"Jeg kunne godt knalde hende dér," siger Harald.
   "Hvem?" siger jeg og kigger lidt ligeglad rundt i baren. Vi sidder i en hjørne-bås, mens de andre er oppe og købe drinks.
   "Hende der gik forbi lige før. Med studenterhuen på."
   "Nå. Ja. Hun var ret pæn." Jeg retter mig op og strækker armene over hovedet. "Du skal også bare komme og besøge mig i København engang! Så finder jeg en lækker pige til dig, og du finder en lækker fyr til mig. Du skal møde mine venner på studiet. De er awesome."
   "Ja, men det vil jeg virkelig gerne!" siger Harald. "Du skal også møde mine venner på filosofi."
   "Ja!" siger jeg og nikker.
   Harald drikker af sin øl og læner sig ind mod mig. "Altså, hvis jeg skal være helt ærlig så ... altså, de er jo nærmest mine bedste venner, udover dig. Og dem her ... folkene her ..." Han kigger lidt over mod de andre, der kommer tilbage til vores bord nu. "De er sjove nok at drikke sig fulde med og være sådan lidt, ha-ha, nu snaver Nana med Julie igen. Eller ha-ha, nu ser vi den her sjove video på Youtube igen. Men ... ja. Ej." Han griner. "Nu holder jeg bare kæft og drikker mig fuld, som den luder jeg er."
   "Nej altså, jeg ved godt hvad du mener," siger jeg med et smil. "Jeg har det på helt samme måde."
   De andre sætter sig hos os igen. De har købt et fad shots, som Sandra stiller midt på bordet. Sandra er Haralds ekskæreste; de fandt sammen i gymnasiet, hvor de fleste af os kender hinanden fra. De flyttede i lejlighed sammen her i Århus, da de begyndte på universitetet. Nu har de slået op; Harald er flyttet på kollegieværelse, og Sandra beholder lejligheden. Sandra og Harald er begge tykke og har langt hår.
   Sandra er her sammen med sin nye kæreste Jasper, som er tyk og lav og minder mig lidt om et pindsvin. Han har også langt hår, og en piercing under underlæben. Nana er her også, en meget højlydt og lidt dum grønlandsk pige, som vi også gik i gymnasiet med. Hun snakker med Andreas, som vistnok er en ven af Jasper. Andreas er en lidt akavet fyr med briller med tykke sorte stel.
   Og så sidder Julie og Kasper her også. Julie er endnu en veninde fra gymnasiet, og Kasper kender jeg ikke så godt. Han er en århusianer på vistnok kun 15 år. Mine venner her i Århus er begyndt at hænge ud med ham. Jeg tror, han er bøsse; han har glattet, sort hår og stramme hvide bukser på.
   Julie og Kasper fniser over et eller andet. De rejser sig og går sammen ned ad trappen mod toiletterne.
   Jeg stirrer efter dem. Harald slår mig på skulderen og bringer mig tilbage til virkeligheden. Han vil tage et shot med mig. Jeg laver en modstræbende lyd, men skåler og tager shottet.
   "Okay, det her har jeg ikke fortalt særlig mange. Faktisk er du nummer 2, jeg fortæller det til," siger Harald. Han stopper op.
   "Hvad?" siger jeg og smiler.
   "Noget som lægen her i Århus kunne fortælle mig, og som mine læger i Sønderborg aldrig fortalte mig, det er, at jeg har en speciel form for diabetes, der gør, at jeg nok højst bliver 40. Allerhøjst 50."
   Jeg kigger ned på bordet, mens jeg sidder lænet ind mod ham for at kunne høre ham over den høje musik. Mine øjne flakker op til ham, ned på bordet, op til ham igen, hvor de bliver. Jeg laver en flad "Årh"-lyd.
   "Det er noget fucking lort," siger Harald så, med et bredt smil. Han er 20.
   "Wow," siger jeg ud i luften.
   "Basically, så ved jeg ikke, om jeg skal leve mit liv så sindssygt, jeg vil, og bare drikke og ryge hash og leve så usundt, som jeg gør. Eller om jeg skal leve som en munk, så jeg er sikker på at jeg i hvert fald bliver 50."
   "Det førstnævnte," siger jeg med et lille smil. "Du skal gøre det førstnævnte, Harald."
   "Ja." Harald puster tungt ud og læner sig lidt ind over bordet.
   "Det er fucked op," siger jeg, pludseligt og meget vredt. "Altså ... Men altså, de kan jo godt finde en kur eller et eller andet. Mod den slags diabetes. Det er der en sandsynlighed for."
   Harald griner og kigger på mig. Hans øjne er snævre og varme og nærmest kinesiske, Buddha-agtige. Han drikker af sin øl.
   "Altså, jeg kan jo også lige så godt bare dø i en bilulykke, når jeg er 40," siger jeg så.
   "Ja, men det er jo ikke ... Du ved jo godt, at det ikke er det samme," siger Harald. "Min krop konspirerer jo ligesom imod mig."
   Jeg er stille.
   "Fuck, mand. Jeg vil bare gerne være pattestiv i aften," siger Harald og griner.
   "20 år er altså lang tid. Det er sindssygt lang tid. Et år er sindssygt lang tid."
   "Ja, men det er stadig noget lort at få at vide, at man kun har halvdelen af den tid, man troede, man havde," siger Harald. "Det er stadig noget lort."
   "Jamen ... Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. I det mindste bliver du aldrig til en ..." Jeg vifter dovent med hænderne. "Senil pensionist, der ikke kan tørre sin egen røv."
   "Nej, det har du så ret i."
   Vi er igen tavse i et stykke tid, mens musikken og andre folks stemmer fylder luften ud. Jeg spørger ham: "Hvem har du ellers fortalt det til?"
   "Bare en af mine venner på studiet."
   "Har du ikke fortalt det til Sandra?"
   "Nej. Jeg tror ikke, det ville være så godt for hende at få det at vide lige nu."
   "Nej."

Cirka en time senere sidder vi stadig ved bordet og drikker. Sandra og Jasper sidder og snaver i hjørnet overfor. Harald, Andreas og jeg sidder og snakker om japanske tegnefilm. Kasper og Julie er stadig væk, og nu er Nana vist ude og lede efter dem. Jeg tænker lidt over, om Kasper og Julie mon virkelig har været væk for at have sex. Jeg var ellers helt overbevist om, at Kasper var bøsse. Og ikke engang én, som jeg er særlig tiltrukket af; han er jo bare en spinkel lille dreng.
   Pludselig kommer Nana forbi og læner sig ind over bordet med sin sølv-glitrende kjole og farvede røde lokker. "Okay, nu skal Julie altså hjem," siger hun bare. Så går hun videre med armene rundt om Julie, som jeg slet ikke havde set stå bag hende. Jeg når ikke at se Julies ansigt. Hendes lange sorte hår svinger bag hende.
   "Er Julie okay?" spørger jeg. "Har hun brækket sig eller hvad?" Julie kan aldrig styre, hvor meget hun drikker.
   Harald trækker på skuldrene. "Det er sikkert noget med Kasper."
   "Kasper? Altså ... er der noget mellem dem eller hvad?"
   "Ja, der er noget med, at de har været sammen, men Julie vil ikke rigtig være kærester med ham."
   " Han er jo også bare en lille dreng," siger Andreas i et forsøg på at være med, selvom han ikke rigtig kender nogen af os.
   Harald nikker. "Ja, han er 15, og hun er 20. Jeg ved ikke, hvad han forestiller sig."
   "Det er noget med, at han har været sammen med en anden én," siger Sandra, der åbenbart har lyttet til vores samtale, mens hun kælede med Jasper. Hun var også nede ved toiletterne i lang tid på et tidspunkt; nok for at snakke med Kasper og Julie. "Han har været sammen med en anden én, og det er Julie såret over."
   "Selvom hun ikke vil være kærester med ham?" siger jeg fladt.
   Sandra trækker på skuldrene og stryger Jasper over håret.
   "Hvor er Kasper nu?" spørger Harald. Ingen svarer, og jeg siger "Dunno."

Vi sidder på et trappetrin udenfor og får lidt frisk luft, mig og Harald og Andreas. Lidt længere nede ad gaden står Sandra og Jasper under et stillads. De er oppe at skændes over noget nu.
   "Fuck, mand," stønner jeg og kigger på min mobiltelefon. "Klokken er kvart i 2." Jeg kigger op på Harald, der går langsomt frem og tilbage. "Jeg vil bare gerne hjem til dig eller Sandra og sove. Fuck, hvor er der koldt."
   "Kan du godt finde tilbage til Sandra?" spørger Harald. Vi holdt forfest hos hende tidligere og gik de 5 kilometer herned til Heidis Bier Bar. Jeg skulle egentlig sove hos Harald, men der er også plads hos Sandra, der har en dobbeltseng og en stor fold-ud-sofa, hvor Nana og Julie skal sove.
   Jeg ryster på hovedet. "Jeg kan ikke finde rundt i fucking Århus. Jeg skal bare følges med nogen."
   "Jamen jeg er klar til at tage hjem til mig," siger Harald. Han bor på Stenaldervej-kollegiet helt ude i Brabrand. "Det er bare lige 8 kilometer længere at gå, end hvis du bare vil op til Sandra."
   "Så sover jeg bare hos Sandra." Harald snorker også, så man tror det er løgn.
   "Den nemme løsning," siger Andreas grinende.
   "Endlösung," siger jeg; så kigger jeg nærmest anklagende på Harald. "Hvorfor fanden skal du gå helt derop? Er der ikke fucking natbusser i Århus?"
   "Nej," siger Harald træt.
   Vi er alle tre stille i et stykke tid. Jeg kigger ned mod Sandra og Jasper, der har stået og krammet hinanden i lang tid nu. Skænderiet er afsluttet. "Okay, nu går vi altså ned til dem," siger Harald.
   "Sandraaa," siger jeg, da vi står under stilladset hos det smilende kærestepar. "Skal vi ikke tage hjem nu? Jeg vil hjem og sove."
   "Jamen ... det vil vi andre ikke," siger Sandra med et grin.

Vi går ind i baren igen. Der bliver købt flere øller. De andre spiller bordfodbold; Sandra og Jasper mod Harald og Andreas. Jeg står og kigger dovent på.
   Folk passerer hele tiden forbi imellem mig og bordfodbold-spillet, fordi ryger-rummet er lige til højre for mig. Jeg står lænet op ad to søjler, der er tæt placeret, så man kan læne sig ind i revnen imellem dem, men uden at falde igennem. Dansegulvet er lige til venstre for mig. Lys i grundfarver glider rundt i mørket og rammer kroppe. Musikken er gået over i 'Sweet Dreams' af Eurythmics, som jeg godt kan lide. Jeg rykker min krop lidt i takt til musikken, uden at gide at gå ud på dansegulvet.
   Lidt senere har de andre endelig også lyst til at tage hjem.
   Vi går igennem de mørke gader. Århus by night. Jeg tænker på, om der ikke er en film, der hedder det.
   Pludselig siger Sandra: "Okay, guys, jeg har lige fået en SMS fra Nana, hvor der står 'Kasper står udenfor døren og banker på, og jeg er bange.' Skal vi ikke ligesom gå lidt hurtigere så?"
   "Fuck, mand. Fucking pikkelort," siger Harald. "Jeg gider ikke til at skulle ... håndtere Kasper, og Julie, og alt deres ... Horton-saga-pis. Alt det der fucking drama."
   "Det er sikkert ikke så slemt," siger jeg. "Det er sikkert bare Nana, der overreagerer. Altså ... det er jo Nana. Kasper er sikkert bare gået igen."
   "Hun skriver, at han går og græder derude og råber efter Julie," siger Sandra.
   "Han er sådan en lille fucking idiot," siger Harald. "Sådan noget fucking pis. Jeg gider ikke det her pis."
   "Jeg tror altså nok det er bedst, hvis du snakker med ham, Harald," siger Sandra. "Altså, jeg ved ikke ... Han er vist virkelig vred og mærkelig. Måske kan han finde på at slå nogen."
   "Ej, jeg tror ikke, han bliver voldelig," siger Jasper. "Han er jo bare en lille dreng, som ikke ved hvad han vil have."
   Der er stille. "Ja altså ..." begynder jeg. "Jeg ved jo ikke noget som helst om, hvad der er foregået imellem dem. Altså indtil i aften var jeg overbevist om, at han var bøsse."

Vi når frem til lejlighedsbygningen og går ind i den store gård. Vi tager elevatoren op til 3. sal, hvor vi går hen ad svalegangen. Luften er kølig. Himlen er mørkeblå, uden stjerner; man kan allerede høre fugle kvidre. Hoveddøren til Sandras lejlighed står åben. "Okay, nu bliver jeg lidt bange," mumler Sandra.
   Harald går forrest ind. Der er en smal entré med køkken, et toilet lige til højre og stuen længere henne.
   Nana sidder på gulvet lige indenfor med armene rundt om knæene. Hun er helt rolig og kigger ind på badeværelset, hvor Kasper også sidder på gulvet. Vi kan høre Julie hulke inde fra stuen. Det gibber i mig. Jeg kan aldrig helt håndtere at høre nogen græde.
   "Jamen, du kan jo ikke blive her, vel?" siger Nana blidt til Kasper.
   "Kasper," siger Harald med en fast stemme. Han stiller sig ved siden af Nana. "Kasper, prøv lige at lytte til mig. Jeg tror, det er bedst, hvis du tager hjem nu."
   "Ja, det tror jeg også," siger Kasper halvkvalt. Han rejser sig og børster forbi os alle sammen og væk, ned ad svalegangen. Jeg når at se hans tårestrimede ansigt. Et øjeblik kører ordene "den følsomme mand" igennem mit hoved, og jeg har lyst til at grine.
   Inde fra lejligheden kan jeg høre Julie gå hurtigt, hulkende, ud på badeværelset, hvor hun trækker Nana med ind; de lukker døren. Der skal trøstes. Det er noget, jeg aldrig selv kan finde ud af.
   Døren til lejligheden ved siden af går op. En sorthåret, pæn ung kvinde står dér, i badekåbe. "Hey, er alting okay med jer?" spørger hun, ikke spor vredt eller skræmt.
   Harald bliver ordfører og går hen til hende. "Ja, du må virkelig, virkelig undskylde, hvis der er nogen, der har råbt eller banket på døre eller noget som helst. Der var én her, som er helt ... helt fucked op, og han har fået lidt for meget at drikke, men vi har fået ham til at gå igen nu. Igen, du må virkelig, virkelig undskylde, hvis der har været noget."
   "Nej nej, det er okay," siger kvinden. "Han gik bare op og ned her og græd. Det var ikke så vildt."
   "Det må du virkelig undskylde," siger Harald. "Han er gået nu; det er bare ham og en pige derinde, der har haft gang i sådan noget ... Horton-saga ... sæbeopera-pis."
   Kvinden ler lidt. "Okay. Jamen, jeg undrede mig også over, hvorfor der var én der gik herude og græd sådan."
   "Ja, men ... Igen, det må du virkelig, virkelig undskylde. Du må ellers have en god nat."
   "Jo tak, i lige måde," siger kvinden med et lille smil og lukker døren igen.
   Vi bliver alle stående på svalegangen et øjeblik. Så går vi ind i entréen, og jeg lukker forsigtigt døren bag mig. Folk sætter sig i stuen, på fold-ud-sofaen; Andreas på skrivebordsstolen. Jeg bliver stående i døråbningen. Alting er rodet og fyldt med flasker og dåser fra forfesten. Lyden af Julies gråd fra badeværelset er tydelig og ubehagelig.
   "Det gik i det mindste nogenlunde let," siger jeg til Harald, der sidder ved siden af Sandra og Jasper på sofaen. "Med at få ham til at gå."
   Harald smiler træt til mig.
   Julie kommer ud fra badeværelset; man får nærmest et chok. Jeg ser hendes oppustede, hulkende ansigt med mascara-striberne. Hun går hurtigt forbi mig og hen til Sandra på sofaen. Hun sætter sig dér, for at fortsætte trøstningsprocessen, nu med en ny veninde og med Harald. Andreas sidder dér på kontorstolen ved siden af mig; vi udveksler næsten et blik, men ikke helt. Jasper ved heller ikke, hvad han skal sige. Der går et minut eller sådan noget.
   Så siger Harald, mens han stryger Julie over håret: "Kan vi ikke prøve at ... lade være med at danne et ... fucking amfiteater rundt om?"
   Folk brummer og mumler deres samtykke med denne idé. Jasper, Andreas og jeg går ud i køkken-entréen og lukker døren efter os. Nana smiler træt til os. Vi kan stadig tydeligt høre Julies gråd fra stuen.
   "Ja, jeg tror, jeg vil tage hjemad," siger Andreas.
   "Okay," siger Jasper. Jeg smiler nærmest undskyldende til Andreas.
   Nana begynder at vaske op. "Når sådan noget her sker, så skal jeg ligesom bare lave noget."
   Jeg nikker. "Ja, det kender jeg godt."
   "Jamen, jeg klager ikke," siger Jasper med et smil.
   "I har godt nok også virkelig meget opvask stående," siger Nana. "Det ville jeg slet ikke kunne holde ud."
   "Tja," siger Jasper. Han tager et viskestykke og begynder at tørre op.
   Det banker på. Et øjeblik er jeg bange for, at det er Kasper igen. Jeg åbner, og det er Andreas. Han siger: "Hey, jeg ville bare lige sige, at Kasper stadig er her. Han går rundt nede i gården. Jeg tænkte bare, at jeg lige ville sige det, før jeg gik."
   "Ej for helvede," siger Nana og skrubber indersiden af en gryde hårdt. "Tak, Andreas."
   "Det var så lidt. Godnat." Han går igen.
   Julie bliver ved med at hulke derinde. Vi kan også høre Sandras og Haralds dæmpede stemmer.
   "Det er mærkeligt, hvordan sådan en aften ..." siger jeg og kradser mig i øjet. Jeg begynder at stille tallerkener på plads. "Hvordan man bare kan tro, at alle har det godt, og det går helt fint, og vi har det hyggeligt nok, og så lige pludselig er der bare noget galt, åbenbart."
   "Jamen, så vidt jeg har forstået, så er han også bare en lille dreng, der bare ikke kan forstå, at hun ikke vil have ham," siger Jasper.
   "Ej, jeg ved ikke noget om det," siger jeg igen. "Jeg vil slet ikke udtale mig om det. Altså indtil i aften var jeg bare helt overbevist om, at han var bøsse."
   Nana smiler lidt af det. "Ej, hans problem er bare, at han ikke ved, hvad han vil have ..."
   "Jeg vil ikke engang snakke om det," siger jeg og småfniser. "Jeg vil bare gerne sove ... Jeg synes bare, vi alle sammen trænger til at sove."
   "Jamen det kan vi ligesom ikke, før vi får Kasper til at tage hjem, og før vi får Julie til at falde til ro," siger Nana. "Vi skal ligesom lige have klaret de to ting. Vi må få Harald til at snakke med Kasper igen."
   "Det tror jeg ikke, han bliver glad for at han skal," siger jeg.
   "Ja men ..." Nana sukker.
   "Hvorfor kan Kasper ikke bare tage hjem?" mumler jeg. "Jesus christ ..."
   "Fordi han bor langt væk," siger Nana. "Der er 25 kilometer eller sådan noget. Og der kører ikke nogen busser før om to timer eller sådan noget."
   "Hvorfor kører der ikke nogen fucking natbusser i Århus?" siger jeg. "Kan han ikke bare tage en taxa?"
   "Han har ikke råd til én," siger Nana.
   "Hvordan kan man ikke have råd til en taxa?"
   Døren til stuen går op. Harald kommer ud og lukker den bag sig. Han kører hænderne henover ansigtet. Julies gråd er blevet lidt svagere derinde. "Jeg vil godt bare tage hjem nu," siger Harald og kigger på mig. "Vil du med?"
   "Okay," siger jeg. "Men er det ikke virkelig langt?"
   "Vi tager en taxa."
   "Okay."
   Jeg krammer Nana og siger farvel til Jasper. Hverken jeg eller Harald har taget sko eller jakke af, mens vi har været her. Vi går ud på svalegangen. Kasper ligger sammenkrøllet på asfalt-gulvet lige ved siden af døren. Han sover åbenbart.
   "Luder," mumler Harald. Det er hans yndlingsfornærmelse.
   Vi tager elevatoren ned. "Seriøst, jeg gider ikke sådan nogen idioter og deres ... Horton-saga-pis!" råber Harald og slår en arm hårdt ind i væggen. Jeg kigger tavst på det skinnende metal.
   "Undskyld," siger han, da vi går gennem gården og ud på gaden.
   "Det er okay."
   "Det var bare ikke fucking sjovt at sidde og skulle høre på, at Julie bare snakker om, at hendes liv bare er forbi, og at hun bare gerne vil dø ..." Harald sparker til en ølflaske på fortovet. Vi går tværs over gaden; der er ingen trafik. "Kan du forstå, hvorfor jeg ligesom ikke har lyst til at høre på sådan noget pis? Altså med dét jeg har fortalt dig her tidligere. Så gider jeg ikke høre på at Julie bare græder og siger, at hun bare gerne vil dø, og at hendes liv er forbi. Sådan noget fucking pis."
   "Ja," siger jeg.
   "Fuck, jeg kunne godt spise noget morgenmad nu," siger han.
   Vi går henover en parkeringsplads ved en Shell-station nu. Vi går over mod butikkens hvide lys, men en stemme fra en varevogn stopper os: "Der er lukket lige nu." Vi kigger over på de tre ekspedienter, der står lænet op ad en varevogns kofanger, mens de ryger. "Vi skal lige starte generatoren til pumperne først. Vi åbner først butikken om ti minutter cirka."
   "Nå, okay," siger Harald. "Jamen så tror jeg bare, vi går igen; det var bare, hvis vi kunne købe noget at spise lige nu."
   "Ti minutter," siger en af ekspedienterne med en kraftig mellemøstlig accent. "Så åbner vi butikken. Vi får folk, der laver den fejl hver nat."
   "Nå, tak, vi går bare igen så," siger Harald.
   Vi går op ad den øde gade. "Nå, jamen skal vi så ringe efter en taxa?" siger jeg.
   "Vi skal lige hen til et sted, hvor jeg ved, hvor vi er."
   Vi går op til et kryds, hvor Harald kigger på gadeskiltene, før han ringer efter en taxa. Efter den korte samtale siger han: "Nå, jeg håber, han forstod mig. Han var bare sådan: "Okay, løløløgade og lålålågade. Fem minutter.""
   Taxaen kommer et par minutter senere. Jeg sætter mig på passagersædet, og Harald på bagsædet. Harald har svært ved at få chaufføren til at forstå ordet 'Stenaldervej-kollegiet.' Til sidst forstår chaufføren 'Stenaldervej' og kører os dertil. Vi siger ikke noget under hele turen. Jeg kigger ud af forruden på byens lys. Da vi når frem, betaler Harald de 135 kr.
   "Taxaer er fucking dyre," siger han. Vi går henover græsplæner i en lille labyrint af kedelige 2- og 1-etages bygninger. Fuglene kvidrer. Himlen er mørkeblå og bliver lysere.
   "Fuuuck, en lorte-aften," siger jeg.
   "Det var da meget hyggeligt, før Kasper og Julie begyndte på deres lort," siger Harald.
   "Ja," siger jeg. "Jeg synes bare altid ... Jeg synes altid, jeg ender med at gå og kigge ind på andre menneskers drama."
   "Ja, jeg ved ikke; jeg skal bare sove nu. De må selv ordne deres pis. Jeg gider ikke trøste dem længere, eller mægle mellem dem eller noget som helst. Fucking små børn. De er jo sikkert bare gode venner igen i morgen."
   Jeg pruster tungt ud i natteluften. "Andre folks pis."
   "Ja. Andre folks pis og lort."
   Harald fumler med nøglen, før han får låst os ind i hans bygning. Vi går ind på hans værelse, og det tager os faktisk lang tid at komme i seng. Vi er trætte og stadig fulde. Vi laver en masse jokes og snakker om sjove ting fra vores gymnasie-tid.
   Klokken er cirka 4, da vi lægger os til at sove. Luftmadrassen er slatten og støvet under mig. Jeg sover sporadisk på grund af Haralds utroligt larmende snorken. Men jeg er sikker på, at jeg får sovet lidt, for jeg får nogle mærkelige drømme. Ved 11-tiden står vi op, og jeg har ikke tømmermænd.

Kasper og Julie er blevet gode venner igen. Jeg tager over til Sandra. Om aftenen fester vi alle sammen igen, bortset fra Harald. Han siger, at han har fået en eksamensopgave tilbage, som han kun fik 7 for, hvilket han er meget sur og skuffet over. Så han vil slet ikke være i nærheden af nogen.

Næste dag skal jeg køre til Sønderborg sammen med Julie. Julie arbejder dernede i sit sabbat-år før universitetet, og jeg skal bare bo hos mine forældre lidt.
   Vi siger farvel til Sandra, Jasper, Nana og Kasper på parkeringspladsen. Solen skinner; der er bagende varmt. Julie og Kasper kysser. De er åbenbart officielt kærester nu.
   Julie kører godt. Vi kommer ned til Sønderborg på lidt over to timer. Jeg styrer radioen. Vi synger med på hjernedøde pop-sange. Vi har vinduerne rullet lidt ned, og vinden blæser igennem håret.