Klokken er lidt over to på en tirsdag, og jeg skal ud på toilettet for at puste grise op. Ude på badeværelset hører jeg en åh-ja jamren der kommer inde fra naboens lejlighed, og jeg er ikke i tvivl om at hun hygger sig. Det går op for mig, hvor lyt der er i lejlighedskomplekset. Jeg kan ikke huske min nabos ansigt selv om jeg har set hende en håndfuld gange. Jeg er næsten overrasket over at det er hende hver gang, jeg støder på hende. Jeg ved bare hun er ung og attraktivt, et sted sidst i tyverne - måske i begyndelsen af trediverne, men af en eller årsag så har jeg svært ved at genkende hende gang på gang. Det er ikke så længe siden hun er flyttet ind, så det er måske derfor jeg ikke havde fået hendes ansigt ordentlig indprentet endnu.
Jamren inde ved siden af forsætter i over en time, for da jeg går i bad klokken tre er stadig dømt action. Ja sikke en appetit!

Lydene fra naboen har stået på i nogle tirsdage i streg nu. Gud ved om hun også er punktlig i dag, for det er atter blevet tirsdag. Jeg nænner ikke at fortælle hende at der er lyt med en seddel i postkassen, for hun skal da have dækket sin appetit på livet. Det er altid noget det ikke er om aften det foregår. Der skulle vi jo gerne have ro.

Selv om jeg har boet i lejligheden i ti år er det først nu her det er gået op for mig hvor lyt her er, siden den nye nabo flyttede ind. Så nu går jeg stille med dørene lydmæssigt, hvis jeg ikke gjorde det i forvejen.

Fra tid til anden hører jeg også fra min anden ældre nabo. Hans råber i næ og næ ad sin kat, og hans gamle kedel snurrer på komfuret med mundstykket, der hyler når vandet koger. Det kan man dog ikke stille uret og dagene efter.
Men jo, her kommer vi hinanden ved, selv om vi ikke stemmer dørklokker.