Erik Thomsen sad for sig selv på sit store kontor i en af regeringens underministerier. Dette ministerium var ikke et, man kunne slå op eller overhovedet komme i kontakt med, hvis man ikke var minister i en række ministerier så som forsvarsministeriet, ind og udenrigsministeriet, sundhedsministeriet, justitsministeriet, finansministeriet, ministeriet for flygtninge og indvandre, ministeriet for videnskab, teknologi og udvikling o.lig. Dette ministerium havde ikke et navn i den forstand, men deres opgaver var meget vigtige og for det meste også meget lyssky. Det var nemlig dem, der ryddede op efter førnævnte ministerier, når disse havde lavet en brøler, der enten kunne få fatale følger for nationen, eller bare give dem en gevaldig næse. Det hele handler nemlig i sidste ende om penge, og en næse kunne være nok til, at ens indtjeningsmuligheder lige pludselig ikke var ret gode. Man kunne derimod, i de fleste tilfælde, betale sig fra næsen, eller få nogen til at "sminke den væk". Det var opgaver som sidstnævnte, der normalt endte i dette underministerium. For det meste får offentligheden aldrig noget at vide om disse ting, med mindre en eller anden starter et rygte. Disse rygter ville derefter altid blive afvist af en eller anden højst troværdig person, hvorefter personen, der havde startet rygtet ville blive "skaffet af vejen". "Afskafningen" af disse personer var også en af dette ministeriums opgaver. Alle landets små og store hemmeligheder blev ordnet her, fra de mest uskyldige til de mest grusomme. Hvis opgaverne var af sidstnævnte karakter, eller hvis der virkelig skulle bruges en hurtig og højst effektiv løsning på et problem, så endte de som regel på Erik Thomsens bord. Erik havde arbejdet på ministeriet siden han var tyve år gammel. Han var lige blevet færdig på sergentskolen, da nogen fra forsvarsministeriet havde bedt ham komme til en samtale. I sin tid hos militæret, havde hans befalingsmænd lagt mærke til, at han havde nogle egenskaber, der langt overgik de andres. På øvelser havde han vist ukuelig viljestyrke til at få jobbet gjort godt uden at stille spørgsmål. Han var snarrådig og intelligent... listen var lang. Siden han var startet her i 1965 havde han været med på over 200 oprydninger, der både havde været grufulde og vanskelige, og han havde flere gange været tvungen til at tage nogle beslutninger, der havde fatale følger for mange civile mennesker. Han havde aldrig været stolt af dette, men han vidste, at de havde været nødvendige, for at nationen kunne fungere optimalt. Ingen af de oprydninger, som han havde været med til, eller ledet, havde slået fejl. Det var han stolt af, og han håbede nu bare, at de sidste måneder af hans karriere ville gå stille og roligt. At gå på pension med en baggrund som hans var imponerende; 0 fejloperationer, og jo tættere han kom på dagen, jo mere troede han på, at det kunne lade sig gøre. Telefonen ringede.
   "Thomsen," svarede han roligt og fumlede videre med en papirklips. Med et blev han meget opmærksom på telefonsamtalen og tabte alt interesse for klipsen. "Okay," sagde han stille og lagde røret på. Hans ellers rolige og intelligente øjne viste rædsel, noget man ikke så i dem ret tit. Han var tydeligt rystet. "Det kan ikke lade sig gøre," sagde han roligt til sig selv. "Det kan simpelthen ikke lade sig gøre," udbrød han ophidset og trykkede på samtaleanlægget ud til sekretæren. "Skaf mig nummeret på det overvågningshold, der klarer område 8950," sagde han skarpt og satte sig til at tromme i bordet, til en nydelig dame på ca fyrre år kom ind og lagde en seddel på hans bord. Hun sagde ikke noget til ham og forsvandt hurtigt igen. Thomsen var normalt ikke en sur eller gnaven mand, men hun vidste, at når noget gik ham på, snerrede han af folk, selv om han ikke mente noget ondt med det. Normalt sagde han undskyld, når det var overstået, så hun bar over med ham. Hun havde trods alt kendt ham i tyve år. Han tog telefonrøret og tastede nummeret, der stod på sedlen, ind.
   "Jensen," sagde en mand, der lød til at kede sig bravt.
   "Hvad sker der deroppe?" snerrede Thomsen af manden, der straks ændrede toneleje og nu lød som en, der havde uhyggeligt travlt.
   "Øhh, hvad mener du?"
   "Jeg har lige fået en opringning, har I ikke den fjerneste ide om, hvad der sker lige under jeres næser?"
   "Øh... nej."
   "Se så af få jeres ynkelige hul brystede kadavere op på hospitalet. Jeg vil have den situation under kontrol NU! Jeg er selv på vej, man kan fandeme da heller ikke regne med ungdommen i dag, sådan en flok forkælede, snotnæsede unger, man skulle fandeme tro, at du ikke var vænnet fra patten endnu," råbte Thomsen og smækkede røret på. Thomsen trykkede endnu engang på samtaleanlægget.
   "Få fat på Jacobsen."
   "Selvfølgelig hr. Thomsen," svarede sekretæren. Hun havde allerede ringet til Jacobsen, da hun, gennem døren, havde hørt svadaen, Thomsen havde givet manden i telefonen. Hun havde arbejdet for ham længe nok til at vide, at når han talte sådan til folk, så var fanden løs i Laksestræde. Jacobsen havde allerede skaffet assistance, og denne var på vej, allerede inden Thomsen nåede at trykke på samtaleanlægget anden gang. Han rejste sig brat fra stolen og fór ud af døren. Hans sekretær så forvirret op, da han bare stæsede forbi hende uden at sige, hvor han gik hen, for det plejede han at gøre.
   "Hvor skal du hen?" spurgte hun.
   "Er tilbage om lidt," bed han hende af og fortsatte uden at se tilbage. Med hastige skridt gik han over en stor hall hen til en elevator, der var bevogtet af en vagt. Han holdt utålmodigt sit kort frem, så vagten kunne skanne ham ind. Elevator dørene gik op, og Thomsen gik ind og trykkede på en knap. Elevatoren tog ham derefter syv etager ned under jorden. Nede i kælderen trykkede Thomsen en otte cifret kode ind i en lille boks, der var placeret der, hvor dørhåndtaget normalt ville være. Der lød en svag hvislende lyd, da den hydrauliske dør svingede op. Langs alle væggene og på høje lange hylder stod der kasse på kasse. Alle havde et identifikationsnummer, hvorpå der enten var skrevet et årstal eller et journalnummer. Roligt gik han kasserne igennem, til han fandt, hvad han ledte efter; 8950-0102-1965. Han tog kassen og vente tilbage til sit kontor. Sekretæren holdt en mappe op, som hun havde modtaget, mens han var i arkivet. Han greb i forbifarten uden at mægle et ord til hende.
   "Jeg vil IKKE forstyrres, med mindre det har med 8950 at gøre," sagde han og smækkede døren i efter sig. Han satte kassen midt på gulvet, tog den første mappe op og skimmede den, mens han travede frem og tilbage på kontoret. Da han var færdig med den, lagde han den på gulvet ved siden af klassen og tog den næste. Sådan fortsatte han, til der ikke var mange frie pletter på gulvet. Han satte sig bag skrivebordet og hvilede hovedet i hænderne, mens han stirrede ud over alle mapperne, som for at få det fulde overblik. "Det virker som noget, han kunne finde på, men det er ikke ham, det er helt sikkert. Kunne det være, kunne det være," mumlede han og trommede med fingrene på sine kinder. Igen trykkede han på samtaleanlægget og sagde med rolig og fattet stemme; "Inger, vil du sige til Jacobsen, at jeg tager mig af 8950 sagen?"
   "Det skal jeg gøre hr. Thomsen," svarede hun, selv om Jacobsen allerede vidste det. Kort efter bankede det på døren, og en ung mand med rødligt hår og svage fregner stak hovedet ind.
   "Erik Thomsen? Jeg hedder Henning Esbensen. Jacobsen har sendt mig."
   "Det var hurtigt," mumlede Thomsen forbavset og vinkede den unge mand ind. "Er du den bedste?"
   "Javel, men jeg kan da stadig lærer meget," svarede Henning beskedent. Thomsen nikkede. Han kunne godt lide den unge mands selvsikkerhed, den lyste ligefrem ud af ham, og alligevel var han beskeden. Han virkede som en stabil teamplayer og en ihærdig og engageret ung mand. Han virkede ikke som en, der ville tabe fatningen, når det brændte på. Thomsen så lidt af sig selv som ung, i den unge mand, og det glædede ham, da han så var sikker på, at de ville kunne arbejde godt sammen og få sagen afsluttet hurtigt og effektivt. Henning havde kun arbejdet for afdelingen i et år, så han havde ikke megen erfaring endnu, men Thomsen selv havde kun arbejdet for dette ministerium i et halvt år, da han var blevet sat på 8950 sagen. Det havde dengang været hans første opgave i feltet, men det havde også været den mest gruopvækkende opgave, han havde arbejdet med i de tredive år, han nu havde arbejdet her. Over de sidste tredive år havde han arbejdet med alt mellem himmel og jord. Han havde fået meget blod på hænderne, der alt sammen var blevet kaldt i den større sags tjeneste. Man kunne bilde sig selv ind, at dette var sandheden og derved sove godt om natten. Der var også, til dels, lykkedes Thomsen efter denne første sag, ellers ville han være blevet sindssyg. Han blev af mange af sine kollegaer anset for at være streng, kold og følelsesforladt, men sandheden var, at han stadig vågnede badet i sved efter mareridt om den første opgave. Efter denne opgave, kunne intet ryste ham nok til at give en synlig reaktion.
   "Jeg håber, at du har en stærk mave knægt, for nu får du chancen for virkelig at lære noget."
   Den unge mand gik forsigtigt på tåspidser hen over gulvet, hvor mapperne optog det meste af pladsen mellem døren og skrivebordet, hvor Thomsen sad. "Du skal sættes ind i en gammel sag, for at du kan begribe, hvad vi højst sandsynligt støder på der oppe," begyndte Thomsen og rakte ham en mappe. Henning tog mappen, men inden Thomsen slap den, så han ham i øjnene med et intenst og alvorligt blik.
   "Det her er nok det mest grusomme, du nogensinde kommer til at arbejde med. Det, der er i denne mappe, er helvede på jorden." Udtrykket i hans øjne fortalte, at han ikke overdrev, og Hennings puls tiltog af både spænding og frygt for, hvad han ville finde i mappen. Det var især udtrykket i Thomsens øjne, der gjorde ham bange, for Thomsen var en legende blandt aspiranterne. Det blev sagt, at han ingen menneskelige følelser havde. Der blev fortalt farverigt om alle de oprydninger, han havde været med på, og hvordan han havde ordnet dem. Hvor meget af det, der var sandhed, og hvor meget der var opspind, skulle forblive usagt. Henning var stolt over at blive valgt til at arbejde sammen med denne legende, dette kunne være hans store chance for at bevise, at han havde, hvad der skulle til. Thomsen slap endelig mappen og holdt øje med Hennings reaktion, da han åbnede den. Hennings mave krøllede sig krampagtigt sammen og en grim smag af galle pressede sig op i hans mund. Han begyndte at synke hurtigt for ikke at komme til at kaste op.
   "Hvad fanden er det her?" udbrød han med svag stemme, da han endelig havde fået styr på sin maves ufrivillige opløftninger.
   "Det der, min dreng, er resultatet af sjusk." Thomsen tog mappen og rakte ham en anden. Henning åbnede kun hjørnet af mappen, for at se hvilke grusomheder denne mappe indeholdt. Hjørnet afslørede kun almindelige papir med skrift, så han åbnede den helt. "Da anden verdenskrig sluttede," begyndte Thomsen, mens Henning skimmede papirerne." Fandt man adskillige tønder med et ukendt kemisk stof, der var anbragt af tyskerne flere steder i landet. Det var en kemisk krigsførelse, som offentligheden aldrig fik noget at vide om. Ud over den sennepsgas, de sænkede over ved Bornholm, men dem brugte de jo ikke. Der var omkring 3400 tønder af det der stads. Alle var mærket med korn eller andet, som alligevel var gængs på det tidspunkt, så derfor blev ingen mistænksomme, før det var for sent. En af tønderne lækkede og afslørede en tyk selvlysende og grønlig substans. Alle tønderne blev samlet sammen og anbragt på et stort lager, men der gik yderligere et par år, til man fandt ud af, hvad man skulle gøre ved dem. Det var der, de fik en fornemmelse af, hvor giftigt det stads egentlig var. Det åd sig langsomt igennem tønderne. Man mente, at man havde indsamlet dem alle sammen, men som du kan se på det billede der, så var det ikke tilfældet."
   "Hvad er det da?" spurgte Henning og holdt et mørkt billede op med en selvlysende grøn plamage på. Billedet var et luftfoto taget for mange år siden.
   "Det er phosor... blandt andet. Nogle af tyskerne havde været meget initiativrige og havde begravet fireogtyve tønder af det der stads."
   "Hvor er det henne?"
   "Billedet der er taget lige uden for en lille by oppe nord på... vi prøvede at få det hele væk, men inden vi var kommet til det, var tønderne faktisk helt tomme. Det område, som du ser på billedet der, er et areal på ca. 60 km2," Henning gjorde store øjne. "Det var trængt mange meter nede i jorden, jeg kan ikke huske det præcise mål, men det, vi egentlig havde tænkt os dengang, var at udskifte jorden med noget nyt. I over to måneder arbejde over tohundrede mand på at grave jord op og kører det væk, inden det gik op for os, at det ikke kunne lade sig gøre. Vi kunne heller ikke opbevare så meget forurenet jord nogen steder..." Thomsen stoppede op ved tanken om den grusomme måde, de havde handlet på.
   "Hvad så?" skyndte Henning spændt på ham. Thomsen rystede på hovedet uden at se op på ham.
   "Vi havde ikke meget valg... vi spredte det ud i et tyndt lag rundt om hele byen, tog lidt jord hist og her og erstattede det med det grønne stads der, så det ikke blev så synligt om natten. Det var allerede ved at gå i grundvandet der oppe, og det ville blive for dyrt at rense, vi havde allerede brugt langt mere end beregnet på det mislykkede forsøg." Thomsen tav igen, mens Henning sad med en dårlig smag i munden over, at det var hans arbejdsplads, der havde gjort dette.
   "Kunne det holdes skjult?" spurgte Henning endelig.
   "Ja, til dels. Der kom et par underlige børn nogle år efter... tolv underlige børn faktisk. For at være helt ærlig, så kom der ikke et eneste normalt barn til verden, de næste to år. Vi lavede en kemisk sterilisation af alle i området. Sagde at det var en vaccine, de fik gratis. En vaccine for en eller anden dum irrelevant sygdom."
   "Børnene, var det dem i mappen?" spurgte Henning stille. Thomsen nikkede uden at se op. Hvad end man troede på, at en mand kunne være så kold, som aspiranterne fik fortalt, at Thomsen var, så var Henning lige nu ikke i tvivl om, at den del af legenden var en skrøne. Det var så tydeligt at se i hans udtryk, at han skulle kæmpe for ikke at lade følelserne komme frem til overfladen, hvor de ville blive synlige.
   "De var resultatet af forgiftningen af grundvandet," sagde Thomsen endelig.
   "Hvad gjorde I ved dem?" spurgte Henning, mens han skævede til mappen med de grufulde billeder i.
   "Vi så på den lyse side. Man havde på det tidspunkt kun en ringe, hvis man da overhovedet havde nogen forståelse for, hvordan vores gener og DNA og alt det der egentligt fungerede. I 1953 havde man lige fundet ud af, at der var gener og DNA, som man kunne bruge til et eller andet. Det var der de fik ideen om, at det var kroppens byggeklodser, men det var først i halvfjerdserne, at man fik kortlagt genomet og i '77 at man fik lavet det første menneskelige klon... siges det. Vi satte to forskere til at undersøge misfostrene. Sagen blev her på kontoret omtalt som cirkus nord." Thomsen selv havde altid ment, at dette var en meget hensynsløs og nedværdigende måde at omtale en katastrofe på, for der var jo mange mennesker, der led under den og afdelingens beslutninger. "Vi fik lagt låg på sagen og har holdt området under observation siden."
   "Er der ingen, der har fundet ud af det?"
   "Jo jo, men de... kom ud for en ulykke."
   "Alle sammen?" Thomsen nikkede og bladrede kort igennem en mappe.
   "Hvornår skete alt dette?"
   "Fra 1948 til 1965."
   "Hvad nåede forskerne at finde ud af, jeg mener, fik de lavet et godt stykke arbejde?" Thomsen grinede højt og så venligt på den unge mand, der sad spændt og ventede på resten af historien.
   "Ja, det kan man godt sige, at de gjorde. De fik faktisk kortlagt genomet i '63, de fik lavet et serum, der fik de siamesiske tvillinger til at dele sig færdigt uden for en livmoder, joh joh, der var gang i sagerne," grinede Thomsen humorløst.
   "Hvorfor er det så registreret, at det først var i halvfjerdserne, at man fik kortlagt genomet?" spurgte Henning undrende.
   "Alt blev holdt hemmeligt, også selvom det kunne have hjulpet hele menneskeheden."
   "Hvorfor blev det holdt hemmeligt, I måtte da have kunnet få en masse godt ud af, at have været de første inden for den slags forskning."
   "Hvordan ville du have forklaret, at vi havde brugt menneskebørn som forsøgsdyr, og at deres eksistens egentlig var vores fejl, fordi vi skulle spare lidt på skattefars surt opsparede skattekroner? Danmark var ikke ligefrem rig efter krigen sluttede." Henning vidste ikke helt, hvad han skulle svare til det og så derfor ned i mappen igen. "Desuden skete der noget, vi ikke lige havde forudset." Thomsen tav lidt og stirrede ud over alle mapperne, som om han ledte efter en bestemt.
   "Hvad skete der?" spurgte Henning lavt.
   "Den ene af forskerne, Per Olufsen, stak sig eller sådan noget, han fik på en eller anden måde injiceret sig selv med serumet og... ham delte sig også."
   "Det er da løgn!" udbrød Henning måbende.
   "Nej, det er ikke løgn, vi fik fat i klonen, men..." Thomsen tav igen og rystede på hovedet.
   "Hvordan kunne i være sikre på, at det var klonen, i fik fat på?"
   "Jeg har set meget ondskab i de år, jeg har arbejdet her, men intet har overgået ham. Han var af rendyrket ondskab, modbydelig og hensynsløs over for alt levende."
   "Og hvad så med... originalen?"
   "Ham fandt vi aldrig. Vi efterlyste ham som en undsluppen patient fra den lukkede afdeling, i tilfælde af, at han skulle få lyst til at tale over sig. Vi håbede så, at folk ville afskrive det som en gal mands fantasier. Til sidst afskrev vi ham som død. Det kunne lige ligne hans klon at have slået ham ihjel og afskaffet sig liget."
   "Man plejer da at finde lig igen," sagde Henning undrende.
   "Du skal lige huske på, at vi i forvejen havde med en utrolig intelligent mand at gøre. Han var jo videnskabsmand og vidste alt det retsmedicinerne gjorde dengang. Det skulle lige være de nye metoder, der kunne fælde ham, hvis han altså har slået ham ihjel."
   "Hvad skete der med klonen?"
   "Vi ville vide så meget om ham som muligt, vide hvorfor han er, som han er. Det tog fem toptrænede agenter at pacificere ham." Han holdt inde, mens han prøvede at genkalde sig hændelsen. En hændelse, han siden havde prøvet at glemme. "Han greb en af agenterne, løftede ham op over sit hoved, og smed ham vandret igennem luften. Han ramte en lygtepæl med midten af ryggen... han foldede sig bare sammen, så nakken rørte hans hæle," sagde Thomsen stille og tav igen i kort tid. "Sammenstødet med lygtepælen fik hans knogler i ryg og brystkasse til at splintre." Det var tydeligt at se på ham nu, at han havde det svært med minderne om det, han var ved at fortælle. "To af agenterne døde en voldsom død under forsøget på at fange ham den dag, en blev hårdt kvæstet, og de sidste to havde bare de almindelige kvæstelser, som man nu ser efter et godt slagsmål."
   "Hvorfor skød man ham ikke bare?"
   "Vi skulle have ham i live, men efter tredje mand røg i gulvet, trak jeg mit våben og skød ham i benet. Han sagde ikke engang av." Thomsen så ud til at være faldet i staver, men han var nærmere fanget i et mareridt, som han havde prøvet at glemme, men stadig oplevede i sine tanker fra tid til anden. "Han fortsatte bare med at hamre løs på de to, han allerede havde slået ud. Det tog tolv kugler i benene, inden han gik i knæ, og så kæmpede han stadig. Han var så uhyre stærk, at du ikke fatter det, og han angrede bestemt ikke. Det så nærmere ud som om, at han morede sig for hvert slag, han afgav. Efter han endelig var blevet indfanget, og vi havde fået ham tilbage på vores private klinik, fandt vi ud af, at hans muskelfibertæthed var over det dobbelte af et normalt stærkt menneskes."
   "Hvorfor ville I have sådan et monster i live?"
   "Kender du ikke svaret på det?" spurgte Thomsen og så sigende på ham. Efter en kort overvejelse, kendte han egentlig godt svaret. De ville vide, hvordan han var blevet så stærk, så de selv kunne lave flere af ham, men som soldater. Så vi kunne få verdens stærkeste militær. En hær, der ikke ville holde sig tilbage, en hær uden samvittighed, en hær af umenneskelig styrke. Man ved jo, at folk altid gør et bedre arbejde, når de kan lide deres arbejde, så dette ville give verdens stærkeste, mest effektive og mest engagerede hær, man kunne forestille sig. Alt det, Thomsen lige havde fortalt ham, var noget af det mest fantastiske, han nogen sinde havde hørt. Hvis ikke det havde været Thomsen, der havde fortalt ham det, havde han grinet personen lige op i ansigtet og tænkt ja den er god med dig. Men når det var Thomsen, så var han sikker på, at hvert et ord var sandt.
   "Hvad gjorde I med ham bagefter?" ville Henning vide.
   "Vi låste man inde og smed nøglen væk. Derefter brugte vi flere uger på at rydde op efter ham og dække over det hele. Han havde rigtigt hygget sig, kan du tro. Han havde brændt halvdelen af hospitalet ned, hærget alt andet på sin vej og efterladt et tydeligt spor af blod og lig. Han dækkede ikke over noget af det, han prøvede hverken at fjerne fingeraftryk eller noget som helst. Folk skulle se hans gerninger. Han var stolt over alle de grufulde ting, han nu kunne finde på. Jeg tror faktisk, at der gik sport i det til sidst, det skulle være mere og mere grufuldt for hver gang. For at aflede vores opmærksomhed en dag, hvor vi var kommet lidt for tæt på, havde han på en eller anden måde fået væltet en tankvogn ude på motorvejen, som han så havde sprunget i luften, så han kunne slippe væk.
   "Men I fangede ham og låste ham inde," konstaterede Henning. Thomsen nikkede.
   "Medmindre han er sluppet ud, hvordan kan det så have relation til det, vi skal arbejde med nu?" Thomsen smilede og samlede en mappe op fra skrivebordet, som han havde modtaget samme dag, og rakte den til Henning. Det var billederne af Annettes lig. Henning skar en grimasse, da han så det krøllede hud efter syren.
   "Hun nåede at ringe til politiet, inden hun forblødte. Hun var blevet stukket i leveren med en sløv skalpel. Fordi opkaldet kom fra hospitalet, rykkede to af vores agenter ud med det samme, og har fået dækket situationen. Vi har overvåget hele byen siden dengang, så vi ikke får os nogen grimme overraskelser igen. Vi har faktisk spioner overalt i byen, ved bageren, købmanden... over alt."
   "Det ser ud som om, nogen har hældt syre over hende."
   "Det er der også, efter hun var død velopmærket."
   "Skal vi så finde den syge stodder, der har gjort det her?"
   "Hvis jeg ikke tager meget fejl, så skal vi finde to," sagde Thomsen og så meget alvorligt på ham.
   "To?"
   "Hvis jeg ikke tager meget fejl, så er hendes død en klons arbejde."
   "En klon, men..." lige pludselig ville historien ikke længere hænge sammen for Henning. De havde jo fanget den klon engang.
   "Hvis jeg ikke tager meget fejl, så er det sket igen. Vi har en klon og en original at indfange."
   "Du sagde jo, at den tidligere klon ikke dækkede over sit arbejde, hvad er ideen med syren så?" Thomsen pegede på sin næse, som for at sige, at Henning havde fat i noget rigtigt.
   "Hvis det er vores gerningsmand, der har hældt syren på liget, så skulle han have ventet på, at hun ringede til politiet, og at hun døde, inden han hældte det over hende."
   "Kunne hun ikke have nået det, mens han hentede syren?"
   "Jo, hvis ikke det var fordi, at Allan Fastholt, der har kontoret, siger, at syren også kommer fra et skab på hans kontor. Gerningsmanden har altså ikke forladt kontoret for at hente syren, hvilket vil sige, at hun ikke havde mulighed for at ringe efter hjælp, før efter gerningsmanden havde forladt kontoret." Nu hang det sammen for Henning, men han mente stadig, at det lød for langt ude, at det kunne ske to gange.
   "Ved I hvordan, det kunne ske igen? Hvis folk var sterile, så skulle der jo ikke være kommet flere... misfostre, vel?"
   "Tilflytterne var jo ikke sterile. Til at starte på blev de også steriliseret, men kroppen er faktisk temmelig fantastisk, når det kommer til at reparere sig selv. Især hvad forplantningsorganer angår. Flere og flere blev pludselig immune over for den kemiske sterilisation, og inden vi havde nået at se os om, havde vi femten tilfælde mere."
   "Femten?" udbrød Henning.
   "Vi ansatte to nye forskere, så de kunne finde ud af, hvorfor kroppene afviste sterilisationen, udover vi egentlig har fortalt dem, at det er en bivirkning af den nye p-indsprøjtning, altså afløseren for p-pillen, der er årsagen til de vanskabte børn. Vi bad dem finde et serum, der kunne stoppe dette fremover, måske et, der kunne injiceres i fosteret, inden det begyndte at dele sig, men det var kun, hvis de havde lidt ekstra tid. Ellers var deres mål, at finde et serum, der kunne dele dem efter fødslen.
   "Lige som tidligere?"
   "Ja, dengang gik serumet tabt i branden, og det kunne være uhyre vigtigt. Hvis de kunne lave et uden den bivirkning, som den tidligere serum havde, ville det jo bare være godt, hvis ikke så havde forsvaret stadig sit serum, der kunne give dem den perfekte hær. De sendte nogle grundvandsprøver ind, og vi byttede resultaterne ud med noget grundvand fra et rent område. Vi mente ellers, at det kunne have noget at gøre med den kemiske sammensætning af resterne i grundvandet."
   "Vil det egentligt ikke hindre deres arbejde?"
   "Det tror jeg ikke, hvis de lige pludselig vidste, hvad der kom ud af deres haner, hvordan tror du så, at de ville reagerer? Jeg tror, at de ville pakke deres sydfrugter og fordufte." Det mente Henning nu heller ikke lød som en urimelig opførsel, det ville han selv gøre. "Resterne kunne også være grunden til, at nogle af børnene ligner alt andet end menneskebørn. Det er heldigvis ikke alle, der har bølgede knogler og hud der ligner bylder." Henning fik en kraftig kuldegysning over det mentale billede, som denne beskrivelse gav. Meget kunne han gå med til, men når det kom til børn, så satte han grænsen. Han ønskede pludseligt, at han havde valgt et andet erhverv. "Nå, skal vi komme af sted?"