Sarah sad i sit værelse og prøvede at koncentrere sig om sine lektier, mens flyttemændene baksede med et eller andet på trappen. Deres råbte ordrer gav næsten ekko gennem den store villa. "Løft op i jeres ende!" "Så gå dog for helvede lidt længere op!"
   Sarah funderede lidt over, hvad de mon var ved at bære op på anden sal nu. En seng? Et skab? Gæsteværelset skulle gøres til et permanent soveværelse til en lille pige. Og Sarahs far skulle til at dele sit værelse med en ny kvinde. Han skulle til at dele sin dobbeltseng med en ny kvinde. Det var vel naturligt. En dobbeltseng, dobbelt, designet til to personer.
   Sarah skrev hurtigt sine udregninger ned på det kvadrerede papir. Hun løste andengradsligningerne hurtigt og effektivt. Hun kunne godt lide at lave matematik-afleveringer. Hun kunne godt lide at tænke logisk og systematisk.
   Nu var flyttemændene ved at bære møblet ned gennem den smalle gang udenfor – mod værelset ved siden af Sarahs. Gæsteværelset som nu skulle være et rigtigt værelse, med en rigtig beboer.
   En gæst.
   Sarah hørte møblet skrabe mod den lukkede dør og væggen til hendes værelse, da flyttemændene passerede med tunge skridt.
   "Vær nu lidt forsigtige!" skræppede Birgit op.
   "Jaja," sagde en af flyttemændene.
   Birgit stod altså derude og fulgte med og dirigerede dem. Det overraskede ikke Sarah. Det var typisk for Birgit – at stå og dirigire folk sådan.
   Birgit var den nye kvinde i huset. Den nye kvinde i fars seng.
   Sarah hørte dem gå ind i gæsteværelset. "Sæt den ned her, i hjørnet!" fortsatte Birgit. "Nej, ikke sådan – længere ind – nej altså ..." Det var dog utroligt, så skinger den kvindes stemme var. Den kunne trænge lige igennem vægge og lukkede døre.
   Sarah prøvede igen at koncentrere sig om sine lektier.
   Så bankede det på døren. En lille, genert banken.
   Sarah tog en dyb indånding og en dyb udånding. "Ja? ... Bare kom ind."
   Mille åbnede langsomt og forsigtigt døren. Hun kiggede på Sarah med store dådyrsøjne. "Hej."
   "Hej." Sarah blev siddende ved skrivebordet og kiggede på pigen over skulderen. "Hvad er der? Noget du ikke kan finde ud af her i huset?"
   "Nej, jeg ville bare sådan, snakke lidt med dig og se dit værelse. Jeg keder mig lidt. Mor og, og Poul render bare rundt og får flyttet møblerne ind." Hun tøvede lidt, før hun sagde Poul, som om hun ikke kunne beslutte sig for, om hun skulle sige Poul eller ’far’ om sin nye stedfar.
   Mille gik langsomt ind i værelset med hænderne stukket ned i bukselommerne, hvor de næsten ikke kunne være. Hun havde stramt og farverigt tøj på. Et lyserødt hårspænde var sat i hendes glatte lyse hår, der hang næsten helt ned til livet.
   Sarah tænkte lidt på, at hun selv nærmest var en kontrast til Mille. Hun havde selv mørkt, løstsiddende tøj på og sort hår, der faldt ned til kæben.
   "Luk døren efter dig," sagde hun.
   Mille lukkede tavst døren. Så satte hun sig i en sækkestol. Hendes tynde krop sank ned i den. Sarah prøvede at huske, hvor gammel Mille var, men hendes hukommelse var helt blank. 10 år? 11?
   "Her er altså rigtig fint," sagde Mille, mens hun kiggede rundt på de abstrakte og impressionistiske malerier på Sarahs vægge.
   "Tak," sagde Sarah uden at kigge på pigen. Hun tastede nogle data ind på lommeregneren.
   "Hvad laver du?"
   "Matematik."
   "Du går i gymnasiet, ikke?"
   "Ja, i 3.g."
   "Okay." Der var en lang stilhed, hvor Mille bare blev siddende og kiggede rundt på værelset med sine store blå øjne. Hun pillede lidt i underlæben med fingrene. Sarah ignorerede hende og lavede opgaverne, hurtigt og effektivt. Udenfor baksede flyttemændene igen med noget på trapperne, og både Birgit og Poul råbte til dem, hvordan de skulle gøre deres arbejde.
   Så spurgte Mille: "Hvem er hende der?" Hun pegede på et sort-hvidt, indrammet fotografi, der stod på Sarahs sengebord. Kvinden i billedet havde et varmt, bredt smil, der gjorde hendes kinder helt runde. Sarah havde de samme smalle, mørke øjne.
   "Det er min mor," sagde Sarah stille. "Hun er død. Det ved du nok godt."
   "Nej," sagde Mille med opspilede øjne. "Ej, det vidste jeg slet ikke. Det har mor ikke fortalt mig, og heller ikke Poul. Hvad døde hun af?"
   "Brystkræft."
   "Nå," sagde Mille. Hun så ud som om hun aldrig har hørt ordet ’brystkræft’ før. "Ej, det gør mig altså ondt."
   Sarahs læber hang halvt åbne, som om hun skulle til at sige tak, men alligevel ikke ville. I stedet sagde hun: "Det er kun tre år siden. Synes du ikke, det er kort tid? Tre år. Til at sørge over éns afdøde kone og finde en ny kvinde og gifte sig med hende. Og få hende til at flytte ind hos sig sammen med hendes datter. Synes du ikke, det er gået enormt hurtigt for Poul?"
   Sarah plejede bare at kalde ham far, men foran Mille ville hun kalde ham Poul. Mille kaldte ham jo også Poul.
   Mille trak på skuldrene og lod sig synke dybere ned i sækkestolen. "Ej, det ved jeg ikke. Sådan noget ved jeg ikke rigtig noget om."


* * *
   Senere, i kælderen. Flyttemændene havde næsten flyttet det hele ind nu. Nu manglede der vist bare nogle småting. Sarah var næsten blevet helt færdig med sin matematik-aflevering. Nu bar hun plastic-kurven med tøj, der skulle til vask, ned i kælderen.
   Sarahs mor havde plejet at tage sig af vasken. Nu var den pligt gået i arv til Sarah.
   "Skal jeg ikke hjælpe dig med at bære den?" spurgte Mille, mens hun fulgte efter Sarah ned ad den knirkende trappe.
   "Nej nej, kan du ikke se, jeg har helt styr på det?" sagde Sarah.
   Hun gik hurtigt gennem de mørke, fugtige, lavloftede rum. Mille måtte småløbe for at følge efter hende.
   "Det er som en lille labyrint hernede," sagde pigen og grinte nervøst.
   Sarah svarede ikke. Hun stillede kurven fra sig i rummet med vaskemaskinen. Hun åbnede maskinen og begyndte at stoppe tøj derind.
   "Det er sådan lidt klamt hernede, synes du ikke?" sagde Mille. "Sådan lidt skummelt."
   Sarah trak på skuldrene. Så spurgte hun: "Hvorfor følger du bare efter mig hele tiden? Har du ikke noget bedre at lave?"
   Mille kiggede ned på betongulvet. "Nej, ikke rigtig. Undskyld hvis jeg generer dig."
   Sarah tog en dyb indånding. En dyb udånding. "Nej, nej. Du generer mig ikke."
   Hun satte vaskemaskinen i gang. Hun satte sig op på kanten af den store fryser i den anden ende af rummet. Hun stirrede ind gennem det mørke koøje på tøjet, der begyndte at vælte rundt derinde. Mille gik hen og satte sig, med noget besvær, op ved siden af hende på fryseren.
   "Er det ikke lidt underligt at have en papsøster nu?" sagde hun. "Jeg synes, det er lidt underligt at have en pap-storesøster. Synes du, det er underligt at have en pap-lillesøster?"
   "Det ved jeg ikke," sagde Sarah og rystede ligegyldigt på hovedet. "Det er det vel."
   Pludselig skreg Mille.
   Et lille, kort hvin.
   Hun smækkede en hånd op over munden på sig selv og stirrede med store, skræmte øjne på et hjørne af loftet.
   "Hvad? Hvad er der?" sagde Sarah.
   "Jeg så bare et stankelben kravle henover loftet rigtig hurtigt," sagde Mille, og hendes stemme var næsten en teaterhvisken. "Et rigtig stort et."
   "Vi har masser af stankelben hernede i kælderen," sagde Sarah.
   "Ej, seriøst? Ej ad! Ad, hvor klamt!"
   "Kan du ikke lide stankelben?"
   "Nej! Ad! De er så klamme!"
   Sarah trak på skuldrene. "De hører hjemme her. De er en del af huset. Jeg har vænnet mig til dem."
   "Jamen, jeg kan ikke vænne mig til dem!" sagde Mille. "Jeg hader dem! De skal ud! De skal bare ikke være i huset, hvor jeg bor! De skal bare ud!" Hendes øjne flakkede panisk rundt mellem skyggerne og hjørnerne af loftet nu.
   Sarahs blik hvilede roligt på pigen.
   "Nå," sagde hun. "Vil du så gerne op igen?"
   "Ja!"
   "Okay. Så kom." Sarah lod sig glide ned fra kanten af fryseren. Hun førte stille og roligt Mille gennem kælderens mørke, fugtige rum og gange, tilbage til trappen til første sal.


* * *
   Flyttemændene var kørt nu.
   Alting var på sin plads.
   Sarah lå på sofaen i TV-stuen og zappede gennem kanalerne. Mille sad i lænestolen ved siden af og stirrede hjernedødt på skærmen. Sarah skævede til hende og lagde mærke til, at hendes mund stod åben.
   Poul og Birgit var ude i den store baghave, hvor de vist var ved at gøre grillen klar. Familien skulle spise udenfor i aften i det lune, tørre vejr. Det skulle være rigtig hyggeligt. Det var jo deres første aften sammen, alle sammen, her i huset.
   "Du ved godt, at Birgit er gravid, ikke?" sagde Mille pludselig.
   "Nej," sagde Sarah. Birgits mave så flad ud. Men Sarah tænkte over, hvordan Birgit nogle gange holdt hånden over lænden, når hun gik rundt. "Er min ... Er Poul faren?"
   "Ja."
   "Nå. Det har jeg ikke hørt noget om før."
   "De har måske tænkt sig at fortælle dig det i aften." Mille smilte sødt. "Undskyld jeg ødelagde overraskelsen."
   "Det er helt fint," sagde Sarah tonløst. Hun slukkede for fjernsynet. "Er det så en dreng eller en pige?"
   "Det ved de ikke endnu."
   "Nå." Sarah tog en pakke cigaretter og en lighter ud af bukselommen. Hun stak en af cigaretterne i munden og fik ild på den.
   "Må du godt ryge her i huset for din far?" spurgte Mille med store øjne.
   "Nej. Men jeg gør det nogle gange. Du siger ikke noget, vel?"
   "Nej nej!" sagde Mille og rystede dramatisk på hovedet.
   "Godt." Sarah tog et langt sug på cigaretten og pustede røgen ud henimod Mille.
   Mille krympede lidt sammen og rynkede på næsen. Så kiggede hun ud mod de franske døre til baghaven, hvor Birgit og Poul stod og lagde de første pølser og koteletter på grillen. Birgit holdt igen den ene hånd over lænden.
   "Når jeg bliver stor, vil jeg også få børn," erklærede Mille.
   "Okay." Sarah blæste igen røg over mod Mille.
   Mille hostede lidt. Så spurgte hun: "Vil du ikke også få børn?"
   "Nej."
   "Hvorfor ikke?"
   "Det må være ulækkert. At være gravid. Som at have en stor parasit inde i én hele tiden. Og at skulle give mælk."
   "Hvad er en pa ...ra-sit?"
   "En snylter. Ligesom en bændelorm."
   "Nå. Ad. Sådan nogle er klamme."
   "Hvis jeg bliver gravid, så vil jeg få en abort med det samme. Ligemeget hvad."
   "Hvad er det?"
   "En abort?"
   "Ja."
   "Det er, når de bare tager det ud igen."
   "Ej. Det vidste jeg ikke man kunne gøre."
   "Det kan man altså. Jeg har hørt om nogle kvinder ..." Sarah tog igen et sug på cigaretten og pustede denne gang røgen op mod loftet, mens hun lænede hovedet tilbage. "Nogle kvinder, der får kejsersnit, og så går det galt, inde i livmoderen. Bagefter skider de gennem kussen i et stykke tid."
   "Hvad er det?"
   "Hvad er hvad?"
   "Alle de der underlige ord, du sagde. Kus-sen ..."
   "Tissekonen."
   Milles ansigt frøs sig fast i et udtryk af væmmelse, da hun forstod det, som Sarah havde fortalt hende. "Ej, ad!"
   I det øjeblik gik Birgit ind gennem de franske døre med et stort smil. "Så er maden klar! Bare kom ud i haven og sæt jer. Har I siddet her og hygget jer og snakket sammen?"
   "Sarah har fortalt mig rigtig uhyggelige historier," sagde Mille og tog sin mor i hånden, mens de gik ud i baghaven. Sarah fulgte efter med hænderne i lommerne.
   "Nå, sådan, spøgelseshistorier?" sagde Birgit. "Lad nu være med at gøre Mille alt for bange, Sarah, ikke?"
   Sarah nikkede og smilte stille. Hun satte sig på sin plads mellem Mille og Birgit ved det runde, hvide plastic-bord på terassen. Poul satte et fad med de første pølser og koteletter ned midt på bordet. "Så er der serveret!"
   "Ej, det ser lækkert ud!" sagde Mille og rakte med det samme ud efter maden.


* * *
   Middagen gik stille og roligt. Mille havde helt glemt de ting, Sarah havde fortalt hende, og hun nævnte ikke de "uhyggelige historier" igen. Sarah fortalte Birgit om, hvordan det gik på gymnasiet. Poul og Birgit fortalte Sarah de glædelige nyheder om Birgits graviditet, og Sarah lod som om hun var overrasket og glad.
   Desserten var banana-split. Sarah sluprede det hurtigt i sig og gik fra bordet med et stille "tak for mad." Poul, Birgit og Mille blev siddende og snakkede.
   Indenfor i den stille villa gik Sarah ned i kælderen.
   Hun gik ind i rummet med alt deres skrald, gamle aviser, tomme flasker og glas. Hun fandt et stort tomt syltetøjsglas. Hun tog en boremaskine, stak den i det nærmeste stik og borede hurtigt tre små huller i låget til glasset. Hun håbede, de ikke hørte det ude på terassen ovenover.
   Så gik hun rundt i kælderen og samlede ind.
   Hun fandt dem i hjørnerne, i skyggerne. Masser af dem. Hun fangede dem hurtigt og effektivt. Hun gik systematisk til værks, fra rum til rum, ned gennem gangen. Nogle af dem slap ud, når hun skruede låget af for at fange en ny, men alt i alt var der cirka 10 styks derinde, da hun var færdig.
   De kravlede rundt blandt hinanden i en stor, mørk, sammenviklet klump. Nogle gange kravlede de helt op til låget og stak et lille ben eller to ud af lufthullerne.
   Sarah gik op fra kælderen og op ad trappen til anden sal.
   Hun gik ind i Milles soveværelse, hvor Mille skulle sove for første gang i nat.
   Hun gik hen til sengen, som der allerede var blevet lagt lagen og dyne og pude på. Hun trak dynen til side. Hun skruede låget af det store glas og vendte det på hovedet, så de alle sammen faldt ud i en spjættende, kravlende bunke midt på sengen. De pilede henover lagnet, mod kanterne, men Sarah trak dynen henover dem, før de kunne slippe væk. Hun stoppede dynen godt og stramt ind mellem madrassen og træsengerammen. Stankelbenene ville være fanget derinde, indtil man trak dynen til side igen.
   Sarah gik ned i kælderen og stillede det tomme syltetøjsglas på plads.
   Så gik hun op på sit værelse og lukkede døren.
   Hun tog en dyb indånding. Dyb udånding.
   Hun satte sig ved skrivebordet for at lave sin matematik-aflevering helt færdig.