Efter at have sat Claus ind i sit arbejde, fandt han sin bærbare computer, hvori meget af hans tidligere forskningsmateriale lå. Han havde jo ikke den fjerneste ide om, hvad han skulle arbejde med, der hvor han skulle hen, men om ikke andet, så kunne han jo bruge det til at slå op i, hvis der var noget han blev i tvivl om, eller hvis noget af det rent faktisk kunne bruges. Hvis han faldt over noget interessant, kunne han også notere det deri til senere brug. Han kørte hjem til sit lille rækkehus og pakkede en kuffert med tøj, toilettaske og ekstra sko. I en anden taske pakkede han sin kalender et par gode bøger, og andre småting, som han mente kunne komme til nytte, alt efter hvor længe han skulle være der. Det er godt nok længe siden, jeg har skullet pakke så meget for at tage på arbejde, tænkte han, mens han lagde sit tøj nydeligt sammen og placerede det lidt perfektionistisk i kufferten. Alle sokkerne kom i en pose, der blev lagt ved siden af en pose, der indeholdte alle hans underbukser. Shampoo og barberskum blev også lagt i hver sin pose, som der blev bundet knude på, og lagt ned i en lomme for sig selv, der kun blev brugt til toiletsager. Da han langt om længe havde pakket kufferterne, og båret dem ned i bilen, gik han ind til naboen og ringede på.
   "Goddag unge mand," sagde en ældre dame høfligt, da hun åbnede døren.
   "Goddag fru. Jensen. Jeg ville høre, om De ville gøre mig en tjeneste?" sagde han høfligt og smilede til hende.
   "Hvad skulle det være?" spurgte hun venligt og gengælde hans smil.
   "Jeg er blevet kaldt udenbys, for at hjælpe med noget forskning, og jeg tænkte, om De ville lufte lidt ud inde hos mig en gang i mellem og vande mine blomster?"
   "Jo, det vil jeg da, hvor længe regner du med at være væk?"
   "Det ved jeg ikke, de ville ikke sige noget om, hvor længe jeg kunne komme til at være der, men jeg vil selvfølgelig ringe til Dem, så snart jeg finder ud af det," sagde Dalvang, mens han fandt en ekstranøgle frem fra lommen, som han rakte hende.
   "Det finder vi ud af så. Kan du køre forsigtigt, der kan jo være glat nogle steder."
   "Det skal jeg nok, tak skal De have." Fru. Jensen vinkede smilende efter Dalvang, da han gik ned af havegangen og over til sin bil. Dalvang havde sidste sommer tilbudt at male hendes plankeværk, da hendes søn ikke var kommet som aftalt. Hun havde allerede købt maling, smurt madder og lavet kaffe, da Dalvang, havde hørt hende skælde sønnen ud i telefonen. Hun havde været så højlydt, at han kunne høre hende ud igennem hendes åbne terrassedør. Fru Jensen var derefter trodsigt gået ud for at prøve selv, men i en alder af 80 år og med slidgigt i fingrene, havde Dalvang fået ondt af hende, og havde derfor tilbudt sin assistance. De havde siden talt sammen tit, men ikke nok til at Dalvang kaldte hende ved fornavn. Denne høflige side var noget hans mostre var gået meget op i under hans opdragelse. Han kørte ned til Dagmar, der var noget overrasket over at se ham igen så tidligt.
   "Jeg skal op nord på og hjælpe nogen med et eller andet, de har ikke engang fortalt mig, hvad jeg skal der oppe, eller hvornår jeg kan tage hjem igen."
   "Nå da, det var da noget mærkeligt noget," mente Dagmar og hældte en kop kaffe op til ham, "kommer du hjem i weekenderne?"
   "Nej, det er temmelig langt oppe nord på, så jeg ville bare sidde i bilen det meste af weekenden. Jeg vil prøve at blive færdig hurtigst muligt, fru. Jensen vander mine blomster."
   "Nå ja, den flinke gamle nabokone ikke sandt?" Dalvang nikkede og tog en slurk af sin kaffe. "Så laver jeg en kande kaffe til dig, som du kan få med på vejen, vil du have det?"
   "Meget gerne, du er en engel Dagmar," sagde Dalvang og smilede til hende.
   "Åh," smilede hun og tjattede til ham. Mens kaffen bryggede, smurte hun en god madpakke til ham. "Lov mig, at du ringer, når du er nået frem," sagde hun, da de stod i døren.
   "Det lover jeg," sagde han og gav hende et kys på kinden. Dagmar blev stående på parkeringspladsen og vinkede til ham, så længe hun kunne se bilen.
   Dalvang flyttede på sig, hans baller var ved at være følelsesløse efter 4 timers kørsel. Kaffen, som Dagmar havde givet ham med, var sluppet op, og madpakken var spist. Vejvisningen, som var i den kuvert, han havde fået af Kelly, var dog nem at følge. Et par gange var han blevet i tvivl om, om han var kørt for langt, da vejene var lange og lige. Han havde forsøgt at tælle vejene der gik på tværs, men når der nogle gange var flere km i mellem, mistede man hurtigt tal på dem igen. Et par gange kørte han igennem en by så lille, at den ikke var nævnt på kortet, og det gjorde forvirringen total. Byerne var også så små, at man ikke skulle blinke, for så ville man have overset dem. Han så ned på tankmåleren, den var kun kvart fuld. Hvis han holdt ind ved næste tankstation kunne han nok også købe sig lidt kaffe og lidt slik at fordrive tiden med. Nu skulle han bare finde en tankstation. Der gik yderligere en halv time, inden en lille tankstation kom til syne. Den mindede mest om en rasteplads i størrelsen og havde kun to standere. Kiosken var et skur, men skiltet var dog ikke håndmalet. Ironien i dette fik ham til at smile. Han holdt ind og fyldte tanken op, men han drøm om frisk kaffe bristede, da hans blik faldt på kolben, der stod bag disken, hvor en ung ranglet knægt med et ansigt, der var seriøst angrebet af akne, stod og læste i en tegneserie. Kaffen lignede noget, der var blevet lavet i forgårs, og dampede kun lige nok til, at det kunne anes. Han ture ikke engang spørge, hvor varm den var, for tilbudet om at få den varmet i mikroovnen ville spolere resten hans dag. Hans mening var, at det gør man bare ikke ved kaffe. Han købte i stedet en cola, koffeinen deri måtte da kunne hjælpe med at holde ham vågen på den sidste strækning. Han lånte også et kort for at se, hvor langt han var nået og blev positivt overrasket, da han så, at der nu kun var tyve til tredive km tilbage. Dalvang var vokset op i storbyen og havde egentlig aldrig været uden for byen, med undtagelse af en børnehaveudflugt til en landmand, der havde store marker fulde af majs. Det var en af børnenes bedsteforældre, der havde haft marken, og de havde alle fået lov at spise så mange rå majs de kunne. De havde hver fået en pose, som de kunne fylde op og tage med hjem til aftensmaden, i tilfælde af, at de ikke havde fået nok majs. Det var længe siden, og han kunne ikke rigtig huske, hvordan landskabet havde været. Et barns synspunkt på naturen var også unægtelig langt fra en voksens, så hvad han endelig kunne huske, var nok blevet fordrejet lidt, efterhånden som han blev voksen. Dalvang kørte op over en bakke og fik kort efter øje på en gammel mand i blå overalls og ternet skjorte, der gik rundt inde på en mark, der lige var blevet pløjet. Han gik og så ned i jorden, som om han havde tabt noget. Et lille stykke fra ham, stod der en gammel rustrød Ferguson, med et redskab bag på, som Dalvang ikke vidste, hvad hed, men efter jorden at dømme, måtte det vel være en plov af en art. Landskabet bag manden strakte sig i en uendelighed af marker og træer, der stod i skellene. Det var først nu, at det gik op for Dalvang, hvor flot der var herude. Ind til nu havde han, på hele køreturen, siddet og kikket i vejviseren og ellers bare stirret på vejen. Han havde slet ikke set alt den vidunderlige natur omkring sig, og blev pludselig lidt ked af, at han ikke bare havde været en passager, så han kunne have fulgt med i det hele. Han havde kun fået øje på den gamle mand, fordi han stod ca. ti meter inde på marken. Han prøvede at forestille sig, hvordan det ville være at bo herude i stedet for inde i byen. Hvor store var folks haver mon herude på landet, i forhold til det lille frimærke han havde foran og bagved sit lille røde rækkehus. Fordelen ved at bo i et rækkehus, måtte vel være naboskabet, som da fru. Jensen havde sagt ja, til at vande hans blomster, mens han var heroppe. Han kom i tanke om en historie, han havde hørt fra en af de andre medstuderende, der selv var opvokset på landet. Historien fortalte om en gammel dame, der var faldet i sit hjem ude på landet. Hun var blevet fundet kort efter, da folk ikke kunne forstå, hvorfor hun ikke var kommet ned i brugsen som sædvanligt. En person var derfor taget hjem til hende, for at sikre sig, at alt var vel. Ham, der havde fortalt historien, havde også fortalt, hvordan nye i byen ofte var blevet mødt med skepsis. Han havde sagt, at man faktisk skulle være født på egnen, for at blive rigtig accepteret. Det fik pludselig Dalvang til at gru for den modtagelse, der ventede ham. Han vidste endnu ikke, hvor stor byen var, men ud fra en sammenligning på kortet, som han havde set i på tankstationen, så var den ikke ret stor. Mon alle kender alle i den by, tænkte han, mens han åbnede en pose søde lakridser med tænderne. Hvordan mon folk har et privatliv sådanne steder? Han kørte over endnu en bakke, et højt grønt tårn steg op ved siden af ham, hvorpå der stod KFK. Lige ved siden af det grønne tårn, lå en Falck/brandstation, og lidt længere fremme, så han byskiltet. VELKOMMEN TIL BYEN, stod der med store blå bogstaver over en port bygget op i samme zigzag mønster som lygtepæle stolper. Han sænkede farten til halvtreds og så i bakspejlet, at der stod; FARVEL OG PÅ GENSYN, på bagsiden af skiltet.
   "Sikke en sød detalje," mumlede han smilende, mens han kørte videre og så sig omkring. Han kørte forbi en tankstation på ca. samme størrelse som den, han tidligere havde været inde og tanke på. Han nåede ikke at se en kiosk, selvom der stod et åbent skilt ude ved vejen. Det kunne da ikke være den trædør, han havde set i det lille træskur, der stod trukket lidt tilbage fra vejen. Der havde da været et vindue i, med nogle reklamer og lidt slikposer, men et træskur? Han rystede på hovedet og kørte videre. Han passerede en tømmerhandel, en gammel købmand, der ikke havde fået malet facade i hvad der lignede tyve år. En pølsevogn, et posthus, en kro, der egentlig så vældig indbydende ud, med blomster i blomsterkummerne under vinduerne og flaget hejst. En lille bodega og en bank.
   "Hvor mange banker kan sådan en lille by have?" mumlede han, da han kom i tanke om, at han skulle dreje i et kryds, hvor der var en bank. Han knaldede pludselig bremserne i, og så først bagefter efter i bakspejlet, om der nu var en, der ville køre op i ham. Han havde fået øje på vejnavnet på vejen, der gik til venstre. Sygehusvej, stod der. Forvirret sad han og så sig om efter det kryds, der var beskrevet i kørevildledningen. Forskudt for Sygehusvej gik der, fem til syv meter længere fremme, en vej til højre.
   "Kalder de det et kryds?" udbrød han irriteret og begyndte at blinke til venstre, mens han så op af vejen, men noget i hans øjenkrog fangede hans interesse. En gammel mand stod og stirrede på ham. Det gav et sug i Dalvangs mave. Manden stirrede fortsat på ham med et olmt blik.
   "Okay, han kan vist ikke lide nye ansigter," mumlede Dalvang og drejede op af vejen. Han blev ved at holde øje med den gamle mand, der stadig fulgte ham med blikket, til han tabte ham af syne, men den underlig følelse i maven forsvandt ikke med det første. Et skilt, hvor på der stod; Biograf, fik ham væk fra tanken om den gamle mand. I stedet begyndte han at se sig om efter den biograf, der var nævnt, indtil det gik op for ham, at det var villaen bag skiltet, med de tonede ruder, der var hentydet til. Et højt grin undslap ham. Han havde weekenden forinden siddet i Cine city og set en eller anden præmiere film, og han kunne ikke lade være med at more sig over tanken om, hvilken film der havde præmiere her. Kampen om den røde ko? Hans smil falmede, da en anden tanke pressede sig frem. Hvis det var biografen, hvordan ville hospitalet så se ud? Endnu en villa, eller en gammel gård? Hans mave knugede sig smertefuldt sammen over tanken, men i det samme åbnede vejen sig og til venstre for ham bredte en stor rødstensbygning sig ud. Den var to etager høj og havde store vinduer med hvide træ karme. Foran bygningen lå parkeringspladsen, der dog ikke var asfalteret, og ved samme indkørsel stod et skilt, der henviste til en vej ved siden af bygningen, hvorpå der stod; ambulanceindkørsel. Dalvang drejede til venstre ind på parkeringspladsen og steg ud. Han tog kun sin jakke med, da hans pung og andre papir var i inderlommen. Resten kunne han hente senere, hvis de fik brug for det i dag. Klokken var ved at være tre, så han regnede ikke med, at de skulle begynde at arbejde i dag. Det ville nok bare blive til en rundtur, og forhåbentligt ville han også blive informeret om, hvorfor han var der. Han skubbede den ene af glasdørene til forhallen op, og en saglig hvislen fra et lille vandfald blandet med en dejlig lugt, som man normalt associerer med lugten fra et køkken, mødte ham. Hallens vægge var af samme rødsten som ydermuren, en lille skranke var lige til venstre for dørene, ligefrem var en trappe ned og en gang, der gik på tværs. Til højre var to små sofagrupper med fire meget røde stofsofaer og to lyse sofaborde. Over dem hang flere billeder. Han så op på, hvad han forventede at være kunst, men opdagede så, at det var gamle fotografier. De fangede hans interesse, så i stedet for at gå over til skranken, gik han over og lagde sin jakke på en af sofaerne, for nøje at kunne studere hvert billede. Der var flere luftfotos, nogle få var tegnet. Der var billeder af en masse mennesker i hvide kitler og noget, Dalvang ville mene, var en gammel sygeplejerske uniform. Den første tegning viste en gård. Der sad et lille gult klistermærke i bunden af tegningen, hvorpå der stod; 1889. Fra den tegning til den næste, var der ikke de store forskelle, udover det lille mærkat, der nu sagde; 1899. I en længere årrække, var der blevet taget billeder hver tiende år, men kort efter anden verdenskrig, blev det lavet om. Ved siden af gruppebilledet af hospitalets personale og luftfotoet af hospitalet, hang der flere avisudklip, der var op til to år ældre end billedet, der alle beskrev de nye store ændringer på hospitalet. Det var blevet revet ned, og denne bygning var blevet bygget i stedet. Ud fra billederne kunne Dalvang se, at en bygning var blevet hærget af en brand, og der var yderligere blevet bygget en afdeling, der lå godt 800 meter bag ved de fem sammenhængende bygninger, han nu stod i. Han så nærmere på personalebilledet, det morede ham at se, hvordan folk så ud omkring den tid, han blev født. Et par bekendte øjne stirrede ud på ham.
   "Hvem er dog det?" mumlede han og lænede sig ind over sofaen, for at se nærmere på det lille utydelige ansigt.
   "Imponerende ikke sandt?" sagde en stemme bag ham. Det gav et sæt i ham, og han vente sig for at se, hvem stemmen tilhørte. En høj mørkhåret mand med venlige brune øjne smilede til ham. De havde øjensynligt samme alder, han var ikke så robust bygget som Dalvang, men ikke ranglet, og så var han et halvt til helt hoved lavere. "Kan jeg hjælpe dig med noget?" spurgte manden.
   "Ja måske, jeg skulle mødes med en Professor Petersen." Manden tog to skridt nærmere Dalvang, mens han rakte hånden frem.
   "Det var da heldigt. Det er mig, Allan Petersen. Du må være vores låne forsker, de fortalte mig ikke dit navn."
   "Jeg hedder Søren Dalvang, jeg kommer fra Geninstituttet," præsenterede Dalvang og trykkede Petersens hånd.
   "Velkommen til," sagde Petersen og lavede en gestus med armen. "Vil du have en rundvisning i dag, eller i morgen tidlig. Det er jo ved at være sent, og du er vel træt efter den lange køretur."
   "Tja… jeg er godt nok mest nysgerrig efter at få at vide, hvorfor jeg er blevet sendt herop i sådan en fart," sagde Dalvang og tog sin jakke fra sofaen. Petersen smilede.
   "Det kan jeg godt forstå. Hvad siger du til, at tage med mig hjem og spise, min kone Sandra er en fantastisk kok, så kan vi tale om det efter aftensmaden," forslog Petersen og samlede sin taske, der stod op af skranken, op.
   "Jo tak," sagde Dalvang høfligt og smilede venligt. Den gode madpakke, som Dagmar havde givet ham med, var ved at være igennem systemet, og en lille sult begyndte at melde sig. "Må jeg låne en telefon, inden vi køre?" spurgte Dalvang.
   "Ja, vil du ringe nu?" Dalvang nikkede, og Petersen gik om bag skranken, hvor han fandt en telefon frem, som han stillede op, så Dalvang kunne nå den fra den anden side. Han ringede til Dagmar, og fortalte hende, at han var kommet godt derop. Derefter ringede han til Bossen, for at sige det samme. Han ville endnu ikke ringe til fru. Jensen, da han stadig ikke havde den fjerneste ide om, hvor længe han kunne komme til at være heroppe. Han rakte telefonen ned på bordet bag skranken og vendte sig mod Petersen, der stod med den ene hånd i lommen, tasken i den anden og nynnede, mens han stod og så på alle de gamle billeder.
   "Jeg er klar," sagde Dalvang. Petersen vendte sig smilende.
   "Godt, skal jeg hjælpe dig med indlogeringen nede på kroen først, så er det da overstået."
   "Tak, det må du gerne. Er det den kro, jeg kørte forbi på vej her op?"
   "Ja, det vil jeg tro, vi har kun en," smilede Petersen skævt.
   Dalvang og Petersen var ved at tømme Dalvangs bil for bagage nede ved kroen, da han, igennem ruderne, igen så den gamle mand, men denne gang stirrede på ham fra den anden side af vejen. Det gav endnu et sug i maven på Dalvang. Den gamle mand prøvede ikke at skjule sig, det var som om, at han ville ses.
   "Hvem er ham der?" spurgte Dalvang og vendte sig mod Petersen. Han så op.
   "Hvem?" Dalvang pegede tilbage i retning af, hvor den gamle mand havde stået. Han var væk.
   "Nå, det er nok lige meget så."
   "Var det en gammel en?" spurgte Petersen.
   "Ja," svarede Dalvang i håb om, at Petersen havde nået at se ham.
   "Det kan have været en af de gamle oppe fra ældrecenteret, de trisser nogle gange rundt og inspicerer byen. Elevatoren kører ikke helt op på dem alle sammen, hvis du ved hvad jeg mener. Nogle af dem mener vist, at det er deres pligt at følge med i alt, hvad der foregår her i byen, han ville nok bare se dig an, siden du jo er et nyt ansigt," svarede Petersen, mens han fyldte hænderne med bagage og gik ind af svingdørene til kroen. Dalvang tvang sig til at slå det hen, som var det bare, som Petersen mente, en gammel mand, der var ude for at inspicere byen. Alligevel løb det ham koldt ned af ryggen, for der var noget bekendt ved den gamle mand, som om han havde set ham før, og ikke bare oppe ved banken lidt tidligere.
   Sandra kom ud for at tage imod dem, da hun hørte døren gå.
   "Hej skat," råbte hun inde fra stuen, inden hun nåede ud i gangen.
   "Hej, jeg har inviteret ham professoren, som jeg skal arbejde sammen med, på aftensmad," sagde Petersen højt. I det samme kom Sandra ud i gangen. Hun var en meget flot kvinde i starten af de tredive med langt kastaniebrunt hår og blå øjne. Hun havde en neutral makeup på, der lige fremhævede de mandelformede øjne og hendes høje kindben. Hun var smart i tøjet, uden at det blev festtøj. Dalvang havde svært ved at tage øjnene fra hende. Ikke fordi han syntes, at hun var smuk, for det gjorde han, men fordi hun ikke lige var det, han normalt forbandt med "konefiguren". Hun rakte hånden frem og præsenterede sig smilende, mens Dalvang nåede at tabe jakke, inden han fik rakt hende hånden. Petersen fik igen hendes udelte opmærksomhed, og hun viskede noget til ham. Efter hans ansigtsudtryk at dømme, ville de helst være alene.
   "Er du sikker på, at det var i orden, at jeg er kommet med uanmeldt."
   "Hvad? Nej øh jo. Bare rolig, det er helt i orden," sagde Petersen og rømmede sig. Han så ud til at have svært ved at få det, som Sandra havde hvisket til ham, ud af hovedet. Han tog Dalvangs jakke og hængte den på en bøjle, hvorefter han viste ham ind i stuen.
   "Tusind tak for mad, det smagte dejligt," sagde Dalvang og lænede sig tilbage i stolen, der gav et højt klagende knirk fra sig. Dalvang sad som forstenet og ventede på, at den nu ville forsvinde under ham, hvert øjeblik det skulle være. Petersen grinede højt.
   "Bare rolig, så længe det knirker, så holder det. Vil du have mere vin?"
   "Ja tak," svarede Dalvang, mens han forsigtigt satte sig ret op i stolen igen. Han stolede ikke helt på den mere. Sandra rejste sig og begyndte at samle tallerknerne sammen. Dalvang rejste sig straks og begyndte at hjælpe til.
   "Nej det behøver du ikke, du er jo gæst, og jeg ved, at Allan har en masse at fortælle dig. Vil I have en kop kaffe?" spurgte hun smilende.
   "Jo tak," sagde Dalvang og satte tallerknen fra sig igen.
   "Jo, det lyder ikke dårligt," svarede Petersen og bukkede sig ind over bordet for at give Sandra et kys på kinden.
   "Tak for mad," sagde han, før han viste Dalvang hen til en sofagruppe, der stod op til et stort vindue ud til forhaven. "Værsgo at tage plads, jeg skal lige hente noget," sagde Petersen og gik ud i gangen. Dalvang så sig lidt om i stuen. Det var en hyggelig stue, med spisestue i den ene ende og dagligstue i den anden. Der var mange billeder på vægge og reoler af Petersen og Sandra. Nogle hvor de sad med anden familie, et hvor Petersen gyngede Sandra i et gammelt bildæk, der var hængt op i et træ, et hvor de sad med to små identiske piger, der var iført lyserøde kjoler med matchende kyser. Der var flere små nips genstande, der øjensynligt havde en høj affektionsværdi. I vindueskarmen stod der tre små lerfigurer, der fangede hans interesse, så han gik over for at se nærmere på dem. Haven lå hen i mørket, men var stadig svagt oplyst af gadelygternes svage orange skær. Ikke en vind rørte sig til aften, og buskene stod stille hele vejen rundt om den blomsterprydede haven. Midt for stod den gamle mand og stirrede ind på ham. Et gys jog igennem ham, og hans hjerte hamrede hårdt i brystet. Han nærmede sig ruden med ansigtet, for at se ham ordentligt, og for at vise, at han havde fået øje på ham. Manden bevægede sig ikke. Han stod bare helt stille i regnen med hænderne i lommerne på det mørke regnslag, men der var ingen tvivl om, at det var den samme mand som tidligere, og selvom Dalvang ikke kunne se mandens ansigt ordentligt under hætten, kunne han mærke hans øjne bore sig ind i ham. Skulle han fortælle Petersen om ham nu? I det samme kom Petersen ind af døren.
   "Så skal du bare se," sagde han. Dalvang så hurtigt over på ham og derefter tilbage på den gamle mand. Han var væk. Forvirret så han rundt i haven og på vejen. "Flot have ikke sandt? Det er Sandras værk, hun elsker at ordne have," sagde Petersen da han kom over til Dalvang.
   "Jo den er flot," sagde han distræt. Han ville ikke nævne manden, bestemte han sig for. Ikke endnu i hvert fald.
   "Skal vi sætte os, så du kan blive indviet i, hvorfor du er blevet sendt herop?"
   "Ja tak," smilede Dalvang, hvis nysgerrighed igen blussede op.
   "Jeg vil lige advare dig, der er nogle ret hæslige billeder imellem her," sagde Petersen, da han rakte den første mappe til Dalvang. Selv med Petersens advarsel, kunne det ikke have forberedt ham på, hvad han så, da han åbnede mappen. Synet af billederne, som han hurtigt bladrede igennem med et vantro ansigtsudtryk, gav aftensmaden en returbillet, der snart skulle indløses. Det ene billede var mere gruopvækkende end det næste. Det ene mere misdannede barn efter det andet stirrede tomt op på ham fra billederne. Han begyndte at synke hurtigt, for at fjerne det tynde mundvand, der pludselig løb meget hurtigt. Petersen måtte have genkendt hans reaktion, for han fortalte ham med det samme, hvor toilettet lå. Dalvang lagde mappen og gik. Han havde ikke kastet op over noget siden medicinstudierne, hvor de skulle øve sig på kadaver, men når det havde noget med børn at gøre, så var sagen pludselig en andet. De havde heller ikke været for heldige med det kadaver, som han og en anden skulle øve sig på, for det viste sig, at det, der ved en fejl var blevet lagt ved dem, var en, der havde begået selvmord ved at indtage et stof, der havde ætset hans indvolde væk. Da de åbnede ham, var der ikke de organer, som de skulle arbejde med, men derimod en stor klat ildelugtende budding. Det havde fået både ham selv og hans makker til at kaste op på stedet. De havde dog undgået kadaveret ved at vende sig bort fra det, hvilket havde resulteret i, at Dalvang havde kastet op på kateteret og hans makker på to af de andre elever. Kutymen var, at man selv skulle rydde op efter sig, hvis man kastede op, men i dette tilfælde havde de fået lov at slippe. De havde fået en undskyldning, og ham, der ved en fejl havde givet dem det forkerte lig, havde fået lov at tage oprydningen. Et par af de andre elever havde også den dag haft en eller flere deja-vuer med deres frokoster, selvom deres lig stadig var hele og normale inden i. Men børn vænnede man sig aldrig til. Billederne i mappen viste kun groteske mislykkede delinger af tvillingefostre. Normalt deles enæggede tvillinger omkring trettende svangerskabsuge, men disse var begyndt et sted, stoppet igen og derefter begyndt igen et andet sted. Sådan var det fortsat hele svangerskabet igennem. Det burde være umuligt, og hvis det endelig skulle forekomme, så ville chancerne være en ud af flere millioner. I mappen var der omkring tyve billeder af forskellige børn. Nogle af billederne var af fostre, der ikke var fuldbårne. Men de havde været gamle nok til, hvis det havde været et normalt barn, at have haft en rimelig chance for at overleve, ved at starte livet i en kuvøse. Normalt skulle kroppen afvise disse fostre ved spontan abort inden for den første tremester af svangerskabet, men disse var først gået til i sidste tremester af svangerskabet, eller fjernet fordi de var livstruende over for kvinden der bar dem pga. deres størrelse og form. Dalvang kom tilbage og satte sig stille i sofaen over for Petersen, der så på ham med medfølelse.
   "Sådan reagerede jeg også," sagde han stille. Gallen sved i Dalvangs hals, og han var sikker på, at en slurk rødvin ikke ville hjælpe på sagen.
   "Må jeg få et glas mælk?" spurgte han og rømmede sig lidt.
   "Det kan du tro," sagde Petersen og rejste sig. Dalvang sad og stirrede på mappens omslag. I øverste venstre hjørne stod der: SUNDHEDSMINISTERIET, og midt på mappen var der stemplet med røde bogstaver: FORTROLIGT MATERIALE. Han kunne næsten ikke få sig selv til at åbne mappen igen, så han nøjes med at bladre i det ene hjørne, til han fandt noget der ikke lignede hjørnet på et billede. Der var fire ark, der var klipset sammen i det ene hjørne. Dalvang tog dem ud og skimmede dem. Flere steder på første ark var der streget en masse ord over med en gul overstregningstusch. Resten var bare fis fornemme ord, man skulle have en fremmedordbog til at oversætte. De gule fremhævelser af teksten fortalte om et nyt præventionsmiddel kaldet p-sprøjten, der havde haft nogle kraftige bivirkninger, der ikke var blevet opdaget, før det var for sent. Det skulle have været afløseren for p-pillen og den lille hormon pind på størrelse med en tændstik, som kvinder fik sat ind under huden i armen. P-sprøjten skulle vare effektiv i op til 6 mdr. af gangen, og kostede det halve af et halvt års forbrug af p-piller. Han fik en kuldegysning ved tanken om det, de her omtalte som en bivirkning. Petersen kom ind igen og satte glasset foran ham.
   "Tak," sagde Dalvang og drak mælken langsomt.
   "Hvad så?"
   "Jeg sad lige og læste om deres såkaldte bivirkninger," sagde Dalvang og holdt papirerne op i luften, inden han lod dem glide over bordet til Petersen.
   "Ja, det er hård kost hva'?" Dalvang nikkede og drak lidt mere af mælken. "Der er lige noget, du bør vide om det der," begyndte Petersen lavmælt, med et udtryk af ramme alvor. "Men det skal blive mellem os, ikke?" Dalvang nikkede og lyttede interesseret. "Der står deri, at børnene er en bivirkning af p-sprøjten, den køber jeg ikke."
   "Hvorfor, har du set tilfælde, hvor kvinderne ikke har fået den indsprøjtning?" Petersen så på ham med et sørgmodigt blik, inden han nikkede stille og så ned i gulvet.
   "Sandra," sagde han lavmælt og skævede til Dalvang, der lignede en, der havde fået en spand kold vand i hovedet.
   "Okay, jeg forstår…" begyndte han, for at Petersen ikke skulle til at rode op i et gammelt sår, der tydeligt stadig var meget smertefuldt.
   "Nej, det tror jeg ikke, at du gør. Jeg har taget opgaven her af personlige grunde, du er her bare fordi, at du er blevet sendt herop," sagde Petersen med et lettere indigneret toneleje. Dalvang brød sig ikke om tonen i Petersens stemme, men det var langt fra første gang, at folk, der havde haft død og sygdom tæt på, havde beskyldt ham for at være kold af den simple grund, at han var læge og ikke selv delte deres oplevelser på samme personlige plan. "Jeg ved godt, at man ikke må arbejde på sådan noget her af personlige årsager, følelserne kan komme i vejen for resultaterne…" fortsatte Petersen lettere sarkastisk.
   "Jeg er ikke helt enig," sagde Dalvang roligt. Petersen så afventende men mere åbent på ham. "Man kan vel godt sige, at jeg selv er endt her af personlige årsager." Petersen så uforstående på ham, men med et blik, der bad ham forklare nærmere. "Har du hørt om Katrine-syndromet?"
   "Ja, jeg mener, at jeg læste noget om den i lægernes illustrerede for et par år siden. Noget om en arvelig betinget hormonforstyrrelse, ik'?" Dalvang nikkede og fortsatte.
   "Katrine var min mor." Nu var det Petersen, der lignede en der havde fået kold vand i hovedet. "Hun døde af sygdommen, omkring min ni års fødselsdag, begge mine mostre, der opdragede mig efter hendes død, er døde af sygdommen. Da jeg var fjorten, fik jeg en dagbog skrevet af min mor, til mig faktisk, hvori hun beskrev sine tanker og følelser. Hun vidste godt, at min fødsel ville slå hende ihjel, men hun fortrød aldrig. Jeg lovede mig selv, at jeg ville finde en måde at stoppe udviklingen og lave balance i hormonerne. Det lykkedes for to år siden, og jeg opkaldte den efter min mor." En længere tavshed faldt over dem.
   "Jeg tror virkelig, at du er den rette til jobbet," sagde Petersen endelig med et skævt smil. "Undskyld jeg bed af dig før."
   "Det gør ikke noget, det er vel forståeligt nok." Petersen smilede og bød Dalvang et glas vin mere. Han takkede ja, da mælken havde fjernet det værste af gallens krads fornemmelse i halsen og stabiliseret mavesyren.
   "Vil du uddybe din mistanke om rapportens fejl?" Petersen nikkede mens han stillede flasken igen.
   "To år efter at Sandra og jeg blev gift, blev vi gravid. Vores lykke var gjort, tænkte vi og begyndte, som alle andre lykkelige vordende forældre, at gøre børneværelse klar, købe babytøj, og hvad der ellers skal bruges til sådan en lille størrelse. Vi legede med navne og brugte mange timer på at gætte, hvis næse og øre den lille ville få. Det blev nogle ret sjove kombinationer." Petersen sad lidt og grinede ved mindet om den lykkelige tid. "Man bliver jo ikke skannet før attende uge, og der var alt normalt, sagde de."
   "Kunne du ikke se på billedet, om der var noget?" spurgte Dalvang.
   "Jeg udpegede et par ting, som jeg mente så underlige ud, men jordemoderen havde utvivlsomt mere erfaring i at læse de todimensionale billeder, end jeg har, så jeg holdt min mund. Jeg var også bange for at bekymre Sandra med alle mine spørgsmål. Jordemoderen fik så pludselig mistanke om, at der var to, så vi kom kort efter til endnu en skanning, hvor meldingen igen var, at alt var normalt." Petersen blev stille, som om han skulle tage sig mod til at fortsætte. Dalvang ville ikke skynde på ham, så han ventede tålmodigt, til han var klar til at fortsætte. "I sidste tremester fik hun nogle kraftige plukveer, så vi tog op på hospitalet og fik kørt en strimmel. Der skulle jo ikke være noget galt, bare fordi der kom nogle plukveer. De forklarede, at det var ganske normalt, især i tvillingegraviditeter, og vi skulle bare holde øje med, om fødslen gik i gang tidligere. De sagde, at det også var ganske normalt, for når livmoderen når en vis størrelse, så mener den, at barnet er fuldbåret og sætter fødslen i gang. De fik mistanke om, at de var lidt klemt, da deres hjerterytme var for langsom, og de talte om at sætte fødslen i gang. De skannede hende igen, for at se børnenes placering, da de ikke kunne mærke det uden på livmoderen. Som du ved, så er fejl nemmest at finde, når man ved, hvad man leder efter." Petersens udtryk viste tydeligt hans foragt for deres behandling af sagen ind til da.
   "Hej, forstyrrer jeg?" spurgte Sandra pludseligt over fra døren.
   "Nej nej, kom bare ind," sagde Petersen smilende, efter han var sprunget op og lagt en hånd på mappen, for at sikre sig, at ingen af billederne lå fremme, så hun kunne se dem. Sandra kom hen og stillede en bakke med kaffe og småkager på bordet.
   "Jeg tænkte, at I gerne ville have en kop kaffe," sagde hun og smilede venligt til Dalvang, der var lyst helt op over ordet kaffe.
   "Mange tak," sagde han. Sandra forlod igen stuen, og Petersens ansigt antog samme nedtrykte mine som før. Han var vant til at skulle dække over sine følelser, når det havde med arbejdet at gøre. Sandra vidste ikke, hvad han arbejdede på, og hun spurgte aldrig. Petersen spildte ingen tid, før han begyndte på sin fortælling igen. Måske fordi han havde brug for bare at komme ud med det.
   "Vi sagde ja til at sætte fødslen i gang. De foretog et kejsersnit, da de mente, at barnet ikke havde chance for at overleve inden i Sandra, og hun havde ingen chance for at overleve med dem inden i sig. En normal fødsel kunne slet ikke komme på tale." Petersen holde inde lidt, og Dalvang kunne tydeligt se, at det pinte ham at gennemleve det hele inde i hovedet igen.
   "Du behøver ikke at fortsætte," sagde han stille.
   "Jo, det er vigtigt, at du ved, hvad du kan… hvad du vil blive udsat for," svarede Petersen og rejste sig. Han gik hen til et skrivebord placeret i hjørnet af stuen, der fungerede som et lille kontor med reoler fulde af bøger og et arkivskab. Han kom tilbage igen med en tyk kuvert, som han rakte til Dalvang. "Her er vores barn." Dalvang åbnede kuverten og begyndte igen at kæmpe mod mavens opløftninger og det rindende mundvand. Barnet var delt til navlen fra neden, hvilket vil sige, at det havde fire ben og to underliv, der næsten var af hver sit køn. Det var svært at sige, siden begge underlivs genitalier var deforme. Hovedet var også begyndt at deles, men delingen var hurtigt gået i stå igen. Ikke hurtigt nok til, at dens hjerneskal, der mindede om skallen på en indisk elefant, bare kunne dækkes af en masse hår, da den også havde tre øjne. Dens hud lignede overfladen på en rosin, men var dog stadig hudfarvet. Armenes og benenes knogler havde krøller som permanentet hår. Den havde ganespalt i en sådan grad, at den hverken havde næse eller mund, men bare et hul og iris i øjnene var hvide.
   "Det her…" han sank en klump, "Det her kan ikke lade sig gøre," sagde han spagt.
   "Hvad af det?
   "Det hele."
   "Noget af det er set før. Man mener, at det var ambiguous genitalier, der forsagede de ugenkendelige kønsdele, men en præcis diagnose kom man aldrig frem tid."
   "Og resten?" Petersen trak på skulderen.
   "Det har jeg ikke kunnet finde noget om," sagde han stille.
   "Hvordan kan det være, at jeg aldrig har hørt om det her? Jeg mener, jeg arbejder jo med arvemasser og sådan noget, jeg skulle da være stødt på sådan noget her."
   "Kom alle sammen og se vores rosin barn," sagde Petersen og rakte triumferende armene i vejret. "Vores barn skulle ikke udstilles som en anden cirkusattraktion, og jeg vil tro, at de andre forældre mente det samme." sagde han og pegede på den første mappe, de havde set i.
   "Hvad blev der af barnet?" spurgte Dalvang, der faktisk skulle tage sig selv i ikke at omtale denne ugenkendelige skabning som det.
   "Det levede to timer i en kuvøse. Udover det du kan se på billederne der, så var dens organer lige så deforme. Hjerteklapperne fungerede ikke, blodet løb den forkerte vej, leveren svigtede, nyrerne svigtede, den havde kun en lunge, ingen tunge og ingen anus." Dalvang fik det dårligere og dårligere for hver ting, Petersen remsede op. Han opdagede nu, at han var begyndt at ryste på hænderne, og lagde derfor billederne tilbage i kuverten og lagde den fra sig på bordet. Ude af øje ude af sind.
   "Ved du hvor tit, der forekommer siamesiske tvillinger?" spurgte Petersen og foldede hænderne.
   "Jeg er ikke helt sikker, men er det ikke et sted mellem hver halvtreds tusind til hundrede tusind fødsler?" Petersen nikkede.
   "Hvor mange år vil du tro, at det har taget at samle den mappe der?" Dalvang så på mappen og lavede en hurtig gennemsnitsregning af alle landets fødsler.
   "En femten tyve år vil jeg tro," svarede han.
   "Femten tyve år? Sig mig, hvor mange børn tror du vi får heroppe?" Dalvang stirrede vantro på ham. "Det er kun for byen her," sagde Petersen.
   "Jamen så er vi jo tilbage til dengang, ruder konge var knægt."
   "Der er for tre år," sagde Petersen. "Vi har haft to normale fødsler på hospitalet over den periode."
   "Hvad så før den periode, hvor mange siamesiske tvillinger havde i der?"
   "Ingen," svarede Petersen. Dalvang virkede til at ånde lettet op, så var der da en bund i det. "Men der var kun få normale fødsler." Det gav et kraftigt sug i Dalvangs mave.
   "Hvad siger du?"
   "Fire normale fødsler på 6 år inden tvillingerne begyndte at komme. Det er som om, ingen fik børn før det."
   "Det kan da ikke passe," sagde Dalvang vantro, Petersen trak på skulderen.
   "Jeg havde også svært ved at tro det."
   "Hvor mange kvinder her fra byen har så født på andre hospitaler?"
   "Ingen, jeg har kikket journalerne igennem, og jeg har ikke kunnet finde nogen, eller noget der kunne forklare det her." Dalvang lænede sig hovedrystende tilbage i sofaen.
   "Vil det sige, at ifølge rapporten der, så har alle kvinderne i byen her taget det medikament, udover de par stykker, der fik normale børn?"
   "Det vil de jo påstå, men Sandra fik det jo ikke," rettede Petersen ham.
   "Hvad siger journalerne?"
   "De siger, at de kvinder, der har fået tvillingerne der, har også fået p-sprøjten. Men jeg ved ikke, om det er derfor Sandra ikke er deri," sukkede Petersen.
   "De har vel ment, at hun er et enkeltstående tilfælde, så hun var ikke vigtig nok til at have med i statistikken," foreslog Dalvang. Petersen trak atter på skulderen. Dalvang sad lidt og spekulerede over det, han lige havde hørt. Han kunne pludselig ikke finde mening i, at han var der. Han var jo genforsker og havde hovedsageligt arbejdet med arvelige sygdomme, så han kunne da umuligt være den mest erfarne at sætte på denne opgave. Der kunne jo ikke være tale om en genmutation i en hel by, kunne der?
   "Hvor er det helt præcist, at mit speciale kommer ind i billedet? Jeg mener, hvis vi skal kortlægge fejlene i de…"
   "Det eneste der er galt med de fleste af tvillingerne er, at de sidder sammen, så de har topprioritet," afbrød Petersen ham. Det hjalp ikke Dalvang meget. Man havde jo længe forsøgt at finde ud af, hvad der enten startede delingen for sent, eller hvad der stoppede den igen ved de siamesiske tvillinger, men ind til nu havde det været den ene blindgyde efter den anden. "Vi skal undersøge børnene og forældrene i de sager, der ligger der," sagde Petersen og pegede på den første mappe, Dalvang havde set i. "Men også de normale børn og deres forældre." Det vil jo tage hundrede år, tænkte Dalvang. "Hvis vi kan finde ud af, hvad der forsager de mislykkede delinger, godt, men vores mål er, at få de siamesiske tvillinger til at dele sig færdige uden for livmoderen." En ny følelse fandt sig til rette i Dalvang, følelsen af at han pillede i noget, som naturen ikke mente, at der skulle pilles i. Det var jo som at lege gud. Bare tankerne om at lave en kunstig livmoder, ville være at træde naturen over tæerne i Dalvangs øjne. Efter det Petersen havde fortalt ham om hans og Sandras barn, kunne han godt se, hvor Petersen havde sine grunde fra, og det fik ham til at tænke på, hvordan Petersen havde fået opgaven?
   "Hvordan er du kommet til at arbejde på opgaven, er det dig eller staten, der er kommet på ideen?"
   "Det er staten," svarede Petersen.
   "Ved de, at du har fået en af de børn, eller har de overset det? De ville da ikke sætte dig på opgaven, når du er personligt engageret, ville de?"
   "Det ved jeg ikke, det kan jo være, at de tror, at jeg arbejder ekstra hårdt, nu hvor jeg har mine egne grunde til at gøre det, eller også mener de, at jeg bedre ville kunne forstå grunden til, at det skulle holdes hemmeligt, fordi jeg selv gerne vil holde sandheden om vores barn skjult for offentligheden."
   "Det kunne være, men vidste du ikke det meste i forvejen, siden du arbejder deroppe, eller det gjorde du måske ikke inden."
   "Jo, jeg arbejdede der oppe, og jeg har da også vidst, at noget ikke var, som det skulle være, men når man aldrig læser noget i aviserne, så slår man det vel bare hen," sagde Petersen og slog beklagende ud med armene. Han havde beskyldt sig selv mange gange, siden deres barn var kommet til verden, siden han ikke kunne gøre noget for at hjælpe det. Han havde dårlig samvittighed over at være hjælpeløs.
   "Hvordan tror du, at det kan være?"
   "Dengang vi fik vores barn, kom der nogen og talte med os. De overbeviste os om, at det ikke vil gavne nogen, slet ikke os selv, at offentligheden fik noget at vide om det. De snakkede om folks nysgerrighed osv. Vi ville nok bare blive overrendt af nysgerrige folk med dumme spørgsmål. Jeg vil gætte på, at de også har talt med alle de andre forældre om det. Folk er vel ikke klar over, hvor mange der egentlig er, for hvis de var det, så ville forældrene til disse højst sandsynligt tale sammen om det. Nogen ville nok have fået den geniale ide at oprette en støttegruppe."
   "Det er sandt," sagde Dalvang eftertænksomt. "Men det må da komme ud på et eller andet tidspunkt, det skal det da."
   "Da sundhedsstyrelsen kontaktede mig, sagde de, at det ikke skulle offentliggøres før der lå en redegørelse på, hvordan det kunne lade sig gøre at sætte disse børn i verden. De er bange for, at folk ikke tør få børn mere, om de så ikke engang er i risikogruppen." Man begynder da ikke at tale om risikogrupper, inden man har fundet noget at basere denne betegnelse på, tænkte Dalvang, for så vidt han kunne se, så var der ikke tale om nogen risikogruppe endnu, da Sandra jo også havde fået et barn, der var som dem, de ville klassificere som risikogruppen. Det var åbenbart bare en betegnelse de slyngede ud i luften uden fakta til at understøtte deres teori. "Desuden skal man være både blind, døv og dum, for ikke at kende til rygterne her i byen. Nu hvor jeg kender sandheden, så kan jeg godt hører, hvor dumme de er," sagde Petersen smilende.
   "Hvad siger rygterne da," ville Dalvang vide.
   "Puha, alt fra noget religiøst pjat om, at det er guds straf til alle dem der horer rundt, til ufoer der bortfører folk og laver forsøg på dem, til et komplot. Noget med, at regeringen skulle skjule noget med kemisk krigsførelse under anden verdenskrig, noget med, at de skulle have sjusket med oprydningen eller sådan noget." De grinede begge af disse teorier. Godt nok havde Dalvang brugt tiden på noget andet under historietimerne i folkeskolen, men kemisk krigsførelse af en sådan art under anden verdenskrig, ville være noget han kunne huske. Ufo historien var for langt ude, og han var ikke ret religiøs. Han troede da nok på, at der var et eller andet, men det var nok bare det, som videnskaben ikke havde været i stand til at forklarer endnu, med den nuværende teknologi.
   "Folk må da virkelig kede sig, når de kan bruge så meget tid på at sammenkoge sådan nogle historier," grinede Dalvang. Petersen nikkede og slugte resten af sin rødvin.
   "Ja, men den med de kemiske våben og komplottet var nu ellers meget god og temmelig detaljeret."
   "Han skulle skrive en bog."
   "Ja, men du ved, hvordan det er med rygter, der bliver altid lagt lidt nyt oven i for hver gang, et rygte bliver genfortalt."
   "Hvad er sandheden så?" De grinede færdigt, inden Petersen begyndte at fortælle videre.
   "Det er en af de ting, vi skal finde ud af. Området her er jo et af de bedst udnyttede landbrugsområder i landet. Der har gennem årene været brugt mange forskellige sprøjtemidler, både til at slå ukrudt og bladlus osv. ihjel med, men også til at øge væksten af afgrøderne. I tidernes morgen eksperimenterede landmændene selv med flere forskellige vækstfremmende midler. Nogle mener, at det er gået i grundvandet, og at det er det vi ser resultatet af i dag," sagde Petersen igen alvorligt.
   "Mener du, at folk er blevet forgiftet?" spurgte Dalvang bekymret. Petersen nikkede, og Dalvang så ned i sin kaffekop.
   "Bare rolig," smilede Petersen.
   "De to normale børn, der blev født, hvor kommer deres forældre fra?" spurgte Dalvang.
   "Hvor vil du hen?"
   "Hvis forældrene ikke kom her fra egnen, eller ikke havde boet her længe nok til at blive forgiftet, kunne det jo være grunden til, at de var normale."
   "Hmm, jeg mistænkte det selv på et tidspunkt, men min søster fik et sæt enæggede tvillingepiger for halvandet år siden, og dem er der ikke noget i vejen med," sagde Petersen og rakte ud efter kaffekanden. "Men hun er jo ikke vokset op på egnen, hun blev i storbyen, da vi flyttede herud. Hun har kun været her på weekend og sommerferie. Og det vil sige, at det er hos Sandra, det ligger, hvis jeg ikke også har boet her længe nok til at blive forgiftet," sagde Petersen eftertænksomt.
   "Hvad med at vi starter med at tage et par prøver af grundvandet," foreslog Dalvang.
   "Det har jeg gjort, jeg sendte prøverne ind for et par uger siden, og de kom tilbage normale. Der er ikke noget i vores grundvand, der ikke er alle andre steder i landet. Hvis det er en forgiftning, er det noget der stadig er i vores kroppe, men ikke længere i grundvandet. Mon det er en kombination af noget, og p-sprøjten blandt andet har været en afgørende faktor, som de siger?"
   "Hvis vi kan finde ud af, hvad der forsager det, har vi større chance for at finde ud af det. Men det kunne være en kemisk reaktion mellem stofferne i grundvandet og stofferne i p-sprøjten. Hvis ikke det lige var fordi Sandra aldrig har fået den," sagde Dalvang.
   "Jeg ved det ærlig talt ikke, jeg kan ikke rigtig komme på andre ideer. Slet ikke lige nu, jeg er ved at være lidt kvæstet. Skal vi ikke holde for i dag? Du skal vel også have lidt søvn, du bliver jo smidt hovedkulds ud i det i morgen," sagde Petersen smilende og rejste sig.