Kære Brevkasse
Det hele startede med at Jehovas Vidner bankede på min dør. Gæstfri som jeg er lukkede jeg dem ind og fik deres tidsskrifter 'Vågn op' og 'Vagttårnet'. Det passede mig glimrende for jeg var så småt ved at løbe tør for toiletpapir, så nu havde jeg da reserven sikret. Vi snakkede frem og tilbage over en kop kaffe, om hvad der sker der når vi dør. Venlige som de var spurgte de naturligvis om min mening, om hvad jeg troede der skete. Jeg proklamerede at når man døde så var der ikke nogen tunnel med lys i men blot mørke, for når man døde, så slukkedes alt omkring én hvilket man ikke opfangede for man var jo død, og kroppen blev ubrugelig kort tid efter på grund af forrådnelsesprocessen. De nikkede og spurgte ind til sjælen. Det var jo blevet videnskabeligt bevist i 1907 at sjælen vejer 21 gram, og hvor blev den af hvis den ikke røg ind i himlen eller helvede. Det var et godt spørgsmål at stille, men jeg var urokkelig i min tro på et liv efter døden i paradis. De mærkede jeg ikke var til at stikke mere i denne dag og forlod mit hjem indtil næste gang.

Så begyndte det mærkelige at ske. Det startede uskyldigt med at jeg tabte en hammer over min fod da jeg var ved at sætte et billede op. Dernæst skar jeg mig på en stor kniv da jeg var ved at skære en steg ud og måtte haste hen til lægehuset for at fingeren syet med nogle sting. Næste dag slap batteriet op i mit vækkeur så jeg kom for sent op til arbejde. Da jeg satte mig ind i bilen for at haste på arbejde, så var det ene dæk fladt, og jeg måtte ringe og melde mig syg. Jeg ringede til Dansk Autohjælp som behjælpeligt kom og ordnede dækket, de var dog temmelig forsinkede og satte min tålmodighed på prøve. Så skulle jeg vaske op men der kom intet vand ud af hanen, hvilket betød jeg måtte udsætte opvasken samt mit daglige aften bad til mange timer senere, hvor jeg valgte at klatvaske mig i håndvasken på toilettet. Som om ugen ikke havde bidraget med nok, så gik strømmen i vores lejeboliger mens jeg vaskede tøj ovre i vaskehuset, og jeg måtte starte vaskemaskineprogrammet om igen. Jeg var den eneste der vaskede tøj på daværende tidspunkt, så jeg var alene med mine kvaler. Jeg har tænkt meget på om hvorvidt der eksisterer højere magter, og om vores sjæl rejser til en ny krop når vi dør eller om den bare forsvinder fra kroppen som dug for solen. Om end ikke så synes jeg bare det hele virker suspekt.

Nu har jeg doneret penge til Unicef og Kræftens Bekæmpelse og mine organer til organtransplantation, og jeg har deltaget en enkelt gang i kirke og således sluttede helveds-ugen ydmyget. Jeg har ikke oplevet nogen uheldige hændelser siden jeg donerede og gik i kirke. Så kære brevkasse. Findes Gud virkelig eller er det hele bare et sammentræf af forskelligheder der gjorde livet surt for en stund?

Hilsen ham den uheldige.