Feberen og koldsved rasede, kroppen føltes mat, hovedet var ør, han frøs og lyden fra nyhederne i tv irriterede svagt. Trods træthed kunne Lars ikke finde ro men nægtede at slukke tv'et for det kunne være der kom noget nyttigt i tv ude over krig, protester og politikere der hærgede nyhederne.
"Hvis du bare skal du bare ligge der på sofaen hele dagen og flyde så kan du lige så godt gå i seng," lød det surt fra Stine som indtil videre var gået fri af influenzasymptomerne. Lyden af hendes stemme irriterede hans hoved og han orkede ikke at diskutere med hende lige nu. Han trak det blå tæppe op til halsen og kiggede bare på hende. Hun gik sin vej men kom frygtet tilbage med støvsugeren. Han græmmede sig og hans øjenbryn lavede et øjeblikkeligt V da hun tændte for støjen. Lyden overdøvede tv'et og inde i hans hoved kom der kamp imellem hjernecellerne som på det kraftigste opfordrede han til at forlade stuen. Men han havde ikke lyst til at overgive sig. Han satte sig i stedet op i sofaen og rettede på sweaterens grå rullekrave og fulgte med i støvsugningens proces, så han havde en anelse om hvornår helvedet ophørte. Han fik lettere ondt i den ene øregang og lyden maste hans hjerne sammen til den var som en komprimeret valnød der dunkede SOS. Larmen syntes at tage evigheder, og da hun endelig slukkede for spektaklet og pakkede støvsugeren borte rungede det inde i hans hoved, mens hjernen gradvist igen blomstrede sig større for hvert et minut der gik. Han havde lagt sig ned igen på sofaen, forsikret om at der ikke var mere der kunne forstyrre. Lyden på tv'et virkede pludseligt lavt indtil hovedet igen var indstillet på at lytte til den tilpas halvlave frekvens speakeren udsendte.
"Skal vi tage noget middagsmad?" kom hun ind i stuen med hænderne på hofterne. Halsen snørede sig sammen af ømhed og tørhed og han svarede stilfærdigt lavt: "Er ikke sulten."
"Vil du have en kop te med honning i eller bare noget vand?" så hun på ham.
"Vand er fint. Tak."
Hun bragte ham et glas vand og to piller og så betragtede på ham.
"Hvad er det for nogen piller?" rettede han sig op og tog imod.
"Panodiler."
"Tak," sagde han og slugte pillerne med besvær. Det var som om den ene pille havde kilet sig fast ned i halsen og truede med undergang, så han tømte hele glasset for at blive følelsen kvit men det hjalp kun delvist. Han var for doven til at bede om mere vand og indfandt sig med situationen, stillede glasset på sofabordet og lå atter der som en hjælpeløs sæk kartofler. Hun tog glasset og gik i køkkenet, hvor hun rumsterede med køleskabet og skuffen med bestik og så blev der stille. Inden han faldt hen i en lettere døs, mærkede han hvordan kroppen fortrinsvis småsummede og prikkede. Speakeren i tv'et forsvandt med ét og han gled ind i søvnens tunge favn der omfavnede hans tunge legeme.
Han vågede brat ved lyden af tv'et hvor der var blevet skiftet kanal. Det var blevet tændt lys i stuen for det var gået hen og blevet aften. Stine sad i den anden ende af hjørnesofaen med et tæppe trukket op omkring sig og så ud som om en hammer havde ramt hende. Hendes øjne var blevet små, havde furer i panden og hun havde taget en strikketrøje på. Han følte sig langt mere frisk nu end han havde gjort tidligere på dagen, selv om han var dog ikke helt på højkant endnu. Han fjernede tæppet og mærkede hvordan kulde fik fat i legemet - specielt igennem de sorte joggingbukser. Han gik ud og lettede blæren på toilettet, og da han kom tilbage for at sætte sig i sofaen, sagde hun halvtræt: "Tager du ikke lige noget vand og nogle Panodiler med ind."