Fiskene gad ikke bide på denne dag, hvor vejret vekslede lidt frem og tilbage. Til tider smådryppede det og andre gange kom der stedvis solskin. Det var ideelle forhold at fiske i. Efter lidt over to timer var Anton ved at miste håbet, men så rykkede det i pludselig i fiskestangen.
Hans hænder erfarede at det var en ordentlig krabat, der havde blidt på pilken. Han måtte anstrenge sig for at hale fisken i land. Ryk efter ryk halede kom den nærmere land. Så skulle han alligevel ikke drage tomhændet hjem til Vivian, medmindre fisken smuttede fra ham naturligvis.
Anton rettede på den beigefarvede bølle bob hat og traskede et skridt nærmere vandet i gummistøvlerne.
Fisken gav kamp til stregen, og Anton måtte for alvor bruge sine kræfter.
Efter det der virkede som en evighed, var fisken blevet træt. Anton halede den i ind til bredden og stak fiskenettet ned i vandet og løftede fisken op. Fisken var regnbuefarvet, havde grønne øjne og pink finner. Sådan en fisk havde Anton lige godt aldrig set før.

"Hvis du sætter mig fri, så får du tre ønsker," sagde fisken.
Anton troede ikke sine egne ører. Han måtte dagdrømme, for fisk kunne jo ikke tale.
"Hvis du sætter mig fri, så får du tre ønsker," gentog fisken.
"Hvordan ved jeg at du ikke løber fra dit ord, når jeg sætter dig fri?" spurgte han.
"Jeg lover dig det er sandt."
"Hmm... jeg tror nu at du prøver at fuppe mig," sagde Anton betænksom: "Nu skal du høre her; jeg tager dig med hjem til mit badekar, hvor du ikke kan løbe fra dit ord. Når jeg så har fået mine tre ønsker, så sætter jeg dig fri. Aftale?"
Fisken sukkede og sagde: "Jeg forstår. Vi har en aftale. Er der noget du ønsker dig lige her og nu?"
"Jeg ønsker mig rigdom," sagde han.
"Nuvel. Dit ønske skal blive opfyldt."

Mens Anton fyldte fryseboksen med vand til fisken, så ringede Vivian. Hun var helt ekstatisk af glæde, for de havde vundet 82 millioner i lotto.
Det var lige godt satans, tænkte Anton, måske prøver fisken ikke på at fuppe mig. Eller kunne der være tale om en tilfældighed? Han pakkede bilen i en hast, og satte kursen hjemad med fisken bag på bagsædet i fryseboksen.
"Tror du mig nu?" sagde fisken.
"Jeg er ikke helt sikker endnu. Det kunne være en tilfældighed at vinde penge i lotto. Vivian spiller trods alt hver uge, og før eller siden skal man vel være heldig. Vi får at se med de andre ønsker, inden jeg tror på dig. Hvad er dit navn?"
"Mit navn er Binie. Jeg har en bror ved navn Ginie, som du muligvis har hørt om."
Anton slog en latter op: "Ginie er en lampeånd i gamle eventyrer, men dig har jeg lige godt aldrig hørt om."
"Jeg kan antage utallige former - lige som Ginie. Du kan jo ønske dig hvilken som helst form som bevis."
"Næh tak, jeg skal ikke bruge et ønske på nonsens. Det var ellers godt forsøgt, men mig narrer du skam ikke."

Anton tændte for radioen, for han ønskede ikke at tale mere lige nu. Han måtte reflektere over, hvad han og Vivian ønskede sig allermest i livet. De havde tit snakket om drømme heriblandt et ønske om at de boede i udlandet - gerne Frankrig på et mindre slot. De kunne ganske vist ikke fransk nogen af dem, men med lidt gebrokkent engelsk gik det hele vel an. De havde også drømt om at få et barn, men Vivian kunne ikke børn. Han besluttede sig for at lige vende situationen med Vivian først, inden han ønskede på livet løs. Det var jo ikke sikkert at hun stadig ønskede det samme som ham.
Da han kom hjem, var Vivian i festhumør ovenpå lottogevinsten, for deres til tider trange økonomi var et overstået kapitel. Vivian kunne ikke forstille sig hvordan denne dag kunne gå hen og blive meget bedre. Anton fortalte hende nyheden om den spøjse fisk, og om hvordan hun havde ringet til ham kort efter, han ønskede sig rigdom. Han glemte dog at fortælle hende om løftet til fisken - at han ville sætte den fri når alle ønsker var opfyldte. Men det var vel en bagatel.

Anton hentede fisken på bagsædet i bilen og fyldte badekarret op med vand, og sikrede sig at Binie havde det godt. Så spurgte han Vivian om hun stadig var interesseret i at bo i Frankrig samt at få et barn. Det var store beslutninger som Vivian lige skulle tygge på.

Om aften var de på restaurant og spise for at fejre lykken endelig havde tilsmilet dem. Vivian sagde ved bordet, at hun tænkt lidt over de resterende to ønsker og deres fælles drømme.

"Fortæl fisken at vi gerne vil bo i Frankrig i et stort hus. Hvis det bliver til virkelighed, så tror jeg på at fisken kan opfylde ønsker - hvor eventyrligt det end så lyder. Hvis det er sandt, må vi være varsomme med sidste ønske."
"Okay, min egen. Jeg fortæller Binie det når vi kommer hjem," sagde Anton og hævede glasset i en skål.
Da de forlod restauranten et par timer senere og kom hjem, knælede Anton ved badekarret.
"Binie, jeg er parat til ønske nummer to."
"Jeg lytter," sagde fisken.
"Jeg ønsker at bo i Frankrig i et stort hus sammen med Vivian."
"Nuvel, dit ønske skal blive opfyldt."

Den aften havde Anton og Vivian problemer med at falde i søvn af bare spænding. For tænk hvis det ikke var et tilfælde at Vivian havde vundet i lotto. Tænk sig hvis Binie virkelig kunne opfylde ønsker. Det måtte tiden vise.

De skulle ikke vente længe på et mirakel for næste dag kom posten med et anbefalet brev. Det var fra en advokat, som oplyste at et fjernt familiemedlem havde overdraget et mindre slot til Anton i sin arv. Slottet lå naturligvis i Frankrig som ønsket.
Både Anton og Vivian havde svært ved at få armene ned af bare glæde. Dette kunne ikke være en tilfældighed blev de enige om. Fisken, Binie, kunne virkelig opfylde ønsker.

"Anton, hvad siger du til at få det barn, som vi gerne ville have?"
"Intet ville glæde mig mere af hele mit hjerte. Vi har jo altid gerne ville have et barn."
"Fortæl det til fisken og mød mig så i soveværelset," smilte hun.
Anton gjorde som befalet, og knælede atter foran badekarret.
"Binie, jeg er parat til det tredje og sidste ønske," sagde han og fodrede fisken noget franskbrød.
"Jeg lytter, men husk hvad du har lovet mig."
"Jeg ønsker at få et velskabt barn," sagde Anton, og huskede på at han havde lovet Binie sin frihed, når alle ønsker var opfyldte.
"Dit ønske skal blive opfyldt, men du må selv gøre en indsats når I elsker i sengen."
Anton forstod hvad fisken mente, og lavede sød elskov med Vivian midt på dagen i soveværelset som aldrig før. Han havde jo taget fri fra arbejde i dag eftersom de var blevet lottomillionærerne.

Efter en rum tid blev Vivian morgensyg. Hun fik morgenkvalme og kastede op. Efter et besøg på et apotek, tog hun to graviditetsteste, som begge viste at hun var gravid. Det var den lykkeligste dag i mands minde. Inden længe fik hun bestilt tid hos lægen for at få det bekræftet, og han sagde det var sandt, at hun ventede et barn.
Anton var en rastløs mand og gik efterfølgende på arbejde, selv om han ikke længere behøvede at tænke på forsørgelse. Når de kom til slottet i Frankrig, ville han finde sig en hobby eller to for at finde noget at tage sig til.

Deres nuværende hus var blevet sat til salg under markedspris - blot for at få det afsat. Snart kom der købere og tilså huset og der kom et gode bud inden længe. Anton og Vivian gjorde sig klar til at flytte til Frankrig, og Binie blev federe og federe i badekarret af al den mad den fik.

"Husk nu hvad du har lovet," sagde Binie en aften hvor Anton sad på das.
"Ja, jeg skal nok sætte dig fri, når det passer ind i mine planer. Det lover jeg dig," sagde Anton.

Deres takser og ejendele blev pakket i den kommende uge. Snart skulle de sige farvel til huset for der havde været en køber. Dette ville blive deres sidste dag i huset.

Ved aftensmaden serverede Vivian fisk. Det var et himmelsk måltid med hvidvin til. Men under måltidet begyndte Vivian at få kramper i underlivet, og måtte hastes på hospitalet. Her blev det konstateret at hun havde tabt barnet. Men det var ikke den eneste dårlige nyhed. Udbetalingen for lotto havde kludret i det og udbetalt pengene til den forkerte, og nu skyldte de altså penge i stedet for at bade sig i de mange millioner. Sidst men ikke mindst stod den nye ejer og skulle flytte ind i deres hus, og var ikke interesseret i at lade handlen gå tilbage. Det arvede slot i Frankrig krævede at de reagerede inden en måned. Det stod med småt på papiret fra Advokaten. Sjovt, at de ikke havde læst det med småt noget før. Det var som om teksten bare var dukket op. Der var gået mere end en måned siden de fik brevet, og slottet blev nu overdraget til en anden. Ja nu var de hjemløse.

"Hvad var det for en fisk du servede," spurgte Anton mistænkeligt.
"Det var fisken i badekarret. Vi havde jo fået hvad vi ville have," sukkede Vivian.