Dalvang sparkede døren til firehjulstrækkeren op med en sådan kraft, at den røg af hængslerne og landede flere meter væk. Han hoppede ud af bilen og landede på den bløde skovbund. Det tog et kort øjeblik, inden han kom i tanke om, hvorfor han stod her midt i skoven. Da det gik op for ham, at det var fordi Petersen havde narret ham, brølede han højt i vrede. En irritation fik ham til at se ned på sin højre arm. Den ville ikke bevæge sig, som han syntes og konstaterede, at den var gået af led under styrtet ud over skrænten.
   "Hov," mumlede han, som var han uanfægtet af smerterne, og tog fat på underarmen på den arm, der var gået af led, hvorefter han trak arme ud fra kroppen og drejede den lidt. Det gav et højt smæld, da den sprang på plads. "Hmm, det var bedre," mumlede han og bevægede armen lidt rundt for at sikre, at den sad rigtigt. "Det her skal du fandeme få betalt Petersen," snerrede han vredt, mens han kravlede op i bilen igen og fandt en rejsetaske, der indeholdt et ekstra sæt tøj, tandbørste og deodorant. Det han havde på, var blevet revet itu. Han skiftede hurtigt tøj og tørrede blod af med det gamle, inden han tog det rene tøj på. Han havde fået et par snit rundt omkring, men det var ikke noget alvorligt. Efter hans forsøg på at soignere sig lidt var lykkedes nogen lunde, fandt han kassen med ampullerne. Kassen var blevet slynget så voldsomt rundt under styrtet, at selv puderne i kassen ikke havde været nok til at forhindre, at ampullerne gik i stykker. Med et irriteret grynt smed han kassen ind i bilen igen og kravlede op af skrænten. Hen vidste ikke præcis, hvor han var og begyndte derfor at gå tilbage mod hospitalet, af den vej de var kommet. Når jeg finder dig Petersen, så skal du få en lang og pinefuld død. Også Sandra den lille lækkerbisken. Hende vil jeg gerne lege lidt med, men han må gerne kikke på, tænkte han, mens han gik tilbage. Han begyndte at forestille sig, hvad han ville gøre ved dem og især hende. Der var jo ingen, udover Petersen, der vidste, at der var to af ham, så hvis han spillede sine kort rigtigt, kunne han skaffe sig af med både Dalvang og Petersen og derefter indtage sin plads i verden. Han kunne gøre alt, så længe folk troede, at han var det svage skvat til Dalvang. Den eneste hage var, at han var nødt til at påtage sig den svages rolle, ind til han havde fået, hvad han ville have. Et godt skjul i en verden af svage. De ville aldrig se ham komme og aldrig mistænke den så gode og dydige Dalvang. Heldigvis havde han lavet nok af vidundermidlet, så der stod stadig en kasse henne på laboratoriet. Han skulle tilbage til Geninstituttet, og når han først var der, kunne han endelig starte sin plan. Han kunne endelig befri verden for alt skravlet. Efter hans mening, skulle man stadig gøre, som man gjorde for mange, mange år siden, lægge dem ud til ulvene. Han ville lave en superrace. Han behøvede ikke at ændre på serumet, så det var ham, der var den stærkeste, for hans muskelfibertæthed var allerede tættere end normalt. Han ville være kongen af denne nye race. Han hørte en bil bag sig, der satte farten ned. Alle folk her oppe var nogle godtroende fjolser. Alle kendte alle, og folk er generelt venlige herude, huskede han, at Petersen havde sagt. Nu kom det vel an på en prøve. Bilen havde sænket farten så meget, at den nu trillede ved siden af ham. En ung kvinde rullede vinduet ned.
   "Hej, du ser ud til at have noget af en gåtur foran dig," sagde hun venligt.
   "Ja, tak fordi du stoppede, min bil er brudt sammen, vil du hjælpe mig ind til byen?" spurgte han med en falsk men overbevisende venlighed i stemmen, mens han lænede sig mod vindueskarmen.
   "Ja det kan tro, hop du bare ind," hun rakte over passagersædet og låste døren op, men Dalvang flyttede sig ikke, han blev ved med at stå ved det åbne vindue og se inde på hende. Da hun så op på ham igen, var det venlige smil væk. Tankerne om hvad han ville gøre ved Petersen og Sandra, havde tændt ham, så han havde svært ved at styre sin voldsomme lyst til at skade nogen.
   "Jeg tror ikke, at det bliver nødvendigt at hoppe ind der omme." Hans stemme var ikke længere venlig, og kvinden blev så bange, at hun skyndte sig at låse føre døren og rulle vinduet op, men Dalvang nåede at sætte en hånd på det og trykkede ned med en sådan kraft, at håndtaget begyndte at køre modsat af, hvad hun prøvede at få det til. Hun begyndte at skrige, mens hun slog på hans hånd med en flad hånd, for at få ham til at give slip. "Hør nu her lille skat, jeg har temmelig travlt, så jeg har ikke så meget tid til at lege nu, ud," sagde han og slog hende ind gennem vinduet. Hun faldt bevidstløs sammen og blev grebet af sikkerhedsselen. Hurtigt åbnede han døren, hægtede hende fri og trak hende ud på grusvejen, hvor han efterlod hende i en sky af grus og støv. Han havde mest lys til at blive, men han havde for travlt. Han skulle ned og hente serumet., og havde lært af sin fejl med Anette. Hende havde han leget alt for længe med og tiden var rendt fra ham. Petersens lille stunt havde forsinket ham yderligere, så nu måtte han hellere beherske sig lidt. Men han havde stadig noget at se frem til. Men først skulle han have hentet det Serum, og så var tiden igen på hans side. Mon Petersen havde fundet Dalvang? Hans tanker blev afbrudt af en svag lyd af sirener.
   "PIS," råbte han og hamrede så hårdt i rattet, at det eksede under hans hånd. Han havde håbet, at politiet endnu ikke havde fundet hende, det ødelagde hans planer lidt. Nå, tænkte han, jeg må vel bare finde en anden udvej. På den anden side, så kan det jo være, at Petersen allerede har taget serumet med. Han skred nok, da han så politiet, det her ville ikke være noget, han ville være interesseret i at prøve at forklare dem. Hvis han har fundet min kære tvilling, så er de helt sikkert væk. Hvor ville de mon tage hen? Hjem til Petersen? Det var han ret sikker på, og der ville de nok blive. Han kunne ikke tage chancen, hvis de havde ladet serumet stå, det var den vigtigste ingrediens i hans plan. Han var nødt til at gå ind og se efter. Det ville ikke tage lang tid, hvis bare betjentene her var dumme nok. Han skulle bare slette sporene efter deres arbejde og brænde stedet ned, selvom sidstnævnte nok ville være lidt for modigt, når politiet stod på grunden. Ha, tænkte han, det var ikke de dumdristige træk, der skilte ham fra den vattede Dalvang, det var nosserne til at tage chancer. Det ville blive sjovt. Han drejede ned af omfartsvejen til laboratoriebygning og blev standset af en uniformeret betjent.
   Jeg tror, at vi skal fordufte nu, der er politi alle vegne," sagde Petersen og samlede hurtigt mapperne fra Fastholts kontor sammen og gav Dalvang halvdelen af læsset.
   "Hvad gør vi så? Vi kan jo ikke komme den vej ud, uden at blive stoppet og afhørt," sagde Dalvang og pegede gennem vinduet over mod hospitalet.
   "Bare rolig, jeg kender en smutvej. Jeg har en ide til, hvordan vi kan finde ham den gamle." De skyndte sig ned på stueetagen og ud af en branddør på bagsiden af bygningen, hvor politiet ikke kunne se dem. Petersen førte dem igennem en masse krat om til en villavej.
   "Vi må have fat i en bil," sagde Petersen og så sig om.
   "Hvor er din?"
   "Den tog din onde tvilling med i afgrunden," svarede Petersen og krydsede vejen.
   "Har I en ekstra?"
   "Ja, men Sandra skal ind og besøge sin søster, jeg ser helst, at hun er så langt væk fra det her galskab som overhovedet muligt, til vi har fået det tilbage på rette spor igen. Jeg har en kammerat, der har brækket benet, så vi kan nok låne hans bil, han skal jo ikke bruge den lige foreløbig." De nåede indkørslen til Petersens kammerat, og Petersen skyndte sig op til bryggersdøren, hvor han bankede på og gik ind.
   "Vent her, jeg er tilbage med det samme," sagde han og læssede mapperne over i favnen på Dalvang, der gav sig under vægten, der fik det til at stikke i hans ribben. To minutter senere kom Petersen ud med nøglerne til bilen.
   "Hvor skal vi så hen?"
   "Ned til sladderhjørnet, jeg vil vise dem det her billede, måske ved de, hvem han er," svarede Petersen og holdt det gamle billede, som de havde taget fra væggen på kontoret, op.
   "Hvad er sladderhjørnet?" spurgte Dalvang undrende.
   "Det er en flok af byens ældre mænd, der mødes hver dag og taler verdenssituationen igennem. Der foregår ikke meget her i byen, som de ikke ved." De smed mapperne ind på bagsædet og kørte ned til købmanden, hvor Petersen parkerede lidt væk. "Du må hellere blive her, dine blå mærker kunne sende et forkert signal." Dalvang var helt enig, han havde heller ikke megen lyst til at rende rundt lige nu, hvor han lignede en boksebold. Guderne måtte vide, at han følte sig som en. Han så Petersen nærme sig flokken, der stod og lænede sig op af deres stokke eller rollatorer og enkelte, der sad på en gammel bænk. Han gav dem alle hånden og at dømme ud fra deres ansigtsudtryk, så vidste de udmærket godt, hvem Petersen var. Han så Petersen smile og nikke, hvorefter han viste dem billedet. Mændene så ud til at vide noget, for alle talte i munden på hinanden og pegede i alle retninger. Petersen rystede på hovedet og pegede igen på billedet, hvorefter alle mændene pludselig pegede i samme retning. Han takkede dem, hilste hurtigt af og løb tilbage til bilen.
   "Vidste de noget?" spurgte Dalvang spændt, da Petersen satte sig ind i bilen.
   "Ja, det lød til, at de vidste mere end, hvad godt er."
   "Vidste de, hvem manden var?" spurgte Dalvang ivrigt.
   "Ja også det, de siger, at han hedder Peter Ib Poulsen."
   "Nå da."
   "De vidste også, hvor han bor." Dalvang så imponeret på Petersen. Sådanne steder havde man ikke, hvor han kom fra. Der vidste ingen noget som helst om nogen som helst, hvis det var op til dem selv.
   "Det må da være rart at have sådan en gratis informationscentral midt i byen."
   "Helt gratis er det nu ikke, men der er ingen pris som sådan. Jeg kommer nok til at give en øl engang ved lejlighed, men det er vel også fair nok."
   "Jo, det må man sige." De kørte op til den gamle mand med det samme, men han var ikke hjemme, da de ankom. De gik om i haven for at se, om han skulle gå og gemme sig der omme, men siden de heller ikke fandt ham der, regnede de med, at han var oppe ved hospitalet eller andre steder henne og lure efter Dalvang. De satte sig ned i bilen igen og kørte lidt væk, så de kunne holde øje med indkørslen. Mens de ventede, begyndte de at se nærmere på indholdet af mapperne. De havde ikke nået meget oppe på hospitalet, da de jo var blevet forstyrret af politiet, inden de var kommet ordentligt i gang med første mappe.
   "Se her," sagde Petersen og lagde en mappe over til Dalvang. I den lå flere gamle avisudklip og billeder.
   "Her er noget om branden," sagde Dalvang.
   "Ja, det så jeg, men jeg nåede ikke at læse det, kan du ikke lige læse det højt?"
   "23/04-1965 Af: J. Holmegård. Sent i går eftermiddags rykkede det lokale brandvæsen ud for at slukke en brand på det lokale sygehus. Branden destruerede det meste af hospitalets højre fløj, der blandt andet husede hospitalets arkiv og størstedelen af dens laboratorier. Man ved endnu ikke, hvordan branden er opstået. Tilstedeværelsen af store mængder brandfarlige væsker og trykflasker gjorde det umuligt at få ilden under kontrol, og skaderne på bygningerne er omfattende. Brandmajoren meddelte sent i aftes, at der hidtil er bjærget fem lig."
   "Det var den brand, jeg nævnte tidligere," sagde Petersen, mens han rodede videre i en anden mappe. Da Dalvang lagde udklippet tilbage i mappen, faldt hans blik på hjørnet af et andet stykke papir. Den del af papiret, som fangede hans opmærksomhed, bar et logo i hjørnet. Et logo der mindede ham om logoet på en obduktionsrapport. Det var en obduktionsrapport eller rettere, det var flere obduktionsrapporter.
   "Hov, hvad er nu det her for noget," spurgte han og holdt dem op, så Petersen kunne se dem.
   "Dem finder man da ikke i det lokalhistoriske arkiv," sagde Petersen undrende.
   "Næh, mon det er de fem, der er omtalt i avisudklippet?"
   "Må jeg se?" spurgte Petersen og rakte over efter mappen. "Han er godt nok grundig ham Fastholt."
   "Ja, det tør siges, her er deres nekrologer og tandlægejournaler," sagde Dalvang og holdt flere papirer op.
   "Er det rigtigt?" spurgte Petersen benovet.
   "Ja, se selv, men der er kun fire tandlægejournaler."
   "På hvem?" spurgte Petersen og lagde obduktionsrapporterne frem, så han kunne se alle navnene.
   "Øh, lad mig nu se. Jeg har en Line Johansen her," startede Dalvang.
   "Det har jeg også," svarede Petersen og lagde rapporten op i vinduet. Dalvang lagde den tilhørende tandlægejournal og nekrolog til.
   "Svend Vildinge."
   "Her..." de fortsatte, til de havde en overskydende.
   "Per Olufsen," sagde Dalvang. "Rapporten her siger, at han er identificeret på røntgenfotos af tidligere knoglebrud og en vielsesring," fortsatte han og holdt en lille pose op, hvori der lå en blank guldring.
   "Er de omtalte røntgenfotos der?" spurgte Petersen og tog ringen, mens Dalvang bladrede resten af mappen igennem.
   "Nej, det er de ikke."
   "Det er da underligt, syntes du ikke?"
   "Nej, han kunne nok ikke få fat på dem."
   "Hvis han kan få fat på alt det her, hvor svært ville det så være at få fat på noget, der faktisk burde ligge sammen med hans journal i forvejen?"
   "Det er der nok noget om. Gad vide hvor han har alt det her fra."
   "Hov se, nu han kommer hjem," sagde Petersen og rykkede Dalvang i ærmet. Petersen så hurtigt på sit ur, de havde ventet ca. en halv time på ham. De samlede hurtigt papirerne sammen igen og løb efter ham. De indhentede ham, inden han nåede ind af døren.
   "Undskyld hr. Poulsen, Peter Ib Poulsen?" kaldte Petersen.
   "Hvem er I, hvad vil I mig?" spurgte manden roligt.
   "Vi vil gerne tale med dig," svarede Petersen. Manden så nøje på ham med et roligt og intelligent blik.
   "Om hvad?" spurgte han, efter han havde studeret Petersen.
   "Vi har noget, vi gerne vil have dig til at se på." svarede Dalvang, der næsten stod bag manden. Poulsen vendte sig roligt mod ham, men gispede højt og trak sig over mod Petersen, da det gik op for ham, hvem han var.
   "Dig," snerrede han og pegede truende op i ansigtet på Dalvang. "Jeg vidste, at der ville blive problemer med dig, se nu bare det, der sker oppe på hospitalet."
   "Var det derfor, du forfulgte mig?" spurgte Dalvang ivrigt, mens Petersen prøvede at blande sig for at få samtalen til at starte lidt anderledes... mindre fjendsk måske.
   "Ja, du skulle være blevet væk," snerrede Poulsen, mens han stadig pegede op i ansigtet på Dalvang.
   "Hv..." længere nåede Petersen ikke, før Poulsen havde vendt sig mod ham og nu pegede op i ansigtet på ham.
   "Og du, du skulle have ladet det være fra starten af, det er ikke klogt at lege gud."
   "Hvad kender du til vores arbejde," spurgte Petersen defensivt. Han følte sig angrebet over mandens måde at fare frem på. Poulsen kneb øjnene lidt sammen og trådte helt op til ham.
   "Har I delt dem?" spurgte han lavmælt. Hans spørgsmål ramte dem begge som en sten midt i ansigtet.
   "Hvem?" prøvede Petersen sig med det mest uskyldige toneleje, han kunne præsterer.
   "Hvem spørger han," sagde Poulsen fnysende og så om på Dalvang, inden han igen vendte sig alvorligt mod Petersen. "Tvillingerne dum pap!"
   "Du ved vist lidt mere, end du burde," afbrød Dalvang med rolig og fattet toneleje. Poulsen så mistroisk på ham med sammenknebne øjne.
   "Og du er vist ikke så dum, som du ser ud min dreng." Dalvang var ikke helt klar over, om dette var ment som et kompliment eller en hån.
   "Hør her," startede Dalvang i et venligt toneleje. "Vi har fundet nogle billeder og andre ting oppe på hospitalet, som vi gerne vil have dig til at se på. Vil du være så venlig?" Poulsen sukkede og slappede lidt af igen, mens han så ned på mapperne, de havde med.
   "Ved I, hvem jeg er?" spurgte han roligt.
   "Nej," svarede de i munden på hinanden, lettere chokeret over spørgsmålet. "I ved vist mere, end I gør udtryk for, eller også er I bare forbandede heldige med jeres gætterier. Kom med ind, jeg regner ikke med, at I bare går væk igen, hvis jeg nu siger nej." Poulsen gik inden for med Dalvang og Petersen i hælene. Han viste dem ind i stuen. "Øjeblik," sagde han og forlod stuen igen. Kort efter kom han tilbage med endnu en stak mapper, som han spredte ud over spisebordet. "Jeg vil mene, at det er det der, I er kommet efter," sagde han og satte sig for bordenden. Petersen og Dalvang tog plads på hver sin side og tog en mappe hver. Dalvangs mappe indeholdt flere avisudklip, mens Petersens indeholdt obduktionsrapporter og tandlægejournaler på de samme, som de havde i deres egne mapper.
   "Dem her har vi allerede," sagde Petersen og lagde mappen fra sig på bordet igen.
   "Har I nu?" spurgte Poulsen med et skævt smil og så bedrevidende på ham. Petersen vidste ikke hvorfor, men noget i mandens stemme sagde, at det var han sikker på, at de ikke havde. Han åbnede igen mappen og sammenlignede dem med de andre rapporter og tandjournaler.
   "Du Dal, se lige her." Dalvang så op fra de avisudklip, der lå i den mappe han havde taget fra bordet. "I denne obduktionsrapport står der, at det femte lig ikke kunne identificeres. Mere specifikt så kunne Per Olufsen ikke identificeres."
   "Mon ikke bare de fandt ud af det, efter kopierne var blevet lavet?"
   "Se i bunden," sagde den gamle mand til dem. Petersen så ned, men så bare en underskrift. Poulsen sukkede opgivende. "Sammenlign underskrifterne med alle de andre." Petersen så ned.
   "Den, vi har, er ikke helt magen til, men det er samme navn." Dalvang strakte sig ind over bordet for at se.
   "Ja hold da op, man skulle tro, at den person, der har forfalsket det, ikke engang har prøvet at få den til at ligne," sagde Dalvang undrende.
   "Han havde nok travlt," sagde Poulsen med et ironisk smil.
   "Hvad med vielsesringen, det var en af de ting, der var med til at identificerer ham," foreslog Dalvang og fandt den lille pose frem igen.
   "Per Olufsen var ikke gift, han har aldrig været det," sagde den gamle mand uden så meget som at se på posen.
   "Hvordan ved du det med sikkerhed, kendte du ham?" spurgte Petersen.
   "Du har virkelig ikke fattet en skid," brummede Poulsen og rejste sig, så han kunne nå en mappe inde på bordet.
   "Ja, jeg kendte ham. I har fået rodet jer ind i et værre rod af løgne og bedrag. Med den hastighed I to har på med jeres detektivarbejde, så når jeg at dø af alderdom, inden I bliver færdige. Tillader I, at jeg giver et vink med en vognstang?" spurgte Poulsen og lagde en åben mappe mellem dem, før han begyndte at gå rundt i stuen. "
   Per Olufsen og Svend Vildinge blev ansat oppe på hospitalet i 1963. De skulle i bund og grund lave det samme, som I gør nu, udover man ikke havde så stor viden om genmanipulation, som man har i dag. De fik lavet nogle enorme gennembrud og nåede også at få kortlagt genomet."
   "Undskyld, men det var da ikke muligt i '63, jeg mener, det var da først i '75 man stillede den første DNA diagnose. Hvis de nåede så langt, hvorfor blev deres forskning så ikke offentliggjort, så resten af verden også kunne have gavn af det?" spurgte Dalvang.
   "Tror du, at jeres forskning vil blive offentliggjort? Hvis det skulle det, ville det ikke betyde, at alt jeres forskning ville blive gennemset? Ville det ikke betyde, at det ville blive offentlig viden, at I har brugt spædbørn som forsøgsdyr?" spurgte Poulsen. Vores forskning vil aldrig blive offentliggjort, fordi vi har lavet jordens største brøler, tænkte Dalvang, men han mente ikke, at det ville være godt at indvie Poulsen i det. Det var deres rod og dem, der skulle rydde det op igen. Så ville han hellere spille dum, og at dømme efter Petersens blik, tænkte han det samme.
   "Øh," nøjes de med at sige i munden på hinanden. Enten tolkede manden det som de ønskede, eller også vidste han, at det var spil for galleriet. Hvad enten det var det ene eller det andet, så spillede han med på det og fortsatte, hvorfra han var sluppet.
   "Svend Vildinge og Per Olufsen havde fået at vide, at deres forskning ville blive verdenskendt, og at de ville blive anerkendt for deres store gennembrud, men så... så lagde de låg på hele molevitten."
   "Hver er de?" spurgte Petersen.
   "Regeringen selvfølgelig, er det ikke også dem, der har bedt jer om at starte projektet op?"
   "Hvorfor blev der lagt låg på?" ville Dalvang vide.
   "Der skete noget... noget gik galt," svarede Poulsen med et uhyggeligt tomt blik i øjnene. Dalvang satte sig tilbage i stolen og forberedte sig på en længere historie. Det, de havde hørt ind til videre, var lidt usandsynligt, men hvis det ikke var fordi, han selv samme morgen havde set sig selv slæbe af sted med sig selv, så ville han nok heller ikke have troet det. Poulsen tog en dyb indånding og begyndte.
   "De fik lavet et serum, der kunne få børnene til at dele sig uden for livmoderen, hvilket jo egentlig burde være umuligt, men det lykkedes, og de delte sig fint."
   "Hvad brugte de til at gøre det?"
   "Stamceller, de fandt ud af, at der i et fem dage gammelt embryo var flest stamceller, så de dyrkede embryo udelukkende for stamcellerne. Det lyder lidt grotesk ikke?" Dalvang og Petersen nikkede. Deres forskning lød pludselig ikke så slem, de havde ikke engang nået at afprøve det på menneskebørn, inden det hele var gået galt, og de havde aldrig tænkt på at dyrke fostre bare for stamcellernes skyld.
   "De fandt ud af, at de ved stamcelleterapi kunne omprogrammere cellerne, så de blev til hele legemsdele."
   "Hvor lang var delingsprocessen?"
   "Ca. tre dage," svarede Poulsen.
   "Det var længe," udbrød Dalvang med store øjne. Han fortrød med det samme, at han havde sagt noget.
   "Hvorfor mener du, at det var længe?" spurgte Poulsen nysgerrigt. Dalvang så over på Petersen, der nikkede.
   "Vi klarede den på godt ti minutter?"
   "TI! Hvordan fanden gjorde I det?" udbrød Poulsen, hvis blik pludselig indeholdt al den iver, man ville se i en hver videnskabsmands øjne, når noget revolutionært kom på banen.
   "Cancerceller, modificerede cancerceller fra en..." Han ville ikke nævne Katrine-syndromet, det ville være som at give den hemmelige ingrediens i mormors drømmekage væk. "Meget aggressiv cancer." Poulsen lyttede fascineret til Dalvangs forklaring og nikkede for sig selv.
   "Ti minutter," gentog han. "Sig mig, så det ud som om, at det gjorde ondt på børnene?" Dalvang kunne straks føle den skærende smerte igennem sig og bare tankerne fik sveden til at springe frem på hans pande. Mindet om den grufulde smerte ville vel fortage sig, som den gør ved en kvinde, efter hun har født. Håbede han.
   "Vi har aldrig afprøvet det på børn, men vi afprøvede den på en hundehvalp, der havde to hoveder, den brokkede sig en del," indrømmede Dalvang.
   "Hvad mener du med nåede, er jeres arbejde da færdigt?" spurgte Poulsen med et lidt hemmeligt udtryk.
   "Vi er løbet ind i et lille problem, så ja. Nu er det slut," svarede Dalvang og så ned i bordet.
   "Det der lille problem, har det noget at gøre med det, der er sket oppe på hospitalet i dag?" Poulsen lød til at kende svaret, så de nikkede begge uden at se op.
   "Hvad var det, der skete dengang? Du sagde også, at noget gik galt," spurgte Petersen. Poulsen rystede på hovedet og trak på skulderen, som om det var en bagatel, der havde sat en stopper for det dengang. Han ville heller ikke fortælle dem, at han egentlig var eftersøgt, eller at han kun var blevet her i byen, fordi det var det sidste sted, de ville lede efter ham. Dalvang og Petersen ville heller ikke udspørge ham mere, intet kunne overgå deres brøler, så der var nok ikke meget hjælp at hente alligevel.
   "Hvordan ved du egentlig så meget om det projekt, var det ikke hemmeligt?" spurgte Dalvang. Poulsen så på ham med skræmte øjne.
   "Jeg...jeg...øh..." stammede han.
   "Vi fandt det her billede oppe på kontoret," sagde Dalvang og viste ham billedet, som han havde set bag skabsdøren. "Er det Svend Vilding eller Per Olufsen, der er ved siden af dig?" Manden lod til at lette op og tog roligt imod billedet.
   "Det er Svend," sagde han roligt og smilede ved gensynet af sin gamle ven.
   "Er det ham, der har fortalt dig alt det her?" fortsatte Dalvang. Poulsen nikkede roligt, men så ikke op fra billedet.
   "Hvad kender du så til branden i '65," spurgte Petersen, for at få drejet emnet tilbage til deres egentlige grund til at være her.
   "Hvad vil I vide?" spurgte Poulsen og lagde billedet fra sig på bordet.
   "Hvad mente du med, at regeringen lagde låg på?" afbrød Dalvang, der var blevet mere interesseret i det end branden, da det lød til at være tæt på nogle af de rygter, som Petersen havde fortalt ham om, da han lige var ankommet til byen. Poulsen havde jo allerede fortalt, hvorfor han forfulgte ham. Han nikkede og fortalte dem derefter alt, hvad han vidste. Lige fra hvordan regeringen havde fjernet de få, der var kommet på sporet af sandheden, hvordan en afholdsmand skulle have kørt sig selv ihjel i en soloulykke pga. spritkørsel, hvordan de skulle have snydt med obduktionsrapporterne. Han fortalte, at der var blevet taget et tilfældigt lig fra lighuset for at dække over Per Olufsens forsvinden, men at dette ikke var regeringens værk. De dækkede bare over obduktionen, da det viste sig, at det ikke var ham. Folk skulle jo nødig tro, at regeringen ikke havde tingene under kontrol. Mens han fortalte, fandt han forskellige journaler, rapporter og avisudklip frem fra mapperne på bordet, for at understøtte sin fortælling.
   "Det avisudklip her er skrevet af en J. Holmegård den 23. april 1965, her er et andet udklip fra 27. april 1965," sagde Poulsen og rakte det over til Dalvang. Det var J. Holmegårds nekrolog.
   "Han kørte pisse fuld ind i et træ. Han var afholdsmand pga. en ride ulykke i sin ungdom, der havde smadret hans lever. Han kunne slet ikke tåle alkohol, men det var der ikke mange der vidste." Dalvang og Petersen spærrede øjnene op. Poulsen fandt to andre mapper frem.
   "Den ene her er brandmajorens rapport over branden på hospitalet, over hvor mange lig, der blev bjærget. Den anden er en anden rapport over, hvor mange lig der blev fundet." De så begge rapporterne igennem, inden Poulsen smed en gammel avis hen til dem.
   Avisen var fra den 26. april 1965 og var slået op på side fem. Der var en nekrolog på siden, brandmajorens nekrolog.
   "Se lige på datoen på den sidste rapport, og hvem der har underskrevet den." Underskriften på begge rapporter var brandmajorens, men den ene var underskrevet dagen efter hans død.
   "Kan det ikke være en trykfejl?" spurgte Dalvang. Som svar fik han en kuvert over, der indeholdt brandmajorens dødsattest. Dødsårsagen var erklæret en hændelig dødsulykke i hjemmet.
   "Jeg har fortalt jer alt, hvad jeg ved, vil I nu lade mig være i fred?"
   "Må vi låne alt det her, vi vil gerne fotokopiere det meste af det," spurgte Petersen.
   "Tag det, tag det hele, jeg skal ikke bruge det til mere. Måske kan I bruge det til at sikre jer jeres og jeres kæres liv. Tag et sted hen, hvor ingen vil lede efter jer, gem papirerne til I får brug for dem... håb I aldrig får brug for dem." Med denne uhyggelige afskedsbemærkning takkede Dalvang og Petersen ham, pakkede alle mapperne sammen og gik begge i smerte under læsset af mapperne ud til bilen. De ville ikke gå to gange, da de allerede følte, at de havde opbrugt Poulsens gæstfrihed.
   "Hvor skal vi tage hen og gemme det her?" spurgte Dalvang, da de havde sat sig ind i bilen.
   "Mine forældres sommerhus?" foreslog Petersen. Dalvang nikkede.
   "Så skal vi bare lige hjem og pakke lidt tøj." Petersen så igen på uret. De havde været hos den gamle mand i over en time.
   Dalvang drejede ned af omfartsvejen til laboratoriebygningen og smilede venligt til den uniformerede betjent der stoppede ham.
   "De bliver nødt til at stoppe her hr.," sagde betjenten.
   "Det kan du da ikke mene," sagde Dalvang med bedende stemme. "Jeg arbejder omme i den tilbagetrukne bygningen, jeg havde fri kl. tre i nat og glemte min pung. Jeg skal i tivoli med min kone og tre børn, det har vi lovet dem så længe. Det kan jeg jo ikke så godt, når jeg ikke har min pung med. Jeg må være ærlig, jeg har jo ikke engang mit kørekort på mig." Han prøvede at se venlig og desperat ud på samme tid.
   "Jeg kan ikke rigtig slippe dig igennem, vi har haft en stor forbrydelse her i nat, hvad tid sagde du, at du fik fri?"
   "Kl. tre, hvad er der dog sket, har der været indbrud?" spurgte han med en overdreven forbløffelse i stemmen.
   "Nej... hvor sagde du, at din pung var henne?"
   "Omme i den bageste laboratoriebygning," sagde Dalvang, mens han bibeholdt den bekymrede mine. Betjenten stod lidt og så på ham og vinkede ham så af sted.
   "Bare skynd dig lidt," sagde betjenten.
   "Tak skal du have," smilede Dalvang. "Skvat," mumlede han videre, da han var kørt forbi ham. Det var hans slags, som verden var bedre foruden, men han kunne jo ikke rigtig slå ham ihjel, mens resten af styrken stod og så på. Hvad Dalvang ikke havde set, mens han var ved at spille sit store skuespil, var, at to mænd i mørke jakkesæt havde stået på afstand og holdt øje med ham. Efter han var kørt, var de gået over til betjenten, for at hører, hvor han skulle hen. Da de fik at vide, at han skulle om til laboratoriebygningen begyndte de begge at løbe. Det var deres opgave at passe på lige netop den bygning, da det var der, hele deres hemmelige operation foregik. De havde stået på så stor afstand, at de ikke havde kunnet se førerens ansigt ordentligt, og med den svada, Thomsen havde givet dem tidligere, skulle de ikke nyde noget af, at lade nogen slippe igennem, ikke engang en familiefar, der havde glemt sin pung i forbifarten. Dalvang var nået helt om til laboratoriebygningen og op på laboratoriet, da de to agenter nåede om til bygningen.
   "Hallo?" råbte Jensen. "Er her nogen?" Helle stak hovedet frem fra en stue og tyssede på dem.
   "Vil I lige være stille, dette er et hospital," sagde hun skrapt.
   "Undskyld frue, vi leder efter en mand, der lige skulle være kommet ind her."
   "Der kan jeg ikke hjælpe jer, jeg er den eneste på vagt. Jeg hørte godt nok døren gå, også den til trapperne."
   "Tak for hjælpen frue," sagde de og løb op af trapperne. Dalvang var ved at samle al data sammen, som han smed i en stor bunke midt i laboratoriet, da de trådte ind af døren.
   "Hej, hvad fanden laver du?" spurgte Jensen. Dalvang stoppede og drejede langsomt hovedet mod dem.
   "Hvad fanden rager det dig, det her er forbudt område. Skrid," svarede han roligt.
   "Jeg er agent Jensen, det er os, der har ansat jer. Vær så venlig at svar mig, hvad er det du har gang i?" Dem der har ansat os? Det er da de sidste, der skal vide noget om, at der er to af os. Ved de det mon allerede? Nej, hvordan fanden skulle de kunne det, men hvis de ikke ved det, hvad helvede laver de her så? Giver os lønforhøjelse, tænkte Dalvang.
   "Jeg er ved at sortere en masse papir, jeg væltede med kassen, vil I hjælpe mig? Når det nu er jer, der har ansat os, så burde der jo ikke være noget i vejen for det, jeg mener, det er jo ikke hemmeligt for jer, vel?" De to agenter så på hinanden og trak på skulderen.
   "Det kan vi da godt, men skulle du ikke bare hente din pung?" Dalvang stoppede i en bevægelse et kort øjeblik. Agenterne vidste vel udmærket, at ingen af dem havde børn. Betjenten måtte have fortalt, hvorfor han havde ladet ham slippe igennem. Dalvang smilede til dem.
   "Jeg kunne jo ikke så godt sige, at jeg skulle hente nogle top hemmelige papir og serumprøver vel?"
   "Nåh." Det var åbenbart forklaring nok, for begge agenter kom med det samme hen og satte sig på knæ for at hjælpe med papirerne.
   "Det er noget værre rod, at en kvinde bliver myrdet, når I er i gang med et projekt. Har du slet ikke hørt noget om det?" spurgte den anden agent.
   "Hvad der sker over i den anden bygning er ikke mit problem. Jeg henter lige en kasse mere," sagde Dalvang og rejste sig, men det var ikke en kasse, han hentede. Det var en skumslukker, der hang på væggen. Ingen af agenterne så op på ham, da han nærmede sig dem bagfra. Han løftede den over hovedet og lod den svinge for fuld kraft ind i tindingen på Jensens kollega, så hans kranie blev knust med en høj knasen. Jensen sprang til side, mens Dalvang lod skumslukkeren svinge helt op på sin skulder, klar til næste sving.
   "Hvad fanden er det du laver mand, er du da sindssyg?" skreg han, mens han gled rundt i sin makkers blod og hjernemasse og famlede efter sit våben.
   "Sindssyg? Hmm nej, jeg er bare ond, ha ha," lo han humorløst og svingede igen flasken, men ramte ikke Jensen, der nu hylede værre end en tredje klasses skolepige, der blev rykket i fletningerne. "Hvor er du dog ynkelig mand, har du aldrig hør den sang der, macho macho man?" spurgte Dalvang og sang højt. "Okay, det er måske også lidt unfair med den her, hvad nu hvis jeg smider den, og vi så tager en god gammeldags nævekamp, hvad siger du til det?" Dalvang smed flasken hen i et hjørne. Jensen rejste sig forsigtigt bag det arbejdsbord, han var kravlet i ly bag, mens han så efter flasken. I det samme han havde konstateret, at Dalvang rent faktisk havde smidt flasken, trak han sit våben og pegede med rystende hænder mod ham. "Hmm, der er sgu ikke meget macho man over dig," smilede han og holdt begge hænder lidt oppe, så Jensen kunne se, at han ikke havde noget i dem. Dalvang så med ét skræmt ud og pegede om bag Jensen. "PAS PÅ!" skreg han og Jensen vendte sig og affyrede et skud mod væggen, mens Dalvang skreg af grin og sprang på ham. Jensen nåede ikke at vende sig igen, inden Dalvang havde fået vredet pistolen ud af hans hånd. "Nu skal jeg give dig noget at skrige for din tøsedreng." Han greb fat om kinderne på Jensen og pressede til, så han var nødt til at åbne munden, hvorefter han pressede pistolen ind mellem hans tænder og bad ham prøve at skrige igen. En halvkvalt lyd slap forbi løbet, og mens Dalvang stod og smilede over Jensens ynkværdige person, kom han til at tænke på den anden Dalvang, den pæne, søde og rare Dalvang. Det modsatte af ham selv. Hvis han gav ham her serumet, ville han så ikke blive det direkte modsatte, det ville sige en handlestærk og modig person? Det havde ikke tydet på, at deres intelligens var det modsatte, for så ville han selv være dum som en dør.
   "Hvor intelligent er du?" spurgte han Jensen, der flæbede løs.
   "Blapluderblapluder," mumlede Jensen omkring løbet af sin egen pistol.
   "Det lød ikke for intelligent i hvert fald," sagde Dalvang og blev hurtigt enig med sig selv om, at lige meget hvad manden svarede, så vidste han egentlig godt, at han ikke lå på top ti listen. Han tog pistolen ud af munden på ham igen og slog ham bevidstløs. Han gad ikke at hører på ham flæbe, mens han fandt det resterende data, computerne og overvågningsbåndene fra videoerne i kontoret. Efter han havde fået lavet en bunke midt på gulvet af papir, mapper, disketter og computere, trak han Jensen hen ved siden af og bandt hans hænder om bag på ryggen og hans fødder tæt sammen. Derefter hang han ham på hovedet over bunken i ledningerne fra to lamper. Jensen kom til sig selv, mens Dalvang var ved at knytte den sidste knude.
   "Hey, hejs mig ned... Hvad har du tænkt dig?" klynkede han, da hans situation var gået op for ham.
   "Jeg har tænkt mig, at se dig vride dig som den forbandede lille orm, du er, mens jeg futter dig af... hoved først selvfølgelig," svarede Dalvang henkastet.
   "Nej!!" Dalvang tog en dunk benzin, som han havde hentet i bagagerummet på den stjålne bil, og hældte den ud over bunken på gulvet. Jensen vred sig og dinglede frem og tilbage, mens han råbte og skreg. Dalvang satte sig på hug ved kollegaen og rodede i hans lommer. I dem fandt han en pakke smøger og en æske tændstikker.
   "Hvorfor kom I egentlig her op?" spurgte Dalvang og tændte en smøg.
   "Hvad?" spurgte Jensen forvirret, mens han så alle andre steder hen samtidig for at finde en udvej.
   "Hvorfor kom I her op?" gentog Dalvang højt og tydeligt, som talte han til en fatsvag person.
   "Der blev ringet efter os, da de fandt hende kvinden oppe i hovedbygningen."
   "Hvorfor skulle de ringe efter jer?" spurgte Dalvang og tog et sug af smøgen, som han så ud til at nyde.
   "Vi har altid holdt øje med jer." Hvor ironisk, tænkte Dalvang og smilede skævt.
   "Og så vidste I ikke engang om mig? I har virkelig holdt godt øje med os, hva'? Ham den gamle, er han også en af jeres?"
   "Hvem? Hvad for en gammel en?" Dalvang rystede bare på hovedet. "Jeg har svaret på dine spørgsmål, slip mig nu fri."
   "Troede du, at det var det, det her handlede om?" Dalvang lagde hovedet tilbage og grinede højt og hånligt mod loftet. "Nej nej, det var bare lidt ekstra. Du skal dø lige meget hvad min tøs." Jensen begyndte igen at skrige som en stukket gris, mens Dalvang roligt tog et hiv af cigaretten, hvorefter han satte den i klemme bag tændstikkerne, så den ville antænde svovlet, når den var brændt ca. halvvejs ned. Derefter smed han den hen til benzinen, tog serumet og det indsamlede data under armen og gik.
   "Farvel kælling, nyd dine sidste tre minutter," råbte han tilbage. Han åbnede alle dørene på vidt gab ned af gangen samt vinduerne ud bag til, så Jensens skrig ikke ville bære med vinden op til hospitalets hovedbygning. Derefter åbnede han for alle ilt udgangene, der var placeret ved hver seng i hvert værelse, på begge siden af gangen så der ville være nok ilt til en overeksplosion. Så er det videre til Sandra og Petersen. Nu har jeg mit serum, nu mangler jeg bare at skaffe mig af med de skvadderhoveder. Han så på uret, han havde kun spildt omkring en halv time på agenterne, hvis Petersen og Dalvang var taget hjem til Petersen, så ville de stadig være der, ellers kunne han nok overtale Sandra til at fortælle ham det. De troede nok, at han var død efter det styrt ude I skoven. Dalvang parkerede den stjålne bil, så den ikke kunne ses fra Petersens hus. Kun Sandras bil holdt i indkørslen, men det betød ikke nødvendigvis, at Petersen og Dalvang ikke var der, da Petersens bil jo også lå i afgrunden ude i skoven. Han gik om i haven, for at ingen skulle se ham. Tre mod en ville være uretfærdigt, når det var ham selv, det gik ud over, men han kunne hverken se eller hører nogen gennem vinduerne. Bagdøre vær ulåst, så han åbnede stille døren, mens han lyttede efter stemmer. Stadig ingen. Lydløst fortsatte han ind i køkkenet og stoppede op. Hvad nu hvis de var kørt igen? Eller hvis de ikke havde været her? Hvis de ikke havde været her, så var Sandra alene hjemme, og det var jo godt, så kunne han få afløb for de mange fantasier, han nåede at havde på den lange vej tilbage gennem skoven. Fornøjet greb han en stor slagterkniv fra knivblokken, der stod på køkkenbordet og fortsatte ud i gangen. Han syntes, han kunne hører et eller andet oven på, men kunne ikke rigtig placere lyden. Der gik et gys af forventning igennem ham, da det gik op for ham, at lyden, han ikke kunne placerer, var lyden af vand. Sandra var i brusebad. Hurtigt kikkede han ind i stuen, for at se om Petersen eller Dalvang skulle sidde tavs der inde, for så ville det betyde, at det var den anden, der var i bad og ikke Sandra. Tomt, så var hun alene hjemme. Et ondt smil bredte sig på hans læbe, som han gik op af trapperne let legende med følelsen af kniven i sin hånd. Dampen stod ud af dørsprækken ud til badeværelset. Et mentalt billede af hende i færd med at sæbe sig ind, kom til ham. Han prøvede at holde fast i billedet af hende nøgen for sig og forestille sig hendes våde hår, hendes våde varme krop. Efterhånden som fantasien udviklede sig, blev hans åndedræt tungere. Det var ikke bare fantasien om hendes nøgne krop, der tændte ham, men også fantasierne om, hvad han kunne bruge det til. Hvordan han kunne få hende til at skrige, som han havde fået Annette til det. Forsigtigt skubbede han døren op og smuttede inden for. Badeforhænget var lyseblåt og næsten gennemsigtigt, så han kunne tydeligt se omridset af hendes perfekte figur. Han fugtede sine læber med tungen, hans åndedræt blev mere stødvis. Dels fordi han var ved at være godt ophidset, men også fordi den varme fugtige luft gjorde det svært at trække vejret ordentligt. Han holdt kniven op for sit ansigt og hviskede til den.
   "Nu skal vi to lege lidt." I det samme blev der slukket for vandet, og Sandra stak en hånd ud og famlede i blinde efter et håndklæde. Hurtigt sænkede Dalvang kniven og tog enden af en lang tørresnor, der var hængt op på en krog ved siden af håndklædestangen. Han bandt en løkke på den, hvorefter han smuttede den forsigtigt om hendes håndled. Det gav et sæt i hende, og hun stod helt stile med lukkede øjne, for at vandet fra hendes lange hår ikke skulle rende ned i dem, mens hun prøvede at identificerer den fremmede fornemmelse ved sin hånd. Kunne det være håndklædet, hun havde snittet? Ja hvad skulle det ellers være, tænkte hun og begyndte igen af famle efter det. Dalvang trak hurtigt forhænget til side og smilede til hende. Hun gispede højt og trykkede sig tilbage mod bagvæggen i brusekabinen. Hendes hjerne ville ikke rigtig opfatte, hvad der skete omkring hende, og hendes eneste refleks var at dække over sin nøgne krop. Det var endnu ikke gået op for hende, at hun var bundet på den ene hånd. Dalvang slog hende med bagsiden af hånden, så hun blev slynget ind i væggen og faldt gispende om på gulvet. Hurtigt bandt han den frie hånd sammen med den anden og trak hende op på benene igen, selvom de ikke kunne bære hende efter slaget. Han holdt hende tæt ind til sig, mens han løftede hendes arme op over brusehovedet, så hun hang udstrakt op af den våde flisevæg, så han kunne træde lidt tilbage og studerede hendes krop.
   "Der er sgu ikke noget at sige til, at Petersen opfører sig som en liderlig skoledreng, når han er i nærheden af dig," mumlede han og gik helt op til hende. En duft af lavendel og vanilje ramte ham, og han satte næsen helt ned til hendes nakke og snusede ind. Langsomt lod han en hånd glide op af hendes lår op over hendes mave og helt op til hendes bryster, som han aede roligt, mens han følte hvordan brystvorten strittede af kulde. "Vågn op lille skat," hviskede han blidt. "Det her må du ikke gå glip af." Hun begyndte at misse med øjnene og trak sig instinktivt op mod væggen, da det gik op for hende, at det ikke var hendes mand, der rørte ved hende. "Du må ikke skrige, ikke endnu. Vi skulle jo nødig forstyrres i utide," sagde han smilende og lod sin næse glide op af hendes hals. Hun begyndte at give sig lidt og klynke, så han holdt kniven tæt op for hendes ansigt, så hun vidste, at han mente det meget seriøst. Frygten slog ned i hende, men hun ture ikke at skrige. I stedet hviskede hun bedende om han skulle slippe hende fri.
   "Hvorfor gør du det her?"
   "Noget skal jeg jo have tiden til at gå med, til Petersen kommer hjem."
   "Hvad vil du gøre?" hviskede hun, mens tårerne begyndte at trille ned over hendes kinder.
   "Lege lidt," hviskede han. "Det er en sjov leg... syntes jeg i hvert fald. Vil du være med?" Hun vidste ikke, hvad hun skulle svarer, om hun så gjorde, så havde hun ikke fået lov. "Selvfølgelig vil du det," fortsatte han. "Det er jo ikke som om, du vælter dig i valgmuligheder, vel?" fnisede han. Hun skævede ned på kniven. Det var som om, hun var mere rolig, når hun vidste, hvor den var henne. Han holdt den frem for sig, så den pegede mod hendes mave.
   "Nej, det må du ikke, lad mig være," bad hun og begyndte at sparke frem for sig. Han klemte sig ind mellem hendes ben og trykkede sig tæt op af hende, så hun ikke længere kunne bevæge sig, mens han satte sit ansigt helt op mod hendes, så hun kunne mærke hans tunge åndedræt mod sin hals. Hun kneb øjnene sammen og drejede hovedet væk fra ham som i protest. En svag piben undslap hende.
   "Vær sød at lade mig være."
   "Shhh, indrøm det nu bare, du har da fantaseret lidt om det her, har du ikke? Det må da være utilfredsstillende at være gift med sådan et dydsmønster. Har du aldrig fantaseret om en mand, der vidste hvad han ville have, og hvordan han får fat på det?" hviskede han og tog et fast greb om hendes lår og lod hånden glide op til hendes bagdel. Med sit eget lår skubbede han hendes ben lidt op, så han kunne skubbe to finger op i hende. Hun klynkede højt. Han trak fingrene ud igen og lod kniven glide op af hendes mave. Han ville se, hvor bange han kunne gøre hende, uden at skade hende. Hun ville være hans lille eksperiment, hans lille hvide mus, sådan en skulle en hver videnskabsmand jo have. Desværre var der en tidsbegrænsning på dette eksperiment.
   "Hvor vil du helst have, jeg starter?" hviskede han. Hun begyndte at klynke og ryste endnu mere. Hendes blod brændte og halsen snørede sig smertefuldt sammen, hvilket besværliggjorde hendes forsøg på at trække vejret og svare ham. Som hendes angst voksede, rystede hun endnu mere. Hendes muskler begyndte at svide fra rystelserne, mens hendes arme sved af den anstrengende position. Selvom der forekom flere svarmuligheder i hendes hoved, kunne hun ikke få sig selv til at svare. "Hvad med her?" hviskede han og satte knivspidsen ind mod hendes ene bryst. Hun gispede højt og rystede kraftigt på hovedet. "Hmm, hvad med..." han trak kniven roligt ned over maven og stoppede ved navlen. "Her?" Hun gispede højt igen og rystede kraftigt på hovedet.
   "Hvor så, fortæl mig det nu," hviskede han kælent i hendes øre. "Hvad skal jeg gøre?"
   "Slip mig fri," hviskede hun med bævende stemme.
   "Nej, det ville ikke være sjovt," grinede han lavmælt.
   "Kom nu, jeg vil gøre hvad som helst."
   "Hvad som helst?" spurgte han overrasket og så op på hende. Hun nikkede ivrigt og tvang sig selv til at se ham i øjnene. "Ville du..." Han tøvede lidt, mens han så ned af hende og legede med kniven omkring hendes navle. Han førte sin mund helt op til hendes øre og hviskede, "sutte min pik?" Hun nikkede tøvende og begyndte at hulke. "Er du så ikke lidt af en ludder?" Hun hulkede endnu højere men nikkede igen. "Ved du, hvor din mand er?" Spørgsmålet kom helt bag på hende. Var det hans måde at fortælle hende, at han allerede var død? Hvis hun sagde ja, ville han så slå hende ihjel med det samme, eller var det bare for at have en ide om, hvor meget tid han havde at pine hende i? Hun rystede på hovedet. Hun ville ikke fortælle ham det, om hun så vidste det. "Har han ikke ringet hjem og sagt, hvornår han regnede med at komme hjem igen?" Hun rystede på hovedet igen. Han begyndte at blive irriteret over ikke at vide, hvor meget tid han havde. Det irriterede ham i det hele taget, at han var kommet til at tænke på ham, mens han stod her og nød hans kone. Han så ned af hende. Hendes bryster strittede indbydende ud mod ham, så han tog fat om det ene og nev. Hun gav sig igen og klynkede lavmælt, huskende på at han havde sagt, at hun ikke måtte skrige.
   "Se mig i øjnene," snerrede han og prikkede lidt til hende med kniven, men ikke nok til at komme til at skære hende. Han ville se frygten i hendes øjne, rædslen og smerten. "Jeg havde egentlig tænkt mig at slå ham ihjel," sagde han roligt. Hun kneb øjnene sammen og begyndte at græde. "Se på mig, sagde jeg!" Det gav et sæt i hende, og hun gjorde alt, hvad hun kunne for at holde øjenkontakt. "Vi har nok lidt tid endnu, hvad var det nu, du ville gøre, for at jeg skulle slippe dig fri?" Hendes underkæbe bævede for meget af både kulde og frygt til, at hun kunne fremstamme ordene. "Gør det noget, jeg laver det lidt om? Jeg vil hellere kneppe dig." Hun begyndte at protestere og vride sig for at komme fri, og det var lige det, der skulle til, for at tænde ham igen. Han lynede hurtigt ned og trænge op i hende, mens han satte næsen ind mod hendes hår, så han kunne lugte hende, og så han kunne høre hvert et klynk, hun gav fra sig, mens han kørte sig langsomt op i hende. Han ville bygge det langsomt op, ikke miste besindelsen, som han havde gjort med Annette, men det var kun fordi, hun var den første, han havde kunnet leve sine fantasier ud på. Hun vred sig og skreg alverdens skældsord. På intet tidspunkt forholdt hun sig passivt, så det tog ikke lang tid, inden han var ved at komme. Han stoppede op, greb fat i hendes hår og trak hendes hoved hårdt bagover.
   "Se mig i øjnene," sagde han stakåndet. Hun så trodsigt på ham og spyttede ham i ansigtet. Nu kunne han rende hende. Han havde overtrådt en grænse, en grænse der gjorde hende ligeglad med det hele. Han smilede til hende og kørte kniven op under hendes strube. Hun holdt stadig øjenkontakt med ham uden at blinke. Hendes trodsighed tændte ham endnu mere, og han kunne mærke, at det skulle være lige nu, hvis det skulle gøres rigtigt. Han lod kniven skære den ene pulsåre i halsen over og begyndte at pumpe hårdt op i hende, i takt med at blodet strømmede ud af hendes hals. Jo mere livløs hun så ud, jo tættere kom han. Han blev ved med at holde i hendes hår, så han kunne se hendes øjne blive mere og mere livløse, mens han prøvede at vente på det rette øjeblik til at komme. Hans orgasme var endnu større og bedre end med Annette, fordi han havde været tålmodig. Bagefter trak han sig tilbage fra hende og borede kniven dybt ind i hendes mave. Han så herrens ud med alt hendes blod på sig, så han trak af tøjet, som han smed hen i håndvasken, og skyllede sig af, hvorefter han tog noget af Petersens tøj på. Det blodige tøj i vasket tørrede han af på væggene inde i brusekabinen, så Dalvang og Petersen kunne få mest muligt ud af det, når de fandt hende. Hans blik faldt på hendes kosmetiktaske henne ved spejlet, og han kluklo for sig selv, mens han rodede den igennem. "Vi må hellere gøre lidt ud af dit udseende, til når din mand kommer hjem og finder dig," grinede han. Uden at gøre sig ret umage, malede ham hendes øjenlåg med en meget blå øjenskygge, hendes kinder pudrede han godt med kinderødt, og hendes læber malede han knaldrøde. Kosmetiktasken lod han falde, hvor han stod, mens han stod og beundrede sin egen kreativitet. Han lagde sin hånd over hendes mund og kyssede bagsiden af sin hånd.
   "Tak skal du have min skat, det har været hyggeligt, men nu skal jeg ud og kværke din mand." En lyd fik ham til at vende sig. Han lyttede intenst, før han løb ind i soveværelset, hvor han så Petersen og Dalvang løbe over græsplænen.
   "Lige i rette tid mine herrer," grinede han og åbnede vinduet.
   Poulsen stod i vinduet og så Dalvang og Petersen sætte sig ind i bilen. Nu havde han gjort sit, han havde givet sandheden videre til nogen, der havde større chance for at rette op på fortiden. Nu var hans arbejde færdigt, og han kunne nu gøre op med sin egen dårlige samvittighed. Efter han havde set Petersen og Dalvang køre væk, gik han hen til sin reol og fandt en pistol og et brev frem fra en låst skuffe. Han satte sig ned i sin bedste lænestol, lagde brevet i sit skød og satte pistolen op under hagen. BANG!