Gispende satte Dalvang sig op i sengen, og svor at han stadig kunne høre sine mostres beskyldninger blive hvisket fra mørket. Det tog ham et øjeblik at finde ud af, hvor han var. Drømmen havde været så livlig. Med rystende hænder forsøgte han at tørre sveden af sin pande, men han opdagede hurtigt, at hans lagen også var vådt. Hovedrystende svingede han benene ud af sengen, hvor han blev siddende lidt, mens han prøvede at fortrænge resterne af mareridtet. Uret på natbordet viste, at klokken kun var fire. Det var sat til at ringe kl. 5, men han kunne ikke sove mere. Om det var hans underbevidsthed, der prøvede at overbevise hans krop om, at den ikke var træt, eller om han virkelig var udhvilet, var han ikke sikker på. Lige meget hvor træt han havde været, ville han ikke lægge sig igen af frygt for at falde tilbage i den samme drøm igen. I stedet slog han vækkeuret fra og gik ud på badeværelset, hvor han tændte for bruseren. Et langt varmt bad, skulle nok få kogt resterne af den drøm ud af hans system, mente han. Mens han stod i badet, kunne han ikke lade være med at tænke tilbage på drømmen. Han kendte den som bagsiden af sin egen hånd, for det var den samme drøm, han havde haft siden morens døde. Han havde kun været otte år gammel på det tidspunkt, og selv om hans mostre, der overtog opdragelsen af ham efter hendes død, ikke havde været onde ved ham, så havde han altid haft på fornemmelsen, at han var mere i vejen end ønsket der. Det var nok der fra deres beskyldninger i drømmen kom fra. I sit voksne liv havde han tit tænkt på, hvordan de kunne være hans mostre, for de var intet som hans mor. Hun havde altid været glad og let til smils, det var de bestemt ikke. Da han havde fundet ud af, at hans mor var dødelig syg, var han ikke blevet ret bange, nok mest fordi han ikke helt forstod det i en alder af fem, men forandringerne viste sig efterhånden, som kræften åd hende op. Det, der altid havde pint ham mest, var viden om, at det var fødsel af ham, der havde givet hende dødsdommen. Selv ikke viden om, at hun vidste, at det ville slå hende ihjel at få ham, kunne trøste ham. Især ikke på denne årstid. Han havde fundet en dagbog eller lignende, skrevet til ham. I den havde hun forklaret om sygdommen og sørget for, at han vidste, at hun aldrig havde fortrudt, selv ikke efter sygdommen var begyndt at æde hende op. Det var den dagbog, der skulle vise sig at forme hans liv. Den der nu havde været med til at gøre ham til en af de mest velansete genforskere i landet, og det i en alder af toogtredive. Han havde kæmpet hårdt for at nå til, hvor han var, og han havde aldrig fortrudt, at han havde brugt så meget tid på det og ikke på at gå i byen med vennerne og piger, som alle andre på hans alder allerede var blevet trætte af igen. De få kvinder, der havde været i hans liv, var medstuderende, der også kæmpede hårdt for deres fremtid. De var nok de eneste, der kunne forstå hans kamp, som han også forstod deres. De havde haft drømme om familie men hans viden om, at han bar et dødsgen havde skræmt ham fra ideen, men også fået ham til at kæmpe endnu hårdere for at nå sit mål som specialist i genetisk sygdomme. Han steg ud af badet og følte sig lidt mere menneskelig igen. Hurtigt faldt han ind i dagens faste rutine og skænkede ikke drømmen flere tanker, før han lukkede spejl skabet over vasken. Han så sig selv som den otteårige dreng, skræmt fra vid og sans. Gispende trådte han et skridt tilbage og tabte barberskummet på gulvet.
   "Tag dig sammen mand, du er fireogtredive, ikke otte," mumlede han for sig selv og bukkede sig ned efter barberskummet. Alligevel skævede han kort til spejlet, inden han stillede sig ind foran igen. Det sædvanlige spejlbillede så tilbage på ham. Han åndede lettet op, men gav sig alligevel tid til at studere manden i spejlet. Han var ikke, hvad man normalt forbinder med en genforsker. Han lignede mere en udsmider. En meter og halvfems høj og rå muskulatur. Han havde aldrig gjort meget for at få denne krop, det kom helt fra naturens side. Han havde meget kort mørkblondt hår, og kun hans øjne modsagde hans udsmider image. Han havde sin mors kærlige og åbne blå øjne. Med de øjne var ikke engang sikker på, at han kunne se farlig ud, om han så prøvede.
   "Kom i gang gamle dreng, kaffen laver ikke sig selv," mumlede han smilende til sit spejlbillede og begyndte at barbere sig.
   Han parkerede sin bil på personalets parkeringsplads foran Geninstituttet, hvor han arbejdede. Hovedbygningen var en syv etagers høj moderne bygning med en glasfacade af tonede ruder, der gjorde den spejlblank. Øverst på den blanke facade stod der GENINSTITUTTET med store forgyldte bogstaver. Hovedbygningen var flankeret af to hvide bygninger, der hver var 4 etager høje. Geninstituttet skilte sig meget ud fra alle de andre erhvervsbygninger, der lå tæt pakket side om side, så langt øjet rakte, på hver side af den travlt trafikerede ringvej H444. De fleste var kedelige grå eller monotone murstensbygninger, de fleste var også uden firmalogo, og ingen af dem viste tegn på det summende liv, der var i dem i løbet af en arbejdsdag. Foran Geninstituttets to personale parkeringspladser, der lå foran hver af de hvide bygninger, var der to græsplæner, der hver var omgivet af bøgehække. I midten af hver græsplæne, var der et blomsterbed, der var hævet godt en halv meter over plænen, og omkranset af natursten. Buskene var dog stadig nøgne efter vinteren, og de ellers så frodige græsplæner havde et forkrøblet og snekvalt udseende, efter at have været dækket af sne de sidste tre måneder. Mellem græsplænerne var en flisebelagt sti, af røde og mørkegrå herregårdssten, der snoede sig mellem ringvejen og indgangen til Geninstituttet. Om sommeren ville der, på hver side af stien, stå flotte store rosenbuske i mange forskellige farver. Også nede mod vejen, hvor stien startede, ville der være roser, men disse ville sno sig op over en rosenbue, der fik stien til at minde om indgangen til et eventyrland. Gartnerne var allerede i gang med at forårsklargøre bedene, så de kunne være klar, når vinteren endelig slap sit greb og veg for foråret. Klokken var lidt over syv, da han steg ud af bilen. Hans arbejdsdag startede først klokken otte, men han havde fået for vane at komme ved denne tid. Ikke for straks at kaste sig over arbejdet, men for at starte dagen med kaffe over hos Dagmar. Dagmar ejede det lille kaffehus, der lå lige over for Geninstituttet. Kaffehuset skilte sig også ud fra alle de andre bygninger, dog på en helt anden måde end Geninstituttet. Kaffehuset havde altid mindet Dalvang om pandekagehuset i eventyret om Hans og Grete. Det var malet i en varm korngul farve med bindingsværk på siderne, taget var af strå, og dette var med til at fremkalde en særlige og ubeskrivelig nostalgisk stemning. Hen over tagryggen stod der med store gule bogstaver: Dagmars. Han strakte armene i vejret og tog en dyb indånding af den dugfriske kølige morgenluft, mens han fornemmede, hvordan den bredte sig i ham og gjorde ham frisk. På denne morgen var den sidste sne næsten smeltet, og de små Erantis og Vintergækker stod stærke og smukke under de let sne prydede buske. Han smilede ved synet af dem og satte sig på hug foran bilen. Forsigtigt tog han fat nederst på stilken af den største Erantis, han kunne finde, og nippede den af med en negl. Et øjeblik lod han den ligge på sin håndflade, mens han beundrede dens gule stjerneformede krone. Nu kunne intet ødelægge dagen. Forsigtigt lukkede han hånden om blomsten og puttede den i lommen på sin jakke. Han reflekterede kort på sin mor og hendes aldrig forandrende begejstring over denne lille blomst, hver gang han kom med en. Det var blevet en tradition, men efter moderens død havde han prøvet at holde den ved lige, ved at give den til sine mostre. De virkede uinteresserede og traditionen gik tabt. Han plukkede den kun for sig selv derefter. Indtil han mødte Dagmar. Tanken om hende fik ham til at smile, og han rejste sig for at gå over vejen til hendes lille kaffehus. Dagmar var en lille rund dame med en bedstemorknold oven på hovedet holdt fast af, hvad der mindede om to strikkepinde. Hun havde en høj skinger stemme og en pragtfuld smittende latter, der kunne sætte så store svingninger i hendes fyldige barm, at selv den mest garvede sømand ville blive søsyg af at se på dem for længe. Han havde mødt Dagmar, da han lige var blevet færdig med medicinstudierne og skulle til jobsamtale over på Geninstituttet, hvor han nu arbejdede. Det havde været forår som nu, og han havde, som sædvanligt, været på udkik efter en Erantis. Han var også den dag ankommet tidligt, og synet af pandekagehuset havde haft en beroligende virkning på ham. 14 kopper kaffe skulle da nok kunne hjælpe på nerverne, det havde de jo gjort under eksamenerne på medicinstudierne, så hvorfor ikke nu. Han var dumpet ned i den sidste bås ud mod de store vinduer ud til vejen, hvor folk i jakkesæt og med mapper hastede forbi til deres arbejdspladser. En skinger stemme fik ham til at se op.
   "Hvad skulle det være unge mand?" Det havde givet et sæt i ham, og Dagmar havde grinet kærligt. "Bare rolig min ven, jeg bidder ikke... ret hårdt." Dalvang fremtvang et smil, men nervøsiteten gjorde det akavet.
   "Bare en øh... kop kaffe," svarede han, mens han sad uroligt på den rustrøde polstrede bænk og vred sine hænder.
   "Jamen hør hov," sagde hun og plantede næverne solidt over de brede hofter. "Sidder du ikke der og ser slukøret ud på sådan en herlig morgen?" Han gik ud fra, at spørgsmålet var retorisk, og svarede derfor ikke. "Prøv at se ud af vinduet på det gode vejr, det gør altid mig i godt humør," sagde hun smilende. Dalvang skævede ud af vinduet over på den store blanke bygning. Nervøsiteten steg atter op i ham som en vulkan der gik i udbrud, og fik hans mave til at knuge sig sammen, så et forpint støn undslap.
   "Det er derude problemet ligger," svarede han stille og så ned på sine hænder.
   "Hvad er det for et problem min ven?" spurgte hun og lød oprigtigt bekymret
   "Jeg skal til jobsamtale der over om en time," sagde han og pegede, med en tommeltot over imod Geninstituttet uden at se i dens retning.
   "Og du er nervøs?" Han nikkede og fortsatte med at glo på sine hænder, der ikke så ud til at ville finde ro. Han stak hurtigt begge hænder under bordet og så op på hende. Hendes øjne strålede på en måde, han ikke havde set længe, men han kunne ikke komme på hvor.
   "Nervøsitet er sundt, det får en til at yde sit bedste, så der skulle jo ikke være noget i vejen for, at du får det arbejde." Han smilede og ville for alt i verden gerne tro, at hun havde ret.
   "Kan jeg få en kop kaffe? Det plejer at hjælpe."
   "Nå så det gør det? Når man er nervøs, hjælper kaffe kun på to ting. Fremkaldelse af mavesår og rindende mave. Næh min ven, hvad du har brug for, er et stort glas mælk. Det er et gammelt trick, jeg kan." Inden han kunne nå at protesterer, forsvandt hun ud af to svingdøre, der førte ud til køkkenet. Hvordan kan hun dog fratage mig min kaffe, og så i dag, tænkte han. Hun kom kort efter tilbage og stillede et højt glas foran ham.
   "Drik lidt af det her langsomt, men man kan jo ikke drikke mælk uden et stykke kage." Hun forsvandt igen og kom tilbage med en tallerken med et stykke chokoladekage i voksenstørrelse, som hun stillede foran ham. "Jeg vil gætte på, at du, i din tilstand, heller ikke har fået morgenmad," sagde hun smilende. Han svarede ikke, det var ikke nødvendigt, for hun havde ret, og det vidste hun. I stedet satte han glasset for munden, og mærkede, hvordan den kølige mælk løb ned igennem ham og ramte maven, der straks holdt op med at knuge sig sammen. Kvalmen forsvandt og den varme ætsende fornemmelse af nervøsitet og for meget mavesyrer fortog sig langsomt. Hans appetit vendte tilbage, og han spiste med velbehag den dejlige bløde og saftige chokoladekage. Han havde sådan lyst til at snakke med hende, for at få den lange time til at passere lidt hurtigere, og for at fjerne hans tanker fra den foreliggende jobsamtale. Men hun havde nok andet og mere vigtige ting at tage sig til, end at sidde og snakke med ham. Dagmar satte sig ned over for ham, og begyndte at kommenterer en mands helt forkerte slips til et gråblå nålestribet jakkesæt, "det var gult med terner," fniste hun. Mon hun læste mine tanker, tænkte han, men var glad for, at han ikke behøvede at spørge hende, om hun havde lyst til at sidde og snakke lidt. Dagmar var en rigtig menneskekender. Det blev man vel af at arbejde med mennesker hver dag hele sit liv. Hun fortalte, at hende og hendes mand havde åbnet forretningen for fireogtredive år siden, men han døde tolv år senere, hvorefter hun havde kørt stedet alene med kun to andre fuldtidsansatte. De havde aldrig selv fået børn, hvilket Dalvang syntes var synd, da han var overbevist om, at hun ville være en god mor. "Forretningen her er mit barn," havde hun sagt. Det var også det eneste hun havde tilbage fra manden, så på en måde kunne han godt forstå, hvad hun mente. Inden timen var gået, havde de fået talt om alt mellem himmel og jord, uden at blive for personlige, og alligevel mente han, at han havde fået en masse ud af deres samtale. Han havde selv glemt tiden, og det var Dagmar, der havde mindet ham om, hvad klokken var. Han rejste sig og stak hånden i lommen efter småpenge, men Dagmar havde lagt en hånd på hans arm og sagt: "Du kan betale, når du kommer tilbage efter jobsamtalen for at fortælle, at du har fået jobbet." Det var lige den bemærkning, han havde brug for. Den fik hans selvtillid op på et højt niveau igen. Han mærkede Erantisen i lommen og tog den op, hvorefter han tog Dagmars hånd, og lagde blomsten i den. Nu gik det op for ham, hvor han før havde set det glimt i øjet før: Hos sin mor. Dagmar lyste op på samme måde ved synet af Erantisen, og Dalvang kunne ikke lade være med at bukke sig ned og give hende et hurtigt kys på kinden. Hun udstødte en ungepiges høje uuuhh over kysset og blev helt varm i kinderne.
   "Vi ses om lidt," sagde han og skyndte sig over til jobsamtalen. Over de sidste otte år havde han været over hos hende hver dag også i weekenderne. De havde fået et rigtigt godt forhold til hinanden og var, uden at sige det højt, begyndt at betragte hinanden som det, de hver i sær havde manglet i deres liv. I Dalvangs tilfælde var det en mor og i Dagmars tilfælde en søn. Han havde hvert år givet hende en Erantis, men stillede stadig en i vinduet til sin mor sammen med et lille brev. Han var kommet over den tid, hvor han troede, at hun kunne læse det fra himlen, men det gav ham en indre ro, at tro på, at hun hele tiden holdt øje med ham. Hold da op, er det virkelig så længe siden, tænkte han og trådte ind af døren til pandekagehuset. Dagmar var ikke at se. De sædvanlige stamkunder så op og hilste med et nik eller et kort vink, enkelte sagde "dav'" mens andre bare koncentrerede sig om deres eget. Dalvang hilste venligt igen på de genkendelige ansigter. Nå, hun er nok bare ude bag ved, tænkte han og sank ned i den sædvanlige bås ved vinduet helt nede bagest i kaffebaren. Lidt efter hørte han Dagmars stemme, men hun sagde ikke hej, hun sang.
   "I dag er det Sørens fødselsdag hurra..." de to andre kvinder, der arbejdede der, sang med, og svingdørene til køkkenet gik op. Forrest gik Dagmar med en underkop, hvorpå det stod en lille lagkage med et lys i. Lige bag hende kom Birte med to flag og Joan med en vase med blomster. Han mærkede hvordan hans øre blev varme og forestillede sig et øjeblik, at hele kaffebarens kunder stirrede på ham og så, hvordan hans ansigtskulør skiftede fra normal farve til samme farve som en kogt krebs. Han havde glemt alt om, at det var hans fødselsdag, så han var både glad og beæret over, at de havde husket det og endda gjorde lidt ud af det. Dagmar satte kagen foran ham og gav ham et kys i panden, inden hun satte sig over for ham med et stort smil. Birte satte flagene i hver stolpe på sæderne ud mod gangen.
   "Tillykke Søren," sagde hun smilende, inden hun gik op efter kaffe til dem. Birte satte smilende blomsterne midt på bordet og sagde tillykke, inden hun gik ud bag ved igen. Dalvang takkede dem og smilede forlegent.
   "Tillykke med dagen men ven," sagde Dagmar og lænede sig frem mod ham for at tage hans ene hånd.
   "Tak," sagde Dalvang og gav hendes hånd et klem. Birte kom tilbage med to kopper kaffe, som hun stillede foran dem.
   "Tak skal du have," sagde han og smilede til hende. Dalvang studerede sin kage for at finde den bedste udgangsvinkel, men siden den jo var rund, kunne det jo være lige meget. Ud af øjenkrogen så han Dagmar gøre en bevægelse, der fangede hans interesse. Han så op og fik øje på en lille pakke, hun havde stillet foran ham med en stor flot sløjfe af rød og guld glimmerbånd.
   "Du troede da vel ikke, at jeg havde glemt din fødselsdag vel?"
   "Nej, for at være ærlig, så havde jeg selv glemt den," lo han.
   "Det kan man da ikke, kan man?"
   "Jo, jeg har jo nået den alder nu, hvor man skal forbigå den i tavshed. Ikke flere gratulerekort til mig, nej nu skal der stå vi kondolere," sagde han og kom igen kort til at tænke på mareridtet. Det kan vel tage pusten fra enhver, tænkte han. Dagmar grinede højt og kærligt.
   "Nej min dreng, det kan du sige, når du når op i min alder." Dalvang smilede og tog den lille pakke op. Han så op på hende og så, at hun så meget spændt ud. Han var også spændt på, hvad hun havde fundet på, og måtte hellere få den åbnet i en fart, så også hendes spænding kunne blive udløst. Uden at rykke papiret i stykker, kom han ind til en lille æske, som han åbnede forsigtigt, som var han bange for, at noget skulle springe ud og bide ham. Da han havde konkluderet, at der ingen fare på færre var, fjernede han låget helt. Måbede stirrede han på indholdet. Det var en forsølvet Erantis med en lidt kraftigere sølvkæde end de kæder, der normalt bruges til vedhæng.
   "Kan du lide den?"
   "Ja, den er rigtig flot... tusinde tak," sagde han åndeløst.
   "Jeg fik en lidt tykkere kæde, jeg var bange for, at den ellers ville være for fimset, så jeg håb..." Dalvang afbrød hende.
   "Nej nej, den er helt perfekt," sagde han smilende og rejste sig for at give hende et knus.
   "Den tager jeg aldrig af igen." Han satte sig igen, mens han fumlede ved låsen, så han kunne tage halskæden på. "Klæder den mig?" En ironisk forfængelighed lå i hans stemmen, og Dagmar grinede hjerteligt, mens hun nikkede.
   "Jeg håbede sådan, at du ville blive glad for den."
   "Det kan du tro jeg er," sagde han og begyndte at folde papiret sammen og sætte sløjfen rundt om den tomme gaveæske igen.
   "Skal du ikke holde en fødselsdagsfest? Jeg mener. Det er jo ikke hver dag, man bliver 35."
   "Shhh, nogen kunne hører dig," Han havde aldrig rigtig taget sig af, hvor gammel eller ung han var, en mental alder betød meget mere, da man kunne finde unge mennesker der mentalt var fyrre år og folk på fyrre år, der opførte sig som en femtenårig. Dalvang selv mente, at hans mentale alder passede meget godt på den fysiske alder, uden at han var en af de kedelig voksne, der ikke kunne lade sit indre barn slippe løs en gang imellem.
   "Hvordan fik du dog ideen til sådan en gave?" ville Dalvang vide.
   "Jeg var igennem en gammel kogebog for at finde en opskrift på noget, og det var der jeg havde gemt den første Erantis, du gav mig. Jeg havde helt glemt, at den var der." Dalvang smilede for sig selv.
   "Da min moster døde, skulle jeg ud og tømme loftet. Der lå nogle ting fra min mors tid, og i en af bøgerne fandt jeg også den Erantis, jeg gav hende, inden hun kom på hospitalet," sagde han stille. "Du minder så meget om hende, udover størrelsen," sagde han og smilede. Dagmar grinede hjerteligt. Hun vidste, at hun var stor og havde ikke noget imod, at han lavede lidt sjov med det. Han mente det jo kun godt. Han havde engang givet hende en æske chokolade, der havde fået hende til at spørge, om han ikke syntes, at hun var stor nok i forvejen? Han var blevet lidt flov, men havde svaret, at så var der bare mere at holde af.
   "Med de dejlige ting, du har fortalt om hende, vil jeg tage det som et kompliment," sagde hun og rakte over bordet for at give hans hånd et lille klem.
   "Jeg havde den drøm igen i nat," sagde han stille og fumlede lidt ved gaveæsken. Det var måske ikke det rette tidspunkt at bringe det på banen, men han havde det altid bedre efter han havde fortalt om den.
   "Den samme som altid?" spurgte hun med bekymring i stemmen. Dalvang nikkede uden at se op. "Du ved, det ikke er rigtigt, hvad de siger." Dalvang nikkede. "Du ville være en hver mors stolthed." Han priste sig lykkelig over, at have hende i sit liv. Hun havde givet ham alt det, han havde haft brug for fra en mor, men som han aldrig havde kunnet få fra sine mostre, nemlig støtte, forståelse og kærlighed, men han havde selvfølgelig ikke glemt sin mor. Dagmar havde altid set på Dalvang som et nært familiemedlem, hvis ikke som sin søn.
   De store hydrauliske døre til Geninstituttets forhal gik op med en lavmælt hvislende susen. Hallen var en smuk blomsterprydet hall med flere små sofagrupper op mod væggene under store malerier af moderne og abstrakt kunst. Det var ikke lige Dalvangs smag, men de passede på en måde godt ind i den moderne bygning sammen med dens moderne møbler og hi-teck udseende. Gulvet var sort marmor der var poleret op, så det, ligesom facaden, lignede et stort spejl. Hallens størrelse gjorde, til trods for de mange store og sorte blankpolerede marmorsøjler og alle sofagrubberne, at ekkoet fra folks fodtrin blev kastet rundt mellem væggene som pingpong bolde. Hvis nogen ville få den skøre ide at stepdanse derinde, ville det uden tvivl lyde som en maskingeværsalve. Tolv meter lige frem for de hydrauliske døre var en bred søjle, også men blankpolerede sorte marmorfliser, hvori der var to elevatorer. Dørene til hver elevator var af blankpoleret messing, der fik dem til at skinne som guld, når de sparsomme solstråler sneg sig ind af de tonede hydrauliske døre, når de blev åbnet og reflekterede solstrålerne rundt på alt i hallen. Til venstre for indgangsdørene stod en lang informationsskranken, der var af lyst bøg. På den var to striber, fra ende til anden, af blankpoleret messing, hvori der, i den øverste, var indgraveret GENINSTITUTTET med svungne bogstaver. Over skrankevinduet hang endnu et poleret messingskilt hvorpå der var graveret INFORMATION. Bogstaverne var derefter malet sorte, så de tydeligt kunne læses fra lang afstand.
   "Yo D!" råbte en ung mand under skiltet, da han fik øje på Dalvang, mens han rakte en hånd højt i vejret.
   "Yo T!" sagde Dalvang højt og rakte ligeledes en hånd i vejret. Den unge mand, Thomas, havde arbejdet for Geninstituttet i næsten et år, han var, efter hans prøvetid på tre måneder var overstået, blevet behandlet som en fjerde års elev, da han hurtigt fik sat sig i respekt, fordi han, efter denne periode, havde indsamlet sig en større viden om geninstituttets projekter, ansatte og historie, end mange af dem, der havde arbejdet der i flere år. Han havde også en ordenssans, som Dalvang kun kunne ønske sig. Dalvang var ellers ikke sjusket, han ryddede altid pænt op efter sig, lagde ting på plads efter endt brug osv., men han kunne ikke holde styr på lige så meget på en gang, som Thomas kunne. Han fik også lov at stå alene i informationen, selvom reglerne forbød elever det. Han havde memoreret alle af personalets private telefonnumre, deres mobilnumre og lokalnumre i bygningen samt mange af kundernes navne, telefonnumre og adresser. Han vidste, hvilke ting personalet arbejdede med, og hvor journalerne over disse projekter befandt sig hele tiden. Sidstnævnte havde redder Dalvang og mange andre ud af suppedasen flere gange.
   "Hør professor, B sagde, at han ville tale med dig pronto! Det lød vigtigt," sagde han og fik den sidste sætning til at lyde overbevisende dramatisk, men smilede så, da han så Dalvangs ansigtsudtryk. Dalvang åndede lettet op. Det kunne lige passe andet, end at han fik dårlige nyheder på sin fødselsdag. Med faste skridt gik han over til skranken og lænede sig ind over den, så langt han kunne. Han så meget alvorligt på Thomas.
   "Thomas," sagde han med en faderlig stemme, som når en skulle have en skideballe.
   "Ja," svarede han med samme alvor i stemmen, som Dalvang havde lagt i sin. Dalvang braste ud i høj latter.
   "Hold nu kæft," grinede han. "Ved du, hvad han ville tale med mig om?"
   "Nej desværre, han sagde bare; når Dalvang kommer, så send ham op til mig pronto!" svarede Thomas og imiterede bossen stemme og gestus med armen. Dalvang grinede igen højt. Thomas havde et talent for at imitere folk, især deres kropssprog. Bossen var han blevet rigtig dygtig til at imitere, selvom han kun var en lille knægt i en fjervægtsklasse i forhold til bossen, der ville ligge i en containervægtklasse, hvis en sådan da havde eksisteret.
   Dalvang klemte dagens avis fast under sin arm og lænede sig op at skranken foran Kelly, som var bossens sekretær. Hun så op på ham. Uden at fortrække en mine, vippede han med øjenbrynene og prøvede sit bedste for at se utrolig uimodståelig ud. Hun fnyste med et lille smil, og så igen ned i sine papirer, som for at sige, at hun ikke blev påvirket af hans utrolige charme. Kelly var en flot kvinde i starten af de tredive med langt lyst og glat hår og blå øjne. Hun var altid klædt pænt i "kontordametøj"; nederdel eller bukser, matchende jakke, en skjorte eller bluse, der ikke afslørede noget under halsen, altid højhælede støvler eller sko, og aldrig noget der var voldsomt farverigt, der kunne tiltrække unødvendig opmærksomhed. Dalvang havde engang mødt hende i byen, og han havde ikke genkendt hende, før hun havde henvendt sig til ham. Hun havde da været iført nogle meget stramme afblegede cowboybukser og en stram rød top der afslørede en masse kavalergang og hendes bare mave.
   "Gå bare ind han venter dig."
   "Okay tak." Lige før han nåede at åbne døren kaldte Kelly. "For resten, tillykke med fødselsdagen."
   "Tak," smilede han. Hun smilede til ham og fjernede ikke blikket fra ham, før han lukkede døren. De havde haft et godt øje til hinanden et stykke tid, men de var begge for professionelle til at gøre noget ved det, da de arbejdede for den samme boss. Deres flirt var harmløse og gjorde kun arbejdsdagene mere spændende. Ingen af dem lagde mere i det, og de så ikke hinanden uden for arbejdspladsen, med mindre de tilfældigvis stødte på hinanden, som de havde gjort inde i byen, men når de så mødtes så uforudset, hilste de bare høfligt på hinanden, og det var det.
   "Åh, det var godt, du kom," sagde bossen og rakte en hånd frem, som for at sige tag plads. Dalvang satte sig og afventede dommen. I de otte år han havde arbejdet her, havde han kun været kaldt ind på bossens kontor to gange, og ingen af gangene havde det været sønderrivende gode nyheder. Første gang havde Dalvang lavet en liste over ting, han manglede i laboratoriet, så bossen havde kaldt ham ind, fordi han mente, at listen var for lang, og at han da umuligt kunne have brug for så mange nye ting, de havde da lige købt ind for et par måneder siden. Dalvang havde gjort ham opmærksom på, at de par måneder siden nu var blevet til 6 år. Bossen havde mumlet noget uforståeligt, hvorefter de var gået videre med listen. Bossen havde udpeget næsten alt på listen og spurgt, om dette nu også var strengt nødvendigt, og efter længere forklaringer fra Dalvangs side, blev han træt af at skulle have svar på tiltale for hver enkelt ting, han havde skrevet på listen. "Jamen så slet det hele, for hvis en af tingene ikke kan købes, kan jeg ikke bruge resten til noget. Så må du bare leve med, at konkurrenterne får frit spil til at overhale os i genforskning." Bossen var blevet gas blå i ansigtet og samtalen endte med, at Dalvang fik alt, hvad der var skrevet på listen, og lidt til, inden ugen var omme. Kelly havde den dag, med et smil, bedt ham holde sig væk i et stykke tid, da hun mente, at bossens dårlige humør nok ville gå ud over hende. Hun mente dog også, at det var godt, at Bossen blev sat på plads en gang imellem, og den eneste der kunne gøre det, uden at frygte en fyreseddel, var Dalvang, da han var den bedste, de havde og dermed også uundværlig. Bossen havde en gang givet ham en lønforhøjelse, uden at Dalvang havde spurgt om en, udelukkende fordi det var kommet bossen for øre, at en af deres konkurrenter havde givet ham et bedre tilbud. At dette aldrig var sket, mente Thomas ikke, at der ville ske noget ved, det var nemlig ham, der havde ladet det slippe ud til bossen. Thomas havde forlangt, at Dalvang skulle tage en af Dagmars chokoladekager med til ham hver morgen i en måned. Med en hurtig hovedregning, havde Dalvang regnet sig frem til, at han stadig ville have et overskud, efter at have købt kage til ham i en måned, så det gjorde han. Dagmars kommentar havde været, at Thomas ikke skulle komme over og forhandle løn for hendes ansatte, for så ville hun ikke have nok kage til kunderne. Anden gang bossen havde kaldt ham ind på kontoret, var lige efter hans sidste mosters død. Dalvang havde prøvet at begrave sig i arbejde, for ikke at skulle tænke på, at han nu ikke havde mere familie tilbage. Han havde på kort tid fået skrabet over en måneds ekstra timer sammen, og de andre ansatte var begyndt at klage over, at han også lavede deres arbejde. Dalvang var ligeglad med, hvad han lavede, bare han ikke sad derhjemme og stirrede ud i luften. Han var rædselslagen for, at han ville komme til at indse denne forfærdelige sandhed, at han var nu helt alene. Om han så skulle ligge på alle fire og skurre hallens blanke marmorgulv med en tandbørste, havde han gjort det. Bossen havde den dag været rar og talt med ham om det at miste. Guderne måtte vide, at Dalvang igennem livet havde mistet flere på kortere tid end de fleste andre, så han vidste udmærket godt, hvordan han bedst kunne takle den situation. Alligevel havde bossen slået i bordet og givet ham tre ugers ferie til at få ordnet alle de ting, der skulle ordnes. Dalvang fik på de tre uger ryddet ud i dødsboet og bearbejdet sin sorg, men hver morgen havde han stadig været nede hos Dagmar og få kaffe, og deres samtaler havde også hjulpet meget. Denne gang var det hverken en alt for lang indkøbsliste eller et dødsfald i familien, så Dalvang var spædt på, hvad der nu var på færre.
   "Lad os gå lige til sagen," sagde bossen med en alvorlig mine. Åh gud, tænkte Dalvang og ventede på ordene Adam og Eva, eller der var en gang. "jeg har lånt dig ud," færdiggjorde bossen sætningen, rejste sig og gik hen til vinduet, hvor han stod og så ned på vejen.
   "Undskyld, hvad har du?" spurgte Dalvang chokeret, det måtte være meget seriøst, siden han slap for en lang forhistorie. "til hvem dog?"
   "Regeringen har startet et projekt oppe nord på, så de har bedt os om hjælp."
   "Okay, men hvorfor mig?" spurgte Dalvang chokeret.
   "Ja, det gad jeg også nok vide." Bossen vendte sig mod ham og smilede, så han vidste, at det var ironisk ment. "De indsamlede oplysninger om flere af jer fra lab. 5, og de mente, at du er den bedst kvalificerede. Mellem dig og mig, så er jeg enig, du er den bedste og mest engagerede genforsker vi har her på Geninstituttet."
   "Øh, tak," sagde Dalvang overrasket. Hvis jeg er den bedste genforsker I har her, hvorfor har jeg så et kontor på størrelse med et kosteskab, tænkte han. "Hvad er det så for et projekt?"
   "Aner det ikke, og du får vist heller ikke noget at vide, før du er kommet der op. Det eneste, jeg ved, er, at du skal henvende dig til en professor Petersen oppe på hospitalet, men jeg ved ikke hvilket hospital eller i hvilken by."
   "Ved du overhovedet noget?"
   "Ja," sagde bossen vredt og vendte sig helt mod ham. "Jeg ved, at vi kommer bagud med vores arbejde her, fordi regeringen gør krav på vores bedste forsker." Dalvang havde ikke ment noget ondt med spørgsmålet, og fik det lidt skidt over den måde, bossen havde taget spørgsmålet på.
   "Hvornår skal jeg være der?"
   "I går, hvis det stod til dem," svarede bossen i et lidt opgivende toneleje. "Jeg ved ikke, hvor længe det vil tage, det ville de ikke svarer på, så du må hellere sætte Claus ind i det, du er ved at lave og finde nogen, der vil vande dine blomster osv. men jeg vil gerne have, at du ringer til mig, når du er kommet der op, og når du har fundet ud af, ca. hvor lang tid du skal være der."
   "Det skal jeg nok," lovede Dalvang og rejste sig for at gå.
   "Hov, du skal for resten lige skrive under på en formular ude hos Kelly. Der ligger også en kuvert til dig og en kørselsanvisning og... tillykke med fødselsdagen."
   "Tak," sagde Dalvang og tænkte, at den lykønskning nok ikke kunne være dårligere placeret i en sætning, om man så virkelig prøvede.
   "Var det slemt?" spurgte Kelly med et smil.
   "Værre," sukkede Dalvang og tog imod et stykke papir, som Kelly rakte over skranken til ham. Det var en standart tavshedserklæring, der omfattede, hvad han ville modtage i kuverten, og hvad han skulle arbejde med oppe nord på. Han underskrev formularen og rakte den tilbage til Kelly, der straks puttede den i en svarkuvert og lagde den op i udbakken, hvorefter hun fandt en stor brun A4 kuvert, hvorpå der med store røde bogstaver var stemplet; FORTROLIGT MATERIALE. Neden under stod der Att.: PROFESSOR S. DALVANG.