"Først skal jeg lige blæse Gunnar baglæns ud af sokkerne" erklærede Kurt forventningsfuldt, efter en halv times tavshed. Han styrede med bestemte skridt ind på spisestedet og drejede direkte mod baren, hvor Gunnar sad over en øl. De andre fulgte ham i tavshed.
   "Har du kontrakten med" spurgte Kurt jovialt. Han gav Gunnar et bjørneklap på skulderen, på en måde, som under, andre omstændigheder, sagtens kunne medføre en anmeldelse for 'Happy slapping'.
   Gunnar smilede bare og rakte ham en kuvert og en kuglepen. Kurt begyndte omgående at at bladre indholdet igennem, med rynkede bryn.
   "Desværre for dig har jeg lige fået at vide at der er et eller andet hundehoved, der har fundet og fjernet en totaltfredet blomsterart fra den jord. Det må være sket et par timer tid efter jeg accepterede dit tilbud. Politiet er ved at se på det for helt lovligt er det vidst ikke." startede Kurt med et grin og sikrede sig at de omkringstående hørte det hele.
   "Det kender jeg ikke spor til" mumlede Gunnar lavmælt og begravede næsen i sin øl.
   "Værdien af marken steg med en million, efter min ringe vurdering, da ham gravhunden både fjernede en totaltfredet vild orkideart og risikoen for en fredningssag, sammen med den. Du får otteogfyrre timer til at forøge tilbuddet med to hundredeog kilo og trække dine åndssvage anmeldelser af Christian tilbage. Tak for i aften. Vi skal ind og spise. Du er ikke inviteret" sluttede han bestemt, drejede om og fortsatte ind i spiseafdelingen.
   Den rygtekæde, der var startet da deres samtale på logens kaffedag fortsatte med et overfald, der endte med drabet på Kim, ville formodentlig blive forlænget med flere dramatiske teorier, den næste time tænkte Christian og betragtede tilskuernes ansigtudtryk. Man kunne høre den berømte nål falde til jorden da han og de andre fulgte efter Kurt.
   Gunnar drak ikke engang ud og gjorde sig hurtigt usynlig.

"Lidt morskab skal man ha' " mente Kurt, tog plads og hilste på tjeneren. Han bestilte uden videre løgtærte, en Chateaubriand fra de Limousinkøer han havde sendt til slagteriet et par uger før og kroens gode Amarone til ham og Tove.
   "Hvad vil i ha'?." spurgte han veloplagt."Gunnar betaler, selvom han ikke ved det. Jeg ringede til ham inden vi tog afsted og bad ham bad ham komme herhen med kontrakten. Indtil videre er ingen grund til at belaste ham med at John har lånt min bil, for at besøge sin veninde. Hun er midt i Agraruddannelsen på landbrugsskolen og har adgang til et udmærket bioteknologisk laboratorium. Vi hører nok fra dem inden Gunnar får tænkt sig om. Skal vi starte med aperitif? Den bliver også Gunnars omgang."
   Christian så sig om og overlod valgene til Ingrid. Værftet bar ikke sit navn for ingenting. Et skinnende, slidt og bulet nathus i kobber, fra en skibsbro dannede midtpunkt for for en blandet udstilling af forskellige pudsede maskindele.
   De var suppleret med forskellige maritime former for skilte så baren præsenterede sig som en kombineret kommandobro og styrehus. Fadølsanlægget bar et skilt med nødslukningsudstyr. To døre med skilte for henholdsvis maskinrum og kabys krævede ikke meget fantasi.
   Mens Kurt stadig var overstadig over udsigten til en ekstra gevinst spurgte han Christian om hans apperitif skulle indeholdef Kir Royal eller en tør Martini, der næsten støvede, forsikrede han.
   "Tror du Gunnar uden videre slipper tohundredetusind ekstra for den jord?" spurgte Christian skeptisk.
   "Han er kun mægler i den sag. Han skal selvfølgelig først spørge den køber der gemmer sig i baggrunden, så længe som muligt." sagde Kurt med et kort blik på den kontrakt han havde beholdt. "Her står der bare et intetsigende navn på en adresse i Harrislee, som jeg ikke ved andet om end at der også ligger et par gode grænsebutikker i." sagde han spekulativt.
   "Hvis det bare er et skuffeselskab skal du ikke regne med, du får noget ud af kontakte dem" mente Christian og vendte blikket mod Ingrid. "Nu vi taler om skuffer fik du ikke fortalt om der var noget spændende i de - hvad er det nu de hedder? - du fik lirket op i skrumlet."
   "Cachetter" sagde Ingrid med et smil og ventede med at sige noget til tjeneren fik fordelt apperitifferne.
   "Den her får en vis legemsdel til at snappe efter skjorten" lovede Kurt og løftede sin Dry Martini. "Men bare roligt. Amarone bringer balance i den indre økologi igen. Er der plads til noget videre i sådan et par små kasketter. Det kan jeg både udtale og stave."
   "Alverden plads er der ganske rigtigt ikke" bekræftede Ingrid roligt. "Jeg fandt også en dobbelt bund i en af de nederste skuffer. Der lå en af sømandens logbøger, som i kalder dem. Den lagde jeg hen til de andre. Hvis i ikke beholder dem bør i tilbyde dem til en maritim samling. Den ene Cachette indeholdt posen her" sagde hun og tog en sort fløjlspose frem.
   "Nu har du trukket spændingen længe nok" mente Christian der tilsluttede sig Kurts vurdering af Martinien. "Hvad er der i den?"
   "Jeg har jo ikke åbnet den endnu" sagde Ingrid og kæmpede med knuden på posen. Efter et par forsøg kom Tove til undsætning med en negleklipper fra sin taske og klippede snoren over.
   De betragtede indholdet i tavshed og så på hinanden.
   "Dem her kender jeg tilfældigvis" sagde Ingrid og tog en af mønterne og betragtede den grundigt fra alle sider. "Det er Maria Theresiadalere. De blev brugt i Østrig til midten af attenhundredetallet og sælges på e-bay til tre- til firehundrede kroner stykket."
   "Det er en seriøs tvebak." mente Christian og betragtede Maria Theresia fra alle sider. "Hvis den havde været lidt større kunne du bruge et par af dem til fælgkapsler til den mejetærsker vi talte om."
   "Den fortsætter jeg med at leje hos Oscar. Der kommer forretten allerede" sagde Kurt og fejede hele bunken af vejen, under en serviet.
   Da tærterne var væk, var første flaske vin, stort set, det samme. De vedtog i fællesskab Maria Theresia kunne sponsorere et par flasker mere, for en sikkerheds skyld, til bøfferne. Så kunne Ingrid tage dem med hjem auktionshuset og hun og Christian kunne samtidig se bort fra det væddemål, Ingrid havde fortalt om, de indgik om den korte galop, under rideturen.
   .
   Stedets kok mente åbenbart de Chateaubriand'er sagtens kunne konkurrere med smag fra både bønner og blancherede gulerodskugler mellem en håndfuld majs, ærter og perleløg, afsluttet med en flækket bagt tomat med parmesan. Det blev leveret på tallerkener, der mindede mere om fælgkapseler end mønterne gjorde, mens fritter og sause til fri afbenyttelse blev leveret i skåle for sig. .
   Mens det både svandt fra fade og flasker påstod Kurt smagen skyltes hans Limousin køer mest gik på græs i moseområdet. Mens alle blev overbevist om det ovebeviste han dem også om at stedets cheesecake ville være en passende afslutning og at den passede fint til den Amarone, Ferragu producerede.
   "Så må det kun være et lille stykke" appellerede Tove til til tjeneren da mens han leverede de få rester tilbage til køkkenet sammen med de bedste hilsener til kokken og resten af den ko.
   "Hvad var det for nogle ringe der lå sammen med de dalere, vi stort set har drukket op" spurgte hun med et hurtigt hik og en undsyldning.
   "Der er vidst stort set balance i den del" mente Kurt og fjernede servietten. "Der er tolv dalere og fem ringe. Prøv om de passer jer."
   Et øjeblik efter havde både Ingrid og Tove, med beklagelse konstatere, at ringene skulle udvides, inden de kunne få dem på. Ingrid så spekulativt på den sidste, hun havde prøvet og trak den forsigtigt hen over foden på sit vinglas.
   "I må hellere kontakte jeres lokale guldsmed en af dagene" foreslog hun."Det der, er der ikke ret mange sten, der kan gøre" sagde hun og fremviste en tydelig streg på glasset.
   Tove gjorde måbende det samme, med samme resultat. Kort efter havde de konstateret de pæne sten i alle fem ringe havde samme evne.
   "Oldemors familie var, såvidt jeg ved ret velhavende, til første verdenskrig ændrede det" filosoferede Kurt. "Chatollet kommer også fra dem. Sømanden selv, kom, efter sigende, ikke tomhændet hjem fra østen. Det købte han gården for. Gu' ve' hvad der ellers gemmer sig oppe på loftet?. Der bliver nok at tage fat på i den lange mørke viner. Gider du at kaste et blik derop igen.?" spurgte han Ingrid. "Indtil videre putter du den ring, du sidder med, i lommen sammen med Dalerne her" afgjorde han, og gav hende et par mønter."
   "Vil du ikke have det vurderet først" spurgte Ingrid med store øjne.
   "Betragt det som findeløn. Det jeg ikke ved har jeg ikke ondt af" afgjorde Kurt. Han nåede lige at deponerede resten i sin kones rummelige håndtaske inden tjeneren dukkede op med kaffen. Den var ledsaget af kroens opfattelse af små stykker Cheese-cake på et rullebord. De fik både Ingrid og Tove til at sukke opgivende og Kurt til at rekvirere de Cognac og Cointreu flasker, der ikke særligt diskret, stod på hylden, nedenunder.
   .
   De nåede lige at blive færdige da taxa-chaufføren annoncerede sin ankomst. Kurt præsenterede ham som Finn og fortalte at Finn undertiden optrådet som mejetærskerpilot i høsttiden så han håbede Finn havde taget det rigtige køretøj med.
   Efter et kvarters kørsel meddelte Finn at den duft af mad og vin, der stod om dem, også fik ham til at blive sulten. Da de nåede frem til Christian ønskede de Finn held og lykke med at finde noget at spise.
   Derefter afbrød Tove bestemt Kurts og Christians planer om godnatdrinks ved at meddele hun og Kurt ville have godt af at gå det sidste stykke hjem, hvorefter hun trak sin godmodige bjørn af mand hen af en sti, uden barskabe.