Dalvang fumlede forvirret om sig i mørket, fandt snooz knappen og trykkede på den. Lyden stoppede ikke, så han trykkede igen... og igen. Lyden blev ved, mens han langsomt kom til sig selv. Det gik endelig op for ham, at lyden ikke kom fra vækkeuret men fra telefonen. Den lød ikke som telefonen der hjemme, mere som hans vækkeur. Omtåget begyndte han at famle efter lyskontakten til natbordslampen, mens telefonen ringede videre.
   "Hallo," mumlede han søvndrukken, mens han så på uret. Det viste 4:02.
   "Hej du, det er Petersen. Jeg mente det alvorligt, da jeg sagde, at du ville blive kastet hovedkulds ud i det. Vi har lige fået en und kvinde ind med stærke plukveer, kan du komme med det samme?"
   "Ja, kommer nu," sagde Dalvang, der nu var ved at være vågen. Han lagde røret på og svingede benene ud af sengen, og kom til at tænke på sin tid på skadestuen, lige efter han var blevet færdiguddannet. Det tempo de arbejdede i, når der kom akutte patienter ind, var et helt unikt tempo. Resten af tiden gik man og forberedte sig på disse patienter, men intet kunne nogensinde forberede en på de ting, man kunne opleve. Man kunne nogle gange sværge, at nu havde man set det værste, men alligevel blev man overrasket gang på gang over, hvor forfærdelige folk kan være mod hinanden, eller hvor slemt man egentlig kan komme til skade på nogle fuldstændig uforudsigelige måder. Det værste havde altid været, når nogen enten ikke overlevede, eller var skadet så meget, at de enten aldrig ville blive den samme igen, eller at de aldrig ville komme til at se ud, som de havde gjort før, pga. groteske vansiringer efter biluheld eller andre uheld med kogende eller ætsende væsker. Det, at skulle overbringe de dårlige nyheder til enten familien eller patienten selv, var grimt, og han havde i disse tilfælde tit tænkt på, om lægerne, der havde behandlet hans mor og mostre, nogen sinde havde haft det lige så dårligt som ham selv, når han skulle fortælle en, at de ikke ville overleve. Der havde selvfølgelig også været lykkelige tider, hvor man havde knoklet hårdt mange timer på at redde en, der næsten var tabt. Hvor man havde stået og ønsket, at personen bare klarede det, så familien, man havde set sidde og græde ude i venteværelset, kunne beholde deres far eller mor, bror osv. De gange det lykkedes, følte man en brusende lykke, og med de ting i tankerne, kunne han godt nogle gange savne tiderne på skadestuen. Det var lige indtil han rejste sig og fik den ene fod viklet ind i ledningen til telefonen og væltede alt på natbordet ned. Lampen gik i stykker, og der blev med et sort. Han landede tungt på maven og fik slået alt luft ud af sig.
   "Fedt," mumlede han, mens han forsøgte at få foden viklet ud, så han kunne finde kontakten til loftlyset. Efter endelig at have vundet kampen mod ledningen og fundet lyskontakten, var hans bukser væk. Han havde været så træt, da han endelig var kommet tilbage til kroen, at han ikke havde fået pakket ud, og han ville ikke have de samme bukser på igen. Mellem kufferterne fandt han endelig den rigtigt og skyndte sig nu endnu mere, for ikke at komme alt for sent op på hospitalet. I sin hast ramte han ved siden af buksebenet, så hans fod sad fast i syningen i skridtet på bukserne, og han faldt igen. Denne gang uden at rage alt på gulvet, men han landede på sin albue, så han gav sig selv et nyrestød. Det var vist det sikreste at blive liggende på gulvet, mens han tog tøj på, hvilket også ville give ham tid til at nå at ømme sig lidt. Han kom til at tænke på, at han ikke havde den fjerneste ide om, hvor han skulle finde Petersen oppe på hospitalet. Hvor ville det være rart, hvis han bare skulle ned til Dagmar og nyde sin morgenkaffe i stedet for at fise forvildet rundt et sted, han ikke kendte, og så på hans første dag. Dette måtte virkelig være definitionen af; at få det forkerte ben ud af sengen.
   "Dårlig start, dårlig start," mumlede han og greb i forbifarten nøglerne til bilen. Da han havde sat sig ind og drejet tændingen, så han, i lyskeglerne fra lygterne, igen den gamle mand, der stod over på den anden side og stirrede på ham. Hans hjerte sprang et slag over. Sover han aldrig? Hvordan kunne han vide, at jeg var oppe nu, tænkte han. Han havde mest lyst til at løbe efter ham og spørge, hvorfor han blev ved med at forfølge ham, men han havde ikke tid lige nu, han var allerede sent på den.
   Petersen stod i hallen og ventede på ham, da han løb ind af dørene.
   "Ja, det var ikke nogen rekord," sagde han med et smil.
   "Undskyld, jeg havde et lille uheld," sagde han og fulgte efter Petersen, der allerede var begyndt at gå. Petersen førte ham ned af nogle trapper, der endte i en meget lang, smal hvid gang med lamper for hver tiende meter på hver side.
   "Hvor skal vi hen?"
   "Vi skal over i vores bygning, dette er en smutvej, så vi ikke får våde tær, når vi skal over i kantinen i regnvejr. Smart ikke?" sagde Petersen og fortsatte med hastige skridt. Ca. ottehundrede meter senere kom der en trappe, og de befandt sig nu på stueetagen af den tilbagetrukne bygning, Dalvang havde set på luftfotografierne oppe i hallen. De gik til venstre ad gangen og ind i en trappegang, hvor de fortsatte op til første sal af den toetagers høje bygning.
   Han var åbenbart ikke så sent på den alligevel, for de var endnu ikke gået i gang med kejsersnittet. Den unge kvinde lå på en briks med bar mave. Et sort bælte med adskillige ledninger, der var tilsluttet et apparat ved siden af hende, var spændt om den store mave. De var ved at køre en strimmel, for at holde øje med barnets eller børnenes hjerterytme og plukveernes styrke. Dalvang kunne med det samme høre, at det ikke gik så hurtigt, som det burde, så han gik hen for at aflæse resultaterne af strimlen. Kvinden så op på ham og smilede nervøst. Dalvang smilede så beroligende tilbage, som han nu kunne, mens han prøvede at dække over din egen stigende nervøsitet over den lidt for langsomme hjerterytme. Petersen stod et stykke derfra og vinkede ham hen til sig.
   "Vi har skannet hende en gang, men jeg vil godt lige have din mening," sagde han lavmælt. Dalvang nikkede og så over på kvinden. Hun var i slutningen af tyverne, køn, med langt lyst hår og blå øjne. En jordemoder kom ind og hilste på Dalvang med et nik og et kort, venligt men professionelt smil. Han hilste igen og så tilbage på den unge kvinde på briksen. Det var tydeligt at høre på hendes åndedræt, at hun ikke var helt tryk ved situationen, så Dalvang gik over til hende og tog hendes hånd, mens Petersen igen kørte apparatet hen til hende.
   "Hvad? Er der noget galt, hvorfor skanner I mig igen?" spurgte hun og hævede hovedet, så hun kunne se rundt.
   "Mit navn er professor Dalvang, jeg nåede ikke at se den første skanning, men jeg er nødt til at se med, for at jeg kan hjælpe dig og dit barn bedst muligt," sagde han med en rolig og fløjlsblød stemme. Kvinden smilede til ham, hans forsøg på at berolige hende var lykkes, for hendes vejrtrækning var ikke så stødvis som før. Hun ville dog ikke slippe hans hånd, mens han så på det grumsede sort hvide billede.
   "Kør lige lidt ned til siden… ja der," dirigerede han Petersen, der førte skanneren. Han så med rædsel på skærmen, men prøvede ikke at lade den skinne igennem, da han kunne mærke, at kvinden så på ham. I stedet bed han hårdt sammen, så det smertede i kæbeledene. Han smilede til hende og nikkede kort til Petersen, som for at sige, at han godt kunne slukke igen, han havde set, hvad han behøvede. Han smilede igen til hende og trak langsomt sin hånd til sig, mens han lagde den anden hånd på hendes pande. Petersen trak skanneren væk og vinkede ham hen til sig igen.
   "Hvad fik du ud af det?" spurgte han.
   "Det ser ikke godt ud," svarede Dalvang og lænede sig op et bord, mens han lagde armene over kors.
   "Jeg må indrømme, at jeg ikke er for god til at tyde de billeder. Efter det jeg syntes, jeg så, tror jeg over hovedet ikke, at jeg kan tyde noget som helst," sagde Petersen og rystede på hovedet.
   "Hvad syntes du da, du så?"
   "Alt for mange hoveder," svarede Petersen. Dalvang nikkede lidt.
   "Jeg så en rygrad, fire næsten delte kranier og alt for mange arme og ben. Hvor langt henne er hun nu?"
   "Tredive uger," svarede Petersen.
   "Så er de meget små, se lige på hendes mave, hun ligner en der venter tvillinger tredive uger henne."
   "Kan de mon overleve, hvis vi tager dem ud?"
   "Det ved jeg ikke, jeg tror egentlig ikke, at de vil kunne overleve, om de så var fuldbårne. Men hun gør ikke, hvis vi ikke snart tager dem ud," sagde Dalvang. Petersen rakte ham kvindens journal, hvori der lå vandrejournal og ultralydsbilleder fra tidligere skanninger. Hun var blevet skannet en gang hver anden måned indtil for to måneder siden, der var hun blevet skannet hver måned.
   "Vent lige lidt, ved hun det?" spurgte han med en blanding af rædsel og undren i stemmen. Petersen nikkede.
   "Hendes søster fik et af de første sæt siamesiske tvillinger på egnen, og hun insisterede på, at blive undersøgt tidligst muligt. Hun har vidst det længe," fortalte Petersen og betragtede kvinden med beundring over hendes styrke.
   "Hvad skete der med søsterens tvillinger?"
   "De havde delt sig meget, så dem kunne vi dele kirurgisk, den ene overlevede med kun få mén," svarede Petersen. "Hun har vel ment, at chancen var værd at tage." Dalvang så på kvinden og prøvede at sætte sig ind i hendes valg. Hans mor havde selv taget et valg lignende engang. Der var det bare hendes eget liv, hun satsede og ikke hans. Hans medfølelse for kvinden blev blandet med en følelse af dyb beundring for hendes styrke, en styrke, der ligefrem lyste ud af hende, selv om hun tydeligt var bange.
   "Jeg kalder anæstesilægen ind," sagde Petersen og gik ud af døren. Kvinden så over på Dalvang med tårefyldte øjne.
   "Hvad er din ærlige mening?" spurgte hun.
   "Det ser ikke godt ud, vi bliver nødt til at foretage et kejsersnit nu, ellers slår graviditeten dig ihjel," sagde Dalvang. Han brød sig ikke om at sige sådan til hende, og han havde slet ikke sagt sådan, hvis Petersen ikke havde fortalt ham, at hun allerede vidste, at noget var galt. Noget sagde ham, at hun kunne klare hvad som helst, så derfor lagde han kortene på bordet med det samme.
   "Hvad så du på skanningen?"
   "Skanninger er todimensionale og gemmer derfor meget for os, men det er ikke godt, det vi så," svarede han stille og så medfølende på hende.
   "Kan de overleve?" Dalvang kunne ikke få sig selv til at sige nej.
   "Det er for tidligt at sige. Det skanningen har gemt for os kan jo være positive ting," sagde han og prøvede at give hende et opmuntrende smil. Han troede ikke selv på det, efter det han havde set på skanningen. Intet, lige meget hvor godt det så end var, kunne opveje det, han lige havde set. Lige nu skulle de bare have hende beroliget nok til, at de kunne få hende under narkose, så de kunne foretage kejsersnittet. De ville ikke bruge lokalbedøvelse, da de skulle bruge tid på barnet bagefter. Det ville ikke gavne hende at være vågen og måske se barnet, når de bar det væk. Anæstesilægen kom kort efter ind sammen med Petersen. Han nikkede kort til Dalvang, inden han begyndte at tale med den unge kvinde. Han fortalte hende på en rolig og betryggende måde, hvad han ville gøre, mens han lagde hende under narkosen. Hun blev straks rolig, og Dalvang fangede sig selv i at beundre mandens professionalisme og mennesketække. Det er aldrig nemt at have med folk at gøre, hvis de ved, at de er ved at miste noget eller nogen de har kær, men denne anæstesilæge vidste virkelig, hvad han gjorde. Hun var i gode hænder og faldt langsomt og roligt ind i en dyb søvn, mens to sygeplejerske var ved at klargøre hende til kejsersnittet.
   "Hvis medlidenhedsdrab skulle blive lovligt, ville det der være grunden," sagde Petersen og pegede over på en underlig udseende kuvøse. Barnet havde, som Dalvang havde set på skanningsbilledet, fire hoveder, der hang sammen ved ørene. Alle fire hoveder var derfor døve. Det havde fire skuldre og overarme men delte ved albuerne, så det havde otte underarme og hænder. Det var det samme med benene, der delte ved knæerne, så der var fire lår og otte lægge og fødder. Alle deltes de om den samme rygsøjle. Organerne var aflange eller på anden vis deforme. Der var kun et hjerte, der ikke havde meget plads at gøre med, da alle fire havde de lunger de skulle have, hjertet var heller ikke stærkt nok til at pumpe blodet rundt i alle lemmerne. Fordi det havde fire hoveder, kunne det ikke ligge ned, og var derfor hængt op på en besynderlig måde. Slanger strittende ud alle vegne, for at det kunne leve med kun det ene hjerte.
   "Hvad fortæller vi hende?" spurgte Dalvang bekymret.
   "Vi har to muligheder. Sandheden, eller at det var dødfødt," svarede Petersen.
   "Jeg tror ikke, at hun hopper på, at det var dødfødt, hun mærkede jo masser af liv, lige inden hun kom under narkose."
   "Det tror da fanden med alle de ben," sagde Petersen og satte sig ret op i kontorstolen.
   "Kammertonen tak," sagde Dalvang med ironisk alvor.
   "Hvad?"
   "Det sagde mine mostre altid, hvis nogen bandede," forklarede Dalvang fraværende, inden han fortsatte deres tidligere samtale. "Hun virkede til at være afklaret med den risiko, hun løb. Jeg tror, at vi skal fortælle hende sandheden, at det har organ svigt, og ikke kan overleve. Hun vil nok have bedst af at sige farvel."
   "Du lyder til at have fod på det der, jeg syntes, at du skal snakke med hende," forslog Petersen.
   "Kan hendes jordemoder ikke gøre det?"
   "Niks, det er os, der har ansvaret for det her show, så det er os, der må tage det sure med det søde."
   "Jeg troede altid, at fidusen ved at være toppen af kransekagen var, at man kunne uddelegere de sure opgaver til nogle andre," sagde Dalvang smilende. Han var ikke glad for opgaven, men han påtog sig den alligevel. Nu håbede han bare, at han slap halvt så godt fra det, som anæstesilægen havde gjort.
   "Hvornår tror du, at hun vågner?"
   "Lige snart vil jeg tro. Vi har garanteret tid til kaffe først," sagde Petersen og rejste sig. Dalvangs øjne lyste op ved ordet, han havde ikke fået noget kaffe endnu, og han følte sig ikke rigtig menneske, inden han havde fået sin første kop. "Jeg er blevet ret god til at lave kaffe," sagde Petersen og gik ud af døren og over på kontoret, der lå lige over for laboratoriet med firlingerne. Efter en velfortjent kop kaffe gik Dalvang ned på den gang, hvor kejsersnittet var foretaget. Petersen havde sagt, at han kunne finde anæstesilægen der. Han ville lige forhøre sig om, hvordan hun havde det, og om hun var kommet oven på igen efter narkosen, inden han gik ind til hende og overbragte den dårlige nyhed. Han vidste ikke, præcis hvor han skulle begynde at lede efter ham, eller hvad han hed for den sags skyld, så han stoppede op midt på gangen og så sig omkring. En ung sygeplejerske kom ud fra et rum og drejede ned mod Dalvang. Hun havde favnen fuld af papir, som hun gik og læste i, og hun så derfor ikke Dalvang, før efter hun var gået ind i ham og havde tabt alle papirerne.
   "Undskyld," sagde de i munden på hinanden, mens de begge satte sig på hug for at samle papirerne sammen.
   "Det var min skyld, jeg gik og så ned i papirerne og så dig slet ikke," sagde hun uden at se op på ham.
   "Jeg kunne jo lade være med at stå og glane midt i det hele," svarede han smilende og så op på hende. Det gik op for hende, at hun ikke kendte stemmen, der talte til hende, så hun så op, for at finde ud af, hvem stemmen tilhørte. Da deres øjne mødtes, stoppede hun sit foretagende. Hun følte sig med et både rundtosset og nervøs, hun følte det, som om hun faldt, men hun var ikke bange for at lande. Dalvang mærkede et sus i maven, som han ikke havde mærket i mange år, det velkendte sus, som når man tilfældigvis ser en, man er meget forelsket i. Som når ens øjne mødes med dennes, og tiden står stille. Han kunne ikke få sit blik til at vige fra hendes dybe mørkeblå øjne, der funklede som tusind diamanter. Han følte det, som om han sank ned i bunden af et dybt blåt ocean og på denne korte afstand, lagde han også mærke til alle de fine små detaljer i hendes ansigt. De små fine smilerynker ved hver øjenkrog, der kendetegner, at en person har smilt meget i sit liv. Hendes perfekte plukkede øjenbryn og den svage øjenmakeup, der gjorde hendes øjne endnu svære at tage blikke fra. Hendes smalle let rosa læber bredte sig til et smil, der afslørede en perlerække af hvide tænder. Han blev varm om ørene og følte, at hans mave pludselig var fuld af sommerfugle. Han prøvede at holde på denne følelse så længe som mulige, mens han blev ved med at sige til sig selv, at han snart skulle se væk, ellers blev det bare pinligt. Hun så genert ned på papirerne igen, selv om hun også mest havde lyst til at blive siddende på hug og se ind i hans øjne resten af dagen. En lille stemme sagde til ham, at han skulle bevare sin professionalisme, mens en anden sagde kys hende. Den sidste af stemmerne var stærkest, og han bukkede sig langsomt ind mod hende. Hun så ned på hans mund og tilbage i hans øjn, mens hun strakte halsen lidt, for at møde hans kys. De var opslugt af den øjeblikkelige lidenskab, og ingen af dem tænkte på, hvor de var. Hun er din kollega, skreg den første stemme pludseligt, og han vågnede op til virkeligheden lige inden deres læber mødtes.
   "Du tabte vist dem her," sagde han stakåndet og trak hovedet tilbage. Hun så forvirret op på ham, som vidste hun heller ikke helt, hvor hun var.
   "Øh, tak," sagde hun og tog imod papirerne, som han rakte frem for sig, for at lave en fysisk afstand mellem dem. De rejste sig, og Dalvang forsøgte ikke at se ind i hendes øjne igen. Han var bange for, at han skulle forsvinde i dem igen, og atter glemme alt om tid og sted. Stilheden blev pinlig, og han begyndte at bevæge nervøst på sig, som vidste han ikke hvilken vej, han skulle gå. Hun smilede nervøst og akavet til ham og nikkede, som for at sige vi ses, før hun gik forbi ham ned til trappeopgangen.
   "Vent," sagde han, da hun havde åbnet døren. Hvad hedder du, var det spørgsmål, han ville stille hende.
   "Ved du hvor anæstesilægen er?" kom i stedet ud af hans mund.
   Hun smilede lidt skuffet og pegede på den dør, hvorfra hun var kommet, inden hun forsvandt ud af døren. Idiot, du kunne da have spurgt om hendes navn først, tænkte han og slog et hul i luften med en knyttet næve.
   "Fanger du fluer?" spurgte en stemme bag ham. Det gav et sæt i ham, og han snurrede rundt på hælene. Det var anæstesilægen, der stod lænet op af dørkarmen med et krus i hånden. Han havde hørt noget ude på gangen, og var gået ud for at se, hvad det var. "Man rammer sjældent med knyttede næver," sagde han smilende og gik ind igen. Dalvang fulgte efter ham, mens han overvejede, hvor længe anæstesilægen havde stået der. Havde han mon set den lille scene mellem ham og den unge kvinde lige før. Han blev lidt flov over tanken, men bestemte sig for ikke at spørge. Han var ikke sikker på, at han ville syntes om svaret alligevel. De gik ind i et lille tekøkken med et bord og fire stole ved det ene vindue til højre, og et køkkenbord langs væggen til venstre ned til det andet vindue. "Vil du have en kop kaffe?" spurgte anæstesilægen og pegede over imod en kaffemaskine med den hånd, han havde kruset i. "Den har været ny, og hvis man koncentrere sig hårdt nok om truckerpis, så er den ikke så slem endda." Dalvangs smagsløg gjorde med det samme oprør over tanken og fik hans mund til at snøre sig sammen. Den professionalisme han tidligere havde set og beundret ved manden, var nu afløst af en spasmager. Manden var dog stadig behagelig at være i nærheden af, om det var hans udstråling eller rolige stemme, kunne han ikke sige. Det kunne jo være begge dele.
   "Nej tak, ellers tak," sagde Dalvang høfligt og prøvede ikke at se på kaffen, der havde en anden farve end hvad frisk kaffe normalt har, og utvivlsomt en anden konsistens. Tjære ville være Dalvangs første gæt.
   "Er du den nye, som Petersen har fortalt om?" spurgte han og rakte hånden frem. "Jeg hedder Peter Christensen, men alle kalder mig PC."
   "Dav, Jeg hedder Søren Dalvang," svarede Dalvang og trykkede hans hånd.
   "Du blev rigtig smidt ud i det i dag hva'?" sagde PC med et smil, mens han lænede sig op af køkkenbordet og rørte rundt i sin kaffekop.
   "Ja, det må man sige, jeg har vist ikke været så tidligt oppe, siden jeg havde stuegange på skadestuen."
   "Ah ja, de gyldne tider," sagde PC og lignede en, der mindes disse tider med stor savn. "Ja, jeg savner det i hvert fald ikke," sagde han så og så igen på Dalvang, der nikkede.
   "Jeg kom egentlig for at høre, hvordan patienten har det," sagde han stille. "Jeg ville ikke gå ind og fortælle hende de dårlige nyheder, hvis hun ikke er helt klar endnu."
   "Hvornår er man nogensinde klar til at få sådan en nyhed?" spurgte PC og så sørgmodigt ned i gulvet. Dalvang vidste det heller ikke. "Er det slemt?" spurgte han og så op på Dalvang med alvorlige øjne. Dalvang nikkede. "Hvor slemt?"
   "Du vil ikke tro mig, hvis jeg sagde det, men du kan da komme op og se det."
   "Hun er vågnet, jeg så til hende lige inden du kom, men hun skal lige have mindst en halv time mere. Helle er inde hos hende, hun er så god med patienter, der lige er vågnet," sagde PC og smilede. "Må jeg se dem imens?"
   "Ja, kom du bare, Petersen har lige lavet frisk kaffe." Pc's øjne lyste underligt op, og han smed straks indholdet af sit krus i vasken og puttede koppen i lommen på sin kittel, der så ud til at være designet til formålet.
   "Skal vi," sagde han høfligt og rakte armen mod døren.
   "Hold da kæft," sagde PC idet samme, de var trådt ind af døren."D har ret, jeg ville ikke have troet dig." Han begyndte at gå rundt om kuvøsen, mens han studerede babyerne, som var de et meget sjældent og originalt stykke kunst. Petersen så op og hilste på ham, mens han var ved at pakke et kamera væk, som han havde brugt til at tage billeder af det sidste skud på stammen af misfostre.
   "Hva' så PC, kunne du lugte frisk kaffe?" drillede Petersen.
   "Nej, din kære nye kollega her var så elskværdig at byde på en kop, mens vi venter på, at patienten kommer oven på igen," svarede han, uden at tage øjnene af kuvøsen.
   "Nå så det gjorde han, han vil nok snart finde ud af, at det er som at fodre en hjemløs kat, den kommer altid tilbage efter mere," sagde Petersen smilende og gav Dalvang et let stød i siden med sin albue.
   "Det ligner en rum baby fra en sci-fi film," sagde PC og begyndte at lave en bevægelse, som for at efterligne en blæksprutte eller en elefant. De fire små ansigter virkede ligeglade med hans bevægelser, da de var bedøvede, for ikke at komme til skade under flytningen eller "ophængningen" i kuvøsen. "Blaaaaarrdddd," fjollede han videre. Petersen og Dalvang kunne ikke lade være med at grine. Hvis en udenforstående havde set dette, ville personen nok have korset sig, men denne form for galdehumor var nødvendig, når man arbejder med noget så grotesk som dette, ellers ville man blive sindssyg inden for den første uge. Det var ikke af mangel på respekt, for han havde, lige da han så dem, fået en hård klump i halsen, der truede med at svulme op og lukke hans svælg, så den eneste mulighed for ikke at kvæles, ville være at kaste op. Dette var hans måde at holde følelserne på afstand, og alle andre, der arbejdede i afdelingen, ville ikke se det på nogen anden måde.
   "Hvordan har moren det?" spurgte Petersen, for at få dem tilbage på rette spor. PC stoppede sin imitationer og så alvorligt på dem.
   "Hun virkede til at have det fint, psykisk altså, da jeg var inde og se til hende. Hvem ved, det kan jo være, at det ikke er gået op for hende endnu. Det er ikke første gang, jeg har set det, nogle mødre er vågnet op efter kejsersnit, og kan slet ikke forstå, at deres mave er væk, de skal helt ud af narkosen, inden det begynder at dæmre for dem."
   "Hun var jo klar over, at barnet ikke var normalt," sagde Dalvang.
   "Så tager hun det flot," mente PC. De stod alle tre i tavshed et kort øjeblik. "Var der ikke noget med noget frisk kaffe?" spurgte han pludseligt og trak koppen op af lommen, som om det sørgelige emne aldrig havde været bragt på banen. Petersen hentede kaffekanden og skænkede op til dem alle tre. "Jeg tror for resten lige, at du skal holde ham der lidt i tøjler," sagde PC og pegede på Dalvang.
   "Hvorfor det?" spurgte Petersen undrende og satte kanden fra sig.
   "Han har lige overfaldt Annette ude på gangen."
   "Det var vist mere hende, der overfaldt mig," smilede Dalvang.
   "Ja, ja, jeg så godt, hvordan du så efter hende," grinede PC og efterlignede en hund, der var tørstig og lidt for ivrig. Det var nok den sidste af disse, som han prøvede at understrege for Petersen. Dalvang så lidt genert ned i gulvet, drillerierne generede ham ikke, for nu vidste han i det mindste, hvad hun hed.
   Dalvang bankede stille på døren ind til stuen, hvor moderen til firlingerne lå. Hun så træt op på ham, og det var tydeligt at se, at hun var i både fysisk og psykisk smerte. Hendes ar sved, hendes bryster var begyndt at stikke, fordi der endnu ikke var malket ud, men afventningen om nyhederne om hendes barns tilstand var det, der gjorde mest ondt.
   "Goddag," sagde Dalvang og prøvede sig med et usikkert smil. Hun smilede igen med et høfligt men glædesløst smil. Hendes øjne fortalte ham, at hendes sidste håb om nogensinde at komme til at holde sit barn i sine arme var ved at være væk, og det smertede ham at se.
   "Må jeg sætte mig?" spurgte han stille og pegede på en stol, der stod ved siden af døren. Hun nikkede og kørte sengeryggen lidt op, mens Dalvang trak stolen hen ved siden af sengen.
   "Hvor slemt er det?" Der var ingen klang af forhåbninger i hendes stemme, og hans nedslåede blik bekræftede hendes værste frygt. "Er de døde?" Hun forventede svaret ja, men selvom han rystede på hovedet, følte hun ikke nogen lettelse.
   "Barnet kan ikke overleve," sagde han stille og tvang sig selv til at se hende i øjnene. Selvom hun var svag i både krop og sind, viste hendes blik en styrke, mens hun holdt hans blik fast.
   "Hvad er der galt med dem?" hendes stemme dirrede svagt. Hvad er der ikke galt, tænkte Dalvang, mens han prøvede at huske de forskellige formuleringer af svaret, som han havde øvet på vej herover, men hans hjerne var blank. Han kunne ikke huske, hvad han havde tænkt sig at sige.
   "Det hovedsagelige problem med mange siamesiske tvillinger er ," begyndte han, mens han forsøgte at sidde roligt på stolen." At deres organer svigter. I dette tilfælde, skal de deles om nogle organer, der kun er udviklet til at fungere for en, mens de har andre fuldt udviklede organer, der så skal deles om disse enkelte organer."
   "Hvilke organer er det?"
   "Hjerterne er for store, deres lever og nyre er aflange og underudviklede, og de kan derfor ikke filtrere for deres mavesække, som er som de skal være." Det var vist den eneste måde at forklare det på, uden at afsløre, at der var fire og ikke to som forventet.
   "Må jeg se dem?" Spørgsmålet kom meget bag på ham, og han så chokeret på hende.
   "Jeg vil råde dig imod det," sagde han med en ro i stemmen, han absolut ikke følte.
   "Er det da så slemt? Jeg mener, ligner det ikke et menneske?"
   "Jo, det gør det da, men vi har tilkoblet respirator, så det ser lidt slemt ud med slangerne."
   "Men hvis jeg gerne vil?" hviskede hun bedende.
   "Vil du ikke hellere huske de dejlige ting ved graviditeten? Hvis du ser barnet, kan det måske overskygge de gode minder."
   "Jeg gik syv en halv måned med et barn, jeg vidste, var deformt, jeg vidste bare ikke hvor deformt. Skulle jeg elske det mindre nu, bare fordi det ikke ligner, hvad alle andre ønsker sig af et barn?" Hendes stemme havde en gennemtrængende klang af beslutsomhed, og den svage dirren, han tidligere havde hørt i den, bevidnede ikke længere om nervøsitet og usikkerhed men beslutsomhed og vrede. Det er åbenbart det eneste, der kan give hende ro i sindet, og at dømme ud fra det, hun sagde, og måden hun sagde det på, så var hun bestemt stærk nok til det, tænkte Dalvang og så beundrende på hende. Denne styrke, hvor fik hun den fra? Havde alle mødre sådan en styrke? En fødsel i sig selv er jo en hård oplevelse, både fysisk og psykisk, men som han sad her, ville han ikke bilde sig ind, at han vidste, hvor hårdt det egentligt var. Som han sad her, tænkte han på, hvor meget denne kvinde havde været igennem. Hendes styrke var ren og stærk. En moders kærlighed. I forhold til hende, følte han sig pludselig svag. Det han lige nu sad og så i hendes øjne og hørte i hendes stemme, fik det til at gå op for ham, at frasen, det stærke køn, virkede så irrelevant. Mænd er fysisk stærkere, men kvinders psyke er stærkere end mændenes. Hvordan kunne man ellers gennemgå noget så krævende? Vide at det mislykkedes og stadig elske uden betingelser. Dalvang havde altid vidst, at kvinder var stærke. Hans egen mor gav jo sit liv, for at han kunne leve, men det var aldrig slået igennem, som det gjorde nu, hvor han så styrken med et voksent menneskes forståelse og ikke med en otteåriges forenklede syn på verden.
   "Jeg taler med min kollega om det," lovede han og rejste sig. Han standsede i døren og vendte sig mod hende. "Det skal nok gå, du er en stærk kvinde," sagde han med et svagt smil. Han håbede, at det kunne give hende lidt mere styrke, selvom hun i hans øjne allerede besad det i overfloder. Måske kunne hans bemærkning få hende til selv at se det.
   "Hun vil se barnet," var det første han sagde, da han gik ind af døren til kontoret, hvor Petersen sad og noterede i en journal. Han så måbende op fra notaterne.
   "Frarådede du hende det?" spurgte Petersen, der stadig sad med åben mund.
   "Hun er stærk nok til det, tro mig. Hvis du havde hørt den beslutsomhed i hendes stemme og de argumenter, hun gav for at se det, så ville du heller ikke et øjeblik være i tvivl om, at det er det eneste, der kan give hende ro i sindet," svarede han og satte sig i en stol.
   "Jeg stoler på din dømmekraft," sagde Petersen efter en kort tænkepause. "Du kan køre hende herop, når hun er klar." Dalvang rejste sig og gik hen mod døren.
   "Det er hun nu."
   Dalvang kørte kørestolen helt ind i laboratoriet og hen til kuvøsen, hvor de fire ansigter stirrede ud mod dem. Hun gispede højt, selvom hun prøvede at skjule det ved at dække munden med begge hænder. Hun kneb øjnene sammen, og et par tåre trillede ned af hendes kinder og over hendes hænder. De gav hende den tid, hun skulle bruge, og det varede ikke længe, inden hun åbnede øjnene, fjernede hænderne fra munden og rejste sig beslutsomt. Petersen rakte en arm frem, som hun kunne støtte sig til, mens hun gik hen mod børnene. Petersen stillede sig hen ved siden af Dalvang, både afventede hendes reaktion, men også for at give hende lidt fred med børnene. De smertefulde minder fra deres eget barns fødsel steg op i ham, og han kæmpede en brav kamp mod følelserne. Hvor måtte hun dog have det svært lige nu. Sandra så aldrig deres barn. Efter Petersen havde set det, havde han overbevist hende om, at det var bedst, at hun lod være og kun huskede på de dejlige ting. Sandra havde aldrig siden talt om, at hun ønskede at hun havde set barnet og sagt farvel. Denne kvinde havde insisteret, og om lidt ville det vise sig, om Dalvang havde skønnet rigtigt. Petersen tvivlede ikke på Dalvangs kompetence, men han var ikke sikker på, at Dalvang helt kunne begribe, hvad dette indebar for kvinden. Han havde selv erfaret på det grusomste, hvad dette kunne gøre ved en forælder, det havde Dalvang ikke.
   "Hvordan kan dette lade sig gøre?" spurgte hun spagt. De kunne se på hendes ryg, at hun græd stille tårer.
   "Vi ved det ikke, der er aldrig født mere end to sammenhængende fostre før."
   "Må jeg røre ved det… dem?" spørgsmålet kom bag på Petersen, men Dalvang havde forventet det, så han svarede omgående.
   "Ja." Dalvang hjalp med at få sprittet hendes hænder af, og hun stak hænderne ind ved de runde åbninger med elastikker, der holdt hullerne tætte, mens man ikke havde hænderne derinde. Kuvøsen mindede lidt om en kasse, hvori man sandblæser små dele, udover at denne var af glas hele vejen rundt, og at handsker ikke var nødvendige. Hun kærtegnede hvert ansigt, holde hver enkelt lille hånd i sin, efterhånden som hun nåede hele vejen rundt. Hun talte sagte til dem, Dalvang og Petersen prøvede ikke på at overhøre, hvad hun sagde. Det var deres private tid, men de ture ikke fortrække sig længere tilbage, hvis hun pludselig skulle bryde sammen. Mon hun havde opdaget, at de ingen øre havde? Hun vendte sig mod dem og smilede, hvilket overraskede Petersen, Dalvang havde forventet det, ud fra den kærlighed han havde hørt i hendes stemme.
   "Hvor er de smukke, de ligner deres far," sagde hun med en moderlig stolthed. Tårerne løb stadig, men det var glædeståre. Hendes øjne var lyst op og viste oprigtig glæde og stolthed over deres, i hendes øjne, skønhed. Petersen så undrende på Dalvang, og vidste nu, at manden i den grad var kompetent til at tage beslutninger på vegne af en, der ingen anelse havde om, hvad hun ville møde. Det var som om, at han kunne se på ham, at han havde forventet denne reaktion fra hende. Havde han mon fejlet, da han dengang havde sagt til Sandra, at det var for hendes eget bedste ikke at se deres barn? Ville hun mon have været lige så stærk? Kunne hun have haft samme følelser for deres barn, hvis hun havde set det? Det nagede ham pludseligt indædt, at han ikke kendte svarene til disse spørgsmål. Havde han frataget hende en oplevelse lige så betryggende, som denne virkede på kvinden her? Havde hans egne følelser af skuffelse over forventningerne om, hvad deres barn skulle have været, overskygget hans evne til at se, hvad hun havde haft brug for? Han havde dårlig samvittighed, men vidste også, at det ikke ville gøre nogen gavn at vise hende billederne af barnet, som hun heller aldrig havde set. Det ville heller ikke nytte at tale med hende om det, for det kunne skabe en splid mellem dem, hvis hun selv mente, at hun havde været stærk nok til at se det dengang.
   "Hvor længe har de endnu?" Hverken Dalvang eller Petersen mente, at det ville være fair at sætte en tid på, da de ingen ide havde om det. De var bange for at komme til at hæve hendes forhåbninger eller fjerne hendes glæde igen.
   "Vi ved det ikke," svarede de næsten i munden på hinanden.
   "Lider de?"
   "Noget kunne tyde på det, vi har bedøvet dem, så de ikke føler nogen smerte, og for at de ikke kan komme til at skade sig selv, mens de er tilkoblet respiratoren," svarede Dalvang roligt. Der var ingen grund til at gemme noget af sandheden for hende, hun havde brug for at vide det, og det ville ikke kunne skade hende at vide nu.
   "Kan I ikke slukke for dem?"
   "Det må vi ikke," sagde Dalvang kontant.
   "Heller ikke, hvis jeg giver jer lov?" De rystede begge på hovedet, og en mørk skygge af skyldfølelse gled over hendes ansigt. En skyldfølelse over, at hendes børn led. Petersen så straks dette i hendes ansigt og han huskede sin egen hjælpeløshed og den skyldfølelse han stadig bar over ikke at kunne gøre noget for sit eget barn. Han så på Dalvang, der ikke behøvede at høre ordene fra hans mund, han kunne se i hans øjne, hvad han ville sige.
   "Ja Petersen," sagde han lettere overdramatiseret, for at hun kunne høre på hans stemme, hvad de havde gang i. "Jeg tror også, at vi er nødt til at gå ud på gangen, for at tale om dette, det vil i hvert fald tage… ti minutter." Han så på sit ur og op på Petersen.
   "Jeg tror du har ret, Dalvang," sagde han i samme toneleje og smilede svagt til hende. Hun smilede igen med et ægte smil, et taknemmeligt smil. Da de var kommet ind igen, var de døde, og hun stod sørgmodigt men selvsikkert og holdt dem i hånden.
   "Vil det hjælpe jer at undersøge dem?" spurgte hun, uden at se på dem?"
   "Ja, meget," svarede Dalvang stille.
   "Jeg vil gerne overskrive deres legeme til videnskabeligt brug. Sørg for, at ingen skal opleve det her igen," sagde hun og så bedende på dem, mens stille tårer igen løb ned over hendes kinder, men hun holdt stadig ved sine børn.