"Har herren sovet godt i nat?" spørger Henrik ved morgenbordet; de spiser havregrød og drikker mælk, som Henrik har fået leveret fra Hass-godset. Wittendorf-brødrenes far betaler selvfølgelig for alle forsyningerne på gården i denne tid.
   "Ja, jeg har sovet ganske godt efter min brors udbrud," siger Viktor med et stramt smil. "Du må undskylde, at jeg sådan hvæsede af dig."
   "Der er intet at undskylde, hr Wittendorf," siger Henrik.
   "Nå. Ja, hvis du mener det, så ..." Et øjeblik stirrer Viktor på Henriks unge, rene ansigt. Stuen er kun oplyst af sollyset fra marken, der rammer Henriks kind og nakke varmt og blødt. Caravaggio-hud.
   "Har herren ikke hørt ..." Henrik kigger op på Viktor, der kigger ned i sin havregrød igen. "Nej, De må undskylde mig; det var en fejltagelse."
   "En fejltagelse? Hvilken fejltagelse?"
   "En fjollet fejltagelse, hr Wittendorf; De bedes venligst glemme det."
   "Jeg beder dig om at forklare mig, hvori denne fejltagelse består!" siger Viktor og slår en lille latter op.
   "Jeg mente blot, at jeg hørte gråd i nat, efter Deres bror var ... faldet til ro igen."
   "Græd min bror igen, uden at jeg hørte det? Det ville være højst besynderligt."
   "Nej, det var ved mit værelse i øst-fløjen. Og det var ... Det var en kvindes gråd."
   "En kvindes gråd? Men der er jo ingen kvinde herude."
   "Ja, og deri bestod fejltagelsen," siger Henrik med et lille smil. Han ser, at begge deres skåle er tomme, og rejser sig. "Nu skal jeg vaske op." Så, uden tøven: "Herren er elegant klædt i dag."
   "Tak." Viktor smiler til drengen. Han har taget en brun vest med skinnende silkeryg på udover en simpel hvid skjorte. Henrik har blot en bondeskjorte i hør på med sorte seler. Han går hurtigt ud i køkkenet med skålene, glassene og mælken.

Viktor har sat grammofonen ud i opholdsstuen, på kaminhylden, der engang var fyldt med nipsting. Han sætter en plade på. Mahlers 5. symfoni. "Nu skal vi høre noget svulstig musik, Henrik!" råber han i retning af køkkenet. "Livet skal være svulstigt! Kærligheden ... kroppen ..." Ordene klinger falsk i hans egne ører, som selvbedrag; han trøster sig med, at kun han selv kan høre dem.
   Han giver sig til at rive de hvide lagner af møblerne, mens Mahlers toner fylder stuen. Her afsløres en chaiselong, dér et mahogni-bord med udskårne løvefødder. Spøgelserne forsvinder; erindringen står tilbage. I denne lænestol plejede hans far at sidde og læse højt fra Biblen eller H.C. Andersen, den kære patriark, der kunne fange hele familiens og tjenestefolkenes opmærksomhed med sin indlevede røst.
   På en lang skænk under to høje vinduer ud til midtergården står der et daguerrotypi. Viktor træder hen og betragter det, idet han smider de erobrede lagner fra sig på skænken i en uformelig bunke. Daguerrotypiet viser familien fra engang i starten af 1880'erne, da Viktor og Theodor ikke var født endnu. En omtrent 10-årig Jakob står foran deres far og hans hustru Pernille, her i stuen foran kaminen. I højre side står tjenestefolkene - kokkepigen Irene, staldkarlen Peer og husholdersken Emilie. Navnene er indgraverede nederst på rammen.
   Viktor løber impulsivt ud i køkkenet. Her står Henrik og vasker op i en balje af tyndt træ, som han har fyldt med vand fra vandpumpen i midtergården.
   Viktor stiller sig op ad køkkenbordet ved siden af den arbejdende knægt. Det blege lys rammer Henriks bøjede ansigt med de mørke, lange øjenvipper. Bondeskjorte-ærmerne er smøget op, mens han skrubber en kniv, som han brugte til aftensmaden i går. Han har fine hænder, næsten pianist-fingre.
   Viktor rækker en hånd ud og holder den afventende, svævende, over Henriks bøjede nakke med de fine små hår.
   "Hvad gør herren?" spørger Henrik, ubevægelig.
   I dette øjeblik hører de begge et råb udenfor og kigger op gennem køkkenvinduet, der vender ud mod vejen. En hestekærre er ankommet. En kusk råber for at disciplinere sine heste, der er blevet skræmt af et eller andet. En sortklædt skikkelse sidder fattet og holder fast ved siden af.
   "Det er Theodor," siger Viktor.
   Han løber ud, gennem stuen, ud i midtergården og op mod vejen. "Theodor! Velkommen hertil."
   Theodor hopper af kærren med sin attachétaske svingende fra hånden. Han viger tilbage fra kærren med de nervøse heste, der bliver vendt om nu. Kusken driver dyrene hurtigt fremad, tilbage mod byen.
   Theodor vender sig mod sin bror. Han er stadig klædt i præstekjole. Han har utvivlsomt lige holdt en sidste gudstjeneste i sognet, før han tog ud på dette ophold.
   "Viktor. Det er mig en glæde at se dig igen." Hans læber dirrer let; Viktor kan ikke lade være med at fokusere på det lille hareskår, der gør dem mærkeligt rå og skarpe at se på. Theodors lyse hår skinner næsten hvidt i formiddagssollyset, slikket strengt tilbage fra ansigtet i en midterskilning.
   De står overfor hinanden; der er ingen omfavnelser. Endelig giver de hinanden et forceret håndtryk.
   Og hestene galloperer paniske væk op ad vejen.

Henrik står ved vinduet og kan se de to brødres akavede møde. Han skrubber åndsfraværende kniven ren. Han kommer til at skære sig og udstøder en ed. Blod spreder sig i vandet.

Jakob stønner. Hans ansigt er dækket af svedperler. Han griber fat om natbordet til den side, der vender ud mod vinduet. Han rækker ud med den anden arm, som om han vil gribe fat i de blege lysstråler fra vinduet og trække sig af sted i dem som med et tov. Blikket i hans øjne over de røde rande er håbløst, forvirret og længselsfuldt. Som et lille barn, der er faret vild.
   Han vælter ud over sengekanten. Han ligger halvt nede på gulvet, med den højrøde dyne spredt ud i en mærkelig, faldende vifte omkring hans afkræftede legeme.

"Jeg vil se til Jakob med det samme," siger Theodor.
   De går ind i vestfløjen gennem den opslåede port, gennem opholdsstuen, ned ad gangen. De kan høre stønnen, og de sætter tempoet op. Theodor slår døren op ind til sygeværelset med en teatralsk bevægelse, der et øjeblik næsten får Viktor til at fnise, før han ser sin storebror liggende ud over sengekanten.
   "Åh!" udstøder Theodor og farer hen til den faldne. "Jakob!" Sammen hjælper Viktor og Theodor deres storebror op i sengen igen og trækker dynen op omkring ham.
   "Er det sådan, du har efterladt ham?"
   "Nej, din - Hvordan kan du overhovedet -" sprutter Viktor; han må vare sin tunge, holde fornærmelserne og foragten tilbage, så de ikke udløser en gensidig bølge fra Theodor.
   Jakob hoster. Han stirrer med sine rødrandede øjne ned i skødet, hvor han folder sine rystende, kridhvide hænder på den højrøde dyne.
   "Jeg drømte," siger han hæst.
   Viktor og Theodor kigger op på hinanden. "Han har ikke talt før nu," siger Viktor med et lille, håbefuldt smil.
   "Hvad drømte du, Jakob?" spørger Theodor og knæler ved sengekanten. Han rækker ud for at holde Jakobs højre hånd i begge sine, men Jakob trækker hånden til sig med et ryk.
   "Jeg så en stige blive sænket ned fra himlen og ind gennem mit vindue." Theodor stirrer ud af vinduet på de solbeskinnede bakker, op imod den fjerne nåleskov. "Det var en stige, der førte op til Gud. Jeg rakte ud efter den, og så ... så må jeg have faldet ud af sengen."
   "En stige op til Vorherre," siger Viktor med et smil. "Ligesom din navnefælle."
   "Det må du kunne lide, Theodor," siger Jakob med en snert af hån i den ru stemme. "Ganske symbolsk. At Gud blot var en drøm."
   "Men hvad mener du, kære Jakob?" siger Theodor og ryster let på hovedet.
   "Har far sagt noget om mig?" fortsætter Jakob. "Hvad han synes om det, jeg har gjort?"
   "Nej," siger Viktor. "Han har bare fået sat gården i stand igen, hyret en tjenestedreng og sendt os alle herud. For at passe dig, mens du rekupererer. Lægen sagde at et ophold i gammelkendte omgivelser ville gøre dig godt. Stilhed og ren luft. Det kan man jo ikke finde i København i disse dage."
   "Men far har ikke tilkendegivet nogen mening om min handling?" spørger Jakob. Viktor og Theodor ryster på hovedet. Jakob udstøder et lidt ironisk suk. "Det tænkte jeg nok. Far og hans tavshed. Store, tavse fader. Som skal forestille at elske os."
   "Han elsker os," siger Theodor med det samme, som per refleks. "Han elsker os alle lige højt, uanset hvilke valg vi træffer, eller hvilke fejltagelser vi begår. Det skal du aldrig tvivle på."
   "Åh så hold dog kæft, Theodor," siger Jakob og læner hovedet tilbage mod sengegærdet. Hans strube træder nærmest dyrisk frem.
   Theodor rejser sig i ét hårdt ryk.
   "Vil I vide, hvorfor jeg gjorde det? Fordi jeg følte mig tryg ved det," siger Jakob, og hans øjne flakker pludselig rasende frem og tilbage mellem hans brødre. "Jeg følte mig tryg, fordi jeg havde indset, at der hverken er et helvede eller et himmerige. Der er kun et tomrum, en negation, hvor man ikke sanser eller tænker eller føler noget; ligesom før fødslen. Det er jo kun logisk! Og det var, hvad jeg ville have; denne komplette negation! Men virkede det? Nej, nej; så vågner man op og er stadig i live, afkræftet af blodtabet, med disse forpulede bandager på!"
   Han trækker op i natskjortens løse ærmer og viser sine underarme frem. Bandagerne sidder stramt om dem, med mørke plamager langs midten. "Det kradser og stikker under dem som ind i Helvede."
   "Din tale er blasfemisk," siger Theodor.
   Jakob griner kort. "Jeg er ligeglad med blasfemi! Jeg er ligeglad med al denne løgn! Synder og dyder ... Ville jeg blive straffet i Helvede for mit selvmord? Det tror du måske? Men der er jo ikke et helvede; der er jo intet! Det er alt sammen et spind af menneskers selvbedrag og menneskers tåbelige drømme og tåbelige mareridt. Jeg væmmes ved det!"
   "Du ved ikke, hvad du siger. Herren vil tilgive dig." Theodors stemme ryster ukontrolleret. Han kan ikke møde sin storebrors blik; han stirrer ned på gulvbrædderne under vinduet, hvor sollyset falder.
   "Jeg ved præcis hvad jeg siger, og Herren, for pokker, Herren kan skide i en spand!"
   Theodor går med hastige skridt ud af lokalet. "Ja, flygt du blot, du store verdensforvrænger!" råber Jakob efter ham.
   Theodor går ned ad gangen, ud i opholdsstuen, hvor han ser en fremmed, ung knægt gå rundt og åbne vinduerne ud til markerne og til gårdmidten. Her er musik; gårdens grammofon-afspiller står på kaminhylden og spiller Mahler.
   Drengen stopper op med et sæt og vender sig mod Theodor, der stirrer forvirret og aggressivt på ham. "Hvem er De?"
   "Jeg hedder Henrik Johansen, hr Wittendorf. Jeg er tjenestedreng her," siger Henrik smilende. Et af de lange, hvide gardiner blafrer ind over ham. Han stryger det til side, går frem til præsten og giver hånd.
   "Javel. Ja. Jeg er pastor Theodor Wittendorf, fra Kerte Sogn. Jeg er kommet for at ... for at passe min bror i denne tid."
   Henrik rynker på panden. Han kan se, at præsten er grædefærdig. "Ønsker pastoren noget?"
   "Nej, nej, intet nu. Lufter De ud herinde?"
   "Ja, her var frygteligt indelukket. Skal jeg lukke vinduerne igen?"
   "Nej ... Nej, gå De ud og forbered frokosten."
   "Javel pastor Wittendorf."
   Henrik forsvinder ud i køkkenet. Theodor står stille midt i stuen et øjeblik. Så går han hen til grammofonen og stopper musikken.