Nej, nej. Satans også!
Graviditetstesten viste positiv. Jamen hun var jo slet ikke parat til at blive mor. Hun havde slet ikke lyst til at tage ansvar for et andet menneskeliv. Bare tanken om at skulle opfostre et barn virkede uoverskueligt. Så udmattende og drænende. Al tid ville automatisk blive dedikeret til barnet, og hun ville ikke have tid til frirum til sig selv. Hun var jo kun atten år gammel og slet ikke parat til opgaven, der lå forud. Og hvad skulle hun fortælle sine forældre; at hun havde drukket for meget til en fest og var endt i lagnerne med Marcus. Nej, hendes sexliv ragede ikke dem. Hun måtte klare dette selv, hvis det var muligt. Hun måtte få en abort snarest muligt, så hun atter kunne blive fri som fuglen, og nyde sin ungdom. Tanken om at blive mor virkede så gammeldags, og var forbeholdt kvinder der var parate til at opfostre og tage vare på deres dyrebare afkom. Men hun kunne ikke se sig skubbe en barnevogn fyldt med indkøbsposer og bleer hen ad gaden, skifte ildelugtende bleer eller få frarøvet sin natsøvn de første par år af processen. Bare det at skulle gå med en stor struttende mave og være forsigtig med hvad man fortog sig, virkede hæmmende og klodset tankemæssigt. Nej, det kunne slet ikke komme på tale. Måske når hun engang var i trediverne ville hun overgive sig for at stifte familie, men ikke nu. Måske skulle hun tage graviditetstesten igen bare for at være på den sikre side. Men det måtte vente lidt for hun kunne ikke allerede tisse igen. Måske om en times tid. Hendes puls slog et ekstra slag, mens tankerne forsat flød rundt i hovedet.
På den bærbare computer i stuen kunne hun se at Aleris her i København tilbød medicinsk abort samt kirurgisk abort. Mona synes at kirurgisk lød drabeligt, men det var sikkert den hurtigste løsning på problemet. Tanken om at ligge i kolde stigbøjler med benene spredte afskrækkede hende, og hun mærkede hvordan hendes mave knugede sig sammen ved tanken.
Marcus din idiot. Hvorfor havde du ikke noget gummi?
Nej. Hun skulle have haft sagt nej til Marcus efter hun havde spurgt ham ad om han havde noget gummi, og han rystede på hovedet og sagde at det var okay, og om hun da ikke havde lyst til ham. Hun vidste nu at det var selvforskyldt, da kådhed havde skyllet over hende som en tidevandsbølge, og hun havde givet efter for hans kærtegn. Men det var så let at være bagklog ikke sandt. Alt for let.
Hun skulle ikke have drukket eller have gået til festen. Fandens også!
Skulle hun kontakte Marcus og fortælle ham at hun var gravid og ønskede en abort, og ønskede hans støtte på klinikken når indgrebet skulle fortages. Eller skulle hun bare holde sin mund overfor ham så han ikke havde noget at sige i sagen? Nej, hun kunne ikke forstille sig Marcus som faderfigur. Det var nok bedst at holde ham udenfor.
Mona følte sig pludselig enorm ensom og havde brug for at snakke med nogen om det hele. Men hvem kunne hun betro sig til, som ikke løb med sladder? Hun følte det var en blindgyde, for samtlige veninder var ikke vandtætte når det kom til hemmeligheder. Sladderen gik, og hvis hun fortalte det til nogen af dem, ville hun blive stemplet. Måske ville hendes mor støtte hende i hendes valg, måske ikke, det var en stor risiko at løbe. Hun følte tårer presse sig på og en klump i halsen, mens krop og sind gradvist blev mere og mere rastløs, og knudefornemmelsen i maven ville ikke ophøre. Hun måtte være helt sikker i sin sag.
Hun gik atter på toilet selv om der ikke var gået en time, og fik knebent tisset på plastikpinden og ventede med hamrende puls. Resultatet var det samme. Positiv. Det hele sejlede rundt for hendes indre og virkede som en dødsdom. Hjertet slog et ekstra slag, og det hele føltes som om det skulle til at sortne for hendes øjne. Mona prøvede at bevare fatningen og tage nogle dybe indåndinger. Pust ind, pust ud, pust ind, pust ud. Så strømmede tårerne og hun gjorde ikke noget for at forhindre dem.
Afkræftet sad hun på toilettet i et uanet tidsrum, til hun følte sig stærk nok til at rejse sig og gå ind i soveværelset, hvor hun lagde sig på sengen. Hun knugede dynen og benene havde føltes som blæverflæsk, der takkede taknemmeligt for hvile. Hovedet var en overfyldt motorvej af tanker, men tankerne aftog snart og sendte hende mat ind i en søvn.
Da hun vågnede lidt senere på eftermiddagen, havde hun fået det bedre. Hun følte sig omtumlet, men bedre. Søvnen havde gjort underværker. Hun ville kontakte Aleris og få en tid hurtigst muligt. Så måtte hun bide i det sure æble med at blive overbegloet dernede og ligge i stigbøjler eller kunne det tænkes at hun kunne nøjes med tage en form for fortrydelsespille eller to? Det måtte hun lige forhøre sig om. Men én ting var sikkert. Det hele ville blive hendes hemmelighed og jorden ville blive et liv fattigere, før det end var startet.