Aldrig før havde han været så vågen og så træt på én gang. Hvis nogen havde spurgt ham to måneder tidligere, om det var muligt, ville han have grinet dem ud af lokalet. Men det var dengang. Da han stadig var sikkert buret inde bag murerne til det samfund, alle dets fornemme borgere kaldte paradis. For ham havde det paradis været en joke, for i hvilket paradis skulle man konstant se sig over skulderen for at undgå øretæver? Han havde også dengang skullet være vågen, men det var kun, når farens eksplosive temperament begyndte at nærme sig det røde felt. Han havde endda lært at se det i tide. Nogen gange hører det i tide: Når bæltets spænde klirrede ved panelerne rundt i det store hus eller i de lange tomme gange, så vidste han, at det var ved at være tiden til at forsvinde, til at gøre sig uset. Mange vil vel ikke drømme om, hvor meget en femtenårig drengekrop kunne krølles sammen, eller hvor længe en sådan kunne holde til at ligge under en sofa for at undgå faderens opmærksomhed. Hvor meget han end troede, at faderens konstante truende skikkelse havde kunnet forberede ham på livet uden for murerne, så havde han taget fejl. Han havde lært at gemme sig, lært at være usynlig, lært ikke at eksistere på de rette tidspunkter, og det hjalp også her. Men det hjalp ikke på mad og drikke. For at komme til det, skulle han ud fra sit skjul, ud og risikerer at blive set, for i et skjul kunne man heller ikke overleve længe. Han var nødt til at overleve. Hvordan skulle han ellers holde sit løfte? Hun havde ikke engang grædt, da han havde sagt farvel til hende og hoppet ud af vinduet for at komme langt væk fra denne hustyran, som ham i daglig tale omtalte som sin far. Den mand, han til dagligt skulle vise respekt. Den mand alle de fornemme borgere så op til som skaberen af deres paradislignende samfund. Hvorfor kunne de ikke også se, at det bare var et glansbillede, der var trukket hen over et samfund, og at der under denne fine, rene og nydelige overflade var mere råddent end de kadavere af rotter og hunde, der hang omkring ham nu: Fødekilden for den del af samfundet, som faderens glansbillede ikke dækkede. Han havde set i hendes øjne, at hun ville græde. Selv en pige på seks år vidste, at man ikke græd. Ikke i det hus i hvert fald. Ikke når faderen var hjemme. Han var nødt til at overleve, finde en måde at holde sit løfte. Han ville ikke give op, for så vandt stodderen jo. Han skulle aldrig vinde, ikke over ham i hvert fald. Ironien over det, han lige nu gjorde, fik ham næsten til at grine højt, men han skulle være stille i sit skjul. Ellers missede han chancen for at kunne komme til vandet. Tre mænd havde det meste af dagen stået ved den samme hane og krævet betaling for vandet. Her var folk så fattige, at betalingen ikke engang var penge. To døde rotter for en kande vand. Frisk frugt kunne give to spande. Hvordan nogen kunne tage vand for givet, var ham nu en gåde, og han havde kun været her i to uger. Ingen ledte efter ham, vidste han. Hans far ville aldrig indrømme, at hans søn var stukket af, for så ville han tabe ansigt. Hvem kunne se op til en mand, hvis egen søn skred uden så meget som et afskedsbrev. Ingen ville lede efter ham, hvis de var en borger af paradiset. Men en dusør til en eller anden low-life, der kunne betales til at holde sin kæft, kunne måske tænkes. Hvem fanden vil tro på en sådan type alligevel, hvis det var mit ord mod hans. Han kunne næsten høre sin fars stemme. Det undrede ham nogle gange, at han kunne lære morale af en mand, der havde bygget et helt samfund på en sukkersød løgn. Måske fordi han altid havde set det modsatte, og fordi han fra en alder af elleve havde gjort alt, hvad han kunne, for at trodse faderen og modbevise ham og hans politiske holdninger. Han havde til sidst været ligeglad og havde lært at tage sine tæsk uden at kny. Om ikke andet, så kunne han da holde faderens sadistiske opmærksomhed væk fra sin lillesøster og mor. Han skulle holde sit løfte og overleve. Han skulle blive mand nok til at kunne hente dem, tage dem væk fra denne falske verden og tage sig af dem, ligesom han havde lovet. Først skulle han lære hele denne nye verden at kende. Den verden, faderen havde holdt dem uvidende om for at holde dem afhængige af hans magt. Men først... først skulle han have vand. Tre dage havde det taget at finde ud af disse tre mænds rutine. Kun få minutter ville hanen være uden opsyn. Hvis han blev fanget, ville betalingen blive brutal, smertefuld og korporlig i alle henseender, det vidste han også. Hans unge krop var stadig i stand til at sidde stille i længere tid, uden knæ og ryg låste i leddene, når den endelig skulle bruges, og da han så sit snit, kom han hurtigt ud fra sit gemmested og satte blæren mod tuden af hanen, mens han panisk så sig om efter hanens tre ejermænd.
   "Hey, knægt!" skreg en vred raspende stemme pludselig, og menneskemængden blev skilt af hårde og vrede slag. En af de tre mænd havde fået øje på ham, og løb lige nu mod ham. Hurtigt fik han hægtet proppen på blæren, så han bytte ikke ville spilde ud på den triste grå og støvede vej, men han slukkede ikke for hanen, siden kun én af de tre mænd kom mod ham. Manden ville uden tvivl sikre sin kilde først, og det ville give ham et kort men eksisterende forspring. Med hovedet holdt lavt, holdt han blæren tæt ind mod sig, mens han øvet bevægede sig som en slange ind mellem de mange mennesker. Han hørte de to andre komme tilbage og råbe alskens ukvemsord efter ham. Tyv. Han var en tyv nu og havde været det i snart to uger. Verdenens bitre sandhed var ved at gå op for ham, men end ikke et stempel som tyv, kunne få ham til at savne faderens søde løgn, hvor der var vand i uendelige mængder, og hvor aftensmaden ikke kriblede, mens man åd den rå og levende. Alt måtte være bedre end faderens tyranni, men det var ikke godt nok til hans mor og lillesøster. Han måtte fortsætte sin søgen. Han måtte væk fra planeten... han måtte mod rumhavnen. Han hørte ikke længere de vrede stemmer og hægtede blæren fast ude af syne fra de andre tørstende og sultende mennesker, inden han tog sit sjal af og vendte det om, så den havde en anden men stadig kedelig, trist og beskidt farve. Nu ledte de ikke længere efter ham, men en i en anden farve. Lidt til grin i et samfund, der kun bestod af disse kedelige, afvaskede og beskidte farver. Selvom det var umuligt at finde rundt i de små tætte gader op mod Paradissamfundets ydermurer, så var han ikke i tvivl om, hvilken vej han skulle gå. Støjen fra rumhavnen blev højere og højere, og jo tættere han kom, blev befolkningen mere og mere anderledes. Deres tøj fik farver. Især kvinderne, der ikke havde andet tilbage end sig selv at sælge. Selv mændene solgte sig selv. At rumrejsende kunne være så ukræsne med, hvad de fik fat på, kunne han ikke forestille sig, og han gøs ved tanken, mens han holdt sine få værdier tæt. En markedshandler stod ved en klapbod, da han endelig rundede hjørnet og nu kunne se ned af rumhavnens langside. Mon han kunne sælge noget til ham? Han skulle bruge kredit til rejsen, og den møntfod, der var brugt inden for murerne, var ikke gængse på alle færger væk her fra. Han havde allerede undersøgt det. Den billigste skulle lande senere samme dag, men han manglede stadig tyve kredit. Tøvende gik han tættere på boden. Manden var barsk og sur at se på, og han var pludselig bange for, at manden bare ville røve ham og sælge hans ting i sin bod i stedet for at handle med ham.
   "Hey, knægt. Hvis ikke du skal købe noget, så forsvind, du skal ikke kører din forretning her hos mig!" sagde manden bryskt. Det gav et sæt i den unge dreng, der trådte et vaklende skridt tilbage og trådte en anden mand over tæerne.
   "Undskyld, undskyld," sagde den unge dreng bange, mens han vendte sig om og så op på en mand, der så tilbage på ham med et overrasket udtryk. Manden smilede pludselig.
   "Det er altid noget, at du trådte over den rigtige fod. Hvis du havde trådt på den anden, så var jeg måske blevet lidt sur," smilede manden. Den unge dreng så ned og så protesen, han havde trådt på.
   "Øhm... Det var ikke med vilje," stammede han usikkert, mens han diskret så sig om efter en udvej, der ikke ville bringe ham ud i et stort åbent område eller ind i tæt befolkning, hvor han ville blive fanget.
   "Det er okay. Vil han ikke handle med dig? Det skal du ikke tage dig af, han er altid gnaven," sagde manden med protesen.
   "Han... Jeg ville sælge noget, men..." drengen tav, ikke helt sikker på, at denne venligsindede mand var til at stole på. Han ville nemlig så være den første, han havde mødt, siden han var endt uden for murerne.
   "Hvad vil du sælge?" spurgte manden roligt. Nervøsiteten i drengen steg, og selvom manden måske havde haft lyst til at lægge en hånd på hans skulder, for at holde ham tæt nok på til, at de kunne føre en fortrolig samtale, så virkede drengen til at ville falde skrigende væk fra ham, hvis han gjorde en sådan tilnærmelse. Stadig med øjne på alle bevægelser omkring sig, tog drengen en nøglering op fra en lomme og holdt den frem i en let rystende hånd. Der var ingen tvivl om, at den ikke var fra ydermurerne. Manden så endnu engang overrasket ud. "Hvor meget mener du, at du skal have for sådan en fin en?" spurgte manden.
   "Tredive kredit?" spurgte drengen spagt.
   "Den kan jeg sgu ikke klare. Hvad med... fireogtyve?" Drengen så overrasket op og nikkede med et smile så flygtigt, at manden ville have overset det, hvis ikke han havde haft sit blik på drengens ansigt hele tiden. Manden fandt de fireogtyve kredit frem, og de handlede hurtigt og diskret, inden drengen fik stoppet pengene væk til de andre, som han gemte i en pung, bundet til sit bælte og stoppet ned foran i sine bukser. Her ville han ikke være i tvivl, hvis nogen kom for tæt på dem. "Pas på dig selv knægt," sagde manden og så kort ned af rumhavnen, hvor han nikkede til en mand, inden han vendte om og forsvandt væk fra rumhavnen og ind i mylderet af mennesker. Drengen blev ikke stående. Han havde penge nok nu. Endda fire kredit for meget. Nu skulle han finde den plads, hvor færgen lagde til.
   I sit forsøg på at holde øje med sine travle og omskiftelige omgivelser, overså drengen de fire personer, der blev ved med at gå forbi ham. Først den ene vej, derefter den anden vej, mens de hele tiden holdt øje med ham og hinanden.
   Færgen landede, han fik sin billet og dumpede ned i et sæde tættest på indgangen, mens han stadig holdt alt tæt ind til sig og så sig nervøst men diskret omkring. Hvis nogen var efter ham, så anede han ikke engang, hvordan de så ud. Han kunne kun håbe, at hans beskidte tøj og fedtede hår ville forvirre dem. Han lignede bestemt ikke en guvernør søn efter at have sovet på gaden i fjorten dage uden muligheder for et bad. At han nu var nødt til at trække vejret igennem munden for at kunne holde sit eget selskab ud, var en ting, han allerede havde vænnet sig til. Kaptajnens stemme kom over højttalerne og afbrød hans tankegang. Vi byder velkommen ombord på færgen og håber, at alle får en behagelig rejse til Verion 4, lød den lettere forvrængede men højst uoptimistiske stemme. Selvom han havde drukket en smule af vandet fra blæren og spist de kryb, han nu havde kunnet finde i sit skjul, mens han ventede på vandet, var han stadig både tørstig og sulten. Men vandet skulle nu holde fem dage, hvor han ikke havde mad. Færgen satte af, og det begyndte endelig at gå op for drengen, at der ikke længere var en vej tilbage. Ind til videre havde han ikke været længere væk hjemmefra end, at han stadig kunne komme ind af porten og gå hjem. Men nu var de lettet. Nu var han på vej væk, og ikke engang sulten overdøvede spændingen og rædslen over dette. Dr. Hennisen, hans psykolog, havde altid talt med ham om flugt, selvom det var en mere mental form for flugt, de havde talt om. Han havde omtalt deres møder som et sted, han kunne flygte ind i en verden af tryghed, men selv havde drengen aldrig følt sig tryg og sikker hos Dr. Hennisen. Manden blev jo betalt af hans far men for hvad? At spionerer på hans tanker og følelser? Han havde aldrig ture åbne sig ordentligt op for ham for hvad nu, hvis han fortalte det hele til faderen bagefter, så ville bæltet helt sikkert smælde i luften. Dage gik, hvor han passede sit og ellers forsøgte at lære så meget som muligt om alle de andre personligheder, der optog pladser i hans nærhed. Sulten tærede på ham, mens han tvang sig selv til at spare på sine få ressourcer. Han sov meget af tiden væk, for i det mindste at finde en fred i søvnen. Men heller ikke her varede den ved. Drømmene begyndte at manifestere hans krops behov, og i drømme blev han plaget af fristelser, som han fysisk ikke kunne blive mættet af. Der var ingen tvivl om, at han blev mere og mere afkræftet, og hans eneste kamp blev til sidst at holde sig oprejst i sædet. Han ville op og gå, men han var for træt. At sidde ned så længe gav ham krampe i benene, og de sov og spjættede uregerligt på dårlige tidspunkter. Han var ved at miste kontrollen, men han skulle holde sig stærk. Hvis ikke for sig selv, så for dem. Han havde lovet dem det... udmattelsen tærede fortsat på ham, og han faldt ind og ud af en dårlig og forræderisk søvn, da han mærkede nogen gå ind i sin stol.
   "Hov, undskyld," mumlede en mand uden at lyde til at mene det. Drengen så undrende op, men nåede aldrig at se mandens ansigt ordentligt, inden han var væk, men et kort blik i sit eget skød afslørede en sandwich. Manden havde tabt den. Hurtigt dækkede han den med sit sjal og så sig diskret omkring. Ingen så ud til at havde set det. Skulle han finde manden og give ham den? Men han så ham jo ikke ordentligt, og kunne ikke genkende ham igen... eller det sagde han i hvert fald til sig selv, at han ikke kunne. Alligevel ventede han en lang og pinefuld time med at fjerne sjalet for at se på denne gourmet ret, der var faldet ned fra himlen, hvis manden nu skulle opdage det og komme bragende igennem færgen for at finde den. Selvom hans tænder løb i vand, og han næsten ikke kunne styre sin iver, spiste han langsomt og nød smagen af den syntetiske og langtidsholdbare kød og dressing. Efter flere dage uden mad, efterlod brødet dog hans svælg hævet og irriteret. Lige nu var det hans mindste problem. Han smilede tilfreds og satte sig tilbage i sin stol. Endelig overrumplede en søvn ham, der ikke plagede ham med fristende syner. Udover de periodiske kramper i benene, nåede han at få en nogen lunde søvn.
   Vi håber I har nydt turen, velkommen til Verion 4, sagde den monotone og ligegyldige stemme, da de endelig havde mærket bumpet fra landingen. Held og lykke, tilføjede stemmen, hvilket fik drengen til at hæve et spørgende øjenbryn mod loftet, hvor de skjulte højttalere sad. Held og lykke, hvad fanden mente han med det? Kaptajnen havde åbenbart ikke selv prøvet at befærde sig uden for ydermurerne på den planet, han lige havde forladt, tænkte drengen, mens han hurtigt fik sit sjal på og sikret sine få ejendele, inden han, som en af de første, forlod færgen. Rumhavnen, han lige havde forladt, havde virket som et helvede, men det, der nu strakte sig så langt øjet rakte til begge sider af færgen, fik den anden rumhavn til at virke som et feriested. Måbende stod han og så ud over det kaos, der foregik neden for rampen, da en mand puffede til ham.
   "Kom nu i gang for helvede, verden venter fandeme ikke på dig," snerrede manden og møvede sig forbi, så drengen var ved at snuble og falde ned af rampen.
   "Undskyld," mumlede drengen og fik sat sig selv i gear, men det var ikke velvilligt, at han forsvandt ind i menneskemængden, der var så tæt, at han ikke kunne bestemme sig for, om alle bare gik ind i ham, eller om alle faktisk prøvede at komme i hans lommer på én gang. Her var flokken dog heller ikke tættere, end at han stadig kunne dukke sig og mave og sno sig igennem pøblen hen til broen, der adskilte rumhavnen fra selve byen.
   I sit forsøg på at komme så hurtigt som muligt væk fra rumhavnen, mistede fire mænd ham af syne. Forvirret så de rundt og fik øjenkontakt med hinanden, inden de begyndte at lede mellem den møvende og skubbende befolkning på Verion 4's rumhavn. Alle havde et sted, de skulle hen, men om de ikke havde, så vidste alle også, at hvis de stod stille, blev de et mål.
   "Jeg har mistet ham," sagde den ene mand, da de andre kom hen til ham.
   "Vi finder ham da aldrig igen i det her mylder," sagde en anden.
   "Vi ved, at han er væk fra planeten, skal vi lade det være det, eller skal vi blive og lede efter ham?" spurgte en tredje.
   "Det har vi ikke penge til. I det mindste døde han ikke af sult på færgen. Jeg har ikke råd til et hotelværelse," sagde den første igen.
   "Så vi tager hjem?" spurgte en tredje.
   "Hvem beskytter ham her?"
   "Ingen, men hvis han finder en flok at løbe med, så har han en chance," sukkede den første mand. Endnu fem minutter stod de og så sig om i den massive og hurtigt skiftende flok, men ingen af dem så igen drengen, de havde forfulgt og forsøgt at beskytte.
   "Held og lykke din lille rebel," mumlede en af mændene, inden de igen gik tilbage mod færgen for at tage hjem.
   Drengen så sig måbende omkring i de nye omgivelser, og aldrig overvejede han, hvilke signaler han sendte til sine omgivelser. Han var ny, det kunne alle se. Han var beskidt, bleg og havde sorte rander under øjnene, så alle kunne se, at han var i nød og afkræftet. Ingen af dem, der så hans vej, så dog en dreng, de kunne hjælpe, de så alle et let offer. Først for sent gik det op for drengen, at han havde pådraget sig en uønsket opmærksomhed, og han forsøgte hurtigt at falde i med mængden, der, som han selv, kun forsøgte at gemme signalerne, der ville markere dem som et offer for rovdyrene i det mørknende gadebillede. Verion 4's fjerne placering fra en sol gjorde, at dette sted var det perfekte sted at gemme sig. Han havde kun hørt lidt om planeten, men denne egenskab var ikke grunden til, at han havde valgt den. Det var den billigste færge væk hjemme fra. Efter at have set det, han ind til videre havde set, så vidste han nu, hvorfor hans far altid havde omtalt denne planet som en fejl. Den var fattig, folk var underuddannede, og her herskede mentaliteten om, at kun den stærkeste overlever. Frygt var blevet hans faste følgesvend, siden han havde forladt samfundet, hans far havde skabt, men nu virkede den kvælende og overmandende. Han var uden den erfaring eller uddannelse, om man ville, som gaderne havde givet dem, der boede her. De kendte faresignalerne, truslerne. De vidste, hvordan man begik sig, hvornår man skulle forsvinde, og, hvad mere vigtigt var, de vidste, hvor man skulle forsvinde hen. Det gik for alvor op for ham nu, hvor han mærkede usynlige fares intense blikke på sig. Han var ude på dybt vand her. Godt jeg kan svømme, tænkte han ironisk, men ved nærmere eftertanke var det et spørgsmål om at træde vande, til han endelig måtte give op, drukne og drive i land til disse ådselædere. Mens han forsøgte på at få sit hektiske åndedræt under kontrol, for ikke at tiltrække sig selv mere uønsket opmærksomhed, dukkede flere og flere grunde til frygt op. Fremmede arter havde han hørt om og set billeder af, men aldrig havde han set dem inden for murerne af faderens paradissamfund. De var ikke velkomne. Men her på Verion 4 var de alle, og han blev også endelig bekendt med endnu en af de ting, man kun hørte om der hjemme. Slaver. Længere fremme så han en ung dreng. Hvis han skulle gætte, var han på alder med ham selv. Hans blik virkede tomt, fraværende på en måde, som han stod der med nedkastet blik og ventede med en bylt i armene. Igen tog han sig først for sent i at stirre måbende på dette nye fænomen. En art, som han genkendte som værende en, der ejede mange menneskeslaver, trådte ind ved siden af drengen og lagde en hånd på hans skulder, hvorefter han pegede og sagde noget så lavmælt, at ingen hørte det. Slaven nikkede og fulgte efter arten. Drengen så måbende på denne ukendte art og fik øjenkontakt. Blikket var ikke venligt, men heller ikke fjendtligt, så han lod sig selv se på ham, som han og slaven passerede dem. Han så slavens højre hånd. Et guldarmbånd med indgraverede mønstre, en guldring og en kæde, der forbandt de to, var synligt. Det gik op for ham, at han igen virkede ny og usikker i sine omgivelser. Selv en skaldet mand kunne plukkes på denne planet, alt var en handelsvare, intet var helligt, gik det op for ham, og han satte nu farten op og lukkede af for alle de nye og egentlig spændende indtryk. Han var alene mellem mange mennesker, ergo han var sårbar. Han skulle væk, han skulle være usynlig. I sin flugt med sin evige flugtkammerat frygten, ledte han efter et sted at forsvinde, men hele tiden mærkede han deres øjne på sig. Deres undersøgende og nysgerrige blikke, der klædte ham af til skindet for at se, om han havde noget på sig af værdi. Om ikke andet, så var han en værdi i sig selv. Slaven, han lige havde set, var kun én ud af to slags, så vidt han havde lært. Guldslaverne var født slaver, opfostret slaver. Sølvslaverne var indfanget, trænet og derefter solgt på det sorte marked. Hvis ikke han var en slave af gaderne, som han hele tiden skulle overleve, ville han blive en slave af en herre. Men stadig ønskede han sig ikke hjem til faderens falske glansbillede. Alt tog tid at lære, at blive smidt ud i det kunne kun få to udfald: Man fejler og dør, eller man overlever, lærer noget og bliver stærkere. Men altid vil man være en slave af omstændighederne. En følelse af accept over sandheden i sin nuværende situation var ved at falde på plads i ham, da to arme fangede ham ud fra en skygge. Gispende forsøgte han forgæves at vriste sig fri fra de stærke arme på sin endnu ukendte angriber. En hæs rungende latter gav genlyd i gyden ved siden af dem, mens adskillige fodskridt fulgte. Drengen så ned på de stærke arme, der holdt ham, mens skyggen begyndte at vige for det gullige lys, som skikkelsen trådte ud i.
   "Hvad har vi her?" spurgte skikkelsen med en stemme garvet og hæs efter alt for mange års ophold i røgfyldte barlokaler. Han stank af sprut, var det første, drengen lagde mærke til, men denne tanke blev irrelevant, da han så op og mandens ansigt kom til syne. At drengen ikke skreg, var et under i sig selv, da det knoglede ansigt med dybe mørke og følelsesforladte øjne kom med ud fra skyggen. Smalle læber fortrak sig i en grotesk efterligning af et smil, hvilket fik den kroget næse til at trække sig op og afsløre nogle enorme næsebor og ubeskrivelige fuger i et ansigt mishandlet af tiden. Store gule og skæve tænder kom til syne og smilet bredte sig så meget, at drengen tydeligt kunne se, at der også manglede adskillige tænder. Hvis ikke de var slået ud under slagsmål, så var de rådnet væk, og få sorte stumper sad stadig og strittede. Men det, der fik drengen til at vende hovedet bort i afsky, var ikke disse ting, det var hans tunge, som han stak ud mod ham og gjorde upassende gestus med. Den moslignende kontur og farve blandet med mandens utrolig dårlige ånde fik hans mave til at gøre opløftninger. Ingen grund til at vende hovedet helt bort, der var ikke nok i hans mave til, at der rent faktisk ville komme noget med op.
   "Så så, lad vores nye lille ven her være lidt i fred," sagde en stemme, der lød yngre. Manden, der stod med drengen i sit greb, satte ham ned på jorden og skubbede ham så hårdt, at han faldt ind i gyden og landede i en lyskegle. Om det var hans frygt, der havde fået hans sanser til at lukke af for al lyd, vidste han ikke, men aldrig havde han troet, at en sådan stilhed kunne eksistere i en rumhavneby. Usikkert så han sig om for at finde noget. Et eller andet... et våben måske? Han havde ingen ide om, hvor mange mennesker der var omkring ham kun, at der var mere end to, og at de alle var stærkere end ham. I sin famlen rundt på den beskidte jord, endte hans hånd på en glat og blank overflade. Med et blik sløret af frygt, gik der flere sekunder, inden det gik op for ham, at det var en sko. Frygtens greb om ham strammedes, og hans luftveje virkede til at krympe, mens hans hjerte forsøgte at evakuere brystet gennem brystbenet. "Du virker ny her? Altid rart med noget nyt blod," sagde den unge stemme, mens foden trak sig væk fra ham. Drengen valgte at forholde sig tavst. Intet, han sagde, ville forbedre denne situation nok nærmere forværre den. Manden satte sig på hug, og først nu fik drengen kastet et ordentligt blik på manden. Han var yngre end den første, der havde grebet ham, og han var noget mere soigneret at se på. Hans tøj var rent og nyt, hans sorte hår var sat og havde kun få grå stænk, hans ansigtstræk var bløde og fine, men hans blik virkede gammelt. Erfaring fra gaderne havde gjort ham hård, og der var ingen tvivl om, at de brune øjne havde set mere end sin del af elendighed.
   "Skal vi tage ham med?" spurgte et stort brød og trådte frem.
   "Op og stå," sagde den fine mand og rejste sig rankt. Drengen kom op og stå på ben, der virkede geleagtige og usikre, mens han usikkert så sig omkring. Dem mørkhårede mand greb pludselig hans ansigt og klemte til, så det smertede, og fik drengens udelte opmærksomhed. "Er du ny?" Drengen nikkede, mens han kæmpede for at holde tårerne tilbage. "Så ved du ikke, hvem jeg er?" Drengen forsøgte at ryste på hovedet, men da manden klemte hårdere fik han fremstammet et klynkende nej. "Jeg er hr. Rick. Det her er mit område." Med de ord skubbede han til drengen, så han faldt. "Og man betaler for at kunne befærde sig i mit område." Drenge så forfærdet rundt. Bag sig, og dermed mellem sig selv og gaden, stod tre store mænd, den ene værende ham, der havde grebet ham. "Hvordan har du tænkt dig at betale mig?" Noget ondskabsfuldt faldt over mandens udtryk, og hans øjne virkede til at blive sorte, mens han igen satte sig på hug for at stirre på drengen.
   "Hvad vil du da have?" spurgte drengen med let bævende stemme. Et smil bredte sig på hr. Ricks ansigt, men det indeholdt ingen humor eller glæde, mens han studerede den skræmte dreng nøje.
   "En ansat af en slags," svarede han endelig. Drengen skar en grimasse af forundring. Hvorfor skræmme livet af ham, hvis det var et job, de ville give ham? Han vidste, at intet i denne verden uden for murerne kom gratis, og han var skeptisk. Men han var også sulten. Et job kunne blive en start, der først og fremmest kunne give ham mad, rent tøj og måske endda tag over hovedet, når han skulle sove. Men han ture ikke at sige ja, inden han vidste, hvad det gik ud på.
   "Hvad skal jeg gøre?" spurgte drengen, mens han prøvede at tvinge sig selv til at se op og tøjre sin frygt nok til, at manden ikke ville se den i hans blik. Han rystede stadig let, men han fik øjenkontakt og holdt den næsten uden at flakke. Manden smilede pludselig et smil, der til dels nåede hans øjne.
   "Først skal du have noget rent tøj, et bad og noget at spise... Det trækkes selvfølgelig af din løn. Hvor meget du tjener, er op til dig selv."
   "Så jeg skal arbejde for provision?" udbrød drengen måbende og kom lidt mere op at sidde.
   "Det var et fint ord for en gadedreng. Her kaldes det normalt FAB. Eller det der falder af bordet. Men ja, provision," sagde manden, hvis blik på drengen virkede lettere skeptisk.
   "Hvad skal jeg gøre?" spurgte drengen igen. Der var stadig ting, han ikke ville gøre for penge.
   "Du skal rende stikirenddreng. Jeg har nogle varer, der skal ud til folk eller varer, der skal hen til mig. Derudover skal du se, hvad du kan få fat på af M-kort og kontanter, du får fem procent af byttet i din lomme, men ind til du kan betale for din egen mad og tøj, så beholder jeg dem og brødføder dig i mellemtiden." Der faldt en stilhed over dem, mens drengen overvejede. Noget måtte da stikke under, for i hans øre, lød det godt nok.
   "Så jeg skal bare være et bud og en lommetyv?" Manden grinede og lagde hovedet på skrå, inden en larm afbrød dem. Godt tyve knægte kom stormende ind i gyden og slog om sig. To af dem greb fat i drengen og trak ham ud fra gyden, mens råb og støn lød fra gyden. Det hele gik meget hurtigt, men drengen valgte at komme på benene og løbe med flokken, der lige havde trukket ham ud, selvom han endnu ikke kendte årsagen hertil. De stoppede stakåndet op i en anden gyde efter at have løbet zigzag mellem bygningerne og spredt sig. Drengen så rundt om hjørnet.
   "Nåede alle med?" spurgte han undrende og så på sine redningsmænd, der så ud til at være på samme alder som ham selv. En af dem grinede lavmælt.
   "Hvis ikke, så finder vi ud af det. Kom, vi skal den her vej til vores kvarter," sagde han og begyndte at gå. "Jeg hedder for resten Fritz." Drengen nikkede og prøvede at smile, men han var for fortumlet til at gøre det oprigtigt. Fritz smilede bare, han havde forventet den reaktion. Drengen mærkede ned af sig selv for at sikre sig, at han ikke havde tabt sine fire kredit eller blæren, inden han løb efter de tre drenge, der var blevet ved hans side. "Hold dig tæt, sådan overlever vi her. Hvor er du fra? Hvordan er du endt i det her hul? Det er tydeligt, at du ikke hører til her."
   "Øh, jeg er ikke helt sikker," svarede drengen og holdt sig tæt, som han fik besked på. Var han virkelig så langt ved siden af?
   "Ikke helt sikker, hva'?" spurgte Fritz og så ham bekymret op og ned. "Er du skadet?"
   "Hvad?" spurgte drengen og så ned af sig selv.
   "Så de tævede dig ikke... Ham hr. Rick er ond. Jobbet lyder godt, er det også det meste af tiden. Men der forventes meget mere af dig... Især i nattetimerne," svarede Fritz lavmælt, som huskede han noget grimt. "Vi skal igennem her," fortsatte Fritz endelig, inden drengen nåede at stille et spørgsmål. Han blev ført igennem en baggård, hvor der lå folk over det hele pakket ind i kasser, papir og plastik. Han så sig måbende om, mens han stadig prøvede at holde sig tæt. "Lad være med at kikke, det giver bare problemer. Du kan udpeges som en udefrakommende med det samme."
   "Undskyld," hviskede drengen.
   "Lad være med at undskylde for det," sagde Fritz lavmælt, mens han satte farten ned. Flere drenge begyndte at komme til, og Fritz talte dem hurtigt. "Alle nåede det, sæt dig bare." Drengen så rundt på kasserne, der stod foran en ramponeret container, utæt af rust, og satte sig på den ene. Fritz satte sig ved siden af ham. "Hvornår har du sidst spist?"
   "Øh," svarede drengen efter kort betænkningstid.
   "Nå så længe siden," grinede Fritz og rodede i en taske, hvor han fandt et brød og et stykke tørret kød frem, som han rakte til drengen. "Her, spis det langsomt."
   "Tak," sagde drengen og tog en bid, som han prøvede at give sig god tid til at tygge, inden han slugte det, mens han så rundt på de andre drenge, der var begyndt at komme tilbage. Han bed specielt mærke i en mørkhåret dreng med et hårdt blik. Han virkede stille og tilbagetrukken, men at se de andre omkring ham bevidnede bestemt om hans plads i flokken.
   "Hvorfor reddede I mig?" spurgte drengen Fritz. Fritz tog sig tid til at tygge sin egen mad, inden han svarede.
   "Jo flere vi er, jo sikre er vi, og nogen af os har allerede været i kløerne på hr. Rick. Man dør måske ikke af sult... døden hos ham er helt anderledes. Han er et rovdyr, og vi er ikke engang hovedretten. Vi er tidsfordriv eller det, der beskæftiger ham, til et større bytte kommer forbi," sagde Fritz sørgmodigt. Drengen valgte ikke at spørge og tog endnu en bid af brødet og kødet, der var så røget, at det kun kunne spises sammen med brød, for at svælget ville lade det passerer. "Vi er udskuddet af samfundet, de forældreløse, dem der er smidt ud hjemmefra eller børn af systemet. Vi koster dem penge, de ikke har, så de vil ikke have os, og så længe vi holder os nogen lunde ude af syne her, så kan vi få lov at være i fred."
   "Hvilken er du?" spurgte en af de andre drenge, der var fulgtes tilbage med dem.
   "Jeg er noget helt fjerde, der alligevel har lidt til fælles med samtlige kategorier."
   "Men du er ikke her fra Verion," konstaterede Fritz. Drengen rystede på hovedet, mens han holdt sit blik på sine hænder.
   "Det var bare den første og bedste færge," svarede han lavmælt.
   "Og den billigste," gættede den mørkhårede dreng. Drengen nikkede og så op på ham. På intet tidspunkt ændrede den mørkhårede drengens udtryk sig, inden han nikkede og begav sig i gang med noget andet.
   "Han siger ikke meget, men han er trofast," sagde Fritz lavmælt. Drengen nikkede og så sig om på de andre tyve drenge.
   "Øhm... tak for resten."
   "Velbekomme, men du kommer til at arbejde for det, det ved du godt, ik'?" spurgte Fritz med et skævt smil. "Men bare rolig, ikke det samme som hr. Rick havde forventet af dig." Han skulle lige til at sige sit navn, men kom så i tanke om, at faderens hævntørst for dem var mere værd end en årsløn. De skulle bare lægge to og to sammen.
   "Jeg hedder Steven for resten," sagde han og forsøgte sig med et taknemmeligt smil. Men alligevel stak hans samvittighed til ham over løgnen. De havde lige reddet ham, og så løj han for dem.
   "Velkommen til Steven. Vi arbejder sammen i den her gruppe om at få fat på mad og penge. Vi arbejder aldrig alene, altid mindst fire. Hvad vi kan stjæle af mad, er til os alle sammen, ingen lægger mindre arbejde i, end de kan give, for så ryger man ud fra gruppen. Ingen kører på fripas her. Penge er en anden sag, men det forventes stadig, at man tager sig af hinanden. Vand og bad og sådan noget koster jo penge. Hvis man da ikke vil have et koldt bad."
   "Lige nu er jeg ligeglad med temperaturen," grinede Steven lavmælt, men der var ikke meget glæde i grinet.
   "Virkelig, så kom. Du kunne vel også bruge noget andet tøj," sagde Fritz og rejste sig. Han fandt en næsten ren trøje og et par bukser i en kasse i containeren. "Følg med mig." Tre andre rejste sig med det samme og gik med, den ene var den mørkhårede dreng. Et vandrør med hul i viste sig at være det bad, Fritz talte om, og selvom det var pissekoldt, var Steven efter fjorten dage i det samme tøj ligeglad.
   "Bare lad være med at drikke det," sagde den mørkhårede dreng henkastet, inden han gik hen og stillede sig op af en mur med ryggen til for at holde vagt. De to andre, der var gået med, indfandt også deres pladser, mens Steven hurtigt kom af sit tøj og hoppede ind under vandet. Efter et minuts tid kunne han ikke længere mærke kulden, og badet blev en nydelse. Han var dog konstant opmærksom på sine omgivelser, og han var bestemt bevidst om, at han lige nu stod splitterravende nøgen i en baggård fuld af underlige stenede mennesker, så han gjorde det kort. Han sørgede også for hele tiden at holde ryggen mod muren. Fritz smed et lille håndklæde over til ham, som han hurtigt tørrede sig over med.
   "Hold da op, jeg troede, at du var sort," grinede Fritz. Steven smilede hovedrystende, mens han trak i det renere tøj. Tør mad og vand blev aftensmaden. Fritz viste ham, hvor han kunne sove, og selv den mølædte madras med huller i virkede som en drømmeseng efter at have sovet enten på den kolde jord uden for murerne eller siddende ret op og ned på færgen. Fritz og de andre lærte ham at tømme lommer, uden det ville blive opdaget, mens de blev enige om, at han var så køn, at han kunne blive deres lokkemad for dem, der måtte søge en ung drengs selskab. Lige den nyhed var han ikke for glad for, men han måtte stole på flokken, der så stod gemt, til han havde fået manden ud af offentligt rum, så de kunne overfalde ham og røve ham. Hele tiden hang løftet til han lillesøster i hans tanker. Han skulle tjene penge og finde et sted for dem at bo. Gruppen her hjalp ham med at overleve, som han hjalp dem. Det var en nødvendighed, det kunne han godt se. Han var glad for, at de havde fundet ham, og han og Fritz blev efterhånden rigtig gode venner. Han havde dog svært ved at komme tættere på den mørkhårede dreng, selvom der var noget over ham, som Steven godt kunne lide. Måske var det den loyalitet, styrke og erfaring han havde, der gjorde ham så spændende.
   "Han er en af de navneløse," sagde Fritz en dag, hvor de var hoppet op på en mur og sad og så ud over de mange mennesker, der gik rundt tæt på rumhavnen. De havde udkiksposten i dag, mens de resterende fra gruppen mavede sig igennem flokkene for at tømme pøblens lommer.
   "Hvad vil det sige?" spurgte Steven.
   "Hans mor er ludder her på Verion 4. Han har ikke rigtig været hjemme, siden han var seks år gammel. Han omtaler sig selv som de uønskede drikkepenge, men han vil ikke fortælle os sit navn."
   "Hvad med myndighederne, tager de sig ikke af sådan noget?" spurgte Steven undrende. Fritz så overrasket på ham.
   "Sig mig, hvor fanden kommer du fra? Som jeg sagde tidligere, så er vi er udskuddet af samfundet, de forældreløse, dem der er smidt ud hjemmefra eller børn af systemet. Vi koster dem penge, de ikke har, så de vil ikke have os, og så længe vi holder os nogen lunde ude af syne, så kan vi få lov at være i fred. Du ønsker dig ikke fosterpleje i det her system, tro mig. Jeg har været inde og ude af det system siden jeg blev født. Jeg får mindre tæsk her på gaderne, hvis jeg bliver fanget med hænderne i de forkerte lommer, end jeg gjorde hos de skiderikker." Fritz' blik så kort hjemsøgt ud over minderne, inden han smilede glædesløst til Steven. "Men jeg kom ud, fandt de andre her. Vi har brug for hinanden, det ved vi. Vi er den eneste familie, vi har."
   "Hvordan slap du ud?" spurgte Steven.
   "Jeg stak af," sagde Fritz, som var det en selvfølge. "Garanteret systemet sidder og klapper i deres små fede hænder over det. En mindre at brødføde... en mindre at bekymre sig om. Som jeg sagde, så er vi udskuddet."
   "Hvis verden ikke tilpasser sig dig, må du tilpasse dig selv til den," mumlede Steven og så ud over rumhavnen, mens han overvejede, om personen, der havde sagt dette første gang, nogensinde havde siddet her og set ud over denne utilpassede planet. Her gjaldt det om overlevelse, og det var bestemt ikke et spørgsmål om at tilpasse sig. Nærmere et spørgsmål om, hvem der kunne slå hårdest, og hvis man ikke kunne det, så hvem der kunne løbe hurtigst. Fritz skævede over mod ham. En stilhed faldt over dem, mens de sad og så ud over den brogede flok. Steven fandt en avis frem fra baglommen og foldede den ud, mens han bare skimmede overskrifter og indledninger. Han var urolig for, at nogen kunne have sporet ham her til, og at der var en efterlysning ude.
   "Kan du læse?" spurgte Fritz pludselig. Steven så op.
   "Øh, ja," svarede han lidt usikkert.
   "Hvad står der?" spurgte Fritz lidt ivrigt og så med i avisen.
   "Alt muligt irrelevant. Men der er en annonce, der reklamere for en marked, der kommer til rumhavnen næste uge. Godt sted for hurtige fingre, når der er underholdning. Folk ser den anden vej," sagde Steven. Fritz smilede.
   "Okay, husk at fortæl alle det, når vi samles igen." Steven nikkede smilende. "Og sig til, hvis avisen skulle reklamere med mere arbejde til os." Fritz så optimistisk ud, inden et hyl fik deres opmærksomhed. En fra gruppen var i problemer. Fritz og Steven hoppede ned fra væggen og løb i den retning. Den mørkhårede dreng kæmpede mod en stor gal mand, der uddelte nogen øretæver der susede i luften. Så vidt de nåede at høre på mandens råb, så havde han fanget den mørkhårede dreng med hænderne i hans lommer. Resten af flokken var der kort efter, og alle sprang på den store mand for at få ham af drengen. Fritz og Steven fik fat i den mørkhårede dreng og trak ham væk fra slagsmålet, men han var så vred over at være blevet fanget og tævet af den store mand, at han sprang på ham igen og bed og slog sammen med de resterende i flokken.
   "Så Tiger, kom nu, lad os skride, han er nede!" råbte Steven. Den mørkhårede tog sig dog stadig tid til at gennemgå mandens lommer igen og forsvandt sammen med resten af flokken i alle retninger, inden den gale mand kom på benene igen og råbte vredt efter dem. Først da de var samlet tilbage på Red Turf, som var deres område, gik det op for alle, hvor slemt den mørkhårede var blevet skadet.
   "Hvad var det du kaldte ham?" spurgte en lyshåret knægt med et skævt smil.
   "Tiger," svarede Steven og trak på skulderen, mens han gav den mørkhårede dreng noget vand at drikke. "Det må da passe fint, sådan som du gik til angreb igen."
   "Ja, sig mig, gik det overhovedet ikke op for dig, at vi prøvede at få dig i sikkerhed?" spurgte Fritz også med et skævt smil.
   "Jo, men jeg havde ikke fået mine penge endnu," svarede Tiger med et skævt smil, der dog ikke blev så stort på grund af det store blå mærke, der allerede var ved at blive synligt på hans kind.
   "Hvor mange fik du?" spurgte en anden. Tiger fandt et bundt op og viftede den. Fritz rakte over og tog imod stakken.
   "Der er over tohundrede," sagde han med et voksende smil, mens Steven løftede lidt op i Tigers trøje.
   "Nok til tape? Han har et par kvæstede ribben," begyndte Steven, mens han følte på siden af Tiger, der dog ikke ømmede sig meget. Men Steven kendte tegnene fra sig selv. Ingen læge så til ham, når faderen havde uddelt øretæver, med mindre det var meget slemt, og så blev der fundet på en fin lille historie, der passede til skrammerne. "Klammer til øjenbrynet ville heller ikke være dårligt."
   "Hvad er du, læge?" grinede en af de andre.
   "Nej, men der var ingen andre til at lappe mine skrammer," svarede Steven lavmælt.
   "Har du da fået nok af dem?" spurgte Fritz stille. Steven sad urørlig lidt, inden han sank besværligt om en klump.
   "Hvad gjorde de ved dig?" spurgte en anden, men det var ikke nysgerrighed, der lå i hans stemme, det var bekymring. Steven så kort op og så på de mange blikke. Det var en god flok, han havde fundet her, så med det her ville han i det mindste være ærlig. Det ville heller ikke være et af de karakteristika, hans far ville oplyse som et genkendeligt tegn på sin søn. Steven vendte sig med ryggen til dem alle sammen og trak trøjen over hovedet. Ingen af de andre sagde noget.
   "Hold da kæft," sagde Tiger endelig, da synet af hans arrede og opbrudte ryg var sunket ind. Der var ingen tvivl om, hvad der havde rykket huden på hans ryg op og efterladt den i et virvar af tydelige lilla og udbulende ar, der gik parallelt to og to på kryds og tværs. Kun udbulende aftryk fra et bæltespænde gav det groteske og abstrakte mønster anderledes detaljer.
   "De var de eneste, jeg ikke kunne nå ordentligt," sagde Steven roligt og trak trøjen over hovedet igen, mens han allerede fortrød at have vist dem det. Den eneste ting i verden, han aldrig havde kunnet tage, var ynk, men da han igen vendte sig og så deres udtryk, var det ikke ynk, han så. De andre vidste, hvad han havde gennemgået. Han var en af dem. Hvor unormal og udenfor han altid havde følt sig mellem andre, så var han det ikke her. Han var mellem ligesindede, der forstod ham og hans fortid, selvom den måske havde været meget forskellig fra deres på andre måder. Tiger rakte over og tog pengene fra Fritz. Han sad kort og fumlede fraværende med dem, inden han så på Steven.
   "Ønsker du nogen sinde at glemme det? Tid, sted, alle bekymringer?" Steve så på ham, mens han prøvede at gennemskue, hvad han egentlig mente med spørgsmålet. Det fik ham til at overveje spørgsmålet. Der hjemme havde han tit ønsket det, men det havde altid været vigtigst at holde sig overvågen og på mærkerne, når faren var i nærheden. Han havde ikke haft tid til at overveje det ordentligt. Ikke i den forstand. Men nu, efter at have sovet blandt rotter og kryb og været forfulgt af alle omkring sig, sultet og næsten være blevet frarøvet sin frihed i dette nye helvede, så kunne han sagtens overveje det. Han havde aldrig overvejet, hvor meget han skulle tjene, for at kunne hente sin mor og søster væk fra farens tyranniske styre, og her på planeten var ikke et sted for dem, selvom det var det første sted, han måske kunne få råd til det. De havde stjålet med arme og ben og alligevel havde der knap været nok til, at de selv kunne overleve. Han kunne måske skaffe flere penge, hvis reglerne ikke længere betød noget for ham. Hvis han sked højt og flot på sin egen morale. Han skulle pludselig tjene det dobbelte, for han havde også en ny familie her at tage sig af, som de tog sig af ham. Tallene hobede sig op, hurtigere end han kunne nå at få nullerne med, og han blev med et overvældet af følelsen af fiasko. Havde han løjet for sig selv, da han havde lovet sig selv, at han gjorde det her for sin mor og søster? Havde han bare villet redde sit eget skind? Faren ville uden tvivl have slået ham ihjel i arrigskab den aften, han stak af. Ingen trodsede ham i offentligheden, og man gør ham slet ikke til grin. Han havde gjort sin far til grin den aften, mens han foran næsten hele byens befolkning og andre politiske overhoveder havde stillet sig op og sat spørgsmålstegn ved næsten samtlige af farens politiske holdninger, der jo skulle forestille at have skabt det samfund, der blev omtalt som paradiset. Det var farens livsværk, og intet andet betød noget for ham. End ikke familien. De var bare en nødvendighed for at skabe illusionen af lyksalighed og faste familierammer, kærlighed og alt det andet fis, han efterhånden havde hørt, en familie skulle være, men som det ikke havde været i hans tilfælde. Sådan noget eksisterede da ikke, gjorde det? Ikke i paradis i hvert fald. Han var oppe imod noget her, der var så meget større end ham selv, og han måtte nu indrømme, at livets mange muligheder ikke var så mange, som han på sin rejses start havde troet. Omstændighederne gjorde grundlag for chancerne, og her, på Verion 4, der var omstændighederne aldrig gode, så chancerne... De var så godt som ikke eksisterende. Lige nu var han bare taknemmelig over, at han havde mødt denne flok. At de havde taget ham med. Fritz rykkede ham ud af tankerne igen.
   "Hey, det er okay. Vi tager en dag af gangen," sagde han beroligende, og først nu gik det op for Steven, at han græd tavse tårer. Han nikkede og prøvede at smile, inden han så over på Tiger.
   "Ja Tiger, jeg har ønsket at glemme." Tiger nikkede roligt og så rundt på de andre.
   "Låser I af, så går vi lige," sagde han. Fire andre rejste sig og gik med Tiger, mens de andre begyndte at gøre deres container klar til at blive låst af indefra. Det bankede et kvarter senere på lågen, og en af de andre låste Tiger og de andre ind. Fritz tog imod to små glas og satte sig ved siden af Steven.
   "Læg dig ned, så skal jeg nok vise dig det," sagde han roligt og hældt indholdet ud på sin håndflade.
   "Hvad er det?" spurgte Steven undrende, mens han tog plads på den mølædte madras.
   "Det er en smule frihed. Se, er de ik' flotte?" Han holdt sin hånd ned til Steven, så han kunne se to små blå krystaller på størrelse med svovlen på en tændstik. De var virkelig flotte.
   "Hvad gør de? Jeg mener, hvad er det for en frihed?" Fritz smilede til ham og lagde en hånd på hans skulder for at skubbe ham blidt tilbage på madrassen.
   "Bare lig stille og hold dine øjne åbne. Det kan godt svide lidt første gang, men det går hurtigt væk," sagde han med rolig stemme, mens han lod hver af de små krystaller dumpe ned i Stevens øjenkroge. Væsken i øjnene begyndte straks at opløse krystallerne og resterne blev optaget i tårekanalerne. Den svidende fornemmelse var kun at mærke i et kort øjeblik, hvorefter en flyvende fornemmelse bredte sig i ham sammen med en fornemmelse af tryghed. En ny verden åbnede sig for ham, en han aldrig før havde kendt. En verden, hvor han følte, at han havde kontrollen over sit liv. Hvor ingen var efter ham, hvor ingen sult og tørst kunne nå ham. En verden, hvor Rebeccas bedende blik ikke forfulgte ham.

Han var ikke længere den dreng. Han var ikke længere Guvernørsøn Derek Benjamin Richards. Han havde fejlet og han skammede sig. Måske han kunne gemme skammen, som han gemte Derek? Måske Steven var hans chance? Men hvad var hans mors og Rebeccas chance så? Rebeccas våde barneøjne så atter op på ham fra hendes seng, mens han igen hørte sig selv sige de ord, der nu havde pint ham i flere måneder. Jeg kommer tilbage efter jer, når jeg har fundet et nyt og bedre hjem til os, det lover jeg dig. Jeg elsker dig Rebecca. Hans egen stemme virkede til at flyde ud og forvrænge, mens den nu genkendelige flyvsk og fredsommelig fornemmelse endnu engang bredte sig i ham. Omgivelserne gled ud i en ligegyldig tåge, og hans eget grin virkede til at runge underligt i hans øre. Der blev fredeligt, åh så fredeligt omkring ham. De fysiske smerter forsvandt, sulten forsvandt, tørsten forsvandt. Alt blev ligegyldigt. Selv skammen over at have fejlet forsvandt ud i tågen af de to små blå og smukke drømmekrystaller. Han havde fundet en fred, om så bare en på lånt tid.