grafisk designer på Danmarks Radios markedsføringsafdeling. Hun arbejdede sammen med Mads, den strategiske planner, og Lisbeth, forsideredaktøren. Hun mistænkte, at Mads og Lisbeth var begyndt at have noget kørende; de snakkede og smilede hele tiden til hinanden. Men det skulle de da også have lov til. De var yngre end hende, i midten af 20erne, og begge meget tiltrækkende.
Natten til onsdag følte hun igen, at noget rørte ved hende, mens hun lå og prøvede at falde i søvn. Det var igen bare en finger, der strøg hende, denne gang henover kinden. Hun kom med et lille udbrud af chok, satte sig op og tændte lyset med det samme, prøvede at få vejret igen. Der var ingenting.
Hun gik gennem lejligheden og tændte lyset overalt. Hun satte sig i sofaen i dagligstuen med et tæppe over sig. Hun så tv i lang tid, alle mulige ligegyldige, dårlige programmer. En svensk krimi om en række mord på tilsyneladende tilfældige prostituerede. En softcore pornofilm på en tysk kanal. Musikvideoer på MTV. En sæbeopera, hvor figurerne proklamerede, at de elskede hinanden for evigt, eller hadede hinanden, eller at de i virkeligheden var beslægtede på en eller anden overraskende måde. Reklamer. Kvinden stirrede på flimmeret uden at føle noget.
Til sidst faldt hun i søvn. Om morgenen kom hun en halv time for sent på arbejde.
Hun spiste frokost med en gammel veninde inde på en fin lille café på Fiolstræde. Veninden hed Pernille og læste jura. De to havde kendt hinanden siden gymnasiet. Kvinden fortalte Pernille om, hvordan hun blev ved med at føle, at noget rørte ved hende om natten i sengen, i mørket.
"Det lyder godt nok mystisk," sagde Pernille, mens hun pakkede det stykke chokolade ud, der var kommet med hendes café latte. "Er du sikker på, det ikke er noget rent fysiologisk? Du burde nok gå til læge."
"Ja ... det er sikkert bare noget med min krop. Nerverne." Kvinden spiste sin salat i stilhed et stykke tid.
"Du må prøve at finde dig en kæreste igen," sagde Pernille. "Nu har det snart været et år siden ... altså med Henrik og alt muligt." Hun grinede lidt. "Måske er det bare dét, det her med at blive rørt om natten bunder i."
Kvinden grinede ikke. Pludselig følte hun sig lidt irriteret, lidt fornærmet af Pernille. "Nej. Nej, det er ikke dét, det her "bunder i." Og jeg har det fint alene. Jeg vil bare leve helt ... helt rent, et stykke tid. Forstår du, hvad jeg mener?"
Pernille stirrede på kvinden et øjeblik. Så smilede hun undskyldende. "Ærlig talt ... nej, ikke rigtig."
Kvinden trak på skuldrene. Hun drak af sit glas mineralvand.
Lægen præsenterede sig selv som Jakob Budtz. Han var en midaldrende mand med sort, grånende hår og rektangulære, stelløse briller. Han lagde ud med at sige, at han desværre aldrig rigtig havde hørt om et sådant symptom, som det hun beskrev. Men han ville med glæde udføre en helt almindelig nerve-test for at indkredse, hvad der kunne være galt.
Hun gik med til det. Hun fik besked på at lægge eller sætte sig på briksen. Hun satte sig. Jakob tog hendes temperatur for at bestemme, at den var normal; det var den. Han satte nogle elektroder fast på hende på forskellige nerve-steder og forsikrede hende, at det ikke ville gøre ondt på nogen måde, og at hun ikke skulle være nervøs. "Det er jeg ikke," sagde hun. Hun stirrede frem for sig ud af vinduet på nogle krogede egetræsgrene mod den hvide himmel.
Jakob holdt en sonde mod hendes hud og forklarede, at den ville udsende en meget lav elektrisk impuls for at stimulere nerverne. Så ville elektroderne måle impulsens fart, og han ville kunne se nerveaktiviteten på den CRT-skærm, elektroderne var sluttet til.
"Det ser ganske pænt ud," sagde han til sidst. "Det er faktisk helt normal nerveaktivitet. Jeg kan ikke se, hvorfor du skulle føle, at noget rører ved dig, når der ikke er noget. Jeg foreslår, at du venter lidt og ser, om det ikke bare går over. Det har kun stået på i et par dage?"
Kvinden nikkede.
Jakob sad i et par sekunder tavs, med de smalle, tørre læber let adskilte. Kvinden kunne se, at han overvejede at sige noget, der måske ville gøre situationen akavet eller ubehagelig. Så sagde han det: "Jeg kan give dig en psykiaters kort, hvis det er. Der er ... en meget lille chance for, at dette er et mindre psykisk problem, som en psykiater ville kunne hjælpe dig med. Vil du gerne have en psykiaters kort?"
"Ja. Ja, det vil jeg da gerne," sagde kvinden med et lille smil. Hun tog imod det lille grå, digitaltrykte kort, lægen rakte hende.
Da hun kom hjem, stod hun i køkkenet og stirrede på kortet et øjeblik. Så smed hun det ud.
Hun gad ikke lave ordentlig aftensmad til sig selv den aften, selvom hun havde en cuvette-steg i fryseren og masser af frugt til en god salat. Hun bestilte en pizza og drak hvidvin til.
Hun havde noget arbejde på web-banneret at lave til i morgen, hvor det skulle være færdigt senest kl 12, men hun kunne ikke få sig selv til det. I stedet sad hun bare og så tv hele aftenen. Hun drak mere hvidvin. Hun zappede et stykke tid, indtil hun bare blev på TV2.
Nyhederne. Sporten, regionale nyheder, vejret. Reklamer. Vanish, rengøringsmidlet der kan fjerne alle slags pletter. Interflora. hvad blomster kan gøre.
Dagens Mand. Reklamer. Nyhederne igen. Reklamer. Regionalprogram. Reklamer. Anna Pihl. Reklamer. Vejret. Reklamer. En amerikansk thriller fra engang i 90'erne. Reklamer. Et gammelt afsnit af Klovn. Reklamer.
Reklame for en ny actionkomedie i biograferne. Sonofon-reklame med en kendt rapper, der rapper om et nyt fantastisk SMS-abonnement. Reklame for en ny dokumentarserie på kanalen om det hektiske liv på et modeblads redaktion. Nescafé. Fakta. Toffifee. En mor til fire små børn sidder i en solbeskinnet dagligstue og fortæller om, hvordan alle i familien altid bliver så glade, når hun kommer ud med en bakke Toffifee. Mundbevægelserne passer selvfølgelig ikke i den oprindeligt tyske, eftersynkroniserede reklame. "Og hvis de vil have mere - så ka' jeg bare lade bakken gå rundt én gang til!" siger den smilende mor.
På dette tidspunkt begynder kvinden at græde. Hun græder først stille. Så bliver hulkene højlydte og voldsomme; hele hendes krop ryster og skælver. Hun holder armene mod maven, knuger hænderne om albuerne, rokker frem og tilbage, som for at berolige sig selv, som for at få det til at stoppe. Men det stopper ikke. Hun græder. Hun græder længe. TV'et kører foran hende; dets larm konkurrerer med hendes gråd.
Endelig rejser hun sig, stille igen. Hun slukker for TV'et, der nu er i gang med et afsnit af Venner.
Hun går ud på badeværelset, tager en panodil og drikker et glas koldt vand. Hun vil lade opvasken stå i køkkenvasken. Hun børster tænder. Hun tager et langt, varmt brusebad. Hun tørrer hår, tager trusser og en stor t-shirt på og går i seng. Hun trækker dynen godt op om sig. Hun stiller ikke sit vækkeur.
Lige da hun er ved at glide ned i søvnen, føler hun noget røre ved sig. Nej, det rører ikke bare ved hende. Det griber fat i hende.
En hånd, en varm og menneskelig hånd; hun er sikker på det nu; ikke noget insekt. Hånden har rakt ind under dynen og grebet fat i hendes ene håndled. En anden hånd rækker ind og griber fat om hendes andet håndled. Holder hende fast. En vægt sænker sig på sengen, over hende, imod hende.
Hun åbner ikke øjnene, vil ikke se.
Fødder, ankler, skinneben sænker sig mod hendes ankler, holder også dem nede.
Hun holder øjnene lukket. Vil ikke se.
Et ansigt sænker sig ned til hendes; en mund presser sig imod hendes, læber der åbner sig, en tunge. En mund, der kysser hendes mund, ivrigt, glubende. En mund, der kysser hende. To hænder og to ben, der holder hende fast. Et menneske i mørket, i tomheden.
Hun åbner sin mund mod den fremmede mund. Hun tager imod kysset og gengælder det. Hun lader den fremmede tunge glide ind.
Hun åbner ikke øjnene.