Dalvang trådte ud fra toilettet lidt nede af gangen og gik endnu en gang direkte ind i Annette.
   "Hov undskyld," sagde Dalvang og greb hende om skulderne, så hun ikke faldt.
   "Det gør ikke noget, jeg ledte faktisk efter dig," sagde hun smilende.
   "Du har i det mindste ikke en masse papir, jeg kunne sprede ud over gulvet i dag." Hun kluklo og så genert væk. Et minut gik i stilhed til den blev pinlig.
   "Hvad ville du, jeg mener, hvorfor ledte du efter mig?" spurgte Dalvang lavmælt.
   "Jeg ville høre, om du stadig havde utroligt travlt."
   "Lidt," svarede han.
   "Okay, så ses vi bare," sagde Annette og så ned i gulvet, mens hun vendte sig for at gå.
   "Nej nej, jeg har lidt tid nu." Dalvang greb ud efter hendes hånd. En varm fornemmelse bredte sig i ham ved følelsen af hendes hånd i sin. Annette rødmede og så op på ham. Den stærke trang til at kysse hende trængte sig igen på, og sommerfuglene blafrede igen rundt i hans mave.
   "Dalvang!" råbte Petersen inde fra laboratoriet. Dalvang, der var så besluttet på at vedholde denne følelse af sommerfugle i maven, trak Annette med ind på toilettet, så Petersen ikke kunne komme og forstyrre dem.
   "Hvor romantisk," sagde Annette, da Dalvang havde lukket døren efter dem uden at slippe hendes hånd.
   "Her bliver vi i det mindste ikke forstyrret." Annette vidste åbenbart, hvad hun kom efter, for Dalvang nåede kun at vende sig mod hende, inden hun lænede sig ind mod ham og kyssede ham. Det var ikke lige, hvad han havde forventet, hans hjerte hamrede hårdt mod brystkassen, og sommerfuglene gik helt amok. Han lagde armene om hende og gengældte hendes kys.
   "Var det det, du ville tale med mig om?" spurgte Dalvang åndeløst.
   "Nej, ikke helt," smilede hun.
   "Hvad var det så?"
   "Jeg ville spørge, om du snart har tid til at spise sammen med mig i kantinen igen?"
   "Det kan du tro. Jeg siger til Petersen, at han må spise alene heroppe i dag."
   "Jeg har fri nu, men jeg skal møde i morgen tidlig, skal vi spise morgenmad sammen?"
   "Det kan vi godt, hvad tid kommer du?"
   "Hvad med klokken seks, jeg skal møde klokken syv."
   "Dalvang!" hørte de Petersen gale inde fra laboratoriet, "Er du faldet i?" Dalvang og Annette fniste, en fnisen der passede sig bedre på to teenagere, der gemte sig for læreren, mens de kissemissede.
   "Vi må hellere stoppe her," sagde Dalvang og strøg hendes hår væk fra hendes pande med en kærlig bevægelse. Hun nikkede og lænede sig ind over ham igen. Atter stod de og holdte om hinanden, mens de kyssede hinanden kærligt.
   "Skal jeg vente to minutter, så han ikke ser os?"
   "Hvorfor det?" spurgte Dalvang forvirret. Var hun flov over ham? Eller var hun bange for, at han ville være flov over at blive set med hende?
   "Vi ved jo ikke, hvordan han har det med, at vi står her og kysser," smilede hun og vippede med øjenbrynene.
   "Tro mig, han vil bare være glad på vores vegne," sagde Dalvang smilende og kyssede hendes næse, der passede lige ud for hans mund.
   "Er du sikker?" Dalvang nikkede bare og åbnede døren.
   "Hallo..." kaldte Petersen syngende og trådte ud på gangen, lige i det, Dalvang trak Annette ud fra toilettet. Petersen rømmede sig. "Undskyld, tag jer bare god tid," sagde han smilende og gik ind igen. Go Dal, tænkte han, selvom han var lidt ked af at have påtrængt sig på den måde, men han kunne jo ikke vide, at det var Annette, der holdte på ham. Dalvang kom ind med en ny nuance i kinderne.
   "Hej... ikke lige din farve, må jeg foreslå en lidt mørkere?"
   "Hvad mener du?" Petersen pegede på sine egne læber, og det gik op for Dalvang, at det nok ikke kun var hans øre, der var røde. Hurtigt tørrede han sig om munden med bagsiden af hånden, der ganske rigtigt fik en glinsende lys rosa farve.
   "Hvorfor sagde du ikke bare, at du lige skulle bruge lidt tid?"
   "Hun lavede et mindre bagholdsangreb på mig," grinede Dalvang. "Hun var også lidt nervøs for, hvordan du ville have det med det."
   "Og hvad sagde du til det?"
   "Jeg forsikrede hende om, at du bare ville være glad på vores vegne." Petersen nikkede smilende.
   "Det er jeg skam også. Fik du sagt undskyld?"
   "Ja, på en måde."
   "Ah, uden ord ser jeg." Dalvang nikkede og duppede lidt af tvillingernes blod på et glas, lagde et andet over og satte det ind i mikroskopet. "Hvor lang tid tror du, det tager, før miksturen er klar?" spurgte Petersen og åbnede tvillingernes journal.
   "Det ved jeg ikke, ikke længe."
   "De er stadig stabile, men det er ved at gå ned af."
   "Hvad ser du her?" spurgte Dalvang og pegede på mikroskopet. Petersen gik hen og kikkede ned i det.
   "Fint, det ser ud til at være klar." Dalvang nikkede. Det var lige, hvad han mente. Nu skulle de bare have lavet en hel portion af miksturen, men alt deres research materiale lå spredt ud over begge arbejdsbordene, så først skulle de have ryddet lidt op. De begyndte at pakke mapperne i kasser og samle ampuller og reagensglas sammen i stativer. Dalvang begyndte at sætte kasserne over mod væggen, mens Petersen fortsatte med at pakke de utallige mapper. Han skar en grimasse og vendte hurtigt ryggen til Dalvang, da han fik fat i flere mapper, end hans arm kunne holde til.
   "Hvad så," spurgte Dalvang og stillede kassen fra sig på gulvet foran bordet.
   "Ikke noget, det var bare..." Dalvang trak ærmet lidt op på hans kittel og så bandagen blive rød.
   "Du har jo rykket det op," sagde han og begyndte at pakke hans arm ud.
   "Hov, den skal vist syes igen," bemærkede Petersen tørt. Tre sting var blevet rykket ud gennem huden og havde efterladt en lille flosset åbning.
   "Jeg tror, at du skal tage hjem, når jeg har syet det her... igen."
   "Nej, jeg skal bare ikke løfte med den arm," protesterede Petersen.
   "Jeg kan godt holde skansen her resten af dagen. Vi skal jo bare have lavet én portion. Den arm skal have lidt ro, det burde du også vide. Hr. doktor."
   "Okay."
   "Nu ved jeg, hvorfor de siger, at læger er de værste patienter," mumlede Dalvang smilende.
   Petersen var under protester taget hjem, kort efter Dalvang havde syet ham, og Dalvang fortsatte, hvor de havde sluppet. Nu da han kunne gå og arbejde uden forstyrrelser og kaffepauser, glemte han, som så mange gange før, tiden. Klokken blev otte om aftnen inden han kom til at se på klokken. Nå ja, så kan jeg jo lige så godt fortsætte, tænkte han. Han var alligevel frisk, og havde ikke længe følt sig så engageret. Det var nok fordi, han nu igen stod over for et gennembrud af noget særligt, som da han havde arbejdet på kuren til Katrine-syndromet. Næste gang han så på uret var tæt på midnat. Han strakte sig gabende og tog den lille ampul af det modificerede serum op. Han var endelig blevet færdig og skulle nu efter tjekke, om resultatet var acceptabelt. Med den lille ampul let knuget i hånden, rejste han sig og gik over mod det andet arbejdsbord, hvor han skulle analysere indholdet. Men da han var nået halvvejs rundt om bordet, faldt han over den kasse, han tidligere havde stillet der for at hjælpe Petersen. Han rakte hænderne frem, for at afbøde for faldet, hvilket resulterede i, at ampullen gik i stykker, og glasskårene skar sig dybt ind i hans håndflade. Hurtigt fik han sparket sig op mod bordet, hvor han sad og så på sin blødende og rystende hånd.
   "Åh nej," mumlede han forskrækket. Kunne der ske noget ved så lille en dosis? Det var jo ikke injiceret direkte ind i blodårerne, så meget kunne der jo ikke komme ind denne vej, når blodet samtidig forsøgte at komme ud. Formler til udregning af dosering fløj rundt i hovedet på ham, men han kunne ikke rigtig få dem til at passe. Hans hjerte hamrede hårdt og hans vejrtrækning nærmede sig hyperventilering. Han måtte tage en blodprøve, men han rystede for meget til selv at kunne ramme sin blodåre. Han ville nok bare ligne en nålepude, inden han blev færdig. Han måtte ringe til Petersen, så han kunne komme og tage den. Sveden brød frem på hans pande, og han både frøs og svedte på skift. Frygten jog igennem ham som et tveægget sværd, eller var det frygten? Han prøvede at komme på benene for at ringe, men smerten tog omgående til i styrke. Smerterne virkede gennemborede i hvert et led i hans krop og blev til en skærende smerte, der strakte sig fra top til tå. En hovedpine meldte sig, og hans hoved dundrede nu værre end nogen sinde før. Han begyndte at se dobbelt, og rystelserne i hans hænder bredte sig nu til resten af hans krop, der gav efter i et krampelignende anfald. En stærk kvalme pressede sig på, og hans ben gav endelig efter for kramperne. Han faldt i knæ og brækkede sig som aldrig før. En stærk skærende smerte ramte knæene og albuerne. Derefter hans ankler, ryg og videre ud til alle ledene i hans krop. Hans bælte begyndte at stramme, og han brugte sine sidste kræfter på at bukke albuerne, der nu føltes utroligt stive, for at åbne for livremmen og bukserne. Knappen i bukserne sprang af, skjortekraven blev strammet til og knapperne begyndte at springe af. Halskæden, han havde fået af Dagmar, sprang også. Smerterne opslugte ham totalt, og han faldt bevidstløs om på gulvet. Da han kom til sig selv igen, lå han på gulvet i fosterstilling iført enkelte laser af, hvad der engang havde været hans tøj. Han hørte en stønnen bag sig, og begyndte igen at ryste, men denne gang var det af rædsel. Bag ham sad en mand iført laser af tøj, der var magen til hans egne. Manden rystede på hovedet, som for at klarer det. Han så op på Dalvang. Dalvang så på sig selv. Manden holdte sine hænder frem for sig og studerede dem, han følte på sit ansigt, hvorefter et smil bredte sig på hans ansigt. Ikke et venligt smil, mere triumferende. Han så op på Dalvang igen og begyndte at grine. Grinet startede som en lav brummen men udviklede sig snart til en høj og ond latter, der gav genlyd i hele laboratoriet. Det skar i Dalvangs øre. Han var stadig for lamslået til at gøre andet end at sidde og stirre på sin klon, der strakte sig og smilede selvtilfreds.
   "Det virker sgu da fint det her," sagde manden pludseligt. Rædslen fik Dalvangs hjerne til at slå til og fra i korte øjeblikke. Han var hele tiden næsten sikker på, at det hele bare var en drøm. Det kunne ikke passe, han måtte hallucinere, eller drømme. Det måtte var det, han havde slået hovedet... på bordet da han faldt over kassen? Han havde ingen smerter i hovedet, eller ikke efter et slag i hvert fald.
   "Er... er du?" begyndte han usikkert.
   "Ja, jeg er dig. I en ny og forbedret udgave selvfølgelig, så nu er der ikke længere brug for dig," svarede manden smilende og affyrede hurtigt et slag i ansigtet på Dalvang. Han ramte ham så hårdt, at han øjeblikkeligt mistede bevidstheden. Nynnende forlod han Dalvang halvnøgen og bevidstløs på det kolde gulv i laboratoriet for at hente det ekstra sæt tøj, Dalvang altid havde liggende inde på kontoret. Han tog sig god tid, mens han studerede sig selv i spejlet. Hans hår var noget anderledes. Ikke lige så "klippet" som Dalvangs, men det kunne der jo gøres noget ved. Han fandt en trimmer frem fra en skuffe i skrivebordet og satte den på syv mm. Kort efter så han nydelig ud, hvis han selv skulle sige det. Dalvang kom til sig selv. Et øjeblik troede han, at han bare var faldet i søvn, men da han opdagede, at han var nøgen, gik den grufulde sandhed op for ham. Hans hjerne nægtede dog stadig at anerkende sandheden. Det var som om, at den ikke ville lade ham huske, hvad der var sket. Han hørte en, der nynnede bag sig.
   "Jamen dog, er du vågen igen?" sagde klonen og så uinteresseret på ham. Dalvang så op på ham med et sløret blik. Manden stod over ham iført hans tøj. Åh gud, han kunne jo være mig, han er jo mig... serumet, det kan ikke passe... det her kan ikke lade sig gøre. "Jeg er ked af det, men ingen må opdage, at der er to af os," sagde manden med et glædesløst smil. "Hvad er det da, jeg siger? Gu er jeg ej ked af det," udbrød han derefter og grinede højt og hånligt.
   "Hvad vil du?" spurgte Dalvang med rusten stemme. Han havde det fysisk dårligt efter delingen og efter slaget, som den anden Dalvang havde givet ham.
   "Jeg vil have min plads i verden, men det kan jeg jo ikke så godt, når du også render rundt her og er så forbandet høflig. Nu skal du få, hvad du fortjener, din svækling. Nu hvor jeg endelig er fri fra dig og dine gode maner, så skal du bare se løjer. Jeg skal rigtig hygge mig," grinede han, mens han knappede manchetknapperne i den hvide skjorte. Dalvang begyndte at protestere og prøve at komme på benene, da manden tog fat om hans ene håndled og begyndte at slæbe ham efter sig, som vejede han ingenting. Det sved og brændte på hans nøgne hud, da han blev trukket hen over laboratoriets linoleumsgulv.
   I hans paniske kamp for at komme fri at klonens stærke greb, fik han øje på halskæden, der var knækket under delingen. I stedet for at prøve at kæmpe sig fri, kæmpede han nu for at komme tættere på kæden, så han kunne få fat i den. Det lykkedes, og han strammede grebet om den, til hans knoer blev helt hvide
   "Stop, slip mig," skreg han, mens han stadig prøvede at komme på benene, men det gik for stærkt.
   "Har du aldrig hørt, at kun de stærke overlever? Naturens selvselektering. Indse det skvat, jeg er den stærkeste. Jeg er den nye og forbedrede Dalvang," svarede han og trak videre med Dalvang hængende efter sig som en halvfuld sæk kartofler. "Det er heldigt for dig, at der er mange på vagt i hovedbygningen, så må du nemlig vente med at dø, til jeg kan få dig væk herfra uden at blive opdaget." Klonens plan var ikke bare at slå ham ihjel. Han ville lege med ham, som en kat leger med en mus, inden den giver den nådestødet og æder den. Dalvang havde dog allerede en fornemmelse af, at der ikke ville blive vist nogen nåde her. Lige nu kunne klonen ikke komme i tanke om noget, der ville fryde ham mere, end at høre Dalvang bede for sit liv med sine så skide gode maner. De nåede trappesatsen for enden af gangen. Klonen åbnede døren og trak Dalvang det sidste stykke hen i døråbningen. Hans skulder smertede efter at være blevet trukket så meget i. Han prøvede igen at kæmpe sig op på benene, men inden han nåede op på knæ, trak klonen ham op og slyngede ham ind i væggen. Det gav et smertende jag i Dalvangs ene øjenbryn, da hans hoved ramte væggen. Det ene øjenbryn flækkede og sende et større stænk af blod ud over den hvide væg. Hans ben forsvandt under ham igen og sorte pletter begyndte at danse for hans øjne. Klonen behøvede kun at skubbede til ham, siden slaget havde frataget ham hans balance. Dalvang faldt ned af trapperne og ramlede i væggen på afsatsen. Inden han kunne nå at reagere, var klonen over ham igen. Endnu en gang blev han hensynsløst smidt ud over trappekanten og ramlede ind i væggen på afsatsen på første sal.
   "Så mangler vi kun lige et par stykker til," grinede klonen, der allerede var over ham igen, for at smide ham ud over den næste trappe. Da de endelig nåede bunden af trapperne nede i kælderen, var Dalvang for øm og forslået til overhovedet at forsøge på at gøre modstand. Han havde bukket flere ribben og havde slået både hoved, arme og ben flere steder. Han havde hudafskrabninger over hele kroppen, siden han ikke havde haft nogen form for beskyttelse, så som tøj, og slaget på øjenbrynet begyndte at give ham en dundrende hovedpine. Klonen tog et bundt nøgler op af lommen, som Dalvang genkendte som sine egne, og låste et kælderrum op.
   "Her er dit nye værelse," sagde klonen og sparkede Dalvang derind. "Der er ikke så meget lys, som der er på kroen, men på den anden side, så er der heller ikke så meget at se på," grinede han og smadrede pæren og den hvide glaskuppel, der hang i loftet med sin bare næve.
   "Vi ses senere," sagde klonen og blinkede, smækkede døren i og låste den. Dalvang var så fortumlet, at han ikke kunne gøre et helhjertet forsøg på at nå døren, inden den blev lukket, for da han begyndte at kravle hen mod døren, kravlede han oven i glasskårene fra pæren og glaskuplen. Det tog de sidste kræfter og modet fra ham. Han bakkede op mod muren i et forsøg på at holde sin nøgne ryg varm. Før klonen havde smadret lyset, mente han, at han havde set et eller andet, der måske kunne bruges til at dække sig med, så han ikke ville dø af kulde. Han begyndte at famlede rundt efter klædet, inde mod murene for at undgå glasskårene, og først nu mærkede han rigtigt, hvor meget skade, han egentligt havde pådraget sig under faldene ned af de mange trappetrin. Endeligt fandt han frem til det, han havde set. Det viste sig at være en gammel halvstiv stofpresenning, der lugtede fælt af mug og fugtig kælder, men det var bedre en ingenting. Han prøvede at brede det ud for at se, hvor stort det egentligt var. En kriblende fornemmelse afbrød hans koncentration. Den kriblende fornemmelse bredte sig op af hans arme og ben, og der gik et øjeblik, før det gik op for ham, hvad der gav den kriblende fornemmelse. En større mængde edderkopper eller ørentvister eller noget i den retning! Han rejste sig og rystede arme og ben voldsomt for at ryste krybene af sig, hvilket resulterede i, at han ikke holdt sig til murene, men dansede rundt på glasskårene. Han ænsede dårligt smerterne under fødderne, eller fra resten af kroppen, for han var travlt optaget af at ryste krybene af sig. Da han mente, at det var lykkedes ham, stod han helt stille og prøvede at fornemme, om der var flere. Det var lidt svært at konstatere med sikkerhed, siden han ikke kunne se noget. Nu hvor hans fødder allerede var blevet skåret til blods, mente han, at det ikke kunne gå værre, så han tog presenningen og rystede den ude midt i rummet, så voldsomt som hans bukkede ribben og ømme skulder ville tillade. Derefter svøbte han sig ind i presenningen og satte sig i et hjørne af det kolde og fugtige kælderrum for at holde varmen.
   Klonen var gået tilbage til laboratoriet for at tørre opkast op og fjerne det smadrede ampul. Han havde ingen intentioner om at indtage Dalvangs plads i den forstand, han ville bare bruge sin, eller Dalvangs, position til at fremstille mere af dette serum. Hans plan var klar fra det tidspunkt, det var gået op for ham, hvad der var sket. Han ville lave en masse af dette serum og udslette den svage race. Det måtte da være meningen med, at han nu var til. Det måtte være naturens måde at rydde op på. AIDS, kræft, pest... Adolf Hitler var vel også nogle af naturens måder at rydde ud i skravlet. Ved at give ham liv, havde naturen nu lavet den mest effektive oprydder af alle. Han kunne lave en masse af dette serum og injicere alle dem, som han nu mente, var stærke nok til at blive medlem af den nye race. Det var ikke nok, at de bare delte sig og blev en del af den. Nej, de skulle allerede være stærke og intelligente. Selvom han ikke helt ville indrømme det, så havde Dalvang jo været en fysisk og psykisk stærk person, og så var han intelligent. Han ville ikke injicere en eller anden fordrukken sut, eller en nar, der ikke engang kunne holde styr på sit eget liv. Det skulle ikke være det sociale udskud, selvom de ville være de nemmeste at komme til. Det skulle være a-klassen, eliten. Men hvordan de ville blive, når de delte sig, var han ikke helt sikker på. Han vidste bare, at han var fri. Han følte sig fri, fordi han var... Hvad var han? Dalvang havde alle dage været den søde og høflige gentleman, og hvad var han selv? Et monster i forhold til. Han var modsætningen af alle Dalvangs pæne og rene sider. Men han var også stærkere. Han kom til at tænkte på den måde, han med lethed havde trukket Dalvang efter sig. En fysisk stærk mand på halvfems kg, der gjorde modstand, var ikke bare sådan lige at slæbe af sted med, og alligevel havde han slæbt ham af sted, som om han trak en lille tynd hund efter sig i en snor. Han fik hurtigt ryddet op og gjort rent efter dem, hvorefter han begyndte at lave mere af serumet. Da klokken var blevet fem om morgenen, havde han allerede lavet en større mængde af serumet. Han fyldte nu det hele over i ampuller og satte dem i en sikker kasse sammen med adskillige injektionssprøjter, hvorefter han låste kassen forsvarligt af. I en anden kasse lagde han alle data over udviklingen af serumet, så ingen kunne spore deres arbejde. Nu manglede han bare at smadre computerne, men først ville han have ampullerne og kassen med data af vejen. Han greb den første kasse, gik op til sin bil og satte kassen ind bag i. På vej ned af trapperne til tunnellen hørte han en stemme bag sig.
   "Du er da tidligt på den i dag ven, skal du nå noget, inden vi skal spise morgenmad?" Han vendte sig om og så Annette stå og smile til sig. Mindet om deres møde på toilettet, og hendes bryster tæt op mod sig, ophidsede ham, så han gik tavst op til hende, mens han prøvede at gemme det smil, der truede med at bryde frem. Hun så sig omkring for at sikre sig, at de var alene, hvorefter hun lænede sig ind mod ham og kyssede ham. Følelsen af hende så tæt på ophidsede ham endnu mere end bare tanken, så han lagde en arm om hende og førte hende over til et nærtliggende kontor. Hun fulgte villigt med. De begyndte at kysse, mens han pressede hende hen til skrivebordet, hvor han løftede hende op, så hun sad med let spredte ben. Nok til at han kunne presse sig ind mellem dem. Han blev mere og mere ophidset og mere og mere påtrængende. Hans kys var ikke lige så lidenskabelige som hun huskede dem, men mere krævende og brutale. Med utålmodige og uforsigtige bevægelser begyndte han at knappe hendes bluse op og tage på hendes bryster.
   "Stop, vi kan ikke her," hviskede hun stakåndet efter kysset.
   "Hvorfor ikke?" spurgte han, mens hans hænder fortsatte sin udforskning af hendes krop.
   "Fordi... Jeg syntes, at vi skal vente." Han stoppede med det samme og så koldt på hende.
   "Hvorfor gejler du mig så op, hvis du ikke vil noget alligevel?"
   "Jeg troede jo kun, at du ville kysse lidt lige som sidste gang," sagde hun, mens hun så undersøgende ind i de fremmede øjne, hun mødte.
   "Er du så ikke lidt af en narrefisse?" Annette så forbavset på ham. Fornærmelsen begyndte at synke ind og vreden steg i hende. Hun prøvede at få samlet sin opknappede trøje med den ene hånd, mens hun prøvede at give ham en lussing med den anden. Han greb hendes hånd og smilede ondt til hende. "Jeg elsker, når I gør modstand," hviskede han og mærkede en ukendt tilfredshed og liderlighed, der kun blev større af hendes egentlig latterlige forsøg på at kæmpe imod ham og rædslen i hendes øjne.
   "NEJ," begyndte hun, men han lagde en hånd over hendes mund og pressede hende ned at ligge på bordet, mens han med den anden hånd rykkede hendes tøj i stykker. Hendes slag og afværgelser virkede svagelige mod hans styrke og beslutsomhed, men da han var blevet træt af at skulle afværge og ikke bare kunne gå til værks, hev han et ærme af hendes trøje og puttede den i munden på hende, samlede den i nakken på hende og bandt den, så hun ikke kunne skrige. Der var ikke mange på arbejde på denne tid af døgnet, men han ville ikke tage chancen, hvis nogen alligevel skulle komme forbi og høre hende, og derved ødelægge deres lille fest. Han ville ellers gerne høre hende skrige af smerte og rædsel, bare tanken fik det til at brænde i ham. Han fik rykket hendes nylonstrømper i stykker og krænget hendes kjole nok op, til at han havde fri adgang til at bore sig hensynsløst op i hende. Hendes skrig var overraskende højt selvom stoffet tog en del af lyden og han stønnede tilfreds over lyden. Hun kneb øjnene sammen og tårerne begyndte at trille ned af kinderne på hende, mens han bankede sig nådesløst op i hende og gramsede hårdt på hendes bryster med den hånd og holdte hendes arme fast over hendes hoved med den anden. Han nød at se hendes smerte, men endnu mere viden om, at det var ham, der pådrog hende smerterne. Hvert klynk hun gav fra sig gav en lille eksplosion af nydelse i ham. Jo større klynkene var, jo større var hans nydelse. Nu skete noget han ikke havde regnet med, hun forholdte sig passivt. Hun slappede helt af og græd bare stille, mens han voldtog hende. Det var ikke særligt ophidsende, så han trak hende lidt op i håret og slog hende med flad hånd. Det klynk hun gav fra sig, gav ham endnu et kick til at fortsætte, men det varede ikke længe, inden hun igen forholdt sig passiv. Han lænede sig ned over hende, for at kunne høre de små klynk bedre, og fik øje på en halvsløv skalpel, som indehaveren af kontoret brugte til at åbne breve med. Han satte tempoet ned og rakte ud efter kniven. Usikkert så hun op på ham med et nærmest håbefuldt blik.
   "Nej skat, jeg er ikke færdig endnu, så lad være med at håbe på det," hviskede han og holdt kniven op for hendes øjne. "Hvad tror du, jeg kan bruge den her til?" hviskede han i hendes øre. Synet af kniven fik hende igen til at skrige og vride sig under ham. Lige det han havde håbet på. Han begyndte igen at støde hårdt, mens han holdte det kolde stål af håndtaget ind mod hendes bare overkrop, for at gøre hende endnu mere bange. Da hun ikke mærkede kniven bore sig ind i hende, faldt hun lidt ned igen, men hun græd så højt, som kniplen i hendes mund tillod. Han var lige ved at være der, men hun skulle ikke slippe så nemt. Han så ned og så blod. Et selvtilfreds smil bredte sig på hans ansigt, mens han pumpede endnu hårdere i hende. Nu skulle det være, tænkte han og lod bladet af skalpellen stikke ind mod hendes hud til den stak igennem. Hun vred sig og prøvede igen at skrige, mens han prøvede at holde sin udløsning tilbage. Han stak langsomt kniven helt ind, til hans finger ramte huden. Sort blod flød nu ud af hullet, han havde lavet, hvilket betød, at han havde ramt leveren. Igen lænede han sig ind over hende, så han kunne høre hende stønne af smerte, og så han kunne se hendes forpinte udtryk. Han kyssede hende på kinden, fjernede kniplen og kørte sig i langsomme og rytmiske bevægelser i hende, mens han så blodet strømme ud af hullet i hendes mave. Synet af hendes rullende øjne og lyden af hendes aftagende gisp, fik ham til at komme i den mest voldsomme orgasme, han nogen sinde havde fået. Han sank sammen over hende og sundede sig lidt, mens han grinede.
   "Se det kalder jeg morgenmad?" Det var ikke lige med i planen det her, for de ville jo finde hende på et tidspunkt. Han havde bare ikke været fri til at forfølge sine lyster, mens han havde været fanget i Dalvangs gode sind. Han skulle bare være væk, inden de fandt hende. Skidt være med fingeraftryk og DNA i sæden. Hvis han lod være med at slå Dalvang ihjel, så klarede loven resten. Teknisk set, så var det jo Dalvang, der havde gjort dette. Han grinede over denne dejligt onde plan, som Annette, uden at vide det, og uden at ville det, havde hjulpet med at udforme. Hun ville hjælpe med at få den uskyldige og elskelige Dalvang dømt for noget, han ikke havde gjort. Med sikre beviser endda. Han var sikker på, at dommen for mord og voldtægt på en han elskede, ville gøre ham meget mere ondt, end alle de skader, han kunne pådrage ham, for denne smerte ville vare ved, alt den tid han sad inde. Nu skulle han bare hente ham op igen, lade ham få tøj på og "slippe fri", når politiet ankom. Så kunne han slippe af sted med serumet og fuldende sin plan. Han rettede på sit tøj og hastede tilbage til kontoret, han måtte have de sidste ampuller med.
   "Godmorgen," sagde Petersen fornøjet, da Dalvang trådte ind på laboratoriet. Han stoppede op og stirrede vantro på ham. Hvor lang tid havde han brugt på Annette? Han så på sit ur, 6.15 viste det.
   "Hvad fanden laver du her," røg det ud af ham. Petersen så måbende på ham. "Øh, jeg mener... skulle du ikke være hjemme og slappe af med den arm?" skyndte han sig at sige, mens han prøvede at virke som om, alt var i den skønneste orden.
   "Den har det bedre. Jeg ville bare gerne være her, når vi afprøver serumet," forklarede Petersen.
   "Så er du sgu et par timer for sent på den," mumlede Dalvang og gik hen til kassen med ampuller.
   "Hvad?" spurgte Petersen.
   "Så kommer du lige I rette tide," sagde Dalvang højt og tydeligt.
   "Nå okay," Petersen så lidt forvirret ud, noget var ikke rigtigt her, men han slog det hen. "Du har da virkelig fået lavet noget her," sagde han og pegede ned i kassen med ampuller.
   "Ja ja," svarede Dalvang med en klang af stolthed i stemmen. Du skulle bare vide, tænkte han og grinede inden i sig selv.
   "Man skulle tro, du var sikker på, at det virker, siden du har lavet nok til fire gange så mange, som vi har af børn." Dalvang trak på skulderen, mens han overvejede, hvordan han skulle slippe af med Petersen. Han skulle alligevel have smadret computerne. Måske skulle han bare brænde stedet af, og lade Petersen brænde op sammen med alt dette her. Han skulle selvfølgelig lige lægge lidt spor ud til politiet, så der heller ikke ville være nogen tvivl om, at det var Dalvang, der også havde gjort dette. Kriminalteknikerne er jo temmelig grundige, så hvis han bare efterlod en masse DNA og fingeraftryk, så ville de finde det. Han kunne jo også tage Petersen med sig, han var også en intelligent mand, og deres samarbejde kunne blive forrygende. Siden han nu ikke fik lejlighed til at pine Dalvang til døde, han skulle jo være hans syndebuk, så kunne de jo lege med Petersen. Efter han var klonet selvfølgelig. Men ikke endnu. De andre var begyndt at komme i bygningen, og med den larm, han selv havde lavet, da han blev klonet, ville de bare tiltrække unødvendig opmærksomhed.
   "Jeg har lavet kaffe," sagde Petersen og begyndte at gå over mod kontoret. Dalvangs trang til god kaffe havde dog ikke ændret sig meget, så han fulgte med og lod sig dumpe ned i stolen, hvor han sad tavst og drak sin kaffe. "Har du ikke været hjemme endnu?" Dalvang rystede på hovedet og sippede videre til sin kaffe. "Har du sovet her oppe?" Dalvang rystede igen på hovedet. "Har du slet ikke sovet?"
   "Det var da en fandens masse spørgsmål, du har så tidligt på morgenen," bed han ham af. Nu gik det op for Petersen, hvad der havde irriteret ham ved Dalvang, siden han var ankommet. Han havde bandet, mere end en gang nu. Kunne det være fordi, han var træt, fordi han ikke havde sovet? Nej, det kunne Petersen ikke tro. Han havde før arbejdet mange timer med Dalvang, nogle gange flere dage, hvor ingen af dem havde fået mere end et par timers søvn i døgnet, og aldrig var han blevet så irritabel. Hans blik faldt på Dalvangs mave. Nederst på hans skjorte var der... blod? Hvordan var der kommet blod så langt nede på hans skjorte? Det kunne ikke være fra hans arm, da han syede det igen, for det så ud til, at det gik ned i bukserne. Han kom i tanke om overvågningsvideoerne, nu skulle han bare have Dalvang ud af kontoret længe nok til, at han kunne nå at se dem. Men hvordan gjorde han det, uden at det ville virke mistænksomt eller for overlagt. Lejligheden bød sig selv;
   "Jeg skal lige på lokum," sagde Dalvang tørt og rejste sig. Lokum, tænkte Petersen, det ord har han aldrig før brugt. Om Dalvang så kun skulle tisse, så ville chancen nok ikke byde sig igen foreløbig, så han måtte gøre det nu. Hurtigt spolede han båndene tilbage til ca. det tidspunkt, han selv var gået, hvorefter han spolede hurtigt frem med billede på. Han blev kold og klam, da han så, hvordan Dalvang faldt med ampullen, og hvordan han delte sig. Han så, hvordan den nye Dalvang havde slået ham omkuld og slæbt ham ud af laboratoriet. Nu vidste han da, hvorfor Dalvang havde været så sikker på, at serumet virkede. Noget bevægede sig i hans øjenkrog, og han så forskrækket op på Dalvang, der stod med armene over kors.
   "Jeg vidste, du var for nysgerrig. Jeg så godt, at du så blodet." Petersen nåede ikke at reagere, før Dalvang havde slået ham med en knyttet næve, så han faldt på røven foran skabet. Han sparkede frem for sig, for at han ikke skulle komme tættere på, men Dalvang var ligeglad med sparkene. Han fik fat i kraven og bæltet på Petersen, løftede ham fra gulvet og smed ham op på skrivebordet. Petersen prøvede at afværge de efterfølgende slag, men han havde kun en arm at gøre det med. Dalvang tog et fast greb om hans hals og begyndte at klemme til, så Petersen ikke kunne få luft. Med den raske arm forsøgte han at vride Dalvangs hænder væk fra sin hals, mens han med den skadede arm ledte efter et eller andet. Han fik fat i termokanden, og selvom smerterne i armen var stærke, svingede han den for fuld kraft ind i tindingen på Dalvang, der straks slap sit greb om Petersens hals og sank i knæ ved siden af skrivebordet. Dalvang brølede højt i vrede over, at Petersen nåede at få dette slag indført. Uden at tænke over det tog Petersen termokanden over i den raske arm og slog Dalvang igen og igen og igen. Han blev ved, til han lå stille. Uden at blive for at se, hvor stor skade han havde forvoldt Dalvang, slap han termokanden og løb alt, hvad han kunne. Det dunkede kraftigt i stingene, hans hals og det sted på kindbenet, hvor Dalvangs næve havde ramt sit mål. Dalvang var dog ikke slået ud og rejste sig, lige efter Petersen havde forladt kontoret. Petersen hørte Dalvang bande og råbe bag sig. Han hørte skrivebordet blive vældet, da det stod i vejen for den hurtigste vej ud af kontoret, og derefter hastige skridt bag sig. Petersen smækkede døren til trappesatsen i bag sig for at sinke ham, men inden han var halvvejs nede af anden trappe mod første sal, hørte han døren blive smækket op med en sådan kraft, at håndtaget borede sig dybt ind i pudset og dørkarmen splintrede. Petersen øgede tempoet, hvilket resulterede i, at han trådte forkert og tog resten af trappen ned på røv og albuer. Smerten jog i ham, men han ture ikke at standse op. Han løb op til sin bil og kørte i hast ud fra parkeringspladsen. Han nåede lige at se Dalvang hoppe ind i sin bil og drejede derfor til venstre, så han ville køre væk fra byen og ikke ind i byen. Dalvang var hurtigt lige bag ham. Lidt uden for byen lå en mindre skov med en masse gamle tømmerveje, som Petersen kendte som sin egen bukselomme. Han havde kørt dem hule i sin knallert tid sammen med sine kammerater. Da han så havde fået kørekort, havde de kørt rally ude på de samme små veje, så han kendte hvert af de skarpe sving, og hvad mere vigtigt var, han vidste, hvor hurtigt man kunne køre igennem disse sving. Hvis man ikke kendte vejene, ville der være meget stor risiko for, at man endte i et træ. Perfekt, tænkte Petersen, så kan han kører sig selv ihjel derude. Han mærkede et hårdt bump i bilen. Det var Dalvang, der påkørte ham bagfra. Hans gamle Ascona havde ingen chance mod Dalvangs otte cylindres firhjulstrækker på landevejene, men på tømmervejene havde han måske en chance, men det var igen kun fordi han kendte dem så godt. Nu håbede han bare, at han ikke havde glemt det hele. Mon ikke det var som at cykle; når man først har lært det, så glemmer man det ikke igen. Han trådte speederen i bund og nåede at få et mindre forspring, inden Dalvang igen accelererede og påkørte ham. Nu var der kun et par hundrede meter, til han skulle dreje fra. Uden at sænke farten betydeligt svingede Petersen over i modsatte kørebane, for at have lidt plads at dreje på, og svingede så til højre ind på tømmervejen. Dalvang havde for meget fart på, og snittede allerede der det første træ, der gav en flot bule i døren på den skinnende Chevrolet. Petersens bil gled i det løse og tørre grus, og der stod en søjle af småsten til alle sider. Dalvangs bil havde derimod ingen problemer, udover den lavede en del hjulspind, men lige så snart den havde fået ved, så kom han i fuld fart op bag i Petersen igen. Mens han sad og prøvede at genkalde sig alle de farligste sving, hvor hurtigt man kunne køre igennem dem, og hvor de forskellige sving lå, prøvede han at se Dalvangs ansigt i bakspejlet. Det var svært, da Dalvangs forrude reflekterede himlen. Kun når han kørte ind under tættere trækroner, kunne han ane ham derinde. Og når han gjorde, så det ud som om, han grinede. Hvilken idiot kunne betragte dette som en søndagsudflugt? Han selv kendte vejene, og han var så nervøs, at han svedte kolde perler og adrenalinen pumpede for fuld knald rundt i årene. Han begyndte at tvivle på, hvor god en ide det egentligt var. Dalvangs puls lå kun lidt over normalt. Det eneste, der fik den til at stige lidt, var arrigskab over Petersens vellykkede angreb mod sig oppe i kontoret. Petersen tørrede sveden af med bagsiden af hånden, så den ikke løb ned i hans øjne og sved eller svækkede hans koncentration. Med nød og næppe fik han drejet af i et skarpt sving. Han så op i bakspejlet og håbede, at Dalvang ikke havde nået at reagere, så han havde fortsat ud i de tykke træer, men desværre. Dalvang lå stadig lige i røven af ham. Han accelererede igen og stødte op i Petersen. Han påkørte ham igen og igen. Pludselig forsvandt Petersen, han var drejet ind af en vej, og Dalvang havde haft for meget fart på til at nå at reagere, så han kørte forbi. Bandende bakkede han hurtigt. Petersens lille forspring blev hurtigt mindre igen, men lige inden Dalvang nåede at indhente ham igen, drejede han skarpt af. Nu var Dalvang ved at være tosset. Igen bakkede han og kørte efter Petersen. Denne gang havde han et lidt større forspring. Han åbnede døren lidt og holdte øje med Dalvang i bakspejlet. Han kom igen for fuld kraft.
   "Nu skal du fandeme få betalt din idiot," skreg han inde i bilen, mens han styrede lige mod bagenden af Petersens bil. For sent gik det op for ham, at Petersens bil rent faktisk holdt stille oppe på toppen af bakken. I sidste øjeblik så han Petersen hoppe ud af bilen. Selv om han klodsede bremserne, havde han så meget fart på, at bilen gled med meget høj fart op bag i Petersens bil, så de blev begge kastet ud over skrænten. Petersen kom på benene og løb over til kanten. Han så sin egen bil blive kvadret af de store træer, og han så Dalvangs bil blive slynget rundt mellem dem som en pool ball bliver skudt rundt mellem banderne, før den endte med snuden ned af og lænede op af et stort træ. Stakåndet blev han stående et kort øjeblik for at se, om han kunne få øje på Dalvang. Forruden var væk, køleren var krænget ud af motorrummet og sendte en dampende sky op i luften, og motoren hang halvt ud af motorrummet. Taget var trykket næsten helt ned til instrumentbrættet og der... Dalvangs arm hang slap og livløs ud af en lille revne mellem dørens vindue og tag, og blodet løb i en lind strøm derfra. Petersen mente ikke, at der var store chancer for, at han kunne overleve dette. Han ville gerne have kunnet se efter, men han kunne ikke komme derned. I stedet løb han skråt ind over skoven til højre for skrænten og var kort efter tilbage på hovedvejen. Han skulle tilbage til hospitalet. Det kunne jo være den rigtige Dalvangs blod, han havde set på skjorten. Han måtte finde ham og finde ud af, hvad fanden der var sket. Der var vel stadig en chance for, at han var i live, var der ikke? Petersen trådte ind af dørene i deres bygning og begyndte straks at følge et svagt blodspor, som han fik øje på ved trappeindgangen. De måtte jo komme ned af trapperne, siden de havde delt sig oven på, tænkte han og gik hen mod kælderdøren. Han var ikke i tvivl, da han først havde fået åbnet døren og så blodpletter på trapperne, som Dalvangs flækkede øjenbryn havde efterladt.
   "Dal, hvor er du?" råbte han og løb frem og tilbage på kældergangen, mens han rykkede i dørene fra en ende af.
   Dalvang hørte en råbe sit navn. Han lå på det kolde gulv, pakket så godt som muligt ind i den klamme presenning. Langsomt kom han til sig selv, mens han prøvede at orientere sig i mørket. Hans hoved dundrede og såret over øjenbrynet var ikke størknet endnu, så hver gang han skar en grimasse, begyndte blodet at pible ned i hans øje. Hele hans krop gjorde oprør, da han bevægede sig, men han skulle finde døren. Havde han hørt syner? Han spidsede ørene og sad helt ubevægeligt, til han igen hørte det.
   "Dal?" hørte han svagt. Med et lyste han op og fik ny energi.
   "Jeg er her," prøvede han at råbe, men hans stemme var svag. Der var ikke stor chance for, at nogen på den anden side af døren kunne høre ham. Han måtte finde døren, så han begyndte at famle sig igennem mørket på alle fire. Glasskårene skar i hans ene håndflad og på knoerne i den hånd, hvor han knugede halskæden, men det var lige meget nu, nogen var på den anden side af døren, og han skulle i kontakt med dem lige meget hvad. Han fandt endelig døren og hamrede sine hænder mod den, mens han igen forsøgte at råbe.
   Petersen hørte pludselig nogle svage klask og en lav mumlen, så han stoppede op og spidsede øre, for at placere lyden. Han gik fra dør til dør, til han fandt den.
   "Okay, jeg har fundet dig." Hurtigt fandt han sine nøgler frem og låste op. Han veg tilbage ved synet af Dalvang, der sad på knæ og prøvede at skærme for det skarpe lys ude fra gangen.
   "Hold da kæft, hvad har han gjort ved dig?"
   "Du ved det altså?" spurgte Dalvang og så håbefuldt op på ham. Petersen nikkede.
   "Jeg så overvågningsbåndene. Du var... han var så underlig."
   "Hvor er han?"
   "Han er død." Dalvang så chokeret op på ham, for han vidste ikke, om han ture tro det eller ej. Guderne måtte vide, at han for alt i verden gerne ville tro det.
   "Hvor, hvordan?"
   "Han kørte ud over en skrænt. Din bilen blev helt krøllet sammen, jeg så det selv." Det var godt nok for Dalvang. Petersen ventede med resten af historien, han mente ikke, at Dalvang havde overskud til meget andet end at få noget tøj på, renset de mange sår og skrammer og varme sig på en kop kaffe.
   "Jeg håber, at du kan passe det," sagde Petersen og smed et rent sæt tøj over til ham. Der var lidt forskel på deres højde, så bukserne var lidt for korte, men sådan som han ellers så ud med sår og blå mærker, var det ikke lige moden, han bekymrede sig mest om. Mens Dalvang klædte sig på og puttede den knækkede halskæde i bukselommen, fandt Petersen nål og sutur. De skulle begge syes. Dalvang skulle have tapet de bukkede ribben til og de største hudafskrabninger og flænger efter glasskår skulle renses. Imens fortalte Dalvang om alt, hvad der var sket, fra Petersen havde forladt kontoret dagen før, til han havde fundet ham i kælderen.
   "Hvad fanden er det, vi har fået lavet her?" spurgte Dalvang og rystede på hovedet. Petersen så målløst på ham. "Hvad nu?" spurgte Dalvang undrende over chokket i Petersen.
   "Du bandede."
   "Syntes du ikke, at fanden må have noget med det her at gøre?"
   "Jo jo, det var bare..."
   "Du skulle lige sikre dig, at det var mig du talte med og ikke min onde tvilling?"
   "Nemlig," nikkede Petersen og rakte ham en kop kaffe og to Panodil. Dalvang lænede sig tilbage i stolen og stirrede op i loftet.
   "Det her burde ikke kunne lade sig gøre, vi har fået cancer celler til at opfører sig som nanobotter."
   "Jeg kommer hele tiden til at tænke på de hvalpe, vi delte. Hvorfor tror du, at den ene blev så arrig?" Dalvang så på Petersen og trak på skulderen. "Kan det være af samme grund, som at din tvilling der er røget lidt af sporet?"
   "Lidt? Jeg ved ikke, hvordan det skulle have noget at sige, jeg mener... vi er jo i bund og grund den samme, udover at manden ikke ejer samvittighed."
   "Ja, du er sådan en fredelig sjæl, og han er et monster."
   "Sjæl?" mumlede Dalvang. De så på hinanden. De var begge videnskabsmænd, og det var aldrig blevet videnskabeligt bevist, at man havde en sjæl i den forstand. Men de tænkte det begge.
   "Kan en sjæl deles?" spurgte Petersen.
   "Spørg en præst, jeg tror, at du er ude på tynd is der."
   "Hvordan vil du ellers forklare det? Vi fandt jo ingen større fysiske forskelle på hvalpene."
   "Nej, det lyder bare så..." Dalvang sagde ikke mere, for han kunne heller ikke forklarer det. Han forstod pludseligt, hvordan nogle mennesker kunne finde ro i en tro. Bare at kunne afskrive de ting, de ikke forstod og ikke kunne forklarer til at være spøgelser, rumvæsner, eller, hvad deres fantasi ellers kunne fabrikere. Han havde egentlig ikke lyst til at vide, hvorfor ham den anden var, som han var. Han var død nu, og det var det vigtigste.
   "Okay," sagde Dalvang og satte sig frem i stolen. "Lad os nu bare sige, at vi har en sjæl. Den burde ikke have noget at sige om hjernen vel? Det er jo hjernen, man bruger til at tænke med. Hvis han virkelig er mig, så har vi fået den samme opdragelse af de samme mennesker. Vi har foretaget os det samme hele livet ind til for et par timer siden. Han er mig, så hvis vi skal se det her ud fra et videnskabeligt synspunkt, så må der være sket en fejl med hjernen, da den blev delt. Det samme skete jo med hvalpene, da de blev delt. Stamcellerne må bare ikke være ret gode til at lave hjernevæv. Hjernevæv reparerer i forvejen ikke sig selv ved skader."
   "Hvis stamceller ikke kunne gøre det, ville han så være i stand til at tænke selv?" Det vidste Dalvang ikke helt, så han trak på skulderen. "Hvalpene havde jo i forvejen hvert sit hoved, og hver sin hjerne, så det kunne stamcellerne jo ikke have haft noget med at gøre," fortsatte Petersen.
   "Så er vi tilbage ved det der sjæleværk." Ingen af dem havde ret meget lyst til at begive sig ud i dette usikre emne, så de forholdt sig tavse. Hvis man har en sjæl, hvor kommer den så fra? Hvornår får vi den? Hvis man tænker på en livmoder som skabelsens univers, og man kun kan få en sjæl, når man er derinde, så må det være grunden til, at alle enæggede tvillinger ikke render rundt og slår hinanden ihjel. De har jo så delt sig inde i dette univers og har derfor begge en sjæl, derfor har de også begge en individuel personlighed. Siden hvalpene ikke var delt færdigt inde i livmoderen, men blev delt kunstigt, fik den nye hvalp ikke nogen sjæl. Vores samvittighed, empati og evnen til at være social må så ligge i sjælen. Hvis sjælen ikke kan deles, så ville vi virkelig være på den, hvis ikke han var død, tænkte Dalvang og tog en karamel fra bordet, som han pakkede ud og proppede i munden.
   "Aaarghh," stønnede han højt, så Petersen hoppede i stolen.
   "Hvad skete der?" Dalvang spyttede en blodig klump ud i hånden.
   "A spfift en karamel," svarede han og holdt hånden frem, så Petersen kunne se klumpen, der bestod af en halvt tygget karamel, blod, spyt og to halvdele af en kindtand med rod på.
   "Uh," sagde Petersen og rynkede på næsen, mens han rakte ham en serviet og papirkurven.
   "Skal du til tandlæge?" Dalvang rystede på hovedet og stoppede en tot vat op i hullet, hvor tanden havde siddet.
   "Hvad har han slået dig med, en rørtang?" Dalvang holdt en knyttet næve op i luften, som for at sige "sin næve", for han mente ikke, at Petersen ville forstå meget af, hvad han sagde, siden han lige nu sad med fem fingre og en tot vat inde i hovedet.
   "Med sin næve?" spurgte han lettere vantro. Noget i Petersens blik fik Dalvang til at tage fingrene ud af munden igen.
   "Hvad nu?" spurgte han.
   "Han er stærk."
   "Ja, det ved jeg, han slæbte af sted med mig, som vejede jeg ingenting, og det var selv om, jeg gjorde modstand." Dalvang kunne ikke lige se, hvor Petersen ville hen med det, han følte sig bare som lidt af en kage arm, siden han ikke kunne vriste sig fri.
   "Kan du huske vævsprøverne fra hvalpene? De viste en let øget muskeltæthed hos den aggressive hvalp."
   "Ja... og?"
   "Det var ved en hvalp, forestil dig hvor øget denne fibertæthed ville være ved et voksent menneske. Et menneske, der i forvejen er temmelig stærk."
   "Hold da kæft." Dalvangs banden fik Petersen til skære en grimasse. "Canceren, vi brugte til at accelerere delingshastigheden, var fire gange mere aggressiv end almindelig cancer, tror du, at hans muskelfibertæthed så er fire gange af, hvad min er?"
   "Jeg vil ikke udelukke noget, jeg ved bare, at han var stærk," sagde Petersen.
   "Det er da godt, at han er død," sagde Dalvang, rejste sig og gik hen til vinduet, hvor han stod tavst og så ud på parkeringspladsen. Han tænkte ikke rigtigt på noget. Han havde fået så mange indtryk, at hans hjerne var ved at koge over. Den havde lige brug for en lille pause. Han vendte sig om og stod lænet op af vindueskarmen, da han fik øje på et gammelt billede, der hang ved siden af skabet med videoerne i. Den ene skabslåge dækkede halvdelen af billedet, men han kunne se en ung mand smile til sig. Han gik hen og lukkede lågen for at se, hvorfor den unge mand smilede. Det gav et sæt i ham, da han så resten af billedet. Ved siden af den smilende unge mand, som han havde set henne fra vinduet, sad en ung udgave af den gamle mand, der havde spioneret på ham dagligt, siden han var ankommet til byen. Nu vidste han hvorfor, den gamle mand havde virket så bekendt.
   "Kom, jeg skal vise dig noget," sagde han bestemt til Petersen og greb billedet på vej ud af døren.
   "Hvad?" råbte Petersen og løb efter ham.
   "Der er han," sagde Dalvang og tog et af de mange gamle personalebilleder ned fra væggen i hallen.
   "Det er ham, der har forfulgt mig, ham den gamle jeg fortalte dig om."
   "Er du sikker?" spurgte Petersen undrende og så nærmere på billedet.
   "Ja, jeg kan genkende de øjne."
   "Hvor længe var det, han forfulgte dig?" spurgte Petersen og så på billedet.
   "Han stod der, da jeg tog på arbejde i morges... i går morges. Hvis han har arbejdet her, så må i da have en medarbejderjournal over ham ik'? Dem smider man da ikke bare væk."
   "Det har vi nok... nej vent lige lidt. Det billede er taget i '64, han er ikke med på '65 billedet efter branden."
   "Hvad for en brand?"
   "Den brand, der ødelagde over halvdelen af hospitalet, næsten alle arkiverne blev ødelagt. Hvis han ikke har arbejdet her efter da, så har vi nok ikke."
   "Jamen vi må da kikke efter alligevel, hvis nu de fik reddet nogle af dem," sagde Dalvang.
   "Har vi ikke vigtigere ting at tage os til? Vi skal ud og have fjernet din tvillings lig, så ingen andre finder det og erklærer dig død. Vi vil få lidt af et forklaringsproblem, hvis han bliver fundet, tror du ikke?"
   "Petersen, det her er vigtigt, det ved jeg bare," sagde Dalvang med en meget overbevisende stemme.
   "Okay, en der hedder Allan gør meget i lokalhistorie. Han siger, at der er mange huller i den, også i kirkebøgerne. De fleste af hullerne forekommer lige omkring branden. Han har prøvet at sætte noget af den sammen igen, måske har han noget," sagde Petersen lidt opgivende.
   "Det er da et forsøg værd," sagde Dalvang ivrigt.
   "Han har kontor lige rundt om hjørnet. Jeg ved, at han har noget at det liggende her, ellers må vi ringe til ham." De gik hen til Allans kontor, men da Petersen åbnede døren, faldt han gispende tilbage, over synet og den kobberagtige stank af store mængder blod, der mødte ham. Annette lå på maven på gulvet og stirrede tomt ud i luften.
   "NEJ" skreg Dalvang og faldt på knæ ved siden af hende. Tårerne væltede frem i hans øjne, mens han stille aede hendes hår.
   "Dal, du må ikke røre ved hende, politiet skal kunne finde spor."
   "Det bliver jo mine spor, de finder. MINE! Det er ham, der har gjort det her, kan du ikke se det?" Petersen blev tavs, de havde jo samme DNA. Dalvang ville ikke være i stand til at hjælpe med at rydde op efter det her, så det måtte han klare.
   "Gå lige ud et øjeblik," sagde Petersen til Dalvang, der sad stille ved Annettes side, mens han rystede på hovedet. "Dal, gå ud og vent på mig, jeg kommer om lidt," sagde Petersen i et alvorligt toneleje. Dalvang rejste sig, tørrede sine øjne og gik ud. Petersen lukkede hurtigt døren efter han og gik tilbage til liget. Han havde aldrig rigtig haft noget imod at se et lig, men dette var en person, han kendte, en han holdt af, og så var hun jo ikke lige frem død af naturlige årsager. Petersen fandt hurtigt nogle gummihandsker i en skuffe og begyndte af tørre stedet af for fingeraftryk. Han fandt syre inde i et skab, som han hældte ud over Annettes lig de steder, hvor der var muligheder for DNA spor. Det var tydeligt at se, at hun var blevet voldtaget, så han hældte det meste af syren ud over hendes underliv og prøvede for så vidt muligt også at få så meget som muligt ind i hende, så de ikke kunne tage prøver derfra. Sådan som hun i forvejen var blevet mishandlet, ville politiet nok ikke tænke nærmere over det, da det i så fald ville virke som en handling, overfaldsmanden ville kunne finde på, for at skjule sporerne. Da han stod op i morges, var dette ikke ligefrem, hvad han regnede med, han skulle lave, og han tænkte flere gange, hvad fanden er det jeg laver. Han gjorde det kun fordi, det var Dalvangs røv, der ville komme på komedie. Han var sikker på, at Dalvang ville gøre det samme for ham. Nu han var på kontoret, ledte han også efter de papirer, som de egentlig var kommet efter. Hvis nogen spurgte, havde de været her før dette tog sted. Derfor fjernede han ikke sine egne fingeraftryk på skabet. Men han tørrede alt andet af, inklusiv dørhåndtaget. Det måtte godt se ud som om gerningsmanden selv havde tænk på det. Dalvang sad i en sofa ude i hallen med ansigtet i hænderne og rystede voldsomt.
   "Jeg fandt papirerne, kom," sagde han stille og tog Dalvang ved albuen. De satte sig op på kontoret igen. Petersen begyndte at gennemgå papirerne, de havde taget med fra kontoret. Dalvang sad og stirrede tomt ud i luften, pludselig virkede det hele så ligegyldigt. Endnu en kvinde, han holdt af, var død. Det var ikke fair. Han havde ikke lyst til at koncentrere sig om andet end at genkalde sig de få timer, han havde haft med Annette. Han kom hele tiden til at se hendes lemlæstede lig og alt blodet for sig, så til sidst tvang han sig til at koncentrere sig om noget andet, bare for ikke at se dette forfærdelige syn for sig. Petersen mente, at han lige havde brug for at sunde sig lidt, og talte derfor ikke til ham. Han prøvede i stedet at holde sig koncentreret om mapperne, selv om han ikke var helt sikker på, hvad han egentlig ledte efter. Det var hans måde ikke at tænke på det grusomme stykke arbejde, han lige havde udført. Deres koncentration blev afbrudt af larmen af sirener. Nogen havde fundet Annette.