Mona står lænet op ad bilens kofanger. Hun ryger en cigaret. Hun har parkeret i det indre hjørne af den store, L-formede parkeringsplads, tættest på tankstationen og det tilhørende cafeteria med kiosk. Nu ved 6-tiden, hvor hun og de andre skal tage over fra natholdet, er strømmen af kunder mere spredt og afslappet, end den vil være senere under Monas vagt. Morgenlyset er gulligt med lange, blålige skygger. Luften er fugtig og klam. Mona tænker på, at dagene er alt for lange i juli. Dagene er alt, alt for lange.
   Hun låner sine forældres bil hver morgen, når hun skal køre de ca. 60 kilometer herud fra gården ved Skodsbøl. Mona får kørselsfradrag på 64,08 kr. pr arbejdsdag. Det kompenserer nogenlunde for den lange turs benzinpriser.
   Mona smider cigaretten fra sig og skodder den under skosålen. Hun finder en elastik frem fra lommen og sætter sit skulder-lange, sorte hår op i en hestehale. Så går hun henover tankpladsen og ind ad glasdørene til cafeteriet. Der sidder et par lastbilchauffører og en forretningstype rundt omkring ved plasticbordene og spiser tavst deres morgenmad. Det evindelige radio-anlæg kører, skruet ind på Skala FM, som spiller en eller anden Nik og Jay sang lige nu. Mona hader Nik og Jay.
   "Go'morgen," råber Klaus, chefen, til Mona fra bag cafeteriadisken. Han står og sikrer sig, at natholdet gør køkkenet ordentligt rent. Han er en midaldrende, tyk mand med en lidt sønderjydsk accent.
   "Den er sgu ikke særlig god," siger Mona, mens hun prøver at holde et gab inde.
   "Pas nu lige lidt på med at være i den slags humør foran kunderne," siger Klaus og går ud fra åbningen i hjørnet af cafeteriadisken. Han bærer nogle papkasser i armene, som han sætter fra sig på gulvet foran de tomme avis-hylder. "Du kan lige starte med at sætte dagens ladning på plads her."
   Han forsvinder ind på sit kontor. Mona sætter sig på hug foran kasserne og begynder at hive morgen-aviserne ud og sætte dem op på hylderne. Hun skimmer overskrifterne, halvt ud af interesse og halvt bare for at holde sig psykisk vågen.


* * *
   Mona synes, der nærmest er et system i rækkefølgen af de typer, der kommer ind på rastepladsen i løbet af dagen. Om morgenen er der mest lastbilchauffører og forretningstyper. Om formiddagen og eftermiddagen kommer børnefamilierne. Strømmen af lastbiler stilner lidt af om eftermiddagen. Her er der også flest børnefamilier. Der er flere unge par om formiddagen. Eftermiddagsbørnefamilierne plejer at være mere larmende, med trættere forældre og surere børn. Formiddagsbørnefamilierne virker lidt mere stille, måske lidt lykkeligere. Men man ved jo aldrig.
   Så er der også de uforklarlige typer, de mystiske typer, gåderne. Når Mona ikke helt kan regne ud, hvorfor en af kunderne er på vej igennem Jylland – hvor vedkommende kommer fra, hvor vedkommende er på vej hen – så er det en uforklarlig type. De uforklarlige typer plejer at købe en enkelt lille, lidt usædvanlig ting i kiosken eller cafeteriet.


* * *
   Klokken er et kvarter i 12, og Mona og de andre to ekspedienter i kiosken har frokost-pause. De sidder ved et af de lidt vakkelvorne træborde ude bag cafeteriet. Mona spiser en fransk hotdog, hun har fået gratis ude i cafeteriet.
   "Hey, har I hørt om det der røveri på rastepladsen ved Hobro?" spørger Kalle med munden fuld af leverpostejmad. Han har altid sin egen madpakke med; han siger, fast food'en i cafeteriet er for klam, selvom medarbejderne kan få den gratis 'indenfor rimelige mængder'. Kalle er omtrent fem år ældre end Mona og Kresten.
   "Nej," siger Kresten træt, "det har vi ikke, Kalle." Kresten er Monas medarbejder og kæreste. Han er et par år ældre end hende og har arbejdet herude i over et år nu, lige siden han blev færdig med gymnasiet.
   "Okay," siger Kalle og kører videre uden at høre irritationen i Krestens stemme: "Det var sådan, at der var en kvinde, som havde et lille barn på armet, og så bad hun en mand om hjælp, og da han gik hen for at hjælpe hende, ikke? Så kom hendes to, hvad hedder det, kumpaner hen, og så tæskede de manden og stjal hans tegnebog og alt muligt. Og kvinden og de to mænd kørte væk i en bil, og de er efterlyst nu og alt muligt."
   "Fedt," siger Mona.
   "Hvad bad hun ham manden om at hjælpe hende med?" spørger Kresten.
   "Hvad?" siger Kalle.
   "Hvad skulle han hjælpe hende med, ham offeret?" siger Kresten. "Du sagde, kvinden bad ham om at hjælpe hende."
   Kalle trækker på skuldrene. "Det stod der ikke i den der artikel."
   "Måske skulle bleen på det der lille barn skiftes," siger Mona.
   "Hvis det var et 'lille barn', ville det jo nok ikke længere bruge ble," siger Kresten.
   "Det kan da godt være," siger Mona og spiser det sidste stykke af hotdoggen. "Vi ved ikke, hvor 'lille' det barn var." Hendes fingre er blevet helt smattede til af den ketchup og remoulade, der har samlet sig i bunden af brødet.
   "Det kan godt være, der stod, det var en baby i den der artikel," indskyder Kalle. "Jeg kan altså ikke huske det helt perfekt."
   "Det er også en åndssvag ting at diskutere," siger Kresten. Det siger han ofte. At noget bare var en 'åndssvag ting at diskutere.'
   De spiser videre i stilhed. Mona slubrer det sidste af sin cola op gennem sugerøret. Det tørre juli-sollys brænder på hendes nakke og i hendes sorte hår. Hun sveder som et svin, og rasteplads-uniformens røde t-shirt klæber til hendes ryg.
   "Hvor læste du det henne?" spørger Kresten så.
   "Ekstra-Bladet. Jeg tænkte lidt på, hvor irriterende det er, at der aldrig sker sådan nogle spændende ting heromkring." Det virker, som om det var den pointe, Kalle hele tiden ville frem med.
   Mona ler. Så summer en gedehams helt hen forbi hendes øre, og hun farer sammen og vifter den væk. "Ej, for helvede. Jeg hader alle de små dyr, der er her omkring."
   Kalle smiler. "Kan I huske dengang, myrerne kravlede ind på køkkenbordene i cafeteriet gennem det der lille hul i hjørnet?"
   "Ej, det var så fucking klamt," siger Mona.


* * *
   Kalle er en flink mand og en god ven for Mona. Der er en øde sti, der går langs det busk- og krat-bevoksede bakkedrag over rastepladsen. Mona går tit derop for at være alene og tænke lidt over tingene. Hun fangede engang Kalle i at stå deroppe og ryge hash. Kalle blev skræmt fra vid og sans og bønfaldt Mona om ikke at sige det til Klaus. Mona lo bare og lovede, hun ikke ville fortælle nogen om det, hvis han lod hende få nogle sug på jointen. Det gjorde han.
   Mona tænker tit over, hvor ofte Kalle er skæv på arbejdet. Det er nok den eneste måde, man kan holde det her sted ud i længden uden at blive fuldstændig sindssyg. Måske er Mona allerede blevet sindssyg.


* * *
   "Ej, hvad fanden?" mumler Mona, da hun ser den blå røg ud af øjenkrogen. Hun er ved at scanne en kundes varer – en gravid kvinde; masser af yoghurt, nikotin-plastre og ugeblade – da hun kigger ud af bygningens forside-glasvæg og ser den mørkeblå røg stige op fra forenden på en bil. Det er en gammel, rusten, rød Toyota. Den kører ind gennem frakørslen fra motorvejen og parkerer i den nærmeste frie plads.
   Den gravide kvinde rømmer sig. "Gider du lige ..."
   "Øh, undskyld, blev lige distraheret," siger Mona med et smil og scanner resten af varerne. Hun rækker kvinden hendes byttepenge og kvitteringen. "Møjn."
   Der er ikke flere kunder lige nu. Skala FM spiller en eller anden sang af Jokeren nu. Mona hader Jokeren. Hun kigger ud af glasvæggen igen. Føreren af bilen med den blå røg er trådt ud nu. Det er en midaldrende, høj kvinde med sort grånende pagehår. Hun ser underligt bleg og skrøbelig ud i sin store, posede sommerkjole. Hun står og stirrer målløst på den blå røg. En af stationens mekanikere kommer hen og snakker med hende. Hun nikker og smiler med et forvirret udtryk i ansigtet. Mona smiler. Mekanikeren, Svend-Åge, taler med en tyk sønderjydsk accent, som Mona selv har haft svært ved at forstå de enkelte gange, hvor hun har snakket med ham.
   "Hey," siger Kresten fra bagved Mona. Han lader en hånd hvile på hendes røv.
   Hun kigger irriteret på ham over skulderen. "Hvad er der?"
   Kresten kigger sig hurtigt rundt. Klaus er ikke i nærheden. "Skal vi ikke kneppe ude i lagerrummet i pausen?"
   "Kresten, for helvede ..."
   "Det gik da fint sidst!" hvisker han med et skævt smil.
   "Sidst," siger Mona med et suk, "kiggede du konstant hen mod døren og var pissebange for at Klaus skulle komme ind."
   "Og det gjorde han ikke."
   "Vi var heldige den ene gang, okay?"
   "Kom nu, Mona."
   "Det er ikke engang særlig godt, når vi begge to er så bange hele tiden, mens vi gør det."
   "Kom nu," siger Kresten og lyder som et stædigt lille barn. "Lad os nu gå derud og kneppe i pausen. Eller ude i en toilet-bås."
   "Hold så op med at kalde det dét." Hun vrænger med ansigtet og imiterer hans stemme: "'Kneppe.'"
   "Hvad skal jeg så kalde det?"
   "Det ved jeg ikke. Bare ikke det ord. Det er så fucking ... jeg ved ikke. Macho."
   "Hej," siger en forretningstype fra den anden side af disken og lægger en avis på bordet.
   Mona vender sig om med et ryk, tvinger et smil frem, siger hej og tager mandens penge. "Det var lige Politiken, og så 20 kr. tilbage. Møjn."
   "Kom nu," siger Kresten, da forretningsmanden er gået. "Pausen begynder nu."
   "Bare gå ud på toilettet og riv den af eller et eller andet. Jeg gider ikke," mumler Mona hurtigt, da Kalle går hen for at overtage hendes plads i kiosken. Hun går ud af glasdørene til parkeringspladsen, og varmen rammer hende som en mursten. Mona fjerner elastikken fra hestehalen og lader håret blafre i de lune vinde. Asfalten bølger i heden. Hvad er det, man kalder det? Fata morgana?


* * *
   Mona ved ikke helt, hvorfor hun stadig er sammen med Kresten. Hun ved ikke, om hun elsker ham. Men det er også svært at være sikker på sådan noget. Der er så mange forskellige fortolkninger i denne verden af, hvad det vil sige at elske nogen, og hvordan sådan noget skal føles. Mona er ikke engang sikker på, om Kresten elsker hende. Hun har det, som om deres forhold står på pause, mens hun prøver at beslutte sig. Hun har det, som om hendes liv står på pause.
   Men Kresten er behagelig at være sammen med. Han er flot, og han er sjov, når han gerne vil være det. Så han er vel ikke den værste mulighed lige nu. Det er, hvad Mona synes.


* * *
   Svend-Åge har kørt bilen med den blå røg ind på værkstedet nu. Værkstedet er sådan set bare en lille garage i den fjerneste ende af bygningen, hvor Svend-Åge tilbringer det meste af sin tid alene som en eller anden hemmelighedsfuld eremit.
   Den midaldrende kvinde sidder på en bænk foran den plads, hvor hun havde parkeret bilen. Hun skriver en SMS til nogen. Så klapper hun mobiltelefonen sammen og stirrer lidt frem for sig på den fjerne, bølgende asfalt.
   Mona tøver lidt, mens hun står og ryger en cigaret. Så går hun hen til damen og smiler. "Hej. Det var din bil, der havde den der blå røg, ikke?"
   "Ja." Damen smiler op til Mona med øjnene knebne sammen i det skarpe solskin. Hun ligner lidt en muldvarp. "Så du det?"
   "Ja."
   "Ham mekanikeren sagde, at det var noget med, øh, oliestanden. At oliestanden skulle justeres."
   "Blå røg betyder, der er for høj oliestand i motoren, eller en slidt motor."
   "Ja, det var vist det, han sagde. Jeg fik ikke helt fat i det. Han talte sådan, øh, meget ..."
   "Sønderjydsk?"
   "Ja," siger damen og ler. "Ved du meget om biler?"
   Mona ryster på hovedet. "Nej, jeg kan bare huske det der med, hvad forskellige farver røg betyder. Jeg har haft teoriprøve for nylig. Jeg læste ret godt og grundigt på det hele."
   "Var det med på prøven?"
   "Hvad for noget?"
   "Det med forskellige farver røg."
   "Nej."
   "Nå. Ærgerligt."
   Mona trækker på skuldrene. Hun sætter sig ned på bænken ved siden af damen. Hun tager et langt sug på cigaretten, og så stopper hun pludselig op. "Du har ikke noget imod, jeg sidder og ryger, vel?"
   "Nej, nej, overhovedet ikke. Jeg er selv begyndt igen for nylig."
   "Nå. Hvorfor stoppede du?"
   "Det var for lang tid siden. Jeg blev gift med én, som fik mig til at holde op."
   "Okay." Mona tænker på at spørge, hvorfor damen så er begyndt at ryge igen, men hun beslutter sig for at lade være.
   Damen finder en pakke cigaretter frem fra sin skuldertaske og får selv ild på en af dem med en lille sølv-lighter. De to kvinder sidder på bænken og ryger i stilhed et øjeblik. Så kigger Mona ned på sit armbåndsur. "Pis. Jeg skal ind igen."


* * *
   Klokken er ved at være 3, og Mona står ved fryseren med isvafler midt i butikken og lægger en ny ladning i. Børnefamilierne strømmer ind på rastepladsen nu, og i det her tørre solskinsvejr vil de alle sammen have is. Mona kommer ind i en rytmisk rutine. Hun river en papkasse åben, hiver Cornetto'er eller Magnum'er eller Frisko'er ud, lægger dem på plads inde i fryseren og sparker hårdt papkassen sammen, før hun går videre til den næste i bunken.
   "Hey, skal jeg hjælpe dig?" siger Kresten. "Kalle klarer sig alene henne i kiosken."
   Mona svarer ikke. Kresten står overfor hende og begynder at lægge isvaflerne op i fryseren i samme hektiske tempo som hende.
   "Undskyld, jeg var sådan lige før," siger han og sparker den tomme papkasse sammen, mens Mona river den næste åben. "Jeg har bare lyst til at gøre et eller andet ... jeg ved ikke ... dumdristigt."
   "Det kan man godt kalde det," siger Mona.
   "Måske vil jeg gerne miste mit job."
   "Jeg vil ikke miste mit."
   "Det ved jeg godt. Undskyld, Mona."
   Hun kigger ikke op på ham, mens hun samler nogle Carte d'Or æsker op i armene og smider dem i fryseren.
   "Jeg har bare haft det ad lort til, efter jeg fik afslag fra universitetet," fortsætter Kresten.
   "Studievejlederen sagde, at du kunne søge ind igen næste år, ikke? Og så bare tage et til år, hvor du arbejder."
   "Ja, men jeg hader bare det hele lige nu. Jeg hader det her sted. Jeg er bare ... Jeg er bare bange for at ende som en total fiasko. Jeg gider ikke arbejde på en fucking rasteplads resten af mit liv."
   "Det gider jeg da heller ikke. Det tror jeg ikke, der er nogen herude, der gider." Mona skal til at samle indholdet af den sidste papkasse op – nogle Cornetto Classico'er – da hun ser en lille, hvid hånd trække sig tilbage med en af isvaflerne knuget i de små fingre. Det er en lille dreng på måske 6-7 år med karseklippet hår, der er så blondt, at det næsten er hvidt. Han går hurtigt væk fra gerningsstedet. Mona og Kresten udveksler trætte blikke, og så går Mona hen til den lille dreng, der er på vej ud af glasdørene til parkeringspladsen nu.
   "Hey!" siger Mona. "Du er nødt til at gå hen til disken og betale for den der, hvis du vil have den."
   Drengen stopper op og vender sig om med store, forskrækkede øjne. Han knuger isvaflen i begge hænder. Han ser ud, som om han skal til at græde.
   "Ej, undskyld jeg råbte sådan," siger Mona og bukker sig ned med hænderne på knæene. Hun tvinger et stort, venligt smil frem. "Hvis vi nu finder din far og mor, så vil de nok købe den til dig, tror du ikke?"
   Nu græder drengen. Og det går ikke stille for sig. Han tuder og vræler og vrider ansigtet om i en rød grimasse.
   "Hey, hvad er det, der foregår her?" siger en høj, solbrændt mand i 40'erne eller 50'erne, der kommer gående gennem butikken fra hjørnet med toilet-indgangene. Han har et stramt, snævert, museagtigt ansigt og karseklippet gråt hår. Mona gætter på, at han er drengens far.
   Hun løfter hænderne i en beroligende gestus. "Drengen her var ved at gå ud af butikken med en is, der ikke var blevet betalt for, og så sagde jeg bare til ham, at man skal betale for sådan nogle."
   "'Drengen her' er min søn. Og han græder jo; det kan jeg da se." Manden lader et fjendtligt blik dvæle på Mona.
   "Jeg sagde bare stille og roligt, at man skal betale for sådan nogle," gentager Mona. "Det er da ikke min skyld, han blev så forskrækket."
   Manden stirrer stadig mistænksomt på hende. Så river han blikket væk, som for at fortælle hende, at hun er heldig, at han ikke gør et større nummer ud af det her. Han går hen til den lille dreng, tager ham i hånden og går hen til disken med ham. "Så, Peter, så så, nu skal far nok købe isen til dig."
   Mona går tilbage til Kresten, der har stået henne ved fryseren og set på, mens Mona håndterede situationen. "Sikke en idiot, ham faren," mumler han til hende.
   Mona svarer ikke. Hun samler alle de flade, tomme papkasser op fra gulvet og går ud til containeren med dem.


* * *
   Omtrent en time senere har Mona pause igen. Hun går rastløst rundt i cafeteriet og ved ikke helt, hvad eller hvem hun leder efter. Hun gider ikke snakke med Kresten eller Kalle lige nu. Hun ved ikke, om hun overhovedet gider snakke med nogen.
   Der bliver spillet en eller anden Swan Lee sang i radioen nu. Mona hader Swan Lee.
   Pludselig får hun øje på den midaldrende kvinde, der havde problemer med bilen. Hun sidder med en plastic-kop ved et tomt træbord på den lille udendørs spiseplads bag cafeteriet. Hun har sat sig længst væk fra legepladsen og de larmende børnefamilier. Mona går hen til damen og sætter sig ned på bænken overfor hende. "Hej. Jeg har pause igen. Nå, er Svend-Åge snart færdig med din bil?"
   "Hvem?"
   "Mekanikeren. Det er det, han hedder."
   "Nå. Ja. Han har ordnet den. Jeg vil bare lige drikke den her kop kaffe, og så tager jeg af sted."
   "Det var da godt."
   "Ja."
   Mona kigger til siden ud over det lille stykke græsplæne mellem spisepladsen og parkeringspladsen. Hun kniber øjnene sammen i sollyset. Nogle humlebier svæver lavt søgende henover det skarpt grønne græs med de spredte mælkebøtter.
   Hun kigger tilbage på den midaldrende dame. "Hvor er du egentlig på vej hen?"
   "Jeg er på vej hjem til Sønderborg."
   "Nå, hvor har du så været henne?"
   "Århus. Jeg har været til begravelse."
   Mona ved ikke helt, hvordan hun skal reagere. "Det, det gør mig ondt."
   "Tak."
   Der er en lang stilhed igen. Damen rører rundt i kaffen og drikker den sidste sjat. Hun bliver siddende. Hun smiler på en nærmest forlegen måde.
   "Det er sjovt at arbejde på en rasteplads," siger Mona, mens hun kigger ned på humlebierne og mælkebøtterne. "På en måde. Det er ... Det er underligt."
   Damen rynker på panden. "Hvad mener du?"
   Mona trækker på skuldrene. "Bare dét med at alle de mennesker, der kommer forbi, altid netop er på vej forbi. De er på vej et sted hen, og de kommer fra et eller andet sted. De er i bevægelse. Og man står selv stille, når man skal arbejde herude hele dagen. Man står selv helt stille. Man sidder fast i midten af det hele. På Lars Tyndskids mark."
   "Jeg har aldrig tænkt på det sådan."
   Mona trækker på skuldrene igen og stirrer stadig ned på græsplænen. "Jeg ved ikke, hvorfor jeg fortæller dig det her."
   "Det lyder lidt trist."
   "Det er det altså ikke." Mona ser op på damen med et lille smil. "Det er vel bare et arbejde ligesom alle andre slags arbejde."
   "Ja, men alligevel."
   Mona nikker langsomt. Hun kigger ned igen på nogle myrer, der kravler i en velordnet parade henover fliserne. "Jeg har også tænkt mig at søge ind på universitetet. Jeg skal bare lige ... have styr på det hele. Og så tager jeg af sted."
   "Jamen, øh, held og lykke."
   "Tak."
   Damen kigger på sit armbåndsur. "Jeg tror, jeg tager af sted nu."
   "Okay. Farvel så."
   "Ja. Farvel." Damen rejser sig og rækker en hånd frem. Mona trykker hendes hånd hurtigt og fast. "Det var rart at snakke med dig."
   "I lige måde. Farvel," siger Mona igen.
   "Farvel."
   Mona bliver siddende ved bordet og kigger over skulderen. Hun ser damen gå ud til sin bil igen og starte den. Den blå røg er væk. Damen kører langsomt og forsigtigt henover parkeringspladsen og ud af frakørslen til motorvejen, hvor hun forsvinder fra Monas synsfelt.
   Mona rejser sig og går henover græsplænen. Hun følger en sti bestående af spredte, runde trætrin op ad bakkeskråningen. De lune, tørre vinde bliver kraftigere heroppe. De rusker i buskene og krattene omkring hende. Til sidst når Mona op til den øverste sti langs toppen af bakkeskråningen.
   Her er øde. Her kan hun ikke høre de monotone lyde fra rastepladsen. Hun kan høre vindens susen. Hun kan høre den fjerne, brusende støj fra motorvejstrafikken.