Petersen satte kaffe over i sommerhusets lille køkken, mens Dalvang satte sig ved spisebordet og bredte mapperne ud, så de kunne finde hoved og hale i det hele.
   "Fandens osse, vi skulle også have haft vores eget materiale her," udbrød Dalvang. Petersen vendte sig hurtigt og så måbende på ham.
   "Hvad nu?"
   "Du bander som en anden havnearbejder, er du sikker på, at der ikke er sket andre ændringer under delingsprocessen?"
   "Undskyld, det hele er bare så ..." Dalvang gned træt sit ansigt med begge hænder.
   "Fucked up?" foreslog Petersen. Dalvang nikkede og så på bordets roderi igen.
   "Vi må have taget et par blodprøver af mig, inden det her er helt ude af systemet. Som bevis."
   "Ja, det er for farligt at tage tilbage på hospitalet og hente serumet nu. Især for dig, hvis vi ikke har fået slettet sporene helt."
   "Serumet? Jeg smadrede den eneste ampul, sådan startede det her," sagde Dalvang undrende.
   "Han har lavet mere. Meget mere. Jeg så en hel kasse, tyve ampuller mindst," sagde Petersen.
   "Gad vide om han ikke har tænkt på det så? Han har vel også noget at miste på det."
   "Vi er vist det eneste, der kan true ham, siden vi er de eneste, der ved, at han eksisteres" sagde Petersen.
   "Så har han nok slettet sporene, eller også er han i gang med det. Overvågningsbåndene og al vores data kan bevise det."
   Petersen nikkede.
   "Hvad tror du, at det var for en brøler, Poulsen snakkede om?" spurgte Petersen og fumlede med en teske.
   "Det ved jeg ikke, men hvis de trak stikket på deres brøler, så forestil dig lige, hvad de vil gøre ved en brøler af denne kaliber." De kunne ikke lade være med at grine af det. Ikke fordi det var specielt morsomt, men fordi det var den eneste reaktion, der kunne holde dem fra at gå ned af sorg og stress ved tankerne om det sidste døgns grusomheder.
   "Gad vide, hvad der ellers står i de mapper her," sagde Dalvang og rodede rundt mellem dem. "Der står jo ikke direkte, at regeringen har været involveret, men med de rapporter, der er blevet forfalsket, så må der være nogen højere oppe, der trækker i snorene."
   "Der har vi det," sagde Petersen og lyste op.
   "Hvad?"
   "Bivirkningerne på p-sprøjten. Det kan kun være regeringen eller rettere sundhedsministeriet, der kan komme med sådan nogle statistikker. Det får vel en til at tænke på, hvad de ellers har løjet om."
   "Grundvandsprøverne," sagde Dalvang.
   "Tror du, din ven der har tjekket dem?"
   "Vi kan da prøve at ringe," sagde Dalvang og ringede fra sommerhusets telefon, så de kunne sætte højttaleren til.
   "Hej, det er Søren, har du fundet ud af noget med de prøver?"
   "Ja, jeg håber sgu ikke, at I drikker det lort. Det er fuldt af phosfor og alt muligt andet lort, som man kun kan finde i grundvand, hvis det er blevet forgiftet. Der er ikke meget i det, men der er i hvert fald nok til at lave en masse ravage."
   "Har du set noget lignende før?"
   "Ja, jeg gravede lidt i sagen, og sundhedsministeriet sendte en stak prøver ind engang i tresserne, men det var fra en forurenet tank. Det underlige ved det er, at sporerne fra de kemiske stoffer er næsten identiske med dem, I kom med. Hvor har I dem fra?"
   "Det er lige meget, glem det, glem alt om det, destruer prøverne ... nej vent, vi kommer og henter dem, kan du udskrive fakta over stofferne?" spurgte Dalvang, mens han udvekslede bekymrede blikke med Petersen.
   "Ja, hvad sker der, du skræmmer mig sgu."
   "Det må du undskylde, men det her er virkelig noget lort. Du har ikke sagt noget til nogen, vel?"
   "Nej nej, jeg skal nok holde tæt."
   "Hvad nu hvis han kommer efter dem, han ved det jo," sagde Petersen.
   "Du har ret. Hvis jeg kommer alene efter dem, så luk mig ikke ind ... løb og glem alt om prøverne, du må ikke lukke mig ind. Kun Petersen og Petersen alene, er du med?"
   "Hvad foregår der Søren?"
   "Det kan jeg ikke forklare, men det er forbandet vigtigt, at du gør som jeg siger."
   "Okay," svarede han efter en kort pause. "Det skal jeg nok."
   Dalvang lagde røret igen og så på Petersen.
   "Phosfor ... det kan kun være regeringen," sagde Dalvang eftertænksom.
   "Det beviser også Poulsens historie, de prøver fra tresserne må også være her fra."
   "Vi må tilbage til Geninstituttet og vise dem det her. De vil hjælpe os."
   "Vil de vil tro på os?"
   "De vil, når de ser mit blod, vi må tage den blodprøve med det samme, jeg ved ikke hvor længe det bliver i blodet, eller om det overhovedet stadig er der."
   Petersen hentede straks kanyle, glas og vat.
   "Hvad med Dagmar?" spurgte Petersen, mens han trak kanylen ud af Dalvangs arm igen.
   "Hvad mener du?" spurgte Dalvang alarmeret.
   "Hvis hun er din reservemor, så må hun da kunne bekræfte, om du er dig eller ham. Jeg mener, hun kender dig jo bedre end nogen anden."
   "Du har ret, men jeg er ked af at blande hende ind i det." Rædslen stod malet i ansigtet på ham, da en tanke slog ham. "Hvad hvis han går efter Dagmar, kunne det ikke ligne ham, bare for at såre mig? Eller netop fordi hun kan kende forskel på os?" spurgte han ivrigt. "Vi må tilbage, nu!" Dalvang samlede hastigt mapperne sammen, ligeglad med rækkefølgen.

Dalvang parkerede bilen lidt væk fra sommerhuset og gik resten af vejen. Han skrånede ind over naboens have og gemte sig bag en busk, så han kunne se ind gennem det store vindue, der pegede ud mod forhaven. Han så Petersen tage en blodprøve af Dalvang.
   "Kløgtigt, meget kløgtigt. I er et godt makkerpar I to ... Hmm." Hurtigt vendte Dalvang om og løb tilbage til bilen, hvor han tog en ampul med sit nye vidundermiddel. Han fyldte en sprøjte, satte en beskyttelseshætte over kanylen og løb tilbage til sit gemmested. Da han nåede tilbage, så han, at de var ved at pakke sammen i en fart.
   "Nå, så bliver tidspunktet ikke bedre," mumlede han og kom frem fra sit skjul. Han løb op til køkkendøren og bragede ind med et rabalder så stort, at det fik Petersen og Dalvang til at tabe mapperne.
   "Goddag venner, hvordan går det? Glem det spørgsmål, jeg er sgu da ligeglad," sagde han og farede frem mod dem og væltede spisebordet. De sprang begge tilbage og undgik ham med nød og næppe.
   Hele tiden sørgede de for, at de ikke kom væk fra hinandens side, eller at de på noget tidspunkt havde ryggen til ham. Hvis de stod sammen, havde de måske en chance. Stakåndet stod de og så på ham på den anden side af det væltede bord, hvor han nonchalant stod og knækkede finger.
   Petersen havde en brændende lyst til at angribe, efter hvad han havde gjort ved Sandra, men Dalvang holdt ham tilbage. De vidste begge, at én mod én ville være nytteløst.
   "Hvorfor slog du Sandra ihjel?" snerrede Petersen.
   "Det havde jeg lige lyst til," svarede Dalvang og trak på skulderen. "Men gjorde hende da flot bagefter, syns du ik’?"
   "Hold kæft, dit svin!" snerrede Dalvang. Petersen tog et skridt til siden og så forbavset på ham.
   "Hvad mente han med det, hvad mente du med det?" Petersen rettede atter sin opmærksomhed over på Dalvang, der stod og smilede skadefro på den anden side. Petersens hoved blev pludselig fyldt med det ene gruopvækkende billede efter det andet om, hvad han kunne have gjort ved hende.
   "Jeg gjorde hende da fin, til du skulle finde hende. Så du hende slet ikke? Nej altså, alt det arbejde for ingenting," grinede han. "Jeg gjorde mig ellers umage, måske ramte jeg lidt ved siden af med øjenskyggen og læbestift. Det er ikke lige min stærke side, må jeg indrømme." Han nød at se forvirringen i Petersens ansigt.
   Dalvang følte en ukendt vrede pressede sig på, og den skræmte ham mere, end noget andet nogen sinde havde. Vreden ligefrem boblede i ham, og han var bange for, at han snart ville eksploderer, hvis han ikke gav slip for den. Tankerne om Sandra og Annette fik hele hans krop til at sitre, så han til sidst måtte knytte næverne så hårdt, at der kom en prikkende smerte i dem og knoerne blev helt hvide. Han havde pludselig en voldsom trang til at skade ham, aldrig før havde han følt et had så stærkt. Det at se ham stå og grine af dem, at se Petersens ansigtsudtryk, da han fik at vide, hvordan han havde behandlet Sandra, fik bægeret til at flyde over. Alle de ukvemsord han ellers aldrig havde brugt, fik han pludselig rablet af sig, mens han fór over bordet og angreb sin klon.
   Petersen fulgte hurtigt trop, og de landede alle tre i en bunke ude på køkkengulvet, hvor de slog og sparkede ham, alt hvad de kunne. Deres vrede fik hele tiden uanede depoter af energi frem, hver gang de troede, at de ikke havde flere kræfter.
   Klonen fik det ene ben fri og satte det mod Petersens mave, hvorefter han sparkede fra sig, så Petersen fløj gennem luften og landede oven på det omvendte spisebord. De to Dalvang kæmpede fortsat, og vreden, i den rigtige Dalvang, gav ham en styrke, som han ikke anede, at han havde. Styrken overraskede dem begge, men især klonen, der pludselig lå nederst med Dalvangs hænder strammet i et fast greb om sin hals.
   Han blev nervøs, da han så beslutsomheden i blikket, der borede sig ind i ham og tappede ham for sin selvsikkerhed. Han var alligevel ikke uovervindelig. Han følte sig sårbar ... svag, en følelse han absolut ikke kunne lide. Han hev efter vejret og slog om sig med arme og ben. Han havde undervurderet ham.
   Petersen satte sig op og så på de to identiske mænd. Hvem var nu hvem? Kunne han tage chancen og lade den ene kvæle den anden? Hvad nu hvis det var den rigtige Dalvang, der lå nederst, så ville han selv have et gevaldigt problem bagefter. Chancen for, at det var den rigtige, der var øverst, var vel mindst, når man tog deres fysiske forskelle i betragtning. Han blev selv forvirret over at tænke på det, så han fulgte sit instinkt og sprang over den øverste, så han faldt af.
   "Hvad laver du mand, jeg havde ham jo?" skreg Dalvang vredt og prøvede at komme på benene.
   Straks indså Petersen sin fejl og sprang igen over den Dalvang, der havde ligget nederst, som nu var ved at komme på benene igen. Den anden Dalvang var ikke hurtig nok over ham igen, for da han kom på benene, så han, at klonen havde fat om Petersens strubehoved med den ene hånd. Petersen halvvejs hang fra hans hånd og var ved at blive meget rød i hovedet.
   "Han er sgu’t for klog, hva’?" grinene klonen, mens han uset fandt sprøjten frem, vippede beskyttelseshætten af med en tommelfinger og injicerede Petersen i låret.
   Petersen lagde ikke mærke til stikket, da al hans koncentration lige nu blev brugt på at trække vejret.
   "Sig farvel," snerrede han og smed sprøjten ud af døren, med en sådan kraft, at den landede over i hækken ind til naboen. Derefter smed han Petersen, der nu var på nippet af at blive bevidstløs af iltmangel, over i en skillevæg af træ. Petersen flækkede øjenbrynet og faldt om på gulvet.
   "Nej Petersen!" skreg Dalvang, men gik ikke over for at se til ham, siden han stadig havde den anden Dalvang at koncentrere sig om.
   "Han var ikke engang en værdig modstander, men dig til gæn..." Længere nåede han ikke, før han igen blev overfaldet af Dalvang. De tumlede rundt, mens Dalvang indså, at han ikke kunne opretholde denne kamp ret meget længere med de skader, han tidligere havde pådraget sig. Han kunne heller ikke vinde. Hvis han blev for at se til Petersen, var det sikkert, at de begge ville dø. Han blev nødt til at smutte, så snart han så sit snit. Han måtte afsløre klonen og serummet, ellers var alle i fare! Ikke kun Petersen og ham selv. Han fik et heldigt slag indført, der gik rent ind på kæben af Dalvang, som faldt i knæ. Han trådte tilbage til bordet og sparkede et bordben af, hvorefter han slog løs på ham. For hvert slag forsvandt der lidt af den boblende vrede, men den blev bare erstattet af en stærk følelse af afmagt. Nu var hans chance der. Det, at han havde givet efter for sådan en vrede, skræmte ham. Heller ikke sine egne tanker kunne han genkende. Aldrig havde han frydet sig over et andet menneskes skader, som han havde gjort det lige nu. Han ville ikke være der mere. Han ville ikke føle sådan længere, og han så det at flygte, som sin eneste udvej.
   Han løb ud til bile og kørte væk.
   Dalvang satte sig op og hørte bilen kører væk. Han begyndte at grine højt, inden han kørte en hånd over sit ene øjenbryn, der var flækket og nu blødte efter Dalvangs mange slag med bordbenet.
   "Jeg kunne ikke have planlagt det her bedre selv," grinede han og kravlede over til Petersen, der stadig lå bevidstløs på gulvet. "Det her skal vi bruge lige om lidt," sagde han og begyndte med lidt besvær at klæde Petersen af. Dalvang havde brækket et ribben på ham med bordbenet, så at mosle rundt med Petersens bevidstløse krop var besværliggjort lidt, men Dalvang lod sig ikke mærke med det. Petersen var begyndt at ryste og svede.
   ’Så går der ikke længe endnu,’ tænkte Dalvang og satte tempoet op. Kramperne indtrådte, så Dalvang havde lidt problemer med at få skjorten af ham, men det lykkedes da at afklæde ham helt, inden delingen gik rigtigt i gang. Dalvang satte sig op på en stol og hældte to kopper kaffe op ... han ventede jo gæst.
   Petersen kom til sig selv af de begyndende smerterne og begyndte nu at skrige. Dalvang så roligt på sit ur for at se, hvor lang tid det havde taget ind til videre. Det var noget af et freakshow at se på, men Dalvang virkede fuldstændig uanfægtet af det.
   En sidste krampe fik de to kroppe til at falde fra hinanden, og de lå nu hver i sær og vred sig lidt. Den nye Petersen satte sig op og rystede på hovedet.
   "Velkommen til," sagde Dalvang og smed tøjet over til ham.
   "Og nu mener du vel, at jeg skal være dig evig taknemmelig?" snerrede han, mens han trak i T-shirten.
   "Nej nej, kun lidt," svarede Dalvang. Petersen så ligegyldigt på ham. Dalvang smilede ondskabsfuldt. Petersen smilede igen, hvorefter de begge brød ud i en høj og hånlig latter.
   "Hvad er din plan," spurgte Petersen og tog imod kaffen, da han havde krænget resten af tøjet på.
   "Vi skal efter Dalvang, jeg fik en idé tid..."
   "Hvad sker der?" stønnede Petersen nede fra gulvet, mens han trillede om på ryggen. Petersen så ned på ham.
   "Hold kæft mens vi snakker," snerrede han og vendte sig tilbage mod Dalvang.
   "Jeg er ked af det, men du har ikke tid til at lege, det får du rig mulighed for senere. Mens du var ved at dele dig, skred Dalvang. Hvis vi skynder os, kan vi måske fange ham."
   "Okay," svarede Petersen og så ned på sig selv. Han løftede foden og trampede hårdt ned på Petersens strube. "Skal vi komme af sted?"
   De pakkede Petersens lig ned bag i bilen og smed mapperne, som Dalvang havde glemt i farten, ind på bagsædet, inden de kørte tilbage mod Geninstituttet.

Thomsen og Henning kørte op af indkørslen til sommerhuset.
   "De har vist haft travlt," sagde Henning og pegede på hjulsporene, der viste, at de havde accelereret mere, end hjulene kunne stå fast i den løse jord. Der var dybe riller i gruset foran dem, hvor hjulene havde gravet sig ned, inden de fik fat.
   "Ja, hold da op." De skyndte sig op til huset, hvor Thomsen egentlig var skuffet over ikke at finde nogen lig.
   "Det ligner et almindeligt indbrud," sagde han og så sig omkring i sommerhusets øvrige rum.
   "Det virker helt forkert det her," sagde Henning lavmælt og samlede bordbenet op. Det gav et stærkt ryk i hans krop, da han havde lukket grebet om det, og flimmeret for hans øjne kom igen. Denne gang var det bare ikke den samme blørrede flimmer som tidligere. Det var som om, han stod der, som om det var ham, der tævede løs på Dalvang. Han slap bordbenet og trådte tilbage lettere rystet over styrken af synet.
   Thomsen var i det samme kommet tilbage fra sin rundtur og nåede lige at se, hvad der skete.
   "Hvad er der, min dreng?"
   "Ikke noget," skyndte Henning sig at sige, selv om slideshowet stadig kørte. Han så det hele næsten fra starten. Han så blodprøven, der nu var væk, kampen, at Petersen blev stukket og delingen. Skulle han sige det til Thomsen? Måske ikke ligefrem. Han kunne jo nøjes med en hentydning, bare plante ideen i hans hoved.
   "Kan de mon begge have delt sig?"
   "Nej, sikke noget sludder," svarede Thomsen omgående. "Nå, her finder vi vist ikke noget. Vi skal have et oprydningshold frem alligevel. Vi kan afskrive det her som et indbrud," sagde Thomsen og gik ud mod bilen igen. Henning gik hen til busken, hvor Dalvang havde kastet sprøjten over. Hurtigt samlede han den op og pakkede den ind i et lommetørklæde, hvorefter han forsigtigt lagde den i jakkelommen.
   ’Hvorfor ville Thomsen ikke lytte?’
   "Henning, hvor bliver du af?" råbte Thomsen.
   "Kommer nu," svarede han og gik tilbage til bilen. "Hvad skal vi så nu?"
   "Vi skal nok bare vente igen," svarede Thomsen og foldede igen hænderne i skødet.
   "Kunne man forestille sig, at de er taget tilbage til Geninstituttet for at få hjælp der?"
   Thomsen så interesseret på ham.
   "Interessant tanke, hvad får dig til at tænke det?" Thomsen havde nu gættet, hvad der fik Henning til at kunne sige disse ting. Hans empatiske evner var langt mere udviklede end alle andres, hvilket ville sige, at han kunne føle ting stærkere end normale mennesker. Grunden til, at hans evner først var blevet stærke heroppe, var, at han aldrig før havde været på en gerningsscene, der var så frisk, som dem han havde været på i dag. Det fik Thomsen til at tænke på Hennings sidste kommentar inde i sommerhuset, om de begge kunne have delt sig. Det håbede han virkelig ikke. Han vidste ikke, hvor stærk Hennings evne var, men han kunne ikke forestille sig, at han virkelig kunne føle tingene så tydeligt. Det kunne lige så vel være Hennings egen angst, der gik ind og overskyggede sagen. Jo mere Thomsen tænkte over denne sidste mulighed, jo mere sikker blev han på, at dette var tilfældet. De havde ikke delt sig begge to, men originalerne var nok på vej tilbage til Geninstituttet.
   "Hvor er klonen henne?"
   "På vej derned vel, alle sporene skal jo slettes, før de ... han kan tage over," sagde Henning.
   "Så må vi hellere tage efter dem, Henning. Kør ned til Geninstituttet." Thomsen tog sin mobil frem og bad om et oprydningshold til sommerhuset. Alle holdene skulle blive på stedet i otteogfyrre timer efter endt oprydning, for at tage sig af eventuelle følgeproblemer. Han bad også om at få sendt en hel deling ud til Geninstituttet. Hvis Petersen og Dalvang skulle komme derned, så skulle der være nok mænd til at indfange dem, uden at tiltrække sig selv for meget opmærksomhed. Hvis de oven i købet havde en klon med i kølvandet, så skulle der være rigeligt med folk, så der blev placeret en del rundt omkring og inde i Geninstituttet.

Dalvang kørte uden hensyn til andre bilisters ve og vel. Han skulle nå tilbage til Geninstituttet inden den anden Dalvang, så han kunne stoppe ham i at fortælle dem noget som helst. De ville nemlig tro på ham. Han var så vellidt, at de ville tro ham, om han så fortalte dem, at himlen ville falde ned om ørene på dem. Det havde ikke lige vært en del af hans plan, at han skulle til at jage rundt efter ham nu.
   Han havde undervurderet både ham og Petersen, men sidstnævnte var ikke længere noget problem. At han havde undervurderet Dalvangs styrke var dog et problem, et stort problem. Hvor meget det end pinte ham at indrømme, så havde de altså noget til fælles ud over deres udseende. Dalvangs mod var styret af noget helt andet end hans eget, nemlig noget han ikke ejede – kærlighed, empati og sociale intelligens. Han selv var kun styret af rent had. Had for en svag verden. Efter hans mening, så var kærlighed og medmenneskelighed et tegn på svaghed. Det havde Dalvang modbevist. Han havde af ren og skær godhed prøvet at beskytte Petersens fra sandheden om, hvad der var sket med Sandra. Det havde været nok til at motivere ham til at springe på ham, nok til at vise en vrede, der aldrig før havde været vist. Det var også disse følelser, der havde givet ham den styrke, der næsten havde endt ham, hvis ikke Petersen havde grebet ind. Dalvang kunne altså hade, han kunne altså blive aggressiv, men ikke bare for at være det, men for at beskytte sine nære. Han skulle køres så langt ud i tovene, før han lod denne side slippe fri, og det var det, der gjorde ham til så meget mere farlig en modstander. Især nu, hvor han havde fået ham til også at vise den side, han selv var kommet fra, for det var ikke lige en side, man bare lige begraver igen.
   En modstander, der ikke har mere at mindste, er den farligste, med mindre modstanderen var som han selv – pisse ligeglad med det hele. Men Dalvang havde jo stadig noget at miste, han havde Dagmar. Det ville være farligt at bruge hende som skjold, for hvis han kunne blive så farlig af at prøvede at beskytte en ven, hvor farlig kunne han så ikke blive, hvis han skulle beskytte en kvinde, han elskede som en mor? Han var alligevel nødt til at prøve, for hun var den sidste mulighed for at få ham til at overgive sig. Hvis han spillede sine kort rigtigt, så kunne det lade sig gøre. Hvis ikke, så ville han finde ud af, hvor stærkt Dalvang egentlig kunne motiveres til at slå ihjel, for der var ingen tvivl om, at han selv ville tabe, hvis han fejlede.
   Den største forskel på dem var stadig, at Dalvang ville angre bagefter, det ville han ikke selv. Han ville være tilfreds med sig selv og sine gerninger, måske endda stolt. Han havde endnu et es i ærmet nu, Petersen. Dalvang vidste ikke, at han var delt.
   Mens de kørte, fortalte Dalvang Petersen om sin plan om at rydde verden for alt skravlet. Petersen var rørende enig. Petersen fortalte, hvad de havde lavet, siden han var kørt ud over klippen, og fortalte også om resultaterne på grundvandsprøverne.
   Resten af vejen morede de sig med at finde på forskellige grusomme metoder at udføre planen på.

Dalvang kørte noget hurtigere end normalt, uden at køre vildt. Kampen i sommerhuset fløj stadig rundt i hovedet på ham. Han blev ved med at se den anden Dalvang for sig, sådan som han hensynsløst havde kastet Petersen ind i væggen. Var han mon stadig i live efter det sammenstød, eller efter det kvælertag han havde taget? Havde han efterladt ham til at blive slagtet? Han havde det forfærdeligt dårligt med den tanke. Selvom han havde det skidt med at have efterladt Petersen, så var der ikke noget, der kunne overskygge den følelse af afmagt, han havde haft, efter han havde tævet sin klon med bordbenet.
   Hvor kom den vrede fra?
   Nu vidste han da, hvor Dalvangs personlighed kom fra. Det var alle de undertrykte følelser, han havde haft, alt det underbevidste og alle instinkterne. Han frygtede pludselig, at han i bund og grund var ham. Det var som om, at delingsprocessen havde delt alt andet end hans samvittighed, og så var han tilbage ved ideen om, at en persons sjæl ikke kunne deles. Man kunne ikke se dette ud fra et videnskabeligt synspunkt, for videnskabeligt set, så kunne dette ikke lade sig gøre. Hvis den andens personlighed kom fra ham, så var han jo ham plus en samvittighed. Det måtte være det eneste, der holdt ham fra at gøre de forfærdelige ting, for ved nærmere eftertanke, så kunne han aldrig have gjort de ting, som klonen havde gjort. Han kunne aldrig have behandlet en kvinde, som klonen havde behandlet Annette og Sandra, kunne han?
   Nej!
   Han nægtede at tro det. Han kunne stadig genkalde sig den følelse, han havde haft, da han havde stået over den anden Dalvang og tævet løst på ham. Bare det, at han havde ønsket at skade ham, fik ham til at sitre i arrigskab over sig selv og nogle følelser, han endnu ikke havde styr på. Han var pludselig bange for sig selv, bange for sine følelser. Var disse følelser og tanker normale for et menneske, der har været udsat for et psykisk pres så stort, som det han havde været igennem? Når et menneske blev presset nok, ville det så gå i baglås, som en maskine gør, når den bliver presset for hårdt. Hvor var hans grænse, og var den blevet overskredet i dag? Var det det, der havde fået ham til at reagere, som han gjorde?
   Det ville han gerne tro, for det ville fjerne den sidste tvivl om, at han var som den anden ... Ville han tage tilbage til Geninstituttet? Det ville han jo selv, for der kunne han få hjælp. Ville de kunne kende forskel på dem? Hvis de virkelig var modsætninger, så måtte han jo kunne finde ud af, hvad den anden ville gøre, hvis han prøvede at finde ud af, hvad han selv ikke ville gøre.
   Den frygtelige tanke slog ham igen - hvad ville han gøre ved dem, der kunne kende forskel på dem?
   Hvad ville han gøre ved Dagmar?
   Tankerne fløj igen rundt i hovedet på ham, og han blev mere og mere sikker på, at det var det, klonen ville gøre. Han ville slå Dagmar ihjel, for hun var den eneste, der kunne se forskellen. Hun behøvede vel kun at se dem i øjnene.
   Han måtte sikre hendes sikkerhed, inden han prøvede at sikre sin egen. Han trådte speederen i bund og kørte over 100 km/t resten af vejen, også i byzonerne.

Dalvang og Petersen kørte ned ad ringvejen. Han kunne ikke se den bil, Petersen havde lånt af sin ven, på Geninstituttets parkeringsplads. Enten var han ikke kommet endnu, eller også havde han parkeret et andet sted. Det var også lige meget, for der var ingen tvivl om, at han først ville gå ind til Dagmar. De kørte om bag kaffehuset og Dalvang hoppede ud. Han så sig i sidespejlet.
   "Ja du er ikke for køn," sagde Petersen.
   "Hold nu kæft, Dagmar bærer sgu nok over med mig, hvis jeg siger, at jeg er kørt galt."
   "Kun en mor kan elske det fjæs," grinede Petersen og rykkede over på førersædet.
   "Vi mødes ved tankstationen der oppe," sagde Dalvang og pegede op på toppen af en bakke. "Tag dig bare god tid, det har jeg tænkt mig at gøre," sagde han med et ondt smil. Petersen nikkede og smilede tilbage med det samme onde smil, hvorefter han kørte. Dalvang gik hen og bankede på bagdøren, der var låst. Det var Birte, der åbnede døren. Hun smilede venligt til ham, indtil hun fik øje på de blå mærker, der egentlig var temmelig svære at overse.
   "Gud, hvad er der sket med dig?" spurgte hun og holdt hånden op for munden i chok.
   "Jeg har haft et lille uheld," sagde Dalvang.
   "Jamen dog, kom du til skade?"
   "Det kan du vel se."
   "Jamen dog."
   Dalvang blev træt af at høre på hendes dumme spørgsmål.
   "Er Dagmar her?"
   "Ja, nu skal jeg finde hende," sagde hun, mens hun undrede sig over hans uopdragende opførsel. Sådan plejede han ikke at være, heller ikke når han havde travlt eller var lidt stresset. Hun gik ind gennem svingdørene og ned til Dagmar, der stod lænet op af disken på kundesiden og talte med en af stamkunderne.
   "Dagmar?"
   "Ja, min ven," sagde Dagmar og vendte sig smilende mod hende.
   "Dalvang er her, han er vist sur i dag."
   "Sur?" spurgte Dagmar undrende.
   "Ja, og han er kommet til skade."
   Dagmar så ned mod svingdøren til køkkenet og så Dalvang stikke hovedet ind. Han smilede så venligt han kunne. Lige i det Dagmar tog det første skridt ned mod ham, ringede klokken over døren. Uden at tænke over det, vendte hun hovedet for at se, hvem det var. Det var Dalvang der kom ind. Hun så forvirret mellem de to.
   "Hvad foregår der her?" spurgte hun. Dalvang, der var kommet ind af bagdøren gik med faste skridt op mod dem. Det venlige smil var væk.
   "Pas på!" råbte Dalvang, der var kommet ind af fordøren, og løb op for at trådte ind foran Dagmar. Dalvang var nået helt ned til dem og greb fat i kraven på Dalvang. Han løftede ham op og smed ham to båse væk, så han landede hårdt på bordet.
   Hurtigt kom Dalvang på benene igen og løb tilbage for at få ham væk fra Dagmar, der stod med hænderne oppe for øjnene og skreg. I det han fik fat i ham, så han, ud af øjenkrogen, at to mænd trak våben.
   "Stop eller vi skyder!" råbte de. Dalvang trak i ham for at få ham væk fra Dagmar, så hun ikke kom imellem dem og de bevæbnede mænd. Han fulgte villigt med, og de flygtede sammen via bagdøren. De bragede ud ad bagdøren og blev, før de fik set sig om, overfaldt af fire mænd.
   Dalvang mærkede igen vreden boble op i sig, men denne gang var den blandet med panik. Panikken greb ham, han var ligeglad med de fire mænd, han skulle bare sørge for, at klonen ikke kunne komme til Dagmar igen. Han kæmpede både imod de to mænd, mens han også prøvede at komme frem til den anden Dalvang. De fire mænd prøvede at omringe og indkredse de to Dalvang, så de kunne være fire om dem, til de to bevæbnede mænd inde fra kaffehuset kom ud.
   Bagdøren gik igen op, og de to bevæbnede mænd kom ud.
   Dalvang sparkede lige op i luften og ramte en af mændene under hagen. Han væltede tilbage i de to mænd, der lige var kommet ud, og væltede dem. Mens de prøvede at komme på benene, fik han endnu et godt slag indført og var nu fri. Uden at se sig tilbage løb han rundt om kaffehuset og ind mellem en større flok mennesker, der ventede ved et fodgængerfelt.
   De to bevæbnede mænd fik skubbet agenten til side og løb efter ham, men de mistede ham af syne, allerede da han hoppede over busken. I stedet løb de tilbage og hjalp med den sidste Dalvang, der stadig kæmpede. Den ene løftede sin pistol og slog ham i baghovedet, så det sortnede for hans øjne.

Petersen parkerede nede på vejen og løb op til kaldeanlægget hvor han trykkede på knappen.
   "Hallo?"
   "Det er Petersen," sagde han roligt.
   "Er du alene?"
   "Ja, Dalvang er her ikke." Han hørte en høj summen og gik ind. Kenneth åbnede døren og så sig nervøst omkring, inden han åbnede døren helt, så Petersen kunne komme ind.
   "Hvad fanden sker der, I skræmte sgu da livet af mig, da I ringede."
   "Nå da," sagde Petersen.
   "Jeg har papirerne her, skal I have grundvandsprøverne med?"
   "Ja," sagde Petersen og ventede, til han var kommet tilbage med dem. Han foldede papirerne sammen og stak dem i baglommen, hvorefter han med rolige bevægelser hældte prøverne ud i vasken.
   "Hvorfor gør du det?"
   "De prøver I fik fra sundhedsministeriet i tresserne, hvor er de?"
   "Hvorfor?"
   "Fordi jeg vil have dem. Også papirerne over dem."
   "Dem kan jeg da ikke bare give dig," sagde Kenneth forvirret, men smilende.
   "Du får mig ikke til at spørge pænt, så drop det og giv mig de prøver."
   Kenneth trådte et skridt tilbage, mens han så forfærdet på ham.
   "Hvad fanden sker der her?"
   Petersens smilede ondt til ham.
   "Jeg har god tid, så du bestemmer selv, hvor lang tid det her kommer til at tage."
   "Hjæ..." Længere nåede Kenneth ikke i sit råb for hjælp, inden Petersen greb han om munden og pressede ham op mod væggen. Han stirrede ind i hans øjne med et stift og gennemborende blik.
   "Får jeg de prøver?" Kenneth rystede for meget til at kunne nikke eller ryste på hovedet, så Petersen slap hans mund igen og førte hånden om til hans nakke, hvorefter han trak ham væk fra væggen med en sådan kraft, at han røg hen over et skrivebord og landede bag det. "Så prøver vi bare igen," sagde Petersen roligt og tog fat i enden af skrivebordet med en hånd og smed det til side, så det landede med et brag foran døren. "Jeg håber ikke for dig, at nogen hører det her, for så bliver jeg sur. Find de prøver til mig."
   Kenneth bakkede op mod væggen og prøvede at dække sig med fægtende armbevægelser. Petersen tog fat i kraven på ham og trak ham på benene igen, hvorefter han smed ham igennem døråbningen ind til laboratoriet, der lå lige op til kontoret. Kenneth landede på gulvet med armene op for ansigtet. Petersen gik roligt hen mod ham, mens Kenneth prøvede at sparke sig væk.
   "Hvor," sagde han og slog tingede på bordet ned over ham. "Er," fortsatte han, mens endnu et slag fik glas og kolber til at falde ned over ham og gå i stykker. "De... prøver?" De nåede bordenden og Petersen havde nu raget alt ned over ham. Han tog igen fat i ham og hamrede ham ind i væggen, hvor han holdt ham løftet femten cm fra jorden. "Som sagt, så har jeg god tid," smilede Petersen ondskabsfuldt.
   "De ... de er i arkivet," stammede Kenneth stønnende af rædsel.
   "Hvor er arkivet?"
   "Tredje sal."
   "Har du flere oplysninger her oppe over det, vi gav dig?" Kenneth rystede på hovedet, mens han prøvede at vriste sig fri af Petersens greb. "Ikke noget i computeren?"
   "Jo, lidt."
   "Kom," sagde Petersen og slap ham, så han faldt slapt sammen på gulvet, hvorefter han greb fast i hans krave og slæbte ham hen til laboratoriets eneste computer. "Er det heri?"
   Kenneth nikkede panisk. Petersen ragede skærmen til side, løftede hånden og slog ind i siden af toweret, så det føg med gnister til alle sider og kabinettet krøllede sammen. Han slog igen så hårdt, at kabinettet gik helt af. Han greb ind i computeren og trak harddisken ud, smed det på gulvet og trampede hårdt på dem. Han puttede derefter stumperne i sin lomme.
   "Og du er sikker på, at det var det?"
   "Ja," skreg Kenneth, mens Petersen igen trak af sted med ham hen mod døren, der var blokeret af skrivebordet. Uden at slippe Kenneth greb Petersen igen bordet og smed det igennem luften.
   ’Hvordan har jeg kunne leve uden denne styrke,’ tænkte han og frydede sig, mens han trak Kenneth skrigende ned ad gangen til trapperne.
   "Hvad foregår der?" spurgte en dame, der kom stormende ud på gangen for at se, hvad det var for en larm. Petersen greb fat om hendes hoved i forbifarten og vred rundt. En høj knasen lød, da hendes nakke brækkede. Kenneth hylede højt, da hun faldt sammen ved siden af ham.
   "Hvis du skriger højere, kommer flere til at dø," grinede Petersen og trak videre med ham. Kenneth fik ikke lov at komme på benene, da de skulle ned af trapperne. To etager senere havde Kenneth bukket flere ribben og slået sig gul og blå. Petersen smed ham ind i væggen, hvor han kollapsede på gulvet. Alle arkivskabenes indhold blev smidt hen i hjørnet, hvor han sad. Computerne fik samme tur som den oppe i laboratoriet og køleskabene, hvor prøverne blev opbevaret, blev væltet. Han satte sig på hug foran Kenneth, der ikke orkede at bevæge sig. Petersen fandt en pakke tændstikker frem og tændte et par stykker papir.
   "Nej, hvad laver du?" stønnede Kenneth og begyndte at kæmpe for at komme ud. Ilden tog hurtigt ved, så Petersen rejste sig og satte en fod for Kenneths ene ben, hvorefter han sparkede hårdt ind på siden af hans knæ, så det brækkede. Kenneth skreg højt i smerte og prøvede at støtte sit ben, mens Petersen gentog sin gerning på hans andet ben.
   "Prøv at løb din vej nu," grinede Petersen og gik væk fra den skrigende mand i den brændende papirbunke. "Ha, Dalvang havde sgu ret, I er virkelig ynkelige," grinede han fra døren, hvor han stod og så på Kenneths fejlende forsøg på at få sig selv trukket væk.

Da Dalvang vågnede igen sad han i et tomt rum, lænket til et bord. I hvert hjørne så et kamera til, og den ene væg havde et stort spejl. Han var groggy efter slaget, og der gik lidt, inden han kom i tanke om, hvad der var sket. Nu var spørgsmålet bare, hvor han var. Han løftede den ene hånd for at gnide sin nakke, der var temmelig øm efter slagt, men han kunne ikke få hænderne ret meget over bordet, på grund af håndjernene. Han rykkede for at komme fri, men de var låst til en bøjle, der var boltet fast under bordet, der igen var boltet fast i gulvet. Det eneste, rykkene resulterede i, var, at jernet skar ned i hans håndled.
   "Aaargh," skreg han i vrede og rykkede videre. "Hvad fanden sker der her? Få dem her af mig!"
   Døren blev åbnet og to mænd kom ind. Den ældste af dem satte sig over for ham. Dalvang så på ham med et vredt og gennemborende blik, mens han skar tænder.
   "Jeg heddet Erik Thomsen, og det er Henning Esbensen," sagde den ældste af de to.
   "Hvad fanden rager det mig. Hvad vil I med mig?" snerrede Dalvang.
   "Vi vil meget gerne vide, hvad der er sket?"
   "Er I politiet? I så fald vil jeg gerne have en advokat til stede."
   "Vi er ikke politiet og med det, vi har ryddet op efter dig i dag, så har du ingen rettigheder tilbage," sagde Thomsen og lænede sig ind mod ham. Dalvang lænede sig også over mod ham og så ham lige i øjnene med det samme stive og gennemborende blik.
   "Fuck dig," sagde han roligt. Thomsen så ikke væk, men blev siddende og stirrede om kap med ham. Dalvang fik en ustyrlig lyst til at snappe efter ham, som en hund gør, så det gjorde han. Thomsen sprang tilbage, for han vidste, hvor stærk en klon var, efter den sidste han havde været i kløerne på. Dalvang grinede højt og hånligt af ham.
   "Jeg har ikke gjort noget," sagde han så roligt og satte sig tilbage i stolen. Thomsen begyndte at gå rundt med hænderne foldet på ryggen, men han blev på sin egen side af bordet.
   "Du er meget stærk," sagde han eftertænksom.
   "Ligger til familien," svarede Dalvang henkastet.
   "Det tog fem mand at pacificere dig, og det lykkedes kun, fordi de slog dig ud," fortsatte Thomsen. Dalvang så demonstrativt væk fra ham, som for at understrege, at han altså ikke havde lyst til at tale med ham.
   "Ved du, hvor hårdt han slog dig? Han brækkede håndleddet."
   "Så må han jo være en kagearm," svarede Dalvang, selvom hans hoved egentlig mente noget andet, for han havde en drønende hovedpine.
   "Hvorfor vil du ikke snakke med os?"
   "Lukker I mig da så ud igen?" spurgte han køligt og så igen Thomsen i øjnene med et koldt blik.
   "Nej, det kan vi ikke rigtig, du hører jo ikke til derude," sagde Thomsen og smilede hånligt til ham.
   "Fuck dig dit svin, det er jer der har lavet brøleren her, ikke mig!" skreg han og rejste sig, så bordet gav sig, selvom det var boltet fast i gulvet. Hans enorme vrede fik hans ene øje til at sitre. Thomsen bakkede over ved siden af Henning og så på ham. Henning rystede på hovedet, han havde ikke noget at tilføje. Han havde egentlig, hvad han havde brug for, nemlig et slideshow af en ung dreng, der spillede bold i haven, en ung dreng, der fandt en gul Erantis, en ung dreng, der fuld af kærlighed gik ind til sin mor og gav hende blomsten. Henning vidste, at de begge havde samme fortid, så det var ikke noget, der kunne fortælle ham, hvem af dem de havde fået fat på. Noget blev dog ved med at nage ham. Om det var tvivl, vidste han ikke, men han tvivlede ikke på, at han ikke kunne sætte spørgsmålstegn ved den autoritet, som Thomsen repræsenterede, for det ville ende Hennings karriere, allerede inden den var begyndt.
   Thomsen åbnede døren, mens Dalvang råbte alverdens eder efter dem. Henning stoppede op i døren, da Thomsen var kommet ud, og vendte sig mod Dalvang.
   "Hey ..." Dalvang så vredt på ham. "Dagmar," sagde Henning. Med et blev Dalvang stille, han stirrede vantro på Henning, der nu fik nogle meget stærke syn. Med sine egne øjn så han et tomt blik i manden foran ham. Hvis blikket var så tomt, kunne det betyde to ting. Han gav op og var ligeglad, eller han erindrede med kærlighed en dame, der var en stor del af hans liv. Henning kom ikke tættere på en sandhed ud fra det, han lige havde set.
   Han lukkede stille døren.
   Dagmar kom grædende ud fra den næste dør, hvorefter hun blev ført over til et andet rum på den anden side af gangen.
   "Du har gjort det godt i dag min, dreng," sagde Thomsen og klappede ham på skulderen. "Gå hjem og sov. Vi starter på en frisk i morgen."
   Henning smilede træt og så efter ham, da han gik ned ad gangen. Den stolte fornemmelse, da han var blevet valgt til at arbejde sammen med legenden, hans store idol, var nu væk. Nu så han kun en gammel mand, der kun tænkte på sin rekord. Det, at kunne gå på pension efter fyrre år uden nogen fejloperationer. Han havde startet sin karriere med denne frygtelige opgave, og den havde hjemsøgt ham lige siden. Nu havde han afsluttet den, koste hvad det koste ville. Resultatet var sjusk, selv mesteren havde indgået et kompromis og solgt liv, for selv at kunne sove om natten. Han havde set sit snit til at begrave en sandhed, så han ikke længere selv skulle hjemsøges af den. Ude af øje ude af sind. Han troede virkelig selv, at han nu var fortiden kvit, selvom de ikke havde den anden. De vidste ikke engang med sikkerhed, hvor Petersen var. Det var endnu en løs ende. Hvordan kunne en, der var kendt for sin grundighed dog overse dette?
   Thomsen så lige pludselig meget ældre ud i Hennings øjne. Bare en gammel mand, ikke en legende, ikke en autoritet, men et gammelt fjols.

Thomsen satte sig tilbage i sin kontorstol på det svagt oplyste kontor. Det var ved at være sent, solen var ved at gå ned. Han tog fjernbetjeningen til videoen og trykkede på play. Dagmar kom frem på skærmen. Hun græd stille.
   "Jeg har kendt ham i otte år. Han er sådan en sød dreng. Han kommer altid med blomster om foråret. Hvad er der dog sket med ham?" græd hun.
   "Det kan vi desværre ikke fortælle dem, frue," lød en kold og professionel stemme, der tilhørte en mand, der ikke var med på skærmen.
   "Han har ikke noget familie, kun mig. Hans forældre døde, da han var lille, og hans mostre, der opfostrede ham, er også døde, så han har kun mig. Må jeg ikke godt tale med ham?"
   "Desværre frue."
   "Hvem er ham den anden, ham der ligner ham?"
   "Det kan jeg ikke udtale mig om. Fortæl mig lidt om hans hverdage."
   "Han kommer hver morgen klokken syv og får morgenkaffe sammen med mig, inden han tager på arbejde. Jeg har altid en madpakke klar til ham."
   "Efter deres bedste viden, har han så nogen sinde været i problemer med loven?"
   "Nej," svarede Dagmar selvsikkert men lamslået over spørgsmålet.
   "Efter deres bedste viden, har han så nogen sinde brugt stoffer?"
   "Nej," svarede hun igen med samme selvsikkerhed.
   "Ved de, om han har trang til en afvigende seksualitet?"
   "Taler vi om den samme person?" spurgte Dagmar med hævet stemme. Hun var gal og harm over at blive spurgt om sådanne bizarre ting, det var tydeligt at både se og høre på hende. Manden skulle til at sige noget, men Dagmar afbrød ham. "Nu hører du efter, hvad jeg siger, unge mand." Al venlighed havde forladt hendes stemme, men hun var stadig rolig og fattet. "Den Søren Dalvang, jeg kender, er det sødeste og rareste og mest ærlige menneske, jeg nogen sinde har mødt, og jeg har mødt mange. Han er altid velklædt, velsoigneret og velopdragen. Jeg har aldrig hørt den mand komme med sjofle bemærkninger, og jeg har heller aldrig hørt ham bande. Han er ikke temperamentsfuld eller hidsig eller noget som helst. Den mand, jeg lige har set blive forhørt, er ikke min Søren, og det var det, I bad mig komme og bedømme. Guderne må vide, hvor han så er, for sådan taler min Søren ikke. Nu vil jeg hjem, og jeg vil ikke hører på flere af dine diskriminerende spørgsmål, nå!"
   Den ellers så professionelle stemme var nu afløst af en usikker og spag stemme, der lød som en skoledreng, efter han havde fået sit livs skideballe.
   "Øh, nej selvfølgelig, øh undskyld frue."
   Thomsen slukkede igen og sad i halvmørket og tænkte.
   Nu var der ingen tvivl om, at det var klonen, de havde fået fat på. Hvis hun var som en mor for ham, så ville hun med sikkerhed kunne sige, om det var ham eller ej, og hun sagde, at det var det ikke. Hun må uden tvivl vide, hvordan originalen ville reagere under pressede situationer.
   Thomsen tændte lyset over skrivebordet og fandt en kalender frem. Der var sat røde ringe rundt om alle dagene undtagen fem. Fire dage tilbage, tænkte han og tog en rød tusch frem fra en skuffe, som han satte en ring om dagens dato med.
   Fire dage endnu, og han ville være færdig ... og endelig fri for fortiden. Spøgelserne var væk, fordi han nu havde endt det, en gang for alle. Thomsen slukkede lyset og gik hjem, i nat skulle han sove godt for første gang i fyrre år.

"Slip mig I svin," skreg han, mens han forgæves forsøgte at vride sig fri af de to mænds brutale greb. Om det så skulle lykkes ham, ville det ikke hjælpe meget, idet en vest af læder, forsynet med både arm og benlås indskrænkede hans bevægelsesfrihed. På grund af den korte skridtlængde, snublede han flere gange, men de to mænd fortsatte ufortrødent i samme tempo med at slæbe ham ned ad den dunkle gang.
   "Hvad fanden vil I mig, det er jo jeres skyld, jeres skyld alt sammen!"
   Mændene svarede ikke, men fortsatte ned for enden af gangen til de nåede den sidste åbne dør.
   "Stå stille!" kommanderede den ene, mens de pressede ham op mod den kolde mur. Den anden lagde sin knippel mod hans nakke og pressede hans ansigt ind mod væggen, så det smertede. Han stønnede lavmælt og mærkede, hvordan en ukontrollable vrede begyndte at blusse op. Nu fjernede de remmene fra hans ben, men trak samtidig hans hoved bagover, så han ikke kunne sparke fra sig. Hans håndled blev også løsnet, men inden han kunne nå at gøre modstand, blev han hårdt og brutalt skubbet ind gennem døren med en sådan kraft, at han ramte ind i et bord, der stod op ad en af væggene. Det gav et smertefuldt jag i hoften, og han ænsede kun lige, at døren blev smækket i med et øredøvende brag. Dernæst et klik, og det gik op for ham, at de havde låst døren.
   ’Nej, det her kan ikke ske.’
   Han hastede over til døren, så hurtigt som den dunkende smerte tillod.
   "Luk mig ud, hvorfor fanden gør I det her? Det er jo jeres skyld!" råbte han ud gennem et lille firkantet hul i døren, der var placeret i øjenhøjde. "Luk mig så ud for helvede I forbandede svin, må I brænde i helvede I forbandede håndlangere." Ederne ville ingen ende tage, som han stod der og skreg desperat efter de to mænd. Han hørte ekkoet fra sin egen stemme, mens lyden af skridt langsomt døde hen.
   Han satte sig tungt på sengen og gav sig til at stirre ned i gulvet. Mens han sad foroverbøjet, lagde han mærke til en irritation på sit ene lår og rakte derfor ned i lommen, for at se, hvad det var.
   Det var den forsølvede Erantis, som Dagmar havde givet ham i fødselsdagsgave.
   Hvis de bare spurgte hende, så ville hun sætte det hele på plads, hun kendte ham jo. Eller gjorde hun? Han ville aldrig selv have troet, at han kunne blive så vred, at han kunne tæve en mand med et bordben. Han følte afsky over for sig selv og sine handlinger. Hvis de bare ville lade ham kontakte Geninstituttet, så kunne de få det hele afklaret.
   "Hej," sagde en rusten stemme ude på gangen. Dalvang fløj op for at se, hvem det var. Men der var ingen. "Hvem er du?" spurgte stemmen. Dalvang så rundt, men den svage belysning på gangen gjorde det svært. Så fik han øje på en skikkelse i en celle på den anden side af gangen.
   "Jeg hedder Søren, Søren Dalvang. Hvem er du?"
   "Jeg hedder Per, Per Olufsen." Mandens ansigt kom til syne i sprækken. Det var den gamle mand, der havde forfulgt ham, ham de havde mødt som Peter Ib Poulsen.
   Så det var det, han havde ment, da han sagde, at de ikke havde fattet en skid. Der var noget anderledes over denne mands øjne. De var ikke venlige, som den gamle mands havde været, selv om de stadig udstrålede høj intelligens.
   Hans øjne viste noget Dalvang havde set før. De viste det samme, som den anden Dalvangs øjne.
   Det var den fejl, de havde lavet. Det var den regeringen havde dækket over.
   Med ét gik det op for Dalvang, at han aldrig ville komme derfra igen.
   Hvor ville han dog savne Dagmar.