Han trak jakken tæt op om ørerne og steg ud af bilen. Blæsten peb i trækronerne og gjorde sit for at få rykket den blå vindjakke af ham, mens han ufortrødent fortsatte op ad skrå¬ningen, hvor en uniformeret betjent stod og vinkede ham op. Blink fra udrykningsfartøjerne farvede både den mørknende himmel og omgivelserne, og det gøs i ham. Den reaktion havde disse farver i aftenmørket altid fået frem i Matt Byron.
   "Er retspatologen kommet?" spurgte Matt og trak sin opmærk¬somhed væk fra farverne.
   "Nej, han er på vej," svarede betjenten.
   "Okay, retsteknikkerne?"
   "Ja, den ene er kommet, den anden sidder fast i en kø på grund af et trafikuheld."
   "Genialt," mumlede Matt og fortsatte ind i bevoksningen. Selvom han allerede var blevet advaret om, hvad der ventede ham, så skar synet af liget sig stadig et permanent billede på hans nethinde. En mere til samlingen af alle de andre døde børn, han havde set i sine femten år hos politiet.
   "Godaften, Byron," sagde en høj mørkhåret mand bag ham. Matt vendte sig kort og smilede glædesløst.
   "Godaften, Sam."
   "Han ligner ikke en af dem, der går og har grund til at være deprimeret før afskedsballet, gør han?"
   "Nej," svarede Matt og stak hænderne i lommerne, inden han i reglementeret radius af liget gik rundt om det og bilen, parkeret lige under liget, for at se hele denne groteske scene an. "Hvad har du ind til videre?
   "Ung mand, seksten til atten år gammel. Det er aldrig helt til at se med de sportsfreaks, deres muskulatur er jo større end min. Død ved hængning ... ser ud til at han har brugt sin bil til at stå på for at tage svinget."
   "Aha," mumlede Matt og fortsatte videre rundt om bilen. Han stoppede op, da han var nået til snuden og satte sig på hug for at studere en meget lille bule, der var i kofangeren, hvor denne var stødt ind i et ungt træ. Hvad der undrede ham her var, at træet ikke var knækket. Han så igen op på rebet, og derefter den døde drengs fødder.
   "Sam, hvor god er du til trigonometri?"
   "Hvad?" spurgte Sam og kom hen til ham. Matt rejste sig og pegede på ligets fødder.
   "Sig mig lige ... hvis han havde svunget sig ud fra bilen, så skulle hans fødder være længere nede end bilens tag, ik'?" Sam stod lidt og kikkede, inden han nikkede. "Bilen holder parkeret mod et træ, så for at det kan lade sig gøre, at han ikke hænger længere nede, så har han skubbet bilen væk under sig." Sam nikkede igen tøvende. "Hvis det her skulle kunne være et selvmord, så er håndbremsen ikke trukket."
   Sam skævede til Matt, inden de begge gik hen og bukkede sig for at stirre ind ad bilens passagerrude. Stilheden hang over dem et øjeblik, inden Sam skød et blik ud til siden.
   "Det var satans," mumlede han og så sig om. "Okay, vi har med et mord at gøre her, se jer for, hvor I går. Bedre endnu, ud fra mit gerningssted," kommanderede Sam uniformerne.
   "Gælder det også mig?" spurgte en lyshåret kvinde, der netop ankom med en kuffert i hånden.
   "Kun hvis du skal ind til næste lønforhandling og komme ud uden et resultat," smilede Sam kort.
   "Nå okay, havde ellers lige fået nasset mig en kop næsten varm termokandekaffe og ... hvad har vi her," afbrød hun sig selv, da hun var kommet helt hen til dem.
   "Mord sat op til at ligne selvmord," sagde Matt lavmælt.
   "Godaften Byron," smilede hun.
   "Muldoon," nikkede han. "Når I har gennemgået området, så vil jeg gerne have, at vi lige prøver at skubbe bilen op for at se, om rebet passer."
   "Okay, men vi skal lige vente på retslægen, før kan vi ikke røre noget. Det her ser ellers ud til at tale for din sag, Byron," sagde Sam, der havde sat sig på hug bag ved bilen. "De mærker ser underlige ud."
   "Ja, som om bilen er startet og stoppet adskillige gange, inden den endelig er stoppet," sagde Muldoon og fulgte sporet hen til, hvor bilen nu stod med snuden parkeret i et træ. Små bølger i jorden indikerede den ujævne fremdrift, og Matt trådte et skridt tilbage for at prøve at regne ud, hvor bilen havde stået. Den blev, ud fra dette nye spor, placeret lige under liget.
   Matt fortrak og lænede sig op ad et træ i yderkanten af sikkerhedsradius og lod dem gøre deres arbejde.
   "Hvor er mit lig?" spurgte en ældre mand med et gnavent udtryk, mens han kæmpede sig op ad skråningen og rettede på sin jakke med en kontant, irriteret bevægelse.
   "Dit lig hænger stadig oppe i et træ, George, og der ser jeg gerne det bliver, til vi lige har afprøvet en teori," svarede Matt roligt. George sendte ham et blik, inden han møvede sig forbi og hen til bilen. Sam kom kort efter og stillede en stige op ad bilen, og George kravlede straks op. Matt satte foden for enden af stigen, så den ikke gled i den porøse skovbund, mens han prøvede at følge med i Georges latinske betegnelser og beskrivelser af ligets tilstand, formodet dødstidspunkt og andre bemærkninger.
   "Hvornår får jeg det med?" spurgte George, da han var kommet ned.
   "Prøv at se, politibilen der over," sagde Matt og pegede ned på vejen. "De har kaffe. Gå ned og få dig en kop, så kalder vi dig op, når vi er færdige."
   I en sky af mumlede eder forsvandt retspatologen ned til politibilen, mens Matt smilede for sig selv.
   "Bedre dem end os," sagde Muldoon, der virkede lige så glad for at have Georges ånde ude af nakken. Måske var det en god ting, at George havde valgt at arbejde med lig og ikke levende mennesker.
   "Sam, skal vi?" spurgte Muldoon og rakte indbydende en arm frem. Sam nikkede og så på Byron, mens blitzen begyndte at glimte i skovbunden bag bilen.
   Det her var altid den værste tid, mente Matt. Bare stå og glo og vente, inden man kan få fingrene i nogle af alle de bevismaterialer, der skulle gøre grundlag for en egentlig efterforskning og dannelse af en arbejdsteori. De havde en, men den fortalte kun om drengens død. Den sagde intet om, hvem der havde gjort det eller hvorfor.
   Matt så på sit ur og følte sig taknemmelig for den læ, træerne ydede. Det var koldt, og nu havde han stået her og set på Sam og Muldoon arbejde i flere timer.
   "Kommer du og giver et skub med?" spurgte Sam, mens han pakkede nogle ting ned i sin kuffert. Matt skubbede sig væk fra træet og tog imod et par gummihandsker, som han iførte sig på vej om til fronten af bilen.
   "Er håndbremsen stadig trukket?" spurgte Muldoon.
   "Ja, vi må hellere prøve og se, hvor meget der egentlig skal til," sagde Matt. Muldoon sukkede og stillede sig klar ved siden af ham. "Klar ... nu!" De lagde alle deres kræfter i, men først lige inden de gav op, begyndte bilen at give sig. "Prøv igen, kom så," sagde Matt og gjorde klar til at lægge hele sin vægt bag igen. Denne gang flyttede bilen sig, men det var tydeligt at mærke, at bremsebakkerne gjorde modstand.
   Matt stod stakåndet og lænede sig til fronten af bilen.
   "Husk lige at dokumentere præcis, hvor meget den håndbremse er trukket," sagde han, inden han gik hen ved siden af Sam og Muldoon, der allerede stod og så på ligets fødder, der kun lige rørte taget.
   "Der er ingen muligheder for, at han selv har skubbet den væk under sig. Han kan støtte med tåspidserne, og det er det!" sagde Muldoon.
   "Lad os få bilen kørt væk, jeg har ringet efter en kranvogn. Så kan George komme op og sprede lidt mere dårligt humør," sagde Matt og gik tilbage mod skråningen.
   "Jeg ser lige lidt nærmere på rebet imens," sagde Muldoon og forsvandt.

Kranvognen ankom og bugserede bilen op på ladet, uden at håndbremsens position blev berørt.
   "Den har godt nok elendige bremser," sagde den unge kranvognsfører, der stod og så på at hjulene trægt drejede med rundt, selvom han lige var blevet gjort opmærksom på, at håndbremsen var og skulle forblive trukket.
   "Tilsyneladende, ja," svarede Matt.
   "Hvis ikke det er fordi modellen her kører med skiver hele vejen rundt, så ville den være livsfarlig," sagde manden, mens han lod ladet sænke.
   "Hvad mener du?" spurgte Matt.
   "Kun håndbremsen kører på tromlebremser, og det ser i hvert fald ud til at bakkerne er slidt helt ned ... eller også er kablet blevet slapt, men det kan I jo se, når I slipper håndbremsen," fortsatte kranvognsføreren fraværende, mens han strammede stopklodserne bag hjulene og hægtede kæden fast, så hjulene var låst.
   "Hvordan kan vi se om den er slap?" spurgte Matt. Den unge mand så kort på ham, inden han fortsatte.
   "Ja, fordi så kan I dårligt trække håndtaget højt nok op til at kunne udløse knappen."
   "Tak," sagde Matt og vendte sig mod Sam for at sikre sig, at han havde hørt det. Han nikkede og skrev det ned.
   "Jeg kalder ind og får Nick sat på sagen. Hans forstand på biler er større end vores tilsammen," sagde Sam med en vis beundring i stemmen.
   "Gaderacer," mumlede Matt og gik med hen til træet, hvor Muldoon stod.
   "Ja, jeg tror hans skilt har reddet den fra at blive fjernet et par gange," grinede Sam. Matt smilede bedrevidende.
   "Sam, giv mig lige en kuvert, vil du," sagde Muldoon, dybt koncentreret om et eller andet for enden af sin pincet.
   "Hvad har du fundet?" spurgte Sam. Hun tog imod kuverten, åbnede den og lod sit fund gemme sikkert deri. Hun så op, mens Matt og Sam begge satte sig på hug for at se med.
   "Sorte fiber. De ligner bomuld af en art, men vi ved mere, når laboratoriet har haft fingrene i det." Hendes sætning forsvandt næsten ud i noget uhørbart, mens hun så over deres skuldre. Matt hævede et øjenbryn og så sig over skulderen. George var på vej op mod dem med to ambulancefolk og en båre.
   Mens alle foreskrevne regler for at bevare så mange bevismaterialer som muligt blev overholdt, blev liget skåret ned og lagt på båren. Den døde vægt blev grebet, og det sidste luft i ligets lunger åndede ud – ildelugtende, men ikke hørbar for blæsten.
   Matt mindedes den første gang, han havde stået ligvagt. Her havde han også overværet nedskæringen af en hængt.
   Det havde været en ældre mand, der havde taget sit eget liv ved at binde en ledning om halsen og kaste sig ud fra en svalegang i sit store hus. Da liget blev skåret ned, faldet den sidste meter og ramt gulvet, havde det udåndet og næsten fået Matt til at pisse i bukserne af skræk.
   "Satans også, dig troede jeg godt nok, vi ville få," havde en af redderne grint og fundet et ukendt antal penge op af lommen og rakte sin makker, inden de dækkede og spændte liget fast til båren.
   Matt havde stået der våd bag ørerne, i nypresset uniform og med et skilt så blankt, at det kunne blænde alle i miles omkreds. De havde kun set en ændring i hans ansigtskulør, havde han senere hørt. Længe inden havde han lært at gemme sine følelser bag en facade, og han havde den dag prist sig lykkelig for den evne. Det var altid et internt væddemål mellem redderne, når de fik en aspirant med ud til at stå vagt ved et lig for første gang. Det var også omkring den tid, Matt fik sit ry for at være et stenfjæs.

En betjent i uniform kom op og rykkede Matt tilbage til den nuværende situation.
   "Vidnet er kørt ind på stationen," sagde betjenten og rakte ham et stykke papir.
   "Tak, jeg følger med ind her," sagde Matt og pegede på liget, da det blev rullet forbi ham. Betjenten nikkede bare og gik tilbage til sin patruljevogn. Matt foldede papiret ud og skimmede beskeden. Hans mobil ringede i det samme. Hjem, stod der i displayet.
   "Ja?" svarede han.
   "Du er sent på den," sagde en kvindestemme uden anklage.
   "Jeg står i et skovbryn og har set på retsteknikkere arbejde de sidste fire timer."
   "Lyder uspændende."
   Matt smilede over smilet, han kunne høre i sin kones stemme.
   "Meget. Jeg skal ind og afhøre et vidne nu. Derefter er det bare at vente på, at retsmedicineren eller retsteknikkerne har noget brugbart til mig."
   "Kommer du så hjem til mig?"
   Han smilede igen og så op i de mørke trækroner.
   "Ja, det var planen. Sover ungerne?"
   "Ja. Marissa ligger på din plads, og Phil ligger i fodenden. Han faldt i søvn til fjernsynet," kluklo hun.
   "Jeg troede, at der var regler om ikke at se fjernsyn inde i vores seng."
   "Det er vores hemmelighed, min og børnenes. Når du arbejder sent, så må de godt."
   "Aha," grinede han på vej ned ad skråningen. Vinden tog igen fat i ham og gjorde det svært at høre, hvad hun sagde, så han skyndte sig over i sin bil og fik den startet. "Du skal ikke holde dig vågen for min skyld," sagde han og blinkede ud, da ambulancen med liget kørte forbi.
   "Okay, men du må selv slæbe ungerne i seng, når du kommer hjem. Det er straffen for at komme sent," grinede hun.
   "Nå, så det syntes du?"
   "Jep."
   "Vi ses senere, Clair," mumlede han og lod hende lægge på, inden han selv tog telefonen væk fra øret.

Uden for forhørslokalet stod Giraffen og kikkede ind ad vinduet på den afhørte. Giraffen hed rigtig Hamilton, men han var en lille og meget korpulent herre. Øgenavnet havde han fået på grund af sin manglende højde. Han var 1,60 højest. Hvordan han nogen sinde havde fået arbejde som politimand måtte guderne vide. Men han var god til det, og han var en god chef. Kontroversiel i manges øjne og streng, men stadig fair.
   "Vær venlig at fortælle mig, at du har noget," sagde Hamilton uden at se op, da Matt stillede sig ved siden af ham.
   "Kylling og nudler," sagde Matt og holdt en termopakke op fra nærmeste kinesiske grill. Hamilton sendte ham et advarende blik. "Han er lige kommet ind. Mens Sam og Muldoon gør liget færdig, så snakker jeg med ham. Derefter går jeg ned til George og overværger obduktion. Du får noget, når jeg får noget."
   "Har du aftalt det med min kone?"
   Matt fortrak ikke en mine, da han nikkede. Hamilton var mindre heldig i sit forsøg på at gøre det samme. Det havde længe været en venskabelig kamp mellem dem og enkelte andre i afdelingen at se, hvem der kunne få Matts stenfjæs til at falde. Rygtet gik om én betjent, det var lykkedes for, men Matt eller betjenten selv havde aldrig bekræftet eller benægtet rygtet.
   "Åh, gå ind og tal med ham," udbrød Hamilton til sidst og gav ham et klap på ryggen.

Matt gik ind og skulede til den unge mand, der allerede begyndte at sidde uroligt under det følelsesløse blik.
   "Goddag. Kriminalassistent Matt Byron," præsenterede han sig og satte sig over for den unge mand. Han var midt eller sidst i tyverne og klædt på til succes. "Har du noget imod jeg lige får mig lidt aftensmad?" fortsatte Matt og løftede termobeholderen. Den unge mand rystede kraftigt på hovedet. Nervøsiteten emmede fra ham, og Matt havde lidt ondt af ham. Men siden det var ham, der havde fundet liget, så var han automatisk første mistænkte. Matt tvivlede dog, så bleg som han var.
   "Vil du gennemgå hændelsesforløbet for mig?"
   "Hændelsesforløbet?"
   "Hvad du så ... hvad der skete."
   "Fra hvornår?" spurgte den unge mand. Matt havde lige taget en mundfuld af sin mad og skyndte sig at tygge af munden for at besvare ham.
   "Fra du mener, det er relevant." Den unge mand så stadig ikke ud til at vide, hvor han skulle starte. "Okay, hvad med at vi starter med dit navn."
   Den unge mand lettede lidt op, mens Matt satte sin aftensmad fra sig på bordet og åbnede sagsmappen. Øverst lå et billede af liget, mens det stadig hang i træet. Nervøsiteten så straks ud til at stige i den unge mand – Matt bemærkede hver en lille ændring i ham. Han var ikke længere en mistænkt i Matts øjne, så han fandt det stykke papir frem med de formelle spørgsmål, der var blevet stillet ham på gerningsstedet. Matt lukkede derefter mappen for ikke at give den unge mand mere ubehag end højst nødvendigt.
   "Jeg hedder Thomas Langly. Jeg studerer oppe på universitet. Vi har været til en fest, men jeg skal op til prøve i morgen. Jeg løber sprint, så jeg har ikke drukket eller noget eller røget noget eller noget ..."
   Den unge mands nervøsitet var ved at tage overhånd, så Matt brød ind, inden Thomas blev så nervøs, at han ikke ville kunne besvare spørgsmål overhovedet.
   "Rolig nu, Thomas. Det her er om en død dreng i et træ, ikke om dig og dine dårlige vaner. Dem er jeg slet ikke interesseret i, og jeg kan tydeligt se, at du ikke er påvirket." Roen faldt langsomt over Thomas igen. "Okay. Hvor var du på vej hen, da du opdagede liget?"
   "Hjem. Jeg ville tage genvej igennem skoven. Stien fører over til parken og mit kollegium ligger lige rundt om hjørnet. Nede bag det store springvand."
   "Jo, jeg kender det godt. Fantastisk udsigt fra de værelser," sagde Matt.
   "Ja, hvis man ikke har værelse ind mod gården," fnøs den unge mand og så ned på sine hænder.
   Matt opsummerede hurtigt sine nuværende oplysninger: Thomas var på et legat, og hans forældre var ikke rige. Kun dem, hvis forældre kunne betale lidt ekstra til deres børns husleje på kollegiet, kunne få udsigten over parken.
   "Jeg så først bilen," begyndte Thomas. "Det er så tit, man finder et par, der er godt i gang, hvis du ved, hvad jeg mener."
   Matt nikkede
   "Så det er et ofte besøgt elskovssted for unge mennesker?"
   Thomas nikkede.
   "Jeg plejer at drille dem lidt, når jeg finder en bil, der er ved at få testet fjedrene. Duggede ruder og det hele, de ser aldrig, hvem det er, men de farer op og tror, at det er deres forældre eller sådan noget." Et humorforladt og lettere hysterisk grin undslap Thomas. Matt kunne næsten gætte sig til, at det var gode minder og ét så grotesk som dette, der tilsammen havde fået dette udbrud frem.
   "Det var ved at blive mørkt," fortsatte Thomas. "Bilen holdt helt stille, og ruderne var ikke duggede, så jeg var bange for, at nogen var kommet til skade ... biler bliver normalt ikke bare parkeret der og efterladt." Tårer pressede sig på, og han kæmpede kort mod dem, mens Matt ventede tålmodigt. "Jeg havde mine øjne på bilen. Jeg så ham slet ikke, og først troede jeg, at det var en knækket gren, jeg var gået ind i ... men det var hans ben. Da jeg så op ..."
   'Blev han overfaldt af et lig,' tænkte Matt. 'Han tager nok aldrig den genvej igen.'
   "Rørte du ved noget? Liget, bilen ...?" spurgte Matt.
   "Nej, nej, jeg rørte ikke ved noget. Jeg skyndte mig bare ud på vejen igen og ringede til alarmcentralen." Matt nikkede roligt. "Jeg har aldrig set et lig før. Hvordan kommer man over sådan et syn?" spurgte Thomas og stirrede på Matt, der ikke fortrak en mine.
   "Det er sværest, hvis man kender dem."
   "Jamen jeg kender ham ikke."
   Matt nikkede.
   "Så går der nok ikke så lang tid. Sørg for at have nogen at ringe til om natten, hvis du får mareridt. Jeg har hørt, at det skulle hjælpe."
   Thomas så undrende på ham.
   "Hvordan klarede du det første gang?"
   "Det er den her sag uvedkommende," sagde Matt, der dog alligevel genoplevede den kolde og klamme fornemmelse af en celle med drukkenbolte, ludere og ballademagere i cellerne omkring sig. Thomas havde ikke fjernet sit blik fra ham og svaret ville ikke være nok, hvis Matt skulle hjælpe ham igennem det. "Jeg holdt mig vågen, til jeg blev så træt, at jeg ikke kunne drømme."
   Thomas så ned og nikkede.

Matt forlod lokalet og så, at Giraffen stod ude på gangen og så hans vej.
   "Var du tilfreds med det svar?"
   Matt nikkede og så ned i termopakken. Indholdet var blevet koldt, så lige nu virkede det som en klistret og ikke synderlig appetitlig masse af fedt og krydderurter. Sukkende stak han i det med plasticgaflen, inden han smed det hele i skralde¬spanden.
   "Jeg skal beholde hans nummer, men jeg har afhørt nok mistænkte til at kunne se, at ham her ikke havde noget med mordet at gøre," svarede Matt.
   "Og ... det renser ham for mistanke?"
   "Teoretisk set? Foreløbig ... han talte om ham i nutid," sagde Matt pludselig og skar en undrende grimasse. Matt vendte om på hælene og gik ind i forhørslokalet igen, hvor Thomas var ved at tage sin jakke på. "Sit!"
   Thomas så nervøst rundt, mens alle forsøg på at få jakken helt på standsede. Han satte sig tøvende.
   "Du sagde, at du ikke kender ham," sagde Matt, der med vilje brugte nutid i sætningen.
   "Ja," svarede Thomas tøvende.
   "Har du mødt ham før, bare set ham på pladsen eller i området?"
   "Jeg plejer at se ham nede ved købmanden. Jeg pakker vare for købmanden, så når han kommer om lørdagen, så ..."
   "Kommer han hver lørdag?" spurgte Matt.
   "Ja. Eller, øhm ..."
   "Hvad køber han om lørdagen?"
   "En ramme øl og en stand Marlboro ..."
   "Knægten er seksten," afbrød Matt.
   "Hans far er svært gående og har lavet en aftale med købmanden. Det er altid aftalt på forhånd, det ved jeg, for jeg har selv taget imod opkaldet fra ham en gang. Underlig mand, meget hård i stemmen. Man skulle tro, at vi bare er hans undersåtter eller sådan noget."
   "Hvorfor sagde du ikke det med det samme? Hvorfor løj du om dit kendskab til den afdøde?"
   En trækning ved Thomas' øje fortalte om ubekvemmet ved Matts nye fremgangsmåde. Al venlighed var væk. Et stålsat blik og en følelsesforladt mine var sat på sin plads, og det tog kun få sekunder at få Thomas til at sidde mere nervøst end før. Ikke er ord mere var nødvendigt.
   "Okay, okay. Han kom til mig for en uge siden, og han gav mig nogle penge for at sælge ham en flaske vin under disken. Jeg vidste nok, at den ikke var til hans far, men ... han er ... han ser altid lidt underlig ud, når han kommer om lørdagen. Usikker. Jeg havde vel lidt ondt af ham den dag. Med det toneleje hans far lægger for dagen, når han ringer, så er han nok ikke den type, der roser sin søn, når han kommer hjem. Det er nok nærmere en skideballe for, at han ikke var der to sekunder efter han gik til købmanden ..." Thomas så op, men mødte kun et uvenligt blik. Men Matt selv havde allerede fået alt det at vide, han ønskede. Thomas havde kendt den afdøde nok til at sætte nutidsbetegnelse på ham. Det andet havde virket forkert. Men Thomas' udtalelse havde også givet Matt et nyt sted at lede.
   "Du siger det ikke til købmanden, vel? Jeg mister mit arbejde, og så kan jeg ikke betale skolen," sagde Thomas bedende, men hans mod nåede aldrig at blomstre ved synet af Matts stenansigt. "Jeg gør det aldrig mere, det lover jeg dig," sagde Thomas og så ned.
   "Hør her, knægt," sagde Matt og satte sig først nu på stolen. Han lænede sig lidt ind over bordet. Thomas gjorde det samme. "Næste gang hans far skal have købt ind, så ringer du til mig og fortæller, om der er noget ud over det sædvanlige ved ordren. Om han sender en ny ned efter sine vare, eller om han skal have det bragt ud. Lige meget hvad det er, så ringer du. Og så glemmer jeg den lille sag om det, du tabte under disken."
   Thomas nikkede ivrigt og smilede anstrengt. Matt gav ham sit kort og lod ham gå.
   'En flaske vin under disken,' tænkte han og fnøs. Så lille en ting kunne spænde ben for en efterforskning. Hvorfor fanden skulle han bruge sin tid på det? Knægten virkede reel nok, han prøvede vel bare at skrabe penge sammen til næste elregning. Men den afdødes far skulle han have sig en snak med, lød det til.
   Matt gned træt sin pande, inden Hamiltons stemme fik ham til at se op i døren.
   "Det var bedre," sagde Hamilton med et tilfreds smil og gik. Matt rystede på hovedet og så på sit ur. Det var med fuldt overlæg, at der ikke var et ur i forhørslokalet, for tiden virkede i forvejen så meget længere for den udspurgte. Hvis de ikke kunne se den gå, så virkede det til afhøres fordel.
   Matt havde stadig en obduktion at overvære og klokken var allerede halv to. Stønnende skubbede han sig væk fra bordkanten og gik ned mod Georges afdeling.
   "Ikke endnu," sagde George, så snart Matt stak hovedet ind ad døren, så Matt vendte i døren og forlod lokalet. Muldoon rundede et hjørne længere nede ad gangen i det samme døren ramte Matt i ryggen.
   "Kaffe? Drikker I stadig kaffe?" spurgte han. Hun smilede.
   "Byron, tag hjem til din kone. Vi trækker den lidt ud derinde, så når du obduktionen i morgen tidlig. Jeg ringer efter dig, okay?"
   Matt gav hende et træt smil, inden han med succes fik kvalt et gab.
   "Tak, Muldoon. Men jeg må hellere hjælpe dig af med en af dem der først. Jeg skal hjem og bære mine unger i seng, inden der er plads til mig," sagde Matt og tog den ene af kopperne.
   "Det er Sams kaffe."
   "Han får sgu da løn for at rende efter sin egen," mumlede Matt og tog en slurk, som han næsten spyttede ud igen, inden han gjorde store øjne af koppen.
   "Jeg sagde, at det var Sams kaffe, fordi jeg regnede med du vidste, hvor meget sukker han bruger," smilede Muldoon. Matt sendte hende et skeptisk blik.
   "Næh, det regnede du ikke med," sagde Matt og gav hende koppen igen.
   "Okay, det gjorde jeg ikke, men nu ved du det," kluklo hun, mens han forsvandt ned ad gangen, ivrigt forsøgende på at få den søde klistrede smag ud af munden.
   "Hils ham og spørg, om han ikke kan lide kaffen?" kaldte han efter hende.
   "Skal jeg nok, og det kan du selv gøre," vendte hun om og svarede, mens hun bakkede resten af vejen ned til døren. Matt stod og så efter hende og rystede på hovedet, da hun løftede kopperne i en sidste salut og bakkede om hjørnet.