Jeg tog mine Pinocchiobukser på, der ikke nåede den fulde benlængde, og en anonym sort t-shirt. I en fart fik jeg morgenmaden indenbords og var parat til dagens udfordringer. Udenfor bragede solen igennem og der var halvvarmt allerede nu. Mens jeg cyklede hen til Torsteins hus, fortrød jeg allerede nu at jeg ikke var trukket i et par shorts. Utålmodig ringede jeg på dørklokken og afventede et venligt ansigt i døren. Torsteins mor åbnede døren.
   "Godmorgen, kan Torstein lege?" snublede jeg over ordene i min iver, men hun forstod mig dog stadig.
   "Torstein er henne ved Dennis. Måske kan du fange ham der," smilede hun.
   "Tak og forsat god dag," sagde jeg hastigt, og steg op på cyklen.
   Dennis hus lå i udkanten af byen og da jeg nåede frem, smed jeg jernhesten fra mig i deres indkørsel ved siden af de andre børnecykler. Optimistisk hørte jeg dørklokkens rallen indenfor, da min urolige pegefinger fandt kontakten. Vivi, Dennis storesøster, åbnede døren og afmålte mig med øjnene, mens hun smaskede i tyggegummi.
   "Dennis. Det er til dig!" Råbte hun og gav sig til at smaske videre. Jeg betragtede hendes ansigt og struttende bryster, der kæmpede en brav kamp med hendes hvide t-shirt. Hendes parfume var forførende og jeg tror, at jeg blev lidt småforelsket lige der.
   Dennis kom hen til døren og skønne Vivi gik atter indenfor.

"Hej Bent," sagde han: "Kom indenfor. Det var heldigt at du kunne komme for vi skal lege krig om lidt, og er en mand for lidt. Vil du være med?"
   Om jeg ville være med? Er det i det hele taget valgfrit ikke at være med? Tåbeligt spørgsmål.

Dennis, Torstein, Chris, Henrik, Søren og mig. Kliken var samlet på denne skønne sommerdag. Vi fordelte os snart i to hold og fandt passende pinde i baghaven fra træer, der kunne bruges som våben. Det var USA imod Tyskland. Jeg trak det korteste strå og blev tysker, men jeg skulle nok vise de Yankiesvin at tyskere ikke overgav sig uden nåde.
   Vi løb rundt om stuehuset og fik os til sidst bevæget os ude på marken, hvor der var rigeligt at jordknolde at bruge som granater. Skiftevis faldt vi om og måtte have førstehjælp fra hinandens hold.
   "Salve, salve," lød det gang på gang, og så kunne man atter deltage i krigens strabadser.
   På et tidspunkt smed amerikaner Dennis en jordknold imod mig. Jeg nåede ikke at dukke mig og fik den lige i panden. Uheldigvis var der en sten imellem jordknolden, så det gjorde ufattelig nas. Jeg skreg av højlydt, og kunne ikke nøjes med ordene "Salve, salve" ud af denne situation og måtte lægge mig.
   "Du bløder jo. Du må hellere få det set på," sagde Dennis og legen uddøde ret hurtigt. Alle samles omkring mig.
   "Er det slemt?" spurgte jeg og førte en hånd op til panden, som var ret så øm. Der var allerede kommet en bule.
   "Det ved jeg ikke. Det er svært at se," sagde Dennis: "Bliv liggende så henter jeg hjælp."
   Dennis ilede afsted, og efter nogle minutter havde han medbragt skønne Vivi.

"Er i rigtig kloge. Nogen kunne komme galt afsted!" sagde hun og knælede ned ved siden af mig. Jeg rejste mig halvvejs op og hun pressede mit hoved ind imod hendes brystparti. Måske var det ikke så slemt at være såret soldat alligevel. Efter en rum tid kom jeg på benene og fik nænsomt vasket min pande indenfor af Vivi. Herefter kunne jeg atter deltage i leg med biler og action figurer, men jeg havde svært ved at koncentrere mig om legen. Alt hvad jeg kunne tænke på var dejlige Vivi. Jeg ville helt sikkert komme igen en anden skønne dag, og være parat til at råbe salve, salve.