Hun satte sig smilende på hug, som hun altid gjorde, når han kom ind med årets første gule Erantis. Hendes blå øjne viste en ubeskrivelig glæde, der fik ham til at føle sig spændt og lettet på samme tid. Forsigtigt lagde hun blomsten i lommen på sit forklæde, inden hun tog ham i sine arme for at give ham et langt knus. Han følte sig så varm, så tryk og så uovervindelig, når hans mor omfavnede ham sådan. Den varme fornemmelse og køkkenet, der altid duftede af lækkerier, forsvandt i en tåge af kulde og stanken af frygt. Hans frygt. Lyden af stemmer, strenge stemmer, fyldte tomheden, der omgav ham. Han stod i gangen og lyttede til, hvad stemmerne havde at sige. Frygten strammede sig som et jerngreb om hans strube. Han ville skrige, men han kunne ikke. Han ville kalde på sin mor, så hun kunne komme og få frygten til at gå væk. Hun skulle bare smile sit blændende og glade smil, så ville frygten forsvinde, som den altid gjorde, når hun var kommet ind til ham om natten, og han havde haft mareridt. Stemmerne blev mere tydelige, og han kunne nu høre, at det var hans to mostre, der talte. Hvad de sagde gjorde ham mere bange end han var for mørket i gangen.
   "Du er jo for syg til at tage dig af drengen nu."
   "Ja, du er for svag. Vi tager ham med os." Skrækslagen skubbede han til døren og så ind i en svagt oplyst stue, hvor hans to mostre sad i sofaen, men der var også en dame i et tæppe, der sad med benene trukket op under sig i en stor stol. Mostrene så med et over på ham med gennemborende blikke, der fik ham til at træde gispende tilbage. Uden at rejse sig blev de til to skikkelser, der voksede faretruende, og de nærmest svævede hen over gulvet mod døren, mens de blev større og større. Deres stemmer blev til en anklagende hvisken, men for lav til at han kunne høre dem ordentligt. Han ville ikke høre dem, han ville væk fra dem. Der var så koldt i nærheden af dem. Stakåndet bakkede han længere og længere tilbage, til han kom til trappen. Han var så bange, at han ikke ænsede, at trinnet forsvandt under ham. I en evighed faldt han i et tomrum af mørke og tåge. Kun de hviskende stemmer forfulgte ham, men stadig for svage til at han kunne høre dem. Han følte, at han blev grebet, de hviskende stemmer forsvandt, og et kedeligt gråt lys viste sig omkring en skikkelse af en mand.
   "Er du klar?" spurgte manden, hvis ansigt blev ved at ligge i skygger. Hans stemme virkede omtåget og fjern. Han havde en kittel på, der mindede om en doktorkittel, men den var ikke hvid, den var trist og ubeskrivelig farveløs. Manden førte ham ned af en gang, der var ligeså farveløs og trist som hans kittel. Jo længere de gik, jo længere blev gangen. Han havde på fornemmelsen af, at han havde været der før, men han kunne ikke komme på hvor eller hvorfor. Endelig nåede de en dør. En knaldrød dør midt i det triste farveløse univers han befandt sig i. Som ved magi svingede døren lydløst op for ham. En dame lå i en seng midt i rummet. Hun lignede hans mor, men hun var så tynd, så lille, så farveløs. Han ville skrige, men det usynlige greb om hans hals var tilbage. Forsigtigt gik han rundt om sengen og op på hendes side. Hendes hud så gammel ud, hendes øjne var sunket ind i øjenhulerne, og hun lignede mere et skelet med hud, end hun gjorde et levende menneske. Han åbnede hånden, og den gule farve på Erantisen var, som døren, den eneste afvigende nuance i denne farveløse verden. Han lagde blomsten med stor forsigtigt på hendes mave over de foldede hænder, som var han bange for, at hun skulle falde sammen under blomstens vægt. Rummet blev gradvist mørkere, som når det trækker op til uvejr og alt dagslys bliver opslugt af de truende mørke tordenskyer. De hviskende stemmer kom tilbage. Gispende så han sig om efter kilden af lydene. Ud af mørket kom de to skikkelser svævende og tårnende imod ham. Frygten strammede sit greb, mens skikkelserne løftede deres krogede fingre og pegede mod ham. Deres hvisken blev tydeligere, og han kunne nu høre alle de beskyldende ord, han ikke ønskede at høre. Du slog din mor ihjel, det er dig, der har taget hende fra os. Du skulle aldrig have været født, du er en fejl, en byrde vi kun påtager os for hendes skyld. Du var aldrig ønsket..."