Man siger at fortiden altid vil komme tilbage og hjemsøge en. Jeg troede, at jeg havde gjort op med mine genfærd...
   Jeg tog åbenbart fejl.
   Af en eller anden grund havde jeg vel en ide om, at sådanne kampe foregik i drømme. Lidt som man ser det på film, hvor folk vågner svedige og stakåndede op i en seng, mens lagen og dyne er gennemblødt og forvredet, og hovedpuden ligger i den anden ende af soveværelset.
   Men sådan var det ikke... ikke i mit tilfælde i hvert fald. Det var heller ikke synet af den døde skoledreng. Jeg er politimand, så sådan noget ser man engang i mellem, selvom det aldrig bliver noget, man bliver vant til at se. Jeg har selv børn nu, så hver gang jeg ser et dødt barn eller et barn, nogen har gjort fortræd, så fuldes jeg med en isnende fornemmelse af håbløshed og nytteløshed. Men isen forsvinder altid og bliver erstattet af en vrede og harme over, at nogen kan gøre et barn fortræd.
   Godt nok var denne dreng seksten år gammel, men det forandre ikke det faktum, at han burde have haft hele sit liv foran sig. Han burde ikke ligge kold og farveløs på patologens hårde metalbord, mens der i journalen blev skrevet, at det var en "unaturlig død".
   Havde det ikke været det, så var sagen ikke endt på mit bord. Var den ikke endt på mit bord, så var mine dæmoner ikke kommet tilbage for at give mig en omgang mere. Men var de ikke det, så var jeg heller ikke stødt på en højst forunderlig side af mennesket. En side jeg ind til nu aldrig har set eller hørt om... ikke i den udstrækning i hvert fald. Men den side gemmer vi til en anden gang.
   For at kunne komme videre har jeg lige et par genfærd, jeg skal have smidt tilbage i deres grave.
   Det undrede ham altid, at spejlet grinede af ham, når det ikke gjorde af alle andre mennesker. Så vidt han havde forstået, så gjorde det i hvert fald ikke. Måske var det fordi, det i dette tilfælde var en joke, der så i spejlet. Det indtryk havde han da fået ud fra, hvad de andre i skolen sagde om ham. At man skal holde sin kæft, hvis ikke man har noget positivt at sige, måtte de have overhørt eller misforstået, for det var aldrig noget positivt, der kom ud af deres minde, når de talte til eller om ham.
   Leverpostejfarvet hår, der absolut ikke passede på de andres idé om, hvad der var in, og det fregnede ansigt virkede så barnagtigt, selvom han var femten år gammel. Naturens humor virkede grotesk, syntes han, for hans stemme var ikke engang begyndt at falde, og mens de andre stod og studerede deres hager for de første dun, ventede han stadig på, at hans krop skulle finde ud af, at testosteron faktisk skulle dannes af kroppen selv. Han var lille, splejset og mere stille, end godt var. Han havde tilsyneladende ikke nogen evner, der kunne skille ham fra den grå masse i skolen og måske sætte ham lidt højere i det hierarki, der efter lærernes overbevisning ikke eksisterede. De skulle prøve at se verden med et barns øjne.
   Den afværgende gestus og fnys, der altid syntes at følge denne, virkede så fornærmede på ham, når han prøvede at gøre nogen opmærksom på sine kvaler. Mon de voksne nogensinde selv havde været børn? Med en sådan reaktion skulle man ikke tro det. Eller havde tiderne bare været anderledes, da de var børn? Havde ingen af de voksne nogensinde stået og set sig selv i spejlet om morgenen, inden de skulle ud af døren og i skole, og tænkt: Jeg hader morgener, for de er altid efterfulgt af skolen.
   Han hadede virkelig morgener. På det seneste var han begyndt at kaste op men sagde ikke noget til nogen. Han var kommet frem til, at de var ligeglade, så at hans opkast her til morgen havde ændret karakter til noget lignende kaffegrums, betød heller ikke noget for ham.
   Ignorer det, så går det væk, ignorer det, så går det væk... Livets mantra for Matt Byron. Det havde dog ikke virket på hans plageånder i skolen, så han måtte bare blive ved med at forsøge at ignorere dem. Han fnøs vredt over den udsigt, for det var lige så let som at skubbe en vandmelon igennem et nåleøje.
   Hvor ville det være lettere, hvis de bare slog mig ihjel.

"Matt, hvor blev du af?" spurgte Phillip, da han endelig fik øje på Matt, der slæbte sit ugidelige legeme op mod skolens trapper.
   "Min mor kørte mig," svarede Matt stille, mens han diskret så sig om efter dagens første indkommende nederlag. Han var på en måde lykkelig for Phil, for så var han da ikke helt alene i denne verden, selvom hans tilstedeværelse også nogle gange virkede som en konstant tilskuer til alle nederlagene. De havde ikke meget tilfælles. Ikke engang at de begge var de udsatte, når det kom til de populære elevers sadistiske lyster.
   Phil var en køn dreng, hvis man da som dreng kunne se på sin kammerat og syntes sådan noget, uden at man var bøsse. Han var en af dem, som Matt under andre omstændigheder ville have udpeget som en af de populære, der var god til sport og alt det der, men han var nu okay. De kunne godt diskutere en del, for Phil var ikke så pessimistisk anlagt som Matt, men Phil havde heller ikke gået på skolen i mere end et år. Hans fortællinger om den skole, han havde gået på før, var noget anderledes, end hvad han oplevede på denne skole. Måske fordi hans gamle skole havde været mindre og lå længere ude på langet. Matt vidste det ikke, han havde kun kendt dette ene helvede.
   "Er det blevet værre?" spurgte Phil og lagde en hånd på hans skulder. Matt nikkede uden at se op, mens han slæbte sin alt for store taske ind i skolebygningen.
   Heller ikke denne gang så han det, inden det var for sent.
   "Godmorgen, Matty miniput!" råbte en stemme, inden nogen gav ham et drag over nakken, der sendte ham på maven hen ad gulvet. Latteren fra de omkringstående var som altid omgående og højrøstet.
   "For fanden, Zack, lad ham dog være!" råbte Phil og prøvede at hjælpe Matt på benene. Zacks følgesvende afbrød forsøget ved at hive Phil væk fra Matt, der igen røg på næsen. Phil blev derefter hamret ind i et skab, så han faldt forpustet sammen ved siden af Matt. Matt så irriteret på ham. Hvorfor skulle han blande sig? Det gjorde ikke problemerne mindre. Matt nåede ikke at tænke længere, inden noget greb fat i hans taske og trak stropperne af hans skuldre, så de efterlod en brændende fornemmelse på huden. Han løftede hovedet og så ned ad gangen. Zack og hans to følgesvende gik og smed tasken mellem sig som en fodbold. Hver gang en greb den, tog personen noget op fra tasken. Sider blev revet ud af bøgerne, madkassen blev tømt i en skraldespand med diverse uhumske bemærkninger om indholdet, inden de smed den tomme taske op bag et stort maleri, der hang og gabte væk fra endevæggen. Det var ikke den første taske, Matt havde mistet til det store maleri.
   Zack havde engang smidt hans sko derop, og dem havde han heller ikke set siden. Til sine forældre havde han spundet en løgn om, at nogen havde stjålet dem nede i parken, da han havde taget dem af for at soppe i søen. Deres første bemærkning om, hvordan han bare skulle mande sig op og sige fra, da den første taske var blevet ædt af maleriet, havde virkelig slået ham hårdt. Løgne gjorde i det lange løb mindre ondt.
   Hovedrystende kom han på benene, men da Phil prøvede at hjælpe ham, rev han sin arm til sig.
   "Hvorfor blander du dig i det? Hvis ikke du havde sagt noget, så var de måske bare holdt op. Hvad skal jeg gøre resten af dagen uden bøger?" Phil stod og så måbende på ham.
   "Siden hvornår skal man ikke forsøge at hjælpe sine venner?" spurgte Phil lavmælt. Han hadede at skændes med Matt, men over det sidste år var det bestemt ikke fremskridt, der prægede Matts udtryk. Han synes at skrumpe ind, og hans udtryk virkede gammelt og energiløst. Endda modløst.
   "Siden det kun før problemet større, Phil. Du fatter det ikke, vel?" råbte Matt og stirrede vredt på ham, inden han slog ud med armene. "Glem det, bare... lad det være," vrissede han og gik.
   Phil blev stående ved indgangen og så efter ham. Det var stadig ikke gået helt op for ham, om Matt virkelig mente de ting, for uden for skolen var han så meget mere flink og medgørlig. I skolen virkede han altid hjemsøgt og især om morgenen. Måske var det bare i skolen, Matt ikke ville være ven med ham. Nej, det var ikke det, sådan var Matt ikke. Af en eller anden grund, så foretrak Matt eksil i skoletiden. Hvis det skal være sådan, så må det blive sådan, tænkte Phil sørgmodigt og gik op mod sit klasselokale. På sin vej fandt han flere af Matts bøger, de fleste var dog stadig intakte. Han samlede dem sammen og puttede dem i sin egen taske. Phil holdt afstand resten af skoledagen, også da Zack og hans to uvigende følgesvende bakkede Matt op i et hjørne uden for kantinen.
   "Hej Matty miniput, er det noget godt mad, Matty miniput, sovsen er god, syntes du ikke, Matty miniput..." begyndte Zack, mens de to følgesvende stod på hver side af ham og grinede fjoget. Men deres opgave var at sørge for, at Matt ikke kunne slippe væk. Zack lo og tog Matts mad, hvorefter han tog en håndfuld af kødsovsen og tværede den godt og grundigt ud i Matts hår. "Ja, se den er god, Matty miniput. Som intet andet i verden, så klæder den dig faktisk," råbte Zack, inden han slog en høj hånefuld latter op. Matt forsøgte at holde sovsen ude af øjnene, mens han bakkede helt op i et hjørne og sank sammen for fødderne af dem. Han mærkede flere lussinger, der dog ikke ramte deres mål helt, da hans hænder dækkede det meste af ansigtet, men der var ingen tvivl om, hvor de kom fra.
   "Hold kæft, han er latterlig at se på," grinede den ene af Zacks følgesvende.
   "Ja, det er næsten spild af god sovs," gryntede den anden. Deres latter faldt i med de omkringståendes, inden alle vendte ryggen til ham og lod ham sidde alene og ydmyget i hjørnet.
   Hvor ville det være nemmere, hvis de bare slog mig ihjel, tænkte han igen, inden han begyndte at fokusere på næste problem: Et, han skulle have spagetti og kødsovs ud af håret og tøjet, siden han havde to timer mere. Og to, hvad skulle han sige til sine forældre. Han hørte en lyd foran sig og skævede op. Phil sad på hug foran ham med et medfølende udtryk. Det var ikke så meget det, at Phil satte sig hos ham, men det, at han så ham i denne situation. Det var ydmygende og i sin vrede mistolkede han udtrykket i Phils blik som ynk.
   "Gå med dig!" skreg Matt og skubbede hårdt til Phil, så han væltede bagover, endnu engang med et undrende og såret udtryk. Matt forsøgte hastigt at komme på benene, glidende i sovsen omkring sig. Da det endelig var lykkedes ham at få fodfæste, stormede han ud fra skolen og løb hjem.
   Følelsen af total håbløshed og ydmygelse rasede igennem ham, mens tårerne løb og blandede sig med hurtigt indtørrende sovs på hans kinder. Heldigvis var ingen hjemme, da han kom hjem, og han løb direkte op på badeværelset og kastede op. Stønnende satte han sig tilbage, mens han prøvede at koncentrere sig om alt andet end den kvalmende smag og brændende fornemmelse i svælget. Opkastet lignede kaffegrums igen. Gad vide, hvad det betød? Det var lige meget. Han havde ikke fået noget at spise, og hans mave gjorde strengt opmærksom på det. Hele mavesækken føltes som en karklud, der blev vredet hårdt, men efter at have båret sin middag overalt på sig, var det alligevel ikke mad, han havde i tankerne. I stedet tændte han for bruseren og faldt grædende sammen under strålerne med alt sit tøj på. Hvor længe han havde siddet der, inden tårerne og stanken af tomatsovs var blevet vasket væk, anede han ikke, men det tog stadig al hans viljestyrke at få taget sig sammen til at komme op at stå og få det våde tøj krænget af. Vandet havde dog ikke vasket skammen bort, og for hver meter han gik mod hoveddøren, blev han mindet om det mareridt, han lige havde gennemgået på skolen. Dagens ret lå overalt på gulvet og på trapperne, som han også skulle have fjernet, inden hans forældre kom hjem. Med denne sure opgave kom der dog tid til at tænke, og han fik dårlig samvittighed over, hvordan han havde behandlet Phil. Det var der ikke noget nyt i, det havde han altid, når han havde været afvisende, og det sårede ham altid at se det måbende og sårede udtryk. Lige meget hvad, så skyldte han ham en undskyldning, og han skyldte ham sandheden. Især hvis han skulle gøre sig nogle forhåbninger om at beholde sin eneste ven. Nu var spørgsmålet bare, om han allerede havde skubbet Phil væk en gang for mange.
   Svaret kom en time senere, da det ringede på døren. Phil havde stadig det udtryk, han havde haft, da han fandt Matt siddende i og under sovsen foran kantinen, men Matt kunne nu se, at det ikke var ynk.
   "Hej," sagde Phil forsigtigt.
   "Hej," sagde Matt, mens han smilede et kort glædesløst smil.
   "Øh. Jeg reddede nogle af dine bøger og tænkte, at du måske ville have dem igen," sagde Phil. Matt så endelig op, et glimt af håb nåede hans øjne. Han havde altså ikke skubbet ham helt væk.
   "Kom ind," sagde Matt og trådte til side. Phil smilede lidt mere oprigtigt og gik efter Matt ud i køkkenet.
   "Jeg sagde til vores lærer i geografi, at du havde fået hovedpine."
   "Tak. Mon mine forældre vil tro på det?" sukkede Matt og satte sig over for Phil.
   "Har du gemt kvitteringen?" Matt så undrende op. "Altså jeg ved, at der normalt kun er otte dages returret, men på noget, der holder så længe som forældre, tror du så ikke, at man har mere end otte dages returret eller to års garanti for den sags skyld?" Matt sad længe og stirrede på Phil, der ikke fortrak en mine, inden han grinede. "Ah, der kan du se," smilede Phil, mens han frydede sig over den sjældne lyd.
   "Undskyld," sagde Matt lavmælt.
   "For hvad?" spurgte Phil roligt. Det var ikke for at holde Matt på pinebænken, men for at fortælle ham, at han ikke bar nag over Matts opførsel.
   "Fordi jeg skubbede dig væk. Det her lyder nok åndssvagt, men hvad nyt er der i det..."
   "Rolig nu, Matt. Jeg er din ven, jeg går ingen steder, bare fordi du har en dårlig dag," sagde Phil roligt.
   "Hvad så med et dårligt år?" spurgte Matt uden humor.
   "Tålmodighed er heldigvis en af mine stærke sider," smilede Phil. Matt beundrede ham for denne side, og han priste sig lykkelig over den.
   "Jeg skubber dig væk, fordi jeg ikke vil have, at du bliver trukket ned på mit niveau. Så Zack ikke også begynder at hakke på dig. Hvilken ven ville jeg være, hvis jeg lod det ske?" Matt havde ikke set op fra sine hænder, mens han sagde det, men stilheden, der efterfulgte, fik ham til at skæve usikkert op. Phil så bekymret ud, men han grinede ikke af ham.
   "Jeg er glad for, at du tænker på mit velvære. Du skubber mig mere og mere væk, når vi er i skole, og hvis det er sådan, du helst vil have det, så bliver det sådan. Men hvis du har brug for at snakke om det efter skole, så... så sig til, ik’." Matt nikkede og smilede lidt, da oprigtigheden i Phils udtryk var sunket ind.
   "Så vi skal ikke mødes på hjørnet ved kiosken og følges i skole i morgen?" Matt rystede stille på hovedet. "Okay, skal vi se på lektie sammen?" Matt smilede og så op.

De næste mange dage tog hinanden, og alle havde den ting til fælles, at Phil manglede i skoletiden. På en måde savnede Matt hans tilstedeværelse, men hans angst for, at Zack også skulle vende sin ondskab mod Phil, overskyggede savnet. Han ville ikke være skyld i, at Phils liv blev ødelagt. Zacks kreativitet fejlede ikke noget, når det kom til tilføjelser til den lange liste over Matts lidelser. Om det var destruktion af personlig ejendom, hån og latterliggørelse foran resten af skolens elever eller mere fysiske angreb i form af slag og spark, så holdt Matt sin mund og prøvede at ignorere det. Hver morgen var en prøvelse, og mere og mere kaffegrums begyndte at vise sig i hans opkast, der ikke længere kun begrænsede sig til om morgenen. Konstante smerter, der tiltog i styrke, sure opstød og perioder med hovedpine og ildebefindende blev hans hverdag.
   "Du ser bleg ud, min ven, sover du ordentligt...? Spis nu dine grøntsager knægt, så du kan blive stor og stærk som din far... Hvorfor er du så sur, vi arbejder ikke hele dagen for at komme hjem og se på en sur dreng..." Hans forældre forstod det bare ikke, eller også overså de det, fordi det ville tære på deres sparsomme fritid, hvis de skulle til at gøre noget ved det, tænkte han surt. Han forholdt sig derfor mere og mere for sig selv og fandt på dårlige undskyldninger for ikke at være i samme rum som dem. Zack var også begyndt at lægge mærke til, at Phil ikke længere gik sammen med ham i skolen.
   "Hvad så, Matty miniput, har du mistet en ven, Matty miniput? Fik han kontaktlinser og så, hvem han gik med, Matty miniput..." Matt fortalte aldrig om dette til Phil, når han kom over efter skole. Nogle gange havde Phil de ting med, som Zack og hans venner havde taget fra Matt oppe på skolen. Det glædede Matt, for så holdt Phil alligevel lidt øje med ham.
   Han talte normalt dagene frem til næste ferie, men på det seneste var tingene så uoverkommelige, at han dårligt kunne se frem til weekenden. Dårlig søvn og ingen mad, mens han var i skole, forværrede smerterne i mellemgulvet. Bare tanken om at skulle gøre noget fysisk forvoldte ham smerte. Gymnastiktimerne var aldrig noget, han havde set frem til, for det blev det virkelig bevist, at hans krop ikke opførte sig som de andres... som de normales. Normalt forsøgte han at gemme sig og komme over på bænken at sidde, hvorfra han drømte om at være en af de elever, der med sprudlende energi så ud til at dominere træningssalen med atletiske evner.
   "Kom nu, Byron," råbte træneren en dag og klappede hårdt i hænderne, så det smældede i lokalet og samlede alles opmærksomhed på Matt. Han håbede kort, at han ville krympe og falde i en sprække i gulvet. "Du har siddet der og gloet de sidste tre gange, kom nu op og vær med. Kroppen er en dynamo, du skal bruge den for at få energi og muskler," sagde træneren med overdreven entusiasme.
   "Og en fisk får ben, hvis den er på landjord længe nok," grinede Zack.
   "Zack, knyt arret og kom i gang," sagde træneren irriteret, inden han klappede Matt på skulderen og piftede i sin fløjte. "Kom så folkens, vi skal have noget sved på panden den sidste halve time!" Matt kom op på vaklende ben, der mere og mere mindede om gele i hans øjne. Han sank besværet om den svidende fornemmelse bagest i halsen, mens han prøvede at få sine omgivelser til at stå stille. Folk var begyndt at løbe rundt i træningssalen, og Matt forsøgte ihærdigt at få sin krop til at lystre, men det blev et haltende løb. Zack hviskede noget til sine to følgesvende, mens han så efter Matt med et ondskabsfuldt blik. De grinede begge fjoget og satte i løb, så de ikke længere løb tæt på Zack. Så snart den ene kom tæt på Matt sparkede han det ene ben overkors med det andet, så Matt faldt og bankede det ene øjenbryn ned i gulvet.
   "Hov, undskyld," sagde Zacks håndlanger uden megen anger i stemmen og løb videre.
   "Hey, hey, hey, se jer lige lidt for!" råbte træneren og kom hen for at hive Matt på benene. Han var svimmel og kunne dårligt fokusere på træneren med det øje, blodet ikke var løbet ned i. "Kom knægt, vi skal lige have renset det der," sagde træneren roligt og begyndte at hale Matt på benene. Hele Matts krop gjorde med ét oprør, og han kastede op, inden han slapt gled ud af trænerens hænder og faldt bevidstløs om på gulvet.
   Phil så vredt mod Zack, der stod og grinede lavmælt, mens han pegede over mod Matt. Phil så ud til ikke at kunne bestemme sig for, om han skulle gå over mod Zack eller Matt, men Matt var vigtigst. Han gik hen og hjalp træneren med at bære Matt ind i trænerens omklædningsrum, hvor de lagde ham på en smal bænk.
   "Det så ikke sundt ud," sagde Phil roligt, mens han så på sin blege og bevidstløse ven.
   "Det er jo set før, at folk kaster op efter en ordentlig en på sinkadusen," sagde træneren med et skuldertræk. "Men vi skal nok have ringet til hans forældre, når ham kommer til sig selv igen." Phil stirrede vantro på træneren.
   "Nok?"
   "Ja, ja. Når han kommer til sig selv, kan du så ikke følge han op til skolesygeplejersken?"
   "Jo," svarede Phil.
   Matt begyndte kort efter at misse med øjnene, og det både glædede ham og gjorde ham ked af det, at Phil sad ved siden af. "Kom ven, jeg følger dig op til skolesygeplejersken," sagde Phil roligt og hjalp ham på benene. Træneren nikkede kontant og gav dem begge et klap på skulderen, inden han gik tilbage til de andre elever.
   "Har du været hos lægen?" Matt rystede på hovedet og forsøgte at få sine ben til at bære bare lidt af sin kropsvægt, så hele vægten ikke lå på Phil.
   "For satan, Matt. Har dit opkast altid den farve?" Matt nikkede, men forsøget virkede mere som et forsøg på at rulle hovedet på skulderne. "Vi spørger sygeplejersken."
   "Nej, lad det nu bare være," stønnede Matt med raspet stemme.
   "Lad det være? Matt, du har tabt dig, du ligner en røv, der er træt af at skidt, og du kan snart være med i Guinness rekordbog med de render, du har under øjnene." Matt var for træt til at diskutere det, men han vidste også, at Phil havde ret.

Skolesygeplejersken smilede til dem, da de kom ind.
   "Bare rolig, han skal nok klare sig. Gå du bare tilbage til timen," sagde hun venligt til Phil.
   "Må jeg ikke godt blive?" spurgte Phil uroligt. Hun stod lidt og overvejede, inden hun nikkede smilende. Matt lå på briksen og stirrede op i loftet, mens Phil satte sig på en stol og så på, at sygeplejersken rensede såret og satte en klemme på.
   "Det var ikke så stort, men det bløder så man bliver helt bange," smilede hun til Matt. "Du skal nok snart få kuløren tilbage, bare rolig." Hun lagde en beroligende hånd på hans arm.
   "Ja, angående det, så har han ikke rigtig haft nogen kulør det sidste stykke tid," sagde Phil. Hun så bekymret på ham. "Han kaster meget op, og det har en underlig grumset... Han har også tabt sig meget på det sidste."
   "Hvor længe har det stået på?" spurgte sygeplejersken og så på Matt, der bare trak på skulderen, mens han prøvede at holde tårerne tilbage. Han følte det som et nederlag, at han ikke var stærk nok til at overkomme det her selv.
   "I hvert fald to uger," sagde Phil.
   "Så skulle du da have sagt noget," sagde sygeplejersken bekymret, mens hun begyndte at finde ting og sager frem fra en skuffe.
   "Jeg bad ham om at gå til læge, men... Min onkel havde mavesår på grund af stress engang, og han..."
   "Lige én ting. Stress fremkalder ikke mavesår. Det gør dårlig søvn og dårlig eller mangelfuld kost. Perfekt for bakterier, når kroppen er for træt og nedslidt til at immunforsvaret kan tage sig af det. Mavesår giver derefter stress." Phil nikkede bare, i hans ører var det da det samme: Noget var galt. Hun begyndte at stille Matt en masse spørgsmål og undersøgte ham fysisk, inden hun foretog en opringning. En til Matts mor, den anden opringning var efter en ambulance.
   Phil blev mere og mere rastløs, mens de ventede, og han holdt hele tiden øje med Matt. Hvorfor havde han dog sagt ja til at holde sig væk fra ham? Matt var syg nu, og det var fordi, han ikke havde været der, når Matt havde brug for det.

Ambulancen kom og afhentede Matt, der havde forholdt sig tavst. Udover at føle sig svag og uduelig, så følte han også skyld, fordi han hele tiden trak Phil ned. Mest af alt følte han sig som en forræder, fordi han samtidig var glad for, at Phil blev hos ham. Han havde en helt klar idé om, hvor elendig en ven han var, hvor dårlig en søn han var, og hvor meget folk lige nu spildte deres tid på ham lige nu. Han gruede mest for, hvordan hans forældre ville reagere på at blive trukket væk fra deres vigtige job for at komme og se til ham på hospitalet.
   Han var derfor totalt uforberedt på at se deres bekymrede miner og høre deres kærlige og beroligende ord.
   "Hvorfor så vi det dog ikke? Er vi så dårlige forældre?" hørte han sin mor græde ude på gangen, inden dørene lukkede bag dem, så lægen kunne foretage en gastroskopi af hans tarmsystem. Tårer vældede op i hans øjne, og hans hals snørede sig smertefuldt sammen, da han hørte smerten i hendes stemme. Havde han virkelig været så dårlig en søn, at hun nu græd?
   Efter endnu en spørgerunde fra lægen, der egentlig bare var en gentagelse af sygeplejerskens spørgsmål, kom det frem, at det ikke kun var grumset opkast, hvilket betød blod i maven, men også blodig afføring og tiltagende smerter, der havde plaget Matt. Den eneste forskel var nu, at Matt ikke havde Phil til at besvare nogen af spørgsmålene. Det gik pludselig op for ham, hvor godt Phil egentlig kendte ham. Lægen så meget alvorlig ud, da han endelig klappede Matt venligt på armen og gik ud til hans forældre. Døren gik kort efter op igen og både hans forældre, Phil og lægen kom ind.
   "Vi er nødt til at beholde dig her i et stykke tid, hvor du kommer under behandling. Du har gået med et blødende mavesår, og du skal hjælpes på benene igen med medicin og ordentlig kost, inden du kan komme hjem igen," sagde lægen med et alvorligt udtryk.
   "Okay," sagde Matt spagt, siden han følte, at han var nødt til at sige et eller andet. Lægen nikkede og så kort på forældrene, inden han forlod stuen. Matts mor satte sig straks hen ved siden af sengen og så på ham med et blik fuld af mere bekymring, end han havde troet muligt. "Undskyld," hviskede han, mens hun aede hans hår med rolige og kærlige bevægelser.
   "Du skal ikke undskylde, min skat. Du har ikke gjort noget forkert."

Over den næste uge fik Matt medicin, en fast kostplan og foretaget en helt masse undersøgelser. Han var godt træt af det hele det meste af dagen. Lige indtil Phil kom med lektierne efter skoletid. Men noget passede ikke ind i billedet i dag, og Matt satte sig måbende op og stirrede, da Phil ankom med et blåt øje.
   "Hvad er der sket?"
   "Jeg mente, at det var på høje tide, at nogen gav Zack en lærestreg, og jeg havde lige fem minutter til overs," sagde Phil og smilede, men der var noget beklemt over hans smil.
   "Ser ud til, at det var dig, der fik en lærestreg i stedet for," sagde Matt, der ikke kunne tro sine egne ører.
   "Ha, måske lidt. Men han fik også et par mærker, tro mig," sagde Phil og holdt sin højre hånd op. Over knoerne var røde mærker, og hånden var hævet.
   "Jamen... hvorfor?" spurgte Matt sørgmodigt over sin vens handlinger.
   "Se på dig selv. Se hvad han har gjort ved dig..." begyndte Phil.
   "Jamen du skulle ikke blandes ind i det her, hvad nu... hvad nu hvis..." Matt anede slet ikke, hvor han skulle begynde.
   "Jeg kan ikke bare vende det blinde øje til det her, Matt. Jeg går hele tiden med fornemmelsen, at du ikke lå her, hvis ikke jeg var gået med på din dumme idé om at lade som om, jeg ikke er din ven, for det er jeg. Skoletiden stopper på et tidspunkt, men sådan som det er gået dig det sidste år, så er jeg sgu ved at være bange for, at de tager livet af dig inden. Det kan jeg ikke lade ske. Det er sådan venner er!" sagde Phil strengt.
   Matt havde aldrig før hørt ham hæve stemmen på den måde, men han så ikke vred ud, han så såret ud.
   "Du må ikke skubbe mig væk igen... du må ikke vende mig ryggen." Det var ikke en ordre, kunne Matt se i hans øjne, det var en bøn. Matt sad længe og så på ham, inden han nikkede.
   "Okay, jeg skubber dig ikke væk igen," sagde han stille. Phil smilede lidt og satte sig på stolen ved siden af sengen.
   "Jeg har en overraskelse til dig," sagde Phil endelig. "Og efter de sidste fem dage, så kan du ikke gætte, hvad det er." Et sigende smil bredte sig på hans læber, mens han prøvede at se overdrevent snu ud.
   "Hmm, lad mig se... kan det være lektier?" grinede Matt.
   "Nøj... du må være synsk, hvordan kunne du gætte det," grinede Phil og trak en stak papirer op fra sin taske.

Siden Matt var kommet på hospitalet, havde hans forældre gjort det for vane, at mindst én af dem var der til at spise aftensmad sammen med ham. De virkede ikke længere så rystede og kede af det, og en ny form for stilhed kunne bestå. Ikke den akavede stilhed, der gjorde, at man helst ville forlade stedet, men altid kom til at sige noget dumt i stedet for, bare for at brude tavsheden. Denne var ikke sådan. Denne fortalte om et tavst løfte om at være mere opmærksom på hinanden.
   Hans far havde været til aftensmaden dagen før, så Matt blev temmelig overrasket, da de begge kom. De så bekymrede ud, og Matts håndflader blev straks fugtige. Ubevidst sad han og tørrede dem af i dynen, da de trådte ind. To politimænd i uniform viste sig bag dem, og Matt tørrede mere ivrigt på dynen. Var han i problemer nu? Eller ville han komme det, hvis det var Zacks tyveri og destruktion af hans ejendele, han blev bedt om at sladre om? Hvis han sladrede, så ville det at komme tilbage til skolen i hvert fald blive et endnu større helvede. Nu følte han lige, at han havde fået et friskt skud energi, så han måske kunne strække den, til resten af dette semester var ovre. Det ville i hvert fald ikke blive muligt, hvis han sladrede, ville det? Mon de ville tage ham ud af skolen? Hvis han nu virkelig bad dem? Phil ville forstå det, han klarede sig jo godt. Han ville nok klare den endnu bedre, hvis ikke Matt var der til at trække ham ned. Han havde allerede lovet, at han ikke ville skubbe ham væk igen. Gjaldt det, hvis han skiftede skole? Hvis han skulle være ærlig, så var han ligeglad med, hvor han skulle gå i skole, bare det ikke blev på samme skole som Zack.
   "Hej skat," sagde hans mor og smilede anstrengt, inden hun gav ham et kys i panden.
   "Hvad sker der, mor?" spurgte han lavmælt og skævede mod betjentene.
   "Vi har haft indbrud. Betjentene er ved at lave en mangelliste. Dit værelse blev også raseret." Matt så undrende rundt mellem alle fire, mens hans hjerne allerede arbejdede på højtryk for at finde frem til, hvad de ubudne gæster kunne have fundet eller taget. Kun én ting virkede virkelig vigtig: Hans jagtkniv. Hverken hans mor eller far vidste noget om den. Han havde fundet den et par år tidligere og havde gemt den der hjemme. Hvor mange gange han havde tænkt på at tage den med i skole og skære halsen over på Zack, mens alle så på, vidste han ikke, men det var nok gange til, at tanken ikke længere chokerede ham. Han havde dog aldrig stået med kniven i hånden om morgenen og direkte overvejet at putte den i tasken. Den groteske ironi i tanken om, at de alligevel ville tage tasken, og dermed også kniven, fra ham, fik ham dog til at le en hysteriske og humorforladte latter. Latteren fra en person, der intet har tilbage at grine af, udover den parodi han kaldte for sit liv.
   "Goddag min dreng, hvordan går det med dig?" spurgte den ene betjent oprigtigt interesseret. Matt flakkede kort for at møde hans blik, og betjenten smilede beroligende til ham. "Mit navn er Joe Cain. Dine forældre har fortalt lidt om din situation, vi skal prøve at gøre det kort, så du kan blive frisk igen, okay?"
   Matt kunne godt lide hans toneleje. Han lød oprigtig og havde en blød og beroligende stemme. Sådan havde Matt aldrig troet, at betjente kunne lyde, for de skulle jo være autoriteterne, når de skulle fange forbrydere. Matt så op og mødte et venligt og imødekommende blik, der heller ikke passede på det blik, han normalt ville have forventet fra en betjent. Et blik diskret kastet på hans makker viste samme imødekommende blik, så Matt nikkede.
   "Okay. Har du noget af værdi på dit værelse? Nogen samlinger, mønter, frimærker..."
   "Nej," sagde Matt spagt. Betjenten nikkede og skrev noget ned på sin blok.
   "Hvad med walkman og andre ting, der kan være let omsættelige på gaden?"
   "Hvad mener du med på gaden?" spurgte Matt.
   "Der er tre ting en tyv kan bruge tyvekoster til. Enten beholder de dem selv, eller også sælger de dem til en hæler, hvis det er specielle ting så som sølvtøj og dyre smykker. Alle de små dagligdagsting, som alle egentlig har, kan blive solgt på gaden, fordi der er så meget af det, at det er svært at genkende."
   "Hvorfor så spørge, jeg mener, I kan jo ikke rende rundt på gaderne for at finde en walkman?" spurgte Matt. Betjenten smilede.
   "Den har du regnet ud, hva’. Under indbrud arbejder vi sammen med forsikringsselskaberne. Jeg spørger, så du kan få en ny, hvis du havde en, men det er meget vigtigt, at man altid taler sandt."
   Matt nikkede hurtigt, han havde skam ikke tænkt sig at lyve.
   "Jeg har ikke noget af værdi," sagde han roligt og så ned på sine fingre, mens han sad og fumlede med dynen.
   "Hvad med våben, har du nogen af dem?"
   Matts fingre frøs på dynen, men han så ikke op, inden han stille rystede på hovedet.
   "Okay, dine forældre har vores nummer. Når du kommer hjem igen, hvilket jeg håber for dig er snart, så se tingen godt igennem. Hvis du opdager noget, der mangler, så ring til os."
   Matt tvang sig selv til at se op igen, inden han nikkede med et anstrengt smil.
   "God bedring min dreng," sagde betjenten, inden han og hans makker sagde farvel til Matts forældre og forlod stuen.
   "Hvad tog de ellers?" spurgte Matt, så snart døren var gået i.
   "Kontanter. De smadrede mere, end de tog," sagde hans mor. Deres hjem havde altid været pænt og med mange affektionsværdier fremme. Hans mor havde altid sagt, at det gjorde huset hyggeligt, og at det gav det personlighed. Tabet af denne illusion var tydelig i hendes blik, der virkede lige så tomt, som Matt kunne forestille sig kaminhylden, hvor mormors gamle porcelænsfigurer stod... eller plejede at stå. Mon nogen, der brød ind med hensigt på at smadre alting, kunne holde fingrene fra så fine figurer?
   Et dilemma formede sig i ham. Han glædede sig ikke til at skulle hjem, for så skulle han snart i skole igen, men hvis nogen var smuttet med hans jagtkniv, så kunne nogen komme til skade. Skulle han have sagt det? Han måtte jo ikke have den, og hvor stor ville deres chancer for at finde den egentlig være? Den var nok over alle bjerge nu. Han hørte sine forældre snakke men hørt ikke ordene. Han var glad for, de var her så tit. Ville det være svært for tyvene at opdage, hvis de bare holdt lidt øje med huset. Mon ikke sådan nogen gjorde det?
   Hold nu kæft mand, du ved udmærket godt, hvem der har gjort det her, skreg en stemme inde i hans hoved. Han ville helst ikke tro, at hans plageånder ville gå til sådanne ekstremer for at plage ham. Men hvis intet var taget, andet end kontanter, så kunne det godt være Zack og hans to følgesvende.
   Mælkepenge fra de andre elever blev man vel ikke rig på, men når de ikke havde stjålet noget af værdi, så var det ikke pengene, der havde fået dem til at bryde ind. Hvem ville tro på ham og ikke skolens mest populære dreng? Zack skulle bare knipse med fingrene, så havde han alibi nok. Mindst tyve piger på skolen ville sige, at de var på date med ham bare for at højne deres eget image.
   Han følte på en måde, at de var i en kamp, som han allerede havde tabt eller opgivet før den begyndte. Men han havde Phil, og han ville komme forbi i morgen efter skole. Hvis han nu holdt ørene åbne på skolen, så kunne han måske finde ud af, om Zack havde gjort det. Zack var ikke bare en, der konstant skulle ses, han var også en pralhals. En af den type mennesker, der var forelsket i lyden af sin egen stemme.

Phil havde i tre dage lyttet ind på alle samtaler, hvor nøgleordet havde været Zack. Matts forældre havde fået ryddet op i deres raserede hjem, undtagen på Matts værelse. Det skulle han selv se det igennem for manglende genstande.
   "Så du har ikke hørt noget?" spurgte Matt for tredje gang den dag.
   "Nej Matt. Det kunne godt ligne ham at gøre sådan noget, han er uforsvarlig nok til det, men du har ikke sagt noget til politiet, vel?"
   "Nej mand, er du da sindssyg. Hvis ikke han stjal noget, så har de vel ikke noget på ham, og så vil han gå dobbelt så hårdt til den igen, når jeg starter igen..." Matts stemme blev svagere inden han tav. Phil sad og så bekymret på ham.
   "Ved du godt, at du bliver bleg igen, lige då snart du taler om skolen?" Matt så op. "Tal dog med dine forældre, skift skole. Det er kun et spørgsmål om tid, inden du ender her igen, tror du ikke?"
   "Mor og far holder mere øje med mig nu..."
   "Jamen, hvorfor siger du det ikke?" spurgte Phil.
   "Fordi det er pinligt, Phil. Se på mig, jeg er det lille skvat, der kan blæses omkuld med en af de der små forbandede håndholdte faner, folk bruger til at køle ansigtet med, når det er varmt. Jeg er femten år gammel og ligner en på fem, jeg er grim, jeg er ikke engang klog nok til at gå sammen med nørderne, jeg er..."
   "... min bedste ven," afbrød Phil roligt. Matt så irriteret på ham.
   "Du fatter det heller ikke, ingen fatter det," sagde Matt og slog ud med armene.
   "Du har ret, Matt, jeg fatter det ikke. Jeg fatter ikke, hvordan du kan blive ved med at nedgøre dig selv på den måde, for Zack har ikke ret i alt det, han siger. Han er bare en nar, der ikke kan se dig for den, du er..."
   "Nu lyder du som min mor, og hun skal elske mig, hun er jo min mor," sagde Matt sarkastisk, mens han defensivt foldede armene over brystet.
   "Og mig? Jeg skal ikke, men jeg holder af dig, selvom du er en irriterende og højst pessimistisk lille lort nogle gange. Men det tilgiver jeg dig, for du har også dine gode sider, og jeg ved, at Zack bringer det værste frem i dig."
   Matt sad længe og stirrede på Phil. Hvorfor blev det ved med at overraske ham, at Phil faktisk mente disse ting? Hvorfor skulle han altid sidde og stirre på ham og forvente, at oprigtigheden forsvandt igen, selvom den aldrig gjorde det? Sjovt nok, så gik det lige nu op for ham, at Phil lige havde kaldt ham en lille lort, og det generede ham slet ikke.
   "En eller anden dag, Matt, så kommer din tid. Du skal nok blive en stor mand en dag, og jeg taler om andet end kropsmæssig volumen. Men Zack må ikke ødelægge dig, det er ikke lykkedes ham ind til videre..."
   "... næsten..." afbrød Matt.
   "Ja, næsten. Men der er en forskel nu. Jeg er hos dig, jeg bliver hos dig. Om jeg ikke lige er der, så husk på mig..." Phil lød meget alvorlig, inden et skævt smile viste sig. "Husk på alle mine vise venskabsord om, hvor stærk og sej og god du er." Matt kluklo, inden Phil blev alvorlig igen.
   "Du ved jo, at jeg mener det, ik’?"
   Matt fangede sig selv i igen at stirre intenst på ham for at se, om oprigtigheden et kort øjeblik skulle falde og vise løgnen. Men han vidste jo, at det ikke ville ske, så han så ikke op, inden han nikkede roligt. Hvor ville han ønske, at han kunne gemme al den selvtillid, Phil kunne grave frem i ham, så han havde det hele samlet ét sted. Så kunne han bare åbne døren, når der lige var brug for det, og så kunne Zack rende ham skråt. Men så fantastisk var den virkelige verden desværre ikke, men hvad gjorde det? Han havde jo Phil i den virkelige verden. Nogle gange følte han sig lidt som en parasit, der bare tog og tog af Phils venskab uden at give noget igen.
   "Hvorfor støtter du mig så ubetinget? Jeg har jo ikke noget at give igen?" spurgte Matt stille.
   "Du har aldrig vendt mig ryggen. Du har været såret, ked af det, sur... men ikke på mig... ikke på grund af mig," sagde Phil stille. Han virkede sørgmodig, så Matt lagde sin hånd på hans foldede hænder, der lå på sengekanten. Phil så op og smilede.
   "Du giver skam også mig noget, du aner bare ikke hvad. Måske fordi det virker så naturligt for dig..." Phil lød til at have mere at sige, men døren gik op, og Matts forældre kom ind sammen med lægen. De smilede alle sammen, og Phil virkede til at få glæde tilbage i sine blå øjne.
   "Goddag Matt. Dine sidste prøver ser gode ud. Du har fået din sunde kulør tilbage i kinderne," begyndte lægen, inden han så ned i sine papirer. "Du skal fortsætte på medicin lidt endnu og komme ind til et enkelt tjek eller to. Men med det sagt så må du gerne tage med dine forældre hjem."
   Lægen smilede stort, og Matt prøvede at imitere det, selvom en knugende fornemmelse greb ham og gjorde det svært at trække vejret. Hjem, det ville betyde skole.
   "Du skal blive hjemme og slappe af resten af ugen i hvert fald, derefter må du gerne starte i skole igen." Lægen smilede stadig, mens Matt kæmpede for at skubbe tanken fra sig igen. Han mærkede Phils hånd på sin, og mærkede ham klemme den forsigtigt for at minde ham om, at han stadig var der, og at han ikke forlod ham.

Det første Matt gjorde, da han kom hjem, var at gå op på sit værelse og se på... resterne. Han vidste, hvor han havde gemt kniven, og han behøvede ikke engang at gå helt ind for at se, at den var væk. Skulle han sige det? Han skubbede tanken fra sig igen og gik nedenunder for at spise aftensmad sammen med sine forældre.
   Stemningen var lettet i forhold til, hvad den havde været på hospitalet, men Matt havde været mest bange for, at alt ville blive som før, hvor der ikke havde været meget stemning overhovedet. Far og mor sad og grinede, mens Matt prøvede at følge med og grine med. Men hele tiden hang et stort usynligt ur lige bagved ham, og han kunne hele tiden høre dets evindelige og øredøvende tik tak, tik tak.
   Nedtællingen til skolen begyndte igen. Han forestillede sig nogen gange allerede at kunne høre deres hånlige latter runge i gangene på skolen.
   "Jamen Matt, har du det godt? Du er helt bleg," sagde hans mor bekymret, mens hun lagde en hånd på hans pande.
   "Jeg vil ikke i skole igen," sagde han med spag stemme, mens alt i ham spændte. Han havde sagt det. Bare lige sådan uden at gennemtænke det en helt masse, som han så mange gange tidligere havde prøvet og mistet modet på. Nu var det endelig sagt. Ville de reagere med et fnys og slå ud med armene igen?
   "Hvorfor ikke min dreng?" spurgte hans far roligt.
   "Mine sko blev ikke stjålet i parken, mine bøger blev ikke væk, de blev revet i stykker, de blå mærker er ikke fra fodbold i gården, og pletten på gulvtæppet ude i gangen er fra dagens ret på skolen og..., og... og..." Han kunne slet ikke stoppe strømmen, nu hvor der endelig var taget hul på bylden, men tårer, frustrationer og gråd gjorde det umuligt at fortsætte remsen, der var så uendelig meget længere.
   "Rolig nu. Prøv igen, stille og rolig," sagde hans far og lagde en hånd på hans. Matt forestillede sig kort, at det var Phils hånd. Phil havde så tit bedt ham sige det til sine forældre, sagt han ville støtte ham. Matt sad lidt og græd stille, inden han fik nok kontrol over sit galoperende hjerte og gispende åndedræt, hvorefter han fortalte alt. Til at starte på sad han bare og så ned i bordet, mens han fortalte, for han var så bange for at se op og møde ligegyldige blikke, som han altid havde forventet. Men det var før hospitalet, før han havde set og hørt sin mor græde over det her. Mon de ville tro ham nu? Da han endelig så op, så han først sin fars chokerede udtryk, derefter morens tårefyldte øjne.
   De troede på ham.
   "Du skal nok komme i en ny skole," lovede moren med spag stemme. Håb og lettelse jog igennem Matts krop og efterlod ham med en flyvsk fornemmelse helt ud i fingerspidserne. Faren rejste sig roligt og stod lidt og så rundt, som anede han ikke, hvad han skulle gøre af sig selv.
   "Undskyld mig," sagde han og forlod køkkenet. Den flyvske fornemmelse i Matt forsvandt øjeblikkeligt og blev afløst af dårlig samvittighed.
   "Er far sur på mig nu?" spurgte han og så på den lukkede dør.
   "Nej, min skat. Din far er gal på dem, der har gjort det her. Gal på sig selv, fordi vi ikke har set det tidligere. Jeg er også skuffet, men ikke over dig. Det er ikke din skyld det her," sagde hun og rakte over efter ham for at give ham et knus.

Matt var gået i seng, inden hans far var kommet ind fra baghaven. Da han kom ind for at sige godnat til Matt, lugtede han af cigaretrøg, hvilket altid betød, at han havde været sur eller irriteret, men det var ikke længere at se i hans udtryk.
   "Jeg ringer rundt i morgen og finder ud af, hvilken skole, du kan komme på. Vi skal nok finde ud af det," lovede faren og aede Matts hår.
   Matt smilede, men han turde ikke tro på det... ikke endnu. Nederlag havde han haft så mange af, at selv en god ting... især en god ting var en, han ikke ture regne for meget med. Han var bange for, at hvis han håbede for meget, så ville den gode ting flytte sig lige lidt uden for hans rækkevidde. Han var bange for, at hver gang han så greb ud efter den gode ting, så ville den flytte sig længere eller fordufte helt... lige som hans håb havde gjort de sidste mange gange.
   Pludselig overvejede han, om det var grunden til, at han altid havde forsøgt at skabe en afstand til Phil. Fordi deres venskab var for godt til at være sandt i det helvede, han havde levet så længe.
   Phil kom stadig forbi efter skole, men af frygt for, at den gode ting ville forsvinde, hvis han talte om den, så fortalte han ikke Phil om, at hans forældre ledte efter en ny skole til ham endnu. Phil fortalte om sine dage i skolen, og når han kom med endnu et blåt øje eller blå mærker, så holdt han stadig fast på, at Zack stadig manglede et par lektioner i at opføre sig ordentligt.
   "Jeg tænkte sådan set på, om du er frisk nok til at tage med over til mig i aften? Vi kan se en film og sådan. Mine forældre er ikke hjemme, så vi kan slænge os i sofaen, se film på storskærm og... nåh nej, du må jo ikke spise alt lige nu... slik og chips? Eller skal jeg lave et fad med gulerødder og agurkeskiver?" smilede Phil.
   "Jeg kan ikke huske det, men der hænger en liste ude på køleskabet over de ting, jeg må få," smilede Matt, der allerede glædede sig. De gik ud og så på sedlen, og Phil lavede en indkøbsliste, mens Matt ringede til sin mor for at spørge om lov.
   "Jeg må godt, men jeg skal lige vente på, at mine forældre kommer hjem. Mor siger, at de har noget at tale med mig om." Phil nikkede smilende over optimismen han hørte i Matt.
   "Så køber jeg ind og sådan noget." Phil så også ud til at glæde sig. "Mine forældre har en million film, så vi har nok at vælge imellem."

Phil tog hjem for at gøre klar, mens Matt ventede spændt på, at hans forældre kom hjem. De smilede begge, da de kom igennem hoveddøren, og Matt havde lavet kaffe. De satte sig omkring køkkenbordet, og Matts far fandt en mappe frem fra sin taske.
   "Vi har talt med nogle skoler, og den her ser ud til at være god. Den ligger lidt længere væk, men vi skal nok finde ud af noget," sagde han smilende og skubbede mappen hen foran Matt, så han kunne se et billede af en skole. Det så hyggeligt ud, og skolen gjorde meget ud af nye undervisningsformer, hvor timer, når det var godt vejr, også kunne foregå udendørs. Det hele lød fantastisk, syntes han.
   "Hvornår skal jeg starte?" spurgte han og så op, julelys i øjnene. Hans forældre udvekslede glade blikke.
   "På mandag. Så du har fri fra skole til på mandag," smilede hans far. Matt hoppede op og gav dem begge et stort knus.
   "Tak," hviskede han, mens han nød at mærke deres omfavnelser.
   "Velbekom min skat," sagde hans mor og aede hans hår. "Skulle du ikke over til Phil?"
   "Jo. Nu. Har du for resten set min hvide trøje, den med det der blå skrift på maven?"
   "Næh, det har jeg ikke. Mon ikke den ligger et eller andet sted i bunden af det rod deroppe. Det skal du for resten have ryddet op, inden på mandag," sagde hun med falsk strenghed i stemmen.
   "Ja, mor," sagde han smilede, inden han jublende løb op oven på for at skifte tøj. Nu var det sikkert, så nu kunne han overbringe de gode nyheder til Phil. Han var helt sikker på, at Phil ville blive meget glad for at høre det, så selvom det kun var en filmaften, så kunne de jo godt fejre det lidt. Glad kom han stormende ned af trapperne, hans mor stod i døren ud til køkkenet, lænet op af dørkarmen med et smil på læben.
   "Far spørger, om han skal kører dig," sagde hun.
   "Nej, det er okay, jeg cykler derover," svarede Matt smilende. Hun nikkede men blev stående og beundrede sin søns udstråling.
   "Du skal være hjemme kl. ti."
   "Jamen mor, vi sidder bare og ser film, hvad nu hvis vi ser en rigtig lang en, der er rigtig god?" spurgte Matt.
   "Ring hjem kl. ti, så snakker vi om det," gav hun efter. Hans smil voksede, og han gav hende hurtigt et kys på kinden, inden han løb ud af fordøren og hoppede på sin cykel.
   Hvor meget han egentlig havde glædet sig til det her, gik først op for ham nu, og han cyklede så hurtigt han kunne over til Phil. Der var lys i stuen, så Matt stillede cyklen op af carporten og bankede på døren. Ingen svarede, men siden Phil ventede ham, gik han bare ind. Han sad nok med hovedet begravet i filmudvalget.
   "Phil, hvor er du?" råbte han fra entreen, men en ukendt lugt fik ham til at stoppe op. Den var kobberagtig og kvalmende.
   En usikkerhed bredte sig i ham, og han slap sin cykelhjelm, der larmende faldt til gulvet. En svag skrattende lyd bag ham fik ham til at vende sig om og se ind i stuen, hvor fjernsynet stod tændt. Phil lå på sofaen, men resten ville ikke registrere i Matts hjerne. Kilden til den kobberagtige lugt var i hvert fald identificeret, men Matt stod naglet til stedet og stirrede på sin bedste vens døde krop. I brystet på ham sad en kniv.
   Matts jagtkniv.
   Den, Phils bryst, sofaen og gulvet var smurt ind, hvor han var blødt ud. Han så skræmt ud, men også skræmmende, som han lå der og stirrede stift ud i ingenting.
   Matts krop gav endelig efter, og han gik langsomt over og stillede sig ved siden af sofaen, mens han stirrede hypnotiseret på det forfærdelige syn. Aldrig havde han overvejet, hvordan han ville reagere, hvis han så et lig, men at det var hans bedste ven, gjorde hele situationen ubeskrivelig surrealistisk.
   Han ville græde, løbe efter hjælp, prøve at få alt blodet ind i hans åre igen, hvor det hørte til... et eller andet end bare at stå der til ingen verdens nytte. I stedet fandt han sig selv prøve at genkalde sig Phil smile, lyden af hans stemme, hans grin. Lige nu kunne han ikke, og mens en ukendt men meget ubehagelig følelse begyndte at stige i ham, blev han stående og stirrede på den livløse krop. Der var intet tilbage nu. Selv Phil var blevet taget fra ham. Hans eneste ven... den eneste, der holdt af ham.
   Modløst faldt han sammen i blodet ved siden af Phil, mens han prøvede at trække den slappe krop over til sig. Hvorfor han gjorde det, vidste han ikke, men han havde sådan brug for at vise ham, at han også holdt af ham. Han vidste, at han var død, men så langt ville hans bevidsthed slet ikke tage ham. Men at der var noget helt galt med Phils krop sank dog ind. Kniven, der stak provokerende ud fra brystet på ham, hørte ikke hjemme i det billede af Phil, som Matt huskede, så han tog om den og trak den ud. Vægten af kniven føltes enorm i hans hånd, og hvorfor han ikke slap den eller smed den igennem stuen, vidste han heller ikke, tanken ville slet ikke registrere. Ingen tanker virkede til at ville passere igennem hans hjerne, og ingen af hjernens kommandoer virkede til at nå hans legemsdele.
   Pludselig gik alting hurtigt. Alle de hån og ydmygelser han havde været igennem, Zacks stemme, der mindede ham om, hvor værdiløs han var, at han ikke fortjente venner, at han ikke fortjente at være lykkelig... Det hele bragede ind over ham på én gang og så... så blev han tom. Alle følelser virkede til at evakuere hans krop på én gang, inden en styrke samlede sig i ham. Han trak luften ind og ind, til hans lunger føltes som om, de var ved at eksplodere, inden han skreg et øredøvende og befriende skrig, der efterlod alt omkring ham mere stille end graven, da luften endelig slap op.
   I denne stilhed sad han med Phil i sine arme og rokkede liget som prøvede han at lulle ham inde i en sød søvn. Det hele virkede så ulogisk, og hvorfor han fandt papiret ved siden af den livløse krop så interessant, vidste han ikke, men han samlede det op og sad med det i hænderne uden at se nærmere på det. Hvor længe han sad der, vidste han ikke. Han var også ligeglad. Der var ikke mere tilbage nu. Lige meget hvad, så kunne intet skade ham mere, for det vigtigste var nu væk.
   De røde og blå blink farvede det hvide loft, og sirenerne skreg deres evindelige toner ud i mørket. Men for Matt virkede de langt væk, som i en anden verden. Han reagerede ikke engang. Det hele var ligegyldigt nu, ingen kunne tage mere fra ham alligevel.
   Folk i uniformer stormede ind af døren, men al lyd virkede til at fjerne sig og flyde ud i en underlig susende lyd. Han så politifolkene og ambulancefolkene, men han reagerede ikke. At politimændene havde trukket deres våben, gik heller ikke op for ham. De nærmede sig, men han registrerede det ikke, kun savnet af Phils krop i sine arme, da de trak ham på benene og fik vristet kniven ud af hans hånd, så de kunne lægge ham i håndjern. Han havde knuget den så hårdt, at hans knoer var hvide og neglene havde boret sig ind i hans håndflader og efterladt dybe mærker.
   En ældre mand, der kort viftede et skilt til en uniform, så indgående på Matt, der passivt stod og lod betjenten lægge ham i håndjern. Den ældre mand rakte ud og tog papiret, han havde fundet ved siden af Phil, ud af hans hånd. Matt reagerede ikke og lod sig føre ud til en politibil, hvor han blev sat ind bag i.
   Han sad og så op mod huset, der havde set så varmt og indbydende ud, da han kom. Nu virkede det trist og gråt i forhold til de mange hvirvlende farver fra blinkene. Ruden var kold mod hans ansigt, men tårerne var varme. De skulle have fejret den nye skole i dag og hygget uden den nærværende trussel om Zacks terror hængende over deres hoveder. Phils ansigt og stemme ville stadig ikke lade sig genkalde og i stedet for at blive ved med at prøve, lod han alt gå i tomgang.
   Lige meget hvad han gjorde, så vandt han aldrig. Han havde fået sit ønske om den nye skole opfyldt, men en anden ting blev bare taget fra ham i stedet for. Det var ikke et fair byt.
   Aldrig igen skulle nogen vinde over ham. Aldrig igen skulle nogen se ham græde, det svor han. Hvis ingen vidste, hvad han ønskede sig, hvad der gjorde ham glad, eller hvad der gjorde ham ked af det, så kunne de ikke nå ham. Aldrig igen, tænkte han, mens bilen satte i gang og tog ham væk fra Phil.
   Aldrig igen.

Afhøringen var ikke lang, de havde jo fundet ham med liget i armene, en jagtkniv i hånden, der bar hans navn, og motivet: Sedlen, som han havde samlet op fra sofaen. Helt præcis hvad, der stod på sedlen, fandt han ikke ud af, og han ville ikke spørge. De måtte ikke se, at han var ked af det, for så ville de bruge det i mod ham. Det var, hvad verden gjorde. Fandt det svage punkt og lagde pres på, til han knækkede og græd. Men aldrig igen.
   Mavesåret og indlæggelsen blev grundlaget for en psykologs udtalelse om, at han var mentalt ustabil, da han havde myrdet sin bedste ven. Én ting psykologen sagde, havde hun ret i, men først mange år senere kunne Matt se, at han straffede sig selv ved at mene og tro, at ingen lykke i livet var for ham, det havde hans plageånd jo mindet ham om så umindeligt mange gange. Konstant satte han sig selv i den mest ulidelige situation, men hvorfor gik aldrig helt op for ham. Hun mente, at Matt var blevet bange for Phils følelser for ham, og det var, hvad der havde fået ham til at skubbe ham væk fra sig én sidste gang.
   Men jeg vendte dig aldrig ryggen, tænkte Matt, da hendes vidnebyrde i retten var overstået. Han udtalte sig aldrig selv. Holdt mund og holdt tårerne tilbage, til han igen var alene. Der græd han. Kun der og hele tiden, mens han håbede på, at hans krop snart ville løbe tør for tårer.
   Dommen lød på skyldig i manddrab, men dømt mentalt ustabil i gerningsøjeblikket gav ham seks år på et hjem for kriminelle unge. Han kunne komme ud, når han var enogtyve, og der ville der stadig blive holdt øje med ham.
   Over de næste mange år, holdt han sit løfte til sig selv: De så ham aldrig græde, de så ham aldrig smile. De hørte ham aldrig tale. Han blev ikke længere mobbet, for de andre var nu bange for ham nu. Han var for kold, selv hans blik virkede dødt. Han holdt også op med at håbe, for så kunne håbet ikke tage noget andet i bytte, som det ikke skulle have.
   Selv hans forældre holdt op med at besøge ham, efter han fire gange i træk havde nægtet at se dem, så da han efter tre år fik en besøgende, overraskede det ham meget, at det ikke var hans forældre, der igen prøvede at få kontakt til ham.
   Det var tre dage før hans attenårs fødselsdag, at en ældre mand, der virkede bekendt, sad ved et bord og ventede på ham. Matt var, som Phil havde lovet, blevet større, men ikke på den måde, han havde ment det. De mange års ydmygelser over sin manglende fysik havde han fået rettet op på nu. Han var nu 180 cm, bredskuldret og muskuløs. Men hans blik var, hvad der fik folk til at undgå ham. Undgå hans blik. Tavst satte han sig foran den ældre mand, mens han nedstirrede ham med et intenst og følelsesforladt blik.
   "Kan du genkende mig?" spurgte manden, mens han prøvede at skjule sin usikkerhed over intensiteten han mødte. Matt svarede ikke. End ikke en trækning i hans udtryk var at se. "Du var noget yngre, sidst jeg så dig."
   Matt svarede ikke og rørte sig ikke. Manden så væk fra det stålsatte blik.
   "Okay, jeg kom for at spørge dig om én eneste ting... Hvad kender du til retsteknik?"
   Matt sad som forstenet og så fortsat ligegyldigt på manden, men nu genkendte han ham som betjenten i civil, der havde taget papiret ud af hans hånd, den aften Phil var blevet myrdet.
   "Fingeraftryk og hvordan man finder dem på besværlige overflader og sådan noget?" fortsatte manden. Intet svar, ingen reaktion. "Da du blev anholdt for mordet på Phillip, der var der adskillige tydelige aftryk på papiret..."
   En kort trækning viste sig ved Matts ene øje, men ingen følelser blev ellers vist. "Blodet gjorde det tydeligt. Men ser du, Matt. Jeg har aldrig helt troet på, at du gjorde det. Beviserne var overvældende, jeg fulgte jo sagen til døren, men motivet... Ser du, jeg fandt ingen blodige fingeraftryk på indersiden af det stykke papir, men det ville så bare betyde, at du læste det, inden du stak ham ihjel. Det mente anklageren i hvert fald..."
   "Var det dit spørgsmål, eller har du tænkt dig at sidde og snakke i ring resten af eftermiddagen?" spurgte Matt pludselig uden at afsløre hverken nysgerrighed, irritation eller kedsomhed i stemmen. End ikke hans blik forandrede sig.
   "Har du da bedre at tage dig til?" Intet svar. "Jeg fandt, efter de nye teknikker, der er fundet til at afsløre fingeraftryk, ingen andres end Phils aftryk. Det betyder enten, at du ikke rørte papiret, for at læse det, eller også har du aldrig læst det. Mit spørgsmål til dig... Hvad stod der?"
   "Det ved du bedst selv, du har vel læst det," svarede Matt prompte.
   "Det har jeg. Men det er ikke, hvad jeg spørger om. Jeg spørger om, hvad du læste... i brevet... skrevet til dig." Matt svarede ikke, men der var et kort fald i hans facade. Den ældre mand overså det ikke, men han lod ikke Matt vide, at han havde set det.
   "Til mig?" hviskede Matt.
   "Du ved det ikke engang, gør du? Hvorfor Phil, efter dine forældres beskrivelse, gav alt for at beskytte dig, for at være der for dig? Ser du, jeg har talt med mange mennesker, også på din gamle skole. Og så er der den lille detalje med et indbrud og en jagtkniv med dit navn, som du aldrig fortalte politiet om. Og en hvid trøje med blå skrift... Du var indlagt med et blødende mavesår efter at have været udsat for... psykisk terror vil være bedste beskrivelse, for vi har alle detaljerne fra det sidste år på din skole. Phil skrev nemlig dagbog. Meget detaljeret dagbog faktisk, og den stemmer ikke helt over ens med hverken motiv eller muligheder for dig at slå ham ihjel."
   "Du ved ikke en skid om det her, selvom du har læst en dagbog. Ingen kender Phil, bedre end mig, og ingen kender mig bedre end Phil," sagde Matt affærdigende. Selv efter tre år kunne han stadig ikke tale om Phil i en datidssætning, selvom det var ubevidst. Den gamle mand så kort undrende på ham, inden han nikkede tilfreds.
   "Hvis det er tilfældet, så ved du også, hvad der stod i brevet... skrevet til dig." Matts blik blev søgende, som bladrede han igennem minder, han for længst havde skubbet ind i sin underbevidsthed, så de ikke længere kunne dominere og minde ham om den verden, han ikke tilhørte og aldrig kunne blive en del af. En verden, hvor lykke kunne være en faktor, der ikke bare var der for at pine en.
   "Okay. Genkender du det her?" spurgte den ældre mand og rakte en seddel over bordet. Den lå i en plastiklomme med et klistermærke i hjørnet. Matt rystede på hovedet efter at have læst beskeden: Gør verden en tjeneste, hop ud fra skolens tag.
   "Du kan ikke komme på, hvem der efterlod sådanne sedler i dit skab?"
   "Ved du ikke det? Jeg troede lige du sagde, at Phils dagbog er åh så detaljeret," snappede Matt.
   "Jeg kender skam til Zack," sagde den ældre mand, mens han så indgående på Matt.
   Et kort og forpint udtryk gled over Matts ansigt, inden hans stenfacade var på plads igen.
   "Matt, jeg er nødt til at bede sig sige det her, for at jeg kan gå videre med det. Har du nogen idé om, hvem der skrev dette brev... om denne person kunne have nok imod dig til at... bryde ind i jeres hus?"
   Matts indre frøs til is, men han fik stoppet det, før det nåede hans udtryk. Kun sådan kunne kniven være endt i brystet på Phil. Han sad længe og tænkte, inden han svarede.
   "Kun én person hadede mig nok til at gå så langt. Kun én! De andre fulgte bare efter." Hans stemme lød hul og fremmet for ham selv. Den ældre mand rakte med en tålmodig bevægelse ned i sin lomme og tog en diktafon op. Den optog og havde optaget hele samtalen.
   "Vil du være venlig at sige navnet. For den her dingenots skyld," spurgte den ældre mand med en rolig og venlig stemme. Det Matt aldrig havde forventet at høre i en politimands stemme. Matt så undrende op på ham, da mindet om de to uniformerede betjente på hospitalet kom til ham. Hvis han havde sagt noget dengang, så havde han ikke været her, og Phil kunne stadig have været i live. Skulle han tage chancen? Til hvilken nytte, håbet var jo ikke med ham mere. Eller var det, for hvad nu hvis... Hvad nu hvis...
   "Zack O’Connell..." sagde Matt lavmælt.
   "Tak," sagde den ældre mand efter en kort tavshed, hvorefter han slukkede diktafonen og puttede den i lommen igen sammen med sedlen i plasticposen. Han rejste sig, men Matt gjorde ingen tegn til at gøre det samme eller nogen forsøg på at give ham hånden, så han gik.
   "Jeg vendte ham aldrig ryggen, ved du nok. Jeg har aldrig vendt ham ryggen," sagde Matt højt og tydeligt, men han rørte sig ikke ud af stedet. Den ældre mand vendte sig halvt ved døren og så på ryggen af den unge mand, inden et smil bredte sig på hans læbe.
   "Det ved jeg..." svarede han kort og bankede to gange på metaldøren, så det rungede igennem lokalet. En vagt lukkede ham ud.
   Matt håbede ikke på noget, og han brugte de næste dage på at prøve på at lukke alle de tanker og følelser tilbage i en lukket del af sit sind, så de ikke kunne pine ham. Håb var ikke for ham... ikke mere. Ikke i dette nye farveløse helvede. Han havde håbet og ønsket og bedt om at komme på en ny skole, og det var han nu. Ikke den han havde håbet på, men en skole uden Zack. Han havde selv sagt, at det var det vigtigste. Hvor fordrejet kunne noget blive, tænkte han bittert. Håb var en joke. Bare ordet smagte råddent, hvis han udtalte det. Det var ikke håb, der holdt ham i gang. Det havde det aldrig været. Hvad det var, anede han endnu ikke, men nogle gange, sent om aftnen, når han endelig var alene i mørket og græd, der følte han det nogle gange, selvom han ikke kunne sætte finger på det. Sjovt nok, så kom følelsen altid sammen med de få og sjældne billeder i hans tanker om Phil, når han smilede.

Fire dage gik, og han mente endelig at have fået kontrol over situationen igen, da døren til hans celle gik op. To vagter og forstanderen stod i døren. Han smilede til Matt, der dårligt undte dem et blik.
   "Vil du være venlig at følge med?"
   Matt sukkede, rejste sig og smed bogen på sengen, inden han fulgte efter forstanderen og de to vagter. Døren til besøgslokalet gik op, den ældre mand ventede på ham ved samme bord som sidst.
   "Flere spørgsmål?" spurgte Matt uinteresseret, mens han dumpede ned i stolen overfor.
   "Kun et."
   "Det sagde du også sidste gang, og der sad vi her i en time, inden du kom til sagen. Og jeg har faktisk bedre at lave, jeg er ved at læse en krimi, og jeg er kommet til det spændende stykke," sagde Matt afværgende.
   "Okay, så må jeg hellere komme til sagen. Skal jeg køre dig hjem?"
   Matt så vantro på ham, fnøs og rejste sig. Den ældre mand sagde ikke noget, men sad og så til med et skævt smil, mens Matt gik ned og bankede to gange på døren. Vagten åbnede døren.
   "Jeg vil godt tilbage til mit værelse," sagde Matt. Vagten så undrende på ham og derefter ind på den ældre mand, der endelig rejste sig og lænede sig til bordet.
   "Matt. Vi fik ham. Zack og hans to håndlangere har tilstået indbruddet hos dine forældre og mordet på Phil."
   Kun en selvkontrol skærpet over flere år i dette gudsforladte sted holdt ham fra at bryde sammen, mens kun en svag sitren i hans krop bevidnede om kampen i ham. Af en eller anden grund, så nægtede han at tro på, hvad manden sagde. Det var jo verdens måde at pine ham. Finde det svage punkt at læne på.
   "Jeg har også noget andet til dig."
   Matt vendte sig roligt mod ham. Denne gang ikke for at være trodsig, men fordi han ikke kunne andet. Alt i ham var i oprør. Alle tanker, følelser... idealer. Kroppen lystrede endelig, og han gik tilbage og satte sig, mens vagten igen lukkede døren.
   "Ifølge Phils dagbog, så begyndte han at gå efter Zack, efter du endte på hospitalet. Det blev til adskillige nævekampe. Jeg forstod på dig sidste gang, at du ikke ved, hvorfor han gik så langt for at hjælpe dig. Det fortjener du at vide." Manden tog et brev op af lommen og rakte den til Matt. "Det er et kopi, originalen er jo lidt... beskidt." Matt så længe på brevet, inden han fik taget sig sammen til egentlig at læse indholdet.

Matt.
   Kald mig en kujon, men hver gang jeg har forsøgt faktisk at sige det her til sig, så har min tunge slået knuder på sig selv. Jeg ved ikke, om jeg har drømt, når du virkede til at have det på samme måde, men frygten for, at du ville vende mig ryggen, har altid holdt mig tilbage. Du er min bedste ven, og jeg er rædselsslagen for at miste dig som min ven, hvis du nu skulle føle noget andet end mig. Men jeg ved, at der ikke er nogen andre måder at sige dette på end bare at sige det. Der er en ting, jeg aldrig har fortalt dig, og det er, at jeg er bøsse. Jeg er blevet forelsket i dig og har været det længe. Hvis ikke du har de følelser for mig, så er det okay. Du lovede mig forleden, at du ikke ville vende mig ryggen og ikke skubbe mig væk mere. Jeg håber, at det ikke ændrer sig nu, hvor jeg er helt ærlig over for dig.
   Din ven Phil.
   Matt rystede på hænderne, efterhånden som han kom igennem brevet, og end ikke hans enorme selvkontrol holdt tårerne tilbage. Manden sad helt stille uden at sige noget, ventende på at Matt lagde ud. Matt vendte og drejede det hele i sit hoved.
   "Kaldte de virkelig det her et motiv? Hvorfor skulle jeg slå den eneste person, der elskede mig, ihjel?" spurgte han spagt.
   "To ideer blev fremlagt. Den ene, du var homofobisk og... vendte ham ryggen. Den anden var, at du havde oplevet så mange pinsler, at du blev bange for en kærlighedserklæring. At du myrdede ham af frygt for at blive elsket."
   "Sådan noget pis," udbrød Matt.
   "Jeg kan kun give dig ret. Derfor har din sag plaget mig de sidste tre år. Derfor gav jeg ikke op i din sag. Derfor er du en fri mand fra i dag."
   En underlig tanke slog Matt. Det måtte være sandt, for han havde ikke ønsket det... ikke engang håbet på det. Alligevel virkede det så uoverskueligt.
   "Hvad så nu?" spurgte han endelig.
   "Dine forældre er her for at hente dig. Og så kan du bruge lidt tid på at lære dem at kende igen. Lade dem lære dig at kende. Og så kan du bruge lidt tid på at lære Phil at kende," sagde manden og lagde to bøger på bordet. "Jeg er sikker på, at de her var tiltænkt dig. Hans tanker og følelser det år I kendte hinanden."
   Matt rakte med rystende hånd over og trak bøgerne over til sig, men han åbnede dem ikke for at skimme dem. Han sad bare og stirrede på det eneste, han havde tilbage, af en der havde elsket ham.
   "Livet uddeler nogle gange en rådden hånd. Dem, der er stærk nok til at overleve det, har noget med i bagagen, der kan hjælpe dem senere hen, men hvad godt det har gjort dig, er noget du selv skal arbejde med. Du er stærk, knægt, du skal nok blive til noget. Det værste er overstået. Hvis du har brug for at snakke, om... alt, så ring til mig. Det bliver mellem os to."
   Matt så op, og et blødt blik mødte mandens. Et glimt af håb gled over Matts ansigt, inden han så ned på dagbøgerne igen. Han hørte Phils grin så tydeligt, som stod han ved siden af. Han så hans smil og kunne næsten mærke hans hånd i sin.
   En eller anden dag Matt, så kommer din tid. Du skal nok blive en stor mand en dag, og jeg taler om andet end kropsmæssig volumen. Husk på alle mine vise venskabsord om, hvor stærk og sej og god du er.
   Gad vide om den ting, Phil ikke havde nået at sige den dag, var det, der stod i brevet? Matt smilede for sig selv og nikkede roligt, rejste sig og rakte manden sin hånd.

Dengang havde jeg virkelig troet, at jeg ikke var en ven værdig. Hvordan kan man dog slippe fra at fratage et menneske noget så fundamentalt og vigtigt som troen på eget værd? Selv håb havde han frarøvet mig i en periode.
   Zack havde myrdet Phil for at sætte en fælde for mig. Plantet min trøje som bevis. Tanken om, at et had kan blive så enormt, at man vil gå så langt for at såre en, har jeg aldrig vænnet mig til. Jeg gør det formegentligt heller ikke. Det giver mig kun lidt fred i sjælen, at Zack og hans venner nu er buret inde for deres gerninger, men jeg mener også, at skæbnen var unfair, da den tog Phil i stedet for mig. Men Zack kunne pine mig selv fra afstand. Han fik sendt mig til et helvede større end det, han kunne skabe for mig i skolen. Han havde i det hele taget gjort mig liv til et helvede, for han tog Phil fra mig.
   Men hvordan kunne jeg overse det? At Phil var homoseksuel og forelsket i mig? Nok fordi jeg dengang ikke troede på, at nogen kunne elske mig. Men Phil havde. Jeg er ikke selv homoseksuel eller tiltrukket af mænd, men jeg husker den måde, Phil holdt min hånd på hospitalet. Det blik han sendte mig, da jeg tog hans hånd. Han sagde, at jeg aldrig havde vendt ham ryggen. Var det hans frygt i livet? At folk ville vende ham ryggen, fordi han var bøsse? Fordi han var forelsket i en af sit eget køn?
   Set med en voksen mands øjne, så ved jeg faktisk ikke, hvad jeg ville have sagt, hvis Phil den dag havde sagt, at han var forelsket i mig. Dengang havde jeg været så usikker på det hele, at bare én persons kærlighed ville have været nok. Jeg ville nok have indledt et forhold til ham uden egentlig at være fysisk tiltrukket af ham. Måske ville jeg have gjort det for at give ham noget igen for al den støtte og... kærlighed, han så uselvisk havde givet mig. Lige meget hvad, så ville jeg aldrig have vendt ham ryggen. Det kunne jeg ikke, bare fordi han elskede anderledes, end de fleste andre gør.
   Han havde elsket mig, drengen som ingen kunne elske... Kærlighed er aldrig forkert, lige meget hvilken farve, form eller symbol der ligger bag.
   Phil var stærk. Så stærk at hans kærlighed selv fra graven rakte ud og holdt mig oven vande, efter jeg blev dømt for hans mord. Det var den følelse, jeg ikke havde kunnet identificerer, når jeg lå alene og græd over tabet af min bedste ven... min eneste ven. Min kones kærlighed betyder alt for mig, men Phils kærlighed er, hvad der får mig igennem livets mørke sider.
   Selv den dag i dag.