Jeg krammede hende nonchalant og hviskede i hendes øre, at alt nok skulle gå. Det var langt fra sandheden. Her lå hun døende og vidste det, men havde behov for trøst i den svære stund. Luften var steril og baggrundslydende dæmpede. Det var det det sidste sted hun havde lyst til at være, men spillets regler havde ikke været til at ændre midtvejs. Jeg vidste hun havde søgt ind på hospice, men var blevet afslået, da der var for mange ansøgninger. Så nu skulle hun dø på sygehuset i stedet for fredsommelige hjemlige omgivelser.

Jeg gav slip på hende og trådte et skridt tilbage til stolen. Her satte jeg mig for at våge over farvepaletten i ansigtet, som var visnet og havde udvisket det meste af skønheden. Øjenhulerne var farvede i kontrasten til det blege ansigt, og det hele var et spørgsmål om tid.
   Jeg mindes glade dage, hvor hun dansede omkring i fuld flora og sang med på rædsomme sange i hjemmet. Latteren der fulgte med, og smilet der aldrig havde fadet borte før denne stund.
   Hun snappede efter vejret, men havde problemer med at falde til ro. Øjnene var urolige og famlede efter en mening med det hele.

"Er du parat til fred?" spurgte jeg og tog den ene af hendes puder under hovedet. Jeg fjernede hendes iltforsyning ved næsen.
   Hun nåede ikke at give udtryk for sammentykkelse før jeg pressede hovedpuden ned over hendes hoved. Der kom en række spjæt, men til sidst holdte det op. Kampen var relativ hurtigt overstået. Hvilken lettelse. Jeg førte atter puden under hendes hoved og lukkede øjenlågene.

Parykken sad en anelse skæv og gav et forkert indtryk. Jeg rettede på den og puttede iltforsyningen ved næsen på plads. Sådan. Nu var hun parat til at blive genforenet hinsides. Jeg havde altid gået ind for aktiv dødshjælp, men til tider er den svær at give til dem man holder mest af. Var jeg mon en dårlig ægtemand?