Der var engang en ung kvinde, der ville være forfatter.
   Laura stirrede på sætningen. Markørens lille sorte streg blinkede lige efter punktummet. Resten af siden var blank og hvid og tom.
   Det var da også en dum måde at starte en roman på. Nej nej nej, "der var engang" er en slidt frase. Selv når man bruger den ironisk, fordi ens historie slet ikke er et eventyr, så er det en slidt frase. Hun var nødt til at begynde in medias res. Ja. Sådan skulle det være.
   Hun begyndte at slette sætningen med hurtige, aggressive ringfinger-tryk på Backspace-tasten. Klak-klak-klak-klak-klak-klak-klak-klak-klak. Nu stod der:

Der var engang en ung kvinde, der ville være
   Hun efterlod det sådan. Hun gemte dokumentet og lukkede computeren. Hun stirrede på den sorte, døde computerskærm, der viste et fedtet, vagt spejlbillede af hendes ansigt og lejligheden bag hende. Der var en mærkelig rusten tunghed i hendes lemmer, og hendes hoved blev tomt som en udpustet æggeskal. Den følelse havde hun ofte. Den kom nærmest i bølger. Når hun fik den følelse i kroppen, så havde hun slet ikke lyst til at gøre noget. Hun ville ikke skrive eller spise eller sove eller sige noget til nogen. Hun ville slet ikke åbne munden.
   Laura havde skriveblokering.


* * *
   Hun huskede en historie, hun engang havde hørt om James Joyce. James Joyce var helt fortvivlet, og så kom hans ven på besøg og spurgte ham, hvor meget han havde skrevet i dag. Joyce sagde, han havde skrevet syv ord. Vennen sagde, at det var da meget godt. Joyce sagde at ja, det var det vel, men han vidste ikke, hvilken rækkefølge han skulle sætte dem i.


* * *
   Laura gik lydløst rundt i sin lejlighed. På tåspidserne, som en ballet-danser. Hun listede. Der var helt stille. Lejligheden var på 12. etage, højt hævet over den konstante støj fra Københavns trafik. Hendes forældre betalte for den, ligesom de havde betalt for alt andet i hendes liv. Hun var blevet færdig med gymnasiet for et par måneder siden, og nu ville hun tage et sabbat-år, et fjumre-år. Hun var godt i gang med at fjumre. Hun havde ikke fundet sig et job endnu.


* * *
   Hun havde været til en familiesammenkomst i Århus i påskeferien, mens hun stadig gik i 3.g. Det havde været i hendes tante Vivis hus. Vivi boede i det hus på Holtevej, hvor nogle af scenerne i Nils Malmros' "Kundskabens Træ" var blevet optaget. Det var dér, hvor personen Elin havde boet og haft melodramatiske konflikter med sin strenge mor. Alt i det hus var alt for hvidt og fint, syntes Laura. Rummene virkede for store og luftige til de møbler og personer, der stod inde i dem.
   Ved middagsbordet var samtalen faldet på Lauras fremtid. Vivi havde startet med at spørge Laura, hvad hun ville studere ved universitetet.
   "Det ved jeg ikke rigtig endnu," sagde Laura. "Jeg tænker lidt på noget med litteratur. Litteraturhistorie eller litteraturvidenskab."
   "Jeg kender en, der læser litteraturvidenskab her i Århus," sagde en af Vivis nye kærestes døtre, der sad overfor Laura. "Hun er rigtig glad for det. De har lige fået nogle helt nye bygninger til litteraturvidenskabelig afdeling, vistnok. Det ser meget fint ud." Hun smilede bredt til Laura og nippede til sin rødvin.
   "Ja, Hildur og jeg synes ærlig talt, at Laura burde søge ind med det samme," sagde Jan, Lauras far.
   "Hold op med at tale om mig i tredje person," sagde Laura.
   Jan sænkede blikket ned mod hende fra hans ende af bordet. "Ja undskyld, vi synes, at du burde søge ind på universitetet med det samme, Laura. Du kommer til at kede dig i løbet af sådan et sabbat-år."
   "Jeg ved nu ikke; jeg synes, at jeg fik en masse ud af at tage et sabbat-år," sagde Lauras fætters kæreste. Hun var meget køn og studerede jura. "Jeg havde tid til at prøve nogle forskellige ting af og finde ud af, helt præcist hvor mine stærke sider lå."
   "Har du tænkt dig at studere i København?" spurgte en af Vivis kærestes døtre.
   "Ja, jeg bor der jo," sagde jeg og kiggede ned på min tallerken med saftig, uspist lammekottelet. "Men, øh ... jeg ved ikke ... alle siger, at Århus har et meget bedre studiemiljø."
   "Ja, det ved jeg ikke rigtig, om man kan sige," sagde Lauras fætters kæreste. Hun studerede i København.
   "Jeg er sikker på, at du vil blive rigtig glad for det, hvor du end kommer hen," sagde Vivi. "Det er jeg helt sikker på."


* * *
   "Gud, hvor var det frygteligt," sagde Laura senere den aften, da hun sad alene med sin storebror i TV-stuen. De lå på den brede lædersofa, helt mætte og flade. Skydedørene til dagligstuen og entréen var lukket, og de sad og så en eller anden engelsk krimi-serie i TV. Lauras storebror læste medicin ved Odense Universitet.
   "Hvad mener du?" spurgte han og lød vagt interesseret.
   "Synes du ikke, det var frygteligt?" sagde Laura og kiggede over på ham med rynket pande. "Den måde, de alle sammen talte så nedsættende til mig derinde, da de snakkede om mig og min fremtid?"
   Der var en pause. Så sagde han: "Jeg synes ikke, de talte nedsættende."
   "Nå. Det synes jeg."


* * *
   Laura satte sig igen foran computeren i sin lejlighed.
   Hun ville skrive noget. Hun var nødt til at skrive noget.
   William S. Burroughs sagde engang "Write about what you know. More writers fail because they try to write about things they don't know than for any other reason."
   Hvad havde Laura, som hun kendte til? Som hun vidste rigtig meget om, som hun havde helt inde under huden? Ikke noget spændende. Ikke noget man kunne skrive en roman om. Folk ville læse noget, der afspejlede virkeligheden. Det skal al god fiktion gøre, ikke? Men hendes virkelighed var ikke særlig spændende. Folk ville læse om sex og vold og død.
   Hun var nødt til at blive mere moden. Opleve nogle flere ting.
   Laura besluttede sig i dette øjeblik for, at hun ville indsamle erfaring. Eller rettere sagt besluttede hun sig for at hun ville beslutte sig for det. En beslutning er ikke bare noget, man træffer lige pludselig. Det er noget, der har vokset sig stort og været inde i én i lang tid, som en virus, som en parasit. Og så pludselig indser man, at den er dér, og man vil gøre noget ved den.
   Først ville hun have sex med nogen. Laura var jomfru. Det kunne man ikke være, hvis man skulle være forfatter. Så kunne man jo ikke skrive en ordentlig sex scene. Man kan ikke bare bruge sin fantasi, når man skriver om sådan en stor og vigtig ting i livet.
   Uden at have skrevet et ord mere i dokumentet, lukkede hun computeren igen og gik ind i soveværelset. Hun rodede igennem skabet for at finde noget sexet og afslappet tøj frem. Hun tog et tyndt lag makeup på - lidt læbestift, lidt mascara. Hun lod sit blonde, glatte hår falde ned til skuldrene. Så kiggede hun i spejlet på skabsdøren.
   Hun havde en ret god krop, ikke fordi hun holdt sig i god form eller noget - hun dyrkede aldrig motion - men hun spiste heller ikke for meget og havde ikke nogen usunde vaner. Hendes røvballer og bryster var faste og blødt kurvede, som om hun simpelthen ikke havde udviklet sig fra puberteten, men bare var blevet lidt større, lidt højere. Var det ikke sådan, mænd ville have, at kvinder skulle se ud? Var det ikke sådan, en 'lækker' kvinde skulle se ud? Stram og glat som en baby. Det var nok også derfor, de altid sang 'baby' i popsangene. Der var åbenbart noget uendeligt tiltrækkende ved spædbørn.


* * *
   Nede på gaden fik hun fat i en taxi og bad chaufføren om at køre hende til en god singles bar.
   Han kørte hende hen til et sted, der rent faktisk hed 'Singles Bar.'
   Der var varmt og fugtigt derinde. Det var en juli-dag, og baren lå lidt under gadeniveauet. Der blev spillet Gotan Project lidt for højt henne fra dansegulvet. Der sad par overalt ved de små runde borde, 2 personer eller 4 personer på dobbeltdate. Altid lige tal. Lige børn leger bedst.
   Laura satte sig hen til baren og købte et shot brandy. Hun vidste slet ikke, hvordan brandy smagte, men hun kunne godt lide ordet 'brandy'. Det var et varmt og sprødt ord.
   En mand satte sig hen til hende, efter hun havde siddet der i lige præcis 30 sekunder. Hun tog tid på det.
   "Hey," sagde han med et skævt smil. Han var vist i starten af 20'erne, lidt ældre end hende. Han havde en hvid undertrøje synlig under en smart blå skjorte under en smart sort vest. Lag. Så mange lag. Hvorfor mente folk, at det var sexet at have flere synlige lag tøj på? Så man kunne blive pakket ud, som et lille løg?
   "Hey," sagde Laura, mens alle disse tanker løb igennem hendes hjerne. Hun tvang dem væk. Hun ville fokusere på oplevelsen, på erfaringen, her og nu. At møde en mand på en bar.
   Hun nippede til sit glas brandy. Det var stærkt. Hun hostede kraftigt.
   "Wow, er du okay?" Manden smilede og klappede hende lidt på ryggen.
   "Ja, jeg har det fint. Den var bare lidt stærkere, end jeg havde forventet. Øh. Skal vi danse?"


* * *
   Senere, i mandens lejlighed, efter hun havde pakket ham ud af alle hans lag.
   Hun blødte lidt. Han var overrasket og lidt forskrækket. Hun burde have fortalt ham på forhånd, at hun var jomfru.
   Det var en mærkelig og ikke særlig behagelig oplevelse. Ikke ligesom når hun onanerede. Han havde bare været inde i hende, og han havde stønnet og gnubbet sig op ad hende, og han havde haft en meget pæn krop - lidt muskuløs, lidt solbrændt, men ikke i overkanten, sådan som man tit så det. Faktisk den helt rigtige slags fyr. Og det havde været sex, men ikke sexet sex. Ikke sådan som man så det i filmene. Ikke en eksplosion af lidenskab eller noget.
   Hun tænkte ikke, at hun var skuffet, for det havde jo været sex, og havde det ikke bare været det, hun havde forventet?
   I mørket, midt om natten, lå hun nu der ved siden af ham under det tynde, bløde lagen. Hans vejrtrækning var langsom og regelmæssig. Han sov. Hun kunne ikke falde i søvn, ikke i en fremmed persons seng. Eller, han var jo ikke fremmed. Han havde fortalt hende meget om sig selv i løbet af aftenen. Men altså. En fremmed seng.
   Hun kiggede på digitaluret på sengebordet. 23:15. Så tidligt? Hun havde ikke troet, det stadig var så tidligt.
   Hun rejste sig forsigtigt fra sengen og gik hen og tog sit tøj på. Det lå i en løs bunke på stolen, hvor hun havde kastet det hen, da hun havde klædt sig af foran ham, hurtigt og travlt og upersonligt, som hos lægen.
   "Går du?" brummede han fra mørket. Han sov altså ikke alligevel. Eller også havde hun vækket ham, da hun rejste sig fra sengen.
   "Ja." Hun fumlede med sine sokker og hinkede rundt på et ben.
   "Hvorfor bliver du ikke her? Jeg kan hente morgenmad til os begge to i morgen. Croissanter nede fra bageren."
   "Ej, jeg skal med en færge i morgen. Jeg skal til ... Sverige. Og besøge en veninde. Nogle veninder. Som jeg har derovre."


* * *
   Laura gik ned ad gaderne i skyggerne og det gullige, klamme lys fra lygterne. Hun holdt en hånd ud og fulgte de forskellige mure på de forskellige bygninger med fingerspidserne. Hun vidste ikke helt, om hun var på vej hjem. Det dunkede i hendes hoved. Måske var det fordi, hun havde haft sex og hun havde blødt, eller fordi hun havde drukket lidt for meget. Nok fordi hun havde drukket for meget, blev hun enig med sig selv om.
   Hvad manglede hun nu at opleve og indsamle erfaring om? Sex ... stoffer ...
   Stoffer. Hun var allerede i den del af byen. Der stod små klynger af mørke skikkelser, mørke i tøjet, mørke i huden, mørke, rundt omkring på gadehjørnerne. Det måtte da være her, sådan lige her, at man kunne købe sådan noget.
   Hun gik hen til nogle unge indvandrere, der stod ved hjørnet af indgangen til en smal gyde. "Hej," sagde hun med et træt smil.
   De kiggede på hende og rynkede på panden, forvirrede. De så nærmest bange ud. Nu kunne hun se, at de ikke rigtig var mænd, men bare teenagere. De havde guldkæder og guldringe på. De var sikkert inde i hiphopkulturen. De formede en halvcirkel med ryggene vendt mod hende og snakkede hurtigt på et sprog der lød som tyrkisk.
   "Hej," sagde Laura igen, lidt højere.
   "Gå nu med dig," sagde en af dem med tyk accent. "Hvad vil du med os?"
   "Har I noget hash?" sagde Laura. "Eller ... ved I hvor jeg kan købe noget hash?"
   "Undskyld? Hvad er dit problem?" sagde en af dem, en høj, lidt ældre dreng med rigtig mange guldkæder om halsen. "Vi vil ikke have nogen problemer med sådan noget. Gå nu med dig, underlige pige."
   Laura var skuffet. De kunne altså ikke hjælpe hende med det med stoffer. Nå. Hvad skulle hun ellers indsamle erfaring om?
   Vold. Selvfølgelig. Laura havde aldrig været involveret i noget som helst voldeligt. Hun var aldrig blevet slået af nogen, så vidt hun kunne huske.
   Hun skulle bare provokere dem. "Hey," sagde hun. "Hey! Fucking perkere."
   De stirrede på hende. "Lad nu os være i fred, underlige pige," sagde den høje, ældre dreng igen. "Gå nu med dig."
   "Fucking perkere," sagde hun igen. "I er nogle fucking perkere."
   Så gjorde indvandrerne noget, hun slet ikke havde forventet.
   De gik. De gik ned ad fortovet, opad nogle stentrin til en nedslidt lejlighedsbygning og ind ad døren. Den lukkede sig bag dem med en stille knirken.
   "Nå," sagde Laura ud i natteluften. Hun gik videre ned ad gaden.


* * *
   Hun tog en bus hjem til sin egen lejlighedsbygning i den pænere bydel. Hun tog elevatoren op til sin etage, men så tøvede hun, før hun trådte ud i gangen. Hun trykkede på knappen til øverste etage.
   Hun gik ned ad den tomme, stille gang, indtil hun fandt døren til trappen op til taget.
   Der var øde og mørkt oppe på taget, så mørkt at hun næsten ikke kunne se kanterne. Som om hun bare svævede over byen i et tomrum, i en sort sky. Men hendes øjne vænnede sig hurtigt til skyggerne, og hun gik roligt hen til kanten og lænede sig mod rækværket, ud over rækværket. Nattevindene var stærke og kolde, sviende og bidende på hendes bløde hud.
   Bilerne på gadens smalle stribe dernede vimsede rundt som vrede insekter. Lysene i vinduerne på bygningerne rundt omkring blev tændt og slukket her og der. De skabte avancerede mønstre, labyrinter.
   Laura tænkte, at der var utroligt meget god litteratur, der handlede om døden. Døden var sådan et fascinerende emne. En af de ting, alle mennesker altid har funderet over. Hvis blot hun selv havde erfaring med døden, en eller anden spændende oplevelse, der havde lært hende noget om døden, givet hende et indtryk af døden. Så kunne hun skrive en historie om det.
   Rækværket nåede hende til maven. Hun kunne sagtens lige klatre over det og hoppe ud. Og så ville hun dø.
   Men så ville hun ikke kunne skrive om det bagefter. Det var lige problemet med den oplevelse.
   Måske skulle hun bare slet ikke være forfatter. Men hvad skulle hun så være? Hvad ville hun? Ville hun noget som helst? Man er da nødt til at ville noget. Det var helt klart, mente Laura. Klokkeklart. Logik for burhøns.
   At ville gøre noget, ville være noget. Hvis man ikke vil noget, så er der jo ikke nogen som helst pointe i noget som helst.
   Laura holdt armene ud fra kroppen vandret, som om hun kunne flyve.
   Nu fik hun den der følelse i kroppen igen, den tunge følelse, den tomme følelse. Hendes hoved føltes igen tomt som en udpustet æggeskal. Hun tænkte, at hun slet ikke havde skriveblokering. Hun havde bare leveblokering.


* * *
   Hun gik ned fra taget igen og tog elevatoren ned til sin etage. Hun låste sig ind i sin lejlighed. Hun gik i seng.
   Hun kunne ikke falde i søvn.


* * *
   Der gik et par minutter. Hun stirrede på loftet.
   Pludselig sprang Laura op af sengen, løb ind i dagligstuen og tændte for computeren. Hun trommede med fingrene på bordet og med foden på gulvet, en løs rytme, mens hun ventede på at computeren skulle starte. Det kunne ikke gå hurtigt nok.
   Hun åbnede dokumentet og begyndte at skrive. Sætning efter sætning, side efter side. Det strømmede gennem hendes fingre og ned på alle de blanke hvide sider.
   Hun skrev om en kvinde, der ikke vidste, hvad hun ville.