Vognen glider op ad kabelbanen. Søren kigger ud på gamle, stejle gyder og sandstenshuse. I sæderne foran er der andre turister. Tre tyske drenge kigger på noget på en mobiltelefon. En enlig, tyk franskmand taler vredt til sin overstadige søn. "Non, je dis non."
   "De kalder den her bakke la colline qui prie," siger Andreas. "Ved du hvad det betyder?"
   "Nej," siger Søren træt. "Neeej, det ved jeg ikke."
   "Det betyder 'bakken der beder'. Fordi det er et meget religiøst kvarter, med kirken øverst oppe. Der er også la colline qui travaille; det er dér hvor alle silkefabrikkerne ligger."
   Andreas' franske er flydende; Sørens er basalt. Det var Andreas, der fik ham til at tage kurset på VUC her til foråret; og sikke en sjov tid det var. Et halvt år omgivet af indvandrer-kvinder der i forvejen kæmpede med det danske sprog og skulle trækkes igennem fransk af en uengageret lærerinde. Mørke morgener i et gulligt lokale, hvor man kunne synke ned i tøvende stilheder og dunsten af marrokansk te fra en skov af thermokander.
   "Ah," siger Søren og kigger frem for sig. "Hvor er det godt at jeg har sådan en god tour-guide i form af dig -"
   "Jeg skal nok holde op hvis du stadig vil være sådan dér." Andreas lyder ikke irriteret, bare fornuftig og tålmodig, hvilket irriterer Søren endnu mere.
   Vognen stopper ved Saint-Just. Alle stiger af. Søren kigger på en lille, gammel mand med stok og et par bukser, der sidder oppe ved brystet. Tænk at være ham.
   De går op i solskinnet foran Notre-Dame de Fourvière. De vandrer mod udsigtsplateauet. Man kan se ud over hele Lyon og ned i Vieux-Lyon, middelalderkvarteret for foden af Fourvière.
   Søren tager sine solbriller på; et lidt for stramt par fra Tigeren. Andreas' solbriller er et eller andet specielt mærke. Andreas vil gerne se så skide elegant ud; han vil ikke ligne en turist. Søren har besluttet sig for at svælge i sin identit som turist. Han føler sig som en overvægtig person, der pludselig dropper sin diæt og lader fedmen åbenbare sig for hele verden. Han stopper ofte op og konsulterer sit kort; han tager flittigt billeder; han går i grimme sandaler og store shorts. Han overvejer at købe en I Love Lyon-t-shirt som en slags dødsstød til Andreas.
   "Vi burde egentlig have været her i december, til la fête des lumières," siger Andreas. "Lysenes fest. Det skulle være helt fantastisk."
   "Nå. Det er da rart at vide. At vi er her på det forkerte tidspunkt." Han ved ikke, hvorfor han er så bitter og urimelig overfor Andreas. Ligesom den døende mand overfor sin kone i den der Hemingway-novelle.
   "C'est belle," siger en parfumeret kvinde til en mand ved siden af dem.
   Inspireret af hende siger Søren: "Det er flot."
   Andreas lægger en arm om livet på ham, og Søren kan se ud af øjenkrogen, eller mærke, at han smiler, og nu smiler de begge.
   Søren kigger mod bjergene, der omgiver byen og ligger opad hinanden som dovne kroppe.
   Han rømmer sig og tager et skridt væk, ud fra Andreas' arm. Han tager sin flaske vand fra sin proppede shortslomme og drikker af den, mens han kigger op på kirken. En engel skuer ud over Lyon; den holder et spyd eller en stav. Himlen er blegblå med grå skyer.
   Den enlige far fra kabelvognen står længere henne. Den lille dreng råber: "Je veux une glace!" Jeg vil ha' en is. Søren smiler. Han kan forstå fransk på barneniveau. Dét er den triste sandhed. I løbet af ferien har han fumlet med alting, fumlet med sproget, med Euroen, med bykortet. Faktisk har han flere gange fundet absurd morskab i franske ord. 'Liquidation totale' læser han som 'total likvidering' i stedet for et udsalg; 'Pomme de Pain' læser han som et 'æble af smerte' i stedet for 'æble af brød'. Selv hans egne fejl morer ham; brug af 'bonjour' om aftenen, eller 'puis-je parler avec MasterCard ici?' "Kan jeg tale med MasterCard her?"
   Faren bøjer sig ned og siger smilende noget til sin søn.
   "Skal vi gå ind i kirken?" spørger Andreas og lægger igen armen om Sørens svedige ryg.
   "Ja," siger Søren og går hurtigt fremad, så Andreas opfatter, at han skal droppe det med armen.
   De går ind i den kølige kirke. Den er større indeni end forventet, neogotisk, men indbydende, præget af guld og farver. "Årh, hvor er det smukt," siger Andreas med det samme.
   Søren brummer. De tager den sædvanlige rute rundt i ydergangene. Søren synes efterhånden at de har været inde i mange kirker, både her i Lyon og i Paris. Skide kedelige, ensformige hvælvinger af romansk-katolsk ærefrygt ...
   "Ej, jeg synes virkelig, det her er den smukkeste kirke jeg har set," siger Andreas. "Den er bare virkelig ... varm, på en eller anden måde. Jeg tror faktisk jeg meget bedre kan lide den her end Notre-Dame i Paris, eller Sacre-Coeur."
   "Den er lidt prangende."
   Andreas svarer ikke. De har aldrig rigtig haft en samtale om religion. Andreas er agnostiker. Søren er ateist.
   Rækkerne af små stearinlys brænder i røde, hvide og blå glas. Et spansk ægtepar snakker ophidset. Søren drikker af sin lunkne vandflaske.
   Han ved ikke, om det er på grund af sved der har samlet sig, men hans anus klør. Ligesom i forgårs. Han blev bekymret, da han læste på nettet at den slags kan være symptomer på en proktit, herpes, chlamydia. Men hans sexliv har altid været sparsomt og sikkert. Han læste, at man kan få en proktit ved at tvinge noget op i anus og beskadige slimhinden (slimhinden; for satan; hvorfor er éns krop egentlig så ulækker?) Men de har jo ikke tvunget noget derop; Andreas er tålmodig og forsigtig.
   En ung præst går forbi, fordybet i en samtale med en ældre mand. Det slår Søren, at han tænker på analsex her, i en kirke. Han smiler.
   De går ud i solskinnet igen og ned ad trinnene. "Har du det godt?" spørger Andreas.
   "Ja. Jeg har det fint." Søren tager solbriller på igen. Han ser på sin kæreste gennem det grå filter. "Du har spurgt mig rigtig meget om dét på det seneste. Om jeg har det godt."
   Andreas smiler. "Det er en god ting at spørge nogen om."
   "Hmm." Søren vender sig og går videre i ingen bestemt retning, føler sig pludselig latterlig. Han klør sig på underarmen. Han har fået en masse små bid. Han håber virkelig ikke, de har fået væggelus med sig fra det klamme hostel i Paris. Sådan nogle skulle være utroligt svære at slippe af med. Hvorfor eksisterer sådan noget overhovedet?
   "Der skulle være et romersk amfiteater lige herovre," siger Andreas og fører an.
   De går videre ad granitstier dækkede af kastanjer. Det er sidst i august; der er bagende varmt. Søren kigger ned på strimlerne af skygge og sol. De passerer en japansk tour-guide, der venter på sin flok. Andreas har engang arbejdet som tour-guide for danskere i Spanien. Andreas har lavet så pissemeget. Han har couch-surfet rundt i Asien; han har bungee-jumpet i New Zealand; han har været næstformand for DSU. Nu skriver han speciale i statskundskab.
   Sammenlignet med Andreas har Søren ikke lavet en skid. Han læser dansk. Han har aldrig været udenfor Danmark i mere end en uge. Han er 27. Andreas er 24. Søren skriver noveller, bare en gang imellem. Han har søgt ind på Forfatterskolen engang. Andreas bliver ved med at opmuntre ham til at prøve igen, eller bare sende novellerne til et forlag. Han siger at dansk litteratur har brug for en intelligent, homoseksuel stemme. Søren siger at han desværre kun kan opfylde den sidstnævnte position.
   De går ned til amfiteatret. Det er hvad man kunne forvente. "Der er åbenbart tit koncerter her," siger Andreas. "Og film og alt muligt."
   "Hm. Ser man det," siger Søren. De manøvrerer ned ad midtergangen, fra trin til trin, mod scenen. Her er ikke mange turister. Græs og ukrudt vokser op mellem de smalle sten. Sørens analkløe er gået over igen. Måske er han bare hypokondrisk. Han kan gå til lægen når han er hjemme, hvis det kommer igen. Han er nødt til at holde op med at bekymre sig så meget. Han er nødt til at slappe af. Ryge noget mere tjald måske. Han tager ud til Christiania når de er hjemme igen. Og hvis de har fået væggelus, må de bare ringe til en skadedyrsbekæmper.
   Han er bare nødt til at eksistere ude i verden, ikke inde i sit eget hoved. Her er han, i Frankrig, i Lyon, i en smuk by, sammen med en smuk kæreste (ja, fysisk set fortjener Søren slet ikke Andreas), og han lever stadig 75% inde i sit eget dumme hoved. Han lever ikke i nuet; han lever i fortiden og fremtiden.
   De er nået ned til scenen. Andreas vender sig med hænderne mod hofterne og stirrer op ad rækkerne. "Det er fantastisk."
   "Ja." Søren anstrenger sig. "Det er faktisk virkelig fantastisk." Han smiler.
   Andreas er fantastisk. Som han står der, med hænderne mod hofterne. Hans hvide t-shirt hænger smigrende på hans let muskuløse krop. Han har et ansigt og hår som James Dean. Det er et mirakel, at de overhovedet mødtes, at Søren overhovedet tog sig sammen og skrev til ham på datingsiden.
   "Ved du hva', jeg vil gerne med dig ud på bøssebar her," siger Søren og lægger en nærmest faderlig hånd på Andreas' skulder.
   "Seriøst?"
   Søren smiler. Han tvinger sig selv til at være frankofil: "Pourquoi pas? Det kunne sikkert være meget sjovt." Så, nu har han overgivet sig i ét af deres slag; nu er en vis fred og balance genoprettet.
   Andreas kysser ham. "Du er dejlig."
   "Årrrh! Du ved jo godt, jeg ikke vil ha' os til at være dem der siger sådan noget." Han lægger sit hoved mod Andreas' skulder, smilende.
   "Okay. Du er ... en relativt god person."
   "Tak. Sådan skal det være."
   "En tolerabel person. Du er tolerabel."
   "Tak."
   "Lidt over gennemsnittet."
   "Ja. Kun lidt."
   De står midt på scenen, som om de opfører et stykke for de uinteresserede turister, der lunter på rækkerne. Søren hviler stadig sit hoved på Andreas' skulder og skimter opad. Han tænker et sekund på den gamle, sande kliché om at alle hele tiden spiller roller overfor hinanden. Så tænker han på, at denne scene sikkert har rummet Sofokles og Euripides før i tiden; nu må den tage til takke med et lunkent bøssepar.
   Andreas stryger ham langsomt over ryggen. De retter sig op og går videre. "Ah, vent, vi skal da lige have nogen billeder her," siger Søren.
   De tager billeder af hinanden, siddende på den nederste række i teatret. Søren peger nedad med tommelfingrene som Cæsar. De beder en sød amerikansk pige om at tage et billede af dem begge.
   De går videre, forbi en række afhuggede søjler. "Det er egentlig meget sjovt bare at være 100% turist," siger Andreas.
   "Ja ikke?"
   Andreas lægger armen om livet på Søren igen, den samme gamle snigende arm, men Søren afviser den ikke denne gang. De går ned ad smalle, skrånende veje, forbi en privatskole med barokt tag og karnapper.
   "Skal vi ikke tage på restaurant i aften?" spørger Andreas. "Vi kan bestille snegle. Og frølår. Og beaujoulais." De har ikke prøvet nogen af delene endnu, men har snakket om det.
   "Så for satan."
   "Og profiteroles."
   "Årrrh, profiteroles ..."
   "Og så kan vi tage på bøssebar bagefter. Og snakke med nogen lækre franskmænd."
   "Okay. Du klarer dét med at snakke med dem. Så står jeg bare og stirrer på dem."
   "Yes." Andreas knuger Søren tættere ind til sig. "Ved du hvad jeg har lyst til, når vi er tilbage på hotellet? Jeg har lyst til at give dig en rigtig god, rigtig lang massage ..."
   "Mmmh. Det glæder jeg mig til. Det glæder jeg mig virkelig meget til." De er idioter, tænker Søren. De er to lallende idioter. Det er slet ikke i orden, det her.
   Brune blade knaser under deres fødder. Kastanjer triller. Skyer er gledet for solen. Luften er elektrisk. De går forbi en gruppe engelske fyre, en gammel dame med stok og indkøbspose. En gruppe franske teenagere der diskuterer noget; en pige udbryder: "Mais je rêve; c'est pas possible ..."
   Andreas' arm hviler varmt om Sørens liv.
   Der har været lykkelige perioder i deres forhold, i de seks måneder det har varet. Perioder hvor de har glemt de fejl, de ser i hinanden. For det er ikke kun Søren, der ser fejl i Andreas. Andreas afskyr, at Søren ikke er sprunget ud overfor sin familie. Søren kan bare ikke forklare, at det virkelig ikke ville gøre nogen forskel. Andet end at de ville se på ham med en lidt større grad af skuffelse. Søren kan ikke huske, om han er så svagt forbundet til sine forældre, fordi han fortæller dem så lidt om sit liv, eller om det er omvendt. Hønen eller ægget.
   Selvfølgelig er Andreas ude overfor sin familie, ude og glad sammen med sin perfekte, åbentsindede familie. Perfekte Andreas.
   "Jeg tror man kan gå ned her," siger han.
   Stien zigzagger ned ad den stejle skråning mod byen. Udsigten gennem de sparsomme eucalyptustræer er fantastisk. Lyon virker nærmest helt lodret, som en mur overfor dem, en pop-up bog. Stien bliver smallere mellem de stedsegrønne buske. Søren følger efter Andreas. Han er træt i benene nu. Han har hovedpine. Han drikker det sidste af sin flaske vand. Stien zigzagger. De kan høre balkanmusik nede fra byen, en kompleks rytme og en munter tuba.
   "Er du sikker på man kan gå den her vej?" spørger Søren, og som et svar kommer en kvinde til syne foran dem.
   "C'est sans issue," siger hun, forpustet. Hun er køn, i 30'erne, iført en løs hvid sommerkjole.
   "Ah, c'est pas vraie!" siger Andreas.
   "Mais si," siger kvinden og går op forbi dem, rundt om hjørnet. Et øjeblik føler Søren sig fascineret af hende, har lyst til at vide mere om hende, skrive en historie om hende. Men han ved det ikke bliver til noget.
   Kvinden er forsvundet op ad stien. Andreas går videre ned, rundt om et hjørne. Han flimrer væk bag krattet.
   "Andreas, hvad laver du? Vi skal op igen ..." Selv Søren forstod kvinden. Stien stopper længere nede.
   Han står stille blandt de stedsegrønne buske. Solen er helt væk nu, dækket af mørkegrå skyer. En kold vind giver ham kuldegysninger. Man kan stadig høre balkanmusik fra byen. Tubaen går helt amok.
   Han ånder tungt ud og skal til at gå ned efter sin kæreste, da Andreas kommer op igen.
   Andreas har solbriller på nu, først nu, selvom lyset er mindre skarpt end før.
   Han stopper op og betragter Søren med et træt smil. Han er svedig omkring armhulerne. " Ça va?"
   "Oui, ça va très bien," siger Søren utålmodigt.
   "Êtes-vous un touriste?"
   Søren rynker på panden. "Oui."
   "Ah, d'accord, bon." Andreas stikker hænderne i lommerne på sine jeans. "Moi je suis français. Je m'appelle ... François." Han er fransk. Han hedder François.
   Søren begynder at smile. "Vraiment," siger han tørt. Virkelig.
   François nikker. "D'ou venez-vous?" Hvor er De fra?
   "De Danemark. Je m'appelle Søren."
   "Ah, bonjour Søren." François går langsomt op mod ham. Smuk, glat, blød, nærmest for virkelig. Han lægger en hånd om nakken på Søren. "Vous êtes très beau. Vraiment." De er meget køn. Virkelig.
   "Merci, mais ... vous êtes fou ..." Tak, men De er skør.
   François lader en hånd glide ned ad Sørens mave til hans hofte. Han træder forsigtigt helt hen til ham, som om de aldrig har kysset hinanden før. De ånder mod hinanden. Sørens pik dunker. Det her er genialt. Andreas er et geni. Et dumt geni. Det er sådan her livet skal være. Søren er ude af sit hoved nu. Han er ude i livet. Han er ligeglad med sit dårlige fransk, sin mystiske analkløe, sine væggelusebid, sin familie, sin magre bankkonto, sin fremtid. Det er alt sammen noget ligegyldigt pis; det er ikke noget der kan bringe ham nogen reel glæde ligesom det her.
   Nede i byen spiller de balkanmusik.
   "Embrasse-moi," siger han. "S'il te plait."
   François smiler og venter med at adlyde. Han går blidt ind i Søren, skubber ham med sin krop mod buskene. Deres hofter mødes. Vinden blæser. Tubaen spiller videre i byen. Der er fjern torden.
   François kysser Søren, men det er Andreas; men det er lækkert; det er sådan livet skal være; hvorfor kan man ikke have det sådan hver dag? Hvorfor skal sådan et øjeblik være så svært at opnå? Han kan mærke Andreas'/ François' perfekte krop mod sin egen, hans tunge mod sin egen, hans pik mod sin egen -
   Tordenen buldrer.
   De kan ikke ignorere regndråberne længere. En kraftig sommerbyge er over dem. Den tager hurtigt til.
   Andreas træder tilbage; de stirrer et øjeblik grinende på hinanden.
   "Det regner," siger Søren.
   "Ja."
   "Vi har ikke lyst til at blive her, vel?"
   "Nej!"
   De går op ad stien. Snart løber de. De når af en eller anden grund ikke tilbage til den åbning, de kom ind af. De når op til et hegn af metaltremmer, halvanden meter højt, med en låst dør midt i. De klatrer forsigtigt over; tremmerne er ikke helt regnvåde endnu. Søren falder ned på alle fire. "Er du okay?" "Ja, ja, jeg er okay!" siger Søren, med hudafskrabninger på håndfladerne, og de sprinter videre, ned ad smalle glatte gader, mod kabelbanen. Søren har lettere ved det i sine kondisko; Andreas har fine brune lædersko på. Et øjeblik tror Søren de er faret vild, men så kommer Minimes-stationen til syne; Andreas finder billetter frem fra sin tegnebog, og de tonser igennem indgangsmaskinen, lige da en kabelvogn ankommer.
   "Fuck! Det er den vi skal med!" griner Andreas, og de løber henad svalegangen til den modsatte perron, ned ad trapperne; Sørens hånd glider ned ad det våde gelænder; de skvatter ind i vognen, hvor et par franske piger smiler af deres ankomst før de snakker videre.
   Søren og Andreas stirrer på hinanden, forpustede, stadig liderlige, med gennemblødt hår og tøj. Vognen glider ned mod Vieux-Lyon.
   Søren har det som om han glider ned mod virkeligheden, en virkelighed udenfor hans hoved, et sted hvor der er rent og lyst og klart, som luften efter et regnvejr, og han forstår at hans forhold til Andreas egentlig er godt nok; det er egentlig meget godt for ham; det er egentlig lige præcis hvad han har brug for, og det må godt fortsætte. Han er forpustet; hans hjerte dunker.

---

I København, en uge senere, slår Andreas op.