Lady Day fulgte dem ind i nattens mulm trods sit navns lyspunkter, ind i skyggerne langs den tomme lejligheds paneler, ind i mørket bag gardinerne som Mattea havde trukket for, de var kun dem selv, Mie og hende. Body and Soul, sang dette mindesmærke fra 30'erne i sin sprøde, sjælfulde stemme, imens nutidens Mie tog tøjet af, afklædte sig stykke for stykke og Mattea tænkte ved sig selv, både tilbageholdende og opstemt, at det var præcis sådan hun ville give sig selv hen til den anden pige, krop og sjæl, hud og hår, hendes alt ville hun holde frem, balancerende på håndfladerne. Ja, også hun ville pakke sig ud stykvis og overdrage sig selv til Mie med det smukke, lyse hår og de smukke, blå øjne i overkommelige bidder. Her var hendes hænder, her var hendes læber, her var hendes bryster med deres tinder indenfor rækkevidde. Dér stod de, foran hinanden, og overgav sig til tøjløsheden og til afstandstagenet, til verden der voksede sig mindre og mindre omkring dem, snævrede ind. Strammede til.

It's hard to conceive that you'd throw away romance, har hun lige sunget i en anden kvindes egne ord, men forgangen er Billie Holiday, forgangen er hendes æra, forgangen er det øjebliks undren ordene repræsenterede, for Mattea har fingrene i håret på en smuk kvinde hvis navn hun ikke kender, endnu, formodentligt kommer det aldrig over hendes læber heller, det gør i stedet maveskind og venusbjergets runding, hun daler uelegant ned på sine bøjede knæ, dumper og dejser omkuld for kvindens fødder, ikke foran jazzens pudsede lædersko, ikke denne gang, på knæ for jazzen har hun ligget ofte nok før. Badeværelsesfliserne tager imod. Lady Days tid er ovre, den er gået, den er forbi; Mattea sutter våde spor nedad, nedad, ned over kvindekønnet og langt ned i støvet, så skidtet klæber til hendes fugtige læber i efterspillet. På Lipstick lever romantikken kun kortvarigt og ellers i musikken.