Malene går til psykolog
   "Ellers går det vel ret godt," siger Malene og sætter sig i skrædderstilling på den store kantede pude. Hun lader øjnene løbe henover diplomerne og de abstrakte, beroligende malerier på væggene.
   Hendes blik ender med at hænge på Jørgen Petersen som sidder i hjørnet af sofa-arrangementet. Han er en midaldrende mand med en lille ølvom, men han har et nuttet ansigt, der smiler uden at han egentlig smiler med læberne. Han har været hendes psykolog igennem et helt år snart. Han siger næsten aldrig noget. Han lader hende bare snakke, og så spørger han hende om et eller andet hvis hun er gået i stå. Malene synes det er fantastisk.
   "Jeg tager stadig mine piller. To om dagen, ikke? Ja. To om dagen. Og jeg snakker stadig med min far og mor en gang imellem," siger hun. "Altså sådan for at de ved at jeg er okay heroppe i Århus. De er stadig meget urolige for om jeg kan finde ud af at bo helt alene i sådan en stor by. De pylrer meget om mig. Det har de altid gjort. De købte mig jo min lejlighed og alt muligt. Det var virkelig rart af dem. Jeg siger nærmest tak for det hver gang jeg snakker med dem. Men de havde vel råd til det."
   Hun sukker, ikke et trist suk, bare en lang, hvislende udånding. Hun kigger igen rundt på diplomerne og malerierne. Så kigger hun ind i Jørgens små nærsynede øjne bag brillerne.
   "Er du gift egentlig? Har du børn og sådan? Eller ... altså, har du noget imod at jeg spørger om den slags?"
   Han smiler lidt. "Faktisk er det ikke meningen mine patienter må vide noget om mit privatliv."
   "Nå. Okay. Undskyld."
   "Det er i orden."
   Hun er gået i stå. Det ved hun, hun er. Hun har snakket om det hele i dag. Universitetet, veninderne, familien, hendes følelser, hendes fremtid.
   Han prøver at sætte hende i gang: "Har du så tænkt på at få et arbejde? Du siger, din SU ikke slår til nogle gange."
   "Jo, jo, jeg har tænkt på det," siger hun med et lille smil. "Det tror jeg bare ikke jeg har overskud til. Jo, jeg klarer mig uden et arbejde."
   "Okay."
   "Men jeg kommer jo også meget ud af lejligheden. Altså på byture med veninderne og sådan. Der er god nok ... sådan, variation i min dagligdag. Synes jeg selv." Hun smiler til ham igen.
   Jørgen nikker, smiler uden at smile. Han kigger på sit armbåndsur. "Godt, så er vores tid vist gået."