Dato 25/7 - 2023 kl. 01.12
   Larm overtog vagtrummets stilhed.
   "Hvad fanden sker der?!" råbte en af fængslevagterne - en alarm lød i det samme. Vagterne løb ned gennem gangene og hentede deres sikkerhedsudstyr. Fangerne råbte, men ingen af vagterne kunne høre, hvad de sagde. Vagterne låste sig ind i selve fængslet og spredte sig ud for at finde kilden til det seneste oprør. Fangerne stod ved dørene og råbte og pegede, men dette oprør var ikke, som de andre.
   "Her!" råbte en vagt. De andre løb hen til ham og fandt en fange slynge sig selv mod døren. Blodig og fortumlet kom han på benene og løb mod tremmerne igen.
   "Vi skal hente den, de skal samles," sagde fangen og løb mod tremmerne igen. Hans blik skiftede, og smerte var kort at ane i hans udtryk. Men hvad der skræmte vagterne nok til ikke at ture træde til og hjælpe den skadede fange var hans øjne. De var normalt lysbrune, men mens han slyngede sig mod tremmerne virkede de sorte og til at bære på en urgammel viden og ondskab. Fangen kom atter på benene, hans øjenfarve var kort at ane samt et forpint udtryk, inden øjnene atter skiftede til sort.
   Fangen fremsagde sætningen igen og løb mod tremmerne.

Dato 25/7 - 2023 kl. 03.16
   Det nygifte par lå og sov. Brylluppet var gået godt og i deres forelskelsesrus havde de elsket til længe efter midnat, inden de faldt i søvn i hinandens arme. Manden åbnede øjet på klem, da hans brud smøg sig ud fra hans arme og ud af sengen. Hun tog sit tøj på og satte sig på sengekanten for at binde sine sko.
   "Hvor skal du hen?" spurgte han og rakte over for at røre hendes ryg. Hun vendte sig mod ham og smilede, hendes øjne lyste næsten i mørket - en ubeskrivelig smuk og svømmende farve. I dem lå en viden, og han følte tillid til hende.
   "Vi skal hente den, de skal samles nu," sagde hun og aede hans kind. En kildende og varm fornemmelse bredte sig, hvor hun rørte. Hun trak hånden til sig og gjorde klar til at rejse sig.
   "Vent," sagde han og tog blidt om hendes hånd. Hvor han rørte viste samme lys sig, og han slap gispende.
   "Du skal ikke være bange, min elskede. Vi skal hente den. De skal samles nu." Hun rejste sig og efterlod sin mand rystet og alene på hotelværelset. Men hvorfor følte han ikke angst?

Dato 25/7 - 2023 kl. 04.42
   "Alarmcentralen" ... "Vi sender en vogn." Damen lagde på og så på sin kollega. "Hvad sker der med folk for tiden? Det kan ikke passe det her!"
   "Mon alle tilfælde er forbundet?" spurgte hendes kollega.
   "Det lyder umuligt."
   Kollegaens telefon ringede, hun tog den, meddelte at de ville sende en vogn og lagde på igen.
   "Endnu en!"
   "Vi må gå til chefen, det her kan ikke passe," sagde hun og rejste sig. I det samme kom chefen ind og råbte ud over centralen.
   "Der oprettes et nødberedskab og alle opkald om de valfartende fumlegængere skal omstilles til følgende nummer!" Damen skrev nummeret ned på sit skriveunderlag og så rundt på sine kollegaer - alle med det samme undrende udtryk som hende selv. "Både hæren og hjemmeværnet er kaldt ind til at assistere politiet."

Dato 25/7 2023 kl. 05.32
   "Hov, vent lige lidt. Har I billetter? I kan ikke gå den vej ned. Hvor er jeres bagage?" råbte en medarbejder ved Århus Lufthavn og løb efter en flok mennesker, der samlet gik mod landingsbanen.
   "Vi skal hente den, de skal samles nu," sagde flokken i kor og ignorerede ellers mandens tilstedeværelse. Han vendte om og løb tilbage bag skranken, hvor han ringede efter vagterne. Men noget ved flokkens øjne havde rørt ham. Deres ord gav ikke mening, men deres øjne gav ham fornemmelsen af, at hans job ikke var at stoppe dem.
   Flokken fortsatte ned og ind i en flyver, der var klargjort til afgang. Kort efter forlod stewardesserne og piloten flyet, der lukkede af og påbegyndte sin tur ud på startbanen.

Dato 25/7 - 2023 Morgenavisen Jyllandsposten

... Over alt i landet er der rapporteret om mænd og kvinder, der uden logisk forklaring forlader deres gøremål og i samlet flok bevæger sig mod en ukendt destination. Nogle flokke tilbagelægger de mange km i fred, mens andre rydder vejen for sig ved magt og efterlader både sårede og skræmte mennesker. Sidstnævnte flokke har vist sig for farlige at stoppe, og politiet, hæren og hjemmeværnet samarbejder nu om at rydde vejen for dem, så der ikke vil være flere tilskadekomne ...
   Dato 25/7 - 2023 Århus Universitet - Datalogiklasse på 3. år. Kl. 10.48
   Michael så sig rundt i klassen, inden han gik ud af det program, han sad med. Programmerne var latterligt lette, mente Michael, og han havde for længst gjort sin opgave færdig. I stedet surfede han nyhedssites og blev opdateret på, hvad der skete i verden inden for de emner, der interesserede ham: Science fiction bøger, computernyheder, både hardware, software og lidt spil - men denne gang faldt hans blik på noget andet!
   "Har du set det?" spurgte Michael og prikkede til sidemanden.
   "He he, det er jo humbug det hele. Endnu en dommedagsprofeti eller en eller anden kugle, der vil se sit navn i avisen."
   "Én, Jesper?"
   "Ja, ham sømanden med teleskopet," sagde Jesper. "Der kommer en komet, den udrydder os alle sammen ...Buhuu ... må jeg ikke nok få den opkaldt efter mig?" klynkede Jesper sarkastisk og grinede.
   "Med det teleskop, der står i hans baggrund, så burde han kunne se Pluto," mumlede Michael. "Men det var nu det her," sagde Michael og så sig over skulderen, inden han hackede netværket og åbnede et nyt vindue på Jespers skærm.
   "Hey ... Du bliver fandeme smidt ud af skolen en dag. Du må ikke hacke netværkerne," hviskede Jesper.
   "Shh, læs!"
   Jesper rystede på hovedet og skimmede siden, tilsyneladende uinteresseret, hvorefter han lukkede vinduet.
   "De skal vel også have opmærksomhed engang i mellem."
   "Har du læst de seneste teorier? Det er hjernevaskelser, CIA står bag. Andre siger det er himmellegemet, der får folk til at løbe rundt og spille tossede. Religiøse fanatikere er begyndt at tage med flokkene. De tror vist det er gud, der vil føre de rettroende til det nye paradis. Sjovt nok, så består grupperne af alle religioner, racer og politiske overbevisninger."
   "Politiske overbevisninger?"
   "Ja, ser du aldrig nyheder?"
   "Gider ikke mere. Det her er et stunt af en eller anden slags. En spøg, hoax! De bliver forhåbentligt snart træt af det."
   "Okay, sidst nyt på Ritzau," sagde Michael og satte sin mobiltelefon til computeren.
   "Hold nu op for fanden, hacker du Ritzau nu?"
   "Her - miljøministeren forlod et møde her til morgen. Han blev bare stille og sagde, vi skal hente den, de skal samles. Han forlod Christiansborg og går nu sammen med en af de folkevandrende flokke. Det giver ingen mening! Han snakkede om de sidste CO2 statistikker," hviskede Michael. Lærerindens høje pibende stemme lød:
   "Rapporten skal jeg lige minde om, skal afleveres på fredag. I har resten af ugen til at arbejde på den."
   Jesper sendte ham et strengt blik, så Michael lukkede ned for sin hacking og fandt det tidligere skærmbillede frem. Han sukkede og prøvede at deltage i undervisningen.

Michael slap sin taske lige inden for døren, tændte fjernsynet og satte sig ved sin computer. De valfartende flokke var i løbet af dagen blevet det store samtaleemne. De blev det især da en fra klassen havde rejst sig, sagt: "Vi skal hente den, de skal samles", og derefter gået mod døren. Men det var ikke det rystende. Heller ikke hendes øjne. Hun havde vendt sig i døren og set direkte på Michael, og i det øjeblik vidste han, hvad det hele handlede om. Eller ... hans bevidsthed fortalte ham, at han vidste det, men prøvede han at tænke over det, så sved hans hjerne af koncentration uden at det endte i noget brugbart.
   Men det var vigtigt, det vidste han!
   Han brugte hele dagen på at følge med i nyhederne. CNN dækkede mere, da det viste sig at være folk fra hele verden, der valfartede til samme sted - Chicxulub i Mexico.
   Michael slog det op og samlede informationer om området, der viste sig at bære på en meget interessant historie: Efter signende hjemstedet for krateret, efterladt af kometen, der udryddede dinosaurerne for 65.mio år siden. Hans hjerterytme tiltog, og hans håndflader begyndte at svede. Kunne det virkelig have at gøre med himmellegemet? Det lød for vildt.
   Han zappede igennem kanalerne, men endte igen på CNN. Hans hjerne føltes udkogt og hans krop slatten, og det gik op for ham, at han nu havde siddet og læst op på nyheder og Chicxulub i Mexico, siden han kom hjem fra skole - og nu var det snart midnat! Der var jo en frossen pizza i fryseren, men meget andet havde han heller ikke, før han igen fik S.U.
   Med en rygende varm pizza satte Michael sig tilbage ved computeren og fulgte med i udviklingerne, som mediefolket berettede levende om.
   "... De valfartende menneskeflokke fra hele verden er ved at ankomme til området ved Chicxulub, og den mange teorier er ind til videre blevet fremlagt. Størstedelen af teorierne peger dog mod, at dette er samlingspunktet for tilbedelse af himmellegemet. Lignende er set i historiens løb, dog aldrig så stort som dette ..."
   Michael rystede på hovedet og gik ud i køkkenet for at hente noget at drikke. Overraskelsesudbrud lød fra fjernsynet, og Michael løb ind igen. Han nåede at få fat i noget om, at de valfartende gik væk fra krateret.
   "He he, så meget for den idé, kloge Åge," mumlede han og satte sig. Helikoptere sværmede over hovederne på de flere hundrede mennesker.
   "... Helikoptere har kredset området og grænserne, mens det forlyder, at hovedparten af de valfartende mennesker nu er ved at ankomme til denne landsdel. Der er ind til videre talt langt over tusinde hoveder ..."
   Kometens bane blev man også holdt orienteret om, men Michael fandt den ikke interessant nok, kun de mange menneskers grund til at rejse til Mexico.
   Helikopteren med kameraholdet om bord gik lavere.
   "... Hvad der får disse mennesker til at rejse så langt for at grave jord væk med hænderne, vides ikke, men teorierne går stadig på tilbedelse af himmellegemet, og nogle mener sågar, at disse tilbedere nu er ved at lave et alter ..."
   Når nogen af de gravende mennesker blev træt, så gik de til side, og andre tog over, mens flere og flere kom til og hjalp med at udgrave et område på over hundrede meter i diameter.
   Michael måbede, tabte sit pizzaslice på tallerknen, som han dog formåede at stille på kanten af et bord, inden han på hænder og knæ kravlede hen og stirrede på skærmen og de mange menneskers underlige opførsel.
   Timerne gik, men Michael bemærkede det ikke. I ham sad en spænding, og han trippede utålmodigt, mens han sad og ventede på udløsningen.
   Og så kom den. De mange mennesker havde knoklet sig ind til en ujævn sort sten, der nu blev løftet og båret op fra hullet.
   Her lå den så.
   Ingen rørte mere ved den.
   De mange mennesker så dårligt på den, mens de lagde sig til at sove omkring den.
   Reporteren snakkede videre om fundet og grunden, men ingen blev klogere og Michael hørte dårligt efter. Hans fokus var på stenen!
   Ingen nærmede sig og efter en halv time at have set på sovende og beskidte mennesker ligge omkring en stor sten, begyndte Michael at blive utålmodig - så utålmodig at han rejste sig og stæsede rundt foran fjernsynet.
   CNN gik over til et indslag om himmellegemet. De viste et computeranimeret hændelsesforløb om, hvordan kometen ville undgå at ramme jorden og passerer forbi Sydamerika.
   CNN skiftede tilbage til stenen og de sovende mennesker, da en mand begyndte at nærme sig dem. Forsigtigt og yderst betænksomt nåede han helt op til stenen, som han lagde en behandsket hånd på. De sovende mennesker vågnede og satte sig op - nærmest afventende. Den fremmede mand fór sammen, men intet skete. Fra kameraholdets position så det ud til, at de havde en samtale, inden manden igen rørte ved stenen. Denne gang skubbede han lidt til den. Overfladen faldt sammen under hans hænder - porøs som et sandslot, der havde stået i sommersolen i flere timer. Manden gravede sig videre igennem, inden alle bevægelser frøs.
   Michael sad uroligt og lagde en hånd på skærmen. Hans hjerte hamrede af sted, og hans ånde duggede skærmen.
   Manden tog noget ud fra stenen og børstede det forsigtigt af. Han vendte og drejede det, og et lysglimt blændede alle - Michael hørte sig selv skrige.

Michel åbnede øjnene og fandt sig selv liggende på gulvet. På skærmen vågnede resten af de sovende mennesker. De satte sig op og så sig undrende omkring. De kom på benene og vaklede rundt mellem hinanden uden tegn på det sammenhold de i flere timer havde udvist, mens de gravede stenen fri.
   De gik hver til sit.
   Michael følte sig omtåget og løftede den ene hånd for at gnide sit ansigt. Farvestrålende mønstre snoede sig op ad hans fingre, hånd og arm. Overalt på hans hud hvirvlede farver - som benzindråber i vand - sig rundt inden for usynlige streger. Gispende kom han op på usikre ben, mens han så på sin anden arm og hånd. Selv i håndfladerne var mønstrene at se. Han tog sig til ansigtet og rev så sin trøje over hovedet. Mønstrene var alle steder.
   Han fór ud til spejlet og så på sit ansigt. Selv der, men hans øjne lyste - samme farve som mønstrene.
   Langsomt trådte han tilbage fra spejlet og dette ukendte fænomen, inden han langsomt trak ud i sine shorts og så ned. Han gispede og slap elastikkanten, løb hen til sin computer og tog telefonen. Hans blik faldt på skærmen, og en ukendt trang fik ham til at lægge telefonen fra sig. Han følte en indre ro, mens nye koder og programmer trak i forgrunden af netopsætningernes standardvisninger. Men det gav mening.
   Koderne afspillede et klip - et væsen, hvidt og smukt kom til syne.
   "Den tabte viden er nu tilbage hos jer, Arvens Vogtere - Kiromantikerne," sagde en syngende, men hviskende stemme. Væsnet bukkede, og det sidste døgns hændelser begyndte at give mening for Michael.
   "Kiromantiker ... Vogter? Hvad vogter jeg?" hviskede han og så på sine hænder, hvis farvede mønstre stadig hvirvlede langsomt rundt. "Jer. Så er der flere end mig," sagde han og satte sig ordentligt til rette foran computeren, inden han smilende mumlede: "Kiromantikere ... Vi skal samles nu."