Mor har lige talt i telefon og samtalen lød vigtigt. Hendes smil er forsvundet, så det har jo nok ikke været særlig skægt. Hun kigger rundt i stuen og ser på mig.

"Jeg bliver nødt til at tage på arbejde senere, hvis det er muligt. Vi bliver nødt til at se ad om hr. og fru Olsen ikke kan passe dig."
   "Nej mor - ikke igen."
   "Hvorfor ikke?"
   "Der lugter mærkelig hos dem," vrænger jeg mule.
   "Jamen skat, de er også rigtig gamle begge to," siger mor og retter på sine briller og skulderlange sorte hestehale. Hun sætter hænderne langs hendes smalle talje og forsætter: "Nogen skal jo passe dig mens jeg er på arbejde, og det er ikke til at finde en ny barnepige inden for få timer."
   "Kan jeg ikke bare være alene hjemme?"
   "Jeg ville ønske det kunne lade sig gøre, men det går altså ikke."
   "Hvorfor ikke?"
   "Fordi du ikke er gammel nok til at være alene hjemme."
   "Øv altså."
   "Jeg lover at jeg nok skal prøve at finde en ny barnepige, men ikke i dag. Er det Okay? ... Jeg sagde er det okay?" Gentager hun sig selv uden at lyde sur, men for at være sikker på at jeg forstår situationen.
   "Ja mor..." sukker jeg dæmpet og forlader stuen.
   "Hvad skal du?"
   "Bare ind på værelset og lege lidt," svarer jeg småknust over der ikke er anden udvej, og forsætter ind på mit værelse.
   Et øjeblik efter hører jeg mor tale i telefon. Samtalen er relativ kort og hun kommer ind til mig: "Hr. og fru Olsen vil godt passe dig."
   "Hvornår skal vi så gå?"
   "Om et godt stykke tid. Jeg skal nok sige til."

Tiden går som den endnu engang gør og vi får pasta, røde pølser med ketchup inden vi forlader lejligheden, der har stue som etage, og begiver os hen til ægteparret Olsen. Ligesom os bor de også i lejlighed, dog på anden sal. Turen hen til dem på gåben virker kort og vejret er ikke for koldt. Vi når frem og går op ad trapperne der efterlader et ekko i opgangen med vores fodtrin - lydende tunge. Mor kigger bagud til mig, smiler og ringer på dørklokken. Der går et øjeblik og fru Olsen åbner døren: "Kom ind, kom indenfor med jer," siger hun og vinker os nærmere med armen. En kompakt gammelmands lugt byder os varmt velkommen i hjemmet. Lidt udluftning i lejligheden ville klart gavne. Fru Olsen lukker døren og spørger mig ad om hun skal hjælpe med jakken. Jeg svarer hende ikke, lyner ned og giver hende jakken, kigger op på mor som stadig har sin jakke på. Jeg ønsker, at hun enten kunne blive eller jeg kunne komme med hende. Fru Olsen er ikke ret høj i forhold til mor og så er hun også en lille smule tyk. Måske er det fordi hun er gammel. Mor træder ind i stuen, vinker og siger davs til hr. Olsen som ser tv. Han har tydeligvis et problem med at løsrive sig fra tv'et, og det virker som om hans bagdel er limet til lænestolen. Ud over det har han små rynker i hovedet, en smule gråt hår og intet skæg. Og så han er mægtig flink.

"Det er godt at se jer," udbryder han småhæst og trækker en smule på smilebåndet som igen uddør efter sekunders aktivitet.
   "Bliv du endelig siddende," siger mor: "Jeg skal alligevel afsted om et øjeblik," og lader sig distrahere af parrets sorte beostær kaldt Biver. Fuglen fløjter skarpt og højlydt, men det lader ikke til at genere nogen. Jeg tager skoene af og træder forsigtigt ind i stuen bag mor. Nogen ringer og fru Olsen tager røret fra den grå telefon med drejeskiven.
   Hr. Olsens blik flakker skiftevis mellem fuglen, mor og tv'et. Biver snakker og lyder som næsten altid, lidt hæs og næsvis. Fuglen kan sige en masse, men intet kan råde bod på dets svinske ugerninger. I ny og næ har den til vane for skide ud af fugleburet, velopmærket mens den stadig sidder inde i buret - for den kommer aldrig ud. Som altid lander den hvide lort på stuens mørkegrå gulvtæppe så fru Olsen har fast arbejde ved siden af den regulære husholdning. Biver kigger skævt på mor og fløjter melodien til "Dengang jeg drog afsted," og hr. Olsen smiler glad til fuglen.

Samtalen i telefonen er kort og mor begynder igen at nærme sig entréen da samtalen ebber ud. Hendes øjne er lettere flyvske og det virker som om hun har travlt med at komme videre. Jeg går hen til fugleburet for at se på seværdigheden Biver. Mor og fru Olsen snakker kort sammen ude i entreen og mor siger: "Jeg går nu Brian. Husk at opføre dig pænt og gør hvad der bliver sagt."
   "Det skal jeg nok," mærker jeg tidlig sorg presse sig på. Døren åbnes og hun begynder at gå sin vej. Jeg vinker til hendes ryg der hastigt forsvinder ned ad trapperne.
   Da fru Olsen lukker hoveddøren, føler jeg at have havnet i et fængsel af en art, men hun bryder hurtigt stemningen. Hun spørger ad om jeg er tørstig, jeg nikker og hun vinker mig med ud i det lille køkken. I det beskedne køkken skænker hun køligt jordbærsaftevand fra en plastikkande der kommer direkte fra køleskabet. Fornemmelsen af sommer kommer tæt på mens jeg grådigt tømmer glasset og rækker det til fru Olsen. "Tak for saftevand," siger jeg og går ind i stuen til hr. Olsen. Han smiler til mig og siger: "Kender du Ole Olsen? Det gør du nok ikke, men han er rigtig dygtig til speedway kan du tro."
   Jeg sætter mig ned på gulvet ved siden af hr. Olsens lænestol. Inden længe ryster jeg på hovedet og prøver at hitte hoved og hale i hvad der forgår på skærmen. De ligner alle hinanden med samme type hjelme, påklædning og motorcykler eller hvad det nu er de kører på. Det eneste der synes adskille dem fra hinanden er deres forskellige numre. Biver siger noget nonsens, fløjter og retter sig op til gloparade for en og stjæler alt for nemt min opmærksomhed fra de hurtige speedwaykører.

På et tidspunkt slutter programmet og hr. Olsens rejser sig sin høje tynde krop fra lænestolen og afslører en lettere kroget ryg. Han forsvinder ind i deres soveværelse og kommer tilbage med skotøjsæske uden låg.
   "Nu skal du bare se", siger han og tømmer æskens indhold ned på gulvet foran mig og smiler muntert: "Så kan du lege lidt med dem".
   Der er tale om små metalbiler og det er hurtigt at se de har mange timer bag sig. De er alle skramlede, medtagede og nogle af dem mangler hjul eller hele undervognen for den sags skyld. Tre til fire køredygtige biler lykkedes det mig at finde, og jeg begynder diskret at køre som en vild.
   "Hvem vil du være... Statsminister Anker Jørgens eller politimand?" spørger hr. Olsen og bøjer sig frem fra lænestolen. Jeg ved ikke rigtig noget om Anker Jørgensen - bortset fra han er statsminister og virker temmelig flink, når han bliver vist i tv. Et eller andet sted virker det ikke helt nok. Jeg forstår politiet bedre. De stopper forbrydere, tyve og holder lov og orden.
   "Jeg tror jeg vil være politi," siger jeg og kigger op på ham, og prøver at imitere en politisirene mens jeg jagter en dum forbryder. Forbryderen kan naturligvis ikke finde ud af at køre bil ordentlig og vælter ret hurtigt om på bilens ene side, og så ellers på om taget. En vag forventning om at hr. Olsen deltager i legen opstod fordi han stillede spørgsmålet med Anker og politi, men han har vist glemt mig. Tv'et viser kedelige mænd der bare snakker og snakker, og jeg kan ikke forstå hr. Olsen orker at se dem. "Se der er Anker Jørgensen," siger han opløftende og glemmer for alvor alt om legen med bilerne på gulvet. Anker er vigtig for hr. Olsen så jeg følger med i tv'et så godt jeg kan.

På et tidspunkt rejser jeg mig og kigger over mod vinduerne. Klokken må være for det er ved at være mørkt udenfor. Jeg kigger bag lænestolen hvor fru Olsen sidder på sofaen og strikker på et eller andet tæt ved lampen i hjørnet. Hun ser træt ud, men ikke mere hun kan smile til mig da jeg spørger hende ad om det er svært at strikke. "Måske i begyndelsen, men ikke når man har gjort det i mange år," svarer hun. Hendes hænder arbejder ivrigt af sig selv, og stopper da det pludselig banker det på døren. Hun lægger strikketøjet fra sig: "Det er nok din mor," rejser hun sig og går ud i entréen og åbner døren.

Mor virker også småtræt da hun kommer indenfor: "Har I hygget jer?" spørger hun og kigger ned på gulvet til mig, hvor hun bliver mødt af et mit blik, der siger: "Jeg keder mig! Kan vi gå nu?" Hun kigger på de mange ødelagte legetøjsbiler og rynker øjenbryn.
   "Ja, vi har haft det mægtigt," lyder det fra hr. Olsen som fjerner blikket fra tv'et og kigger ned på gulvet til mig.
   "Vi har leget Statsminister Anker Jørgens og politi," siger jeg fast og håber på jeg fik hans navn rigtig udtalt.
   "Det lyder da spændende," siger mor uden at lyde begejstret: "Har han været ordentlig?"
   "Der har overhovedet ikke været noget at komme efter," smiler rynkerne træt i stereo.
   "I må undskylde det blev så sent."
   "Det skal du ikke tænke på," siger fru Olsen: "Vi har da hygget os."
   Mor kigger over på Bivers bur der for længst fået et tæppe over sig, så han hverken brokker sig eller fløjter 'Dengang jeg drog afsted' mere for i dag. Jeg putter bilerne tilbage i æsken og går i entreen for får sko på af mor. Tv'et larmer så tænker jeg sagtens kan dele den sidste nyhed med mor: "Hr. Olsen lugter af tis!"
   Jeg kommer til at sige det rimeligt højt, da jeg også er træt så min stemme laver unoder. Det er særlig hørerbart fordi hr. Olsen netop havde skiftet over på en anden tv-kanal, hvor rulletekster til et program blev vist, og der derfor var næsten stille i stuen. Begge slidte mennesker stopper op og kigger over os i entreen. Mor virker som om hun har lyst til at kravle ned i et hul, og jeg kan godt se der er blevet jokket i spinaten. Jeg bliver flov og kigger væk fra de gamle mennesker, kigger op på mor og så ned på mine sko.
   Jeg hører hurtige ord fra mor der siger noget i stil med: "Det er sent og vi må også se at komme afsted." Om end ikke så forlod vi i hver tilfælde hr. og fru Olsen lejlighed temmelig hurtig. Jeg aldrig igen passet af hr. og fru Olsen igen.