Jeg så hende første gang i april. En rigtig dejlig dag, med den undtagelse at jeg ikke stod ude sammen med hende og alle hendes venner. Hvad de lavede var rimelig uvist for mig, men jeg vidste at hvis jeg også stod derude, ville jeg helt sikker være lykkelig. Lige siden jeg så hende i april havde jeg tænkt på hende. Tænkt på hvem manden der altid hentede hende var, og hvorfor hun altid blev hentet hver fredag aften. Mit hjerte blev banket på som en dør, når jeg så hende gå med andre fyre, men med det vidste jeg godt, at det nok var min egen fejl vi ikke havde snakket sammen. Hun virkede som en meget åben person, som gerne ville lære nye mennesker at kende. Når jeg så hende cykle forbi engang imellem, sagde hun altid hej til en masse forskellige mennesker. Jeg havde en gang prøvet at stille mig ned på vejen, og da hun så cyklede forbi råbt alt hvad jeg kunne efter hende "flot taske." Hun kiggede tilbage, rystede på hovedet, og forsatte så med at hilse på alle de andre folk. Efter det havde folk set mig som et misfoster, som aldrig forlod sin lejlighed i mere end en time. De havde på en måde ret, for det eneste tidspunkt jeg rigtig forlod min lejlighed på, var når jeg skulle ned til butikken, som lå lige rundt om hjørnet. Derfra kunne jeg se op til hendes vindue, og spekulere på hvad der skete bag de blå persienner.

Jeg havde tit fået fortalt af min far, at piger ikke var alt i livet, og at man ikke kunne stole på dem. Årsagen kunne muligvis være, at min mor og far blev skilt da jeg var syv år gammel. Efter at have hørt rådet flere tusinde gange, besluttede jeg at ligge det til side, og fokusere på hendes og mit liv sammen. Mit liv var som et film. Jeg ventede bare på at spændingen ville eksplodere, og at den altid og evige lykkelige slutning ville komme. Jeg havde ventet 12 år, men jeg ville ikke flygte fra kærligheden. Så jeg besluttede at gøre noget drastisk. Jeg ville blive venner med hendes venner, og derved blive introduceret til hende. Hun ville højst sandsyndlig have følelsen af, at hun havde set mig før, og derved blive knyttet til mig. Det var en gennemtænkt plan, men også på en måde meget usandsynlig. Det hele endte som sædvandlig med, at planen gik i vasken, og at jeg forsatte med at stirre ud mod den tomme gade. Men en dag skete der noget højst usædvanligt. Jeg mødte hende.

Det var en lørdag aften, og jeg havde besluttet at ville i byen med min eneste rigtige ven, Chris. Hans forslag var at vi gik ned til den lokale pub, og den var jeg helt med på. Der var to fordele ved pubben. Det ene var at det var tæt på, og den anden var at min drømmepige ofte kom der... havde jeg hørt. Chris og jeg smed jakkerne ind i garderoben, og varmede op med en lille drink. Pubbens diskolys var blændende flot. Lysene dannede diverse mønstre på loftet, og små sølvkugler kom dalende fra loftets ventilator. Jeg havde aldrig set det så flot før, men havde nok egentlig aldrig kigget ordentlig efter. Chris og jeg trådte ind på dansegulvet, som to små generte skoledrenge første skoledag. Jeg havde efterhånden ikke danset ordentligt i 15 år, og kunne også godt mærke at benene ikke var vant til det. Chris havde skaffet os to dansepartnere, og eftersom vi kun var seks på dansegulvet, besluttede vi os for at gå til den. Efter en dans følte jeg mig 15 år yngre, og jeg svingede min dansepartner Kamilla så flot rundt, at hun røg helt over i en anden mands hænder. Eftersom manden var 1.90 høj, og nok vejede omkring 120 kilo, besluttede jeg mig for, at sidde en dans eller to over. Efter femte danse gik døren bag ved mig op, og min drømmepige kom ind. Hun var lige så køn, som sidste gang jeg så hende, hvis ikke smukkere. Hun trådte forsigtigt ind af døren, kiggede efter nogle hun kendte, og satte sig så over til baren med dem. Fyrene hun sad sammen med var, høje, flotte og åbenbart utrolig charmerende, eftersom hun grinede efter alt de sagde. Jeg havde sikkert ikke en chance, men man skulle jo prøve. Jeg rejste mig op, samlede mod, og begyndte så at gå hen mod hende. Hendes grønne øjne skinnede som en blank sø, mens det farvede lys, fik hendes hår til at ligne en hel regnbue. Jeg kunne kun fokusere på hende, hvilket fik mig til at gå ind i to andre personer på vej hen til baren. To meter før hende, vendte jeg mig om, lugtede til min egen ånde, og konstaterede så, at nu var jeg endelig klar. Jeg prikkede hende blidt på skulderen, og hun vendte sig om. Jeg blev blændet af hendes ansigt, og kneb øjnene sammen.
   "Må jeg få denne dans," spurgte jeg venligt, og pigen nikkede stille. Jeg var lettet. Hun fulgte mig hen til dansegulvet, nejede, og tog så min hånd. Hun hviskede stille ind i mit øre, om hun ikke havde set mig før, da sjæleren kom. Jeg smilede, og sagde stille at jeg hvertfald aldrig havde set hende før. Så lå jeg min hånd om hendes mave, og førte hende så ind i min verden. En verden hvor hun var elsket, savnet, husket og min egen dronning. Det føltes som om der kun var gået to sekunder da dansen stoppede, og hun slap min hånd. Hun smilede, sagde stille tak for dansen, og begik sig igen over til hendes venner. Farven fra mit ansigt forsvandt, og stille kom mit gamle jeg tilbage på sit plads. Et fortvivlet ansigt. Jeg satte mig hen i sofaen, og tænkte på om min chance nu var forsvundet for evigt.

Lyset på pubben var blev dæmpet, og det samme var antallet af mennesker. Sprutten var begyndt at virke, og jeg kunne kun ane Chris danse på dansegulvet. Jeg kunne mærke jeg fik et prik på skulderen, men vidste overhoved om jeg gad reagere. Anden gang jeg fik et prik, var jeg lige ved at gå amok, og da jeg drejede om, opdagede jeg at jeg muligvis var mere fuld end jeg anede. Men der stod hun... min drømmepige. Hun spurgte, om jeg ikke var ham fyren der råbte af hende. Jeg var så fuld, at jeg begyndte at få skyldfølelse. Jeg gik til bekendelse, og fortalte historien så godt jeg kunne. Jeg fortalte også, at jeg havde været forelsket i hende, lige siden dengang jeg så hende allerførst. Nu når jeg var i gang, kunne jeg jo lige så godt sige det hele. Det endte med at lyde som en masse pladder, men det virkelig tydeligvis, eftersom hun smilede jo mere jeg fortalte. Jeg følte mig tvunget til at overdrive, og jo mere jeg fik pyntet på, jo større følte jeg min næse blev. Pigen var tydeligvis kærlighedsfanatiker, og hvis jeg forstod det rigtigt invitere hun mig med hjem. Hurtigere end hun havde fået spurgt færdig, svarede jeg ja. Det gik slet ikke op for mig, hvor stor en drøm det var, før vi ankom til hendes lejlighed 200 meter væk. Hun tog mig med ind i soveværelset og kyssede mig. Jeg kunne ikke lade være at tilføje, at jeg havde set hende hver eneste gang hun kom cyklende, og at jeg altid havde spekuleret på, hvordan der så ud inde bag de blå persienner. Pludselig som en robot, stoppede hendes krop op, og hun stirrede mig dybt ind i øjnene. Jeg husker stadig spørgsmålet hun kom med, den dag i dag.
   "Har du udspioneret mig?"
   Frem af hendes øjne kom to funklende tårer, hvorefter hun gik to skridt tilbage. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Selvfølgelig havde jeg ikke udspioneret hende..eller..! Pludselig gik det op for mig. Jeg prøvede at bortforklare mig, men hun ville ikke høre. Spændingen i filmen eksploderede, og det samme gjorde mit hjerte.
   "Det er bedst du går," sagde hun med en nedtrykt og sørgelig stemme... og så gik jeg.

Nu sidder jeg her som 65 årig, og husker tilbage på det øjeblik, hvor det gik op for mig hvad jeg egentlig havde gjort. Ødelagt det hele ved at forelske mig så meget, at jeg ikke kunne se klart. Jeg havde udspioneret hende. Jeg rejste mig op, gik ud på gaden, og så op mod hendes lejlighed. Den dag i dag tænker jeg stadig over, hvem hun kysser med bag de blå persienner. Om hun havde fundet den rette, som jo tydeligvis ikke var mig. Dengang havde jeg konfonterede mine problemer, og det samme ville jeg gøre nu. Så jeg skrev et digt.

Mine tanker og følelser flyver omkring dig
   Jeg ville ønske de fløj tilbage til mig
   I lejligheden bag de blå persienner
   Gemmer jeg mine bedste minder

Det eneste jeg venter på nu, er den lykkelige slutning.