Gitte Hænning synger "Ta' Med Ud Og Fisk" i radioprogrammet Giro 413 fra den lille transistorradio mormor har stående ude på køkkenbordet. Hun ryger sig en tak-for-mad-smøg over spisebordet til kaffen, for vi har lige spist. Bordet er blevet ryddet af for middagsmad med blandt andet kold brun sovs som pålægstilbehør fra aften før. Kold brun sovs huer mig ikke, men hos mormor bliver intet smidt ud. Hun er trods alt pensionist, men også storryger så der skal spares for at få tingene til at køre rundt.
Den lyse plastikdug er blevet tørret af så jeg fisker mit tegnegrej frem fra min trofaste hvide mulepose, og giver mig til at fordrive tiden med at tegne med medbragte farveblyanter og papirblok.
Mormor bliver færdig med at ryge, hoster diskret og rejser sig fra stolen.
"Jeg tager mig lige en lur. Er du fin så længe?" siger hun.
"Ja, jeg sidder bare her og tegner lidt," kigger jeg op på hende.
Hun slukker for radioen og forsvinder ind i soveværelset, hvor hun lukker døren efter sig. Jeg sidder allerede og keder mig på forhånd, for når mormor skal sove middagslur, skal der naturligvis være stille. Jeg tvinger fokus på at tegne, forstiller mig en anden verden, hvor der er en mandlig helt med grøn hud og visir over øjnene som jeg kalder for Rex. Rex er min måde at udtrykke mig på, for jeg er for ung til at skrive mig ud af livets problemer. Rex kommer med en cool kommentar, mens han slår en anden man til blods i hovedet og jeg flygter ind i verden af retfærdighed.
Tiden snegler sig afsted og jeg gør mit bedste for at være stille og sidde og fordybe mig i mine små tegninger. Til sidst bliver jeg træt af at sidde på stolen og lister mig ind i ind i stuen, hvor jeg sidder ned på den lyse tremandssofa og lader den stillestående atmosfære indprente sig på min nethinde. Jeg kigger over på orglet, som jeg aldrig har set hende tage i brug, mens jeg lytter til kukurets stille slag. Stuen er indrettet efter at se tv og har ikke for mange nipsting hængende på væggene, men er vel afbalanceret i symmetri med hinanden. Jeg slår blikket over på det hvide savsmuldstapet og ser gamle fotos af familiemedlemmer inklusiv af mig selv. Billederne er ud dateret, et levn fra fortiden, for ingen af os ser sådan ud længere, men måske er det svært at få plads til nye fotos på væggen uden det bliver for kluntet. Desuden skal der jo være nydeligt i stuen.
Sofaen er halvhård at sidde i, men stadig blødere end stolen ude i køkkenet så jeg bliver siddende, hvilende min bagdel. Jeg vil ikke røre ved noget for tingene skal som altid være på deres faste pladser, så opholdet føles lidt som et fængsel, hvor man ikke må noget. Bortset fra kukkeluret hærger stilheden ubehageligt. Tror aldrig jeg har kedet mig så meget. Det hele bliver for meget og jeg lister tilbage til køkkenstolen, og genoptager tegnerriet efter at have slået blikket rundt i det lille køkken. Jeg skal tisse, men vil ikke forstyrre så jeg bliver siddende.
Tiden går og efter måske en times penge hører jeg til min glæde at mormor sysler inde fra soveværelset. Hun kommer ud fra soveværelset og ud i køkkenet, smiler til mig, tænder radioen, sætter noget kaffe over og sætter sig ned ved spisebordet til en smøg. Jeg ånder lettet op over at jeg ikke behøver at være musestille længere selv om det er begrænset hvad jeg producerer af støj.
"Var det godt med en lur? Ja jeg prøvede på at være stille så muligt så du kunne sove," siger jeg.
"Ja det var fint. Jeg har ikke hørt spor," siger hun.
"Jeg går lige på toilet," siger jeg.
"Ja gør du bare det," svarer hun og tager et hvæs og smiler.
Jeg bevæger mig næsten lydløst i gangen indtil jeg når toilettet der ligger overfor soveværelset, og ånder lettet op på toilettet med den overfyldte blære. Selv badeværelset er nydeligt holdt og jeg føler igen, at jeg befinder mig i et slags stilrent fængsel.
Jeg bliver færdig, vasker hænder og vender tilbage til pinden i køkkenet, hvilket min numse ikke synes om, men jeg bider det i mig og sætter mig atter. Mormor ryger færdig og hælder kaffe på kande og i sin kop efterfulgt af sukker og fløde. Hun smasker en smule med gebisset, og rører rundt i koppen for at tage sig en slurk.
"Vil du have en sodavand," spørger hun.
"Ja det vil jeg da gerne."
"Hvad skal det være, appelsin eller cola?"
"Appelsin."
"Øjeblik, så henter jeg."
Jeg nikker og ser hende skodde cigaretten, hvorpå hun rejser sig og går ind i soveværelset og kommer tilbage med sodavanden.
"Her er den. Værsgo," knapper hun sodavanden op med en oplukker fra en køkkenskuffe og sætter den foran mig.
"Tak," siger jeg og tager en lille slurk efterfulgt af en større slurk, for jeg finder ud af at jeg er blevet tørstig.
"Jeg går ind i stuen lidt," siger hun og tager fat i cigaretetuiet og lighteren i den ene hånd og kaffekoppen i den anden hånd.
Fra køkkenet hører jeg tv'et blive tændt og jeg beslutter mig for at være social. Det er trods alt derfor jeg er her, så jeg går ind i stuen til hende, hvor hun har taget plads i den lyse sofa. Jeg sidder mig ned i den matchende lyse stol der også er hård i betrækket og begynder på en sætning.
"Shyyy, jeg skal lige høre det der," siger hun med blikket fæstnet på tv'ets speaker.
Jeg klapper i som en østers og giver mig også til at se tv selv om indholdet er tørt og kedeligt, og vi sidder i et uanet tidsrum og ser tv sammen. På et tidspunkt rejser hun sig og henter kaffekanden, sukkeret og fløden til næste kop, imens henter jeg også henter min sodavand. Så sidder vi der i al stilhed bortset fra tv'ets larm og kukkelures diskrete lyde.
Eftermiddagen går sin gang med kaffe, smøger og kun meget lidt overflødig samtale indtil det bliver tid til at lave aftensmad for mormors vedkommende. I køkkenet skræller hun nogle kartofler, laver krebinetter og sovs og pludselig er det tid til aftensmad. Vi indtager maden i køkkenet og jeg har fået endnu en sodavand. Denne gang en cola for variations skyld.
Vi bliver færdige med at spise. Jeg takker for mad og vi vasker op i fællesskab. Hun vasker og jeg tørrer. Det er okay hyggeligt. Så vender vi tilbage til stuen hvor der skal køre noget ligegyldigt i tv.
Mormor er meget fokuseret på tv'et så jeg ved det er et dårligt tidspunkt at starte en samtale på. I nu og næ når hun virker distraheret så prøver jeg dog på at finde noget at snakke om, men det lykkedes ikke helt, for der er næsten lige hele tiden noget hun skal høre i tv og undskylder sig med: "Shyyy, jeg vil godt lige høre det der."
Indimellem rømmer hun sig og småhoster, mens der i engang i mellem bliver tændt en ny smøg og hun leger med gebisset i munden.
Aften går sin gang og jeg går på toilettet få gange som muligt. Så er det pludselig blevet sent og det er blevet sengetid. Hun slukker for tv'et og rejser sig op fra sofaen.
"Skal du lige have sengen?" spørger hun.
"Ja, det er vel ved den tid," siger jeg og følger efter hende til indgangen i soveværelset hvor hun rækker mig den sammenklappelige gæsteseng, som jeg går ind i stuen med og klapper ud. Jeg vender tilbage til soveværelset, hvor jeg modtager dyne og hovedpude, og kort tid efter går vi i seng efter at have sagt godnat til hinanden.
Jeg sov dårligt i gæstesengen og vågnede en del gange op til kukkeluret for atter at lægge mig til at sove. Pludselig var det blevet lyst og mormor rumsterede i køkkenet. Jeg rullede dynen sammen og pakkede gæstesengen sammen og sagde godmorgen til hende i køkkenet. Hun spurgte om jeg havde sovet godt, og jeg svarede, at jeg havde sovet fint. Ved fælles hjælp fik vi fjernet soveelementerne fra stuen og ind i soveværelset igen. Hun tog dynen og hovedpuden og jeg slæbte gæstesengen.
Så fik jeg noget rugbrød til morgenmad med marmelade, og fik støt tiden til at gå med at vandre frem og tilbage mellem køkken og stue indtil jeg skulle afsted med bussen.
Da jeg forlod rækkehuset og mærkede friheden var jeg ikke i tvivl. Jeg ville aldrig overnatte hos hende igen. Selv her, mere end ti år efter hendes død, som hun tabte til lungekræft, så er mindet stadig ætset ind i min hukommelse. Men jeg ville ikke være foruden, for det er sådan jeg husker min mormor, som tv narkoman, hvor man ikke måtte snakke mens tv'et kørte. Den dag i dag er der stort set aldrig stille i mit hjem for her kører tv'et også i utide. Det er ikke mere vitalt end at jeg kan skrue ned og snakke folk, for de er trods alt vigtigere end et dumt tv'et, der altid formår at underholde med ligegyldigheder.