Mere end tyve år er gået.
Jeg prøver at pille lagene borte,
men kan ikke finde dig på fotoet.
I min hukommelse er du er som en tomat,
før og efter ældning,
men jeg er heller ikke noget at råbe om.
Du er en anden end jeg husker,
og jeg erfarer,
at tiden ikke altid er nådig.
Jeg tænker på,
hvordan jeg mon ser ud i dine øjne,
for mine øjne kan ikke genkende dig.
Der er gået mere mange år siden vi sås sidst,
og ingen af os er det samme sted som dengang.
Meget er imellem tiden hændt og dog alligevel ikke.
Tør jeg række ud efter dig og indhente det forsømte,
når jeg ved dit liv ikke har været nemt,
eller skal jeg lade dig forblive et ungdommeligt minde?