Nana er en glad pige, der har styr på det hele
Det er det store frikvarter fra kl. halv 12 til 12. Nikolaj går ud af kantine-hallen og tværs over 'Gaden', et langt, åbent område midt i gymnasiets drivhus-agtige struktur. På den ene side af Gaden er der kantinen, kontorbygningen og fysik- og kemi-lokalerne. På den anden side er alle de almindelige klasselokaler. Nikolaj har lige været henne og købe en håndpizza, og nu er han på vej tilbage til sit klasselokale.
Han går ind i syd-huset - klasselokalerne er delt op i et syd-hus og et nord-hus - og op ad trappen til anden etage. En pige går ned ad trappen. Hun stopper op og smiler til ham. "Hey, vil du godt lige hjælpe mig med en undersøgelse jeg skal lave i billedkunst?"
"Øh, okay." Han er stoppet op, og de står der midt på trappen og blokerer lidt for de andre der skal forbi.
Pigen er ret pæn på en måde. Løst, gråt tøj hænger på hendes tynde krop og får hende til at se anderledes ud blandt de andre piger på gymnasiet, som har stramt og poppet tøj på. Hendes ansigt er sødt, uden nogen make-up, med bleg, blød hud og blondt hår der hænger ned til midt på ryggen. Nikolaj har lagt mærke til hende nogle gange før; hun går vist i en 1.g klasse ovre i nord-huset. Nikolaj går selv i 2.g.
Hun løfter et stort stykke hvidt pap op foran ansigtet. Der er et rektangulært hul midt i det, og igennem det kan han lige akkurat se hendes øjne. Han griner lidt. Det ligner en burka.
"Du skal bare fortælle mig hvordan du tror, jeg har det, når du ser på mine øjne."
"Hvad mener du?"
"Altså hvilke følelser du kan se i mine øjne. Folk siger altid at øjnene er et vindue ind til sjælen. Det vil jeg så prøve at sætte på spidsen i mit billedkunst-projekt."
"Nå, sådan noget." Han kigger på hendes store, mørkegrønne øjne. Han kan ikke engang se øjenbrynene. "Øh. Du ... du ligner en glad pige, der har styr på det hele."
"Okay. Tak." Hun tager det store stykke pap væk fra ansigtet igen og begynder at skrive noget ned på en notesblok.
Nikolaj går videre op ad trappen og ind i klasselokalet. Han har lidt lyst til at kigge tilbage på hende, men han gør det ikke.