Hun valgte ikke jazzen, jazzen valgte hende, den kom til hende som en gudinde ville gøre, åbenbarede sig i lydbølger, rejste den lange vej fra hendes fars øverste CD-hylde til hendes jomfruelige øregange på en spæd, skandinavisk stemmes toneart. Hun var ni år gammel første gang hun hørte Lisa Ahlberg synge Love for Sale og bagefter tænkte hun, at hvis jorden var moderlig, da var jazz elskerinden som kun kunne elskes på en måde der bragte hendes tilbedere i knæ, i grus. Foran jazzens alter lagde man sig med ansigtet nedad, lærte hun med tiden, i takt, stemmens hele register holdt op og opholde sig gjorde Mattea også gerne, men jazzen var stadigvæk intet valg hun tog, nej. Det var hende der blev taget, hun blev ført bort, de blå toner fandt hende, længe før hun fandt sig selv.

Mikrofonen sluger hendes stemme helt, ikke råt, for rå er hendes røst ikke, den er havdyb og fuld af sjæl, det er dele af hendes væsen der fordobles, der sendes ud i tomrummet mellem barens båse og med luftpost. Hun falder for hver tone, lydeligt lader hun takten spænde ben, lader stemmebåndene gribe sig foran de spredte grupper af kvinder som kigger på. Det dæmpede lys ovenfra klæder dem bedre end hende, hun kaster skyggerne som de vokser ud af. Hendes tilskuere. I've been through the mill of love, synger hun til dem, igen og skært, ved at de forstår, hun allerede har valgt én til natten. Fordi én derude i mørket allerede har udset sig hende, som i et spejl, i en gåde. Se, de leger alle den samme forvoksede leg.

I sidste ende formåede skyggerne aldrig at udviske nogen detaljer hun ikke allerede havde indprentet sig, som hun ikke på egen hånd kunne kalde frem af mørkets pletvished. Dér lå Lisas arm om den anden piges liv, hun hed ingenting, men en blid, buet nakke havde hun til gengæld og trettenårige Mattea fulgte linjerne i hendes bortvendte profil med en forsigtig fingerspids, mens hun aldrig rørte Lisa selv. Hun fulgte kun hendes omrids med øjnene, for gudinder besudlede man ikke med noget så profant som ens utilstrækkelige håndarbejde, man ofrede og man bad, men man lagde ingen hånd på. I en nat der hang tungt over stuen, der hængte sig om sofaen og om hendes spinkle skuldre, turde hun godt synes, at den brunhårede veninde ville være smukkere endnu uden tøj på og et sted i baggrunden, in memoriam, sang den store Ahlberg, love that's fresh and still unspoiled.

Musikken spiller altid, når de øver, også når deres egne instrumenter for længst er tysset til ro og Matteas stemme hviler på sine laurbær. I know every type of love better far than they; Ella synger for dem i stedet, med al den originale kærligheds skratten. Sachas tilbedelse af hende er en antik grammofon og en anseelig pladesamling stor, vokser per bud på eBay og i eftermiddagssolen kører skiven rundt under nålespidspræcision, fylder rummet med tyngde og dybde og tredimensionalitet. De hænger ud i sofaen med benene oppe, kun Mattea er iklædt hæle, Rosalie og Sacha har flade sko på, Lizette har smidt sine ellers højhælede sandaler, hendes fødder ser blege ud med deres malede tånegle i perlemor, i lyset. Sammen afbalancerer de hinanden, to og to er fire, det går op. Indtil midnats komme, hvor danserinder og drinks får dem til at glemme mål og med endnu en morgen, atter en dag. De er kun i band så længe. Det spiller.