Juli
   
Ole kan ikke lide de andre pensionister på vejen
   Ole er ovre hos Roelsgaards, som holder frokost. De er Oles naboer, et ægtepar i 70'erne og de mest socialt aktive på vejen. Det er dem, der arranger næsten alle selskaberne, bridge-aftenerne og fødselsdagsfesterne. Til denne frokost har de inviteret Brandes, deres søn Christian og hans kone Stef. Nåja, og barnebarnet, men han sidder musestille ovre i sofaen og læser en eller anden bog. Ole lægger nærmest ikke mærke til, at han er her. Ligesom der sikkert ikke er nogen, der lægger mærke til, at Ole er her.
   De sidder ved spisebordet i den store, kombinerede spise- og daglig-stue med det irriterende højt-tikkende bornholmerur og ferskenfarvede tapet. På væggene hænger der kedsommelige malerier af vestjydske klit-landskaber. Radioen er tændt på en tysk kanal med klassisk musik. Ole kan ikke helt identificere dét, der bliver spillet lige nu, men han gætter på et opus af Strauss. Måske "Tod und Verklärung".
   "... og vi havde jo aldeles ikke gjort noget. Vi havde ikke provokeret dem. Overhovedet ikke. Vi var bare på vej gennem byen om aftenen, og så bliver vi Gudhjælpemig overfaldet af sådan nogle lømler," siger Georg Roelsgaard.
   Han er ved at fortælle de andre gæster om noget, der skete for nogle uger siden. Nogle indvandrer-drenge skubbede til Georg på en truende måde, råbte ad ham, stjal Gudruns taske - hvori der ikke engang lå noget vigtigt eller særlig dyrt - og løb væk. Ole har hørt om den åh-så-chokerende begivenhed adskillige gange ved andre selskaber her på vejen. Han er godt træt af historien. Det er jo ikke så chokerende længere, når man har hørt om det et-hundrede-og-sytten gange. Sådan noget sker bare. Og mennesker som Roelsgaards kan ikke acceptere det.
   "Jamen, I meldte det da til politiet, ikke?" siger Stef, den italienske kvinde der taler virkelig godt dansk. Hun sagde vist også, at hun har boet her i 20 år eller deromkring. Ole har ikke rigtig lyttet med i samtalen.
   "Jo, men som sagt, så fik vi ikke set deres ansigter. Det var jo meget mørkt på stien på det tidspunkt. Så der var ikke så meget at fortælle politiet," siger Georg.
   Gudrun Roelsgaard tilføjer: "Udover at vi kunne høre på dem, at de var, ja, I ved ... udlændinge." Hun siger det lavmælt, i samme tonefald som man ville bruge, hvis man skulle afsløre en hemmelighed, man skammer sig over. Hendes stemme er lidt skinger og skarp i det. Den giver Ole hovedpine. Hendes tøj er irriterende nedringet og farverigt, som om hun tror, hun stadig er ung og tiltrækkende.
   "Ja, men det er jo også den gruppe af danskerne, der begår størstedelen af kriminaliteten her i landet," siger Svend Brandes. "Har I set målingerne på det i aviser og i TV? Det er utroligt. De kan åbenbart virkelig ikke tilpasse sig."
   Stef prøver at deltage: "Men det ..."
   "Jeg mener, man bør gøre en større indsats på integrationsområdet," siger Christian.
   "Nej, så hellere holde dem helt ude af landet. Det er derfor, jeg stemmer på Dansk Folkeparti," siger Georg.
   "Men det er jo ikke alle udlændinge, der ikke kan tilpasse sig," siger Stef. "Jeg underviser jo i dansk, altså for andre italienere, og de er meget begejstrede for dansk kultur og, øh, og danske traditioner. Christian, du mødte jo selv Fulvia og Alberto sidste søndag, da de var ovre og spise frokost med os."
   "Ja, det er rigtigt," siger Christian. "De talte ikke så godt dansk endnu, men de virkede meget interesserede i dansk kultur."
   "Jamen, jeg tror da også, at vi alle kan blive enige om, at det er en bestemt slags udlændinge, der er problemer med," siger Ingrid Brandes. "Muslimerne."
   "Nej, dér tror jeg man skal passe meget på med at generalisere," siger Gudrun. "Man skal huske, at der både findes fundamentalistiske muslimer, og så meget moderate og, og fornuftige muslimer, som, ja, æh, som for eksempel ikke bliver sure over noget med nogle satiriske tegninger ..."
   "Dér er jeg helt enig," siger Stef. "Man kan ikke se alt i sort og hvidt."
   "Netop. Ole, hvad synes du?" spørger Gudrun og smiler til ham, som for at opmuntre ham til at deltage mere i samtalen.
   Ole er stille i et par sekunder. Så siger han: "Jeg tror bare, I alle sammen er bange for dem, der er fremmede."
   Smilet forsvinder fra Gudruns ansigt. "Det er da en mærkelig ting at sige."
   Georg rømmer sig. "Ja, jeg er aldeles ikke selv bange for de fremmede, som du siger, Ole. Jeg er blot bange for, at de fremmede skal ændre på dét land, som jeg er vokset op i og som jeg ... ja, som jeg elsker. At nogen indflydelse udefra skal ændre på, hvad det vil sige at være dansk."
   "Men muslimer i Danmark vil jo heller ikke have, at nogen skal ændre på, hvad det vil sige at være muslim," indskyder Gudrun.
   "Men det er der heller ikke nogen af os danskere, der har tænkt sig at gøre," siger Georg og taler i munden på Stef, som siger: "Jeg tror bare, vi alle sammen gerne vil beholde det ... identitet, som vi er vokset op med."
   "Den identitet," siger Christian lavmælt. "Den."
   "Nåja. Undskyld," siger Stef til ham.
   "Jamen, som man siger: Meninger er som næser - alle har én," siger Svend.
   Alle ler. Ole tvinger en lille latter frem for ikke at virke for dyster.
   "Skål på det," siger Gudrun.
   Ole bunder sin snaps og hælder en ny op.
   Gudrun begynder at tage tallerkenerne med sild og rugbrød ud i køkkenet. De er færdige med den første del af frokosten. "Har nogen af jer fulgt med i tørklæde-sagen?" siger Georg for at starte en ny diskussion. Ole forstår ikke, hvorfor de overhovedet gider diskutere sådan nogle ting. De kan jo ikke gøre en forskel. Ingen af dem kan gøre en forskel. Især ikke Georg og Gudrun. 'Det grå guld.' De venter jo bare på at dø.
   Ole rejser sig fra bordet og sætter sig hen i lænestolen, mens han venter på at der bliver sat mere pålæg og brød på bordet. Drengen sidder i hjørnet af sofaen ved siden af ham. Ole kigger over på ham. Drengen har frygteligt pjusket hår, der trænger til at blive klippet, og lidt løst-hængende bukser, der trænger til at få et bælte sat i. Hvad var det nu han hed? Noget med N. Nikolaj? Jo, det var vist Nikolaj.
   "Hvad læser du?" spørger Ole.
   Drengen løfter bare bogen, så Ole kan se forsiden. Der er et maleri af Van Gogh og titlen 'Således talte Zarathustra.'
   "Nietzsche?" siger Ole, lidt forbavset.
   Drengen nikker uden at kigge op fra bogen. Ole kan ikke se hans øjne, kun hans pjuskede hår og nogle blege fingre, der piller ved en sprukken underlæbe og river små stykker hud af.
   "Var det ikke ham, der var forelsket i sin søster?"
   "Det har der været rygter om. Der dukkede en bog op, hvor han åbenbart havde skrevet om det, men den viste sig at være en forfalskning."
   "Er han ikke ret svær at forstå?" spørger Ole.
   Drengen ryster på hovedet, stadig uden at kigge op fra bogen. Det er uforskammet.
   "Nå. Er det noget, du skal arbejde med i gymnasiet?"
   Drengen ryster på hovedet.
   "Så du læser ham bare, fordi du selv er interesseret?"
   Drengen nikker.
   "Tja. Det er vel bedre end det, de fleste på din alder læser. 'Harry Potter' og hvad ved jeg."
   "Harry Potter er noget dumt kommercielt pis," siger drengen og kigger op et sekund med et skævt smil, før han dykker ned i bogen igen.
   Ole er lidt overrasket over bandeordet, men også over ordet 'kommercielt'. Så smiler han. "Synes du, de bøger er dumme?"
   Drengen nikker. Ole har igen hans delte opmærksomhed.
   "Det er ellers meget populært i hele verden lige nu."
   "De fleste mennesker er også dumme."
   Ole kigger ud af øjenkrogen over på pensionisterne og de midaldrende lærere ved spisebordet.
   "Ja. Det er de vel."