Petersen knaldede bremserne i, da han var ved at køre op i røven af Sandras bil.
   "Hvad satan, hun skulle ikke være hjemme nu, hun skulle være kørt for længst," sagde Petersen og så på sit ur. Frygten jog igennem ham, og han så på Dalvang med bange øjne. Dalvang kunne næsten se, hvad han tænkte, for de sprang begge hurtigt ud af bilen og løb op til huset. Petersen råbte på Sandra, mens han løb fra rum til rum. Stakåndet mødtes de i køkkenet igen. De rystede begge på hovedet, som for at sige, at de ikke fandt noget. Angsten sad som en krampe i mellemgulvet på Petersen, og han følte, at han var ved at kvæles til døde
   "Kan hun være ovenpå? Måske kan hun ikke hører os, hvis hun er ved at tørre hår eller sådan noget," sagde Dalvang og så ud i gangen.
   "Sandra har ikke nogen hårtørrer. Det er ikke sundt for håret, siger hun." Uden videre diskussioner løb de alt, hvad de kunne ud i gangen, hen til trapperne og op på første sal. Petersen snublede over sidste trin ag faldt hoved først ind i væggen, men hans angst for Sandra var så stor, at han ikke ænsede smerten. Han rejste sig bare og løb videre, mens han råbte på hende. Han drejede af ved soveværelset, mens Dalvang så ud på toilettet. Det forfærdelige syn, der mødte ham, fik ham til at falde baglæns over mod soveværelset, mens han gispede højt. Han så op på Petersen, der læste rædslen i hans ansigt. Petersen følte sin krop gå i strejke. Hans knæ blævrede som varm budding under ham, da han rystende gik over mod toilettet.
   "Du skal ikke gå der ud, bliv her," sagde Dalvang alvorligt til ham. Petersen satte i løb for at komme forbi Dalvang, der sprang over ham og fik et fast greb om livet på ham. Han lagde alt sin vægt i for at holde Petersen inde i soveværelset.
   "Nej Sandra, du må ikke være der inde, vær nu sød..." Endelig gik det op for Petersen, at det måtte være sandt, selvom han blev ved med at prøve at bortforklare det. Hans krop gav endelig op, og han faldt grædende sammen i Dalvangs arme. Dalvang holdt stadig fast, han ture ikke give slip endnu, hvis Petersen stadig mente, at han altså ville derind. Petersens gråd blev højere, mens billeder, af deres lykkelige fortid, hvirvlede rundt i hans hoved. Imens kom Dalvang til at tænke på Annette, og hvad Petersen havde gjort for ham. Han var pludselig glad for, at han havde sendt ham ud af kontoret. Han havde ikke tænkt rationelt på det tidspunkt, og han var ret sikker på, at Petersen heller ikke gjorde det nu. Hvad kunne han nu gøre for at hjælpe Petersen. Han var i hvert fald nødt til at hjælpe sig selv først. Ingen af dem var i tvivl om, at det var den anden Dalvang, der stod bag dette, så han skulle først og fremmest slette sporene. Men hvor skulle han starte? Hvis hun også var blevet voldtaget, så havde de et problem, for der var ikke lige noget syre her, som de kunne slette DNA'en med. Han skulle vel bare dække sporene i og omkring hende, siden han selv havde været gæst her i huset flere gange. Der ville ikke være noget mistænksomt i at finde hans fingeraftryk o. lig rundt omkring i huset. Det ville Petersen også bekræfte, ville han ikke? Ville Petersen nu mene, at det her var Dalvangs skyld? Han kunne godt forestille sig det. Han hadede også sig selv, da de havde fundet Annette. Det var jo på en måde ham, der havde gjort disse forfærdelige ting, så hvis han selv kunne give sig selv skylden, hvorfor skulle Petersen så ikke også kunne? Det ville vel være naturligt.
   "Undskyld," sagde Dalvang. Det var egentlig en latterlig bemærkning, mente han selv, lige efter at have sagt det.
   "Det er ikke din skyld, ikke helt," sagde Petersen, der var begyndt at slappe lidt af. Han mente, at det var lige så meget hans egen skyld, da han selv havde været med til at lave det forbandede serum. Dalvang gav lidt slip på ham igen, faren for, at han ville fare ud på toilettet, var vist overstået.
   "Hvad fanden gør vi nu?" Petersen satte sig op af væggen og stirrede tomt ud i luften.
   "Gå ind og pak lidt tøj. Det må ikke se ud som om, du er stukket af, for så vil du blive hovedmistænkt, udover at det er mine fingeraftryk derinde."
   "Skal vi ned og pakke noget af dit tøj?" Dalvang rystede på hovedet.
   "Det kan være lige meget, bare du ikke bliver mistænkt, det er jo mig, der har gjort det der." Petersen så alvorligt på ham og greb ham om skulderne.
   "Det kan du lige vove på at sige igen, det er ikke mere din skyld, end det er min. VI har rodet os ud i det her. OS, ikke dig. Bare fordi det er dit DNA, der har skabt det syrehoved... Jeg bebrejder ikke dig, og det må du heller ikke selv gøre. Jeg lader ikke dig i stikken. Vi skal væk herfra sammen, Vi skal have fundet en løsning på det her. Vi må ikke gå fra hinanden, med mindre en af os dør. Lov mig det." Dalvang nikkede. Han var glad for, at Petersen så sådan på det. Under omstændigheder var det flot, mente han. Nu ramte en anden tanke ham, en skræmmende tanke, der fik alle hans nakkehår til at rejse sig.
   "Er du sikker på, at han er død?" Petersen var ikke sikker. Ikke nu hvor Dalvang stillede ham spørgsmålet. Havde han på noget tidspunkt været sikker, eller havde han bare ønsket det så inderligt?
   "Hvorfor?"
   "Fordi du fandt mig temmelig hurtigt, når man tænker på, at I også var på biljagt. Fra du mødte ham oppe på kontoret, til han kørte i afgrunden, var i ikke adskilt i en times tid vel?"
   "Nej, hvor vil du hen med det?" spurgte Petersen.
   "Han kunne ikke have haft tid til det her, inden han kørte i afgrunden, for så havde du jo været hjemme, ikke sandt?" Hvordan havde han kunne overse dette faktum, tænkte Petersen. Han havde fundet Dalvang, lige efter ham den anden var kørt ud over skrænten. Han var kørt hjemmefra og direkte op til hospitalet, og han kunne ikke have mødt ham deroppe, hvis han først skulle have haft tid til at slå Sandra ihjel. Der havde han vist også for travlt med at slå Annette ihjel.
   "Han lever altså stadig, hvad gør vi så, politiet kommer vel snart her og leder."
   "Pak, jeg må se om jeg kan slette sporene der ude," sagde Dalvang og rejste sig. Petersen greb fat i hans arm og så alvorligt på ham. Så rystede han på hovedet.
   "Sandra er det eneste bevis de har imod dig. Hent en dunk benzin i skuret og hæld det ud over alt her oppe, især over hende. Vi må brænde det hele, vi har ikke tid til andet. Dalvang så forundret på ham. Det var jo at skænde hendes lig, men han så virkelig ud til at mene det. Han tænkte mere på Dalvang, end på sin kones jordiske rester. Der var nu heller ikke blevet efterladt noget kønt syn.
   "Jeg ville gerne sige farvel," sagde Petersen stille og så på toiletdøren. Dalvang lagde en hånd på hans skulder og rystede på hovedet.
   "Han har... jeg vil ikke engang fortælle dig det." Petersen så den forfærdelige sandheden i Dalvangs øjne og nikkede.
   "Jeg tror, at du skal hente benzinen," sagde Dalvang. Han ture ikke lade Petersen være alene her oppe. Hvis han så, hvad den anden Dalvang havde gjort ved hende, ville han aldrig komme over det.
   "Det svin," mumlede Petersen og gik ned i skuret efter benzinen, mens Dalvang gik ind og tog en masse tilfældigt tøj. Når det hele alligevel skulle brændes af, så var det ligegyldigt, hvilken stand de efterlod det i.
   "Her," sagde Petersen og satte dunken ved døren. Dalvang smed tasken hen på sengen og gik ud på toilettet med dunken. Han sørgede for at lukke døren helt efter sig, men tog sig et øjeblik til at se nærmere på liget. Det var helt friskt, blodet var ikke engang størknet omkring det dybe sår i hendes hals.
   "Undskyld," hviskede han og lukkede kort øjnene, inden han begyndte at hælde benzinen ud. Håndklæder og toiletpapir rykkede han ned og spredte ud under hende, så flammerne kunne nå at ødelægge mest muligt af DNA'et i tilfælde af, at nogen skulle nå at ringe efter brandvæsnet. Fliser var jo heller ikke lige det, der brændte bedst. Han sprøjtede benzinen ud over vægge og gulve både i gangen og soveværelset, for at sprede ilden mest muligt og gøre det sværere at komme til liget, inden flammerne havde gjort mest muligt skade. Dunken smed han foran toilettet og gik tilbage til soveværelset, hvor Petersen sad på sengen og så på deres bryllupsbillede. Det var egentlig det eneste, han kunne komme i tanke om, at han ville have med, så han lagde det ned i tasken til tøjet.
   "Er du klar?" Petersen så op og tørrede en tåre væk med bagsiden af sin hånd. Han nikkede stille og tog tasken over skulderen. "Ud til dine forældre?"
   "Ja," sagde Petersen og gik hen mod trappen. Dalvang tændte en tændstik og smed den i benzinen, da de var på vej ned af trapperne, og flammerne havde kort efter opslugt det meste af første sal. "Du kører," sagde Petersen med svag stemme, da de forlod huset gennem bagdøren. Tavse satte de sig ind i bilen og begyndte at køre. Hvis Petersen ikke havde ventet til sidste øjeblik med at kaste et sidste blik op mod første sal, ville han have set den anden Dalvang, der havde siddet og grinet af det hele ude på halvtaget. Han var hoppet ned bag ved dem, da de skulle til at køre, og var løbet ned til den stjålne bil, som han havde parkeret lidt nede af gaden. Dalvang havde et par gange været med ude hos Petersens forældre til kaffe, så han kendte vejen, og Petersen kunne få lov at sidde tavst og komme sig lidt.
   Da Erik Thomsen og Henning ankom til hospitalet, var der kommet endnu flere udrykningsfartøjer til.
   "PIS," udbrød Thomsen. "Så er vi alligevel for sent på den." De kørte om til laboratoriebygningen, hvis øverste etage stod i flammer, og steg ud af bilen. Brandvæsnet var ved at slukke ilden, men der forekom hele tiden mindre eksplosioner, der sinkede dem i slukningsarbejdet.
   "Hvad gør vi så nu?" spurgte Henning.
   "Ring hjem, vi skal have et oprydningshold ud," svarede Thomsen, uden at tage sit blik fra branden. "Denne gang slipper I ikke, jeg skal nok få jer," mumlede han for sig selv. Henning blev stående lidt og så på branden, som var han hypnotiseret. Noget utydeligt flimrede for hans indre blik.
   "Hallo," sagde Thomsen. Henning rystede på hovedet, undskyldte og satte sig ind i bilen for at ringe.
   "Nej, vent lige lidt Henning. Jeg har på fornemmelsen, at vi skal bruge flere, jeg ved bare ikke hvor mange. Tænd politiskanneren i stedet for." Thomsen satte sig ind i bilen og lyttede til skanneren.
   "Stationen kalder 44. En nabo har anmeldt pistolskud oppe på Dadelvej..." sagde en kvindelig stemme i skanneren.
   "Så kører vi Henning, ved du hvor det er henne?"
   "Nej, men det gør GPS'en her." Henning trykkede noget ind på en lille computerskærm, der var placeret lidt over gearstangen.
   "GPS? Sådan noget havde vi ikke dengang, der var der kort. Store og mange," smilede Thomsen. Han havde aldrig rigtig taget alt det nymoderne til sig, men hvis det kunne hjælpe ham med at afslutte en sag hurtigere og bedre, så var det i orden. Kort efter holdt de foran Poulsens hus, hvor to uniformerede betjente stod og bladrede i nogle papir. Thomsen viste sit ID uden at give betjenten meget af sin opmærksomhed og fortsatte ind i huset, mens han så sig nøje om. Henning fulgte efter ind i stuen, hvor de fandt den gamle mand sidde i stolen, med blod og hjernemasse dryppende ned fra loftet.
   "Hvor er brevet?" råbte han ud til betjentene, der straks kom farende ind.
   "Hvad for et brev?"
   "Du skal ikke spille smart over for mig knægt, det er tydeligt, at der har ligget noget her i skødet på ham, for der er meget mindre blod på et område der passer med en kuvert. Jeg spørger igen, hvor er det brev?" Den anden betjent fandt en plastiklomme frem, hvori et uåbnet brev lå. Der var for meget blod på det til, at de selv ville forsøge at åbne det. Thomsen rykkede plastiklommen ud af hænderne på ham.
   "Det her har du ikke set, ingen af jer."
   "Jamen vi kan da ikke bare..." Thomsen så på dem med et blik, der understregede, at dette ikke kunne diskuteres.
   "Nej, selvfølgelig ikke," sagde de i munden på hinanden, inden de så undrende på hinanden.
   "Gå ud og hold vagt," snerrede Thomsen og så nærmere på brevet. Efter at have set sig nærmere om i stuen, soveværelset og kontoret, gik de ud og satte sig i bilen igen. Brevet skulle tørre lidt, inden de kunne forsøge at åbne det, og de skulle også have et ordentligt sted at gøre det. Hvis de forsøgte her, så ville det ende med, at hele bilen lignede et slagtehus, brevet ville gå i stykker og eventuelle beviser ville gå til grunde.
   "Havde det noget med hospitalet at gøre?" spurgte Henning.
   "Jep," sagde Thomsen og satte sig mageligt tilbage i sædet og foldede hænderne.
   "Tror du, at det er Petersen og Dalvang?" Thomsen så forskrækket på ham.
   "De kender ikke til ham der, det tvivler jeg på, hvorfor spørger du om det?" Henning trak på skulderen. Denne gang havde den utydelige flimren for hans øjne vist Petersen og Dalvang sidde ved bordet inde hos Poulsen.
   "Hvad gør vi så nu? Skal jeg ringe efter to oprydningshold?"
   "Nej, nu venter vi," sagde Thomsen stille.
   "På hvad?" spurgte Henning.
   "På det næste lig," sagde Thomsen og pegede på politiskanneren. De behøvede ikke at vente længe, inden skanneren meddelte dem om en brand på Solskrænten 56. "Så kører vi," sagde Thomsen.
   "Hvad skal jeg fortælle dem om Sandra?" spurgte Petersen og så bedende på Dalvang efter et svar.
   "Ikke noget. Jeg syntes ikke, at vi skal fortælle dem noget som helst, indtil det her er overstået." Petersen nikkede.
   "Hvad nu hvis de spørger? Jeg kan ikke lyve over for dem," sagde Petersen.
   "Vi må bare gøre det kort. De ville alligevel ikke tro os, hvis vi fortalte dem om min onde tvilling.
   "De ville, hvis jeg sagde det. Jeg har aldrig givet dem en grund til ikke at tro på mig," sagde Petersen. Dalvang ville sådan ønske, at Dagmar ville være lige sådan, hvis det blev nødvendigt for ham at indvie hende i det. Mon ikke hun ville det?
   "Det kan godt være, men så... må jeg bare lyve," sagde Dalvang og standsede bilen i Petersens forældres indkørsel. Petersen så forbavset på ham. Han vidste, hvor meget det ville nage ham bagefter.
   "Hej," råbte Petersen ude fra gangen.
   "Hej, kom I lige forbi til kaffe?" råbte hans mor inde fra stuen.
   "Nej desværre," sagde Dalvang og smilede til dem henne fra døren.
   "Jamen gud, hvad er der dog sket med dig?"
   "Jeg faldt ned af trapperne oppe på hospitalet," sagde Dalvang, der i det mindste talte lidt sandt.
   "Jamen dog," udbrød Petersens mor bekymret.
   "Mor, må vi låne sommerhuset et par dage?"
   "Ja da, skal I holde lidt ferie, skal Sandra med?" Petersens mave knugede sig kraftigt sammen.
   "Nej, vi skal arbejde, forandring fryder siges det jo, det kunne jo være, at vi kunne få lidt ny inspiration der oppe. Sandra snakkede noget om, at hun ville ned til sin søster i et par dage," sagde Dalvang. Også hans mave knugede sig sammen, men det var på grund af dårlig samvittighed.
   "Der kan man bare se, så passer det jo godt nok, vil I ikke lige have en kop kaffe, inden I kører?"
   "Det ville vi meget gerne fru. Petersen, men det kan vi desværre ikke nå, vi har noget i bagagerummet, der ikke kan tale så meget varme. Det skal hurtigst muligt i køleskabet," løj Dalvang videre. Det plejede at være Petersens afdeling at vildlede folk, men siden omstændighederne allerede var så fucked up, så kunne det være ligegyldigt nu.
   "Nå okay, så kan I vel få en kop på tilbagevejen," sagde hun og rakte nøglen til Petersen, der dårligt kunne se hende i øjnene.
   "Tak mor," sagde han hurtigt og gav hende et kys på kinden. "Vi må hellere komme videre, Dal." Han nikkede og fulgte efter Petersen ud i bilen.
   "Tak," sagde Petersen og så taknemmeligt på ham. "Du er faktisk ret god til at finde på troværdige løgnehistorier." Selvom det var et kompliment, nægtede Dalvang at sige tak.
   "Vent lige lidt," sagde Dalvang og rakte en hånd op, som for at stoppe Petersen.
   "Hvad nu?" hviskede han.
   "Jeg fik bare en underlig fornemmelse," sagde Dalvang, mens han diskret forsøgte at se sig om.
   "Fordi du løj?"
   "Nej, jeg følte, at vi blev overvåget."
   "Mon ikke det bare er min far, der sidder inde i vinduet?" Dalvang rystede på hovedet, men slog det hen. Det var nok bare nerver.
   Dalvang holdt en pæn afstand fra Petersen og Dalvang og parkerede også et lille stykke fra dem, da de kørte op af indkørslen til Petersens forældre. Han hoppede ud af bilen og løb langs hækken ind i haven, så han kunne lytte ind gennem vinduet. Han så Petersens forældre sidde inde i stuen, og han behøvede ikke at vente længe, inden han også så dem stå i stuen.
   "Jamen dog kære bror, du kan jo godt," mumlede han, da han hørte Dalvang stikke fru. Petersen en lodret løgn.
   Hvorfor er det lige, at jeg ikke ved, hvor det forbandede sommerhus ligger? Nå, nu hvor jeg ved, hvor de skal hen, så kan jeg altid finde ud af det. Da han stadig havde været den fortabte og undertrykte del af Dalvangs personlighed, havde han vel også hadet Petersens forældres venlige væsner, men nu, hvor han var fri, kunne han jo gøre, hvad han havde lyst til. Lige nu hadede han også Petersen så meget, at han ville slå hans forældre ihjel, bare fordi de havde sat ham i verden og dermed gjort hans liv trælst. Petersen havde jo snydt ham og fået ham til at køre ud over skrænten. Han havde forpurret hans planer mere end en gang, og mordet på Sandra var ikke straf nok. Han skulle ønske, at han aldrig var blevet til, og det ville stadig ikke være nok.
   Han så Petersen og Dalvang kører ud af indkørslen og smilede ondt. Nu skulle han rigtig morer sig, og siden han ikke ventede på, at de skulle komme, havde han alt tid i verden. Han listede om til hoveddøren, bankede på og ventede til den var blevet åbnet lidt, inden han sparkede så hårdt til døren, at Petersens mor blev kastet gennem entreen og ramte døren ned til kælderen.
   "Banke banke på!" råbte han.
   "Hvad sker der Jonna? Jonna?" råbte Petersens far inde fra stuen, mens han famlede efter sin stok. Dalvang gik hen og tog fat på ryggen af fru. Petersens kjole og slæbte hende ind i stuen, hvor han slap hende, så hun dumpede ned på gulvet.
   "Goddag Svend, var det ikke det du hed?" Svends øjne lynede. "Hmm, lad os så se," sagde han og så rundt i stuen efter en adressebog, som han regnede med ville ligge ved telefonen.
   "Hvad er det dog du laver menneske?" spurgte Svend forbavset, mens han, klamrende til stokken, forsøgte at komme op at stå.
   "Jo, ser du, jeg skal bruge adressen på jeres sommerhus," sagde Dalvang henkastet, mens han gik hen mod telefonen.
   "Hvad har du gjort ved min søn?" spurgte Sven rystet.
   "Mig? Ingenting, endnu," smilede han. "Har du den adresse til mig."
   "Aldrig i livet," snerrede Svend og strammede grebet om sin stok.
   "Nådada, modige ord fra en krøbling," sagde Dalvang og lagde hovedet på skrå.
   "Det kan nok være, at jeg ikke kan gå, men jeg kan stadig tæve livet ud af dig med den her," svarede Svend og truede af ham med sin stok.
   "Ja, og grise kan flyve du gamle," grinede Dalvang hånligt og hankede igen op i fru. Petersen, som var hun en kuffert.
   "Slip hende dit udyr!"
   "Så kan du jo bare give mig den adresse." Svends øjne viste angst, hvilket kun gjorde det hele endnu sjovere for Dalvang. Han smed Fru. Jensen fra sig i en lænestol, så hun hang ud over siden.
   "Den får du ikke!"
   "Det tænkte jeg nok, at du ville sige. Lad os se, om jeg ikke kan overtale dig lidt," sagde Dalvang og gik hen til pejsen, hvor han tog ildrageren op og studerede spidsen, før han jog den ind i gløderne.
   "Ser du, jeg skal... tale lidt med Petersen og hans nye bedste ven om noget, og det kan jeg jo ikke rigtigt, når jeg ikke ved, hvor de er."
   "Og sådan skal det forblive... hvem er hans nye bedste ven?" spurgte Sven forundret.
   "Min kære tvillingebror, syntes du ikke, at vi ligner hinanden da?" spurgte Dalvang og poserede lidt, mens han smilede overdrevent.
   "Dalvang?" spurgte Svend forbløffet og så nøje på ham. Dalvang nikkede. Han kunne ikke se, hvorfor han ikke skulle lege lidt med deres sunde fornuft nu, hvor de alligevel skulle dø.
   "Men han har jo fortalt, at han er enebarn."
   "Det var også rigtigt nok, indtil i morges."
   "Det kan da ikke passe."
   "Jo jo, og nu vil jeg være enebarn, så du kan nok se, at det er meget vigtigt for mig at få fat i dem, ik'?"
   "Hvad vil du så med Allan?"
   "Jeg vil da slå ham ihjel, han har ikke ligefrem gjort mit liv lettere, siden han også ved, at der er to af os." Fru. Petersen begyndte at komme til sig selv igen og forsøgte stønnende at komme op.
   "Er du sikker på, at du ikke vil give mig den adresse?" spurgte Dalvang med et voksende smil, mens han skævede over mod fru. Petersen.
   "Ja!" svarede Svend fast.
   "Okay, så sig farvel til din kones kønne øjn," sagde Dalvang og tog den nu gloende ildrager ud af ilden igen. Han tog fat om hendes kæbe og pressede hendes hoved ned mod sofaen og sigtede den gloende ildrager mod hendes øje, mens hun begyndte at skrige. "Hey, jeg har først nu bemærket, at Petersen har dine øjne," smilede han venligt til hende.
   "Nej, nej, det må du ikke," skreg Svend og slap stokken i panik.
   "Har ingen af jer noget at fortælle mig?"
   "NEJ!" skreg Svend. "Du er jo sindssyg!" Fru. Petersen så bedende på sin mand for at få ham til at holde mund.
   "Nej, nu sårer du mine følelser," sagde Dalvang ironisk. "Jeg er bare ikke lige så velopdragen som min kære bror. Gode manérer er ikke lige det, jeg har mest af."
   "Hvad vil du os?" klynkede fru. Petersen.
   "Som jeg har prøvet at forklarer din idiot til mand, så vil jeg meget gerne have adressen til jeres sommerhus, og hvis du giver mig den, så må du beholde dine øjne," snerrede han. Jonna gik næsten i krampe af rædsel. Hvis det ville rede dem at fortælle ham, hvor sommerhuset lå, hvorfor så ikke gøre det? De kunne altid ringe til Petersen bagefter og fortælle ham, at han var på vej.
   "Hvis vi giver dig adressen, lover du så ikke at gøre os noget?" peb hun.
   "Ja ja," svarede Dalvang overfladisk.
   "Nej, Jonna, du kan ikke stole på ham," skreg Svend.
   "Hold nu kæft din gamle nar!" skreg Dalvang af ham. "Sig farvel til dine øjne."
   "Nej," skreg hun og pegede, uden egentlig at tænke over det, over i sofaen. Dalvang så op og fik øje på hendes taske.
   "Dygtig pige," sagde han og så forelsket på hende. Han kastede ildrageren tilbage i pejsen og gik over til sofaen, hvor han tømte hele indholdet ud. Der lå en lille blomstret adressebog imellem, som han hurtigt slog op i og fandt adressen
   "Flot," mumlede han. Fru. Petersen åndede lettet op, da det lød til, at han var blevet i bedre humør, hvis man da kunne kalde det det. Han vendte sig mod hende og så, at hun var blevet lidt rolig igen. Hun var ikke så nervøs for deres liv længere mere for, hvad der nu ville ske, når han tog ud i sommerhuset. Selv Svend tænkte kun på at ringe derud og advarer dem, så snart Dalvang var gået. Med en hurtig bevægelse greb han hende om halsen og stirrede ind i hendes øjne. Han nød at se, hvordan frygten vendte tilbage i dem. Svend begyndte at råbe højt, mens han igen famlede efter sin stok.
   "Du lovede, dit forbandede svin!" skreg han af ham.
   "Jeg løj," grinede Dalvang, der ikke skulle strække sig meget, for at kunne ramme ham med bagsiden af sin hånd. Slaget var så hårdt, at han faldt baglæns ud af stolen. Dalvang løftede fru. Petersen lidt fra stolen, mens han strammede grebet om hendes hals. Hendes ansigt blev mørkerødt, og de små blodkar i hendes øjne sprængte nok til at gøre hendes øjne meget røde. En svag rallen undslap hende, mens hun kun opsatte en svag kamp, før hun gav op og blev slap. Han kastede liget fra sig med en kraft stor nok til at brække hendes hals. Svend var ved at komme lidt op igen, og Dalvang greb igen ildrageren. Svend havde nu mistet alt interesse for Dalvang, han blev ved med at kalde på Jonna. Rystende kravlede han hen over gulvet til hendes lig, som han ruskede let, som prøvede han at vække hende fra en middagslur.
   "Jonna?" hviskede han, mens han lå halvt hen over hende.
   "Tøffelhelt," mumlede Dalvang og stak ildrageren igennem både ham og Jonna, på hans vej ud. Svend lå og spjættede lidt med benene, da ildrageren gik igennem rygsøjlen, Jonna og flere centimeter ned i trægulvet. Blodet strømmede i en lind strøm ud af hans mund, mens han nåede at se Dalvang forlade stuen, inden hans krop også gav op.
   Thomsen sad på kølerhjelmen af bilen og betragtede Petersen hus, hvor hele første etage var væk i flammer. Brandvæsnet var ankommet samtidig med dem, så slukningsarbejdet var kun lige begyndt.
   "Så nu er det altså tre oprydningshold eller hvad?" spurgte Henning.
   "Ja ind til videre. Hvis jeg ikke tager meget fejl, så er det her kun begyndelsen." Thomsen så over på bilen, der holdt i indkørslen. Hvorfor holdt der stadig en bil her?
   "Henning. Hvorfor tror du, at der stadig holder en bil der? Hvad var ideen med at sætte ild til huset? Hvem tror du, der har sat ild til huset?" Thomsen stillede kun spørgsmålene for at se, om han kunne stresse Henning lidt ved at forvente hurtige svar fra ham. Henning så på Thomsen, mens et længere scenarium af billeder begyndte at flimre forbi hans indre øje. Det var som et slide show, som han ikke selv kunne styre. Han havde haft disse slide shows, lige så længe han kunne huske, men det var begyndt at tage til over de sidste par år. Han lænede sig op af bilen ved siden af Thomsen og lagde armene over kors, mens han så på branden.
   "Det er konens bil, Petersen og Dalvang har lånt en anden. De har vel sat ild til huset for at dække over drabet på hende. Ham den anden har voldtaget hende og efterladt for mange spor, til at de kunne nå at rydde det op. De havde vel gættet, at politiet snart ville komme og afhører dem, og så ville det ikke hjælpe, at have en død kvinde hængende i bruseren..." Thomsen så på ham med en blanding af forundring og beundring, mens han talte videre. "Jeg tror, at det er Petersen og Dalvang, der har sat ild til det og så er de flygtet, for selv at se, om de kan redde trådene ud." Da Thomsen ikke svarede, så Henning på ham. Blikket i hans øjne overraskede ham, og han var pludselig ikke sikker på, om han skulle have givet så mange detaljer, eller have lydt så sikker i sagen.
   "Det må jeg nok sige," sagde Thomsen stille. "Har du ringet og spurgt dem?"
   "Nej. Du spurgte, hvad jeg mente, der var sket," sagde Henning roligt og så op mod flammerne igen.
   "Hvorfor mener du, at de har lånt en?" Henning trak på skulderen.
   "Fordi den ikke kan spores, hvis de gerne vil være anonyme i et stykke tid? Det er mere sikkert end at stjæle en, den vil jo blive meldt savnet." Det ville være en logisk fremgangsmåde, selvom Henning havde set for sig, at Petersens bil var kørt i afgrunden sammen med Dalvangs firehjulstrækker. Thomsen nikkede igen. Han var lettere imponeret over Hennings tankegang, nu ville han bare gerne vide, hvor meget hold der var i hans teori. Især den om en død kvinde i bruseren.
   "Vi kunne jo kører ned på kroen og se på Dalvangs værelse, mens de får slukket noget af det her," sagde Thomsen og gled ned fra kølerhjelmen. Henning skulle til at sige, at han ikke regnede med, at de havde været der, men han ville ikke sige for meget. Han vidste ikke rigtig selv, hvorfor han kunne sige disse ting så præcist, og han var bange for, at Thomsen ville se på ham som en særling, hvis han sagde for meget. Han var begyndt at stole lidt på disse syn, men ikke nok endnu, selvom det, han lige havde haft, havde været meget stærkere og tydeligere end tidligere. "Hvorfor skulle han dræbe konen og hende oppe på hospitalet?" tænkte Thomsen højt, da Henning også satte sig ind i bilen.
   "For at såre originalen." Thomsen så endnu engang tilfreds på ham.
   "Hvem af dem, tror du, det er?" Henning sad lidt i tavshed. De havde ingen muligheder for at vide dette med sikkerhed, eller bare nok til at kunne give et klassificeret gæt, så han var ikke sikker på, at han ville sige det højt.
   "Dalvang," sagde han så.
   "Det er interessant, hvorfor tror du det?" spurgte Thomsen med et lille smil.
   "Det ved jeg ikke, det er bare en fornemmelse."
   "Hmm, lad os bare gå efter dine fornemmelser for nu," sagde Thomsen. Han blev mere og mere spændt på, hvor gode hans fornemmelser var. Der var noget specielt over drengen her, han kunne bare ikke sige hvad.
   "Her ser ikke ud til at have været nogen," sagde Thomsen og så på de åbne kufferter, der stod pænt på ræd og række hen over sofabordet. Alt tøjet lå nydeligt lagt sammen, toilettasken manglede hverken tandbørste eller andet, så de havde ikke været her for at pakke noget.
   "Her er noget," sagde Henning og gik ind i stuen med en taske, som han havde fundet inde på sengen.
   "Hvad er det?"
   "Det er en bærbar PC, de kunne have arbejdet på den. Hvis vi er heldige, så kunne der ligge nogle oplysninger om deres arbejde der på, siden de nu fik destrueret resten oppe på hospitalet," svarede Henning og åbnede tasken.
   "Bare vent lidt med det der, vi tager den med. Jeg vil lige prøve at ringe til Jensen, det kan være, at de har fundet ud af noget." Det utydelige slide show, som Henning havde haft oppe ved hospitalet, kom nu igen, men denne gang var det ikke lige så utydeligt.
   "Spar dit opkald, han er død." Hvorfor sagde jeg nu det, tænkte han.
   "Hvad siger du?" spurgte Thomsen chokeret.
   "Prøv," sagde Henning roligt og så væk. Thomsen trykkede nummeret ind på sin mobil og satte den op til øret.
   "Der er i øjeblikket ingen radiokontakt til mobiltelefonen... Der er i..." Thomsen smed telefonen hen til Henning, der satte røret op til øret.
   "Hvad fik dig til at sige det?" spurgte Thomsen og så indgående på ham. Henning kløede sig nervøst ved øret, mens han prøvede at undgå Thomsens gennemborende blik.
   "Endnu en af dine fornemmelser?" Henning nikkede. "Hvordan, hvor, hvornår?"
   "Hvad?" spurgte Henning undrende.
   "Jensen?"
   "Dalvang slog dem begge ihjel, da de overraskede ham oppe på laboratoriet. De er begge brændt sammen med al data," svarede Henning og så nøje efter Thomsens reaktion. Thomsen løftede en finger og pegede på ham, som vidste han ikke, hvad han skulle sige.
   "Okay, hvad gør vi så nu mester," spurgte han i stedet. Henning stod længe og stirrede på Thomsen, som vejede han situationen og Thomsens intentioner af.
   "Petersens forældre." Thomsen nikkede bare og gik tilbage til bilen.
   "Jeg tror, der er bid," sagde han, da han steg ud af bilen og så på den smadrede hoveddør ude hos Petersens forældre. "Du har klaret det så godt ind til videre. Fortsæt endelig," sagde han på vej op mod hoveddøren. Henning prøvede stadig at tolke Thomsens blik. Han kunne ikke helt blive enig med sig selv, om Thomsen så på ham med foragt eller forundrende. De trak begge deres våben og begyndte at gennemsøge huset, men synet af det rod, der var efterladt i stuen, hvor Petersens forældre lå midt i det hele, fik dem til at indstille eftersøgningen af nogen andre i huset. Hvem end klonen var af, så var hans arbejde gjort.
   "Hvad fanden betyder som?" tænkte Thomsen højt, da han så ned på Svend. Inden han døde, havde han nået at skrive ordet som med blodet, der var løbet ud af hans mund.
   "Sommerhus, han har tævet adressen ud af dem," sagde Henning. At han egentlig bare havde tortureret dem af ren og skær lyst, og af had til dem, fordi de var Petersens forældre, mente han var irrelevant lige nu, mens han selv gik og genlevede det hele. Han fik kvalme af den ondskabsfulde atmosfære, der stadig hang i luften.
   "Ved du, hvor det sommerhus ligger?" Henning rystede bedrøvet på hovedet, da han opfattede Thomsens toneleje som nedladende. Thomsen så sig omkring og fandt en adressebog i en skuffe henne ved telefonen.
   "S...s...s... Her, sommerhus. Vesterskovvej 27."
   "Mon de er taget der op for at gemme sig?" spurgte Henning. Thomsen smilede til ham og nikkede. Knægten vidste altså ikke alt, tænkte han og følte sig igen lidt som mesteren og ikke lærlingen. Det var en latterlig følelse, mente han dog, for Henning havde en evne, der overgik hans egne. Han vidste bare ikke helt, hvad den gik ud på endnu. Henning satte sig på hug og lagde en finger i nakken på Svend.
   "Han er stadig lidt varm. Måske er hans forspring ikke så stort. Det kan være, at vi kan indhente ham, inden han slår dem ihjel." Stadig lidt våd bag ørene, tænkte Thomsen men nikkede alligevel. Hvad Henning ikke forstod, var, at hvis han nåede dem først og slog dem ihjel, så sparede de selv en masse tid og penge på dem, selvom det ville være rart nok at have originalen og klonen, så de kunne undersøge de fysiske og psykiske forskelle på dem. I sidste ende ville Petersen bare være i vejen, han skulle bare afhøres og holdes i live på vand og brød bagefter og gemmes væk et sted, hvor hans historie ikke kunne lækkes til offentligheden. Når han nu kendte til så hemmelig en affære, så kunne de jo ikke bare slippe ham fri igen. Det vigtigste var, at de fik fat i klonen, så var de andre acceptable følgeskader. Det var jo en af grundene til, at det var lige netop Dalvang, der var blevet valgt. Han havde ingen familie, han var en enspænder, så der ville ikke blive stillet en masse spørgsmål, hvis han døde eller på anden vis forsvandt. Det kunne nemt og hurtigt bortforklares med, at han enten havde fundet en pige oppe nord på og nu var flyttet der op, eller at han var kørt galt eller et eller andet. Ingen nære venner til at blive ved med at ringe til ham eller noget, ganske enkelt. Petersen var en lidt anden sag, men han var fra området og kendte kun folk i området, så det var der sådan set allerede styr på. Han måtte hellere ringe efter et par oprydningshold, hvis de skulle nå frem, inden det hele var slut igen. Han tog sin mobil frem og ringede til Jacobsen.
   "Thomsen her, vil I sende 6 oprydningshold?... øjeblik..." Thomsen holdt telefonen ind mod brystet og så på Henning. "Tror du, at seks er nok?" Henning nikkede. Han havde mest lyst til at sige, at de skulle stå klar med flere, men han havde nok allerede sagt for meget. Thomsen var jo den berygtede legende, ministeriets mest erfarne og højst respekterede agent. Han skulle nok lade være at modsige ham, eller stille for mange spørgsmål til hans evner.