Der ligger en blød tåge over landskabet nu. Hestekærren rumler ned ad det sidste stykke af vejen til gården. Viktor sidder ved siden af den tavse, ældre kusk. Han vender sig mod gården, da de stopper ved den. Et langt øjeblik bliver han siddende. Han stirrer ud over de hestesko-formede fløje, den tomme stald og brostensarealet i midten.
   Viktor hopper ned fra kærren og går bagom det tildækkede lad. Kusken følger efter. De trækker flapperne af lærred til side og sænker værnet. Derinde sidder Jakob, stadig ubevægelig, stille og sammensunken i sin tunge rullestol af mørkt træ. Han stirrer med halvt lukkede, gustne øjne på et uvist punkt i kærre-gulvets rådne brædder. Han er pakket ind i et groft hvidt lagen.
   Kusken kryber op på laddet og skubber forsigtigt Jakob nedad mod Viktor, der tager imod med en styrke, der ser ud til at overraske kusken. Viktor støtter imod med det ene knæ, giver et støn fra sig og sætter Jakob ned så blidt som muligt. "Tak," siger han til kusken, der rækker ham hans kuffert. Viktor lægger den i Jakobs skød.
   Kusken nikker med et rynket, snavset smil og sætter sig op til de to heste igen. "Farvel," siger han.
   "Farvel," siger Viktor, idet kusken sætter i gang igen, rundt i vejens løkke tilbage mod byen.
   Med en anden slags hjul må Viktor nu sætte i gang; han skubber den genstridige rullestol gennem det høje græs, ned mod gården. En solnedgang trænger flimrende og falmet gyldent igennem disen. Tørre, men svalende juni-vinde blæser ind over den tilstødende sø og havre-marken, der hører til et fjernt, større gods. Det er snart sommersolhverv.
   Det svider pludselig i hans øjne; følelsen minder ham om barndom. Han kigger ned på Jakob i stolen og fokuserer på sideskilningens uregerlige linie, de let krøllede, sorte lokker, der kongregerer ved den ene tinding og ryger ind over øjnene. Det ligner et galt genis hår, en oprørers hår.
   Stolen støder mod en sten og vælter halvt ned i sivene. "For pokker!" siger Viktor og omfavner Jakob, der slapt hænger ud over den kæntrede stols armlæn. Kufferten glider fra Jakobs skød og ned på jorden. "Det duer jo ikke, dette ... Det duer ikke."
   Han slænger Jakobs magre, men overraskende tunge legeme over skulderen. Denne byrde bærer han nu de sidste par meter gennem de stikkende siv, ned til gårdens brostensmidte.
   En port slås op, og en skikkelse kommer rendende ud fra vest-fløjen. Det må være tjenestedrengen. "Hr Wittendorf! Hr Wittendorf; De bedes undskylde; jeg skal hjælpe Dem nu!"
   Denne unge, spinkle mand kommer løbende og slænger Jakobs anden arm over sin skulder. "Jeg har lavet Deres fars gamle arbejdsværelse om til et ... et sygeværelse," siger tjenestedrengen. Viktor giver en anerkendende brummen fra sig.
   Sammen bærer de den afkræftede mand ind i vest-fløjen, gennem den velkendte spisestue med det tikkende bornholmerur, ned ad en mørk gang og ind på værelset. De lægger ham op i en dobbeltseng med højrød dyne og et dige af broderede puder mod gærdet. "Ja," siger Viktor forpustet og betragter tjenestedrengen. Han ser nu, at denne har et overraskende forfinet ansigt, blegt, skrøbeligt, med en pjusket høstak af brunt hår ovenpå. "Ja, jeg er kommet med min bror."
   Solnedgangslyset, rødligt-orange nu, rammer Jakobs åbentstående mund og skægstubsdækkede hals over de uldne tæpper, der er slynget over en simpel natskjorte. Viktor og tjenestedrengen fjerner i stilhed tæpperne, folder dem og lægger dem på en stol i hjørnet. Viktor trækker dynen op om Jakob, der sidder stift op ad puderne. Tjenestedrengen har stillet en skål koldt vand og en svamp frem på natbordet, og Viktor dupper sin brors blege ansigt. Jakob har lukket øjnene nu.
   "Ønsker herren, at jeg skal hente rullestolen og herrens kuffert derude og stille dem herind?" spørger tjenestedrengen; han står ved fodenden af sengen, rank med hænderne foldet bag sig.
   "Ja, gør du blot det."
   Tjenestedrengen tøver, øjensynligt foruroliget af, at Viktor anser sig for at være dus med ham. Han vender sig for at gå, men Viktor stopper ham:
   "Vent. Hvad hedder du?"
   Tjenestedrengen vender sig mod Viktor igen og svarer med et lille buk: "Henrik Johansen, hr Wittendorf."
   "Tak. Henrik." Viktor stirrer på knægten et øjeblik og smiler let. "Gå nu."
   "Ja, hr Wittendorf."
   Viktor trækker en stol hen til sengen og bliver siddende hos sin bror i det svindende lys. Han fortsætter med at duppe hans ansigt med det kolde vand.

Henrik har lavet en simpel suppe med gulerødder og porre til aftensmad. Han og Viktor sidder ved bordet i spisestuen og indtager måltidet. Henrik har tændt stearinlys på skænkene og bordet, seks i alt. Det er allerede blevet skumringstid.
   "Herren må forstå, at vi ikke har så meget at gøre godt med her, i forrådskammeret," siger Henrik.
   "Det forstår jeg, Henrik; det forstår jeg så udemærket," siger Viktor smilende. "Har du brugt hønsebouillon?"
   "Ja."
   "Glimrende. Utvivlsomt en af min fars fine franske importer. Ligesom denne vin." Han hælder et glas rødvin op; flasken hedder Chateau Margaux og har haft en 20 års lagringstid, fra 1890. Viktor bad specifikt Henrik om at finde en rødvin frem til middagen.
   "Skal jeg tage suppen ind til herrens broder bagefter?" spørger Henrik.
   "Nej, jeg gør det," siger Viktor. "Jeg mader min bror." Han nipper til vinen; den er ordinær. "Dette er alt sammen blevet iværksat i hast, er det ikke?"
   "Hvad mener herren?"
   "Istandsættelsen af gården til ny beboelse ... Ansættelsen af dig, som en overtager af både en husholderskes og en koks pligter." Viktor modstår fristelsen til at fnyse. "Hvor har du tidligere været ansat?"
   "Jeg har været staldkarl på Hass-godset, hr Wittendorf. Det tilstødende, med den store havre-mark, som man kan se herfra."
   "Staldkarl. Aha. Ja, her er ingen heste i stalden længere."
   "Nej, hr Wittendorf."
   "Min far har arrangeret alt dette i en vis hast, som sagt. Som man fejer glasskår af gulvet, så ingen andre skal træde på dem." Viktor ler. Han tømmer sit glas rødvin i een hurtig slurk. "Han har skaffet mig og min ... rekupererende bror herud og væk fra København, hvor der vil blive snakket. Om hændelsen med min bror. Der vil jo blive snakket."
   Henrik svarer ikke; han stirrer ned i sin tomme suppeskål.
   "Ved vi, om min far har tænkt sig at komme herud på noget tidspunkt?"
   "Nej, hr Wittendorf."
   "Selvfølgelig ikke." Viktor smiler; han ser ikke ud til at være klar over, at hans underligt glædesløse smil og latter virker skræmmende på tjenestedrengen. "Men min kære tvillingebror kommer?"
   "Ja, i morgen formiddag skulle pastor Theodor Wittendorf gerne ankomme, hr Wittendorf."
   "Godt. Min kære tveæggede tvillingebror. Som et sværd."
   "Undskyld, hr Wittendorf?"
   "Det var blot et ordspil, Henrik," siger Viktor leende. "Kender du til ordspil?"
   Henrik nikker.
   "Et sværd kan være tveægget," siger Viktor. "Det kan tvillingebrødre også. Et voila! Det var flabet. Undskyld. Undskyld!" Han klapper og masserer derefter kort tjenestedrengen på den ene skulder. Henrik sidder ubevægelig. "Jeg tager suppen ind til min bror nu."

Viktor står i sit værelse, der ligger i vest-fløjen mellem sygeværelset og spisestuen. Henrik sover i øst-fløjen, der altid har været tjenestefolkenes fløj.
   Viktor sætter en plade på grammofonen. Grammofonen stod her i forvejen; pladen har han fundet i sin fars gamle samling på hylden i opholdsstuen. Opholdsstuen er et virvar af hvide lagner, der skjuler møbler og barndomsminder. I morgen må lagnerne trækkes bort; i morgen må der gøres i stand.
   Pladen roterer, blødt knitrende, og tonerne af Schuberts klaversonate i As-Dur fylder værelset. Allegro moderato.
   Viktor hælder et glas cognac op fra sin medbragte lommelærke og drikker det hurtigt. Han sætter sig ved bordet og stirrer ind i det tresidede spejl. Han er vel stadig ung; han er 29. Jakob, denne tragiske figur, er 39. Henrik må være omkring de 20. Han må spørge Henrik om hans alder i morgen. Det er godt at vide, hvor gamle folk er. Det er en rar ting at vide.
   Viktor tænker på, hvor længe han skal være her og passe den rekonvalescente. Han troede, han ville længes tilbage til København, men det gør han egentlig ikke, nu hvor han er her. Han troede, han ville være vredere på sin far på grund af dennes fravær, men det er han heller ikke.
   Viktor betragter sit ansigt i spejlet - de smalle, men fugtige læber, de hule kinder, de sløve, mørke øjne. Hans sorte hår ligger i en stram, olieret sideskilning, der når ned over tindingen. Det skulle være på mode i Frankrig.
   Han tænker på Henrik, Henrik med de store øjne og den let indadbøjede næse.
   Han tømmer endnu et glas cognac, føler sig træt og har hovedpine. Han klæder sig af. Han har lagt den mørkegrønne velourfrakke over stoleryggen. Nu løsner han det sorte silke-langslips; han foretrækker disse frem for de stadig dominerende kravatter. Han knapper sin sorte vest op, fjerner de stramtsiddende seler, derefter skjorten med blondemanchetterne; det hvide stof glider af ryggens runding med en hvisken. Han ser på sig selv i spejlet. Han er ikke umuskuløs; maven er fast og brystet let fremtrædende, lettere behåret med små sorte krøller; han er ikke længere nogen glat Adonis.
   Han tager de sorte fløjlsbukser af og lægger ligeledes dem over stoleryggen. Han tager en simpel, grov natkjortel på over underbenklæderne. Nætterne er kølige; oliefyret rækker ikke til at varme hele gården ordentligt.
   Han åbner sin kuffert og tager en laset bog frem; Mikaël af Herman Bang. Han lægger sig i sengen for at læse, indtil han bliver søvnig. Han kan ikke fokusere på ordene. Til sidst lægger han bogen fra sig på natbordet, går hen og stopper grammofonen, slukker petroleumslampen og lægger sig til at sove.
   Udenfor hyler og sukker vindene rundt om bygningens hjørner og tynde vægge.

Midt om natten hører man gråd på gården. Jakob græder. Lyden bæres igennem korridorerne og stuerne, igennem den støvede luft, skyggerne og månelyset.
   I natkjortel og underbenklæder rejser Viktor sig fra sengen. Han tænder hurtigt sin petroleumslampe og tager ankelstrømper på. Han går hurtigt og fattet ud fra sit værelse og ned ad korridoren mod den miserable lyd. Lyset fra petroleumslampen falder over vindueskarme, åbninger, hjørner og paneler på en måde, der synes at ville afsløre spøgelser og genfærd. Et kort øjeblik føler Viktor sig virkelig som et barn, ræd for mørket.
   Det dunker i hans bryst et sekund, da han ser en hvidklædt skikkelse komme imod sig fra den anden ende af korridoren. Han indser hurtigt, at det blot er tjenestedrengen.
   Viktor står ved døråbningen ind til sin brors sygeværelse nu. "Gå i seng, Henrik," siger han.
   "Ønsker herren ikke hjælp med ..."
   "Gå!"
   Henrik står som et tavst spøgelse i lyset fra Viktors petroleumslampe, der ikke helt når op til drengens ansigt. Så vender han sig om og går tilbage.
   Viktor går ind på Jakobs værelse, hurtigt hen til sengen, stiller lampen fra sig og bøjer sig ind over sin bror. Han omfavner ham længe og lydløst. Jakob tager imod omfavnelsen og låser også sine arme hårdt fast omkring Viktor. De rokker frem og tilbage. Jakobs gråd trækker sig tilbage i bølger, der bliver mindre. Viktor stirrer ned på det krøllede lagen i det blålige måneskin.
   "Hvorfor gjorde du det, Jakob?" spørger han. "Hvorfor gjorde du det?"
   Han får intet svar. Omtrent en halv time senere sover Jakob, og Viktor går i seng igen.

Henrik ligger i sin seng og prøver at falde i søvn igen. Jakobs gråd er døet hen, og gården er stille. Det nærmer sig daggry. Henrik tænker over hr Wittendorf, denne excentriske mand; en charlatan, har han hørt ham blive kaldt. Han har vist lidt af et rygte i København.
   Henrik hører atter gråd. Gråden bliver langsomt mere tydelig og adskiller sig fra vindenes hylen udenfor.
   Snart opfatter han fra sin søvnige tåge, at det ikke er Jakob igen; det er en kvindes gråd. Den vokser og passerer forbi hans værelse.
   Han stiger barfodet ud af sengen og går ud i gangen. Han vender sig med det samme mod højre, hvor gråden har bevæget sig hen. Han ser dens kilde.
   En kvinde står ved skænken i det fjerne hjørne af øst-fløjens smalle korridor. Hun står med ryggen til og ser ud til at rette på noget foran sig, men Henrik ved, at der kun står en tom vase på skænken. Kvinden har en almindelig, sort husholderske-kjole på. Hendes hår er sat op i en stram, mørkebrun knude, der efterlader nakken bleg og sårbar. Hun græder stille og blidt, som om hun nu har accepteret noget, der i begyndelsen gjorde hende sørgmodig.
   Kvinden vender sig halvt og kigger mod Henrik, der føler sit hjerte banke hårdt og koldt og stikkende. Hun har et midaldrende, men smukt ansigt, og månelyset skinner blåt på de tåre-strimede kinder. Hun er højgravid. Hun står med hænderne foldede over mavens runding under det sorte stof.
   Hun går tavst videre, ned ad gangen mod vest-fløjen, ud af hans synsfelt.
   Henrik står forstenet et øjeblik; så løber han efter hende og stopper op ved hjørnet. Der er ingen spor efter hende i entréen og korridoren ned mod vest-fløjen. Hun er væk som et fata morgana.
   Henrik går i seng igen.