Jeg skriver på en historie en tilfældig tirsdag eftermiddag foran min computer inde i soveværelset. Pludselig banker det på døren og mit hjerte banker en ekstra gang. Selv om det er sjældent at der kommer nogen mennesker, så havde jeg for længst pillet batterierne ud af ringeklokken. Den uventede banken får mig til at fare sammen indvendig, og jeg tænker hvem det mon kan være. Tøvende kigger jeg på armbåndsuret. Klokken viser et par minutter over halv to, så et muligt bud kan enten være postbuddet eller Jehovas vidner. Det viser sig at være et mandligt postbud i en småbuttet udgave. Han har tydeligvis kæmpet med trapperne til 2. sal, men det lykkedes ham at fremtvinge et overfladisk smil. Han beder ikke om en underskrift på pakkeleveringen, men rækker mig blot pakken. Jeg gengælder smilet og tager glædeligt imod kassen, der er på størrelse med et halvt a4 ark. Jeg lukker døren og lægger mærke til postbuddets ansigtsudtryk der visner ved synet af trapperne. Idet jeg lukker døren, erindrer jeg bestillingen af en clockradio, som har været i restordre en rum tid.
Og ganske rigtigt; kassens indhold viser sig at være en sort clockradio. I bund og grund er der tale om en aflang plastikboks med flade lange knapper samt et display der lyser rødt, når der bliver sat strøm til. Jeg er sikker på at min mor vil synes om gaven. Jo, hun har skam et vækkeur i forvejen, men tidsmæssigt har hendes nuværende clockradioen over tredive år på bagen. Jeg ved dette fordi, jeg gav hende den som ung knægt. Teksten på knapperne på hendes nuværende clockradio er for længst blevet overmandet af slitage, og alarmtonen virker ubarmhjertig rå og næsten hæs. Jo, en udskiftning er på sin plads.
Jeg sætter strøm til den nye clockradio for at sikre mig alt virker som det skal inden den skal pakkes om og sendes fra posthuset. LCD-displayet lyser straks op som det skal. For testens skyld sætter jeg alarmen to minutter frem. Tiden går ud og den sorte plastikboks spreder sit alarmerende budskab. Tilfreds, slukker jeg for alarmen, og prøver på at finde en radiostation. Skrat efter skrat går søgningen fremad indtil plastikboksen bryder ud i høj musik. Hurtigt får jeg skruet ned for spektaklet, inden jeg formår at slukke helt for lyden. For hyggens skyld lader jeg clockradioen være tændt. Ganske kortvarigt forstiller jeg mig hvordan det er at eje den. Jeg smiler for mig selv og tænker hurtigt min mor har mere brug for den skrattende plastikboks end jeg.
Et kort øjeblik ser jeg ud af venstre sidekrog en edderkop på størrelse med en tennisbold på det hvide savsmuldstapet i soveværelset. Jeg går i stå med at skrive. Instinktivt drejer jeg hovedet og edderkoppen forsvinder ud i den blå luft i løbet af et par blink. Jeg overfalder atter computeren for at lege gud en stund, og tager ikke længere notits af tiden. Inden jeg ved af er det blevet aften. Jeg går i bad, laver tiltrængt aftensmad og ser et par film i stuen. En anelse småtræt går jeg ind i soveværelset og tænder for computeren. Jeg spiller en halv times tid på computer, og trætheden tiltager. Jeg beslutter mig for at gå i seng klokken kvart i elleve. På mobiltelefonen sætter jeg to alarmer, kravler i seng, slukker lyset og lukker øjnene.
En svag elektrisk summen og uforstående småsnakken bestående af forskellige mande- og kvindestemmer vækker mig. Jeg kommer i tanke om clockradioen og kigger i dens retning. Displayet viser 2:34 og flere stemmer ankommer og udmunder i en konstant blandet summen af stemmer. Hvad der bliver sagt er umuligt at redegøre for, men der breder sig en dårlig atmosfære i rummet. Selv om stemmerne er uforståelige - opfordrer de til dårligdomme med deres sælsom hvisken. De siger jeg skal tage køkkenkniven og skære i mig selv, og kvæle min kat. Alt er kaotisk, og det giver et sug i maven på mig. Jeg tænder lyset og stirrer på clockradioen. Den udspyr stadig dårligdomme. Langt om længe rejser jeg mig op, trækker stikket til clockradioen ud og sætter mig på sengekanten. Følelsen af at have fået det forkerte ben ud af sengen er enorm. Selv om clockradioen ikke længere får strøm, virker det som om der er et langt hult ekko tilbage. Jeg slynger clockradioen ind imod væggen så indmaden vælter ud af den, og efterlader den på gulvet. Der er stille nu.
På natbordet ligger pilleæsken, hvor der står: "1 Tablet morgen og 2 tabletter aften mod sindslidelse." Jeg kan ikke huske hvornår jeg har spist min ration sidst - det er en blørrede minde. For en sikkerheds tager jeg et par piller og går atter i seng.