Petersen gik med hastige skridt hen af gangen til kontoret, hvor han regnede med at finde Dalvang, men der var tomt. Der lød også stille inde på laboratoriet, men han åbnede alligevel døren, for at se efter. Dalvang stod foran en stor tavle og skrev.
   "Hvor brander det?" spurgte Petersen.
   "Her," sagde Dalvang og holdt op med at skrive. Han lænede sig mod et bord og pegede med tuschen mod tavlen. Petersen gik over til ham, så han kunne læse, hvad der stod på tavlen. Han lagde armene over kors og studerede tavlen en tid, hvorefter han nikkede imponeret.
   "Tror du, at det der kan lade sig gøre?"
   "Det ved jeg ikke, men det er det eneste, vi har at gå efter lige nu. Jeg mener, at det er forsøget værd," sagde Dalvang og stoppede tuschen tilbage i sin brystlomme. "Hvis vi bare kan få lavet en dosis, kan vi altid tilpasse den efter Annettes hvalpe og..."
   "Annettes?" afbrød Petersen forbløffet.
   "Jeg spiste sammen med hende i kantinen, hun fortalte, at hendes labrador skulle have hvalpe, og at den lige nu er nede ved dyrlægen."
   "Fortalte du hende, at vi har dem?" udbrød Petersen vantro.
   "Nej, selvfølgelig gjorde jeg ikke det," udbrød Dalvang forarget. "Tror du," begyndte han tøvende," at hun ville forstå, hvorfor vi har brug for dem?" Petersen rystede på hovedet. Han var heller ikke vild med, at de skulle lyve over for en af deres kollegaer, men det her måtte hun ikke vide. Alle i afdelingen kendte til de mange tilfælde af siamesiske tvillinger, og alle havde fået at vide, at Petersen og Dalvangs arbejde bestod i at undersøge, hvorfor alle disse tilfælde var der, men ikke hvordan man skilte dem ad. Hvis Annette fik dette at vide, ville hendes moral nok få hende til at forlade hospitalet, måske endda fortælle de andre om deres rigtige opgave eller endnu værre, fortælle det til offentligheden. Det ville give katastrofale følger for deres forskning. Grunden til at dette blev holdt hemmeligt var, at folk allerede brokkede sig vildt over gensplejsede sojabønner og klonede får. Hvis offentligheden fandt ud af, at de faktisk eksperimenterede med menneskebørn, hvordan ville de så reagere? Hvordan ville de reagere, hvis de fandt ud af, at det rent faktisk var staten, der stod bag projektet. Den stat de stolede på, den stat, hvis medarbejdere blev betalt af deres skattepenge for at gøre et stykke arbejde for dem? Hvad de fleste mennesker ikke tænkte på, var vel, at denne slags forskning kunne, i det lange løb, hjælpe dem. Jo mere de fandt ud af fra disse eksemplar, des større chance havde de for at finde en måde at forhindre disse ting på i fremtiden. Med genteknologi kunne de fjerne arvelige betingede sygdomme fra folks gener, så deres børn ikke ville komme til at lide af de forskellige sygdomme. Man kunne måske en gang i fremtiden, forhindre dawnsyndromet ved at undersøge cellerne i et foster med denne kromosomfejl. Man kunne stoppe blødersyndromet, hjælpe syge nyfødte børn med underudviklede organer i tide, man kunne hjælpe barnløse par... denne slags forskning kunne bane vejen for så mange utrolige og fantastiske ting. Den kunne give folk, der ellers ikke havde en chance, et værdigt liv. Folk hvis plads i livet ville være som tilskuer, kunne være med i livet og nyde alle de dejlige ting, som man normalt tager for givet. Den slags forskning bliver i dag anset på samme måde, som kirurgi og obduktion i sin begyndelse blev anset som, nemlig barbarisk. Men hvis ingen dengang havde taget chancerne og overtrådt de grænser, der dengang var tabu, hvor havde man så været nu? Ligesom dengang få folk sagde højt, at jorden var rund, eller at den ikke var centrum af universet. Hvad hvis brødrene Wright aldrig havde tænkt, gad vide, om mennesket ikke kan komme til at flyve? Om halvtreds år ville det, de arbejdede med nu, vel være lige så normalt, som kirurgi er for os i dag. Folk over hele verden lægger sig af ren og skær forfængelighed under kniven for at få fjernet tidens tegn på et langt liv, for at slippe for de ekstra timer i motionscenteret, eller i det hele taget bare for at gøre noget nyt. Nogle mennesker kan nøjes med en ny hårdfarve, andre skal have en ny næse eller større bryster. Men der er også de store og besværlige operationer, som har givet fostre en chance, så som en hjerteoperation på et foster. Barnet fik en chance for at leve, er det barbarisk? Ikke i vores tid, men hvordan lærte lægerne at udføre denne form for komplicerede operationer?
   "Hvad med de grundvandsprøver, vi skulle tage i morgen?" spurgte Dalvang.
   "Jeg tror stadig, at de er vigtige."
   "Så vi tager ud efter prøverne i morgen, og bruger hele dagen i en bil?"
   "Tja, vi kan jo alligevel nå meget, mens vi kører. Den ene kører, den anden tager notater af, hvad vi finder ud af og laver beregninger... tror du ikke, at det er muligt?" Dalvang nikkede.
   "Det er vel lige meget, om vi sidder i en bil og taler om det, eller om vi sidder her."
   "Hvor fik du egentlig ideen til det der?"
   "Som sagt, så sad jeg og spiste med Annette. Hun snakkede om stamtavler, og så kom jeg til at tænke på stamceller. Har du ikke læst den artikel om ham den gamle, hvis hjertevæv næsten var dødt?" Petersen rystede på hovedet. "Nå okay, men de tog stamceller fra knoglemarven og injicerede dem i hjertet. Han løber nu flere km hver morgen. Det var noget med, at han allerede havde haft to eller tre operationer, og en mere ville bare slå ham ihjel, så derfor prøvede de det der."
   "Okay, men hvordan kommer det ind i billedet, en ting er at reparere skadet væv, en anden er at få hele legemsdele til at vokse frem," sagde Petersen, mens han undersøgte informationerne på tavlen igen for at se, om han havde overset noget Dalvang smilede selvsikkert til Petersen, mens han vendte tavlen, så Petersen kunne se, hvad han havde skrevet på den anden side. Det var optegnelser over Dalvangs tidligere forskning i mutationerne, der fik kræften til at vokse med en overdreven acceleration, og som havde slået hans mor og mostre ihjel.
   "Mød Katrine-syndromet. For at skabe balance over disse hormonpåvirkede celler, skulle de tæmmes. Vi fik tæmmet dem. Hvad nu hvis vi kan give stamcellerne kræft og derefter tæmme dem til at blive til det, vi vil have dem til at blive?" sagde Dalvang, mens han pegede på de forskellige optegnelser på tavlen med en tynd pegepind.
   "Tror du, at det kan fremskynde processen?"
   "Stamceller og cancerceller har hver deres udviklingshastighed, og når først fostret har forladt livmoderen reduceres de, og deres udviklingshastighed daler meget, men først rigtig meget efter et par år. Hvis vi giver dem cancer, altså denne manipulerede form for cancer, vil de tilsammen nok få en helt tredje udviklingshastighed. Hvis jeg ikke tager meget fejl, så går det hurtigere."
   "Hvor hurtigt er hurtigere?"
   "Det ved jeg ikke helt præcis, men den vi fik tæmmet var ca. 4 gange mere aggressiv end almindelig cancer," svarede Dalvang og lagde pegepinden fra sig på tavlekanten. Petersen stod med armene over kors og nikkede.
   "Nu ved jeg da, hvorfor de mener, at du er den bedste."
   "Lad os nu lige se, om vi overhovedet har fat i noget, der kan bruges til noget," sagde Dalvang med en let rødmen.
   "Okay mester, lad os komme i gang," sagde Petersen med et smil.
   Da Dalvang i forvejen havde meget af arbejdet liggende på sin bærbare PC, var det nemt for dem at arbejde med det i bilen, så de startede næste dag med at køre ud til boringen, hvor de tog et par prøver og satte derefter kursen mod Dalvangs ven, der skulle undersøge prøverne. De havde taget Dalvangs computer med og arbejdede mest ud fra den, men de talte også om alt muligt andet. Petersen glædede sig til at møde Dagmar, siden han allerede havde hørt meget om hende i den tid, de havde arbejdet sammen. Dalvang havde ikke ringet og sagt, at han kikkede forbi. Han ville overraske hende, så de var blevet enige om først at køre over med grundvandsprøverne og derefter ned til Dagmar, så de ikke kom i tidsnød.
   Dalvangs ven Kenneth var på arbejde, da de ringede til ham.
   "Hej, har du vildt travlt lige nu?" spurgte Dalvang.
   "Hej, længe siden. Jeg troede, at du var sunket i jorden i en eller anden lille by oppe nord på." svarede Kenneth.
   "Det er jeg egentlig også, men noget arbejde har bragt os til byen for i dag. Noget jeg egentlig gerne ville have dig til at kikke på."
   "Nå da, hvad er da det?"
   "En prøve på noget vand. Vi skal se, om du kan spore nogle af de stoffer, der er deri."
   "Jo, hvor er du nu?"
   "Jeg holder nede foran."
   "Ha, du giver ikke mange muligheder for at nægte hva'?" grinede Kenneth højt.
   "Nemlig, må vi komme op?"
   "Hvem er vi?"
   "Petersen, ham jeg arbejder sammen med deroppe,"
   "Nå okay, gør I bare det," sagde Kenneth og lagde på. To minutter senere stod Dalvang og Petersen i døren til et laboratorium, hvor Kenneth sad og stirrede ned i et mikroskop.
   "Hej hej," sagde Dalvang og holdte en bøtte frem, hvori grundvandsprøverne lå.
   "Goddag," svarede Kenneth og gik hen til dem. Han gav Petersen hånden og regnede ikke med, at det var nødvendigt at sige sit navn. Det samme tænkte Petersen.
   "Hvornår skal I bruge dem?"
   "Hvornår kan du have dem færdig?"
   "Om en fjorden dages tid," sagde Kenneth grinede.
   "Okay, hvad med hurtigst muligt."
   "Noget specielt jeg skal lede efter?"
   "Ikke så vidt jeg ved, men kan du lave en liste over de stoffer, der er deri."
   "Tja, med eller uden de indlysende?"
   "Med, det hele skal med."
   "Så kommer det til at tage et par dage. Skal jeg ringe med resultatet, eller sende det til jer?" Dalvang så på Petersen.
   "Du må hellere sende det til os," svarede Petersen. Han var bange for, at en anden tog telefonen og enten hørte noget, som personen ikke skulle, eller at personen ikke fik givet dem beskeden.
   "Det siger vi bare. Hvor længe bliver I?"
   "Vi regnede med at køre tilbage, lige så snart vi har fået en kop kaffe nede hos Dagmar."
   "Ja det siger jo sig selv, at I skal derned," grinede Kenneth. "Hils hende fra mig."
   "Det skal jeg nok. Jeg er ked af, at det er så kort et visit, men vi er nødt til at smutte, hvis vi skal nå derned," undskyldte Dalvang.
   "Det gør ikke noget, men du kommer til at give en kasse for det her, når du kommer hjem igen."
   "Det er en aftale."
   Dalvang lurede ind af dørene i kaffehuset for at se, hvor Dagmar befandt sig. Hun stod bag disken og talte med en kunde.
   "Hvad så, hvad venter du på?"
   "At hun går ud bagved." Petersen nikkede smilende. De behøvede ikke at vente længe, for kort efter stak Birte hovedet ud af døren til køkkenet og kaldte på hende. Dalvang åbnede døren og gik ind, med Petersen i hælene. Folk så op og hilste.
   "Hej, er du allerede hjemme igen?" sagde en smilende mand i beskidte hvide overalls.
   "Nej, jeg ville bare lige overraske hende." svarede Dalvang og klappede ham på skulderen.
   "Nå okay," svarede manden og satte en finger op for munden, som om han ville tysse på sig selv. De andre hørte det, og talte derfor ikke til ham. De hilste pænt og smilede alle sammen, også til Petersen. Dalvang gik ned bagved, hvor han satte sig på den sidste stol ved disken.
   "Sæt dig bare her," sagde han og klappede på stolen ved siden af sig. De hørte Dagmars skingre grin og så igen døren gå op. Dagmar bakkede igennem den med armene fulde af tallerkner med dagens varme ret. Dalvang smilede spændt, mens hun vendte sig og fik øje på ham.
   "Nej min dreng dog, hvad laver du dog her?" hvinede hun og strålede af glæde over at se ham. "Birte!" råbte hun og stillede hurtigt tallerknerne fra sig for at give ham et stort knus.
   "Er du allerede kommet hjem igen, hvorfor sagde du ikke det, da vi talte sammen sidst?" Birte kom ind og smilede til ham.
   "Hej," sagde hun smilende til Dalvang. "Skal jeg tage dem?" Hun pegede på tallerknerne. Dagmar nikkede og gav Dalvang et knus mere.
   "Dagmar, du skal lige møde Petersen. Det er ham jeg fortalte om, ham jeg arbejder sammen med oppe nord på."
   "Åh ja, velkommen. Søren taler så pænt om dig, er din hustru med?"
   "Nej, det er hun desværre ikke, vi er her i forbindelse med arbejde."
   "Og så kom I lige her forbi?" Dalvang nikkede. "Det var da en dejlig overraskelse."
   "Dalvang har fortalt så meget om dig, så jeg har glædet mig meget til at møde dig," sagde Petersen. Hun levede virkelig op til Dalvangs kærlige beskrivelse af hende. Hun var præcis, som han havde forestillet sig ud over stemmen. Han havde sagt, at den var høj, men Petersen havde ikke troet, at den var så høj. Han blev overrasket over den varme modtagelse, især da hun også gav ham et knus. Dalvang måtte virkelig have fortalt nogle rare ting om ham. Han var lidt ked af, at Sandra ikke var med, for han havde på fornemmelsen, at de Dagmar og hende kunne få det hyggeligt sammen. Han havde altid troet, at folk i storbyerne ikke kunne lære hinanden at kende, men sådan som de andre kunder hilste på Dalvang, da han kom ind, gik det op for ham, at dette ikke var tilfældet. Efter han havde fået sandheden at vide om alle tilfældene af siamesiske tvillinger, havde han overvejet, om han og Sandra ikke skulle flytte. Her ville være et godt sted, tænkte han. Han mente også, at han og Dalvang havde fået et rigtigt godt venskab. Forhåbentligt et der kunne fortsætte, når de var færdige med projektet.
   Dagmar sørgede for kaffe og kage, og de satte sig i den sædvanlige bås og snakkede de næste par timer. Dalvang fortalte om kroen og kro mutter, der var det direkte modsatte af Dagmars venlige og imødekommende personlighed. Dagmar fik helt ondt af ham, men Petersen lovede, at han og Sandra nok skulle tage sig godt af ham. Inden de igen forlod Dagmar, lavede hun en madpakke til dem og gav dem frisk kaffe med, præcis som hun havde gjort, da Dalvang skulle af sted.
   Inden turen gik hjem, viste Dalvang Petersen rundt på Geninstituttet. Petersen var overvældet over størrelsen af stedet. De talte med Kelly, Thomas og bossen. Dalvang viste ham også det laboratorium, han til dagligt arbejdede i, og Petersen var misundelig på Dalvangs normale arbejdsomgivelser og laboratorieressourcer.
   Det tog kun et par måneder, hvor de arbejdede fra daggry til solnedgang, før de havde et serum, der var tilpasset hvalpene.
   "Hvor lang tid tror du, at der går, inden hvalpene viser tegn på serumet?"
   "Det ved jeg ikke," svarede Dalvang og tog et lille ampul op, der var mærket K-9 stamca, hvorfra han fyldte en sprøjte. Petersen tog hvalpen med to hoveder op og kælede for den, så den var rolig til indsprøjtningen. Dalvang gik hen til ham og injicerede hvalpen, der kun gav et lille sæt, da de stak. "Vi sætter det bare på skærmen inde på kontoret, så vi kan følge med derinde fra," sagde Dalvang og smed kanylen ud, mens Petersen lagde hvalpen ned i en gennemsigtig vugge på hjul, der var placeret lige under et kamera. Han checkede, at kameraet var stillet skarpt, og at det havde hvalpen i fokus.
   "Sådan, så er det bare at vente."
   "Ja," sukkede Dalvang og så på sit ur. Ventetiden var altid den trælse tid. Succes eller fiasko. Han noterede i mappen at hvalpen blev injiceret med serum K-9 stamca fredag d. 17. juli '06 kl. 10.55.
   "Skal vi gå ind og få en kop kaffe?" Dalvang nikkede, og Petersen tog begge deres kopper, mens Dalvang fyldte favnen med mapper, som skulle ind på hylden på kontoret. Bag døren åbnede Petersen et stort skab, der bag sine to store døre gemte et TV, fire videoer, der optog fra hvert deres hjørne af laboratoriet døgnet rundt, og to hylder med ekstrabånd. En femte video, der stod oven på fjernsynet, var koblet direkte til kameraet over hvalpen, og de kunne nu se hvalpen kravle nysgerrigt rundt i kassen. Båndene, i de fire videoer, skulle bruges som sikkerhed og dokumentation, hvis der skulle være indbrud, hvis noget skulle gå galt eller, hvis noget skulle gå godt. De satte sig tungt i stolene og nippede til den varme kaffe.
   "Hvis det virker, hvilke af tvillingerne skal vi så afprøve serumet på?"
   "Jeg kan ikke lide, at vi skal bruge børnene," sagde Dalvang og rynkede på næsen.
   "Tror du, at jeg kan?"
   "Nej, men det virker bare... forkert, gør det ikke?"
   "Hvis du var dødeligt syg eller hæmmet fysisk lige så meget som nogle af de børn derinde... Ville du så tage chancen for et normalt liv, hvis nogen kom op til dig og sagde, hej du, det her kan måske rede dit liv, eller forandre det til noget nær det normale, ville du så tage imod det?" Dalvang sad lidt og tænkte over Petersens sammenligning. Han ville nok, men det var jo børn, de havde med at gøre her. Man kunne ikke bare spørge dem, men de var jo heller ikke blevet spurgt, om de ville fødes. Hvis forældre kunne sige, at de ville have et barn, var det jo deres ansvar, og derfor dem der skulle tage disse beslutninger. Problemet her var bare, at de fleste af forældrene ikke ville have børnene med hjem, eller også kunne de ikke leve uden for respiratoren, så de kunne ikke komme hjem. Det var forfærdeligt at tænke på, men de siamesiske tvillinger, der nu var i deres blok, var deres ansvar. De skulle tage alle de vigtige beslutninger og dermed også alle de trælse beslutninger. Hvis han valgt ud fra, hvad han ville gøre, kunne han jo kun gøre sit bedste. Hans intentioner var i hvert fald gode. Men som en klog mand engang sagde, der findes ingen perfekte handlinger, kun perfekte intentioner.
   "Vi tager dem med mindst mulig chance for at overleve," sagde Dalvang lavmælt uden at se op. Han vidste, at Petersen havde det på samme måde. Over de mange lange dage, de havde arbejdet sammen de sidste måneder, var de blevet rigtig gode venner, og havde fundet hver deres plads i deres lille team. Når de ikke havde arbejdet, havde de sovet. Petersen havde et par gange inviteret ham hjem til middag sammen med Sandra, men han havde afslået, da han fornemmede, at Petersen og Sandra ikke havde for meget tid alene. Det måtte da også tage hårdt på hende, at han aldrig var hjemme mere. Dalvang selv havde heller ikke set meget til Annette siden deres samtale i kantinen, der jo var endt med, at han løb sin vej. De havde hilst kort på hinanden på gangen, men ellers havde de ikke talt sammen. Han ville gerne sige undskyld for, at han bare var stormet ud, uden at fortælle hende, at det ikke havde noget med hende at gøre. Men det skulle gøres ordentligt, en dag hvor han vidste, at han havde tid, og ikke lige pludselig blev nødt til at løbe igen.
   "Hvad er det du sidder og piller ved?" Dalvang så uforstående på Petersen men kom så til at mærke, at han sad og fumlede ved vedhænget på sin halskæde.
   "Nåh, det er min fødselsdagsgave fra Dagmar," sagde han stolt og viste den frem.
   "Er det ikke en Erantis?"
   "Jo, jeg har givet hende en hvert år, siden første gang jeg mødte hende."
   "Gav du hende da også en der?" Dalvang nikkede og så ned på vedhænget.
   "Hvorfor har du så ikke givet Annette blomster endnu?"
   "Det er noget andet..." Dalvang nåede ikke længere, en lavmælt knurren lød bag ham. Han stivnede og drejede langsomt om i stolen. "Er du sikker på, at det kamera stod over den rigtige kasse?"
   "Ja, hvilken kasse skulle det ellers være, vi har ikke andre hunde end to hoved," svarede Petersen, der hastede om til Dalvang for også at kunne se, hvad der skete på skærmen.
   "Okay, jamen så har vi to." Målløse så de på de to hvalpe, der snusede nysgerrigt til hinanden. De så på hinanden og mærkede begge, hvordan en brusende fornemmelse af succes begynde at brede sig i dem.
   "Spol tilbage så vi kan se det," sagde Petersen og så spændt på skærmen igen. Dalvang trykkede på knappen. og de så nu delingen i hurtig gengivelse og baglæns, mens de holdt øje med det lille ur i hjørnet af skærmen.
   "Stop der," Dalvang stoppede.
   "Uret siger nu 15 min og 12 sek., det er lige efter vi gik herind," sagde Dalvang og spolede frem igen, så de denne gang så delingen fra starten af, men stadig i hurtig gengivelse. "25 min og 34 sek.," sagde Dalvang og trykkede på play igen efter delingen var slut. Tavse stod de og så på skærmen.
   "Det var hurtigt," bemærkede Petersen vantro. Dalvang nikkede.
   "Det har taget ti minutter."
   "Var det den accelererede hastighed, du omtalte?"
   "Jeg havde aldrig forestillet mig noget lignende det her," indrømmede Dalvang. De hørte pludselig et voldsomt rabalder inde fra laboratoriet og stoppede ikke båndet for at se, hvad der skete, men sprang begge op og løb ind i laboratoriet. Hvalpene sloges voldsomt, og der var blod op af kassens sider.
   "Hvad fanden sker der?" Petersen greb fat i den ene hvalp og trak den op, men det var besværligt, for den anden fulgte med op. Den havde bidt sig fast i struben på den hvalp Petersen stod med. Den vred sig og prøvede at hyle, mens blodet stadig sprøjtede, og Petersens hvide kittel blev stænket til, så han nu lignede en slagter.
   "Grib fat i den fanden der, Dal. Den har bidt sig fast i den her." Dalvang var lidt usikker på situationen men nåede ikke at tænke meget over det. Han greb fat i hvalpen, der hang og ruskede løs i halsen på den nu slappe hvalp. Den må have mærket, at dens bytte nu var dødt, for den slap hurtigt og lukkede sine kæber om Petersens arm. Han skreg højt og længe, mens Dalvang gjorde sit bedste for ikke at rykke i hvalpen, så armen ville tage større skade. Han prøvede at trykke hvalpen mod Petersen, da han altid havde fået at vide, at en hund giver slip, hvis man trykker genstanden ind i munden på dem. Hvis dette var sandt, så havde hvalpen her i hvert fald ikke fået det at vide, for i det samme begyndte den at ruske. Dalvang følte, at han stod uden for sin krop og så sig selv knytte sin næve, hvorefter han slog hvalpen, så hårdt han kunne. Han var ikke sikker på, hvor han ramte den, for det var svært at sigte efter et mål, der bevægede sig så meget. I det samme slaget faldt, trak han hånden tilbage og lagde kraft i til næste slag. Det tog mere end tre slag, før hvalpen endelig gav slip og vendte sig mod ham. Den virkede groggy, men Dalvang gav den ikke tid til at komme til sig selv, så den kunne springe på ham. Han trak armen op og affyrede et sidste slag, der denne gang gik rent ned mellem øjnene på hunden. Den faldt sammen og lå stille. Petersen var faldet om på gulvet, og havde sparket sig op mod en væg, hvor han nu sad og gispede, mens han holdte om sin kraftig blødende arm. Dalvang faldt i knæ og så op på Petersen.
   "Er du okay?" gispede han. Petersen nikkede og så ned på sin arm.
   "Hvad fanden gik der af den?" Dalvang trak på skulderen, han var for stakåndet til at svare. "Hvad fanden gik der af dig, jeg havde aldrig troet, at du kunne slå fra dig?" grinede Petersen lettet over at det var overstået. Det begyndte nu at gå op for Dalvang, hvad han havde gjort, og han fik det straks dårligt.
   "Jeg har aldrig slået nogen. Heller ikke et dyr, men den var jo tosset."
   "Lever den stadig?" Spørgsmålet kom bag på Dalvang, der ikke havde nået at tænke så langt. Han så ned på dens krop for at se, om den bevægede sig. Det gjorde den tilsyneladende ikke, så han nærmede sig for at prøve at lytte. Intet. Han lagde forsigtigt hånden på dens overkrop, mens han holdte vejret. Hunden sprang op og vendte sig rundt og snappede efter hans hånd, mens den snerrede højlydt med fråde dryppende fra dens store hvide hjørnetænder. Han trak hurtigt hånden tilbage, knyttede næven igen og slog, alt hvad han kunne. En høj knasende lyd lød, da hans næve brød igennem kraniet, og hunden faldt nu død om.
   "Nu er den," sagde han stille. Petersen stirrede vantro på ham.
   "Nåede den at bide dig?" Dalvang så på sine arme og rystede så på hovedet. "Hvis du ikke havde slået den ihjel, havde den flået os levende. Du var nødt til det." Det beroligede ham lidt, inderst inde vidste han godt, at Petersen havde ret. "Den der er i hvert fald også død," sagde Petersen og pegede over på den hvalp, som den anden havde bidt. Dens strube lå ved siden af, og blodet var ved at være fosset helt ud af den, hvilket også fik laboratoriet til at ligne et slagtehus.
   "Kom, skal jeg lige se på det der?"
   "Hvordan har din hånd det?"
   "Den er øm." Under omstændighederne var der ikke megen grund til at smile, men alligevel undslap der et fra dem begge over denne indlysende bemærkning.
   "Kan du sy, uden at ryste?"
   "Det tror jeg nok."
   "Det skal du ikke tage dig af, det gør jeg også."
   "Okay, så ryster vi bare i takt, så skal det nok gå." Petersen grinede og kom med Dalvangs hjælp på benene igen.
   "Sæt dig her, så du ikke går i brædderne," sagde Dalvang og fandt en kontorstol til ham.
   "Det går nok, det meste af det blod her er vist den anden hvalps."
   "Det kan godt være, men vi holder lige øje med dig alligevel," sagde Dalvang og begyndte at finde sutur, nål og alkohol til at rense såret med. "Hvornår har du sidst fået en stivkrampevaccine?"
   "Det er nok ved at være deromkring," svarede Petersen og holdte en let rystende arm frem mod Dalvang, så han bedre kunne komme til at klippe ærmet af hans kittel. Dalvang rensede såret og syede det sammen. Hunden havde lavet nogle grimme dybe flænger, og det tog det meste af en time at rense det, sy det og forbinde det, efter han havde undersøgt, om senerne havde taget skade. Det havde de på mirakuløs vis ikke. Dalvang mente selv, at han havde fået de flåede hud lapper til at passe fint sammen, men ar ville han ikke slippe for.
   "Skal vi ikke røntgenfotografere dem igen i morgen, så vi kan se, om der er forekommet vævsskader under delingen?"
   "Vi ved da, hvad vævsskader, den der har," sagde Dalvang og nikkede mod den sønderrevne hvalp. Petersen fnyste.
   "Og hvordan er mine vævsskader hr. doktor?"
   "En lille rift, mand dig dog op," drillede Dalvang. Han vidste ikke meget om hunde, men han mente ikke, at det burde være fysisk muligt for en hvalp på to - tre måneder at kunne gøre dette.
   "Hvordan kan en hvalp på den størrelse gøre så stor skade?"
   "Aner det ikke, men..." startede Petersen og så på sin indbundne arm.
   "Men hvad?"
   "Hvad med at jeg lige smutter ned og får den stivkrampe, så tager du de kadavere der med ned til røntgen."
   "Det kunne være, at vi lige skal rense dem lidt, så vi ikke trækker et blodigt spor efter os."
   "God ide." Petersen rejste sig, men Dalvang lagde straks en hånd på ham og trykkede ham tilbage i stolen.
   "Sit, jeg henter en kop kaffe til dig, så ordner jeg det."
   "Jeg er ikke invalid," protesterede Petersen.
   "Nej, men du skal lige slappe lidt af, jeg ordner det." Petersen opgav og satte sig mageligt tilbage i stolen. Dalvang kom tilbage, satte kaffen foran ham og gik hen til hvalpen, som han havde slået ihjel. Den lå stadig med blottede tænder og fråde. Han tog fat i hvert forben og trak den hen til den rullevogn, de havde brugt til at køre rundt med kassen med alle hvalpene i. Han trak den op på den øverste hylde. Den næste var straks værre, han vidste slet ikke, hvor han skulle starte. Fire spande sæbevand, syv gulvklude og en masse papir senere begyndte det at se normalt ud igen. Han fandt papkassen frem, fik hvalpen slynget op i, efter han havde foret den med plastik og bugseret den op på øverste hylde. Han skulle til at trække et hvidt lagen over kasse og bord, da han stoppede op og stirrede vantro ned i kassen, derefter ned på hvalpen i den nederste hylde og igen på hvalpen i kassen.
   "Hvad nu?" spurgte Petersen.
   "Kom lige her hen og fortæl mig, at jeg ser syner." Petersen rejste sig hurtigt og måtte gribe Dalvang, for ikke at gå helt i sort.
   "Rolig nu... Er du klar igen?" Petersen rystede lidt på hovedet som for at klare det.
   "Hvad skulle jeg se?"
   "Se lige på deres tænder." Petersen stirrede på den øverste hvalp, derefter på den nederste.
   "Hold da kæft, dens tænder er jo dobbelt så store," udbrød han.
   "Nu ved vi, hvorfor den kunne gøre så stor skade."
   Efter de havde taget billeder af begge hundene, sad de sent om aftnen på kontoret med billederne oppe på lystavlen. De ville skrive rapporten med det samme, men da ingen af dem kunne forklare, hvad der var sket, var det lidt svært at beskrive det.
   "Gad vide hvorfor den amok?"
   "Aner det ikke," svarede Dalvang og satte sig tilbage i stolen. "Det kunne jo være, at den var bange for at være her."
   "Derfor går de da ikke amok på sine søskende, gør de?"
   "Jeg ved ikke noget om hunde, men vi kunne jo altid spørge Annette, hun er vokset op med nogle store hunde."
   "Granddanois?"
   "Nej, mere muskuløse... Engelsk Mastiffer."
   "I har da fået snakket en del så, inviterede du hende ud?"
   "Nej, jeg kom jo i tanke om det med stamcellerne, og jeg har ikke rigtig set hende siden."
   "Det er da løgn." Dalvang rystede på hovedet og så op på billederne.
   "Mon der er sket et eller andet med vævet?"
   "Hvad mener du?"
   "Den var jo så stærk, og de tænder den havde."
   "Ja, de skulle jo være ens."
   "Læs lige vævsprøverne igen." Petersen fandt papirerne frem og skimmede dem.
   "Jeg tror egentlig ikke, at der er det helt vilde her, men..." han gik i stå. "Nej, der er kun lidt øget fibertæthed i muskulaturen." Dalvang sad lidt og stirrede tomt i papirerne, hvorefter han lagde dem fra sig.
   "Det er egentlig en skam, at den hund døde."
   "Hvad mener du?" spurgte Petersen forvirret.
   "Vi kan jo ikke se, om stamcellerne gør en ende på canceren og reducerer som forventet."
   "Nåh. Hvad gør vi så? Skal vi prøve en hund mere?"
   "Det ved jeg ikke. Hundene delte sig jo."
   "Ja, men uden resultaterne af cancerens reducering, er det så sikkert at afprøve det på mennesker?" Dalvang vidste ikke, hvad han skulle sige.
   "De tvillinger vi har udvalgt er alligevel ved at dø, så om canceren ikke blev reduceret som forventet, så har de ikke lang nok tid igen til, at canceren ville slå dem ihjel. De vil ikke lide under det. Og så bidder de heller ikke."
   "Godt argument," sagde Petersen smilende.
   "Hvad syntes du?"
   "Jeg syntes, at vi skal prøve det på Mikkelsen tvillingerne. Det er som om, de har opgivet."
   "Så vi ændre altså serumet i morgen?" Petersen nikkede. "Skal vi sige, at det er nok for i dag?" Dalvang nikkede og fandt sin jakke.
   "Jeg kører dig hjem, og henter dig i morgen ikke?"
   "Det er nok en god ide, armen er vist lidt for øm til at kunne styre og skifte gear samtidig."
   Dalvang hentede først Petersen ved ti tiden næste formiddag. Han havde selv været meget træt, da de var kommet hjem, men han kunne ikke sove. Han havde i flere timer ligget og vendt og drejet sig, mens han tænkte over det næste skridt i deres udvikling. Petersens spørgsmål om, hvad han selv ville vælge, hvis han var dødelig syg, var dog med til at vippe vægten over til deres fordel, men han havde det alligevel svært med det. Også tankerne om den hvalp, der havde angrebet Petersen, blev ved med at køre rundt i hovedet på ham, og først nu kom chokket. Han begyndte at svede og fik en svær kvalme af dårlig samvittighed over sin egen handling. Han havde aldrig rigtig slået noget ihjel, eller bare fået noget slået ihjel, som man jo gør med dyr nogle gange. Han havde aldrig ment, at man bare skulle få aflive en hund eller kat, fordi de ikke lige passede ind i ens hverdag længere. Når man havde påtaget sig ansvaret for et dyr, så skulle man også leve op til det ansvar. Han havde selv lige aflivet en hund, og endda med sine bare næver. Petersen havde selvfølgelig ret, når han sagde, at den ville have flået dem begge, hvis han ikke havde gjort det, men det ændrede ikke på det faktum, at hunden var død. Han steg ud af sengen og hentede et glas vand ude på badeværelset. Hvor var den styrke kommet fra? Han havde aldrig troet, at han ville have været i stand til det og han var både rystet og led ved sig selv lige nu. Længe stod han og så sig i spejlet. Lige nu brød han sig ikke ret meget om ham, der så ud på ham. Kvalmen meldte sig igen, så han tømte glasset og så væk fra spejlbilledet. Kunne han have handlet anderledes? Havde der været tid til at finde bedøvelsesmiddel? Kunne han have låst den inde i et skab, til de havde fundet en anden måde at pacificere dyret? Spørgsmålene vældede frem og gav ham hovedpine. Okay, der var ikke andre udveje, du gjorde kun det nødvendige. Det er ikke sin skyld. Han prøvede virkelig at tro på det og faldt til sidst i søvn.
   "Har du sovet godt?" spurgte han Petersen, der kom ud til bilen sammen med Sandra. Petersen rystede på hovedet.
   "Hej, Allan fortalte mig, hvad der skete i går. Har du det godt?" Dalvang nikkede tøvende. Det var løgn, og han havde det dårligt med det, men han vidste på en måde, at det, Petersen havde fortalt hende, ikke var sandheden. Eller ikke hele sandheden. "Tak fordi du fik hunden af ham," sagde hun stille og gav ham et hurtigt knus. Okay, han havde fortalt hende nok. "Kan I have en god dag," sagde hun, kyssede Petersen farvel og vinkede efter dem, da de kørte.
   "Hvad fortalte du hende?"
   "Jeg sagde, at det var en Schæfer, der var stukket af hjemme fra. Jeg sagde, at den angreb mig på parkeringspladsen, da vi skulle hjem, og det var derfor, vi var så forsinkede. Du skulle jo lige sy mig sammen igen." God løgn, tænkte Dalvang og undrede sig over, at nogle mennesker kunne komme på så gode og troværdige løgne. Hvis han selv skulle stikke en hvid løgn, begyndte han at svede, blev bleg og flakkede med øjnene. Han fik også en utrolig dårlig samvittighed hver gang. Han havde aldrig været god til at lyve og havde derfor bestemt sig for ikke at gøre det. Han kunne da godt lave jokes med folk, bare han fortalte dem sandheden meget hurtigt efter. På medicinstudierne havde de en, der ikke var alt for hurtig i vendingerne, når det kom til humor, så hun havde altid været et let offer for disse jokes. Han havde lige før eksamen bildt hende ind, at hun selv skulle have remedierne med til deres anatomiske undersøgelse af et lig. Alle de andre havde været røde i hovederne af anstrengelse for ikke at komme til at grine hysterisk, da de havde set hendes ansigtsudtryk. Hun var blevet bleg og stirrede længe på ham, før hun spurgte, om han havde købt sine instrumenter. Der blevet det for meget for ham, men inden han nåede at svare, havde en af de andre sagt, at det har de da alle sammen, og derefter spurgt, om hun ikke havde set beskeden på tavlen? Lige inden hun gik i panik, stoppede Dalvang hende og sagde sandheden. Det bedste ved hende var, at hun godt kunne se det sjove i at blive taget ved næsen en gang imellem. Især af ham, for han lod hende ikke forblive i troen ret længe og stoppede det altid, inden det gik galt, eller inden hun fik gjort sig selv totalt til grin.
   "Kunne du sove i går?" Dalvang rystede på hovedet.
   "Chokket kom, da jeg var gået i seng."
   "Chokket over hvad?"
   "At jeg slog en hund ihjel med mine bare næver," svarede han stille.
   "Du reddede nok mit liv på det. Den vendte sig jo også mod dig." Dalvang nikkede bare. Det var ikke det eneste, der generede ham, men han ville ikke sige, at det egentlig var det med tvillingerne, der generede ham mest. Petersen havde større grund til at have det skidt med det, end han havde, men også større grund til at kunne sige god for det. Dalvang vidste, at hver gang Petersen så på de små hjælpeløse og misdannede stakler tænkte han på sit eget barn. Det var følelser, han ikke selv kunne sætte sig ind i, og han havde heller ikke lyt til at prøve. Hvis Petersen mente, at det var en fair løsning, så ville han ikke sætte sig imod den. Ved at afprøve serumet på det sæt tvillinger, som de havde udvalgt, kunne de måske hjælpe mange andre, der havde en endnu bedre chance for livet. Han havde aldrig hadet sit job, som han gjorde det nu, men han havde heller ikke længe følt, at hans arbejde var så vigtigt, som det var nu. Med undtagelse af fremstillingen af kuren mod Katrine-syndromet. Han følte en afsky over for dette projekt, og alligevel følte han sig underligt tiltrukket af ideen om at hjælpe alle de børn og deres familier. Deres arbejde var vigtigt, og han måtte derfor bare lægge sine følelser til side. Han ville blive belønnet, når han så dem raske, når han så glæden i familiernes øjne... Når han vidste, at deres arbejde var en succes. Han prøvede at genkalde sig følelsen fra dagen før, da de så de to hunde i kassen. Følelsen af succes. Et øjeblik lod det sig gøre, men han kunne ikke holde ved den. Det var dog nok til, at ændre hans humør til det bedre. De manglede stadig et par tests af serumet, inden de ville hente tvillingerne op, så det gik de i gang med, så snart Petersen havde sat kaffen over.