Dalvang kom endelig på den rundvisning, der tidligere samme morgen var blevet udskudt pga. firlingernes ankomst. Rundvisningen tog længere tid, end han først havde troet den ville, og det undrede ham, at en by af denne størrelse havde et hospital så stort og med så mange specialafdelinger. Der var ikke mange ting, de ikke havde specialister til, så der var faktisk ingen grund for borgerne til at tage til storbyen, hvad de så end fejlede. Hospitalet her var blevet udvidet for over fyrre år siden, men så vidt Dalvang havde forstået på Petersen, så var det kun over de sidste år, at der var kommet alle de tilfælde af siamesiske tvillinger, så de kunne ikke være grunden til, at man havde udvidet af den mening, at der skulle være en ordentlig afdeling til at tage sig af dette fænomen. Dalvangs rundvisning var startet over i hovedbygningerne, da den bygning, de selv arbejdede i, ikke var ret stor, og ikke var ret svær at finde rundt i. Den bestod kun af to gange og en kælder. Man fandt hurtigt ud af, hvor de forskellige kontorer og lager osv. lå. Men hovedbygningen var en anden sag. Den bestod af fire længer, der var delt mellem tredje og fjerde længe, så ambulancerne kunne komme ind i gården, hvor modtagelsen af ambulancepatienter lå.
   "Her er nogle af dem, du utvivlsomt vil komme til at arbejde tæt sammen med," sagde Petersen og åbnede døren ind til et personale rum. Det lignede det lille tekøkken, hvor han havde fundet PC, udover at det var noget større. Petersen begyndte at præsentere dem fra en ende af.
   "Det er Helle, hende mødte du i morges." Dalvang hilste alligevel pænt på hende igen. "Hun er den sygeplejerske, der har været her i længst tid. Ham der med det vilde overskæg er Leif, han er portør," fortsatte Petersen og henviste til en mand omkring de fyrre, der virkelig havde et vildt overskæg. Det var langt og snoet op til to krøller, der dækkede det meste af hver kind. Hans mund var helt væk, men ændringerne I skægets facon afslørede, at han grinede over Petersens introduktion. Leif hilste pænt på Dalvang med et lille men fornemt buk. "Knud er overlæge." En kraftig mand med fuldskæg der, som hans hår, havde et flot sølvlignende skær, trådte frem. Han var ved at være tres år, men hans øjne havde et drenget glimt. Dalvang mente at han bestemt var en mand med harmløs ballade i tankerne.
   "Annette er du vist rendt ind i," sagde Petersen smilende. Dalvang hilste dog på hende igen, og befandt sig atter i den situation, at han ikke kunne få øjnene af hende. En gudinde, tænkte han og forsøgte at fastholde hendes blik, uden at alle andre lagde mærke til det. Hun fastholdt også hans blik, og først da Petersen rømmede sig lidt, lykkedes det ham at slippe ud af trancen. Petersen puffede ham ud af døråbningen, mens Helle og Annette fniste til hinanden. "Jeg tror, at du skal have noget koldt at drikke," sagde han til Dalvang, da de var på vej ned mod tunnelen igen.
   "Hvorfor det?" spurgte Dalvang uskyldigt.
   "Hold nu op, det lykkedes jer altså ikke ret godt at skjule jeres hungrende blikke."
   "Hungrende, hvad taler du om," sagde han, men han kunne ikke lade være med at smile over tanken om, at han alligevel var kommet til at dummet sig.
   "Her er vores kantine," sagde Petersen og stoppede op foran to postkasserøde svingdøre med koøjer i. "Her kan næsten alt købes, undtagen spiritus." Han skubbede dørene op, og Dalvang fulgte efter ham ind i den store kantine. Væggene var hvide, men var prydet af abstrakte malerier med mange lyse og opmuntrende farver. Jævnt fordelt i hele rummet var der store runde og hvide cementsøjler, hvor slyng- og klatreplanter snoede sig op. På langs med rummet ud fra hver søjle stod bordene. Der var rent og pænt over det hele, skraldespandene var ikke overfyldte, stativet til de snavsede tallerkner var næsten tom og en mild duft af sæbe blandede sig med en fortryllende duft fra køkkenet, der fik hans mave til at trække sig sammen af sult og fik hans mundvand til at løbe.
   "Du har da ikke fået morgenmad endnu, har du?" spurgte Petersen og så på uret. Dalvang rystede på hovedet og prøvede af alt sin magt at skille de vidunderlige dufte fra hinanden for at bemærke, om frisk kaffe skulle være en af dem. De tog hver en bakke og stillede sig op i køen, der heldigvis ikke var ret lang, da middagspausen var ved at være slut for de fleste.
   "Det var et godt tidspunkt vi kom på," sagde Petersen.
   "Hvorfor det?"
   "Vi kommer i slutningen af første frokosthold, hvis vi var kommet ti minutter senere, havde der været kø helt ned til dørene." Dalvang var taknemmelig over ikke at skulle stå for længe i køen, for hans mave gjorde mere og mere oprør, efterhånden som de gik forbi alle de lækre tallerkner med smørbrød, kager og flutes, der stod linet flot op i en køledisk, der strakte sig nede fra endevæggen og over halvvejs igennem lokalet, før den endte i to kasser, hvor to venlige damer sad. Før kassen var der en tom plads, hvor en dame stod og tog imod ordre til køkkenet, hvis man skulle have en af de fire dagens varme retter. Dalvang fandt et flutes med kylling og bacon, en kop kaffe og et glas mælk. Til hans store glæde, var kaffen friskbrygget, og ikke automatkaffe. Han stillede sig op bag Petersen, der var ved at finde sin pung frem. Han så ned på Petersens mad, for at se, hvad han var blevet fristet til at købe; to rundstykker, ost, rullepølse og en kop kaffe.
   "Hej Marie," sagde han smilende med en fløjlsblød stemme, som flirtede han med hende. Dame bag kassen rødmede men sagde ikke noget. "Jeg skal betale for alt det her," sagde han og pegede på både sin egen og Dalvangs bakke.
   "Nej, det behøver du ikke."
   "Sludder, du var så flink at træde hurtigt til i morges og har gjort det godt i dag. Man må godt have det lidt godt sin første dag."
   "Jo, tak," smilede Dalvang.
   "Nå, så det er dig, han har fablet om hele ugen," sagde damen bag kassen og smilede til Dalvang.
   "Hvad har han sagt?" spurgte Dalvang nysgerrigt.
   "Det må du jo spørge ham om."
   "Dejligt vejr i dag, ikke?" afbrød Petersen og skyndte sig at gå. Dalvang blev forvirret, men da damen begyndte at grine, lagde han ikke mere i det. Petersen humor skulle han nok snart lære at kende.
   "Hvad var det om?" spurgte han Petersen, da de kom ned til bordet.
   "Marie? Hende skal du ikke tage dig af, hun driller altid," forklarede Petersen, mens han begyndte at smøre sit rundstykke.
   "Det var bare fordi, hun sagde, at du har fablet om mig i en uge. Hvor længe har du vidst, at jeg skulle komme?"
   "Jeg fik det at vide i fredags, jeg var ikke på arbejde i weekenden, og i går nåede jeg ikke herned. Hvor meget tror du, at hun har hørt fra mig?" smilede Petersen uden at se op fra sin gøren. Dalvang kunne ikke komme i tanke om, hvordan hun så kunne vide, at han kom, men kom så i tanke om, hvor han var. Rygterne i denne lille by gik jo hurtigt, så hvorfor skulle den ikke også gøre det på hospitalet. Dalvang satte tænderne i flutet, der ikke var, som han havde forventet. Mange steder, når man køber et flutes, er kanterne så hårde, at det koster en tand at bide for hårdt, men dette flutes var dejligt blødt uden at være slatten. Kyllingen smagte frisk, og baconen var sprød. Selv salaten var sprød.
   "Hvad var for resten det med Annette?" spurgte Petersen og trak Dalvang ud af hans nydelse af sit flutes.
   "Hva'? Nåh, jeg rendte bare ind i hende, da jeg ledte efter PC," svarede Dalvang henkastet og nippede til den varme kaffe.
   "PC fik det til at lyde som om, at der var mere til den historie."
   "Det var der ikke, hun tabte sine papir, og jeg hjalp hende med at samle dem op igen, det er det hele," sagde Dalvang roligt.
   "Ja og jeg kan gå på vandet, jeg så godt, hvordan du så på hende," smilede Petersen. Dalvang så ned i bordet. Det var så længe siden, at han havde været forelsket, at han dårligt kunne huske, hvordan sådan noget starter. "Har du en der hjemme?" spurgte Petersen nysgerrigt. Dalvang rystede på hovedet. "Jamen så er der jo ikke nogen problemer, hun er nemlig også single, og hun bor her i byen." Dalvang grinede over Petersen så lige frem personlighed, men han vidste ikke rigtig, hvad han skulle svare, så det var nok klogest at tie stille. Hun var uden tvivl en umådelig attraktiv kvinde, men de arbejdede samme sted, og derfor var han imod at indlede et forhold til hende. Hvis hun altså også var interesseret i ham. Hvad tænkte han dog på, han kendte hende jo ikke engang. "Du kan ikke tabe, hvad du ikke ligger i midten."
   "Hvad?"
   "Pokerudtryk, du kan godt lide hende ikke sandt?" smilede Petersen.
   "Jeg kender hende jo ikke."
   "Det kan der gøres noget ved," sagde Petersen og satte sig tilbage i sin stol med armene over kors, så han kunne inspicere Dalvang lidt.
   "Nej, jeg har altid været imod at engagere mig personligt med en kollega. Det er uprofessionelt," sagde Dalvang affærdigende.
   "Hoffor deeet," spurgte Petersen i det mest uintelligente toneleje han kunne præstere. Dalvang så spørgende op på ham og rystede smilende på hovedet.
   "Jeg tror for det første ikke, at et forhold kan holde ret længe, hvis man arbejder tæt sammen til hverdag. Stressede situationer på arbejdet kan hurtigt blive personlige. Man har vel også en tendens til at miste koncentrationen for sit arbejde, hvis man står og diskuterer, hvad man skal have til aftensmad, og hvem der glemte at lukke hunden ud osv. Man kan komme til at tage arbejdet med hjem, og man kommer vel til at gnide hinanden i stykker, når man går tæt op af hinanden hele ugen og i weekenderne. Arbejde er arbejde og privatliv er privatliv."
   "Hvis det var tilfældet, hvorfor tog du så med hjem til mig og spiste aftensmad?"
   "Så vidt jeg har opdaget, så prøvede du ikke at få en date med mig," smilede Dalvang. Petersen vippede med øjenbrynene, som for at sige, at Dalvang da ikke vidste, om han havde skjulte intentioner.
   "Nej, hvis det er din holdning, skulle den så ikke gælde over for både mandlige og kvindelige kollegaer?"
   "Det gør den sådan set også, ingen af mine kollegaer på Geninstituttet, er nogen jeg omgås privat. Grunden til, at jeg tog med dig, var at du skulle sætte mig ind i det arbejde, vi skal lave her." Petersen sad lidt og så eftertænksom ud.
   "Jeg forstår godt, hvad du mener, men jeg mener også, at du tager fejl."
   "Hvordan?" spurgte Dalvang.
   "Du siger, at man ikke kan være et lykkeligt par, hvis man arbejder tæt sammen?"
   "Det tror jeg ikke på, nej."
   "Knud og Helle, som du lige mødte oppe i personalerummet, havde sølvbryllup sidste efterår. De mødte hinanden her på hospitalet og har arbejdet tæt sammen siden. Deres forhold går rigtig godt, hvis du forstår, hvad jeg mener," sagde Petersen med hævede øjenbryn.
   "Hvor ved du det fra?" spurgte Dalvang undrende.
   "Helle kom til at give mig den forkerte journal engang. I den lå en seddel fra Knud," sagde Petersen med et skævt sigende smil. Dalvang grinede.
   "Hvad stod der på den?"
   "Det siger jeg ikke, men hvis jeg har sådan et ægteskab efter femogtyve år, så vil jeg prise mig lykkelig," grinede Petersen. "Der er ingen her, der vil have noget som helst imod, at dig og Annette prøver lykken. Folk vil måske følge jer lidt som en sød historie og håbe det bedste for jer. Det kan tælles på en hånd, hvor mange der har din holdning her på hospitalet."
   "Hvor mange er det da?"
   "Efter du ankom... en."
   "Det er jo heller ikke sikkert, at hun kan lide mig."
   "Du stod og stirrede på hende der oppe, så du hende ikke? Hendes øjne lyste mindst lige så meget op, som dine gjorde, da I fik øje på hinanden." Dalvang hævede øjenbrynene. Det var da en rar melding at få. Han var jo udmærket klar over, at alting foregik meget anderledes end der hjemme. Skulle han tage chancen og invitere hende ud at spise? Men hvor skulle det så være? Pizzeriaet? Eller en tur i biffen, så ville der jo ikke være store chancer for pinlig tavshed. Han kom til at tænke på den villa, han var kørt forbi, da han kørte her op. Måske var det ikke den bedste ide. Han havde også rigelig tid til at tænke over det, for han skulle først tage sig mod til at invitere hende, og det kunne godt tage lidt tid, siden han var ude af øvelse.
   Både Dalvang og Petersen var ivrige efter at komme i gang med projektet, så de aftalte, at de ville begynde med firlingerne. Det kunne være, at de kunne besvare nogle af de mange spørgsmål, de havde. Moderen havde jo, kort efter hun havde slukket for respiratoren, overskrevet deres legeme til deres brug. Hendes eneste krav havde dog været, at hende og hendes mand, der havde været på forretningsrejse, da hun var blevet hastet op på sygehuset, kunne komme og sige farvel til dem, inden der blev skåret i dem. Det var de gået med til, da de mente, det var et rimeligt krav. Manden var kommet samme eftermiddag og havde sammen med sin kone brugt en halv til en hel time på at sige farvel. Faren havde ikke taget synet af dem lige så pænt, som hun havde. Petersen kunne genkende noget i hans øjne, da de kom ud fra den stue, de havde flyttet firlingerne ind i, så de kunne sige farvel i fred og ro, og for at Dalvang og Petersen kunne bruge laboratoriet. Manden havde set på Dalvang og Petersen, da de forlod stuen, med bebrejdelse i øjnene. Bebrejdelse over at de ikke kunne have gjort noget ved det, ikke kunne have forhindret det, eller ikke kunne have opdaget det tids nok til at have provokeret en abort, så han ikke skulle lide denne oplevelse. Mon han også bebrejdede sig selv? Bebrejdede sig selv for, at firlingerne var, som de var, at han ikke kunne give sin kone et sundt barn. Måske bebrejdede han også hende, at hun ikke kunne give ham et sundt og raskt barn. Gik han med tankerne om, hvis skyld var det, at deres barn var som det var? Petersen kunne huske alle de grufulde følelser, og de havde været en af grundene til, at han ikke ville have, at Sandra så dem. Hun måtte ikke føle denne bebrejdelse over for ham, og slet ikke over for hende selv, for han vidste udmærket, at det ikke var hverken hans eller hendes skyld. Han havde måske også i sin paniske søgen efter nogen at give skylden bebrejdet hele videnskaben for ikke at være langt nok fremme til at kunne hjælpe dem. Dette var også en af grundene, til at han havde sagt ja til opgaven. Han havde sådan lyst til at tale med manden og prøve at forklare ham, hvad han selv engang ikke ville indse. Det var ikke hans skyld, det var ikke hendes skyld, det var ikke nogens skyld. Hvis man ikke forstod, hvad manden lige nu gennemgik af følelser, så ville man måske føle harme over hans opførsel, men Petersen forstod ham. Hans øjne viste medfølelse, da de trådte ud af stuen, og mandens og Petersens øjne mødtes. Manden blik fortalte ham, at han ikke kunne forstå, hvad der fik Petersen til at se sådan på ham. Han mente nok, at det var det medfølende blik af en, der kun prøvede at sætte sig ind i hans følelser, og ikke det medfølende blik af en der rent faktisk vidste præcis, hvordan han havde det. En trækning ved mandens øje viste, at han var både vred, såret og forvirret over sine følelser, så Petersen så væk. Manden lagde armen om sin grædende kones skulder og førte hende væk. Dalvang og Petersen gik ind efter firlingerne og kørte dem ned til obduktionsstuen. Ingen af dem havde særlig stor erfaring med dette, så de havde fået assistance af en ubehagelig herre på et par og halvtreds. Han var ikke en af hospitalets faste personale, og var ikke blevet fortalt andet, end at han skulle assistere ved en obduktion af et barn, der var født med skader fra misbrug gennem graviditeten. Dalvang og Petersen var bekendt med denne forklaring, men var blevet påbudt ikke at tale med ham om det overhovedet. De skulle bare observere og lytte til, hvad manden havde at sige. Manden præsenterede sig kort som Hansen. Han ventede ikke engang på deres navne, før han gik hen og trak ligklædet af. De havde ventet en reaktion lignende deres egen og var meget overraskede over slet ikke at se nogen. Manden havde bare stået og set på firlingerne et øjeblik, som tænkte han, hvor fanden skal man starte, hvorefter han gik i gang og rablede en ordentlig svada af, hvori han blandt andet forklarede om de tydelige tegn på misbruget af de euforiserende stoffer, som ikke havde eksisteret under svangerskabet. Det eneste Dalvang og Petersen egentlig lyttede efter, var antallet af organerne, disses form og mandens vurdering af, om disse havde været funktionsdygtigt eller ej osv. På intet tidspunkt under svadaen ændrede hans toneleje sig. Man skulle tro, at han bare stod og læste op af en brugsvejledning til en brødrister. Efter manden var færdig med sit monotone foredrag, syede han det sidste y-snit sammen, trak klædet over liget med en ligegyldig bevægelse og smilede et kort, koldt og ligegyldigt smil til dem og sagde farvel. Han fløjtede en munter og falsk tone, mens han gik hen og vaskede sine finger hvorefter han bare gik. Hverken Dalvang eller Petersen havde sagt noget under hele obduktionen, de havde heller ikke flyttet på sig. De havde bare stået måbende og lyttet til mandens kolde stemme. Først da døren var svinget stille og hvislende i og lyden af mandens skridt havde fortaget sig, så de på hinanden. Ingen af dem kunne finde ord for, hvad de lige havde set og hørt. Uden mange ord lagde de firlingerne i deres grav af formalin. De var derefter kommet til at stå sammen med de andre eksemplar af døde siamesiske tvillinger i et rum, der i daglig tale kun blev omtalt som rædselskabinettet, dets indhold blev afsløret så snart man åbnede døren og blev mødt af stanken af formalin. Tavse luskede de tilbage til kontoret, hvor de ville sunde sig over en kop kaffe.
   "Hvad fanden var han for en underlig en?" spurgte Petersen og satte sig tungt i sin stolen. Dalvang trak på skulderen og sank ned i stolen over for. "Jeg mener, man plejer da at vise en lille reaktion, når man ser noget så usædvanligt."
   "Ja, og især et barn. Det troede jeg ellers ikke, at nogen kunne vænne sig til," sagde Dalvang frastødt.
   "Ham her har åbenbart kunne," sagde Petersen og gjorde store øjne. Det var stadig ikke gået helt op for ham, at noget menneske kunne virke så kold.
   "Tror du, at han bare var ekstrem god til at skjule sine følelser?" spurgte Dalvang.
   "Han så dårlig nok på os, da vi præsenterede os. Vil du sige, at det er normal opførsel fra en kollega?" Dalvang rystede på hovedet og så på sine hænder, mens han trillede tommelfingre. "Hørte du ham fløjte?" spurgte Petersen med et indigneret ansigtsudtryk. Dalvang nikkede. Han fik det helt dårligt over at tænke på denne følelseskolde person.
   "Jeg troede ikke, at jobbet kunne gøre en så kold."
   "Jeg tror ikke at det er jobbet, Dal, han har nok altid været sådan."
   "Tror du, at man kan være sådan fra naturens side?" spurgte Dalvang undrende.
   "Hvad tror du seriemordere, voldtægtsforbrydere og børnemishandlere er?" Denne bemærkning gav Dalvang endnu mere kvalme. Hvor ond kunne et menneske egentlig blive? Hvilke egenskaber ville en sådan person mangle; samvittighed, evnen til at elske, til at føle, evnen til at vise barmhjertighed og empati, eller ville en sådan person i det hele taget bare mangle en sjæl?
   "De har vel alle et svagt punkt mon ikke? Mon der findes nogen, der simpelthen er så følelsesforladte, at intet kan få dem til bare at løfte øjenbrynet?"
   "Hvis der gør, så var det vel ham Hansen," sagde Petersen og prøvede at lyde ligeglad, men det generede også ham, hvor ligeglad manden havde været over synet af det misdannede barn, som han havde skåret i med mindre følelse, end når man skære i en kotelet til aftensmaden. "Han må være en munter fætter at have med i byen," sagde Petersen og prøvede at skubbe tanken om ham fra sig, ved at finde kaffekrus frem, men han blev ved at høre den muntre og falske fløjten, som manden havde forlade rummet med. Telefonen ringede.
   "Petersen...goddag Kim... okay... hvad har du?... vi kommer nu!" Petersen lød ophidset, men han så på Dalvang med et blik, der mindede om blikket på en lille dreng, der lige havde fået at vide, at hans ynglings moster kom til middag.
   "Hvad nu? Man skulle tro, at du lige havde vundet en million," sagde Dalvang ubegejstret.
   "Ikke mig, os. Vi har vist lige fået vores gennembrud," sagde han storsmilende, som om Hansen ikke lige havde været der og trukket et mørkt tæppe over deres humør.
   "Hvad mener du?" Dalvang mærkede nu også spændingen stige, og hans humør blev lysere, mens han fandt sin jakke og fulgte efter Petersen ud fra kontoret.
   "Du tror mig ikke, men kom, så skal jeg vise dig det." Ti minutter efter de havde forladt kontoret, steg de ud af Petersens rustrøde Ascona. Petersen gik ind af hoveddøren på et hus, hvor der hang et skilt Dyrlæge.
   "Kim er en af mine gamle venner, vi gik i klasse sammen, fra jeg flyttede til byen," forklarede Petersen, mens han gik ind gennem venteværelset, der var tomt.
   "Hvor længe har han været dyrlæge?"
   "Otte år tror jeg det er ved at være, han overtog sin fars praksis, da han gik på pension. Før det var de partnere." Kim måtte have hørt deres snakken, for et øjeblik senere stak en mand hovedet ind af døren og vinkede dem hen til sig. Hovedet der viste sig i døren var ikke specielt kønt, han havde små griseøjne en flad og bred næse og en skæv mund. Hans frisure satte prikken over i'et, for han lignede en, der var blevet friseret med en håndgranat.
   "Hun fødte for fire timer siden," sagde han med klang af ophidselse i stemmen. "Fire øjensynlige sunde og raske hvalpe, men den sidste... jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det, jeg har aldrig set det før."
   "Vis os dem nu bare," sagde Petersen utålmodigt. Kim viste dem ind i et rum for enden af en gang, hvor der i alt lå fire rum på den ene side, og vinduer ud til gaden på den anden. Der var trukket for alle vinduerne.
   "Der," sagde han og pegede ned i en kasse, der stod på et stort rustfrit bord. I kassen lå en sort Labrador henslængt med fire hvalpe, der hver lå med en pat i hovedet og foretog sig det eneste, de vidste, hvordan man gjorde. De spiste. Men en femte hvalp spiste ikke, den sloges med sig selv om patten, de to hoveder sloges i hvert fald. Egentligt kunne det vel være fuldstændig ligegyldigt hvem af hovederne, der drak, for det hele ville til sidste ende i den samme mave, men begge hovederne havde fra naturens side et suttebehov, der skulle dækkes, og det var det, de sloges om at få lov til. Der var for langt mellem patterne til, at de kunne nå en hver.
   Dalvang stod måbende og så på den lille blinde uldtots kamp mod sig selv. Petersen smilede, som om det ikke var noget nyt. Det var vel heller ikke noget at blive forbavset over, med det de gik med til hverdag, men at en hund fik en to hovedet hvalp, det havde han ikke set før, og at han så den nu, bekymrede ham. Med mindre man havde givet en hund den samme p-sprøjte, som kvinderne havde fået, måtte dette jo bare være et tilfælde, et sammentræf at den hvalp lige skulle komme, mens de arbejdede på sådan en sag. Så længe det kun var en hvalp ud af et helt kuld, så var der ikke nok til, at alarmklokkerne skulle ringe. Han fik lyst til at ae dem, de så så søde ud, som de famlede rundt i blinde. En af dem var blevet skubbet væk fra patten i kampens hede, og famlede sig nu frem ude ved kassens sider, søgende efter en anden pat.
   "Hov lille ven, maden er den anden vej," sagde han og pegede over mod de andre hvalpe, der grådigt tog for sig.
   "Så hjælp den på vej," sagde kim. Han kunne godt se på Dalvang, at det kløede i hans finger for at få lov til at røre ved den.
   "Bliver hun ikke sur?"
   "Nej, hun stoler på mennesker, du skal nok bare ikke forlade rummet med den. Det kunne jeg måske gøre, men ikke en hun ikke kender." Dalvang rakte forsigtigt ned i kassen og samlede fingrene om den lille hvalp, der straks vred sig rundt, så han blev helt bange for, om han kom til at skade den. Han havde aldrig haft noget med små hvalpe at gøre. Da han havde fået den helt op og vendt den rigtigt på sin hånd, mens han skærmede med den anden, så den ikke skulle vride sig ud af hans greb og falde på gulvet, gik den til angreb på hans lillefinger. Den suttede løs, og det lod ikke til at gå op for den lige med det samme, at der ikke var mælk i finger.
   "Nej hvor er den sød, se hvad den gør," sagde han henrykt til Petersen, der stod og grinede for sig selv over Dalvangs åbne fryd over den lille hvalp. Dalvang stod og nussede den, da den endelig havde opgivet at få noget ud af hans finger.
   "Skal dem der være der?" spurgte han Kim, da han ikke selv havde den ringeste forstand på dyr. Kim trådte hen til ham for at se, hvad han hentydede til. Under hvert forben sad der en lille knold på størrelse med dens poter.
   "Næh, hvad kan det dog være," mumlede Kim og tog hvalpen over for at undersøge den nærmere. Alarmklokkerne begyndte nu at ringe for Dalvang, og han så over på Petersen med et sigende blik. Petersen opfattede det med det samme, og de tog begge to af de andre hvalpe op og begyndte at undersøge dem.
   "Hvad er dog det," mumlede Kim videre. Han havde taget hvalpen med hen til en skrivebordslampe, for bedre at kunne se, så han havde ikke set Dalvangs blik, eller at de havde taget endnu to hvalpe op. "De lader ikke til at være ømme..." fortsatte han, som om han dikterede for en diktafon.
   "Her er også noget, der ikke er som det skal være, sagde Petersen og holdt endnu en hvalp frem mod ham. Kim satte hvalpen ned i kassen igen og overtog den Petersen rakte frem mod ham.
   "Har du ikke undersøgt dem?" spurgte Dalvang.
   "Kun lige hurtigt, jeg var nok lidt for optaget af den der," svarede Kim og nikkede med hovedet mod den to hovedet hvalp, der stadig sloges med sig selv. Det var vel forståeligt nok. De ville højest sandsynligt ikke have opdaget de andre lige med det første, hvis ikke Dalvang havde fået lyst til at kæle med dem.
   "Har du set noget lignende før?" spurgte Petersen Kim.
   "Nej, men det er også længe siden, jeg har fået en hund ind, fordi den skulle have hvalpe. Der var en kat for et par år siden, der fik nogle underlige killinger på Koldgården herude. Hun havde været på P-piller et stykke tid, men blev gravid alligevel," svarede Kim fraværende, mens han fortsatte undersøgelsen af den hvalp, som Petersen havde rakt ham.
   "Har den hund her fået P-piller?" ville Dalvang vide, mens han pegede på den sidste hvalp med hovedet, så Kim ikke så det. Petersen nikkede og tog den sidste hvalp op, for at se, om den også skulle have nogle udposninger, der ikke skulle være der.
   "Ikke så vidt jeg ved da, ejeren fik hjælp af mig til at finde en han at parre hende med, så det skulle jeg mene, at hun ikke har."
   "Jeg troede, at det var din hund," sagde Dalvang.
   "Nej, ejeren ville være mere tryk, hvis hun fik hvalpene her, da det er hendes første kuld. Ejeren har lange vagter for tiden. Normalt laver hunnen bare en rede og pludselig er der en masse unger."
   "Har dyrlæger tavshedspligt?" spurgte Petersen og så over på Dalvang, der sendte ham et alvorligt blik. De havde underskrevet tavshedserklæringer, og Dalvang tog sådan en erklæring meget alvorligt. Han tænkte et øjeblik på at stoppe ham, men han stolede efterhånden på Petersen og mente, at hans dømmekraft var god. Hvad end han var ved, så vidste han, hvad han gjorde.
   "Hvad mener du?" spurgte Kim og lagde hvalpen tilbage i kassen.
   "Vi arbejder for tiden på noget, hvor hvalpene her ville kunne hjælpe os meget."
   "Hvordan?" spurgte Kim undrende.
   "Jeg må ikke afsløre detaljerne, men hvis vi kunne undersøge hvalpene, ville det spare os en masse tid, og en masse... ressourcer." Med ressourcer mente han menneskebørn.
   "Hvad vil du have, at jeg skal sige til ejeren?"
   "Vil du aflevere dem, som de er?"
   "Man kan jo ikke se ret meget på de sidste fire."
   "De kan hjælpe os i en forskning, der kan redde menneskeliv, vi finder ikke noget bedre end disse hvalpe. Kan du ikke sige, at de var dødfødte?" spurgte Petersen.
   "Hvordan kan du foreslå mig sådan noget?" udbrød Kim og så måbende på ham. Petersen så på Dalvang for at se, hvad han mente om udviklingen af samtalen. Den huede ham absolut ikke, så for at vise, at det var Petersens beslutning, så han over mod væggen bag sig selv, som for at sige; det er op til dig, men jeg er ikke helt enig. Siden han ikke selv kendte Kim, ville han ikke ligefrem springe ud i jubel over, at de skulle bryde deres tavshedspligt, men han kunne godt se, at de virkelig havde brug for hvalpene. Ingen af dem var interesserede i at bruge menneskebørn som testdukker, så dette var vel den eneste udvej. Uden for mange detaljer indviede Petersen Kim i lidt af det, de arbejdede med.
   "Så skal I tage dem med nu, og jeg vil ikke høre mere om dem," sagde Kim strengt.
   "Jeg havde håbet, at du ville hjælpe os lidt med det, vi kan ikke have dem oppe på laboratoriet," sagde Petersen bedende.
   "Kunne Sandra ikke få lidt tid til at gå med det der hjemme?" forslog Kim.
   "Nej, hun skal ikke blandes ind i det her, hun ved ikke noget om det, og sådan skal det forblive." Petersen gik lidt i forsvarsposition.
   "Okay, okay..." Kim sukkede opgivende. "Hvor længe?"
   "Vi kommer engang imellem og henter en, mere præcist kan jeg ikke sige dig det." Kim nikkede.
   "Vi skal have røntgenfotograferet dem her," sagde Dalvang. Han sænkede ikke stemmen, for Petersen havde jo allerede lukket katten ud af sækken.
   "Det er ikke godt for deres knogler og led, når de er så unge," sagde Kim.
   "Det er det eneste, der kan fortælle os mere om, hvad disse udposninger er," svarede Dalvang. Petersen nikkede.
   "Med mindre vi skære dem op," sagde han og så op på Kims ansigt, der langsomt gled over i en mere faretruende rød. Petersen vidste præcis, hvilke knapper man skulle trykke på for at få sin vilje.
   "Det gør du altså ikke..." Petersen afbrød ham.
   "Det er jo heller ikke nødvendigt, når nu røntgen er opfundet." Kim gav op. Han vidste godt inderst inde, at Petersen ikke havde ment det alvorligt, alligevel var han hoppet i med begge ben.
   "Hvorfor er det så vigtigt? De kan jo udvikle HDD, hvis de bliver udsat for røntgenstråler, inden deres knogler er færdige med at vokse."
   "Hvor stor tror du, at deres chancer er for en normal tilværelse, hvis det viser sig, at disse udposninger er starten på det der?" spurgte Dalvang og pegede på den to hovedet hvalp, der atter havde genoptaget kampen om patten med sig selv.
   "Er det en mulighed?" spurgte Kim overrasket. Petersen nikkede. Kim vidste ikke helt, om han skulle tro på, hvad han hørte. På den anden side, så var han sikker på, at Petersen ikke ville lyve for ham. Ikke når det kom til sådan noget her. "Jeg har desværre ikke mulighed for at røntgenfotografere her, jeg deler med nabobyens dyrlæge, og jeg regner ikke med, at I vil derover med dem."
   "Rigtigt gættet," svarede Dalvang med et lille smil, "så må vi tage dem med op på hospitalet."
   "Vi har jo autoritet til at forvise personalet," svarede Petersen. Det var vist deres eneste udvej.
   "Vi tager dem alle sammen med nu, fotografere dem, og kommer så tilbage med dem alle sammen hurtigst muligt, er det i orden?" Petersen så på Kim, der stod og stirrede tomt ned i kassen med hvalpene."Hallo?"
   "Ja, det er det vel. Skal jeg sidde her og vente på jer så længe?"
   "Nej, jeg ved ikke, hvor lang tid det kan komme til at tage. Jeg ringer lige, når vi er ved at være færdige med dem," svarede Petersen.
   "Har du mit hjemme nummer?"
   "Nej, det tror jeg ikke, ikke oppe på kontoret i hvert fald."
   "Jeg finder lige et visitkort." Kim forlod kontoret og kom kort efter tilbage med et kort, hvor han på bagsiden havde skrevet sit privat nummer og sin adresse.
   "Tak skal du have. Skal vi?" Dalvang nikkede og tog en kasse, der stod på bordet bag ham, som de kunne transporterer hvalpene i. De hjalp hinanden med at bære kassen, med alle hvalpene i, ind på hospitalet. Kassen var ikke tung, men de små blinde hvalpe moslede alligevel nok rundt til, at de var bange for, at kassen kunne få overbalance, hvis kun en af dem bar den. Over kassen havde de lagt et tæppe, som havde ligget i Petersens bil, så ingen kunne se, hvad der var i den, hvis de skulle møde nogen. Det var kun få på hospitalet som egentlig vidste, hvad de lavede over i bygningen, og sådan skulle det forblive. Ingen skulle se, at de rendte rundt med en kasse med hundehvalpe, og slet ikke at der var en tohovedet hvalp imellem.
   "Denne vej," sagde Petersen og nikkede med hovedet. De stoppede op ved en dør, som Petersen bakkede igennem, for at åbne den uden at give slip på kassen, der havde hældt til en af siderne et par gange.
   "Goddag," sagde en mand og så spørgende på dem, da de satte kassen fra sig på et bord.
   "Goddag," sagde Petersen, som var alt normalt.
   "Kan jeg hjælpe jer med noget?" Petersen kom til at se ned at sig selv. De havde taget deres kitler af, og derfor også deres navneskilte, der sad fast på brystlommen af disse. Petersen vidste godt, hvem manden var, de havde tit set hinanden i kantinen, og han var ikke i tvivl om, at manden også vidste, at Petersen var læge her.
   "Åh, undskyld. Jeg er professor Petersen, dette er professor Dalvang. Vi skulle lige tage et par røntgenbilleder," smilede Petersen.
   "Okay, af hvem?" spurgte manden tydeligt forvirret.
   "Øh, det er lige meget. Vi er nødt til at bede dig gå imens, det er et led i en fortrolig sag," sagde Dalvang høfligt. Manden så ikke overbevist ud.
   "Jeg er lige glad med, om det så er på hospitalets ledelses ordre, jeg går ikke her fra, så I kan tage billeder af en eller anden, som ikke vil have, at jeg ser ham... eller hende," sagde han ligegyldigt og så igen ned i de papir, som han havde studeret, da de kom ind.
   "Så prøv på regeringens ordre, hvis du ikke forlader stedet omgående, vil jeg få dig arresteret for at bremse vores forskning," brølede Petersen pludselig. Det gav et sæt i Dalvang, der så chokeret på ham. "Ud," brølede Petersen videre og pegede med tommeltotten på døren bag sig. Manden så også chokeret på Petersen, men gjorde som han sagde. Han skyndte sig i en bue uden om dem, mens han hele tiden holdt øje med Petersen, som var han bange for, at han skulle slå ham. Inden manden nåede døren så han kort på Dalvang med et blik, der sagde, manden er jo gal. Petersen, der havde stirret olmt efter ham, til han var helt ude, og døren havde lukket sig bag ham, så nu på Dalvang med et smil.
   "Bare rolig, jeg er ikke gået fra forstanden," forsikrede han ham og grinede lidt.
   "Er du sikker?" spurgte Dalvang skeptisk.
   "Ja ja, idioten der er bare så selvoptaget, så du tror, at det er løgn. Han har flere gange været blandt dem, der skulle overtage en af ledelsens pladser, men han er aldrig blevet valgt, det er han vist lidt sur over. Det er ingen her på hospitalet, der kan døje ham, han er stikker."
   "Stikker?"
   "Ja, han anmelder sine kollegaer for de mindste ting. Han havde engang en lille sort bog, som han holdt regnskab i. Alt fra hvornår folk mødte, hvor længe de var på toilettet, eller hvor længe de holdt kaffepause."
   "Det er da løgn?" udbrød Dalvang måbende. Petersen rystede på hovedet, og kunne ikke lade være med at smile over mandens ansigtsudtryk, som han stæsede forbi dem. Lige nu var han urørlig, så længe det havde noget med deres forskning at gøre, og hvis manden gik op og klagede til ledelsen, hvilket Petersen inderligt håbede, at han ville, så var det ham, der ville komme i vanskeligheder for ikke at gøre, som de sagde. Tanken frydede ham.
   "Prøv at spørge nogle af de andre over i vores bygning, hvad de syntes om Dinesen nede fra røntgen," sagde Petersen med et skadefro smil. Han vidste udmærket hvilke sætninger, der så ville flyve gennem luften, og de fleste af ordene ville absolut ikke stå i biblen. De fjernede tæppet fra kassen, og Dalvang tog den første hvalp op, han fik fat i. Petersen lagde hvalpen fra sig på bordet, og brugte alle de forskellige formede kiler, som bruges til at understøtte fødder og hænder osv. når disse skal røntgenfotograferes for skader, til at bygge en mindre barriere rundt om hvalpen, så den ikke kunne rulle rundt eller falde på gulvet.
   "Skal jeg tage blyklæde på og holde den?" spurgte Dalvang, der ikke mente, at Petersens ide ville holde i længden. Hvalpen var alt for ivrig efter at gå på opdagelse, formentligt efter en pat.
   "Det kunne nok blive nødvendigt," sagde Petersen, mens han så på den lille hvalp, der ikke blev inden for barrieren.
   "Klar?"
   "Ja." Den summende lyd fra røntgenmaskinen lød, mens Dalvang stod og holdt hvalpen blidt.
   "Vend den lige om på maven," sagde Petersen og kikkede rundt bag beskyttelsesmuren inde fra kontrolrummet. Dalvang vendte hvalpen og prøvede nu at holde dens poter, så den lå helt udstrakt på pladen, som han havde flyttet lidt, til det nye billede. Hvalpen var så lille, at den kun fyldte det samme som billedet af en håndrod ville, og der var derfor plads til et par billeder på hver plade.
   "Klar," råbte Dalvang og hørte et øjeblik efter igen den summende lyd.
   "Man bliver da helt øm i kadaveret af at stå sådan," sagde Dalvang og rettede ryggen ud, med en knagende lyd.
   "Nu er det overstået," trøstede Petersen ham med.
   "Hvis vi skal tage flere billeder, bliver det dig, der holder hvalpene, og mig, der trykker på knapperne," grinede han, mens Petersen hængte de fremkaldte billeder op af den første hvalp.
   "Det kan vi godt sige."
   "Blev de gode nok?"
   "Ja, men dine pølser var i vejen på et par af dem, men jeg tror, at vi fik, hvad vi skal bruge." Dalvang skar en grimasse og så op på billederne, der nu hang hen af en oplyst tavle.
   "Der er det," sagde han og henviste til de knuder han tidligere havde opdaget ved denne hvalp.
   "Ja, der er sgu et par forben mere på vej," sagde Petersen forbløffet. De nærmede sig begge tavlen og stod nu helt tæt mod den, da døren gik op med et brag. Petersen rev billederne ned fra tavlen, mens Dalvang sprang over til kassen og dækkede hvalpene til. Det var Dinesen, der stod i døren med et smørret smil.
   "Der ser du," sagde han tilsyneladende til luften, men kort efter kom en anden herre ind i rummet, som Dalvang ikke havde mødt endnu.
   "Jeg ved ikke, hvorfor de kommer her i deres fritid og regner med, at de bestemmer det hele, men det skal ikke gå ud over min vagtplan," sagde han sleskt, mens hans smørrede smil blev bredere. Manden, som Dinesen havde med, så uforstående på Petersen.
   "Hvad foregår der her, er det rigtigt, at du har smidt Dinesen ud herfra?"
   "Ja, har Dinesen fortalt dig hvorfor?" svarede Petersen roligt.
   "Han sagde noget om, at I skulle bruge røntgenafdelingen til noget privat, til en eller anden som ikke ville have, at Dinesen her gjorde sit arbejde," svarede manden og skævede til Dinesen.
   "Hvad?" sagde Dalvang og så på Petersen, der stadig tog det helt roligt.
   "Vi har været ude og hente noget, som skulle bruges i led med vores forskning, derfor har vi ikke kitler på. Vi ville ikke spilde en masse tid på at gå over for at hente dem, når nu Dinesen her burde være udmærket klar over, at vi arbejder. Denne fortrolige sag, må han åbenbart have misforstået," sagde Petersen og så på Dinesen uden at smile, selv om det var svært at holde masken. Manden så nu på Dinesen med en stram mine.
   "Faldt det dig ikke ind, at disse to mænd faktisk var på arbejde, selv om de ikke har deres kitler på?" sagde han gennem tænderne.
   "Øh, øh nej, jeg mener jo, jeg mener..."
   "Årh," sagde manden irriteret og lavede en afværgende bevægelse for at få ham til at holde kæft. "Fortsæt mine herrer. Rart endeligt at møde dem," sagde han og nikkede til Dalvang. "Selvom det kunne være under bedre omstændigheder," mumlede han, mens han lukkede døren. De hørte deres stemmer forstumme, mens de forsvandt ned af gangen. Petersen vendte sig mod Dalvang med et skævt smil.
   "Hvad sagde jeg? Stikker." Dalvang hævede øjenbrynene. Han var overbevist nu og mente ikke længere, at Petersen havde handlet urimeligt.
   "Hvem var ham, Dinesen havde med?"
   "Det var vores chef, toppen af kransekagen. Han hedder Henrik Svendsen."
   "Jeg syntes, at du virkede lidt selvtilfreds, kan det passe?" spurgte Dalvang med et lille smil.
   "Ja, jeg håbede virkelig, at han ville rende op og sladre, for når vi arbejder på denne sag, er der ingen, der må modsige os, vi er hellige, kan man godt sige," smilede Petersen. "Nu fik han sig da en lærestreg." Dalvang og Petersen tog billederne med op på kontoret og hængte dem op på en lystavle igen. Her kunne de arbejde uden bekymringer for at blive forstyrret i deres tankegange. Petersen havde lavet en kande frisk kaffe, mens Dalvang havde sat de første billeder op på tavlen igen.
   "Det ser spøjst ud, hva'?"
   "Ja, det er underligt, at et helt kuld hvalpe kan dele sig på så mange forskellige måder," sagde Dalvang med hævede øjenbryn.
   "Der er jo også stor forskel på de menneskelige delinger."
   "Ja, men de kommer fra hver deres livmoder." Petersen nikkede. Han havde heller ikke drømt om, at dette kunne lade sig gøre, men efter han havde set firlingerne, ville han tro på hvad som helst. De havde virkelig sat hans videnskabelige syn på verden og på de regler for udvikling, som videnskaben allerede havde sat, på en prøve.
   "Jeg tror, at vi har endnu et bevis på, at det ikke er P-sprøjten, der fremkalder disse fænomener ved fostrene," sagde Petersen, da de var kommet igennem de sidste billeder.
   "Ja, men hvad gør så?"
   "Jeg har gået og tænkt over de grundvandsprøver, som blev taget, lige inden jeg startede her oppe." Petersen tav et øjeblik og stirrede ud af vinduet.
   "Og?"
   "Der er noget ved dem, der genere mig."
   "Hvor blev de sendt til?"
   "Det ved jeg ikke, som sagt så var det lige inden, jeg startede her oppe. Vi fik prøverne tilbage, og de blev låst inde på et depot nede i kælderen, der er tilegnet materialer for denne forskning."
   "Så prøverne står altså dernede?" Petersen nikkede og så undrende på Dalvang. Noget i Dalvangs stemme sagde ham, at han havde en ide. De stod jo på bar bund, så alle ideer var velkommen.
   "Jeg kender en, som arbejder meget med sådan noget, måske han skulle kikke på de prøver og et par stykker, som vi selv tager... til sammenligning altså."
   "Jeg tror ikke, at det er en god ide, at vi drager flere ind i det her, du..."
   "Han får selvfølgelig ikke noget at vide om tvillingerne, vi siger bare, at vi har fundet noget underligt, som vores naturlige videnskabelige nysgerrighed bare må have svar på... helt uofficielt. Jeg kender ham godt, han er en mand af sit ord, så hvis vi bare siger, at han skal holde tæt med det, så kommer det heller ikke videre." Petersen tænkte lidt over det. Han havde jo lige bedt Dalvang om at stole på ham, hvad angik Kim, så nu var det vel også kun fair, at han stolede på Dalvang. Han nikkede. "Hvor kan vi tage grundvandsprøver henne?"
   "Jeg kender en landmand, der er ved at lave en boring. Vi kunne tage derud og tage et par prøver."
   "Hvor langt væk er det?"
   "Lige uden for byen her," sagde Petersen og rakte kaffekolben over bordet, for at fylde Dalvangs kop.
   "Tak for det. Kan vi bare troppe op, uden han stiller en masse spørgsmål?"
   "Ja, han tager alting stille og rolig. Han er nok en af de få her på egnen, der ikke gider interessere sig for sladder. Jeg har selv et liv, som han siger."
   "Lyder fornuftigt. Hvornår skal vi gå i gang?"
   "Hvad med i morgen tidlig?" spurgte Petersen og strakte sig gabende. "Jeg tror, at jeg vil tage hjem. Hvad med dig?" Dalvang så op på uret. Klokken var ved at være fire.
   "Jeg tror, at jeg går ned og spiser i kantinen. Det er vist lige, hvad jeg har kræfter til i dag."
   Dalvang bestilte dagens ret og en cola, hvorefter han satte sig ved en af søjlerne i kantinen. Hver gang han købte noget her i kantinen, kom han til at tænke på Dagmar. Han ville tage Petersen med ind til hende, når de nu alligevel var i byen. Det kunne være, at han også gerne ville se Geninstituttet.
   "Undskyld, må jeg sidde her?" spurgte en stemme, der lød fjern, men bekendt. Han så op og så Annette stå smilede med en bakke på den anden side af bordet.
   "Ja, selvfølgelig," sagde han og rejste sig høfligt. Hun smilede over hans manér, da hun aldrig før havde set en mand rejse sig for en kvinde, ud over i gamle film. Hun følte sig pludselig lidt mere feminin end hendes uniform tillod hende til dagligt. Hun kunne ikke beskrive, hvor disse følelser kom fra, men den måde han så på hende fik hende til at føle sig smuk.
   "Tak," sagde hun og satte sig galant over for ham. Dalvang prøvede at gemme sine blikke på hende uden at få det til at se ud som om, at han undgik hende. Hun var så galant i alle sine bevægelser, faldt det ham ind. Hun havde også bestilt dagens ret og en cola, men længe efter, de var færdige med at spise, sad de og talte sammen om alle de små og store ting i deres liv. De morede sig begge meget over hinandens fortid, hun havde f.eks. været spejder med lange flettede rottehaler, hvilket Dalvang overhovedet ikke kunne forestille sig. Han havde været midtpunkt for klassens drillerier, fordi han ikke havde interesseret sig for fodbold, piger og alt det andet, man nu gør i den alder. Han havde allerede dengang viet sit liv til den videnskab, han i dag levede intenst for. Ubemærket krøb noget ind under hans forsvar, noget han ikke havde følt før, noget han ikke havde troet på før: Kærlighed. Som tiden gik, og de sad og talte sammen om alt fra deres store øjeblikke til de mest pinlige, gik det op for ham, at hun var utrolig nem at tale med, og på en helt anden måde end Dagmar, som egentlig var den eneste, der kendte ham godt. Han følte sig ikke akavet, som han ellers altid havde været omkring smukke kvinder. Især når der kom følelser med ind i billedet. Han havde altid skubbet dem fra sig, uden at gøre det med vilje. Han havde altid følt, at det var ham, der ikke var rigtig for kvinderne. Nu gik det op for ham, at det ikke kun var ham. De havde bare aldrig haft nok til fælles, til at kunne tale rigtigt sammen. De talte om deres opvækst, han fortalte om Dagmar, sine mostre og mor. Hans opvækst havde ikke været den mest lykkelige, så han gjorde historien kort, for ikke at ødelægge den glade stemning, der havde været omkring dem ind til nu. Annettes barndom derimod havde været god. Hun fortalte, at hun var vokset op på en gård nede syd på, hvor de havde haft en hundekennel.
   "Hvad var det for en slags hunde, I havde?"
   "Det var Engelske Mastiffer."
   "Hvordan ser de ud?"
   "Kender du en Granddanois?" Han nikkede. "Lige som dem i farver, gul og med sort maske, de er bare meget mere kraftige i bygningen, og meget mere muskuløse. Vi havde en lille tæve, hun vejede firs kilo..."
   "Firs?" udbrød han vantro.
   "Ja, hun var kun en lille tæve, hendes partner vejede over et hundrede," sagde Annette med et let skuldertræk, men hendes blik viste en smule stolthed. Dalvang sad med store øjne og betragtede hendes ansigt, som for at tyde, om hun drillede ham. Det gjorde hun vist ikke.
   "Er det så ikke svært at være væk fra alle de store hunde, bliver de ikke en del af ens liv?" spurgte Dalvang nysgerrigt, siden han aldrig selv havde haft husdyr.
   "Jo, på en måde gør de. Jeg savnede også en hund helt vildt, mens jeg gik på skole og sådan, men da jeg flyttede herop, var der pludselig plads og tid til det. Jeg har en Labrador nu. Hun skal have hvalpe." Sætningen borede sig ind i ham, og gav en ubehagelig rislende fornemmelse ned af ryggen, som lyden af negle, der bliver trukket over en tavle. Han kæmpede en hård kamp for ikke at lade chokket vise i sine udtryk.
   "Nå da, det lyder spændende," sagde han med en let dirrende stemme. Han rømmede sig lidt for at fjerne klumpen i halsen. Det var jo ikke sikkert, at det var hendes hund. Hvis hun var vokset op på en hundekennel, så vidste hun vel også, hvordan hvalpene kom og havde derfor ikke brug for Kim.
   "Jeg sendte hende ned til dyrlægen, mine vagter er så skæve for tiden, og jeg syntes ikke, at hun skulle være alene længere tid af gangen, når hun lige har fået hvalpene." Dalvangs samvittighed stak i ham som tusinde nåle, men han kunne jo ikke sige noget til hende. Ville hun mon forstå deres grund til at tage hvalpene, hun var jo en af medarbejderne over i deres egen bygning? Det var lige meget, om hun var det. Hun måtte jo ikke engang komme op på laboratoriet. Det måtte PC egentlig heller ikke, men han havde allerede set lidt af firlingerne under kejsersnittet, og siden de ikke havde formler og andet fortroligt materiale spredt ud over det hele, så gjorde det ikke så meget. Han vidste dog ikke helt, hvad han skulle sige til den nuværende situation. Den glade stemning blev nu afløst af en underlig anspændt stemning, som åbenbart kun han opfangede. Han måtte gøre noget, få samtalen i gang igen, og væk fra Labradoren.
   "Hvor mange af de der store hunde havde i dengang?" spurgte han og prøvede at virke oprigtigt interesseret. Han var interesseret, men det var svært ikke at vise sin skyldfølelse. Hvis hun opdagede den, ville hun måske tro, at han var træt af hende, siden hun jo ikke kendte grunden til hans lille skuespil. Det måtte ikke ske. Annette begyndte igen at fortælle om de enorme hunde, alle 8 voksne og en masse hvalpe. Hun fortalte, at de havde 4 champions, som de gik på udstilling med. De vandt altid førstepræmie, deres stamtavler var rigtig flotte og... omkring der hørte han ikke længere hendes stemme. Ordet stamtavle havde fundet en fjern erindring frem om en artikel, han havde læst. En artikel om stamceller taget fra en patients knoglemarv for derefter at blive injiceret ind i patientens hjerte. Meget af hjertevævet var dødt eller skadet. Stamcellerne, der skulle være blevet til knogle, antog derefter den nye opgave og udvikle sig til nyt hjertevæv. Patienten, der var godt oppe i alderen, da indgrebet blev foretaget, løber nu flere km hver dag. Hvis man kunne "omprogrammere" stamceller fra at blive til knogle til at blive til raskt hjertevæv, hvorfor så ikke en helt nye legemsdele, eller i dette tilfælde; få tvillingerne til at dele sig færdige? Hans mave knugede sig sammen af spænding og iver efter at komme i gang. Det kunne ikke vente til i morgen, det skulle være nu. Nu hvor han havde alle ideerne til, hvordan de måske kunne få dette til at lykkes. Han måtte have skrevet det ned, nu hvor han havde det hele i frisk erindring. Han måtte ringe til Petersen.
   "Tak," sagde han midt i hendes fortælling, sprang op og løb hen mod døren, da det gik op for ham, at han havde glemt sin bakke. Han løb tilbage og skulle til at gribe bakken, i stedet greb han om hver side af Annettes hoved og gav hende et stort kys i panden. "Undskyld," sagde han smilende, greb bakken og løb. Annette sad tilbage og stirrede måbende ud i lokalet. Et smil bredte sig på hendes læber. Hun blev ikke sur over, at han bare løb midt i hendes historie, for han havde givet hende et kys, så skidt med at han bare løb sin vej. Han var nok kommet i tanke om noget vigtigt, og han var jo også stadig på arbejde. Hvad der var så vigtigt, ville hun forhøre sig om senere. Mon han så havde så dårlig samvittighed, at han ville give hende et kys mere? Håbe kan man jo altid, tænkte hun og tog smilende sin bakke med hen til stativet.