Sissel
   Om juleaften og andet
   Jeg sidder med min far og mor på plejehjemmet. Far har netop tændt for TVet, for at der ikke skal være så ubehageligt stille i stuen. Han finder DR1, hvor et kirkekor synger julesalmer, og skruer op for lyden. Han drejer mors rullestol rundt, så hun vender mod skærmen. Hun smiler sit sædvanlige, vage smil, øjnene ufokuserede. Vi ved ikke, om hun kan se skærmen eller høre sangen eller forstå noget som helst.
   "Så, Ellen! Så ka' do se æ kor i æ kirch. Synger de et flot?"
   Mor svarer ikke. Hun svarer aldrig.
   Jeg kigger væk fra mine forældre og fra kirkekoret i TV. Jeg finder min Nokia frem fra min Gucci håndtaske, som ligger ved siden af mig på sofaen. Jeg ringer til Frank.
   "Glædelig jul, skat!"
   "Glædelig jul," svarer han med sin søde, lidt trætte, brummende stemme. "Jeg savner dig."
   "Jeg savner også dig, skat, men ved du hvad; jeg skal nok rejse tilbage til København her i ferien, ikke? Jeg er nok næsten færdig med konferencerne på de sønderjyske koncerner om overgangen til grøn energi. Det har ikke været nemt at overbevise dem om, at det er vejen fremad ..." Jeg sukker. "De er godt nok gammeldags. De kan ikke tilpasse sig til noget nyt heromkring."
   "De er nogle bonderøve; er det det, du siger?" Frank ler.
   "Jeg ville nu ikke bruge det ord," siger jeg med et smil. "Det har bare ... Det har bare været svært. Jeg glæder mig til at se dig igen, skat." Jeg kan høre stemmer og musik i baggrunden på Franks ende. "Er du så taget til den der fest hos Iben?"
   "Ja, det er meget hyggeligt. Hun har gjort meget ud af jule-temaet, men det er samtidig ret moderne og lidt kitschy. Alle vores danske og svenske og engelske venner er her."
   "Lyder dejligt." Jeg lukker øjnene og smiler skævt. "Jeg ville ønske, jeg var der, og du stod under en mistelten ..."
   "Lad nu være med at blive for sukkersød, ikke, skat?"
   Jeg åbner øjnene. "Ja, øh, jaja, Frank -"
   "Nå, jeg må tilbage til festen; de kalder på mig! Vi ses, skat."
   "Ja, vi ses her i ferien, ikke, skat?"
   "Ja." Han lægger på. Hvad er det for en måde at lægge på? Bare sige "ja" rigtig hurtigt og så lægge på? Når det er éns kæreste?
   Jeg prøver ikke at tænke for meget over sådan noget. Som Frank siger, så skal jeg ikke være for sukkersød.
   Og her sidder jeg. På et plejehjem i Sønderjylland med min gamle far, som er bondemand, og min mor, som stort set er blevet en grøntsag efter hjerneblødningen.
   Men jeg føler mig nærmest tilfreds.
   Min far står ved siden af min mor i kørestolen. Han knuger hendes skulder med den ene hånd, mens han stirrer på TV-skærmen, hvor kameraet panorerer hen over de unge, kønne piger i kirkekoret. Han begynder at synge med. Jeg undertrykker en fnisen. Far kan ikke synge. Hans stemme er ru og grov og mekanisk.

Et barn æ født i Bæææthlehem,
   Bæææthløøøhæææm,
   thi glæ'er saj Jerusalæææm.
   Halleluja,
   halleluja!
   "Far, hold nu op ..." siger jeg gennem min fnisen, som nærmest er helt lillepigeagtig. Og han er så voksen, en stor dum voksen. Pludselig tænker jeg slet ikke på Frank eller København eller min karriere længere. Jeg tænker bare på far og mor og bondegården. "Far, hold nu op med at synge; lad os nu bare lytte til koret ..."
   Men han bliver ved. Han kigger på mig over skulderen og smiler bredt, så jeg kan se de gullige tænder og guldtænderne. Smilet breder sig op til hans øjne med de små rynker ved krogene. Jeg har aldrig set et ansigt før, hvor smilet virkelig kan ses i øjnene, men min fars ansigt er netop den slags ansigt. Det er vist et sjældent fænomen.
   Jeg begynder at synge med. Hvorfor ikke?
   Min sangstemme er heller ikke særlig god, men i det mindste lidt lysere og klarere end min fars brægen. Teksterne står på TV-skærmen undervejs; ellers ville jeg ikke kunne huske dem.
   Da vi er færdige med sangen, er der helt stille i stuen. Jeg kan se en enkelt tåre glitre på min fars rynkede kind. Jeg skal lige til at spørge ham, om han er okay. Men så sidder ordene fast i min hals, da jeg ser min mor bevæge sig.
   Hun sidder stadig sammensunken i rullestolen, men nu løfter hun langsomt hænderne. De ryster. Hænderne ryster. Jeg kan igen se de blålige blodårer så uhyggeligt tydeligt, som om huden er et fint lag silkepapir.
   Hun klapper. Hun klapper af os.
   Så sænker hun igen hænderne og lader dem hvile på det lille bord, der er klappet ud fra kørestolsarmlænet over hendes lår.
   Far står stille et øjeblik. Så ser han pludselig ud, som om han forstår noget, som om han ved lige præcis, hvad han skal gøre. Han vender kørestolen om, så mor kan se mig. Jeg møder hendes blik.
   De smalle, tørre læber skælver og trutter udad. Kæmper for at forme ord.
   "Du er ... Jeg ved, hvem du er. Du er Sissel."
   "Ja, mor," siger jeg. Nu må jeg kæmpe for at få ord ud. Min hals er stram og tør. Foret med sandpapir. Jeg kan næsten kun hviske. "Det er mig. Det er Sissel. Din datter."
   Hun lukker øjnene og smiler et lille, træt smil.
   "Godt," siger hun. "Det var godt. Du ved, hvem du er."
   Jeg stirrer på hende. Ved ikke, hvordan jeg skal svare. Ved ikke, om hun stadig er der, om hun stadig kan sanse og opfatte og forstå tingene omkring hende, eller om hun er forsvundet ind i sig selv igen.
   "Æ tro', æ' ska' læg' hende i seng no," siger far stille. Han smiler til mig. Så vender han kørestolen og ruller mor ind i soveværelset.
   Jeg bliver siddende på sofaen.
   I TV er koret begyndt at synge Dejlig er jorden.
   Jeg tager fjernbetjeningen fra sofabordet og slukker TVet.


* * *
   På 2. juledag tager jeg toget tilbage til København.


* * *
   Jeg går hurtigt ned ad gangen til min og Franks lejlighed og ringer på. Mens jeg står og venter, kan jeg ikke lade være med at smile. Det er godt at være tilbage i storbyen.
   Døren bliver åbnet af en ung, mørkhåret kvinde.
   Hun har en stor, hvid skjorte på, der ikke er knappet helt op og hænger åben, så man kan se hendes sorte bh. Der er et leopard-plet mønster på hendes stramme nederdel. Hun smiler uforstående til mig. "Hej? Frank sagde ikke, der ville komme nogen."
   Jeg stirrer bare på hende.
   "Jeg hedder Natalie," siger hun og rækker en akavet lille hånd frem.
   Jeg tager den ikke. Bliver bare stående som en saltstøtte.
   Hun er meget ung. Meget ung. I 20'erne eller måske 19, 18. Og her står jeg og er i 30'erne og har begyndende appelsinhud på lårene og lidt hængepatter og lidt rynker i ansigtet, ikke noget man lægger mærke til, men noget man vil lægge mærke til om nogle år. Jeg tænker på alle disse forskelle mellem mig og kvinden, Natalie. Alle forskellene på vores kroppe.
   "Jeg hedder Sissel," siger jeg. "Jeg er Franks kæreste."
   "Nå. Ja." Natalie har ladet sin hånd falde slapt ned, da jeg ikke tog den. Hun kigger ned på dørtrinnet nu. Jeg står stadig ude i gangen. Natalie ruller åndsfraværende en finger rundt i sit glatte, mørke hår. "Han fortalte mig lidt om dig. Han sagde, det var okay."
   Jeg står bare og rynker på panden. Føler mig dum. "At hvad var okay?"
   "Altså, jeg arbejder for sådan et bureau ..."
   "Hvilket bureau? Jeg forstår ikke lige ..."
   "Jeg er callgirl."
   Jeg kan høre toilettet skylle ud længere inde i lejligheden, så en dør der bliver smækket op, så halvt løbende fodtrin. Frank skynder sig gennem dagligstuen og hen til os, mens han spænder sit bælte. Skjorten hænger udenfor. Han smiler et anstrengt, energisk smil. "Hej, Sissel! Jeg vidste ikke lige, du kom hjem i dag. Du kunne godt have ringet og sagt det. Eller et eller andet."
   Natalie træder tilbage mod væggen og synker væk fra skudlinien mellem mig og Frank.
   "Jeg ville overraske dig," siger jeg.
   Natalie rømmer sig.
   "Nå, ja, hvor meget skulle det nu være?"
   "1000."
   Vi er alle tre helt stille, mens Frank finder sin pung frem og skriver en check til Natalie. "Tak," siger hun med et smil og går ud og tager elevatoren ned.
   Så snart elevator-dørene har lukket sig, begynder Frank: "Du har det vel ikke dårligt med det her? Altså, skat, du sagde jo, dengang vi snakkede om det, at hvis vi var adskilte i længere tid på grund af en forretningsrejse eller sådan noget, så måtte vi godt ... selv ..." Hans sætning dør hen, da han ser mig nikke langsomt.
   "Ja, ja, det ved jeg godt, jeg sagde. Jeg forventede måske ikke lige, at det nogensinde ville ske, men ... men vi blev i hvert fald enige om, at vi skulle have den mulighed."
   "Netop," siger Frank med et lettet ansigtsudtryk. "Så du har det vel ikke dårligt med det, vel, skat?"
   Jeg ryster lidt på hovedet. Står stadig ude i gangen med min kuffert i den ene hånd.
   "Jeg har det ikke dårligt, Frank. Jeg ... jeg har det ikke dårligt."
   Så stirrer jeg op på ham og siger: "Ha' do mock i æ ho'ed?"
   "Hvad?" Hans smil flader ud og glider ned fra hans ansigt, som noget smeltende. Smeltende smør. "Var det sønderjysk, det der?"
   "Æ do fuldstændi' tokke?!" skriger jeg af ham. Jeg svinger min kuffert ud efter ham, og han snubler tilbage og holder armene op for sig i et svagt, chokeret forsøg på at forsvare sig. Jeg går ind i lejligheden og svinger kufferten ud efter møblerne nu. Vælter en stander-lampe på gulvet, knuser et dyrt, moderne maleris glasramme. Og hele tiden råber jeg på sønderjysk:
   "Dit høver! Din dosme! Din toggenok! Æ en gæleve som maj' et go' nok til dig? Ka' do et holde æ pik i æ baus?! Ska' do absolut stik' den i et mule gaf i en hvilk'somhelst pich? Do æ da fand'me et tokke høver!"
   Frank løber hen til mig og griber fat i mit håndled og kuffertens håndtag, stopper den midt i en svingbane mod en kinesisk vase. "Sissel, hold op! Hvad fanden er der galt med dig?!"
   "Hummel af, din stjaf!"
   "Så tal dog dansk! Slap af og tal dansk!"
   "Fint! Fuck dig, Frank, jeg tager tilbage til min far og mor i fucking Ragebøl!" Jeg river kufferten og mig selv løs fra ham. Jeg går ud af lejligheden og ned ad gangen mod elevatoren. "Møjn!" råber jeg over skulderen. "Møjn, Frank!"


* * *
   Nede på togstationen køber jeg billet til det første tog, jeg kan tage tilbage til Sønderjylland. Jeg er nødt til at vente dernede i 45 minutter. Jeg køber en eller anden krimi-paperback i en lille kiosk og prøver at koncentrere mig om at læse den, selvom jeg ikke kan lide krimier. Den har fået gode anmeldelser.


* * *
   I toget finder jeg en kupé, hvor der næsten ikke sidder nogen – kun to gamle damer, der sludrer højlydt, og nogle teenagere med deres iPods proppet i ørerne. Jeg går ned i enden længst væk fra de andre mennesker. Jeg sætter mig i det inderste hjørne-sæde, hvor jeg føler mig skjult og alene. Klokken er blevet 6, og det er mørkt udenfor. Vinduerne er bare sorte rektangler med vage, spøgelsesagtige spejlbilleder af passagererne. Jeg kan se mit ansigt. Mit blege, rynkede ansigt, der bare vil blive grimmere og ældre med tiden. Hvis jeg kigger på mit ansigt uden at tænke på noget andet, uden at tænke på min virkelige situation, så ligner jeg en fiasko. Jeg ligner en, der er blevet skuffet over alle de ting, jeg ikke har opnået i livet.
   Det er selvfølgelig noget vrøvl. Jeg ved godt, jeg har opnået masser af ting med mit liv.
   Min mobiltelefon ringer.
   "Det er Sissel, hallo?"
   "Det æ din far, lille Sisle." Hans stemme er grødet og mærkelig.
   "Hej, far! Jeg ville lige ringe til dig, faktisk. Jeg ville sige, at jeg er på vej tilbage til Sønderjylland."
   "Lille Sisle ... min lille pich ..."
   "Far? Er du okay?"
   "Sisle, din moe æ død. Hun dø'h i dau, i eftermiddaus. Å æ plejehjem. Sisle ... kom herne' ..." Han hulker.
   "Jeg ... jeg er på vej, far." Jeg stirrer forbi spejlbilledet og ud i mørket udenfor togvinduet. "Jeg er på vej."