Jeg nærmede mig den medtagne røde dør med vindue som en rude på et kortspil. Malingen på døren skallede af som løstsiddende skæl på en hovedbund. Jeg ringede på dørklokken og hørte tydeligt ringeklokken ralle indefra. En stemme brummede: "Kom ind". Jeg trykkede kun halvt ned i dørhåndtaget før døren gav efter grundet årtiers slitage, og tørrede fødderne af på den anonyme firkantede brune dørmåtte. Mine sko var ikke beskidte, det var bare god skik.
   Indenfor bød dunkelhed og lugten af tobak mig velkommen sammen med en doven, men stærk gammelmandslugt. Det var ikke til at sige hvornår der sidst har været luftet ud sidst og hele atmosfæren sagde nærmest "Skrid".

Jeg lukkede hoveddøren bag mig og blev indhyllet i mørket i entreen. Det kunne sikkert have været ligegyldigt med at tage skoene af, men jeg gjorde det for en god ordens skyld alligevel, fordi jeg ikke ville fremstå som et individ med manglende respekt. En støvsugning var uden tvivl på høje tid for jeg jokkede i noget udefinerbart tørt på gulvet. Måske var det kage, brød, eller rester af mad. Hvem ved hvad der forgår i utide hos en isoleret aldrende enlig herre på 86 år.

Jeg gik ind i stuen, hvor stakkevis af bøger fra gulv til loft prydede indretningen. Her var et mindre bibliotek, hvis man tænkte sig til at de fleste rum i huset på 96 kvadratmeter var hjemsted for stablede bøger. Ovre i et frit hjørne sad han i sin gamle gule lænestol med en bog og pibe i hænderne, som fik belysning fra en høj hjørnelampe med gullig skærm med et antikt ligegyldigt blomstermotiv. De vinrøde nikotingardiner var trukket for og lod kun sparsomt lys ind. Bortset fra lampens skær var der kun belysning fra tv'et i baggrunden som var på lydløs. Jeg satte mig i sofaen overfor lænestolen der matchede.

"Hej far," sagde jeg: "Hvordan går det?"
   "Det går ad helvede til," brummede han med en små hæs stemme.
   "Nå, det var da ikke godt ikke. Hvad er der los?"
   "Det er gigten der driller, og så har jeg fået nyt blodtryksmedicin der gør mine hænder hævede, røde og følsomme."
   "Det lyder som om du ikke kan tåle det. Har du sagt det til lægen?"
   "Ja, men han sagde bare at det formodentlig bare er en tilvænningsperiode." Han fnyste og lagde bogen på det aflange sofabord ved siden af sig.
   "Det er da noget skidt," svarede jeg og lod mærke til hvor tynd han egentlig var blevet. Kinderne bulede indad og han havde mørke rander under øjnene. Hans ansigt fremstod som hugget ud i marmor, og han havde mistet meget hår på hovedet siden sidst. Min barndomshelt virkede mere døende end levende.
   "Jeg har taget kage med," sagde jeg og satte den brune bagerpose på sofabordet: "Er der kaffe på kanden?"
   "Der skulle stadig være til et par kopper, men jeg ved ikke hvor gammel den er efterhånden."
   "Så går jeg lige på jagt efter en kop i køkkenet," sagde jeg. Jeg fandt lyskontakten ude i køkkenet. Der stod en stor opvask som fyldte køkkenet godt og grundigt, og mug på tallerkner havde meldt dets ankomst både synsmæssigt såvel som doven lugt - af noget der ikke hørte hjemme. Jeg åbnede skabet med kopper og fandt en lille beskeden kop, som jeg skyllede af under vasken bare for at være på den sikre side. Jeg tørrede ikke koppen af i viskestykket der hang foran ovnlågen, for det var ikke til at sige hvornår det sidst havde været vasket, og hvad det havde været udsat for af farlige strabadser.
   Med koppen i hånden gik jeg atter ind til mørkeleg i stuen. Da jeg kom ind, åbnede han bagerposen.

"Jamen det er jo Napoleonshatte!" Hans blå øjne virkede pludselig rubricerede - fortællende der stadig var liv at hente.
   "Ja selvfølgelig. De er jo dine yndlings," svarede jeg og fremtvang et lille smil trods omstændighedernes alvor.