Nana lyver
   Nana har naturgeografi. Det er det kedeligste fag af dem alle efter hendes mening. Hun sidder i hjørnet og tegner i sine notespapirer. Tænker på alt andet end lavtryk og nedbør og monsunvinde. Hvad skal hun overhovedet bruge det her til i det virkelige liv?
   Esben, en poppet dreng der er populær blandt pigerne, træder ind ad døren. Han kigger over på hende og siger: "Nana? Det er dig nu," før han går hen til sin plads.
   Hun nikker, rejser sig og går ud af lokalet. Studievejleder-samtalerne har kørt efter planen hele dagen; ca. hvert 20. minut kommer en elev tilbage og kalder den næste elev derned. Nana er egentlig glad for, at hun 'går glip' af noget af geografi-timen.
   Hun går ned ad 'Gaden' midt i gymnasiet. Regnen trommer mod det drivhus-agtige glas-tag to etager ovenover den åbne plads. Der er et par huller, hvor regnen drypper igennem og hele vejen ned på sten-gulvet i små pytter.
   Nana går tværs over Gaden og ind i kontorbygningen. Der er stille her lige nu. Hun sætter sig på sofaen overfor døren til studievejlederens kontor. Der er en eller anden derinde lige nu; hun kan høre dæmpede stemmer derindefra. Nana prøver at komme i tanker om, hvem det kan være - prøver at huske, hvem der forlod lokalet efter Esben og lige før Nana selv. Så giver hun op. Hun kan ikke huske det, og hun er ligeglad.
   Hun kigger lidt på bladene og reklamerne på hylderne ved siden af kontoret. En folder der reklamerer for en 'spændende og udfordrende' uddannelse i militæret. Et blad om, hvor fedt det er at være udvekslingsstudent i USA for et år. Nana stirrer blankt på forsiderne. Hvad hvis man ikke har lyst til noget spændende og udfordrende? Hvad hvis man ikke ved, om man har lyst til noget som helst?
   Nana lægger sig ned på den billige, klumpede fløjlssofa. Hun er nødt til nærmest at ligge i fosterstilling fordi den er så smal. Men det er behageligt nok. Hun lukker øjnene. Efter et stykke tid er hun ikke helt vågen, men hun falder heller ikke i søvn.
   Døren går op, og Arnavaraq, en grønlandsk pige som er klassens eneste udlænding, træder ud. Hun siger hej til Nana mens hun går forbi.
   Studievejlederen er en kvinde i sine 40'ere eller 50'ere med kæbe-langt gråt hår og store briller over små øjne, hvilket på en eller anden måde får hende til at se ud, som om hun altid er forvirret over et eller andet. Hun holder døren åben og smiler til Nana. "Ja, kom bare ind, Nana."
   "Hej," siger Nana og smiler tilbage mens hun går ind i kontoret. Det grå eftermiddagslys fra vinduet får alting til at se meget tørt og trist ud. En stander-lampe er tændt i hjørnet, men dens gullige lys midt i alt det slørede grå giver på en eller anden måde rummet en endnu mere deprimerende stemning. Det synes Nana i hvert fald.
   "Bare sæt dig ned," siger studievejlederen med en lille gestus mod sofaen. Det er helt den samme klumpede, ubehagelige slags som Nana lå på ude i gangen.
   Nana sætter sig ned. Studievejlederen sætter sig på en rullestol overfor hende på den anden side af et lille bord. Brochurer om universiteter og Interrail-rejser flyder ud i en bunke på bordet.
   "Nå, Nana, så skal vi til det igen," siger studievejlederen med et lille smil. Det går op for Nana at hun slet ikke kan huske hendes navn.
   "Ja. Æh."
   "Har du så tænkt over, hvad du vil efter gymnasiet, siden vi sidst snakkede sammen?"
   "Æh. Ikke rigtig. Jeg har nogle idéer."
   "Nå. Okay. Jamen, lad mig så høre om dine idéer."
   "Tja ... et eller andet kreativt," siger hun og er fuldstændig klar over, at det var det samme hun sagde sidst. "Det kunne være rart. Jeg går meget op i billedkunst lige nu. Så ... noget med kunst kunne være ... en god videregående uddannelse for mig."
   "Ja. Det lyder godt. Det har du jo også skrevet i din U-plan."
   "Ja."
   "Ja." Studievejlederen bliver ved med at nikke for hver sætning, Nana siger. Hun nikker og nikker og nikker på den der måde, som skal signallere, at hun forstår det hele og hun er her for at hjælpe Nana. Nanas øjne flakker rundt i rummet.
   "Men ... på den anden side så har jeg jo også kun billedkunst på C-niveau. Og det er kun her i 1.g."
   "Ja."
   "Så jeg ved ikke om ..."
   "Ja."
   "... om det er nok til at komme ind på en seriøs kunst-uddannelse bagefter. Men jeg har heller ikke tænkt sådan seriøst på, hvad jeg vil gøre med mit liv. Det lyder også skræmmende. At 'gøre noget med sit liv.' Det lyder ... Ja."
   "Ja." Studievejlederen nikker videre. "Sådan er det jo. Det kan være svært."
   Nana nikker tilbage i et svagt håb om at det vil få kvinden til at holde op med at nikke så fucking meget.
   "Men det er ikke sådan, at du går og er meget ... angst for det her med at skulle planlægge din fremtid?"
   "Nej nej. Nej. Det er jeg ikke." Nana smiler lidt, stryger håret bag det ene øre. "Jeg er jo i 1.g. Så ... der er god tid til ..."
   "At man skal beslutte sig."
   "Ja."
   "Ja. Det er der jo. Men hvordan går det ellers lige nu? Har du det godt i klassen?"
   "Jo, jo. Ja." Nana smiler. "Jeg har gode veninder i klassen. Det er en god klasse. Den fungerer godt."
   "Okay. Det er også det indtryk, jeg får af de andre, jeg har snakket med."
   "Okay. Godt."
   "Og undervisningen fungerer også for dig?"
   "Ja, det går ... sådan set helt fint."
   "Ja. Jeg har jo også set på dine karakterer, og der er vist ikke noget alvorligt galt dér."
   Nana ryster på hovedet. "Nej. Nej, mine forældre er også tilfredse. Jeg klarer mig bedre i matematik end jeg gjorde i folkeskolen. Og, tja, jeg har jo altid været god til engelsk."
   "Okay. Jamen, det er da godt at høre." Hun nikker stadig. Smiler. Hendes tænder er farvede gule af nikotin.
   "Alting er lidt nemmere at holde styr på efter grundforløbet. Grundforløbet var ret forvirrende. Men vi var jo også nærmest forsøgskaniner. For reformen og den nye karakter-skala og alt muligt."
   "Jo, det ... Sådan kan man godt se på det." Nana kan høre på studievejlederens stemme, at hun ikke kan lide, at de er endt ved det her emne. "Men ellers har du styr på det?"
   "Ja."
   "Det var godt at høre. Det er jo meningen, at jeg med de her samtaler skal ... finde dem, der ikke har det godt. Og så lige fange dem i faldet."
   "Jo. Men jeg har det ellers godt."
   "Det er godt at høre. Og du skal jo snart til årsprøver. Det er jo i ..." Hun kigger ned i papirerne. "Spansk mundtlig, matematik skriftlig, matematik mundtlig, engelsk mundtlig."
   "Ja. Det har jeg fået at vide."
   "Og det har du styr på?"
   "Ja, jo ..."
   "Er du nervøs? Du kan altid melde dig på i eksamensangst-gruppe-møderne, hvis du er nervøs."
   "Nej, så slemt er det ikke. Det er jo bare 1.g. Bare årsprøver."
   "Ja. Det er det jo. Og du har styr på det?"
   "Ja."
   "Godt. Glæder du dig til sommerferien?"
   "Ja, det gør vi vel alle."
   "Ja, det gør vi vel." Hun smiler bredt og holder op med at nikke og læner sig lidt tilbage i stolen. "Jamen, så er vi vist færdige. Så må du godt sende ..." Hun kigger ned i sine papirer. "... Troels herned."
   "Okay. Møjn."
   "Møjn."
   Nana går ud af kontoret. Hun siger hej til Dennis, som har siddet og ventet mens hun var derinde. Så går hun ned ad gangen, ud af kontorbygningen og ned ad Gaden mod geografi-lokalet.
   Hun går med hovedet bøjet, kigger ned på stengulvet og sine sko. Snørebåndene er gået op på den venstre. En dråbe regn lander på hendes nakke mens hun går forbi en af pytterne under en revne i glas-taget.
   Hun fniser lidt. Ikke på en pjattet måde, men nærmest på en tør, bitter måde. Gaden er helt øde, nu hvor der er time. Der er ingen her til at høre hende.
   "Jeg har ikke tænkt sådan seriøst på, hvad jeg vil gøre med mit liv ..." mumler hun og fniser. "Det går sådan set helt fint ..."
   Det stikker lidt i øjnene. Pludselig ved hun ikke, om hun fniser eller græder.
   Hun stopper op. Hun står foran nord-husets mur. Læner sig op ad den mens hun rækker en hånd ud. Der er endnu en lille regnpyt her. Hun vil prøve at fange en dråbe i håndfladen.
   'Det er jo meningen, at jeg med de her samtaler skal ... finde dem, der ikke har det godt. Og så lige fange dem i faldet.'
   Hvor var det en åndssvag ting at sige. Hvad hvis man ikke vil fanges? Hvad hvis man ikke vil have, at nogen skal komme og 'finde' én? Hvad hvis man helst vil være alene?
   Hun ser en bevægelse ud af øjenkrogen. Hun kigger op. En kantinedame ruller en vogn med sandwiches ind ad bag-indgangen til kantinen. Hun har vist ikke lagt mærke til, at Nana står her. Men Nana må hellere gå videre, før nogen andre kommer forbi og ser hende. Det er ikke ligefrem normalt at stå og prøve at fange regndråber, når det er meningen, at man skal tilbage til timen og sende den næste elev ned til studievejlederen.
   Hendes håndflade er tør. Hun går videre ned ad Gaden. Hun træder ind i geografi-lokalet, hvor læreren er midt i et lille foredrag om, hvordan orkaner opstår.
   "Øh, Troels? Det er din tur."
   Nana går hen og sætter sig på sin plads.